DOMSTOLENS DOM

AF 11. APRIL 1973 ( 1 )

Michel S.

mod Fonds national de reclassement social des handicapés

anmodning om præjudiciel afgørelse, indgivet af Tribunal du Travail, Bruxelles

»Arbejdskraftens frie bevægelighed«

Sag 76/72

   

   

Sammendrag

  1. Præjudicielle spørgsmål – Domstolens kompetence – Grænser

    (EØF-traktatens artikel 177)

  2. Handicappede arbejdstagere – Arbejdsevne – Revalidering – Fordele omhandlet i fællesskabsbestemmelser – Begreb – Foranstaltninger fastsat ved national lovgivning – Anvendelse af artiklerne 7 og 12 i forordning nr. 1612/68

  1.  Når Domstolen træffer afgørelse i medfør af artikel 177, er den ikke kompetent til at anvende fællesskabsregelen på et konkret tilfælde og følgelig heller ikke til at bedømme en bestemmelse i national ret i relation til denne regel. Den kan imidlertid forsyne en national domstol med sådanne fortolkningsmomenter vedrørende fællesskabsretten, som kan være nyttige for denne ved vurderingen af nævnte bestemmelses virkninger. (EØF-traktatens artikel 177).

  2.  Bestemmelserne i artikel 7 i Rådets forordning (EØF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 (EFT-specialudgave 1968 (II), s. 467; original reference JO nr. L 257, s. 2) omfatter foranstaltninger fastsat ved national lovgivning med henblik på at give handicappede arbejdstagere mulighed for at genvinde deres arbejdsevne. Imidlertid er der i denne artikel tale om fordele, som, idet de knytter sig til arbejdet, skal komme arbejdstagerne selv til gode, hvorimod det er udelukket at yde fordele til medlemmer af disses familier efter artikel 7.

    Artikel 12 i forordning (EØF) nr. 1612/68 omfatter foranstaltninger fastsat ved national lovgivning, som giver de handicappede mulighed for at genvinde eller forbedre deres arbejdsevne, og tilsigter således vejledning, uddannelse, revalidering og omskoling af disse handicappede.

    Anvendelsen af de nævnte artikler 7 og 12 på en national lovgivning udelukkes ikke derved, at denne omfatter samtlige handicappede og ikke kun dem, som er arbejdstagere eller børn af arbejdstagere.


( 1 ) – Processprog: Fransk.