FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL

FREMSAT DEN 11. JULI 1974 ( 1 )

Høje Ret.

Ifølge artikel 15, stk. 1 i Rådets forordning nr. 121/67 om den fælles markedsordning for svinekød (EFT-specialudgave 1967, s. 42; org. ref. 1 ABl. nr. 117 af 19. 6. 1967, s. 2283) »kan forskellen mellem disse noteringer eller priser og priserne inden for Fællesskabet om nødvendigt udlignes ved eksportrestitution« med henblik på at markedspriserne i Fællesskabet på grund af foderstofpriserne som regel ligger over verdensmarkedets niveau, og for at muliggøre eksport af de i artikel 1, stk. 1 anførte produkter på grundlag af de noteringer eller priser, der gælder på verdensmarkedet for disse produkter.

Kriterierne for ydelse af eksportrestitution for produkter inden for svinekødsektoren er fastlagt i Rådets forordning nr. 177/67 (EFT-specialudgave 1967, s. 135; org. ref. ABl. Nr. L 130 af 28. 6. 1967, s. 2614). Ifølge artikel 6, stk. 1 bliver restitutionen udbetalt,

»når det godtgøres:

Artikel 7 bestemmer:

»Der ydes ingen restitution ved udførsel af de i forordning nr. 121/67/EØF, artikel 1, stk. 1 nævnte produkter, som indføres fra tredjelande og genudfører til tredjelande, når ikke den, der udfører dem, godtgør:

Rådets forordning nr. 802/68 »om den fælles definition af begrebet varers oprindelse« (EFT-specialudgave 1968 (I), s. 157; org. ref. ABl. nr. L 148 af 28. 6. 1968, s. 1) skal ligeledes nævnes i sammenhæng med den nævnte artikel 6 i forordning nr. 177/67. Heri bliver begrebet varers oprindelse — som det anføres i artikel 1 — bl.a. defineret »med henblik på ensartet anvendelse af alle forholdsregler, der er truffet af Fællesskabet eller af medlemsstaterne med hensyn til vareudførslen«. I det omfang det er af interesse i den foreliggende sag, gælder herefter, at varer, der fuldt ud er fremstillet i et bestemt land, har deres oprindelse i dette land. Hertil anføres yderligere i artikel 4, stk. 2, d):

»Som varer, der fuldt ud er fremstillet i et land anses:

Sluttelig skal anføres Kommissionens forordning nr. 1041/67»om de nærmere regler for anvendelse af eksportrestitutioner for de produkter, for hvilke der gælder en ordning med fælles priser« (EFT-specialudgave 1967, s. 298; org. ref. nr. L 314 af 23. 12. 1967, s. 9). Ifølge dennes artikel 6, stk. 1 bliver der kun ydet restitution for produkter i fri omsætning inden for Fællesskabet.

Firmaet Norddeutsches Vieh- und Fleischkontor, sagsøger i hovedsagen, som har foranlediget den forelæggelse, der skal behandles i dag, ønskede ligeledes at komme til at nyde godt af de fællesskabsretlige restitutionsregler. Firmaet eksporterede i juni og juli 1969 nogle varemængder til Jugoslavien, som firmaet havde beskrevet som »brystflæsk og stykker deraf«. I sin ansøgning om eksportrestitution angav firmaet, at det drejede sig om en vare med oprindelse i Fællesskabet. Derfor blev ansøgningen i hvert fald delvist imødekommet. — I april 1970 fandt der en markedsordningskontrol sted hos sagsøgeren, hvorunder kontrollørerne kom til det resultat, at en del af varen stammede fra Den tyske demokratiske Republik. Hauptzollamt Hamburg-Jonas, sagsøgte i hovedsagen, krævede derpå den allerede ydede restitution tilbagebetalt og afviste de endnu ikke behandlede dele af ansøgningen.

I den derpå følgende retssag, som firmaet Norddeutsches Vieh- und Fleischkontor har anlagt ved Finanzgericht Hamburg, hævder sagsøgeren som begrundelse for sit restitutionskrav den opfattelse, at kravet også må gælde for varer, der inden for rammerne af den såkaldte interzonehandel er bragt fra DDR til forbundsrepublikken Tyskland. Som begrundelse påberåber sagsøgeren sig især protokollen vedrørende den tyske indenrigshandel og de dermed forbundne problemer, som er knyttet til EØF-traktaten som bilag. I denne protokol anføres nemlig:

»Da samhandelen mellem de tyske områder, for hvilke forbundsrepublikken Tysklands grundlov gælder, og de tyske områder, på hvilke denne grundlov ikke finder anvendelse, er en del af den tyske indenrigshandel, kræver traktatens anvendelse i Tyskland ingen ændring af den bestående ordning for denne handel«.

Det sagsøgte Hauptzollamt holdt derimod fast ved sit standpunkt om, at forudsætningerne for ydelsen af en restitution ikke var opfyldt. Det er derimod, da en anvendelse af artikel 7 i forordning nr. 166/67 ikke kommer i betragtning, afgørende, om de omhandlede varer har oprindelse i Fællesskabet. Dette er imidlertid ikke tilfældet for varer, der stammer fra DDR, selv ikke når de bliver bragt til forbundsrepublikken Tyskland inden for rammerne af interzonehandelen.

I betragtning af denne strid om fortolkningen af fællesskabsretlige bestemmelser udsatte Finanzgericht Hamburg sagen ved kendelse af 30. januar 1974 og forelagde i henhold til EØF-traktatens artikel 177 følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse:

»Skal artikel 6, stk. 1 eller artikel 7 i forordning nr. 177/67/EØF og artikel 4, stk. 1 og 2 d) i forordning nr. 802/68 sammenholdt med protokol vedrørende den tyske indenrigshandel og de dermed forbundne problemer fortolkes således, at der for produkter i den betydning, der er forudsat i artikel 1, stk. 1 i forordning nr. 121/67, som inden for rammerne af Interzonehandelsaftalen er blevet bragt til forbundsrepublikken Tyskland fra DDR, kan ydes eksportrestitutioner ved genudførslen fra forbundsrepublikken Tyskland til et tredjeland«.

Hertil indtager jeg følgende standpunkt:

Når man først betragter artikel 7 i forordning nr. 177/67, er det allerede efter dennes ordlyd — og deri er alle implicerede enige — klart, at den ikke kan begrunde et resitutionskrav for varer, som bliver bragt fra DDR til forbundsrepublikken Tyskland og herfra eksporteret til tredjelande. Denne opfattelse er hævet over enhver tvivl, idet det er en forudsætning for et restitutionskrav efter artikel 7 i forordning nr. 177/67, at det drejer sig om varer, der bliver indført fra tredjelande og for hvilke der skal betales afgifter. Dette er ikke tilfældet med hensyn til varer, der inden for rammerne af Interzonehandelsaftalen bliver bragt fra DDR til forbundsrepublikken Tyskland, særlig med henblik oå protokollen vedrørende den tyske indenrigshandel. Ifølge denne protokol er en sådan handel en del af den tyske indenrigshandel, og hverken anvendelsen af EØF-traktaten eller — hvilket bør tilføjes — dennes afledede ret kræver nogen ændring af det bestående system for denne handel. Herefter kan man, for såvidt angår varer, der i henhold til nævnte protokol kommer til forbundsrepublikken Tyskland, netop fordi det drejer sig om tysk indenrigshandel, ikke tale om indførsel fra tredjelande, og på grand af protokollen er det navnlig heller ikke muligt at pålægge sådanne varer importafgifter.

Når artikel 7 i forordning nr. 177/67 følgelig ikke kan finde anvendelse ved løsningen af det omtvistede tilfælde i hovedsagen, bør der — som sagsøgeren med rette understreger — udelukkende lægges vægt på forståelsen af denne forordnings artikel 6, hvorefter restitutionskravet er betinget af, at det godtgøres, at varerne er blevet udført af Fællesskabet, og at det drejer sig om produkter med oprindelse i Fællesskabet.

Ved fortolkningen af denne bestemmelse bør der frem for alt henvises til Rådets forordning nr. 802/68 om den fælles definition af begrebet varers oprindelse, idet varers oprindelse ifølge dennes artikel 1 også defineres med henblik på: »ensartet anvendelse af alle forholdsregler, der er truffet af Fællesskabet eller af medlemsstaterne med hensyn til vareudførslen«. Vigtig er altså den allerede nævnte artikel 4, hvorefter »varer, der fuldt ud er fremstillet i et land, har deres oprindelse i dette land«, og produkter, der hidrører fra levende dyr, der opdrættes i et land, anses for varer, der fuldt ud er fremstillet i dette land.

Anvendt på medlemsstaterne betyder dette, at varer har deres oprindelse i disse lande, når de fuldt ud er blevet fremstillet i områder, hvor EØF-traktaten finder anvendelse. Efter EØF-traktatens artikel 227 henhører Den tyske demokratiske Republiks område utvivlsomt ikke herunder. Som forbundsregeringen med rette har understreget, kan der heller ikke opnås støtte for et andet resultat ved hjælp af den allerede nævnte protokol vedrørende den tyske indenrigshandel.

Sandt at sige har protokollen nemlig kun til formål at fritage Forbundsrepublikken for at anvende fællesskabsretten på den tyske indenrigshandel. Den udstrækker imidlertid ikke EØF-traktatens gyldighedsområde — om man vil dennes territorialhøjhed — til at omfatte DDR; protokollen begrunder hverken umiddelbart eller middelbart DDR's medlemsskab af Det europæiske økonomiske Fællesskab.

Imidlertid vil sagsøgeren i hovedsagen ikke gå så vidt som til at betvivle det rigtige heri. Han er blot af den opfattelse, at forordning nr. 802/68 må fortolkes i lyset af protokollen vedrørende den tyske indenrigshandel, og at det derfor må antages, at varer, der inden for rammerne af den såkaldte interzonehandel forskriftsmæssigt bliver bragt til forbundsrepublikken Tyskland, har deres oprindelse dér. Når der nemlig tales om, at denne handel er »en del af den tyske indenrigshandel«. skal de omhandlede varer behandles, som om de var blevet omsat inden for forbundsrepublikken Tyskland. Deraf kan man også drage den følgeslutning, at disse varer i forordning nr. 802/68's forstand skal betragtes som fremstillet i forbundsrepublikken Tyskland.

Også denne opfattelse har jeg imidlertid svært ved at tilslutte mig.

Som forbundsregeringen og Kommissionen med rette har fremhævet, udtømmer protokollen sin betydning på én gang, derved at den omfatter den tyske indenrigshandel. Dens eneste funktion — og dette medfører sikkert en snæver fortolkning — er at tage hensyn til de særlige forbindelser mellem forbundsrepublikken Tyskland og DDR, dvs. at undgå, at Tysklands deling bliver mere udtalt ved anvendelsen af fællesskabsretten på den tyske indenrigshandel. Derimod ligger den handel, landene i Fællesskabet har med tredjelande, givet uden for protokollens anvendelsesområde. Set under denne synsvinkel vil man strække protokollens betydning for vidt, hvis man af denne vil udlede noget vedrørende området for eksportrestitutioner, som falder uden for rammerne af den tyske indenrigshandel, i særdeleshed hvis man for så vidt angår varers oprindelse i forbindelse med eksportrestitutioner vil forsøge at uddrage den af sagsøgeren hævdede fiktion af protokollen. Så langt rækker formålet med protokollen bestemt ikke.

For det andet er det ved løsningen af nærværende problem vigtigt at undersøge meningen og formålet med restitutionsreglerne inden for rammerne af landbrugets markedsordninger. Som vi allerede har set gentagne gange, indeholder disse markedsordninger prismekanismer, der skal give producenterne af landbrugsvarer visse indkomstgarantier. Dette formål tjener først og fremmest de eksportfremmende foranstaltninger, der indbefatter en afsætningsgaranti, og som ved udførsel til et tredjeland fastsætter et tilskud af fællesskabsmidlerne. Betragtet ud fra denne synsvinkel er det helt forståeligt, at i princippet kun produkter fra Fællesskabet, dvs. fra lande, der deltager i finansieringen af den fælles landbrugspolitik, skal nyde godt af sådanne foranstaltninger. Selv om det ifølge artikel 7 i forordning nr. 177/67 i visse tilfælde tillige er muligt at opnå restitution for importvarer, der naturligvis intet bidrager til fællesskabsproducenternes indkomst, bør det ikke overses, at det i et sådant tilfælde på en måde kun drejer sig om tilbagebetaling af opkrævede afgifter under hensyntagen til et elementært retfærdighedsprincip.

Disse overvejelser er afgørende for løsningen af det problem, som er blevet os forelagt. Derimod kan det ikke — som sagsøgeren mener — være afgørende, at produkter fra DDR, fordi handelen mellem forbundsrepublikken Tyskland og DDR inden for landbrugsområdet foregår på grundlag af fælles priser, for så vidt angår efterspørgsel og udbud udøver samme virkning på markedet som indenlandske produkter. Sådanne betragtninger ville ikke blot se bort fra det formål, som protokollen vedrørende den tyske indenrigshandel begrænser sig til; de ville endvidere på utilstedelig måde ud fra den prisudligning, som gælder for varer fra DDR, og som sikkert kommer producentere i DDR til gode, slutte, at sådanne varers eksport til verdensmarkedet derfor skal fremmes. Selv om de allerede fremførte overvejelser, som giver anledning til en snæver fortolkning af artikel 6 i forordning nr. 177/67 i forbindelse med forordning nr. 802/68, fører til, at det af Finanzgericht Hamburg rejste spørgsmål besvares benægtende, vil jeg dog for fuldstændighedens skyld tage stilling til nogle af de yderligere overvejelser, som sagsøgeren har anstillet.

Således har sagsøgeren i sit skriftlige indlæg fremhævet, at de varer, som importeres fra DDR til forbundsrepublikken Tyskland, er bragt i fri omsætning inden for Fællesskabet, hvilket ifølge artikel 6 i Kommissionens forordning nr. 1041/67 er forudsætningen fór ydelsen af en restitution. Han gør gældende, at man for så vidt angår frie varebevægelser kun skelner mellem varer, der stammer fra medlemsstaterne, og dem, der kommer fra tredjelande. Da dette sidste, dvs. definitionen i EØF-traktatens artikel 10, stk. 1, ikke kommer i betragtning for så vidt angår de fra DDR importerede varer, må det antages, at sådanne varer nødvendigvis må besidde de i artikel 9, stk. 2 anførte egenskaber (»varer med oprindelse i Medlemsstaterne«) og at disse varer således — hvilket især denne bestemmelses franske tekst gør tydeligt — må siges at have oprindelse i en medlemsstat.

Denne argumentation forekommer umiddelbart besnærende. Jeg anser den imidlertid til syvende og sidst ikke for overbevisende. Derved ville man nemlig især overse, at protokollen vedrørende den tyske indenrigshandel, der har samme rang som selve traktaten, hjemler en særordning for de frie bevægelser af varer, der leveres fra DDR til forbundsrepublikken Tyskland. Under denne synsvinkel anser jeg det for yderst betænkeligt udelukkende at løse de problemer, som vedrører sådanne varers oprindelse, ved en henvisning til det i traktatens artikler 9 og 10 indeholdte principielle og generelle system.

Sagsøger forsøger dernæst også at beved en fælles udlægning af artiklerne 6 og 7 i forordning nr. 177/67. I denne forbindelse gør han gældende, at der i forordningen og tilmed i sidste afsnit af dennes betragtninger kun er givet en særlig begrundelse for artikel 7. Deraf må følge, at artikel 6 ikke tjener noget fra artikel 7 uafhængigt markedsordningsformål. Den skal kun sikre, at der ikke ydes restitution, når det drejer sig om varer, der indføres fra tredjelande. Beviset for, at der ikke foreligger den i artikel 7 nævnte udelukkelsesgrund, kan således tilvejebringes ved at godtgøre fællesskabsoprindelsen. Omvendt er det, når en vare ikke falder ind under artikel 7 i forordning nr. 177/67, dermed også bevist, at den har sin oprindelse i Fællesskabet.

Denne fortolkning forekommer mig imidlertid heller ikke overbevisende. Den underkender fuldstændig det i artiklerne 6 og 7 i forordning nr. 177/67 forankrede system. Som Kommissionen med rette har understreget, drejer det sig nemlig ikke om formelle bevisbyrderegler, men derimod om en fastsættelse af de materielle forudsætninger for ydelsen af restitutioner. Derved træder — modsat sagsøgerens opfattelse — det princip i forgrunden, at en restitution kun kommer på tale i forbindelse med sådanne produkter, som stammer fra Fællesskabet. Restitutionerne bortfalder derimod principielt for varer fra tredjelande; for disse kan der højst blive tale om en eksportlettelse i form at tilbagebetaling af opkrævede importafgifter. Ved denne fortolkning bliver det uden videre klart, at man ikke ved at bevise, at der ikke foreligger nogen import fra et tredjeland, samtidig godtgør, at varen har sin oprindelse i Fællesskabet.

Endelig fæster jeg heller ikke så megen lid til den af sagsøgeren subsidiært fremsatte anskuelse, at der er et hul i forordning nr. 177/67 for så vidt angår varer, der kommer fra DDR. og som bliver leveret til forbundsrepublikken Tyskland, og at man derfor må overveje en analog anvendelse af artikel 7 i denne forordning. Denne opfattelse kan man ikke følgrunde det af ham anbefalede resultat ge, idet koncipisterne af forordning nr. 177/67 kendte protokollen vedrørende den tyske indenrigshandel og var klar over den særlige stilling for varer, der fra DDR blev bragt til forbundsrepublikken Tyskland. Der kan faktisk heller ikke være tale om noget hul i systemet, hvorimod man kan hævde det standpunkt, at forordningen om kriterierne for ydelse af restitutioner danner er fuldstændigt klart og sluttet system. Herefter ydes der kun restitutioner ved udførsel af varer, der stammer fra Fællesskabet,' såvel som ved eksport af produkter fra tredjelande, såfremt de er blevet pålagt importafgift.

Denne ordning er i øvrigt heller ikke — som sagsøgeren har anført, under den mundtlige forhandling — udtryk for nogen forskelsbehandling, idet der ydes restitutioner ved genudførslen af varer fra DDR til andre medlemsstater. Faktisk er en sådan forskellig behandling berettiget, fordi de andre medlemsstater opkræver importafgifter for varer, der kommer fra DDR. Det forhold, at sådanne afgifter bliver tilbagebetalt, kan utvivlsomt ikke ligestilles med ydelsen af en eksportstøtte af fællesskabsmidler eller eventuelt af nationale midler, hvilken sagsøgeren ved udførsel af de DDR-produkter, der er blevet bragt til forbundsrepublikken Tyskland alene anser for rigtig, for så vidt der ved leveringen af disse varer til forbundsrepublikken Tyskland sker en prisudligning.

I overensstemmelse med forbundsregeringen og Kommissionen foreslår jeg derfor, at de af Finanzgericht Hamburg stillede spørgsmål besvares som følger:

Artikel 6, stk. 1 og artikel 7 i forordning nr. 177/67 såvel som artikel 4, stk. 1 og stk. 2 d) i forordning nr. 802/68 i forbindelse med protokollen vedrørende den tyske indenrigshandel og de dermed forbundne problemer skal fortolkes således, at der ikke for produkter i den betydning, der er forudsat i artikel 1, stk. 1 i forordning nr. 121/67, og som afgiftsfrit er blevet bragt fra DDR til forbundsrepublikken Tyskland inden for rammerne af den tyske indenrigshandel, ydes eksportrestitution ved udførsel fra forbundsrepublikken Tyskland til et tredjeland.

( 1 ) – Oversat fra tysk.