A.

uddannelse på gymnasieniveau, afsluttet med et eksamensbevis,

B.

uddannelse på realskoleniveau, afsluttet med et eksamensbevis

eller

C.

ingen af delene.

1. 

For så vidt angår først og fremmest det formelle anbringende om mangelfuld begrundelse, har sagsøgeren gjort gældende, at den standardskrivelse, ved hvilken det blev meddelt hende, at hun ikke opfyldte de i meddelelsen om udvælgelsesprøven under punkterne II.l.A.l og II.1.B.2 omhandlede betingelser, ikke opfylder kravene til en — ifølge Domstolens praksis — korrekt begrundelse. Sagsøgeren har givet udtryk for den opfattelse, at begrundelsen i betragtning af, at adgangsbetingelserne ikke var meget klart formuleret, burde have været meget mere detaljeret, også fordi der kun var et forholdsvist lille antal ansøgere (43).

Dette synspunkt kan efter min mening ikke accepteres, og det kan det navnlig ikke, når henses til formålet med begrundelsespligten. Ifølge Domstolens faste praksis, fra hvilken det skulle være unødvendigt at citere mere udførligt, skal udvælgelseskomiteers afgørelser indeholde en passende og tilstrækkelig begrundelse, først og fremmest for at give vedkommende ansøger — og i øvrigt også Domstolen — mulighed for at afgøre, om afgørelsen er velbegrundet eller tværtimod mangelfuld. Domstolen har derfor bl.a. også i de domme, sagsøgeren har påberåbt sig til støtte for sin opfattelse — de forenede sager Salerno m.f.l. ( 2 ) og Sonne-sagen ( 3 ) — altid fastslået, at en begrundelse er utilstrækkelig i tilfælde, hvor der blot generelt i en standardskrivelse er blevet henvist til, at en af de i meddelelsen om udvælgelsesprøven anførte betingelser ikke var opfyldt, og denne betingelse ikke var klar. Fælles for de nævnte sager var imidlertid, at henvisningen til et ikke i det hele opfyldt krav ikke tydeligt viste, hvilken del af dette der herved var blevet lagt vægt på.

Til forskel fra disse sager fremgår det imidlertid i det foreliggende tilfælde klart af afslaget, der var bilagt en blanket til udvælgelsesprøven KOM/B/4/80, at udvælgelseskomiteen ikke efter konstateringen af, at betingelserne under punkterne A. — uddannelse på gymnasieniveau, afsluttet med et eksamensbevis — ikke var opfyldt, ville anerkende de af sagsøgeren fremlagte dokumenter som beviser inden for området »dokumentation« og/eller »bibliotek«, jf. meddelelsen om udvælgelsesprøven under punkt II.1.B.2.

Da betingelsen under II.1.B.2 var enslydende med betingelsen under punkt II.l.C.l, måtte det endvidere have stået sagsøgeren klart, at hun efter udvælgelseskomiteens opfattelse ej heller opfyldte betingelserne under C, også selv om dette ikke udtrykkeligt blev fremhævet i afgørelsen om afslaget.

Sagsøgeren har, som hendes note af 1. oktober 1980 til hr. Desbois viser, åbenbart også forstået udvælgelseskomiteens afgørelse om afslag på denne måde. Endvidere fremgik det også klart af hr. Desbois' svarnote til hr. Mulfinger, hvis indhold sagsøgeren blev gjort bekendt med, at udvælgelseskomiteen hverken ville godkende den erklæring, hr. Layton havde givet efter afgørelsen om afslag, eller hr. Mulfingers note, hvori sagsøgerens kvalifikationer blev fremhævet, som bevis i den i meddelelsen om udvælgelsesprøven forudsatte betydning.

2. 

Da den anfægtede afgørelse ikke for så vidt kan kritiseres i formel henseende, bliver tilbage at undersøge, om der materielretligt skulle være noget at udsætte på den. Sagsøgeren har i den forbindelse i første række gjort gældende, at det ikke af adgangsbetingelserne, som senere hævdet af sagsøgte, fremgår, at det kun var de ansøgere, der havde en teoretisk uddannelse på området dokumentation og/eller bibliotek, der kunne få adgang til udvælgelsesprøven. Dertil kommer, at adgangsbetingelserne under punkterne II.1.B.2 og II.1.C.1 var affattet i så generelle vendinger, at enhver ansøger, der havde fremlagt bevis for en uddannelse på området dokumentation og/eller bibliotek, og som i øvrigt opfyldte adgangsbetingelserne, måtte gives adgang til prøverne. Efter sagsøgerens opfattelse burde i alt fald de bedømmelser fra hendes overordnede, der dokumenterer hendes egnethed til at bestride den stilling, udvælgelsesprøven gjaldt, være godkendt som et sådant bevis.

Sagsøgte har på sin side henvist til de vide skønsbeføjelser, udvælgelseskomiteen har ved fastsættelsen af adgangsbetingelserne for en udvælgelsesprøve. Men i praksis har det vist sig, at kun de ansøgere, som også havde teoretiske kundskaber på de omhandlede områder, opfyldte de fastsatte betingelser. Derfor blev det besluttet at stille besiddelsen af et bevis for en eller anden form for teoretisk uddannelse som betingelse for adgang til udvælgelsesprøven. Efter en opmærksom læsning af meddelelsen om udvælgelsesprøven fremgår det uden videre, at der blev stillet et sådant krav, og dette fremgår navnlig også af den placering, de enkelte betingelser systematisk har i meddelelsens tekst.

Vedrørende denne argumentation må det først og fremmest i det hele medgives Kommissionen, at ansættelsesmyndigheden — hvilket Domstolen også klart har givet udtryk for i dommen i Deboeck-sagen ( 4 ) — råder over vide skønsbeføjelser ved fastlæggelsen af de egnethedskriterier, der skal anvendes ved besættelse af nyoprettede stillinger, samt ved fastsættelsen på grundlag af disse kriterier og i tjenestens interesse af udvælgelsesprøvens adgangsbetingelser. Det kan følgelig ikke i det omfang, grænserne for nævnte skøn ikke overskrides, være Domstolens opgave at sætte sig i ansættelsesmyndighedens sted.

Der må endvidere — som Domstolen har fastslået i Szemerey-sagen ( 5 ) — henses til, at intet principielt er til hinder for, at man i meddelelsen om udvælgelsesprøven for bestemte stillinger eller stillingsgrupper fastsætter betingelser, der er strengere end de i artikel 5 i vedtægten for tjenestemænd for den pågældende kategori omhandlede mindstebetingelser, og uafhængigt af, om det er en bestemt ledig stilling, der skal besættes, eller der skal oprettes en ansættelsesreserve i en bestemt kategori. Der kan derfor ikke principielt indvendes noget mod, at der til bestridelse af en sagsbehandlerstilling i kategori Β kræves et bevis for, at ansøgeren er i besiddelse af teoretiske kundskaber.

Det må imidlertid være let for ansøgeren at blive klar over, at der stilles et sådant krav. Dette følger allerede af den af Domstolen ved flere lejligheder anerkendte betragtning, at arbejdet i en udvælgelseskomite indledningsvis må gå ud på en sammenholdelse af de beviser, ansøgerne har fremlagt, og de i meddelelsen om udvælgelsesprøven opstillede betingelser. Denne sammenholdelse må ske på grundlag af objektive for enhver ansøger bekendte fakta ( 6 )

I overensstemmelse hermed har Domstolen da også i dommen i Heir-wegh-sagen ( 7 ) opstillet strenge krav for så vidt angår angivelsen i meddelelserne om udvælgelsesprøve af de krav, der stilles. Den væsentlige rolle, meddelelsen om udvælgelsesprøven ifølge tjenestemandsvedtægten bør spille — således hedder det i denne dom — »består i at underrette de interesserede så nøjagtigt som muligt om de betingelser, de skal opfylde ved besættelsen af den pågældende stilling for at bringe dem i stand til at bedømme, om det har noget formål for dem at indgive en ansøgning«; det vil herved være tilstrækkeligt, at en ansøger på grundlag af en opmærksom læsning af meddelelsen kan forstå, at der stilles de og de betingelser.

Fortolkningen af punkterne II.1.B.2 og II.1.C.1 — et bevis inden for området »dokumentation« og/eller »bibliotek« — har derfor afgørende betydning. Det skal nemlig afgøres, om en ansøger ved en opmærksom læsning af den omhandlede meddelelse om udvælgelsesprøve kunne forstå, at der i denne blev krævet bevis for en fuldstændig teoretisk uddannelse på de nævnte områder.

Jeg kan i så henseende ikke tilslutte mig sagsøgtes opfattelse, hvorefter det alene på grundlag af ordlyden kan fastslås, at et bevis som nævnt kræves. Den tekstuelle forskel fra den under punkt II.1.A.2 stillede betingelse, der gælder et bevis for specialuddannelse, skal ifølge Kommissionen alene tjene til oplysning om, at der i forbindelse med betingelserne under henholdsvis B. og C. ikke kræves nogen afsluttet uddannelse, men at det i dette tilfælde vil være tilstrækkeligt at fremlægge et bevis for deltagelse i en form for teoretisk uddannelse. Men en såden fortolkning lader sig kun — om overhovedet — forsvare, for så vidt angår begrebet »bevis« — i den franske udgave bruges betegnelsen »certificat«, i den engelske »certificate« — og er ganske afgjort uantagelig, for så vidt angår det alternativt krævede dokument, der skulle relativisere det førstnævnte begreb. I den franske udgave bruges herom betegnelsen »attestation«, i den engelske udgave bruges ordene »other acceptable statement of qualification«, mens der i den hollandske udgave alene stilles krav om et »bewijs of getuigschrift«. Såfremt man vedrørende dette sidste krav henholder sig til ordene i den tyske og den engelske udgave — der efter min mening har den klareste betydning — må deraf alene udledes, at der kræves bevis for særlige kvalifikationer på området dokumentation og/eller bibliotek. Men de udtalelser fra overordnede, som sagsøgeren har fremlagt, opfylder dette krav efter ordlyden. Selv hvis man går ud fra, at der skulle fremlægges bevis for særlige teoretiske kundskaber, er dermed absolut ikke sagt, at der kun kunne være tale om kundskaber erhvervet ved deltagelse i kurser på faglige uddannelsesinstitutioner, men ikke om kundskaber erhvervet ved selvstudium.

Heller ikke en systematisk fortolkning fører til trods for sagsøgtes påstand om det modsatte til et andet resultat. Det er navnlig ikke nogen nødvendig følge af kravet under A. om en specialuddannelse udover den almindelige skoleuddannelse, at det samme også skal gælde for de personer, der er omfattet af punkterne B. og C. Gruppe A. er nemlig fundamentalt forskellig fra de øvrige grupper, fordi der udover uddannelse på gymnasieniveau ikke stilles krav om nogen særlig faglig erfaring. Kravet om en supplerende teoretisk specialuddannelse er således i dette tilfælde meningsfuldt. Sagen kunne dog stille sig anderledes, hvis der som for grupperne B. og C. også blev stillet krav om en relevant faglig erfaring. I så fald kunne det navnlig i betragtning af de forskellige ord, der er anvendt, tænkes, at beviset inden for området »dokumentation« og/eller »bibliotek« også kan fremlægges i form af en erklæring fra den hidtidige overordnede.

En sådan erklæring, der giver oplysninger om ansøgerens særlige kvalifikationer kan heller ikke forveksles med det i punkterne II.1.B.3 og ILI.C.2 omhandlede bevis for en særlig faglig erfaring. En ansøger kan nemlig fremlægge sådant bevis ved blot at godtgøre, at han i det krævede tidsrum har gjort tjeneste på det specielle område, uden at han behøver at fremlægge en udtalelse om sine kvalifikationer.

Disse overvejelser er i og for sig tilstrækkelige til at fastslå, at den i meddelelsen om udvælgelsesprøven under punkterne II.1.B.2 og II.1.C.1 stillede betingelse, der intet udtaler om en særlig teoretisk uddannelse, ikke kan tillægges den betydning, som sagsøgtes fortolkning er udtryk for. For dette resultat taler også den omstændighed, at 39 ansøgere, der ikke fik adgang til prøverne, tilsyneladende heller ikke tillagde den nævnte betingelse den betydning, som sagsøgte vil give den. En anden fortolkning ville betyde, at man ud af den omhandlede betingelse læste en lang række forskellige ting, som der ikke står noget udtrykkeligt om, således at udvælgelseskomiteens skønsbeføjelser blev praktisk taget ubegrænsede.

Endelig har det i betragtning af det egentlige formal med udvælgelsesprøven, nemlig oprettelsen af en ansættelsesreserve af kvalificeret personale, været uretmæssigt navnlig under de i denne sag foreliggende særlige omstændigheder, at meddele sagsøgeren afslag på deltagelse i den interne udvælgelsesprøve på grundlag af prøver. Jeg kan her tilslutte mig den opfattelse hr. Mulfinger har givet udtryk for i sin skrivelse af 29. september 1980, hvori det siges, at det ville være meningsløst, hvis sagsøgeren, der som de for hende udfærdigede erklæringer viser, i adskillige år på de relevante områder til sine overordnedes store tilfredshed har udført de arbejdsopgaver, der påhviler en tjenestemand i kategori B, ikke fik adgang til en udvælgelsesprøve for stillingsgruppe B, mens omvendt den blotte fremlæggelse af et hvilket som helst bevis for deltagelse i et teoretisk kursus, når de øvrige betingelser i øvrigt var opfyldt, ville give adgang til udvælgelsesprøven.

I sammenhæng hermed skal der navnlig henses til, at udvælgelsesprøven på grundlag af prøver, som det fremgår af meddelelsen, netop skal tjene til en bedømmelse af ansøgerens kvalifikationer på området »dokumentation, bibliotek«. En vurdering af sagsøgerens teoretiske kundskaber kunne altså også kun ske inden for rammerne af hendes deltagelse i udvælgelsesprøven.

Da det dermed efter en fornuftig undersøgelse kan fastslås, at punkt II.1.Β.2 i meddelelsen om den interne udvælgelsesprøve KOM/B/4/80 ikke, hvordan den end anskues, kan fortolkes som indeholdende et krav om et bevis for en teoretisk uddannelse på området »dokumentation« og/eller »bibliotek«, har udvælgelseskomiteen med sit afslag på at give sagsøgeren adgang til udvælgelsesprøven med den begrundelse, at hun ikke opfyldte den anførte betingelse, truffet afgørelsen herom på grundlag af andre kriterier end de i meddelelsen om udvælgelsesprøven anførte, hvorfor den har overtrådt artikel 5, stk. 1, i bilag III til vedtægten for tjenestemænd, hvori det bestemmes, at alle ansøgere, der opfylder de betingelser, der er fastsat i meddelelsen om udvælgelsesprøven, har adgang til prøverne.

Det er herefter unødvendigt at tage stilling til sagsøgerens andre anbringender.

3. 

Til sikring af sagsøgerens interesser vil det udover en statuering af, at udvælgelseskomiteens afgørelse om ikke at give hende adgang til udvælgelsesprøven, er ugyldig, være tilstrækkeligt at tage hendes påstand om, at udvælgelsesprøven skal genoptages, for så vidt angår hende, til følge.

4. 

Jeg skal derfor fremsætte forslag om, at Domstolen annullerer afgørelsen fra udvælgelseskomiteen for udvælgelsesprøve KOM/B/4/80 om ikke at give sagsøgeren adgang til prøverne, og pålægger sagsøgte at genoptage udvælgelsesprøven, for så vidt angår sagsøgeren. Da sagsøgte har tabt sagen, skal sagsøgte i medfør af procesreglementets artikel 69, stk. 2, tilpligtes at afholde sagens omkostninger.