I sag nr. 18/74,
DEN ALMINDELIGE FAGFORENING FOR PERSONALET VED DE EUROPÆISKE INSTITUTIONER i Luxembourg, repræsenteret af formanden, M. Metge, bistået af R. Badinter, advokat ved Cour d'Appel i Paris, med valgt adresse i Luxembourg hos advokat J. Welter, IIB, avenue de la Porte-Neuve,
sagsøger,
mod
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af sin juridiske rådgiver J. Griesmar, med valgt adresse i Luxembourg hos P. Lamoureux, Kommissionens juridiske rådgiver, 4, boulevard Royal,
sagsøgt,
der på nuværende stadium drejer sig om, hvorvidt annullationssøgsmålet vedrørende »Kommissionens beslutning af 21. september 1973 om løntilbageholdelse for oktober og november måned 1973 for de tjenestemænd og andre ansatte ved Kommissionen, som deltog i de strejker, der fandt sted i november og december måned 1972«, kan antages til realitetsbehandling,
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene A. M. Donner og M. Sørensen (refererende), dommerne R. Monaco, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, H. Kutscher, C. Ó Dálaigh og A. J. Mackenzie Stuart,
generaladvokat: A. Trabucchi
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
DOM
Sagsfremstilling
De faktiske omstændigheder og parternes anbringender under den skriftlige forhandling kan sammenfattes således,
I — Faktiske omstændighe der og retsforhandlingernes forløb
1. |
Den 30. november om eftermiddagen og den 1. december 1972 gennemførte persolanet i De europæiske Fællesskabers institutioner en såkaldt »varslings«strejke. Denne strejke blev fulgt op af en »egentlig« strejke fra den 11. til den 15. december 1972. Disse strejker var foranlediget af, at Rådet havde udstedt en forordning om lønforhøjelser med henblik på forøgelse af købekraften uden at følge Kommissionens forslag, som havde anvendt de kriterier, der var fastlagt i Rådets beslutning af 20. og 21. marts 1972. Den 28. marts 1973 blev der over telefonavisen udsendt følgende meddelelse fra hr. Borschette, det medlem af Kom missionen, som varetager personalets forhold: »Jeg vil gerne informere Kommissionens personale om, at Kommissionen i sit møde den 21. marts har besluttet at lade foranstalte en tilbageholdelse i lønnen til de tjenestemænd, som deltog i de strejker, der fandt sted i december foregående år. Vedrørende denne beslutning vil jeg gerne give Dem visse forklaringer og delagtiggøre Dem i nogle betragtninger af generel karakter. Opmærksomheden henledes først på, at Kommissionen allerede den 16. december 1970 besluttede, at ik-ke-betaling for strejkedage er et naturligt princip, som falder ind under Kommissionens ansvar. For så vidt angår strejkerne i december måned 1972 var princippet om at foranstalte en tilbageholdelse i lønnen for første gang blevet fastslået af den foregående Kommission i dennes møde den 20. december. Herefter gav Kommissionen i sit møde den 25. januar 1973 de nødvendige instruktioner til sin generalsekretær om, at han sammen med repræsentanterne for de andre institutioner skulle søge at nå til en fælles stilling vedrørende de tilbageholdelser, der skulle foretages. Under hensyn til resultatet af denne udveksling af synspunkter besluttede Kommissionen i sit møde den 28. februar 1973 at foranstalte tilbageholdelse i lønnen til de strejkende tjenestemænd, idet den dog indrømmede en »fritagelse« for tre strejkedage, uafhændigt af deres dato. Den 1. marts 1973 havde jeg møde med fagforeningerne og de faglige sammenslutninger for at delagtiggøre dem i den forhandling, som Kommissionen har ført om dette emne. Og den 7. marts havde formanden, hr. Ortoli, og jeg, efter at have oplyst Kommissionen om resultatet af mødet med CLOSP, et andet møde med personalets repræsentanter. Kommissionen har efter dette møde efter at være blevet informeret herom bekræftet sin tidligere beslutning og har pålagt generaldirektoratet for personale og administration at foranstalte tilbageholdelse i lønnen til de tjenestemænd og øvrige ansatte, som har deltaget i denne strejke. Denne beslutning er blevet meddelt repræsentanterne for personalets fagforeninger og faglige sammenslutninger. …« Den 21. september 1973 blev følgende meddelelse fra generaldirektoratet for personale og administration udsendt i Personaleposten: »Som følge af de strejker, der fandt sted i december måned sidste år, bekræftede Kommissionen i sit møde den 21. marts 1973 sin beslutning om at lade foranstalte en tilbageholdelse i lønnen til de tjenestemænd og andre ansatte, som deltog i denne aktion, og den har pålagt generaldirektoratet for personale og administration at iværksætte denne beslutning. Kommissionen indrømmede dog en »fritagelse« for tre strejkedage uden hensyn til datoen. Kommissionens beslutning blev, som enhver husker det, bekendtgjort for det samlede personale ved en meddelelse fra hr. Borschette den 28. marts 1973. Da arbejder med iværksættelsen af beslutningen netop er blevet fuldendt, informeres det samlede personale om, at tilbageholdelsen vil blive foretaget i lønningerne for oktober måned 1973 for det berørte personale i Bruxelles og senest i lønningerne for november måned for det berørte personale i Luxembourg. Denne tilbageholdelse, som foretages med 1/30 af lønnen pr. strejkedag, vil fremkomme på lønsedlen under følgende koder: …« |
2. |
Sagsøgeren har den 19. oktober 1973 indgivet klage i henhold til tjenestemandsvédtægtens artikel 91, stykke .2 for at få annulleret »Kommissionens beslutning vedrørende en tilbageholdelse for 31/2 dag i lønningerne for oktober måned 1973 …«. Klagen er underskrevet af den sagsøgende organisations formand og generalsekretær. |
3. |
Da der ikke blev svaret på klagen, er nærværende søgsmål indgivet den 5. marts 1974 og registeret på Domstolens justitskontor den 6. marts 1974. Sagsøgeren, der mener, at det er ubestrideligt, at hans sag kan antages til realitetsbehandling, har anmodet Domstolen om »at annullere beslutningen af 21. september 1973, hvorved Kommissionen foranstaltede en tilbageholdelse i lønnen for månederne oktober eller november 1973 for de af Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte, som deltog i strejkerne i månederne november og december 1972«. Klagen er navnlig begrundet i den tøven og manglende præcision, som præger Kommissionens adfærd, foranstaltningens sene iværksættelse, manglende hjemmel for beslutningen, den omstændighed, at den i anledning af strejken anvendte metode ikke er i overensstemmelse med tjenestemandsvedtægtens artikler 60 og 86, det retstridige i den metode, som blev anvendt for at konstatere tjenestemændenes fravær fra deres poster, og tilbageholdelsesforanstaltningens diskriminerende karakter, idet den kun omfatter Kommissionens tjenestemænd, selv om strejken ligeledes vedrørte Rådets, Parlamentets og Domstolens personale. |
4. |
Kommissionen har ved indlæg af 5. april 1974 rejst indsigelse mod sagens antagelse til realitetsbehandling og har ifølge artikel 91 i procesreglementet anmodet Domstolen om at træffe afgørelse om denne indsigelse uden at behandle sagen i realiteten. Sagsøgeren har nedlagt påstand om afvisning af den rejste indsigelse. |
5. |
Ved kendelse af 20. marts 1974 har Domstolens anden afdeling i henhold til procesreglementets artikel 95 besluttet at henvise sagen til plenum. På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen, beklædt af samtlige medlemmer, besluttet at åbne den mundtlige forhandling vedrørende indsigelsen uden forudgående bevisførelse. |
II — Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender vedrørende klagens antagelse til realitetsbehandling
A — |
|
B — |
Fagforeningen gør gældende, at Kommissionens argumentation fører til skabelse af en reaktionær fællesskabsret. Reaktionær ikke blot i henseende til principperne i den internationale ret men også i henseende til den nationale ret, som i højere og højere grad anerkender organisationernes partshabilitet, i det mindste for at gøre det muligt for dem at opfylde deres hovedopgave: at forsvare deres medlemmers faglige interesser. Fagforeningen henviser til, at fællesskabsretten, selv om den har anerkendt eksistensen af faglige sammenslutninger, endnu ikke har præciseret disses retsstilling. Denne forsømmelse har imidlertid haft som paradoksal følge, at Fællesskabsretlige fagforeninger skal oprettes i overensstemmelse med de nationale love, selv om disse fagforeninger kun har forbindelse med institutionerne, selv om stridsspørgsmål vedrørende arbejdsforhold udelukkende kan behandles af Domstolen, og selv om det følgelig kun vil være fællesskabsret, som finder anvendelse. Fagforeningen understreger, at fællesskabsretten udtrykkeligt tilstår tjenestemændene foreningsfrihed. Den vedtægtsmæssige myndighed har ved artikel 24 og i vedtægten anerkendt eksistensen af fag foreninger og dermed lovligheden af deres virke. Denne tekst sikrer lovligheden af fagforeningsvirksomheden. Imidlertid er partshabiliteten med henblik på at forsvare deres medlemmers faglige interesser et af særkendetegnene ved fagforeningsvirksomheden.
|
Præmisser
1 |
Ved klage indgivet den 6. marts 1974 har Den almindelige Fagforening for Personalet ved De europæiske Institutioner anmodet Domstolen om at annullere en beslutning af 21. september 1973, hvorved Kommissionen foranstaltede en tilbageholdelse i lønnen for de af Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte, som deltog i strejkerne i november og december 1972 ; |
2 |
sagsøgeren, der indgav søgsmålet med hjemmel i tjenestemandsvedtægtens artikel 91 og EØF-traktatens artikel 173, har under sagen afstået fra at påberåbe sig den sidstnævnte bestemmelse ; |
3 |
Kommissionen, der er sagsøgt, har ved skriftligt indlæg af 5. april 1974 rejst indsigelse om sagens afvisning, hvilket den har anmodet Domstolen om at tage stilling til inden behandlingen af sagen i realiteten. |
4 |
Kommissionen gør først og fremmest gældende, at den sagsøgende fagforening ikke har partshabilitet. |
5 |
I henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 24 a har tjenestemændene foreningsfrihed og kan især være medlemmer af fagforeninger eller faglige sammenslutninger af europæiske tjenestemænd; |
6 |
den sagsøgende forening er en sammenslutning, der omfatter et betydeligt antal tjenestemænd og ansatte ved de i Luxembourg beliggende fællesskabsinstitutioner og -organer, og der er ikke grund til at betvivle dens repræsentative karakter ; |
7 |
i henhold til dens love er den opbygget således, at den besidder tilstrækkelig selvstændighed til at kunne handle som en ansvarlig enhed i retlige forhold ; |
8 |
Kommissionen har anerkendt den som berettiget til at deltage i forhandlinger vedrørende problemer, der berører personalets kollektive interesser ; |
9 |
man kan derfor ikke nægte den sagsøgende forening partshabilitet. |
10 |
Den foreningsfrihed, der anerkendes ved tjenestemandsvedtægtens artikel 24 a, indebærer i henhold til almindelige arbejdsretlige principper ikke alene ret for tjenestemændene og de ansatte til frit at danne sammenslutninger efter valg, men også adgang for disse sammenslutninger til at foretage enhver lovlig handling til forsvar af deres medlemmers faglige interesser ; |
11 |
indbringelse af en sag for retten udgør et af de midler, som disse sammenslutninger råder over; |
12 |
inden for Fællesskabets retssystem er udøvelsen af denne ret imidlertid undergivet de betingelser, der er fastsat i bestemmelserne om de retsmidler, der hjemles i traktaterne om oprettelse af Fællesskaberne; |
13 |
en lovligt dannet faglig sammenslutning er således berettiget til i medfør af EØF-traktatens artikel 173, stk. 2 at anlægge sag om annullation af beslutninger, der i denne bestemmelses forstand retter sig til dem ; |
14 |
derimod kan et direkte søgsmål ikke antages til realitetsbehandling inden for rammerne af de retsmidler, der omhandles i tjenestemandsvedtægtens artikler 90 og 91, sådan som disse bestemmelser iværksætter EØF-traktatens artikel 179 og de tilsvarende artikler i EKSF- og Euratom-traktaterne ; |
15 |
selv om artikel 179 kan yde hjemmel ikke alene for en individuel men også for en kollektiv søgsmålsadgang i forholdet mellem Fællesskabet og dets ansatte, står det ikke desto mindre fast, at den procedure med administrative klager og søgsmål, der er indført ved vedtægtens artikler 90 og 91, udelukkende er udformet med henblik på individuelle tvister ; |
16 |
den i artikel 91 fastsatte søgsmålsadgang gælder under disse omstændigheder alene for tjenestemænd og øvrige ansatte; |
17 |
derimod giver artikel 37, stk. 2 i Domstolens statut enhver person, der godtgør at have en berettiget interesse i afgørelsen af en for Domstolen indbragt retstvist, ret til at indtræde heri, og dette gælder også de retstvister, der omhandles i tjenestemandsvedtægtens artikel 91 ; |
18 |
under de faktiske og retlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde er Domstolen således ikke beføjet til at anerkende et direkte søgsmål indgivet af en faglig sammenslutning inden for rammerne af tjenestemandsvedtægtens artikel 91; |
19 |
klagen kan derfor ikke antages til realitetsbehandling. |
Vedrørende sagsomkostninger
20 |
I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2 dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagsomkostningerne ; |
21 |
på grund af det rejste spørgsmåls almindelige interesse bør omkostningerne imidlertid ophæves. |
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer DOMSTOLEN |
|
|
Lecourt Donner Sørensen Monaco Mertens de Wilmars Pescatore Kutscher Ó Dálaigh Mackenzie Stuart Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 8. oktober 1974. A. Van Houtte Justitssekretær R. Lecourt Præsident |