FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL

FREMSAT DEN 20. MARTS 1980 ( 1 )

Høje Domstol.

Denne sag angår fortolkningen af artikel I, stk. 2, i den protokol, der er knyttet som bilag til konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (herefter

benævnt: konventionen); protokollens artikel I, stk. 2, indeholder følgende bestemmelse:

»Enhver aftale om kompetence som nævnt i [konventionens] artikel 17 får kun gyldighed for en person, der hatbopæl i Luxembourg, såfremt den pågældende udtrykkeligt og specielt har accepteret aftalen.«

Parterne i hovedsagen indgik i 1977 en række leasingkontrakter vedrørende automobiler, og sagsøgeren i hovedsagen, det tyske firma Porta-Leasing GmbH, har nu — efter at have opsagt kontrakterne — stillet krav om opfyldelse af kontrakterne og om erstatning over for sagsøgte i hovedsagen, det luxembourgske firma Prestige International SA

De enslydende standardkontrakter, der er anvendt, indeholder bl.a. følgende værnetingsaftale:

Ȥ 12 Almindelige bestemmelser

...

I den sag, der blev anlagt ved Landgericht Trier, gjorde sagsøgte selskab indsigelse mod rettens kompetence under påberåbelse af, at det ikke som krævet i artikel I, stk. 2, i den til konventionen knyttede protokol udtrykkeligt og specielt havde accepteret aftalen.

Landgericht Trier afviste sagen, idet den erklærede sig imkompetent med den begrundelse, at en værnetingsaftale kun er forbindende for en person, der har bopæl i Luxembourg, såfremt den er indeholdt i et dokument, som i selve sin form er adskilt fra de øvrige kontraktsbestemmelser.

Sagen blev indanket for Oberlandesgericht Koblenz, hvis 2. civile afdeling ved kendelse af 28. september 1978 har udsat sagen og i medfør af artikel 1 og artikel 2, nr. 2, i protokollen af 3. juni 1971 vedrørende Domstolens fortolkning af konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, har forelagt følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»Opfylder en værnetingsaftale, som er indeholdt i en standardkontrakt afsluttet med og også underskrevet af en person med bopæl i Luxembourg, men som ikke er specielt fremhævet, gyldighedsbetingelserne i artikel I, stk. 2, i den protokol, der er knyttet som bilag til konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige : sager, herunder handelssager?«

Dette spørgsmål må — i modsætning til hvad sagsøgeren har givet udtryk for, men i det væsentlige i overensstemmelse med Kommissionens opfattelse besvares benægtende af følgende grunde:

En værnetingsaftale er helt generelt — ifølge betingelserne i konventionens artikel 17 — kun gyldig, såfremt den er indgået ved en skriftlig aftale eller ved en mundtlig aftale, der er skriftligt bekræftet. For så vidt angår en person, der har bopæl i Luxembourg, gælder der ifølge artikel I, stk. 2, i den til konventionen knyttede protokol det yderligere formkrav, at den pågældende udtrykkeligt og specielt skal have accepteret aftalen. Som det klart fremgår af Jenardrapporten (EFT C 59 af 5. 3. 1979, s. 63) har dette formkrav en beskyttelsesfunktion til fordel for personer med bopæl i Luxembourg, idet disse — på grund af at mange af de aftaler, de indgår, er internationale — langt hyppigere risikerer at blive sagsøgt ved udenlandske retter end parter, der har bopæl i andre kontraherende stater. Beskyttelsesformålet tilgodeses, som Kommissionen med rette har fremhævet, allerede til dels ved, at en værnetingsaftale skal være udtrykkeligt accepteret af den luxembourgske kontraktspart. Det må imidlertid ikke overses, at mange internationale aftaler på standardiseret måde — som i det her foreliggende tilfælde — ud over en lang række andre kontraktsbestemmelser også indeholder udtrykkelige værnetingsklausuler, hvilket bevirker, at klausulerne, selv om de er særligt fremhævede, ikke ofres den fornødne opmærksomhed. De kontraherende stater har derfor i artikel I, stk. 2, i den til konventionen knyttede protokol gjort en værnetingsaftales gyldighed for en person, der har bopæl i Luxembourg, afhængig af, at den pågældende udtrykkeligt og specielt har accepteret den. At de to kriterier er forbundet med ordet »og«, viser allerede, at den »specielle« accept ud over de allerede nævnte betingelser er en yderligere gyldighedsbetingelse for en værnetingsaftale.

Kommissionen har derfor anført, at kravet om, at den pågældende »specielt har accepteret« aftalen, kun er opfyldt, når værnetingsaftalen fra den luxembourgske kontraktsparts side accepteres i form af en erklæring i et særskilt dokument, der ud over værnetingsaftalen ikke indeholder andre kontraktsbestemmelser.

Dette forekommer mig imidlertid at være for vidtgående. Sagsøgeren må gives medhold i, at bestemmelsens ordlyd ikke taler for at opstille et krav om et særskilt dokument. Efter min opfattelse indrømmes den luxembourgske part allerede den foreskrevne beskyttelse, såfremt den pågældende i en særskilt erklæring udtrykkeligt anerkender værnetingsaftalen. En sådan anerkendelse kan afgives i et særskilt dokument, men kan også ske ved, at parten i samme dokument, ud over de øvrige kontraktsbestemmelser, ved en særskilt underskrift erklærer at acceptere værnetingsaftalen.

Jeg foreslår derfor, at det forelagte spørgsmål besvares således:

En værnetingsaftale, som er indeholdt i en standardkontrakt afsluttet med og også underskrevet af en person med bopæl i Luxembourg, men som ikke er specielt fremhævet, opfylder ikke gyldighedsbetingelserne i artikel I, stk. 2, i den protokol, der er knyttet som bilag til konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager. For at opfylde gyldighedsbetingelserne i denne bestemmelse kræves der yderligere en særskilt skriftlig erklæring, hvorved den part, der har bopæl i Luxembourg, udtrykkeligt anerkender værnetingsaftalen.

( 1 ) – Oversat fra lysk.