I —

Vedrørende lovligheden eller »uanvendeligheden« af vedtægtens artikel 92.

Vedtægtens artikel 45, stk. 2, bestemmer, at »en tjenestemands overgang fra en tjenestegruppe eller kategori til en anden tjenestegruppe eller højere kategori kan kun finde sted på grundlag af en udvælgelsesprøve«.

En udtrykkelig undtagelse fra denne regel fremgår imidlertid af artikel 98, stk. 2, i afsnit VIII, der indeholder »særlige bestemmelser for videnskabelige og tekniske tjenestemænd i Fællesskaberne«.

Det hedder i denne artikel at »bestemmelserne i artikel 45, stk. 2, finder ikke anvendelse på de i artikel 92 nævnte tjenestemænd«.

Sidstnævnte bestemmelse findes i samme afsnit VIII og fastslår, at den pågældende særlige ordning finder anvendelse på »de tjenestemænd i Det europæiske Atomenergifællesskab, der har en stilling, som kræver videnskabelig eller teknisk viden inden for det nukleare område, og hvis vederlag afholdes over forsknings- og investeringsbudgettet«.

Tre betingelser skal altså være opfyldt:

Før sagsøger opnåede tjenestefrihed af personlige årsager, blev han aflønnet over forskningsbudgettet. Men den 26. september 1973 genindtrådte han uden for Det fælles Forskningscenter, nemlig ved generaldirektoratet for »energi og sikkerhedskontrol inden for Euratom« i Luxembourg (lnspektion af nukleare installationer inden for Euratom), i en stilling som overassistent i lønklasse B 3 efter vedtægtens bilag I A, for hvilken stilling vederlaget afholdes over driftsbudgettet.

Sagsøgeren, der er i besiddelse af megen videnskabelig eller teknisk viden inden for det nukleare område, finder, at der med afslaget på at anvende artikel 98, stk. 2 i hans tilfælde er sket en krænkelse af princippet om lige behandling af tjenestemænd, idet personer, der har samme beføjelser og udøver ens funktioner, behandles forskelligt, under hensyn til hvilket budget de aflønnes over.

Det er imidlertid ikke muligt at følge hans tankegang på dette område uden at stille spørgsmål ved selve den politik, som fællesskabsinstitutionerne fører på det nukleare område.

Betingelserne i artikel 92, stk. 1 er kumulative, og den sidste er ikke rent »udflydende«: det er ikke tilstrækkeligt at have videnskabelig eller teknisk viden inden for det nukleare område for at kunne falde ind under undtagelsesbestemmelsen i artikel 98, stk. 2, vederlaget skal tillige afholdes over forsknings- og investeringsbudgettet.

Da den formelle sondring mellem driftsbudgettet og forsknings- og investeringsbudgettet ikke kan indebære nogen væsentlig krænkelse af princippet om lige behandling af tjenestemænd, eftersom der er tale om to forskellige kategorier, er sondringen udtrykkeligt hjemlet i artikel 174 i traktaten om Det europæiske Atomenergifællesskab, der dels bestemmer:

Ifølge traktatens artikel 7 fastlægges forskningsprogrammerne for et tidsrum af ikke over fem år. Disse programmer er faktisk hidtil blevet godkendt for et tidsrum på tre eller højst fire år.

Det samme gælder i medlemsstaterne: budgetbestemmelserne pålægger sådanne forskelle i ordningen for tjenestemænd og ansatte af hensyn til de særlige behov, der kan opstå gennem vedtagelse af programmer, som medfører en reduktion i antallet af normerede stillinger, for hvilke vederlaget afholdes over forskningsbudgettet.

De fællesskabsbestemmelser, der gælder for tjenestemænd, hvis vederlag afholdes over forsknings- og investeringsbudgettet, sikrer dem den uafhængighed, der er nødvendig for udførelsen af deres funktioner, og der gives dem visse fordele med hensyn til vederlag (artikel 97, mulighed for oprykning med et ekstra løntrin som anerkendelse for ekstraordinær fortjeneste; artikel 99, mulighed for tildeling af en præmie for særlig tjenesteindsats; artikel 100, udbetaling af en særlig godtgørelse for særlig byrdefuldt arbejde …)

Men disse fordele har som modstykke en langt større handlefrihed for institutionerne og en »smidiggørelse« af strukturerne under hensyn til selve programmernes egenart. Betingelserne for en »normal« karriere er prisen for stabilitet og varighed, medens den omstændighed, at de nukleare forskningsprogrammer er uberegnelige og i stadig udvikling, opvejes af de nævnte fordele. En sådan ordning er blevet indført for at hindre, at Det fælles Forskningscenter lammes af en for streng personalevedtægt, og for at sikre forskerne en større bevægelighed.

Det er i denne henseende næppe nødvendigt at minde om den usikkerhed, der gælder med hensyn til Det fælles Forskningscenter, især hvad angår institutionerne i Ispra, idet vedtægten af forskningsprogrammer er begrænset til et tidsrum at et år.

Siden 1962 anvendte Rådet denne budgetmæssige sondring på tjenestemændene i Euratom (forordning nr. 11 af 18. december 1961), idet der dengang fandtes en bestemmelse, som nøjagtigt svarede til den af sagsøgeren påklagede. Efter indgåelsen af traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De europæiske Fællesskaber har denne sondring fortsat fundet anvendelse på de »tjenestemænd i Fællesskaberne, der er beskæftiget inden for det nukleare område«. Denne »industrielle forvaltningsmåde« på personaleområdet er blot blevet forstærket efter den nye opfattelse af Fællesskabets forskning, som gør sig gældende på Det fælles Forskningscenter.

Det tjener til sagsøgerens ros, at han brugte den tjenestefrihed af personlige årsager, som han tog i 1966, til at fuldføre sin videnskabelige universitetsuddannelse for egen regning. Men efter hans tjenestefriheds udløb i 1969 var forskningsprogrammerne blevet ændret, Euratom befandt sig i en krise, og der var ingen stilling ledig i hans kategori eller tjenestegruppe, som svarede til hans lønklasse og kvalifikationer, og for hvilken vederlaget blev afholdt over forskningsbudgettet; han kunne som følge heraf ikke genindtræde. Men han blev heller ikke sat på ventepenge som følge af nedskæring af antallet af stillinger (artikel 41). Først fra den 1. august 1973 kunne han genindtræde, men i en stilling for hvilket vederlaget blev afholdt over driftsbudgettet. På det tidspunkt valgte han stabiliteten; han bevarede den lønklasse, det løntrin og den anciennitet, som han havde haft tidligere, men samtidig kunne de særlige bestemmelser i vedtægtens afsnit VIII ikke længere anvendes på ham i henhold til artikel 2, stk. 2, tredje afsnit i forordning nr. 1543/73 af 4. juni 1973.

Der er ingen tvivl om, at en for udpræget forskelsbehandling af forskellige kategorier af personale med ens arbejdsopgaver og ligeværdige eksamensbeviser, men som aflønnes på forskelligt grundlag, er en varig kilde til vanskeligheder og konflikter. Det ideelle ville være, at vederlaget alene til de videnskabelige eller tekniske tjenestemænd — men til alle tjenestemænd med en sådan viden inden for det nukleare område — blev afholdt over forskningsbudgettet, hvorimod de »administrative« tjenestemænds vederlag blev afholdt over driftsbudgettet.

Men i virkeligheden er det ikke muligt at bringe fuld overensstemmelse, hverken mellem de budgetmæssige og de kompetencemæssige kategorier eller mellem videnskabelige eller tekniske tjenestemandskvalifikationer og gennemførelsen af et forskningsprogram. For at sikkerhedskontrollen og den nukleare sundhedsbeskyttelse skal fungere godt, må de hermed beskæftigede personer sikres stabilitet i deres stilling.

Det må i øvrigt bemærkes, at de »administrative« tjenestemænd, hvis vederlag afholdes over forskningsbudgettet, behandles anderledes end de »videnskabelige« eller »tekniske« tjenestemænd, hvis vederlag afholdes over samme budget: de kan ikke forfremmes, således at de ændrer kategori eller blot stillingsgruppe, efter den procedure, der gælder for de sidstnævnte: imidlertid har ingen af dem hidtil tænkt på at beklage sig over denne situation.

II —

Under disse omstændigheder kan prøvelsen af anbringendet om ulovligheden af de »nærmere regler for proceduren forud for beslutninger om ændring af kategori fra B til A for tjenestemænd i de videnskabelige eller tekniske tjenester; gøres kort.

Disse nærmere regler blev offentliggjort i »Meddelelser fra administrationen« nr. 19 af 16. december 1974.

Mutatis mutandis udgør de det nøjagtige modstykke til de almindelige gennemførelsesbestemmelser for forfremmelsesproceduren inden for en karriere for de tjenestemænd, der aflønnes over driftsbudgettet, og for de administrative eller videnskabelige tjenestemænd, der aflønnes over forsknings- og investeringsbudgettet.

1)

Ligesom de almindelige gennemførelsesbestemmelser for proceduren for forfremmelse inden for en tjenestemands karriere, der blev vedtaget af Kommissionen for Det europæiske Atomenergifællesskab den 17. marts 1965, burde de omhandlede nærmere regler efter min opfattelse have været udstedt efter høring af vedtægtsudvalget og ikke blot af det centrale personaleudvalg i Kommissionen: de er almindelige gennemførelsesbestemmelser i den i vedtægtens artikel 110 forudsatte betydning; de rækker endog videre end de førstnævnte, idet de vedrører en ændring af kategori uden afholdelse af udvælgelsesprøve. Sagsøgeren har således ret i, at de er af meget generel rækkevidde, selv om de er bestemt til kun at gælde inden for en enkelt institution, og at det er nødvendigt at sikre en vis overensstemmelse i »forfremmelsesudvalgenes« praksis.

Men denne formmangel kan ikke med rette påberåbes af sagsøgeren, idet disse nærmere regler under ingen omstændigheder uden at stride mod artikel 92 kan tillade en ændring af kategori eller tjenestegruppe for de tejenestemænd, hvis vederlag afholdes over driftsbudgettet, uden afholdelse af udvælgelsesprøve, hvilket sagsøger kræver.

2)

Det samme gælder den anden del af det anbringende, som sagsøger gør gældende: selv om man medgiver, at disse nærmere bestemmelser kan anses som omfattende tjenestemændene, ikke alene i de videnskabelige og tekniske tjenester, kan de dog hverken fravige artikel 92 eller gavne de tjenestemænd, hvis vederlag afholdes over driftsbudgettet, selv om de har haft eller stadig har videnskabelig eller teknisk viden inden for det nukleare område i den i vedtægtens bilag I B forudsatte betydning. De kan kun påberåbes af de videnskabelige eller tekniske tjenestemænd, som deltager i gennemførelsen af et forskningsprogram. Her støder vi igen på den væsentlige forskelsbehandling, som sagsøgeren beklager sig over, og hvorom jeg har sagt, at den skyldtes de budgetmæssige bånd, opfattelsen af Fællesskabets forskning inden for det nukleare område og den industrielle forvaltningsmåde vedrørende det personale, som arbejder i Det fælles Forskningscenter.

Blot er sagsøgers situation faktisk ret paradoksal, idet han er indplaceret i kategori B, skønt han har den universitetsuddannelse, der er nødvendig for en indplacering i kategori A. Hans tilfælde er da også blevet fremhævet for administrationen, og det er kun at håbe, at han kan oprykkes i kategori A efter afholdelsen af en udvælgelsesprøve i henhold til vedtægten.