I sag 57/75

angående en anmodning, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 er indgivet til Domstolen af Cour de Cassation, afdelingen for sociale sager, Frankrig, for i den sag, som verserer for nævnte ret mellem

FERNAND PLAQUEVENT, boende Moers-Scherpenberg (Tyskland),

og

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 28 i for-ordning nr. 3 om social sikring af vandrende arbejdstagere,

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: præsidenten R. Lecourt, dommerne A. M. Donner, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, M. Sørensen, Mackenzie Stuart og A. O'Keeffe,

generaladvokat: J.-P. Warner

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Sagsfremstilling

Forelæggelsesdommen og de skriftlige indlæg indgivet i henhold til artikel 20 i statutten for EØF-Domstolen kan sammenfattes således:

I — Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb

II — Skriftlige indlæg i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen

A — Skriftlige indlag fra Fernand Plaquevent

Plaquevent har anført, at artikel 28, stk. 1 i forordning nr. 3, der angår beregningsmetoden for en pension, sondrer mellem to tilfælde, nemlig om beregningsgrundlaget er »beskæftigelsens varighed« eller et andet, såsom f.eks. »gennemsnitlig løn«.

Disse to tilfælde omfattes henholdsvis af nævnte artikels litra a) og b) på den ene side og litra c) på den anden side.

Litra a) anvender princippet om sammenlægning med hinblik på at erhverve ret til pension. I litra b) nævnes beregningsmåden for ydelsens beløb. Den henviser her til det tilfælde, hvor pensionskravet er erhvervet i henhold til de foregående bestemmelser, dvs. ifølge en »sammenlægning« af alle forsikringsperioderne og de dermed ligestillede perioder, og bestemmer, at denne sammenlægningsmetode skal bruges til at bestemme den toeretiske ydelse, på basis af hvilken insitutionen fastsætter det tidsbestemte, forholdsmæssige beløb.

Heraf følger, at litra b) fastlægger princippet om sammenlægning ikke alene med henblik på at erhverve ret til pension, men også for at bestemme det beløb, som skal udbetales. Herefter er det helt normalt, at den nævnte regel bestemmer, at princippet om forholdsmæssig beregning skal anvendes ved fastsættelsen af dette beløb. Dette princip er en logisk følge af sammenlægningen, så snart denne anvendes ved opgørelsen af ydelsen.

Derimod bestemmer litra c) hverken, at der skal ske sammenlægning, for så vidt angår erhvervelse af retten til pension eller for bestemmelse af det beløb, som skal udbetales. Bestemmelsen omfatter alene en gennemsnitlig løn, et gennemsnitligt beløb osv., som bestemmes alene på grundlag af de perioder, som er tilbagelagt under den stats lovgivning, hvori der anmodes om pension, eller på grundlag af den pågældendes bruttoløn i disse perioder, med udelukkelse af de perioder, som er tilbagelagt i andre medlemsstater. Det er under disse bestemmelser logisk, at der ikke er hjemlet forholdsmæssig beregning: da den lønnede beskæftigelse, som er udøvet i andre medlemsstater, ikke tages i betragtning ved fastsættelsen af det pensionsbeløb, som skal udbetales, er det næppe nødvendigt at reducere dette beløb ved en forholdsmæssig beregning gennem en fordeling af det på flere sociale institutioner.

Sagt på en anden måde, fremgår det af undersøgelsen af artiklerne 27 og 28, at det kun er muligt at foretage en forholdsmæssig beregning, hvis det er bestemt, at der skal ske sammenlægning, ikke alene for så vidt angår rettighedens erhvervelse, men også og især for så vidt angår ydelsernes opgørelse; forudsætningen for forholdsmæssig beregning er følgelig kriteriet »beskæftigelsens varighed«. Det er derimod ikke muligt at foretage en forholdsmæssig beregning i til-fælde af, at kriteriet for beregningen er et andet, såsom den gennemsnitlige løn, og pensionen opgøres uden sammenlægning, selv om sammenlægning har vist sig nødvendig for at erhverve ret til ydelsen.

Under disse omstændigheder skal man ikke sammenblande artikel 28, stk. 1 om betingelserne for at erhverve pension med betingelserne i samme artikel, der angår beregningsmetoden for ydelsen. Litra b) og c) kan ikke anvendes kumulativt. Den ene udelukker den anden, idet der i litra b) er fastsat sammenlægning, for så vidt angår rettens erhvervelse samt for beregning af de ydelser, som skal udbetales, medens dette ikke er tilfældet for beregningen i litra c).

Plaquevent har til slut foreslået, at det stillede spørgsmål besvares således:

»Artiklerne 28 b) og 28 c) i Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordning nr. 3 udelukker gensidigt hinanden; den første, som alene fastsætter, at der skal ske forholdsmæssig beregning, angår alene det tilfælde, hvor det har været nødvendigt at sammenlægge perioder eller forsikringer, ikke alene for så vidt angår erhvervelsen af pensionsretten, men også for dens opgørelse; derimod udelukker artikel 28, litra c) forholdsmæssig beregning i det tilfælde, hvor den sammenlægning, der har været nødvendig, for så vidt angår erhvervelsen af pensionsretten, ikke har været nødvendig til dens opgørelse, idet de perioder, som er tilbagelagt i udlandet, ikke tages i betragt-ning, eftersom det eneste kriterium, som gælder, er kriteriet gennemsnitlig løn, gennemsnidigt bidrag eller gennemsnitlig forhøjelse, og som alene angår de perioder, som er tilbagelagt i den stat, hvori der ansøges om pension.«

B — Skriftlige indlag fra la Caisse primaire d'assurance-maladie du Havre

Efter at have redegjort for de faktiske omstændigheder, som ligger til grund for tvisten i hovedsagen, samt gennemgået artikel 28, stk. 1 i forordning nr. 3, som er inddraget i nærværende sag, har Caisse anført, at litra a) og b) i den nævnte artikel bestemmer, at alle forsikringsperioderne eller dermed ligestillede perioder skal sammenlægges, og at det teoretiske beløb, som udelukkende i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor der anmodes om pension, fremkommer for disse samlede perioder, dernæst deles efter forholdet »mellem længden af de efter den nævnte lovgivning … tilbagelagte perioder«. For så vidt angår litra c), der omfatter det særlige tilfælde, hvor beregningen af ydelserne i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvori der ansøges om pension, sker på grundlag af en gennemsnitlig løn, et gennemsnitligt bidrag osv., bestemmes det, at disse gennemsnitlige eller forholdsmæssige tal bestemmes »udelukkende på grundlag af de forsikringsperioder … der er tilbagelagt efter lovgivningen i den omhandlede medlemsstat«. De løsninger, der indeholdes i artikel 28, stk. 1, henholdsvis under litra b) og litra c) er følgelig analoge. Faktisk bestemmes pensionsbeløbet i begge tilfælde alene efter de forsikringsperioder, som er tilbagelagt i den medlemsstat, som er debitorstat. Der er således ingen modstrid mellem disse bestemmelser, idet beregningsmetoderne for pensionen i de to tilfælde medfører dels en sammenlægning, dels en forholdsmæssig beregning.

Til slut har Caisse foreslået at besvare det stillede spørgsmål således:

»såfremt det antages, at en forsikret successivt har været undergivet lovgivningen i to medlemsstater, og at det for hans ret til invalidepension har været nødvendigt at medregne de tilbagelagte forsikringsperioder i den ene af staterne, fordi den forsikrede ikke i den anden opfylder betingelserne for den nævnte ret, og idet beregningen af ydelserne ifølge den sidstnævnte stats lovgivning uafhængigt af beskæftigelsens varighed sker på grundlag af en gennemsnitlig løn eller et gennemsnitligt bidrag, skal der foretages forholdsmæssig beregning, efter at alle forsikringsperioderne har været sammenlagt i henhold til artikel 28, stk. 1, litra b) i forordning nr. 3 som i den første medlemsstat for at supplere de ydelser, denne stat udbetaler på grundlag af forsikringsperioder.«

C — Skriftlige indlag fra Kommissionen for EF

Kommissionen deler ikke sagsøgerens opfattelse, hvorefter litra b) og c) i artikel 28, stk. 1 i forordning nr. 3 fastsætter to opgørelsesmetoder for forskellige ydelser, der gensidigt udelukker hinanden efter det kriterium, som den pågældende nationale lovgivning opstiller: forsikringsperiodernes varighed eller f.eks. den gennemsnitlige løn.

Tværtimod fastsætter litra c) i artikel 28, stk. 2 både i sin originale og i sin ændrede udgave (jf. Rådets forordning nr. 47/67 af 7. marts 1967), en metode til beregning af det teoretiske ydelsesbeløb, som skal benyttes i de tilfælde, hvor den af den sociale institution anvendte lovgivning bestemmer, at ydelsens beregning navnlig sker på grundlag af den løn, arbejdstageren har oppebåret, medens han var undergivet denne lovgivning. I henhold til denne bestemmelse medtager den sociale institution ikke den løn, som arbejdstageren effektivt har oppebåret i den periode, hvor han var underlagt lovgivningen i en anden medlemsstat, men fastsætter udelukkende det teoretiske beløb på grundlag af den løn, som er oppebåret under den lovgivning, som institutionen anvender.

I det foreliggende tilfælde bestemmer fransk lovgivning, at invalidepension beregnes på grundlag af den gennemsnitlige løn i de ti sidste år. Da Plaquevent var beskæftiget i Tyskland i denne periode, måtte den gennemsnitlige løn i henhold til artikel 28, stk. 1, litra c) bestemmes ikke i forhold til den løn, som var oppebåret i Tyskland, men i forhold til den, som blev oppebåret i den periode, hvor den pågældende var forsikret i Frankrig.

Således er den regel, som indeholdes i den nævnte bestemmelse, en forenklet metode til beregning af det teoretiske beløb. Den er berettiget af hensyn til de administrative og praktiske vanskeligheder, som den opgørende institution ville støde på ved beregningen af ydelsen, hvis den skulle tage den løn i betragtning, som var oppebåret, medens den pågældende var undergivet en anden medlemsstats lovgivning.

I modsætning til sagsøgerens opfattelse, anviser litra c) i artikel 28, stk. 1 ikke nogen metode til opgørelse af ydelsen: det er litra b) i samme stykke, som indeholder en sådan. Disse to bestemmelser udelukker på ingen måde hinanden, thi i li-tra c) afvises ikke muligheden af, at ydelsen opgøres ved forholdsmæssig beregning, når medlemsstatens lovgivning også lader ydelsens beløb afhænge af varigheden af de tilbagelagte forsikringsperioder. Dette er navnlig tilfældet i fransk lovgivning vedrørende alderspension, hvis beregning hviler på den løn, som er oppebåret i de lønmæssigt ti bedste forsikringsår, og hvis beløb afhænger af antallet af forsikringsår.

Men da den pågældende franske lovgivning ikke gør ydelsens størrelse afhængig af forsikringsperiodernes varighed, således at de tyske perioder ikke har nogen indflydelse på pensionens teoretiske beløb, er det problem, som skal løses, spørgsmålet, om det i tilfælde, hvor den sammenlægning, som anvendes til ydelsens erhvervelse, ikke er nødvendigt for beregningen af det teoretiske beløb og således heller ikke for opgørelsen af ydelsen, er berettiget at reducere denne ved at beregne den forholdsmæssigt efter perioder.

Ifølge Domstolens faste praksis må det anerkendes, at hvis der ikke i henhold til artikel 27 i forordning nr. 3 skal foretages sammenlægning for at erhverve ydelsen, kan der ikke ske forholdsmæssig beregning, dvs. at artikel 28 ikke kan finde anvendelse. Derimod har Domstolen endnu ikke udtalt sig om det modsatte spørgsmål, nemlig, om en sammenlægning nødvendigvis medfører forholdsmæssig beregning.

For at kunne besvare dette spørgsmål må det undersøges, hvad formålet er med dels sammenlægningen, dels den forholdsmæssige beregning.

Sammenlægningsmetoden har ikke alene til formål at sammenlægge de nationale og fremmede forsikringsperioder med henblik på ydelsens erhvervelse; hvor der er tale om en lovgivning af type A, anvendes den ikke med henblik på rettens erhvervelse, såfremt den pågældende ikke længere er underlagt en sådan lovgivning. Sammenlægningsmetoden har ligeledes til formål at gøre det muligt at anerkende, at en begivenhed, der er afgørende for ydelsens erhvervelse i en medlemsstat antages som værende indtruffet i denne stat, uanset den faktisk er indtruffet i en anden medlemsstat. I mangel af en sådan sammenlægning ville de medlemsstater, som har en lovgivning af type A, være fuldstændig frigjort for enhver forpligtelse over for de arbejdstagere, som ikke længere er undergivet deres lovgivning.

Man kan følgelig slutte, at såfremt der som en følge af denne sammenlægning erhverves ret til ydelsen, er den reduktion heri, som følger af den forholdsmæssige beregning, begrundet i det omfang, hvori den modsvarer den fordel, som sammenlægningen udgør, uden hvilken arbejdstageren ikke ville have nogen ret til ydelsen. Med henblik på denne konklusion må det imidlertid bemærkes, at den forholdsmæssige beregning opfylder en dobbeltfunktion. På den ene side opfylder den en teknisk nødvendighed med henblik på beregningen af størrelsen af en ydelse (der alene kan erhverves efter sammenlægning) i tilfælde, hvor dette beløb ikke er fastsat i forhold til »beskæftigelsens varighed«, men i forhold til »bidragshyppighed« (det forenede Kongerige og Irland). På den anden side har den til formål at sikre arbejdstageren en ydelse, som strikte svarer til varigheden af den tilbagelagte forsikring, således at enhver risiko for »uberettigede« dobbeltydelser undgås.

I de fleste tilfælde kan en ydelse beregnes alene i henhold til nationale retsregler, selv om den først erhverves ved sammenlægning, da størrelsen af invaliditetsydelsen svarer til værdien af hvert forsikringsår ganget med antallet af tilbagelagte forsikringsår. Da den forholdsmæssige beregning i disse tilfælde blot skal hindre dobbeltydelser, idet den ikke er strengt nødvendig til beregning af ydelsens størrelse, er der, i det omfang hvor det er dens eneste funktion, grund til at sætte spørgsmålstegn ved berettigelsen af at anvende den.

Man kender Domstolens indstilling i de tilfælde, hvor der er erhvervet ret til ydelsen uden sammenlægning: artikel 28 i forordning nr. 3 kan ikke anvendes til at nedsætte en selvstændig pension. Hvis man i visse tilfælde når frem til en uberettiget dobbeltpension, tilkommer det den nationale lovgivning at regulere et sådan problem.

Da det forholder sig således, må man følgelig spørge, om det i det omfang, hvori Domstolen har afvist en generel forholdsmæssig beregning, og der alene er tale om at nedsætte en ydelse for at undgå dobbeltydelser, er berettiget at anvende forskellige reduktionsregler alt efter, om retten er erhvervet med eller uden sammenlægning. Kommissionen har hertil bemærket, at hvis den pågældende, der har tilbagelagt samme forsikringsperioder i Tyskland og i Frankrig, sidst havde arbejdet i Frankrig og ikke i Tyskland, og var blevet invalideret i Frankrig, havde det ikke været nødven digt at foretage en sammenlægning, og han ville have haft ret til den fulde pension i Frankrig udover hans tyske pension. Da Domstolen imidlertid har antaget, at lovgivningerne af type A omfattes af artiklerne 27 og 28 i forordning nr. 3, og at disse bestemmelser alene kan finde anvendelse sammen, synes det imidlertid, at den har anerkendt, at såfremt der i henhold til en lovgivning af den nævnte type erhverves ret til pension uden sammenlægning, skal alene denne lovgivnings bestemmelser finde anvendelse, men såfremt retten derimod først erhverves efter sammenlægning, skal der ske forholdsmæssig beregning.

Kommissionen har anført, at i betragtning af den åbenlyse sammenhæng, som findes mellem nærværende sag og sagerne 24/75 »Petroni« og 50/75 »Massonet«, som verserer for Domstolen, indeholder dens indlæg ingen konklusion.

Kommissionen, repæsenteret af M. J. Jonczy som befuldmægtiget, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 12. november 1975.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 3. december 1975.

Præmisser

Vedrørende sagsomkostningerne

( 1 ) – Det danske socialministeriums oversættelse af februar 1962.

( 2 ) – Det danske socialministeriums oversættelse af februar 1962.