FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL

fremsat den 15. oktober 1981 ( 1 )

Høje Domstol.

I den sag, hvori jeg fremsætter forslag i dag, er der endnu engang tale om det tyske spiritusmonopol, og nærmere bestemt om de hertil knyttede indførsels-regler, som var gældende i begyndelsen af 1976. Det er ikke nødvendigt, at jeg gennemgår enkelthederne i forbindelse hermed allerede nu. De er utvivlsomt bekendt fra en række tidligere sager. Jeg vil komme tilbage dertil, for så vidt det er nødvendigt for bedømmelsen af det foreliggende tilfælde.

I januar 1976 anmodede indstævnte i hovedsagen om toldklarering af en spiritusforskæring fra Belgien, der bestod af 90 % landbrugsethanol og 10 % spiritus fremstillet af vin, med henblik på oplagring på indstævntes eget spirituslager. I forbindelse hermed opkrævede Hauptzollamt en afgift på 80 DM pr. hl ren spiritus, der betegnedes monopoludligningsdifference, og beregnedes som forskellen mellem monopolets normalsalgspris for spiritus (dengang 1833 DM) og basisprisen for spiritus, dvs. monopolets repræsentative indkøbspris (dengang 253 DM), som herefter blev fratrukket spiritusafgiften (dengang 1500 DM).

Den herover indgivne klage blev afvist. Importøren fik imidlertid medhold ved Finanzgericht Hamburg, som var af den opfattelse, at opkrævningen af en afgift i en størrelsesorden som monopoludligningsdifferencen var uforenelig med EØF-traktatens artikel 95. Retten foretog i forbindelse hermed en sammenlignende beregning for hver af varens bestanddele, landbrugsethanol og spiritus fremstillet af vin. Vedrørende førstnævnte bestanddel bestod der nemlig, hvis varen var indenlandsk fremstillet, i henhold til spiritusmonopollovens § 58 i den affattelse, der var gældende i januar 1976, en af leveringspligt, og varen kunne kun, såfremt den var bestemt for spiritusindustrien, købes hos monopolet med betaling af normalsalgsprisen. For spiritus fremstillet af vin bestod der — ligesom for anden alkohol, der var fremstillet af bestemte stoffer eller af bestemte destillerier — ingen afleveringsforpligtelse. Af denne alkohol betaltes det såkaldte spiritustillæg. Spiritustillægget beregnedes for den del af en omsætning, som lå over 60 hl, som udgangspunkt som forskellen mellem salgsprisen for spiritus og basisprisen for spiritus. Herfra blev trukket et gennemsnitsbeløb for de administrationsomkostninger, som monopolet sparede ved ikke at overtage varerne, og som var fastsat ved bekendtgørelse til 31 DM.

Med hensyn til landbrugsethanol kunne efter Finanzgericht's opfattelse alene den spiritusafgift på dengang 1500 DM, som udgjorde en del af salgsprisen, anses for en sammenlignelig indenlandsk afgift. Derimod måtte andre elementer i købsprisen, navnlig det samlede beløb af 80 DM monopolets administrationsomkostninger, lades ude af betragtning, ¡det salgsprisen for spiritus måtte anses for en privatretlig fordring, selv om den var fastsat ved forvaltningsakt, og således ikke kunne betragtes som en afgiftsfordring, der kunne sammenlignes med en forbrugsafgift. Således betaltes for importeret landbrugsethanol 80 DM mere, dvs. det beløb, som svarede til monopoludligningsdifferencen.

Vedrørende spiritus fremstillet af vin, hvoraf der betaltes spiritustillæg foi indenlandsk produktion, var det afgørende for Finanzgericht, at det ifølge Domstolens praksis ikke er tilladt at belaste indførte produkter med en højere samlet afgift end den, som pålægges lignende indenlandske produkter på grundlag af en progressiv afgift, også selv om dette kun sker i enkelte tilfælde. Tages imidlertid hensyn til, at spiritustillægget for spiritus fremstillet af vin, der er produceret af råvareejere inden for en produktionsmængde på 4 hl ren alkohol, på daværende tidspunkt kun udgjorde 1301 DM pr. hl, betaltes også af denne del af varen et beløb, der ved import ligeledes var 80 DM højere end det beløb, som betaltes for det lignende indenlandske produkt.

Hauptzollamt indbragte Finanzgerichťs dom for Bundesfinanzhof ved revisionsanke. Det er ifølge Hauptzollamt's opfattelse uden betydning for afgiftssammenligningen, at den afgift af spiritus, som opkræves gennem monopolet, betales gennem privatretlige retshandler. Afgørende er derimod, at spiritusmonopolet drives_ af en afgiftsmyndighed på offentligretligt grundlag, og at monopolet, via normalsalgsprisen, en størrelse der fastsættes af finansministeren på offentligretligt grundlag, skaber indkomster for forbundsstatskassen i form af spiritusafgiften samt indkomster til finansiering af monopolet. Sidstnævnte kan kun konstateres generelt ved at lægge basisprisen til grund som monopolets repræsentative overtagelsespris. Da imidlertid beregningsformlen — normalsalgspris minus basispris for spiritus minus spiritusafgift — også gælder for monopoludlignings-differencen, kan der med hensyn til den del af varen, som består af landbrugsethanol, ikke være tale om en tilsidesættelse af artikel 95. Vedrørende den del af varen, der består af spiritus fremstillet af vin, må det ganske vist indrømmes, at det tilsvarende indenlandske produkt, for så vidt der alene henses til den laveste sats, der kommer i betragtning for indenlandske vindestillerier, ikke beskattes med en tillægsdifference på 80 DM, men alene med en afgift på 16,05 DM, hvilket nødvendiggør en hertil svarende berigtigelse af den afgift, som er fastsat for det indførte produkt. Monopoludligningsdifferencen i den sidstnævnte størrelsesorden er imidlertid med sikkerhed ikke diskriminerende. En endnu lavere tillægs-sats kan nemlig ikke lægges til grund, dels fordi spiritus fremstillet af vin, som kommer fra ikke-toldplomberede spiritusfabrikker (Abfindungsbrennereien), råstofindehavere (Stoffbesitzern) og andelsfrugtdestillerier (Obstgemeinschaftsbrennereien), ikke findes på markedet, og dels fordi det ikke kan antages, at den indførte vare er fremstillet af sammenlignelige mindre udenlandske destillerier eller andelsdestillerier.

Bundesfinanzhof har i henhold til EØF-traktatens artikel 177 ved kendelse af 2. december 1980 udsat sagen og forelagt følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse :

»Dækker udtrykket ’en afgift, der ... pålægges lignende indenlandske varer’, i artikel 95, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab også en omkostning, der pålægges gennem den salgspris, den tyske spiritusmonopolforvaltning fastsætter for den monopolspiritus, der anvendes til fremstilling af disse varer?

Skal en sådan omkostning kun anses for en afgift i ovennævnte forstand, såfremt der er tale om den del af salgsprisen, som monopolforvaltningen ifølge lov skal tilføre statsbudgettet som spiritusafgift, eller udgør også den del af salgsprisen, som monopolforvaltningen tilbageholder til dækning af sine omkostninger, en sådan afgift?«

Dette spørgsmål foreslår jeg afgjort således:

Det fremgår af formuleringen af det stillede spørgsmål og af begrundelsen for forelæggelseskendelsen, at også Bundesfinanzhof åbenbart undersøger begge den importerede spiritusforskærings bestanddele (landbrugsethanol og spiritus fremstillet af vin) særskilt og alene finder en fortolkning nødvendig af spørgsmålet om, hvorvidt der for landbrugsethanol, som i Forbundsrepublikken Tyskland på daværende tidspunkt kun kunne erhverves gennem monopolet, kunne være tale om en i hvert fald lige så stor afgiftsbelastning som monopoludligningsdifferencen. Vedrørende varens anden bestanddel »spiritus fremstillet af vin«, for hvilken der, idet den ikke er afleveringspligtig i indlandet, gælder den særlige afgiftsform spiritustillæg, ser Bundesfinanzhof derimod ingen særlige problemer. For så vidt er det nødvendige afklaret i retspraksis, og derfor er et fortolkningsspørgsmål ikke nødvendigt.

Den første del af det stillede spørgsmål — om også en omkostning, der pålægges gennem den salgspris, spiritusmonopolforvaltningen fastsætter, kan anses for en afgift, der pålægges en indenlandsk vare — giver ikke anledning til særlige vanskeligheder, fordi der ikke her sondres mellem de forskellige elementer i salgsprisen.

Det er således heller ikke nødvendigt at foretage en detaljeret gennemgang af de af parterne i hovedsagen fremsatte principielle argumenter. Det er således ikke afgørende, at monopolet i henhold til lovgivningen skal anvende forretningsmæssige metoder i forbindelse med driften, at monopolet indgår privatretlige købeaftaler med sine aftagere, og at sager i forbindelse med betaling af købesummen skal behandles ved de civile domstole. Det er heller ikke afgørende, at spiritusmonopolet — som det fremgår af Bundesverfassungsgericht's praksis — er et finansmonopol og således er en særlig form for afgiftsopkrævning. Det er heller ikke afgørende, at forbundsmonopolforvaltningen er en forbundsfinans-myndighed og at de retssager, der vedrører det, behandles ved finansdomstolene, samt at monopolets salgspriser og overtagelsespriser fastsættes af det offentlige, at fordringerne på købesummen i tilfælde af konkurs behandles som afgifter og tvangsfuldbyrdes som skatter, og at bedrageri over for monopolet strafforfølges på samme måde som afgiftsunddragelse.

Afgørende er alene, at købesummen også omfatter spiritusafgiften, som alle parter er enige om, naturligvis er en afgift i EØF-traktatens artikel 95's forstand. Det forhold, at der for erhvervelsen af indenlandsk monopolspintus skal betales en købesum, berettiger altså med sikkerhed ikke til at frakende denne ydelse enhver karakter af afgift i artikel 95's forstand og at svare benægtende på det generelle spørgsmål, om også en omkostning, der pålægges gennem den af monopolet fastsatte salgspris, kan anses for en afgift i den nævnte bestemmelses forstand.

Det stillede spørgsmåls anden del derimod — som åbenbart vedrører sagens egentlige problem — giver anledning til væsentlig større vanskeligheder. Her er spørgsmålet, om ud over afgiften også den del af den af monopolet fastsatte salgspris, der medgår til dækning af monopolforvaltningens omkostninger, kan anses for en afgift. Det drejer sig om det allerede indledningsvis nævnte beløb på 80 DM, der lejlighedsvis betegnes »prisdifference«.

Som udgangspunkt kan det slås fast, at man ikke kan frakende denne del af prisen karakter af afgift på grund af dens formål — dækning af monopolets administrationsomkostninger. Det er i denne forbindelse ikke nødvendigt at gå ind på indstævntes tese om, at denne del af salgsprisen i virkeligheden ikke er andet end den forretningsmæssigt beregnede del af prisen, således so"m også tilfældet er for private leverandører. Det vil tværtimod være korrekt at henvise til dommen af 17. februar 1976 i sag 45/75 — Rewe-Zentrale des Lebensmittel-Großhandels GmbH mod Hauptzollamt Landau/Pfalz — (Smi. 1976, s. 181), hvis principielle antagelser det i den foreliggende sag anførte ikke giver anledning til at drage i tvivl. Også dengang var der tale om betaling af spiritustillægget, hvis »difference« tjente som bidrag til dækning af monopolforvaltningens omkostninger. Domstolen har vedrørende dette udtalt, at det ikke er i strid med artikel 95, at en del af afgiften på det nationale produkt anvendes til at finansiere et monopol, og den tilsvarende afgift på lignende indførte produkter indbetales til statskassen.

Heraf kan faktisk ikke drages anden konklusion end at »differencen« i monopolets salgspris ikke kan frakendes karakter af afgift, alene fordi denne del af prisen skal medgå til dækning af monopolets administrationsomkostninger.

Det synes imidlertid tvivlsomt, om der er grundlag for at anse bele»prisdifferencen« for afgift i artikel 95's forstand og i overensstemmelse hermed at anse det for tilladt, at også indført alkohol pålægges hele monopoludligningsdifferencen.

Med henblik på at rydde denne tvivl af vejen, er det formentlig ikke tilstrækkeligt at henvise til beregningsformlernes ensartethed, som viser, at der for både prisdifferencen og monopoludligningsdifferencen består en bestemt relation mellem størrelser fastsat af det offentlige.

I denne forbindelse må der derimod dels endnu en gang henvises til dommen i sag 45/75, hvori det blev fremhævet, at i forhold til artikel 95 kommer kun afgifter, som er indført og fastsat størrelsesmæssigt af myndighederne i betragtning, og hvori det endvidere blev slået fast, at artikel 95 ikke tillader, at en belastning af anden art, f.eks. økonomisk, der gælder for det indenlandske produkt, udlignes gennem afgifter af importerede produkter.

På den anden side er følgende betragtninger af betydning:

—

Prisdifferencen fremkommer, hvis man fra monopolets salgspris ikke alene trækker afgiften, men også indkøbsprisen. Det sidstnævnte er sikkert uundgåeligt i forbindelse med artikel 95, idet man naturligvis ikke kan tale om en afgift for så vidt angår værdien af varen, som er en modydelse for salgsprisen.

Som vi har hørt, er basisprisen for spiritus, der ifølge beregningsformlen skal fratrækkes, kun en gennemsnitlig størrelse. Spiritusmonopolet køber nemlig — af agrarpolitiske årsager — til mange forskellige priser efter destilleriernes størrelse og de råstoffer, som er anvendt til spiritussen, således at der dengang faktisk forekom overtagelses-priser fra 12,39 DM over 176,38 DM, 231,12 DM og 257,48 DM til 629,32 DM. Findes det rimeligt at lade varens værdi fremtræde korrekt, altså at gå ud fra de af monopolet faktisk betalte gennemsnitlige overtagelsespriser, må man for året 1975/76 — som Kommissionen har vist — lægge en gennemsnitlig overtagelsespris på 257,10 DM til grund og prisdifferencen som følge heraf nedsættes med forskellen mellem denne faktisk betalte overtagelsespris og basisprisen for spiritus, med mindre, man — i tilslutning til de betragtninger, som har fundet udtryk i forskellige domme, f.eks. i dom i sag 26/80 af 30. oktober 1980 — Schneider-Import GmbH & Co. KG mod Hauptzollamt Mainz (Sml. 1980, s. 3469) — vil anse hensyntagen til basisprisen som en gennemsnitlig repræsentativ indkøbspris for en gennemsnitsberegning, som er tilladelig, fordi den er uundgåelig.

—

Kommissionen har også henvist til, at der i monopolets administrationsomkostninger indgår udgifter til transport, oplagring samt efter omstændighederne rensning eller denaturering af alkohol. Disse omkostninger må vel, når der er tale om at afgøre spørgsmålet om monopolets administrationsomkostningers karakter af afgift, slettes af den nævnte beregning, idet der her er tale om faktorer, som modsvares af ægte ydelser af økonomisk værdi fra monopolets side, og som derfor med rette alene pålægges dem, som modtager dem, altså køberne af monopolspiritus.

—

Da monopolets afsætningspriser er udformet temmelig forskelligt alt efter anvendelsesformål, kunne man endelig fremdrage spørgsmålet, om ikke tillige den del af monopolets administrationsomkostninger, der skal udligne de tab, »som monopolforvaltningen lider ved til under produktionsprisen at sælge visse former for spiritus bestemt til andet formål« (præmis 2 i dommen i sag 45/75), må lades ude af betragtning.

I sin helhed må dette føre til den konklusion, at i hvert fald ikke hele prisdifferencens beløb kan anses for en sådan afgift, som kommer i betragtning ved en afgiftssammenligning i henhold til artikel 95. Yderligere synes det nærliggende at afvise, at der med hensyn til restbeløbet skulle foreligge en afgift, der er fastsat med et bestemt beløb, hvilket har til følge, at hele prisdifferencen må lades ude af betragtning. Faktisk er omfanget af de fradrag, som skal ske ifølge de netop fremsatte betragtninger uvist, og det kan i hvert fald først ved afslutningen af hvert regnskabsår, men ikke på ethvert vilkårligt valgt indførselstidspunkt — hvilket forekommer nødvendigt med hensyn til artikel 95 — nøjagtigt angives, hvor stor en del af administrationsomkostningerne, der er en egentlig afgift, og hvilken del heraf, der under hensyn til de forskellige nævnte synspunkter må fratrækkes.

Før der drages endelige konklusioner, må imidlertid på dette sted inddrages overvejelser, som findes i forelæggelseskendelsens begrundelse, og som også Kommissionen finder rimelige, nemlig spørgsmålet, om det ikke ville være korrekt ganske enkelt fra prisdifferencen, altså fra monopolets administrationsomkostninger, at trække de beløb, der også ved beskatningen af indenlandsk alkohol, som ikke skal afleveres, udelades i forbindelse med beregningen af det såkaldte spiritustillæg. Dette ville betyde, at monopoludligningsdifferencen — idet der fra spiritustillægget trækkes de af monopolet sparede administrationsomkostninger med et beløb af 31 DM ligeledes ville være tilladt med et beløb af 80 DM minus 31 DM, dvs. 49 DM.

Kommissionen har i denne forbindelse henvist til det tyske spiritusmonopols system og struktur. Når der i henhold hertil sondres mellem afleveringspligtig og afleveringsfri spiritus, er det nærliggende at sidestille indført spiritus med de indenlandske produkter, som ikke forhandles gennem monopolet. Desuden — mener Kommissionen — kan man herved bedst undgå de konkurrenceforvridninger, som i modsat fald ville kunne opstå, således som Kommissionen har påvist gennem en række eksempler. Herudover har Kommissionen som begrundelse for disse resultater fremført en række betragtninger, som jeg senere skal komme nærmere ind på.

Mit indtryk af dette er for det første, at det næppe lader sig gøre principielt og generelt at forsvare opkrævningen af monopoludligningsdifferencen i den størrelsesorden, som fremkommer efter fradrag af de af monopolets sparede administrationsomkostninger, således som disse generelt er fastsat i forbindelse med spiritustillægget.

Med rette har indstævnte rejst tvivl om, hvorvidt det nævnte »anslåede« beløb er tilstrækkeligt til virkelig at omfatte de sparede administrationsomkostninger, ganske bortset fra de dele af prisen, som består i afvigelser fra den faktiske gennemsnitlige overtagelsespris, tabene i forbindelse med afsætningen af nedsat spiritus samt udgifterne til oplagring, transport og rensning. Det må i virkeligheden ikke overses, at der i prisdifferencen også indgår monopolets fortjeneste, som skal overføres til statskassen, og at der her, f.eks. i regnskabsårene 1973 og 1975 er tale om betragtelige beløb (32 millioner DM hhv. 60 millioner DM).

Henvisninger til spiritusmonopolets struktur og system samt til konkurrenceforvridninger, som i modsat fald ville kunne forekomme, er imidlertid næppe tilstrækkeligt til at sidestille indført alkohol afgiftsmæssigt med indenlandsk alkohol, som ikke skal afleveres. Artikel 95 udelukker nemlig — dette tager sigte på angivelige konkurrenceforvridninger — ikke diskrimination af indenlandske produkter, således som det med rette blev fremhævet under sagen.

Det resultat, Kommissionen finder rigtigt, kan derfor kun anbefales under forudsætning af, at det kan antages — og hermed kommer jeg til de yderligere af Kommissionen fremførte betragtninger — at der består en lighed mellem det indførte produkt og den indenlandske alkohol, som ikke skal afleveres. Og således vil det ikke være nødvendigt at foretage en yderligere undersøgelse af det vanskelige spørgsmål om, i hvilket omfang monopolets administrationsudgifter ikke kan anses for afgifter; derimod kan man anse det for korrekt, at lade den for afleveringsfri indenlandsk alkohol gældende afgiftsordning, der er fordelagtigere på grund af administrationsomkostningsfradraget, gælde også for indført alkohol.

Det bør i denne forbindelse erindres, at begrebet »lignende« ifølge dommen af 26. februar 1980 i sag 168/78 — Kommissionen for De europæiske Fællesskaber mod Den franske Republik — (Smi. 1980, s. 347) skal undergives en smidig og vid fortolkning. I hvert fald er det tilstrækkeligt for anvendelsen af traktatens artikel 95, at der mellem de pågældende produkter består et delvist eller potentielt konkurrenceforhold, og at et sådan konkurrenceforhold kan fastslås for så vidt angår en eller flere anvendelsesmuligheder. Domstolen udtalte i overensstemmelse hermed i den nævnte dom, at der blandt spiritusprodukter findes et ubestemt antal drikkevarer, som kan betegnes som »lignende varer« i den i artikel 95, stk. 1, angivne betydning, og at det kan antages, at der, fordi alle former for spiritus har fælles træk, består et i hvert fald delvist eller potentielt konkurrenceforhold, således at artikel 95, stk. 2, kan anvendes (præmis 12, Sml. 1980, s. 362). Ifølge det af Kommissionen i sagen anførte — at det er særdeles bekosteligt at identificere de anvendte råstoffer (vin, korn, frugt, kartofler) i ren alkohol, og at råstofferne, når alkoholen anvendes til fremstilling af spiritus, således som der er tale om i hovedsagen, mister enhver betydning — kan der kun vanskeligt herske tvivl om, at der består en lighed mellem indført landbrugsethanol og indenlandsk afleveringsfri alkohol, der er fremstillet af vin og frugt.

Hermed synes det faktisk berettiget at pålægge indført alkohol en tilsvarende afgift, altså i stedet for monopoludligningsdifferencen på 80 DM en afgift af samme størrelse som spiritustillægsdifferencen (49 DM). Hermed opstår der i øvrigt ingen problemer på grund af det forhold — jeg tænker her på den anvendte formulering i dommen i sag 45/75 »fastsat [til et bestemt bestemt beløb]« — at tillægsdifferencen som sådan ikke er fastlagt, men udregnes på grundlag af basisværdier, fastsat af det offentlige.

Herefter står det alene tilbage at overveje — og dette ikke mindst med henblik på det, som Hauptzollamt har anført for Bundesfinanzhof — om der må knyttes forbehold og yderligere betingelser til det anførte, idet spiritustillægget ikke var en enhedsafgift, men — via procentvise forhøjelser og nedsættelser i forhold til basisprisen — differentieredes alt efter destilleriernes størrelse og de anvendte råstoffer. Som vi har hørt, medførte dette, at der på daværende tidspunkt gjaldt tillægssatser på mellem 1149,20 DM og 1599,54 DM, som i undtagelsestilfælde kunne være endnu højere.

Sandsynligvis er der ingen grund hertil, da indstævnte under den mundtlige forhandling har udtalt ikke at have kendskab til, hvor den indførte alkohol var produceret. Indstævnte var altså ikke i stand til at godtgøre, at der var tale om et produkt, som måtte sidestilles med et ganske bestemt indenlandsk produkt, fremstillet af et mindre destilleri, der var omfattet at begunstigelsesordningen. Dette kan ganske vist ikke afklares endeligt under en præjudiciel sag, men i givet fald af den nationale domstol.

For fuldstændighedens skyld bør der imidlertid med henblik på den nævnte differentiering, som gælder for spiritustillægget, optages yderligere en bemærkning i den præjudicielle afgørelse. Den kunne gå i samme retning som udtalelserne i dommen i sag 45/75, hvori det hed, at det ikke er foreneligt med artikel 95, at importerede produkter pålægges afgifter efter andre beregningsmetoder og bestemmelser end indenlandske — enhedsbeløb på den ene side og progressive afgifter på den anden side — og hvori det også blev fremhævet, at det var tilstrækkeligt til at udgøre en overtrædelse af artikel 95, at højere afgifter for det indførte produkt kun forelå i et mindre antal tilfælde. Der bør også henvises til dommen i sag 148/77 af 10. oktober 1978 — H. Hansen jun. & O. C. Balle GmbH & Co. mod Hauptzollamt Flensburg — (Smi. 1978, s. 1787). Her blev det understreget, at artikel 95 ikke tillader, at der sondres efter de sociale eller andre hensyn, der ligger til grund for disse særordninger, heller ikke efter deres betydning i forhold til en almindelig afgiftsordning. Tværtimod skal sådanne begunstigelsesordninger i en national afgiftsordning også gælde for varer indført fra andre medlemsstater, når kriterierne i artikel 95, stk. 1 og 2, er opfyldt.

På grundlag af det anførte skal jeg foreslå, at det af Bundesfinanzhof stillede spørgsmål besvares således.

Som afgift i henhold til EØF-traktatens artikel 95, stk. 1, som pålægges en lignende indenlandsk vare, kan også anses en omkostning der pålægges gennem den salgspris, spiritusmonopolforvaltningen fastsætter for den monopolalkohol, der anvendes til fremstilling af denne vare. En sådan omkostning kan imidlertid kun anses for en afgift i den nævnte forstand for så vidt der er tale om den del af salgsprisen, som monopolforvaltningen skal afgive som spiritusafgift, medens den del af salgsprisen, som monopolforvaltningen beholder til dækning af sine omkostninger, ikke kan anses for en relevant afgift, da den dels må betragtes som en »forretningsmæssig omkostning« og da den resterende del, som kommer i betragtning ved afgiftssammenligning, ikke er fastsat med et bestemt beløb.

Alkohol indført fra andre medlemsstater kunne imidlertid i henhold til lovgivning, som var gældende i Forbundsrepublikken Tyskland i begyndelsen af 1976, pålægges en afgift af samme størrelse som det tillæg, som gjaldt for afleveringsfri spiritus, hvis der var tale om ensartede produkter i den forstand, som er nævnt i dommen i sag 168/78 af 26. februar 1980 (Sml. 1980, s. 347). Det må imidlertid kunne konstateres, at begunstigelser, som gjaldt for indenlandsk alkohol, også fandt anvendelse på indført alkohol, der var i samme situation.

( 1 ) – Oversat fra tysk.