1. 

Nærværende sag er det retslige efterspil af en tvist mellem Kommissionen og Teresita Porta, gift Pace, i forbindelse med den undervisningsvirksomhed, hun i 17 år har udført for Euratom.

Fra begyndelsen af undervisningsåret 1963/64 til slutningen af undervisningsåret 1979/80 har sagsøgeren undervist i italiensk sprog og kultur under de »faglige uddannelseskurser« ved Det fælles Forskningscenter i Ispra. Mens hun i de første 5 år underviste, uden at der var indgået nogen skriftlig kontrakt, fastsatte centrets direktør senere, nemlig fra 1969 til 1975, hvert år ved skrivelse til hende både undervisningens varighed, svarende til et fuldt skoleår (dvs. fra 15. september til 15. juli det følgende år) samt hendes løn, der blev beregnet på timebasis. Fra og med undervisningsåret 1976/77 blev forholdet mellem sagsøgeren og centret i Ispra reguleret ved en mere detaljeret kontrakt (affattet på fransk og underskrevet af begge parter); kontrakten blev i dens pkt. 6 betegnet som en kontrakt om »prestazione d'opere«. I en anden klausul hedder det, at kontrakten er undergivet italiensk lov. Til trods herfor anerkendte læreren at have fået besked om, at det tilkom hende selv at varetage sin retlige stilling i forhold til den italienske social- og skattelovgivning, »idet institutionen ikke har nogen forpligtelse i så henseende, henset til nærværende kontrakts karakter«. Endelig erklærede parterne i kontraktens pkt. 8, at i medfør af EKSF-traktatens artikel 42, EØF-traktatens artikel 181 og Euratom-traktatens artikel 153, har »alene [De europæiske Fællesskabers Domstol] * * * kompetence til at træffe afgørelse om enhver tvist vedrørende nærværende kontrakts gyldighed, fortolkning eller gennemførelse«.

Den 16. juli 1980 sendte Porta en skrivelse til Centrets direktør; heri krævede hun med henvisning til, at ansættelsesforholdet var undergivet italiensk lov, at ansættelsesforholdet fra 1963 skulle anses for et ansættelsesforhold på ubestemt tid, hvorfor hun havde krav på løn i de måneder, hvor skolen var lukket, på ferie eller en tilsvarende godtgørelse, på sygeforsikrings- og understøttelsesbidrag og på en pensionsordning.

Den 12 september s.a. svarede Centrets direktør, at de midlertidige kontrakter, der hvert år var indgået mellem Centret og sagsøgeren, indebærer, at ansættelsesforholdet ikke kunne betragtes som et »egentligt ansættelsesforhold«, men som et »selvstændigt arbejde«, hvilket følger af selve kontraktens ordlyd. I medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, indbragte Porta herefter ved skrivelse af 2. oktober 1980 til formanden for EFKommissionen en klage over afvisningen som indeholdt i nævnte skrivelse af 12. september. Da hun ikke modtog svar, anlagde hun den 6. maj 1981 sag med påstand om annullation af den stiltiende afvisning af ovennævnte klage.

Sagsøgeren havde i medfør af EØF-traktatens artikel 186 (jfr Euratom-traktatens artikel 158) nedlagt påstand om, at Domstolen ved foreløbig forholdsregel skulle tilpligte Kommissionen at betale hende den løn, hun havde krav på for indeværende undervisningsår, men i replikken har hun oplyst, at dette beløb i mellemtiden er blevet betalt. De principale påstande er i øvrigt: Kommissionen dømmes til at betale sagsøgeren en løn svarende til den, der gælder efter den kollektive overenskomst i Italien for privat undervisning, samt, at Kommissionen dømmes til, fra ansættelsesforholdets ophør, at anerkende sagsøgerens rettigheder i henhold til pensionsordningen for ansatte i Fællesskabet. Endelig har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

2. 

Det bør først og fremmest understreges, at Domstolens kompetence til at træffe afgørelse i sagen har hjemmel i den nævnte voldgiftsbestemmelse, der findes i de kontrakter, der er indgået mellem sagsøgeren og sagsøgte fra og med undervisningsåret 1976/77, idet Euratom-traktatens artikel 153 bestemmer, at Domstolen har kompetence til »at træffe afgørelse i henhold til en voldgiftsbestemmelse, som indeholdes i en af Fællesskabet eller i en på dets vegne indgået offentligretlig eller privatretlig aftale«. Under alle omstændigheder har sagsøgeren — før hun indbragte sagen for Domstolen — fulgt den procedure, der er fastsat i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 1 og 2.

I svarskriftet har sagsøgte påstået sagen afvist med henvisning til, at sagsøgeren har støttet sin sag på vedtægtens artikel 91, der kun vedrører tjenestemænd og de øvrige ansatte i Fællesskaberne, hvorimod hendes krav, der følger af et kontraktsforhold af privatretlig karakter, ikke har noget at gøre med denne bestemmelse.

Heroverfor har Porta fastholdt, at eftersom hun har udført et arbejde i Fællesskabets tjeneste, kan hun påberåbe sig ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, som i artikel 46 bestemmer, at bestemmelserne i vedtægtens afsnit VII om klageadgang finder tilsvarende anvendelse.

Under retsforhandlingerne har sagsøgeren imidlertid gjort gældende, at hun ikke har nedlagt påstand om at blive betragtet som »ansat« ved Fællesskabet i vedtægtens forstand, men udelukkende om at opnå alle de fordele, der tilkommer hende efter italiensk arbejdsret som følge af, at hun i Kommissionens tjeneste har udført et »underordnet arbejde«. For at imødegå afvisningspåstanden er det desuden tilstrækkeligt at fastslå, at selv om sagsøgeren ikke kunne påberåbe sig tjenestemandsvedtægtens artikel 91, har hun alligevel ret til — i henhold til nævnte voldgiftsbestemmelse — for Domstolen at indbringe enhver tvist vedrørende gyldigheden, fortolkningen eller gennemførelsen af den arbejdskontrakt, hun har indgået med Det fælles Forskningscenter. Det er næppe nødvendigt at tilføje, at den omstændighed, at hun i stævningen ikke har påberåbt sig den korrekte bestemmelse, ikke i sig selv kan medføre afvisning af et søgsmål, som sagsøgeren givetvis har ret til at anlægge.

Det spørgsmål kan også rejses, om den omstændighed, at voldgiftsbestemmelsen kun findes i kontrakterne fra og med 1977, skulle være til hinder for, at domstolen træffer afgørelse om karakteren af forholdet mellem parterne i den foregående periode, nemlig fra 1963 til 1977. Spørgsmålet må besvares benægtende, idet tvisten også drejer sig om, hvorvidt det ansættelsesforhold, i kraft af hvilket sagsøgeren har udført undervisningsvirksomhed ved Det fælles Forskningscenter fra 1963 til 1980, er ensartet og ubrudt.

Intet er således til hinder for, at søgsmålet antages til realitetsbehandling.

3. 

Det centrale spørgsmål i tvisten er, hvorledes ansættelsesforholdet mellem Porta og Det fælles Forskningscenter i Ispra skal betegnes. Med henvisning til italiensk lov og retspraksis har sagsøgeren gjort gældende, at den undervisningsvirksomhed, som hun har udført for Centret fra 1963 til 1980, har skabt et ansættelsesforhold på ubestemt tid. Heraf følger, at hun har krav på vederlag svarende til det vederlag, som de private undervisere oppebærer, og som omfatter løn i de sommermåneder, hvor skolen er lukket, dyrtidsregulering, regelmæssige lønforhøjelser på grund af anciennitet, en trettende månedsløn, anciennitetsgodtgørelse ved ansættelsesforholdets ophør, og enhver anden økonomisk og juridisk fordel, der i henhold til den italienske kollektive overenskomst af 11. september 1978 gælder for ansatte ved skoler, der drives af private eller juridiske personer.

Der er ingen tvivl om (hvilket parterne da også er enige om), at italiensk lovgivning finder anvendelse: det er derfor i første række dette retssystem, der er afgørende for, hvorvidt der foreligger et egentligt ansættelsesforhold eller et selvstændigt arbejde. I henhold til italiensk arbejdsret kan det udtryk, parterne har anvendt i kontrakten, ikke ændre selve ansættelsesforholdets karakter, dersom denne er fastlagt i loven. Corte di cassazione fastslog nemlig i dom nr. 2730 af 24. april 1980, at »ved afgørelsen af, hvorvidt ansættelsesforholdet skal betegnes som et ’selvstændigt’ eller ’underordnet’ arbejde, skal der i højere grad tages hensyn til ansættelsesforholdets faktiske og reelle beskaffenhed samt til beskrivelsen af de funktioner, som arbejdsydelsen omfatter, end til det af parterne anvendte ’nomen iuris’, selv om denne betegnelse udtrykkeligt er nævnt i et dokument«. I dom nr. 3353 af 14. juni 1979 gentog nævnte ret, at med henblik på denne bedømmelse »er retten ikke bundet af noget formelt kriterium, men bør først og fremmest se på det afgørende kriterium for sondringen; ved det selvstændige arbejde er ydelsens indhold ’opus’, dvs. resultatet af den arbejdendes virksomhed, mens arbejdsydelsens indhold ved ’underordnet’ arbejde ligger i den arbejdskraft (’operae’), som den ansatte stiller til arbejdsgiverens rådighed, og som udføres under arbejdsgiverens kontrol og efter dennes direktiver«.

Sagsøgte har gjort gældende, at denne retspraksis kun vedrører den del af undervisningssektoren, der drives af private, og beror på, at man har fundet det nødvendigt at beskytte den svagere part over for arbejdsgivere, der i det væsentlige driver virksomhed med profit for øje. De samme kriterier bør ikke finde anvendelse over for en undervisningsinstitution, der drives af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, eftersom Kommissionen her udelukkende tilgodeser almennyttige formål og således ikke kan betragtes som nogen privat erhvervsdrivende. Efter sagsøgtes opfattelse er det derfor den forvaltningsretlige praksis vedrørende offentlige ansættelsesforhold, der er relevant.

Dette synspunkt synes imidlertid ikke at svare til den vægt, sagsøgte selv har lagt på at fremhæve, at ansættelsesforholdet mellem sagsøgte og sagsøgeren er af privatretlig karakter. Desuden er det vanskeligt at se, hvorfor de kriterier, der er afgørende for, hvorvidt arbejdstagerens forhold til arbejdsgiveren er af »underordnet« karakter, skulle være forskellige, alt efter om arbejdsgiveren er privat eller offentlig.

Retspraksis indeholder nemlig præcise kriterier vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt ansættelsesforholdet er »selvstændigt« eller »underordnet«, uanset hvilken benævnelse, parterne har anvendt. I denne forbindelse er det afgørende, hvorledes den ansatte ved udførelsen af sit arbejde er stillet over for arbejdsgiveren. Navnlig i det tilfælde, hvor den ansatte udfører sit arbejde under arbejdsgiverens kontrol og efter dennes direktiver, peger retspraksis helt klart i retning af, at der foreligger et »underordnet« ansættelsesforhold.

Jeg skal i den forbindelse nævne to domme afsagt af den italienske Corte di cassazione, der særlig vedrører undervisningsvirksomhed: det drejer sig om dommene nr. 1412 af 16. juni 1967 og nr. 653 af 26. marts 1973. I den første dom fastslås følgende: »Undervisningsvirksomhed, der er udøvet i flere på hinanden følgende år af en lærer på en undervisningsinstitution, anses med rette for et underordnet og ikke som et selvstændigt ansættelsesforhold, når det pågældende arbejde er undergivet forpligtelser som f.eks. gennemførelse af undervisningsprogrammer og overholdelse af en i forvejen fastlagt timeplan, som kan kontrolleres og medføre disciplinære sanktioner«. I den anden dom hedder det, at »ved et ’underordnet’ ansættelsesforhold er ydelsens indhold det arbejde, som den ansatte udfører for den arbejdsgiver, der lønner den ansatte, og som den ansatte udfører som led i foretagendets arbejde, under arbejdsgiverens kontrol og efter dennes direktiver«; dommen udleder heraf: »der må imidlertid antages at foreligge et ’underordnet’ arbejde i de tilfælde, hvor lærere i fremmedsprog udfører deres undervisningsvirksomhed i en privat skole i form af fortløbende arbejdsydelser, der udføres over et længere tidsrum, under tilsyn af skolens direktør, og med månedlig lønudbetaling«.

I den foreliggende sag bestemmer pkt. 3 i den sidste kontrakt, der blev indgået mellem parterne den 7. september 1979 (hvilket punkt ligeledes indeholdes i kontrakterne fra og med 1976), at »læreren udfører sit arbejde og tilrettelægger selv sin undervisning under hensyntagen til det pædagogiske mål, der skal nås, således som de er angivet i planerne for de faglige uddannelseskurser«. Ud fra dette synspunkt synes sagsøgerens stilling ikke at være en anden end for lærere i almindelighed, hvad enten de er midlertidigt ansatte eller fastansatte, og hvad enten de arbejder på private eller offentlige skoler. Hver lærer er ansvarlig for den undervisning, han giver, mens han er bundet af direktiver fra skolens myndigheder med hensyn til den plan, der skal følges og det pædagogiske mål, der skal nås. Den frihed, han råder over ved gennemførelsen af undervisningen, er ikke i strid med, at hans arbejde er af »underordnet« karakter, idet denne navnlig følger af, at han nødvendigvis er underkastet kontrol med hensyn til den korrekte gennemførelse af de planer, der er pålagt ham, og med hensyn til hans overholdelse af de i forvejen fastsatte pædagogiske mål.

I nævnte kontrakt af 7. september 1979 hed det i pkt. 5, at »den nærmere tilrettelæggelse af timerne og navnlig datoerne for begyndelsen og afslutningen af undervisningen, timeplan, fridage osv. fastlægges ved aftale mellem læreren og institutionen under hensyntagen til institutionens tjenstlige krav«. På en skole, hvis undervisningsvirksomhed er fordelt over forskellige lektioner, der varetages af forskellige lærere i hvert fag, fastlægges timeplanen for de forskellige lektioner normalt i videst muligt omfang efter fælles aftale mellem den for undervisningsinstitutionerne ansvarlige og lærerne. Derimod fastsættes datoerne for begyndelsen og afslutningen af undervisningen samt fridagene i almindelighed i forvejen, og de er ens for alle, som arbejder på skolen. I nærværende sag kunne også sidstnævnte datoer ifølge sagsøgte aftales nærmere mellem den enkelte lærer og skolen. Jeg er ikke klar over, hvorledes dette blev gennemført i praksis. Imidlertid understreger selve den omstændighed, at fastsættelsen af nævnte punkter skulle ske »ud fra de særlige tjenstlige krav for den institution, som skolen hører under«, også ud fra dette synspunkt, at forholdet mellem læreren og modparten er et »underordnelsesfor-hold«.

4. 

Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende kontrakt skal anses for indgået på bestemt eller ubestemt tid.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at i henhold til den italienske lov nr. 230 af 18. april 1962, der vedrører de arbejdsaftaler, der er indgået for et bestemt tidsrum, anses en arbejdskontrakt i almindelighed for indgået på ubestemt tid, bortset fra visse undtagelser, der er udtømmende opregnet i lovens artikel 1. Det hedder i bestemmelsen, at »der kan fastsættes en tidsmæssig begrænsning af kontraktens varighed :

Den pågældende aftale kan ikke henføres under nogen af ovennævnte grupper. Sagsøgte har tillagt det betydning, at sagsøgeren har udført sin undervisningsvirksomhed i et begrænset antal timer (mellem 36 timer pr. måned i undervisningsåret 1969/70 og 63 timer pr. måned i undervisningsåret 1979/80), mens sagsøgeren har fremhævet, at der er tale om højere tal, idet hun har anfægtet sagsøgtes beregning, der er baseret på tolv måneder pr. år og ikke undervisningsåret, som er kortere. Sagsøgte har desuden gjort gældende, at arbejdet har været helt uregelmæssigt, og at det er blevet gennemført på faste og i forvejen fastlagte tidspunkter ene og alene af interne hensyn (administrative hensyn og hensyn til undervisningens tilrettelæggelse). Et arbejde, som er udført gennem hele undervisningsåret efter en fast ugentlig timeplan, og som består i gennemførelsen af en del af den normale undervisningsplan, der er fastsat for den første del af skolens studieplan, kan imidlertid for mig at se vanskeligt betegnes som uregelmæssigt.

Sagsøgtes argument om, at det pågældende ansættelsesforhold kan henføres under de i artikel 1, c), i nævnte lov af 18. april 1962, kan følgelig ikke tiltrædes.

En undervisningsvirksomhed, der er udført regelmæssigt og uafbrudt i sytten år (bortset fra de normale afbrydelser som følge af skoleferier, der er de samme for alle lærerne), kan derfor ikke anses for et arbejde, der er af ekstraordinær eller lejlighedsvis karakter. Den omstændighed, at de kontrakter, der hvert år blev indgået mellem parterne, var tidsmæssigt begrænsede, er ikke tilstrækkelig til at svække den lovbestemte formodning i artikel 1, stk. 1, i lov nr. 230/1962 om, at der foreligger et ansættelsesforhold på ubestemt tid.

Denne slutning underbygges af italiensk retspraksis, både før og efter nævnte lov af 18. april 1962. Navnlig har retspraksis fra tiden efter 1962, fastslået, at »for den lærer, der også er ansat i eksamensperioden og i flere på hinanden følgende år, er der skabt et ansættelsesforhold på ubestemt tid. Læreren har følgelig krav på løn i sommerperioden og på ancienni-tetsgodtgørelse« (dom afsagt af Corte d'Appello Catania den 19. 11. 1970, jfr. sagsøgerens indlæg på side 16-17). Endnu mere afgørende er dom nr. 4452 afsagt af Corte di cassazione den 12. juli 1980, som fastslog: »Eftersom artikel 1 i lov nr. 230 af 18. april 1962 udtrykkeligt fastsætter de tilfælde, hvor der er tale om tidsmæssigt begrænsede kontrakter som klare undtagelser, bør en privatretlig arbejdsaftale, som er indgået med en lærer på en undervisningsinstitution, og som ikke falder ind under de i loven nævnte tilfælde og ej heller under andre lovbestemmelser, ex lege betragtes som indgået på ubestemt tid«.

5. 

Efter min mening er der således tungtvejende grunde, der taler for, at det ansættelsesforhold mellem sagsøgeren og sagsøgte, der har bestået i 17 år, havde karakter af et egentligt ansættelsesforhold på ubestemt tid.

Heraf følger, at sagsøgeren må have krav på alle de fordele, som italiensk lovgivning tillægger et sådant ansættelsesforhold. Imod sagsøgerens anbringende om, at den italienske kollektive overenskomst må finde anvendelse på kontrakten, har sagsøgte gjort gældende, at den løn, der er udbetalt til Teresita Porta, har været langt højere end i henhold til nævnte kollektive overenskomst, selv når der tages hensyn til, at hun ikke havde ferie med løn eller fik udbetalt en trettende månedsløn eller havde andre fordele i henhold til den kollektive overenskomst. Selv om dette var rigtigt, skal jeg blot minde om, at ydelserne efter de nationale kollektive overenskomster er minimumsydelser: intet er til hinder for, at arbejdsgiverens ydelser overstiger disse minimumskrav. I det omfang, de kollektive overenskomster respekterer de i loven fastlagte betingelser (som f.eks. krav på ferie, på en trettende månedsløn, arbejdsgiverens forpligtelse til at betale sociale bidrag), skal disse betingelser, der er præceptive, under alle omstændigheder overholdes, selv om det er omtvistet, om den kollektive overenskomst finder anvendelse.

6. 

Jeg har allerede nævnt det andet punkt i sagsøgerens påstande, som drejer sig om pensionsordningen for Fællesskabets ansatte, og jeg har understreget, hvad der er blevet yderligere belyst under den mundtlige forhandling, nemlig at spørgsmålet om sagsøgerens indplacering på linje med de ansatte under Kommissionen er denne sag helt uvedkommende. Denne afklaring bør føre til, at sagsøgeren frafalder ovennævnte krav: der er nemlig intet grundlag for at kræve fordele, der er snævert forbundet med, om den pågældende er tjenestemand eller på anden måde ansat ved Fællesskabet, såfremt den pågældende ikke kan bevise, at han falder ind urider de nævnte begreber. I tilfælde af, at denne påstand opretholdes, må den efter min opfattelse under alle omstændigheder forkastes: den omstændighed, at det pågældende ansættelsesforhold er undergivet italiensk lov, og betegnes som et ansættelsesforhold på ubestemt tid inden for privat undervisningsvirksomhed, indebærer nemlig, at også spørgsmålet om alderspension bør løses på grundlag af italiensk lovgivning og ikke fællesskabsretten, der — som. sagen står — ikke kan finde anvendelse.

7. 

Efter min opfattelse bør Domstolen på dette stadium ikke gå herudover. Efter at ansættelsesforholdet mellem sagsøgeren og Kommissionen er blevet klarlagt, bør den nøjagtige fastlæggelse af de fordele, som anvendelsen af italiensk lovgivning giver sagsøgeren, mest hensigtsmæssigt i første række overlades til parterne. På grundlag af de italienske lovbestemmelser vedrørende et egentligt ansættelsesforhold bør parterne forsøge at nå frem til en mindelig ordning, idet de navnlig skal afgøre, om betingelserne for at anvende bestemmelserne i den kollektive overenskomst foruden lovbestemmelserne er opfyldt.

8. 

Sammenfattende skal jeg foreslå, at Domstolen fastslår, at den undervisningsvirksomhed, som Teresita Porta har udøvet på fagskolen på Det fælles Forskningscenter i Ispra, fører til, at der foreligger et ansættelsesforhold på ubestemt tid i henhold til den på forholdet anvendelige italienske lovgivning, som der er henvist til i kontrakten. Domstolen bør desuden fastsætte en frist, inden for hvilken parterne opfordres til at blive enige om de økonomiske følger af den nævnte betegnelse. Såfremt der ikke inden fristens udløb opnås enighed, bør Domstolen forbeholde sig ret til at træffe afgørelse vedrørende påstanden om den sagsøgeren tilkommende aflønning og pension. Spørgsmålet om sagens omkostninger bør derfor udsættes indtil videre.