A —

Over sagens faktiske omstændigheder, klagernes genstand og parternes indlæg har den refererende dommer udarbejdet følgende rapport til den mundtlige forhandling:

1.

Sagsøgerne, der er tjenestemænd ved De europæiske Fællesskabers institutioner, er som følge af deres indgåelse af ægteskab og i henhold til tjenestemandsvedtægtens bilag VII, artikel 4, stk. 3, således som denne bestemmelse var udformet, før den blev ophævet af Rådets forordning nr. 558/73 af 26. februar 1973 (EFT nr. L 55 af 28. februar 1973, s. 1), blevet frataget eller nægtet udlandstillæg i henhold til beslutninger truffet af de institutioner, som de er knyttet til.

Ved domme af 7. juni 1972 i sagerne nr. 20 og 32/71 (Sabbatini mod Europa-Parlamentet og Bauduin mod Kommissionen, Rec. 1972, ss. 345 og 363) har Domstolen givet udtryk for, at nævnte artikel 4, stk. 3, i vedtægtens bilag VII medførte en vilkårlig lønforskel blandt tjenestemænd, idet den gjorde de pågældende tjenestemænds ret til at bibeholde udlandstillægget efter indgåelse af ægteskab betinget af, at de opnåede betegnelsen familieforsørger, således som dette begreb dengang var defineret. Som følge heraf statuerede Domstolen, at de beslutninger, hvorved fru Sabbatini-Bertoni og fru Bauduin-Chollet var blevet frataget deres udlandstillæg, savnede lovhjemmel, og de blev følgelig annulleret.

Som følge af disse domme har de sagsøgte parter indrømmet samtlige sagsøgerne udlandstillæg med virkning fra 1. juli 1972.

Mellem den 25. juli 1972 og den 14. november 1972 indgav sagsøgerne klager ad tjenestevejen med henblik på at opnå betaling af de skyldige udlandstillæg. De perioder, for hvilke sagsøgerne fremsætter krav, har vidt forskellig varighed, idet den længste går tilbage til februar måned 1953 og den korteste til februar måned 1972.

Klagerne er direkte eller indirekte blevet afvist af de sagsøgte parter.

2.

Ved stævninger indleveret på Domstolens justitskontor mellem den 27. februar og den 23. maj 1973 har sagsøgerne begæret, at Domstolen statuerer, at der skal betales udlandstillæg regnet fra det tidspunkt, hvor dette blev dem frataget eller nægtet, indtil det på ny blev tildelt dem, og for så vidt det er nødvendigt, annullerer de sagsøgtes beslutninger, der fratog eller nægtede dem dette tillæg.

3.

Ved skriftlige indlæg, indleveret mellem 5. april 1973 og den 26. juni 1973, har de sagsøgte gjort indsigelser vedrørende klagernes antagelse til realitetsbehandling og har i henhold til procesreglementets artikel 91 anmodet Domstolen om at tage stilling til disse formalitetsindsigelser uden at behandle realiteten.

4.

Ved skriftlige indlæg, indleveret mellem den 14. juni 1973 og den 23. juli 1973, har sagsøgerne bestridt, at indsigelserne mod søgsmålenes antagelse til realitetsbehandling har fornødent grundlag.

5.

Ved kendelser af 19. marts, 21. marts, 27. marts og 30. maj 1973 har Domstolen efter at have hørt generaladvokaterne besluttet at henvise sagerne 28 — 32, 52 og 53, 57 — 104, 116 og 117, 132 samt 135 — 137/73 til anden afdeling.

6.

Ved kendelser af 11. april og 30. juli 1973 har Domstolen (anden afdeling) på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at forene sagerne med henblik på den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

7.

Domstolen (anden afdeling) har på grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten besluttet at åbne den mundtlige forhandling vedrørende formalitetsindsigelsen uden forudgående bevisførelse.

B —

Efter den ovenfor gengivne retsmøderapport fulgte den mundtlige forhandling den 27. september og den 15. november 1973.

Sagsøgerne har alle været repræsenteret af advokat Grégoire bortset fra sagsøgeren i sag nr. 137/73, der har været repræsenteret af advokat Chomé og advokat Haas, Bruxelles; Rådet har været repræsenteret af sin juridiske rådgiver, Lesort, Kommissionen af sin juridiske rådgiver, Griesmar, og Parlamentet af generalsekretær Nord, bistået af advokat Bonn.

I retsmødet har de tre institutioner fastholdt deres påstande om, at samtlige søgsmål afvises. De henviser særlig til dommen af 8. februar 1973 i sag nr. 56/72 (Goeth mod Kommissionen, Domssamlingen 1973, s. 181), hvor Domstolen har bekræftet den praksis, hvorefter søgsmål, der anlægges efter fristers udløb, ikke kan antages til realitetsbehandling.

Mod sagsøgernes opfattelse, at der med begæringerne er tale om en særskilt klageadgang, har institutionerne indvendt, at alene EØF-traktatens artikel 179 kan udgøre det retlige grundlag for klagerne. I henhold til denne bestemmelse skal imidlertid de begrænsninger og betingelser, der er fastsat i vedtægten, anvendes i enhver tvist mellem Fællesskabet og dets ansatte. Følgelig kan alene vedtægtens artikler 90 og 91 finde anvendelse i nærværende sag.

I øvrigt har klagernes krav pa betaling på ingen måde været fremsat som et krav på skadeserstatning. I hvert fald er et søgsmål på grundlag af EØF-traktatens artikler 178 og 215 en formel fejl, for så vidt der med støtte i artikel 178 søges opnået et resultat, der kun kan nås i medfør af artiklerne 173 og 179.

Efter institutionernes opfattelse kan det ikke alvorligt fremføres, at de fremgangsmåder, der er foreskrevet i vedtægtens artikel 25, er obligatoriske, hvor der i henhold til vedtægten er tale om rent automatisk og regnskabsmæssig at anvende præcise vedtægtsregler, som ikke levner plads for noget subjektivt skøn.

De har i øvrigt anført, at vedtægtens artikel 90, stk. 2 bestemmer, at den administrative klage, såfremt den senere retslige klage skal kunne antages til realitetsbehandling, må være indgivet inden 3 måneder regnet fra »den dag, afgørelsen meddeles modtageren og i alle tilfælde senest den dag, den pågældende får kendskab til den«.

Imidlertid kan der ikke været tvivl om, at sagsøgerne har haft kendskab til bortfaldet af deres udlandstillæg tidligere end 3 måneder før deres administrative klager. I så henseende henviser institutionerne til Domstolens domme af 8 maj 1973 og af 30. maj 1973 i sag nr. 33/72 og sag nr. 36/72 (Gunella mod Kommissionen og Meganck mod Kommissionen, Domssamlingen 1973, s. 475 og s. 527).

Med hensyn til den argumentation, der er fremført angående fremkomsten af nye omstændigheder, som på ny kan få klagefristerne til at løbe, har institutionerne henvist til Domstolens praksis, særlig i dommen af 17. juni 1965 i sag nr. 43/64 (Muller mod Rådet, Rec. 1965, s. 500), ifølge hvilken en dom kun udgør en ny omstændighed for de personer, der direkte er berørt af den annullerede akt. Da søgsmålsgrundene er identiske, må løsningen i nærværende tilfælde også blive den samme. Denne løsning stemmer i øvrigt overens med de principper, der mere eller mindre ubetinget anerkendes i de forskellige medlemsstaters retssystemer.

I øvrigt har institutionerne understreget, at dommene i sagerne Sabbatini og Bauduin ikke har statueret nogen annullation som følge af, at den tilgrundliggende regel, dvs. artikel 4, stk. 3 i vedtægtens bilag VII, var ulovlig. Annul-lationen vedrørte kun dens anvendelse i individuelle beslutninger. Når en indsigelse om ulovlighed tages til følge, bevirker annullationen af den konkrete afgørelse principielt aldrig, at den tilgrundliggende akt annulleres. Man kan ikke ud fra en udtalelse om, at en lovregel ikke kan finde anvendelse, slutte, at denne lovregel er annulleret med tilbagevirkende kraft, og tillægge denne ugyldighed de virkninger, som i den grad er stridende mod al tidligere retspraksis, at den skulle medføre annullation af konkrete beslutninger, der ikke er anfægtet rettidigt. Den formelle annullation af artikel 4, stk. 3 i bilag VII fandt i virkeligheden sted ad lovgivningsvejen, idet den blev ophævet ved forordning nr. 558/73 af 26. februar 1973 (EFT nr. L 55, s. 1) men kun med tilbagevirkende gyldighed til 1. juli 1972.

De administrative beslutninger om på ny fra 1. juli 1972 at tildele udlandstillæg var kun en foregribelse af de ventede nye regler, som faktisk blev udstedt ved den forannævnte forordning. Enhver anden fortolkning må afvises.

Med hensyn til anbringendet om, at artikel 4, stk. 3 skal betragtes som en nullitet, har institutionerne indvendt, at man til støtte herfor kun med føje kan påberåbe sig, at der mangler et vigtidt led ved aktens tilblivelse, eller at der har foreligget en mangel, således at det tydeligt fremgår af akten, at den ikke kan betragtes som en anvendelse af en lov eller en tilsvarende generel regel. Der kan følgelig ikke tales om nullitet i nærværende sag.

Institutionerne har gjort opmærksom på, at udtrykket familieforsørger, der var omtvistet i dommene Sabbatini og Bau-duin, i årenes løb har undergået en udvikling i de nationale lovgivninger og ligeledes i den retlige og sociale opfattelse i almindelighed.

Sagsøgerne har videre gjort gældende, at der foreligger en tjenestefejl, der berettiger et krav på godtgørelse, og har i denne forbindelse henvist til den praksis, der er skabt ved dom af 13. juli 1972 i sag nr.79/71 (Heinemann mod. Kommissionen, Rec. 1972, s. 579).

De har i øvrigt bemærket, at det ved dommene i sagerne Sabbatini og Bauduin blev fastslået, at artikel 4, stk. 3 i bilag VII var ulovlig, for så vidt den indebar en vilkårlig forskelsbehandling af tjenestemændene. Det var imidlertid i medfør af denne vedtægtsbestemmelse, at udlandstillægget i sin tid blev frataget sagsøgerne. Denne fratagelse er således foretaget i medfør af en bestemmelse, der er erklæret ulovlig, og som af denne grund må anses for aldrig at have eksisteret og aldrig at kunne have haft retsvirkninger. I øvrigt står det fast, at sagsøgerne til trods for deres ægteskab altid har opfyldt de retlige betingelser for tildeling af tillægget. Sagsøgerne rejser det spørgsmål, om det i grunden ikke her drejer sig om en ny omstændighed. Ifølge sagsøgerne har en udtalelse om, at en retsregel er ulovlig, nødvendigvis virkning over for alle og enhver, selv om udtalelsen findes i en doms præmisser, men i en præmis, der er uløseligt forbundet med den annullerende domskonklusion, og som er det nødvendige grundlag for denne.

Sagsøgeren i sag nr. 137/73 har gjort gældende, at ordningen i henhold til EØF-traktatens artikler 173, 174 og 184 i visse særlige tilfælde også tillader søgsmål, hvor ugyldigheden er en nullitet.

Da betingelserne for annullationssøgsmål grundet ulovlighed er særdeles strikte, er det, når ulovligheden er særligt grov, uomgængeligt nødvendigt at kunne henvise til, at ugyldigheden er en nullitet i modsætning til den ugyldighed, der er omhandlet i traktatens artikel 174. Sagsøgeren er af den opfattelse, at den omstridte bestemmelse må betegnes som en nullitet. Traktatens artikel 119 udtrykker indirekte et forbud mod på ny at indføre forskelsbehandling; krænkelsen af en præcist formuleret bestemmelse i EØF-traktaten må beskrives som en ganske ubeføjet akt, hvis virkninger alle må ophæves.

C —

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. december 1973.

1

Ved klager, indleveret på Domstolens justitskontor mellem den 27. februar og 23. maj 1973, har sagsøgerne i medfør af tjenestemandsvedtægtens bilag VII, artikel 4, stk. 3 krævet betaling af skyldige udlandstillæg fra det tidspunkt, hvor disse blev dem frataget eller nægtet, indtil de igen blev udbetalt;

2

ved klagerne nedlægges i øvrigt i det omfang det er nødvendigt påstand om annullation af de sagsøgtes beslutninger om at fratage eller nægte sagsøgerne udlandstillæg og af de beslutninger, hvorved deres klager vedrørende tillægget for perioden før 1. juli 1972, blev afvist.

3

Under skriftsvekslingen har de sagsøgte i henhold til procesreglementets artikel 91 rejst indsigelse mod, at sagerne antages til realitetsbehandling, idet de har gjort gældende, at klagerne er indgivet for sent, eftersom de ikke er indleveret i henhold til reglerne i tjenestemandsvedtægtens artikler 90 og 91;

4

i henhold til artikel 91 kan en klage til Domstolen kun antages til realitetsbehandling, såfremt ansættelsesmyndigheden tidligere har modtaget en klage efter artikel 90, stk. 2 og inden for de heri angivne frister;

5

i henhold til artikel 90 skal enhver klage mod en akt, der indeholder et klagepunkt, indbringes for ansættelsesmyndigheden inden 3 måneder regnet fra den dag, afgørelsen meddeles modtageren, og i alle tilfælde senest den dag, den pågældende får kendskab til den;

6

en simpel sammenligning af tidspunkterne for bortfald eller nægtelse af udlandstillægget og klagerne viser, at disse ikke kan antages til realitetsbehandling, eftersom de er indleveret efter udløbet af de frister, der er fastsat i vedtægtens artikler 90 og 91.

7

Sagsøgerne har indvendt, at klagerne først og fremmest sigter på udbetaling af skyldige beløb, og at disse må udgøre som en særskilt klageadgang, der ikke er omfattet af fristerne i vedtægtens artikler 90 og 91.

8

De omhandlede klager tilsigter i realiteten en annullation af de sagsøgte institutioners beslutninger og støtter sig på disse beslutningers påberåbte ulovlighed;

9

i ingen af de stævninger, der ligger til grund for sagen, har den krævede betaling været fremført som et krav på erstatning for skader, forvoldt af institutionerne ;

10

selv om sagsøgerne virkelig har haft til hensigt at kræve erstatning for tab, som institutionerne har forvoldt under udførelse af deres tjeneste, fremtræder et sådant krav i nærværende tilfælde som grundet i den påståede ulovlighed af institutionernes beslutninger og kan således ikke udskilles fra et annullationssøgsmål;

11

klagerne må altså udelukkende henføres til EØF-traktatens artikel 179, der bestemmer, at Domstolen har kompetence til at afgøre alle tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte med de begrænsninger og på de betingelser, som fremgår af de vilkår, der gælder for dets ansatte;

12

fristerne i vedtægtens artikler 90 og 91 finder således anvendelse på klagerne;

13

følgelig må denne søgsmålsgrund forkastes.

14

En del af sagsøgerne har anført, at fristerne for deres vedkommende ikke er begyndt at løbe, idet de oprindelige beslutninger om ophævelse eller nægtelse af udlandstillægget ikke var blevet dem forskriftsmæssigt meddelt i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 25;

15

disse sagsøgere har ment, at de kun ved læsning af deres lønsedler har kunnet erhverve kendskab til, at tillægget var blevet dem frataget eller nægtet, uden at der i øvrigt herom var fremkommet nogen udtrykkelig og begrundet skriftlig meddelelse;

16

en lønseddel kan ifølge disse sagsøgere ikke betragtes som en beslutning i den betydning, der er forudsat i vedtægtens artikel 25.

17

Det er ubestridt, at sagsøgerne har haft kendskab til de oprindelige beslutninger, hvorved udlandstillægget for deres vedkommende blev ophævet eller afslået, mere end 3 måneder før de indgav deres administrative klage;

18

den meddelelse, der indeholdes i den månedlige lønseddel, bevirker, at klagefristerne begynder at løbe, såfremt den trufne beslutning klart fremgår af lønsedlen;

19

denne betingelse er opfyldt i nærværende tilfælde;

20

denne søgsmålsgrund må følgelig forkastes.

21

Endelig har sagsøgerne fremført forskellige argumenter for at godtgøre, at klagefristerne i hvert fald for deres vedkommende på ny er begyndt at løbe;

22

en af sagsøgerne har i denne henseende støttet sig på, at bestemmelsen i vedtægtens bilag VII, artikel 4, stk. 3 frembyder en så udtalt ulovlighed, at den må betragtes som en »nullitet«;

23

såfremt det fastslås, at en regel ikke eksisterer, bør dette bevirke, at den forældelse, der er en følge af, at fristerne er udløbet, ophæves for denne sagsøgers vedkommende;

24

i samme øjemed har samtlige sagsøgere anført, at der er fremkommet visse »nye omstændigheder«;

25

der skal således være fremkommet en ny omstændighed ved Domstolens domme af 7. juni 1972 i sag nr. 20/71, Sabbatini mod Europa-Parlamentet, og i sag nr. 32/71, Bauduin mod Kommissionen;

26

disse dommes annullation af de konkrete beslutninger skulle ifølge sagsøgerne være begrundet i, at vedtægtens bilag VII, artikel 4, stk. 3 var ulovlig;

27

sagsøgernes udlandstillæg er imidlertid blevet ophævet eller afslået i medfør af denne bestemmelse, der blev kendt ulovlig;

28

endnu en ny omstændighed skulle være fremkommet ved de beslutninger, som de sagsøgte institutioner har truffet som følge af Domstolens domme med henblik på fremover — eller på ny — at tildele sagsøgerne udlandstillægget fra 1. juli 1972;

29

disse beslutninger kan ifølge sagsøgerne karakteriseres som en almindelig ændring af administrationens praksis og således udgøre en ny omstændighed.

30

Som følge af Domstolens domme af 7. juni 1972 og institutionernes beslutninger, først til fordel for de pågældende sagsøgere og dernæst til fordel for samtlige tjenestemænd, samt de ændringer, der er indført i vedtægten for de ansatte, er princippet om den lige behandling af tjenestemændene, der skal anvendes ved tildeling af udlandstillæg til kvindelige tjenestemænd, ikke længere bestridt ;

31

søgsmålene er udelukkende rettet mod betaling til sagsøgerne af skyldige udlandstillæg for tiden før de nævnte beslutninger;

32

spørgsmålet om, hvorvidt klagerne kan antages til realitetsbehandling, må følgelig bedømmes ud fra hensynet til retssikkerheden, der er en nødvendig forudsætning for fællesskabsinstitutionernes gnidningsløse funktion, og som ligger til grund for fastsættelsen af klagefrister i vedtægtens artikel 91.

33

Man kan på ingen måde betegne artikel 4, stk. 3 i vedtægtens bilag VII som »nullitet«, idet den er udgået fra den kompetente myndighed og truffet i overensstemmelse med den fremgangsmåde og i de former, der er fastsat i traktaterne.

34

Ved »nye omstændigheder« har sagsøgerne først og fremmest forstået det forhold, at artikel 4, stk. 3 i vedtægtens bilag VII fremstår som mangelfuld som følge af dommene af 7. juni 1972 og derfor ugyldig fra vedtægtens ikrafttræden;

35

for det andet har sagsøgerne anvendt denne betegnelse på de beslutninger, som de sagsøgte har truffet med hensyn til dem som følge af Domstolens nævnte afgørelser, idet disse beslutninger skulle have den virkning, at nævnte vedtægts-bestemmelse blev anset for ugyldig med tilbagevirkende kraft.

36

Dommene af 7. juni 1972 har kun materiel retskraft for parterne i de pågældende sager;

37

det bør derfor yderligere bemærkes, at dommene ikke har kunnet annullere den omhandlede retsakt i medfør af artikel 174, stk. 1, men at de simpelthen har fastslået, at denne bestemmelse ikke har kunnet finde anvendelse, hvorfor de konkrete beslutninger, der var truffet på dette grundlag, er blevet annulleret;

38

under disse omstændigheder kan de nævnte domme ikke påberåbes af parterne, der har undladt i rette tid at udnytte de klagemuligheder, som vedtægten og traktaten giver dem.

39

Den almindelige ændring af den administrative praksis, der fulgte efter de nævnte domme, må under hensyn til sagens omstændigheder betragtes som en forhåndsanvendelse af en formel ændring af tjenestemandsvedtægten og kan ikke danne grundlag for på ny at rejse tvivl om en tidligere situation, der var en følge af de beslutninger, der var truffet vedrørende sagsøgerne, og som blev endelige ved klagefristernes udløb.

40

Disse søgsmålsgrunde må følgelig forkastes;

41

det fremgår af det foregående, at klagerne er indgivet for sent, hvorfor de må afvises.

42

Sagsøgerne har ikke fået medhold;

43

i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2 dømmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger;

44

i henhold til procesreglementets artikel 70 bærer institutionerne imidlertid selv de af dem afholdte udgifter i sager vedrørende ansatte ved Fællesskaberne.

På grundlag af disse præmisser,

under henvisning til procesdokumenterne;

efter at have hørt den refererende dommers rapport;

efter at have hørt parternes mundtlige indlæg;

efter at have hørt generaladvokatens forslag til afgørelse;

under henvisning til protokollen vedrørende statutten for Domstolen;

under henvisning til vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber, særlig dennes artikler 25, 90 og 91;

under henvisning til procesreglementet for De europæiske Fællesskabers Domstol, særlig dettes artikler 69, 70 og 91,

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (anden afdeling)

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand: