I sag 31/74

angående en anmodning, som i medfør af EØF-traktatens artikel 177 af Pretore i Rom, 8. afdeling for kriminalsager, (herefter benævnt »byretten«) er indgivet til Domstolen for i den sag, der er rejst mod

PHILIPPO GALLI

ved nævnte ret, at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af EØF-traktatens artikler 2, 3, 5, stk. 2, 30, 39, stk. 1 og 40, stk. 3 samt af Rådets forordning nr. 120/67 af 13. juni 1967 (EFT-specialudgave 1967, s. 29; orig. ref. JO s. 2269) og Rådets forordning nr. 136/66 af 22. september 1966 (EFT-specialudgave 1965-1966, s. 193; orig. ref. JO s. 3025)

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene J. Mertens de Wilmars (refererende) og A. J. Mackenzie Stuart, dommerne A. M. Donner, R. Monaco, P. Pescatore og H. Kutscher,

generaladvokat: J.-P. Warner

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Sagsfremstilling

Forelæggelseskendelsen og de indlæg, der er indgivet i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EF-Domstolen, kan sammenfattes således:

I — De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb

I juli 1973 indførte den italienske regering en række bestemmelser indeholdende en ordning for de interne priser, særlig lovdekret nr. 425 af 24. juli 1973 (GU nr. 189 af 24. 7. 1973, s. 5235), der fastsætter maksimalpriser for almindelige forbrugsgoder.

Galli, som bl.a. handler med korn og mel af olieholdige frø, er tiltalt for at have overtrådt det første af disse lovdekreter, for så vidt angår de omtalte to produkter.

Til sit forsvar anfører han, at den italienske prislovgivning i relation til de omtvistede produkter er uanvendelig, ikke blot fordi produkterne er omfattet af en kommunitær prislovgivning, og fordi lovdekret nr. 425 efter sit eget indhold ikke kan anvendes i dette tilfælde — et problem, der kun vedrører national ret — men også fordi en national prislovgivning for landbrugsprodukter er uforenelig med traktaten og særlig med forordningerne om fælles ordning af landbrugsmarkederne, i hvert fald for så vidt angår de produkter, som omfattes af en sådan ordning.

Af de nævnte produkter omfattes det første af Rådets forordning nr. 120/67 om den fælles markedsordning for korn, det andet af Rådets forordning nr. 136/66 om oprettelse af en fælles markedsordning for fedtstoffer. Forordning nr. 120/67 indfører den klassiske prisordning i Fællesskabet (indikativpris, tærskelpris, interventionspris). En sådan ordning gælder ifølge forordning nr. 136/66 kun for olivenolie, mens de andre vegetabilske olier og olieholdige frø, samt melet heraf, simpelt hen omfattes af den fælles toldtarif (artikel 2 i forordning nr. 136/66), dog med en mulighed for i visse tilfælde at opkræve udligningsafgifter.

Byretten, som har fundet en fortolkning af visse af de fællesskabsretlige bestemmelser nødvendig, har stillet Domstolen følgende spørgsmål:

Forelæggelseskendelsen af 16. april 1974 er registreret på Domstolens justitskontor den 13. maj 1974.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet, at der ikke skal foretages bevisførelse.

I henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for EØF-Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Galli og Den italienske Republiks regering.

II — Indlæg indgivet i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for Det europæiske økonomiske Fællesskabs Domstol

A — Indlæg fra Kommissionen

Kommissionen har erklæret, at den agter at indgive indlæg vedrørende de stillede spørgsmål, men har samtidig anført, at man kan betvivle visse af disse spørgsmåls relevans for den afgørelse, som skal træffes af den nationale ret. Hvad angår korn, er det ikke nødvendigt at tage stilling til de fællesskabsregler, der gælder på det pågældende område, eftersom disse aldrig har reguleret offentliggørelsen af priser eller overensstemmelsen mellem de opgivne priser og dem, som faktisk gælder.

Hvad angår det udvundne mel, er det enkelt at svare, at forordning nr. 136/66 om oprettelse af en fælles markedsordning for fedtstoffer ikke indfører en fællesskabsprisordning for dette produkt, og at en fortolkning af denne forordning derfor ikke er nødvendig.

Kommissionen har, før den besvarede de stillede spørgsmål, gennemgået: a) konjunktursituationen i Italien i juli 1973 b) de i medlemsstaterne gældende prislove og c) de mekanismer, hvorefter priserne fastsættes i de fælles markedsordninger.

Ad a)

Situationen i Italien karakteriseredes i juli 1973 særlig af en stærk prisstigning, der, som Kommissionen understregede det i en meddelelse til Rådet (COM (1973) nr. 1030 af 20. juni 1973), berettigede til »en intensiveret priskontrol, en obligatorisk offentliggørelse af priserne og en forenkling af handelsstrømmene …«. De italienske foranstaltninger svarede således til de foranstaltninger, som Rådet havde anbefalet i sine resolutioner af 5. december 1972 vedrørende inflationsbekæmpende foranstaltninger (EFT-specialudgave 1972 (9.-28. december), s. 11; orig. ref. JO nr. C 133/12 af 23. 12. 1972), af 14. september 1973 om supplerende foranstaltninger til bekæmpelse af inflationen (EFT nr. C 75/1 af 19. 9. 1973) og af 17. december 1973 om bekæmpelse af prisstigninger og om opretholdelse af et højt beskæftigelsesniveau inden for Fællesskabet (EFT nr. C 116/22 af 29. 12. 1973).

Ad b)

Hvad angår EØF-medlemsstaternes prislove, bemærker Kommissionen, at sådanne findes i alle medlemsstaterne, og at indsigelsen om, at de er uforenelige med fællesskabsreglerne, aldrig er blevet taget til følge af de nationale retter, uden at de pågældende dommere nogen sinde har benyttet sig af den fremgangsmåde, som hjemles i traktatens artikel 177.

Ad c)

Vedrørende de fælles markedsordninger har Kommissionen påpeget, at der tor korn eksisterer en ordning med en maksimal garanti for producenterne baseret på visse basispriser, nemlig en indikativpris, en tærskelpris samt interventionspriser og endvidere forsynet med et system med importafgifter og eksportrestitutioner.

Inden for fedtstofferne sondrer den fælles markedsordning, der er indført ved forordning nr. 136/66/EØF, mellem:

Det udvundne mel, som er genstand for tvisten i hovedsagen, henhører under den første kategori.

Kommissionen er herefter gået over til at tage stilling til de af den italienske dommer stillede spørgsmål og har først behandlet spørgsmål e) vedrørende den umiddelbare virkning af princippet om frie varebevægelser samt derefter gennemgået spørgsmålet, om reguleringen af priserne for landbrugsprodukter udelukkende hører under Fællesskabets kompetence, og hvilke grænser der i benægtende fald findes for medlemsstaternes kompetence (spørgsmålene a), b), c) og d)). Først derefter har Kommissionen taget stilling til spørgsmål f).

1. Vedrørende den umiddelbare virkning af princippet om frie varebevægelser (spørgsmål e))

Ifølge Kommissionen har princippet om frie varebevægelser såvel som de andre i traktatens artikler 2, 3, litra f og 5 nævnte principper — skønt de unægteligt udgør fundamentale elementer i Fællesskabets retsorden — ikke i sig selv umiddelbar virkning i den forstand, at de for de retsundergivne afføder individuelle rettigheder, som de nationale dommere skal beskytte.

Kommissionen foreslår som svar, at princippet om frie varebevægelser i fællessmarkedet ikke som sådan — dvs. uden enhver sammenhæng med de specielle bestemmelser, der skal gennemføre det — for de retsundergivne afføder individuelle rettigheder, som de nationale retter skal beskytte.

2. Vedrørende problemet om den nationale kompetence på området for prisregulering (spørgsmålene a), b), c) og d))

Ifølge Kommissionen opstår problemet kun for priserne for de landbrugsprodukter, der er undergivet en markedsordning, som indeholder en prisfastsættelse. I det foreliggende tilfælde gælder dette for korn, men ikke for det udvundne mel, der er afsat af tiltalte.

Udgangspunktet for enhver undersøgelse må på dette område være det faktum, at virkeliggørelsen af en fælles landbrugspolitik — inden for hele det område, hvor Fællesskabets retsorden kommer til anvendelse — berøver medlemsstaterne kompetencen til at vedtage regler, der gentager eller fraviger fællesskabsreglerne.

I øvrigt er det faktisk formålet med en markedsordning, som indeholder en prisregulering, at opretholde en markedspris, der hverken er lavere eller højere end indikativprisen.

Under hensyn til disse bemærkninger må man dels konstatere, at de italienske maksimalpriser er noget ganske andet end fællesskabspriserne, og dels at fællesskabsordningen ikke indeholder noget formelt forbud for medlemsstaterne mod at indføre maksimalpriser. Under disse omstændigheder må man ifølge Kommissionen konkludere, at et indgreb fra medlemsstaternes side ville stride mod traktaten, dersom det hindrede, hæmmede eller vanskeliggjorde markedsordningens gnidningsløse funktion. Dersom dette ikke er tilfældet, er den lovlig. Således vil fastsættelsen af en maksimalpris, der er lavere end interventionsprisen, givetvis være ulovlig, og dette er sandsynligvis også tilfældet med en maksimalpris, der er lavere end indikativprisen. Man må ligeledes tage hensyn til, at fællesskabspriserne — hvad angår korn — er engrospriser, mens de nationale maksimalpriser — særlig i Italien — kan vedrøre et af stadierne i omsætningen. Det kan imidlertid tænkes, at en maksimalpris, fastsat på et senere stadium af omsætningen, hindrer gennemførelsen af det kommunitære prisniveau på et tidligere stadium. Domstolens svar kan derfor kun gå ud på at fastslå det af Kommissionen foreslåede generelle kriterium, som alene den nationale ret kan anvende på det konkrete tilfælde.

3. Vedrørende eventuelle grænser for denne kompetence

Dersom anvendelsen af det foreslåede kriterium skulle føre til den konklusion, at medlemsstaterne i det konkrete tilfælde bevarer muligheden for at fastsætte maksimalpriser for landbrugsvarerne, må man undersøge, om denne mulighed ikke begrænses på anden måde af fællesskabsretten, og særlig, om indførelsen af maksimalpriser ikke bør anses for en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indførselsrestriktion i strid med traktatens artikel 30.

I princippet er svaret benægtende: som en afgift, der uden forskel pålægges de nationale og de importerede produkter, kan maksimalpriserne sammenlignes med de talrige nationale love, som berører handelen, og som er forenelige med de frie varebevægelser, skønt de kan skabe vanskeligheder i samhandelen. Det ville imidlertid forholde sig anderledes, dersom den nationale prislov var indrettet således, at den kunne hindre importen, mens salget af indenlandske produkter ikke berørtes af disse ulemper. Det vil være tilfældet med en maksimalpris, som ikke tager hensyn til de specifikke importudgifter eller til den forskellige fortjenstmargen for importerede og indenlandske produkter.

I så henseende har Kommissionen henvist til artikel 2, stk. 3, litra d og e i direktiv nr. 70/50/EØF. Det må ligeledes tages i betragtning, at en national prislov, der ikke har den nævnte begrænsende virkning på handelen i et givet øjeblik, kan få det som følge af en ændring i markedsforholdene.

Kommissionen foreslår følgende svar på spørgsmål a), b), c) og d):

»Indikativprisen, interventionsprisen og tærskelprisen er for korn fastsat ved forordning nr. 120/67/EØF. Derimod er der ikke fastsat nogen fællesskabspris for det udvundne mei, for hvilket der findes bestemmelser i forordning nr. 136/66/ EØF. Rådets fastsættelse af enhedspriser for landbrugsprodukterne inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik har til følge, at medlemsstaterne ikke længere har adgang til selvstændigt at fastsætte priser, der fungerer eller har tilsvarende virkning som fællesskabspriserne og er forskellige fra disse.

Det er ikke forbudt medlemsstaterne at fastsætte maksimalpriser for de produkter, som omfattes af en fælles markedsordning, såfremt de ikke hindrer den effektive gennemførelse af indikativprisen på markedet, når en sådan findes.

Medlemsstaterne kan i øvrigt ikke fastsætte maksimalpriser, dersom disse — skønt de ud fra et formelt synspunkt skal anvendes uden forskel på produkter fra andre medlemsstater og på nationale produkter — kan gøre salget af de fra de andre medlemsstater indførte produkter mere vanskeligt end salget af nationale produkter«.

4. Vedrørende de nationale reglers nærmere udformning (spørgsmål f))

Hvis man mener, at medlemsstaterne endnu kan regulere priserne på landbrugsprodukter, har spørgsmålene under f) ikke længere nogen betydning. Artikel 40, stk. 3 tilsigter at hindre, at den fælles ordning af markederne giver anledning til forskelsbehandling mellem de enkelte producenter eller forbrugere af landbrugsvarer. Den kan derfor ikke finde anvendelse på statsindgreb uden for den fælles markedsordnings egentlige område.

Det er under alle omstændigheder logisk, at alle konjunkturforanstaltninger, som medfører prisstop, kun vedrører stabiliteten på hjemmemarkedet og ikke omfatter de eksporterede produkter. Omvendt kan de udenlandske eksportører ikke afsætte deres produkter i Italien uden at henvende sig til en importør eller en handlende, der har etableret sig dér, og som automatisk vil være underkastet forpligtelserne ifølge lovdekret nr. 425.

Hvad angår sondringen mellem store og små virksomheder, kan en forskellig behandling være berettiget, da deres situation ikke kan sammenlignes.

Kommissionen foreslår følgende svar på spørgsmål f):

»Formålet med artikel 40, stk. 3, andet afsnit er at forhindre, at de fælles markedsordninger bliver årsag til forskelsbehandling i Fællesskabet mellem producenter eller forbrugere af landbrugsprodukter. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på foranstaltninger, som er vedtaget af medlemsstaterne under udøvelsen af beføjelser, der er de fælles markedsordninger uvedkommende«.

B — Indlæg fra Galli

I — Indledende bemærkninger

Galli har først anført, at han kun subsidiært fremstiller sit synspunkt, idet han er af den opfattelse, at tvisten for den nationale dommer skal løses alene på grundlag af national ret, i det foreliggende tilfælde § 1, sidste afsnit i lovdekret nr. 425 af 24. juli 1973, der lyder således: »Virksomheder, der udelukkende fremstiller eller forhandler varer, hvis priser er underkastet en anden form for regulering, er ikke forpligtet til at indsende indberetninger (om prislister)«. De indgivne indlæg gælder derfor kun, for så vidt den italienske stat vil anvende lovdekret nr. 425 på de landbrugssektorer, som er underkastet fællesskabslovgivningen.

II — Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt nationale foranstaltninger, som fastsætter begrænsninger i den frie prisdannelse på landbrugsmarkederne, er ulovlige (spørgsmålene a), b), c) og d))

Galli er herefter gået over til at behandle de spørgsmål, der er stillet af byretten i Rom, og har først anført, at statslige foranstaltninger, som sætter grænser for den frie prisdannelse på landbrugsmarkederne, er ulovlige.

Efter at have fastslået, at en begrænsende prispolitik strider mod de beslutninger af politisk karakter, som kommer til udtryk i EØF-traktaten i form af grundlæggende principper for systemet, således som det fremgår af Rådets gentagne udtalelser — bl.a. vedrørende kampen mod inflationen — har Galli gjort gældende, at prisstoppet på landbrugsområdet er uforeneligt med de reguleringsmekanismer, der ligger til grund for hele Fællesskabets landbrugssystem. I talrige retsakter fra Kommissionen, der er udstedt for at imødegå forstyrrelser på markedet, og som ifølge traktatens artikel 39 skal forlige forskellige interesser, herunder hensynet til rimelige priser for forbrugerne, fremstår den valgte foranstaltning i betragtningerne som den »eneste gældende og lovlige«, samtidig med at foranstaltninger, der tager sigte på prisstop, altid er udelukket.

I øvrigt fremgår det af en lang og fast praksis ved Domstolen, at fællesskabsinstitutionerne har fuldstændig og udelukkende kompetence inden for landbrugssektorerne, som er organiseret ved »europæiske markedsordninger« (dom af 30. januar 1974, sag nr. 159/73, Hannoversche Zucker, Sml. 1974, s. 128, og dom af 12. december 1973, sag nr. 131/73, Grosoli, Sml. 1973, s. 1563), idet eventuelle lakuner i en landbrugsordnings system ikke kan afhjælpes af medlemsstaterne (Hannoversche Zucker), fordi disse har mistet deres oprindelige kompetence til at lovgive, når en europæisk markedsordning er blevet oprettet (Grosoli).

Sag nr. 18/72 (C. J. den 30. november 1972, Granaria mod Produktschap voor veevoeder, Recueil 1972, s. 1163) er endnu klarere, idet medlemsstaterne her nægtes retten til, »i mangel af modstående fællesskabsretlige bestemmelser, at anvende interne foranstaltninger, som kan betyde en ændret anvendelse af fællesskabsretten«. Da det som i det foreliggende tilfælde drejede sig om, hvorvidt en medlemsstat var bemyndiget til at fritage for en importafgift, viser den omstændighed, at Domstolen har fastslået det nævnte princip, efter Gallis opfattelse, at de mekanismer, der er beregnet til at bestemme prisdannelsen, udelukkende styres af fællesskabsinstitutionerne.

Det er kun de beføjelser, som er tillagt medlemsstaterne af fællesskabsinstitutionerne, der er lovlige.

Men selv om artikel 40, stk. 3 blandt de foranstaltninger, som er nødvendige for at nå de i artikel 39 nævnte mål, inkluderer prisregulering — der i øvrigt eksisterer i flere sektorer — er der ingen regel i Fællesskabets landbrugsordninger, og da særligt ikke i reglerne for kornmarkedet, som indeholder beføjelse for medlemsstaterne til at lovgive på prisområdet. De nationale prisbestemmelser kan derfor ikke udstrækkes til sektoren for landbrugsvarer uden at komme i strid med fællesskabsretten.

At medlemsstaterne er afskåret fra selvstændigt at anvende visse midler i den økonomiske politik, forhindrer på ingen måde en hurtig løsning af konjunkturproblemerne. Dom af 24. oktober 1973 (sag nr. 9/73, Schluter mod Hauptzollamt Lorrach, Sml. 1973, s. 1135) viser, at fællesskabsinstitutionerne har en kompetence i henseende til konjunkturspørgsmål, såvel på de områder, der nu reguleres i fællesskab — f.eks. de fælles markedsordninger (indgreb støttet på artikel 40, stk. 3) — som på de områder, der endnu ikke er gjort fælles (indgreb støttet på traktatens artikel 103), og at denne kompetence på de nu i fællesskab regulerede områder er udelukkende. Ligeledes kan der kun efter udtrykkelig tilladelse fra institutionerne være tale om på det fælles landbrugsmarked at anvende artiklerne 108 og 109, der hjemler alternative foranstaltninger.

Heraf følger ikke nødvendigvis, at der i landbrugssektoren kun kan træffes generelle foranstaltninger, som omfatter alle medlemsstaterne. Muligheden af at gøre brug af artikel 103 og den praksis, der følges på området, viser, at konjunkturforanstaltninger kun kan vedrøre en af medlemsstaterne, og at det derfor har været muligt at gøre brug af den omtalte kompetence for at løse de specifikke problemer, som i Italien er forbundet med varemangel, inflation og den heraf følgende særlige stigning i priserne.

Medlemsstaternes manglende lovgivningskompetence på landbrugsområdet er klart fastslået af Kommissionen i beslutning nr. 74/287/EØF (EFT nr. L 152 af 8. 6. 1974), der bemyndiger Den italienske Republik til at træffe visse restriktive valutaforanstaltninger vedrørende importen, men som samtidig understreger, at forsøget på i fællesskab at finde løsninger »ikke kan være til hinder for Kommissionens ret til, efter omstændighederne, at træffe de beslutninger, der følger af dens beføjelser«. Derfor kræver nationale foranstaltninger i de sektorer, der er underkastet en fælles ordning af landbrugsmarkederne — når de ikke begrænser sig til at gennemføre de med henblik herpå vedtagne fællesskabsregler — under alle omstændigheder institutionernes godkendelse.

Før gennemførelsen af den europæiske landbrugslovgivning fandt de nationale indgreb i priserne efter Gallis opfattelse altid sted på forbruger- og ikke på producentniveauet. Vedtagelsen af detaljerede fællesskabsregler på landbrugsområdet og afvisningen af princippet om prisstop gjorde det umuligt at ændre dette. Desuden har disse regler på alle niveauer skabt en »fællesskabsånd«, hvorefter der er enighed om, at lovindgreb i landbrugssektorerne udelukkende skal besluttes af fællesskabsinstitutionerne. Det er den generelle tendens i italiensk retspraksis, særlig i fortolkningen af lovdekret nr. 425.

Dersom de nationale myndigheder — om det så blot var midlertidigt — gjorde brug af deres skønsmæssige beføjelse til at fastsætte priserne, også selv om det skete under hensyn til de prisgrænser, som var fastsat af fællesskabsmyndighederne, ville der derfor foreligge en krænkelse af fællesskabslovgivningen, fordi et sådant indgreb tilsigter, at der sker en ændring af priser, som allerede er fastsat ved fællesskabsregler.

III — Vedrørende krænkelsen af forbudet mod forskelsbehandling og af princippet om frie varebevægelser (spørgsmål f), 1, 2, 3 og 4)

Dernæst har Galli behandlet spørgsmålet, om den italienske prislovgivning indebærer en forskelsbehandling, fordi forpligtelsen til at foretage indberetning og til ikke at hæve priserne kun gælder virksomheder, hvis halvårlige omsætning overstiger 5 milliarder lire.

I så henseende må man først spørge, om fællesskabsretten indeholder umiddelbart gældende regler, som forbyder en sådan forskelsbehandling. I Domstolens retspraksis er der givet et svar herpå, navnlig i dom af 21. marts 1972 (sag nr. 82/71, SAIL, Recueil 1972, s. 119), hvori Domstolen udtalte, at enhver endelig landbrugsordning — uden hensyn til, om den er ufuldstændig — efter traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit skal udelukke enhver form for forskelsbehandling af Fællesskabets producenter eller forbrugere. Heraf følger, at forbudet mod forskelsbehandling er en regel, der gælder umiddelbart, og at dette så meget mere er tilfældet, når det, som inden for kornsektoren, drejer sig om en særligt udviklet markedsordning.

Galli henviser til generaladvokat Trabucchi's forslag til afgørelse i sag nr. 2/73 (Geddo, Sml. 1973, s. 881), som klart giver udtryk for, at det generelle princip om ikke-forskelsbehandling og dets anvendelse i traktatens artikel 40, stk. 3 gælder umiddelbart.

Dersom man, som det præciseres i dette forslag til afgørelse, må nå til, at »konstateringen af en forskelsbehandling er afhængig af vurderingen af den »sammenlignelige« karakter af de to situationer, som er forskelligt behandlet«, rejser denne sammenligning ingen vanskeligheder, fordi den kun skal foretages vedrørende »virksomheder«. I fællesskabsretten kan der under hensyn til visse af de særlige mål heri (artikel 86) utvivlsomt sondres indbyrdes mellem forskellige »virksomheder«, men man kan ikke indrømme medlemsstaterne kompetence til at fastsætte visse kriterier, der er specifikke for visse virksomheder, med henblik på at fritage dem for fællesskabsrettens generelle virkninger. Det er imidlertid netop, hvad Den italienske Republik har gjort, når den har nævnt »visse virksomheder«, særlig de a) italienske virksomheder, som b) har en halvårlig omsætning på mere end 5 milliarder.

I så henseende gør Galli gældende, at kravet om, at der skal skabes fuldstændig lighed mellem de erhvervsdrivende i Fællesskabet, medfører et absolut forbud mod diskrimination, der udøves på grundlag af tilhørsforholdet til en bestemt stat, endog selv om den udøves til skade for borgerne i den stat, som praktiserer den. Sondringen efter virksomhedens størrelse er ligeledes ukendt i fællesskabsretten.

Den forskellige behandling af de pågældende virksomheder skaber en ufordelagtig handels- og konkurrencemæssig stilling. Det forhold, at prisen for landbrugsprodukterne på det internationale marked pludselig steg op over niveauet for den 28. juni 1973, tvang de virksomheder, der var ramt af de begrænsende foranstaltninger, til at sælge med tab på det italienske marked, skønt de andre virksomheder kunne sælge til den pris, som frit dannede sig på markedet. Dette var tilfældet for de mindre italienske virksomheder og for kommunitære eller »udenlandske« virksomheder.

Efter Gallis opfattelse ville det være meningsløst at fastsætte importafgifter for landbrugsvarer og fælles restitutioner for alle lande i Det europæiske Fællesskab med det formål at stille alle erhvervsdrivende i Fællesskabet lige med hensyn til konkurrencedygtighed, dersom man tillod en medlemsstat at indføre forpligtelser for visse virksomheder, der indebar, at de ville lide betragtelige tab, som ville komme andre erhvervsdrivende i samme sektor til gode.

IV — Vedrørende overtrædelsen af forbudet mod foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner (spørgsmål f), 4)

Grundforordningerne i sektorerne for korn og olieholdige frø (artikel 18 i Rådets forordning nr. 120/67, EFT-specialudgave 1967, s. 29; orig. ref. JO nr. 117 af 19. 6. 1967, s. 2269, og artikel 3 i forordning nr. 136/66, EFT-specialudgave 1965-1966, s. 193; orig. ref. JO nr. 1972 af 30. 9. 1966, s. 3025) forbyder i handelen med tredjelande (ud over handelen med landene i EØF) ikke blot afgifter med tilsvarende virkning som told men også kvantitative restriktioner og foranstaltninger med tilsvarende virkning, og dette forbud gælder umiddelbart. Imidlertid må de foranstaltninger, der er indført ved lovdekret nr. 425, anses for foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner.

Da det som følge af prisstoppet ikke er muligt at opnå nogen fortjeneste, bevirker disse foranstaltninger da også, at de »store« italienske virksomheder må indstille deres produktion og især deres import, skønt importen af korn i Italien netop i det væsentlige afhænger af store virksomheder. Den umiddelbare konsekvens af, at denne virksomhed indstilles, er endog mere end en blot og bar importrestriktion, da andre firmaer, såfremt de skulle erstatte de ovenfor nævntes importvirksomhed, kun, hvis det overhovedet var muligt, ville kunne gøre dette langsomt og gradvist.

Systemet med at henvise til de priser, som var gældende i Italien den 28. juni 1973, uden hensyntagen til verdensmarkedsprisernes indvirkning på priserne for de importerede produkter, udgør en overtrædelse af artikel 2, stk. 3, litra e i Kommissionens direktiv nr. 70/50 (EFTspecialudgave 1970 (I), s. 10; orig. ref. OJ nr. L 13 af 19.1.1970), hvorefter man til foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner må henregne dem, som »fastsætter varernes pris alene på grundlag af de indenlandske varers kostpris eller kvalitet på et sådant niveau, at der derved opstår en hindring for importen«. Da nedskrivningen af liren for de italienske erhvervsdrivende har medført en forøgelse af omkostningerne for det importerede produkt, er der ved prisstoppet ligeledes sket en overtrædelse af artikel 2, stk. 3, litra d i direktiv nr. 70/50, der til foranstaltningerne med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner bl.a. henregner dem, som »umuliggør en eventuel prisforhøjelse for den importerede vare svarende til de med importen forbundne yderligere omkostninger og belastninger«.

V — Fællesskabsrettens betydning i nationale straffesager

Galli gennemgår spørgsmålet om, i hvilket omfang den nationale kriminaldommer skal tage hensyn til fællesskabsretten, og opstiller en sondring mellem tre regelgrupper inden for fællesskabsretten:

Efter Gallis formening skal kriminaldommeren i hvert fald tage hensyn til de regler, som hjemler individuelle rettigheder. Hvad angår reglerne fra første gruppe, ville det være ønskeligt, om kriminaldommeren inddrog disse ved spørgsmål om manglende tilregnelse, såfremt der er sket overtrædelse af den nationale straffelov, som imidlertid er i strid med en sådan regel. Under alle omstændigheder er det dog ikke blot rimeligt, men særdeles hensigtsmæssigt, at han inddrager reglerne fra den tredje gruppe, så at det — på grund af den fremadskridende og stadig mere indgribende virkeliggørelse af de heri indeholdte principper — anerkendes, at de, endog før de når tærskelen for den umiddelbare gyldighed, skal »indgå i overvejelserne«, i det mindste når det drejer sig om en straffesag.

Under sin derpå følgende redegørelse for, i hvilket omfang Italiens nationale retsorden kan tage hensyn til fællesskabsreglernes krav, gør Galli gældende, at bestemmelserne i straffelovens artikel 51 og 59 — som omhandler tilfælde, hvor der ikke kan statueres tilregnelse, fordi der foreligger en objektiv straffrihedsgrund — også kan finde anvendelse på fællesskabsretten. Denne manglende tilregnelse gælder også for normer, som ikke hjemler individuelle rettigheder, og for regler med almen gyldighed, der er tvetydige i deres formulering og åbne for indbyrdes afvigende fortolkninger. Efter Gallis opfattelse har fællesskabsreglen herefter en videre betydning ud over dens direkte anvendelse ved den nationale dommer. For at tage hensyn hertil må Domstolen præcisere de »sekundære« virkninger af fællesskabsretten i den nationale sag, for at kriminaldommeren ikke skal være i tvivl om, at det er nødvendigt at tage den i betragtning.

C — Indlæg fra den italienske regering

III — Den mundtlige retsforhandling

Præmisser

Vedrørende sagsomkostningerne