FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT H. MAYRAS

FREMSAT DEN 22. MAJ 1980 ( 1 )

Høje Domstol.

Denne præjudicielle sag, der er indbragt af en af undersøgelsesdommerne ved Tribunal de grande instance de Paris, angår fortolkningen af de kommissionsforordninger, der i perioden mellem den 27. august 1974 og den 8. april 1975 var gældende for fastsættelse af restitutioner ved eksport af oksekød.

I —

I denne periode udførte selskabet Multi-Agra i Paris 31 partier udbenet, frosset oksekød til Grækenland. 30 af de 31 toldangivelser indeholdt følgende specifikation: »Udbenet med undtagelse af kæber, slagteaffald, slag og skank, stykkerne emballeret hver for sig«. For de udførte partier blev der ydet eksportrestitutioner svarende til den beskrivelse, der blev lagt til grund, i henhold til de forordinger, der fandt anvendelse.

Efter en kontrol hos leverandørerne fastslog toldmyndighederne, at en del af de eksporterede partier indeholdt kindkød eller skank eller såvel skank som slag.

Toldmyndighederne fandt, at den del af restitutionsbeløbene, som svarede til partiernes indhold af disse stykker, ikke burde have været udbetalt til Multi-Agra, og at selskabet kun havde kunnet få beløbene udbetalt ved hjælp af svigagtige angivelser, som havde til formål eller til følge, at der opnåedes en gevinst ved udførsel, hvilket var en overtrædelse af toldlovens artikel 426, som kunne straffes i medfør af samme lovs artikel 414.

Toldmyndighederne anmodede derfor anklagemyndigheden om at indlede en undersøgelse mod Gérard Roudolff som direktør og bestyrelsesformand for det selskab, som havde foretaget udførslerne. Anklagemyndigheden imødekom begæringen. Gérard Roudolff har til sit forsvar hævdet, at toldmyndighedernes synspunkt beror på en fejlagtig fortolkning af fællesskabsbestemmelserne.

Som følge heraf har undersøgelsesdommeren i medfør af EØF-traktatens artikel 177, stk. 2, anmodet Domstolen om at tage stilling til de to forskellige opfattelser, der er fremsat. Domstolens afgørelse skal sætte undersøgelsesdommeren i stand til at afgøre, om sigtede har begået den omhandlede lovovertrædelse.

Det præjudicielle spørgsmål har følgende ordlyd:

»Gav de i position ex 02.01 A II a) 2 dd) 22 ccc) i den fælles toldtarif anvendte udtryk i 1974 og 1975 mulighed for at betragte følgende eksporterede produkter som omfattet af denne position: kartoner indeholdende forstykker af udbenet, frosset oksekød, herunder visse stykker benævnt: kindkød, slag og skank, idet sidstnævnte stykker ikke var emballeret hver for sig, og gav de nævnte udtryk mulighed for at yde eksportrestitution for produkterne i henhold til de af Rådet for De europæiske Fællesskaber udstedte forordninger (EØF) nr. 805/68 og nr. 885/68?«

II —

Som Kommissionen med rette har anført, giver affattelsen af spørgsmålet anledning til en indledende bemærkning, for så vidt angår omtalen af den fælles toldtarif i spørgsmålet.

Kommissionens forordninger — som indeholder fortegnelser over de produkter, for hvilke der kan ydes restitution, samt angivelse af restitutionsbeløbet — bygger ganske vist på den fælles toldtarifs nomenklatur med hensyn til beskrivelsen af de produkter, for hvilke restitution kan ydes, men forordningerne opstiller ofte særlige og mere præcise kriterier. De specielle definitioner inden for landbrugsbestemmelsernes område angives ved hjælp af »ex« foran den fælles toldtarifs position. Som De vil have bemærket, er produkterne i denne sag defineret på denne måde. Jeg mener derfor, at det forelagte spørgsmål bør omformuleres på følgende måde:

»Gav varebetegnelsen i underposition ex 02.01 A II a) 2 dd) ex 22 i bilaget til Kommissionens forordninger om fastsættelse af restitutioner ved eksport af oksekød for tiden fra august 1974 til og med april 1975 mulighed for at betragte følgende eksporterede produkter som omfattet af betegnelsen: kartoner indeholdende forstykker af udbenet, frosset oksekød, herunder visse stykker benævnt: kindkød, slag og skank, idet sidst nævnte stykker ikke var emballeret hver for sig, og gav betegnelsen mulighed for at yde eksportrestitution for produkterne i henhold til Rådets forordninger nr. 805/68 og 885/68?«

Sagen er hermed afgrænset til at angå spørgsmålet om, hvorvidt det — som toldmyndighederne hævder, og som også Kommissionen går ind for — er udelukket at yde eksportrestitutioner for de pågældende produkter, uanset hvorledes de er emballeret, eller om dette — som hævdet af Gérard Roudolff — kun er tilfældet, når de er emballeret hver for sig, således at der kan ydes restitution, når de ikke er emballeret særskilt.

III —

Gérard Roudolff har til støtte for sit synspunkt henvist til bestemmelsens ordlyd, som han mener klart taler for hans opfattelse. Kommissionen mener derimod, at en ordlydsfortolkning utvivlsomt taler for dens opfattelse.

Stillet over for disse modstridende standpunkter har jeg kun det valg at gennemgå den pågældende bestemmelse og med henblik herpå tage hensyn til alle de kommissionsforordninger, som blev udstedt i det tidsrum, hvor udførslerne fandt sted, og jeg skal — som det må kræves, når det gælder en fællesskabsretlig bestemmelse — tage versionerne på de seks fællesskabssprog i betragtning.

I det relevante tidsrum fandtes den pågældende bestemmelse affattet i to forskellige versioner.

I forordning nr. 2010/74 af 30. juli 1974 om fastsættelse af restitutionerne for det tidsrum, som begyndte den 1. august 1974, og i forordning nr. 2243/74 af 29. august 1974 om samme emne for det tidsrum, som begyndte den 1. september 1974, var bestemmelsen affattet således:

»Morceaux désossés, à l'exception des joues, des abats, du flanchet et du jarret, emballés séparément:

—	pour les exportations à destination des États-Unis

—	pour les exportations à destination des pays tiers européens, ...«

På de øvrige fællesskabssprog var beskrivelsen den samme:

»Boned or boneless, excluding the chaps, the offals, the thin flanks and the skin, packaged separately«, på engelsk,

»Teilstücke ohne Knochen, mit Ausnahme von Kopffleisch, Schlachtabfällen, Fleisch- und Knochendünnung und die Hesse, getrennt verpackt«, på tysk,

»Pezzi disossati, esclusi le guance, le frattaglie, la pancia, la tibia e il muscolo aderente, confezionati separatamente«, på italiensk,

»Delen, zonder been, met uitzondering van kopvlees, slachtafvallen, de vang en de schenkel, afzonderlijk verpakt«, på nederlandsk,

»Udbenet med undtagelse af kæber, slagteaffald, slag og skank, stykkerne emballeret hver for sig«, på dansk.

I det derpå følgende tidsrum fra den 7. oktober 1974 til den 30. april 1975 gjaldt successivt ni forordninger (nr. 2538/74, 2645/74, 2943/74, 3084/74, 3205/74, 180/75, 494/75 og 735/75), hvori bestemmelsen var formuleret således:

»Morceaux désossés:

—	a l'exception des joues et des abats pour les exportations a destination des États-Unis

—	à l'exception des joues, des abats, du flanchet et du jarret, emballés séparément, pour les exportations à destination des pays tiers européens, ...«

Bestemmelsen blev ændret på samme måde på de øvrige sprog. Eksempelvis affattedes den på engelsk som følger:

»Boned or boneless:

—	excluding the cheeks and the offals, for export to the United States of America

—	excluding the cheeks, the offals, the thin flanks and the skin, packaged separately, for export to European third countries, ...«

Hvorledes skal disse formuleringer da bedømmes?

For den franske versions vedkommende fremgår det efter min opfattelse ikke entydigt hverken af den første eller den senere affattelse, om »emballés séparément« knytter sig til »joues, abats, flanchet et jarret« eller til »morceaux désossés«. Efter min opfattelse er der tale om en flertydig tekst, som — for at sige det rent ud — er dårligt redigeret.

Efter de oplysninger, som jeg har indhentet, gælder det samme for hvert af de øvrige sprog. Uklarheden er særlig fremtrædende på tysk. Selv om man må give Kommissionen ret, når den anfører, at G. Roudolff's opfattelse var den rigtige, hvis der havde stået: »Teilstücke ohne Knochen, mit Ausnahme von getrennt verpackten Kopffleisch, ...«, må det dog fastholdes, at Kommissionens egen analyse af bestemmelsen langt fra er sikker. Det ville den kun være, hvis én af følgende to formuleringer havde været anvendt: »getrennt verpackte Teilstücke ohne Knochen, ...« eller »Teilstücke ohne Knochen, getrennt verpackt, ...«.

Manglerne ved den formulering, der anvendtes fra august 1974 til april 1975, træder også frem, hvis man betragter de formuleringer, der anvendtes før og efter dette tidsrum. I forordningerne nr. 1444/74 af 10. juni 1974 og nr. 1631/74 af 27. juni 1974, som fandt anvendelse i tidsrummet umiddelbart forud for den periode, hvori udførslerne i denne sag fandt sted, var bestemmelsen affattet således:

»Morceaux désossés, à l'exception des joues et des abats:

—	pour les exportations à destination des États-Unis

—	à l'exception du flanchet et du jarret emballés séparément, pour les exportations à destination des pays tiers européens, ...«

Ud fra et rent grammatisk synspunkt fremgår det heraf, at når der ikke er komma mellem «emballés séparément« og »flanchet et jarret«, kan bestemmelsen kun fortolkes i overensstemmelse med G. Roudolff's opfattelse.

For så vidt angår den formulering, der nu er gældende, fremgår det af forordning nr. 897/80 af 14. april 1980, at der ikke kan være tvivl om, at der — uanset hvorledes stykkerne er emballeret — ikke kan ydes restitutioner for slag og skank. Ordlyden er nu følgende:

»Morceaux désossés, à l'exception du flanchet et du jarret, chaque morceau emballé individuellement«.

En ordlydsfortolkning giver altså ikke mulighed for en klar besvarelse af det forelagte spørgsmål.

IV —

Det samme gælder efter min opfattelse Kommissionens argument vedrørende opbygningen af bestemmelserne om eksportrestitutionerne inden for oksekødsektoren.

Kommissionen har anført, at den omhandlede underinddeling (ex. 02.01 A II a) 2 dd) ex 22) — som findes i forordningerne om fastsættelse af eksportrestitutioner, dvs., bestemmelser udstedt som led i den fælles landbrugspolitik — ud over kæber, slag og skank også vedrører slagteaffald. Selv om slagteaffald ganske vist nævnes i pos. 02.01 i den fælles toldtarif (kød og spiseligt slagteaffald), nævnes samme produkt ikke i landbrugsbestemmelsernes ex 02.01 A II a) 2 (kød af tamkvæg, frosset). Kommissionen er derfor af den opfattelse, at bestemmelsernes logiske rækkefølge viser, at den hensigt, som denne udeladelse er udtryk for, nemlig at der ikke skal ydes restitutioner for slagteaffald, ikke kan lades ude af betragtning alene under henvisning til ordlyden af en underinddeling.

Heraf følger efter Kommissionens opfattelse, at der — uanset emballeringsmåden — ikke kan være tvivl om, at der ikke kan ydes restitutioner til slagteaffald. Det samme skal analogt gælde kæber, slag og skank, som er produkter af lige så ringe kvalitet.

Dette ræsonnement kan efter min mening ikke uden videre lægges til grund.

Da slagteaffald udtrykkeligt nævnes i position 02.01 B i den fælles toldtarif, kan der ikke ydes restitution til dette produkt i medfør af en underposition i landbrugsbestemmelserne, som er udledt af toldposition 02.01 A. Kommissionen er i øvrigt blevet opmærksom på dette forhold, idet slagteaffald — samt kæber — siden den 1. september 1975 ikke har været medtaget i den her omtvistede bestemmelse. Som Kommissionen selv har udtrykt det «var det nemlig fejlagtigt og overflødigt — som det tidligere var tilfældet — at anføre kæber og slagteaffald som en undtagelse i den pågældende underpositions varebeskrivelse«.

Endvidere er det måske ikke uvæsentligt at nævne, at der i det her omhandlede tidsrum kunne ydes eksportrestitutioner til tilberedte eller konserverede varer af slagteaffald, jf. pos. ex 16.02 B III b) 1 i forordningerne om eksportrestitutioner, og at dette stadig er tilfældet, hvilket fremgår af bilaget til forordning nr. 897/80 af 14. april 1980.

V —

Under disse omstændigheder kan kun overvejelser på baggrund af formålet med bestemmelserne om eksportrestitutioner inden for oksekødsektoren vise, hvorledes det stillede spørgsmål bør besvares.

Eksportrestitutionerne skal lette afsætningen — til konkurrencedygtige priser — på verdensmarkedet af produkter, som der er utilstrækkelige afsætningsmuligheder for i fællesmarkedet. Det sidstnævnte gælder ikke de her omhandlede produkter, kæber, slag og skank, som først og fremmest er produkter til forarbejdning, dvs., produkter, som ikke er bestemt til konsum eller forbrug i den tilstand, hvori de foreligger, men i form af forarbejdede produkter: pølser, kødkonserves, herunder konserves til dyr, m.v. Der er imidlertid traditionelt store anvendelsesmuligheder for disse produkter til forarbejdning inden for Fællesskabet, og der er derfor ingen anledning til at yde eksportrestitutioner herfor.

Den undtagelse, som gjaldt for eksport af slag og skank — uanset hvorledes produkterne var emballeret — til De forenede Stater i 1974-1975, var begrundet i særlige forhold. Disse eksportrestitutioner blev ydet for at opretholde en traditionel samhandel mellem De forenede Stater og visse mund- og klovesygefrie områder i Det forenede Kongerige, Danmark og navnlig Irland. At der ikke stilledes krav om særskilt emballering skyldtes den strenge amerikanske kontrol, som fjernede risikoen for bedragerier, samt de lave restitutionssatser, som forhindrede, at der opstod fordrejninger i samhandelen.

For så vidt angår eksport til europæiske tredjelande, står det fast, at der ikke skal ydes restitutioner til kæber, slag og skank, og at dette gælder, uanset hvorledes produkterne er emballeret.

Hvor ulogisk den fortolkning, som sigtede i sagen for den nationale ret påberåber sig, er, viser sig, når nødvendigheden af at lette kontrollen med udførslerne — et formål, som har særlig stor betydning på dette område — tages i betragtning.

Ifølge det system, som ville blive resultatet af sigtedes fortolkning, skulle der ydes restitution til alle udbenede stykker — med undtagelse af kæber, slagteaffald, slag og skank — uden at der stilledes krav om, at stykkerne var emballeret hver for sig. På samme måde skulle der — som allerede nævnt — ydes restitutioner for kæber, slagteaffald, slag og skank, når disse produkter ikke var emballeret hver for sig.

Hvis denne fortolkning blev lagt til grund, ville enhver kvalitetskontrol af de udførte produkter blive illusorisk. De udbenede stykker er små, og efter indfrysningen kan de praktisk talt ikke skelnes fra hinanden. Hvis stykkerne ikke blev emballeret hver for sig, ville der — som følge af, at de ved indfrysningen var blevet til én stor, fast masse, og medmindre produkterne blev tøet op i forbindelse med hver enkelt kontrol — ikke være nogen garanti for, at der ikke også blandt stykkerne befandt sig en hvilken som helst anden slags kød, hvortil der ikke kunne ydes restitution. Som De forstår, er denne fortolkning absurd, idet den ville indebære, at der kun kunne ydes restitutioner for de pågældende produkter, såfremt de ikke var emballeret hver for sig, og følgelig, såfremt det var umuligt at kontrollere arten og beskaffenheden af de eksporterede produkter.

Jeg finder derfor — i overensstemmelse med Kommissionens opfattelse — at kravet om særskilt emballering kun angår de udbenede stykker, hvortil der kan ydes restitutioner, og ikke de stykker, der benævnes kæber, slag og skank.

Jeg foreslår derfor, at Domstolen besvarer det spørgsmål, som er forelagt den af en af undersøgelsesdommerne ved Tribunal de grande instance de Paris, som følger:

Varebetegnelsen i underposition ex 02.01 A II a) 2 dd) ex 22 i bilaget til de kommissionsforordninger om fastsættelse af restitutioner ved eksport af oksekød, der fandt anvendelse i tiden fra august 1974 til april 1975, skal fortolkes således, at der kun kunne ydes eksportrestitutioner til stykker af udbenet, frosset oksekød, der var emballeret hver for sig, og ikke til kæber, slag og skank.

( 1 ) – Oversat fra fransk.