—

det statueres, at forbundsrepublikken Tyskland har undladt at rette sig efter Kommissionens beslutning af 17. februar 1971 (71/121/EØF), for så vidt Forbundsrepublikken efter den 24. februar 1971 i henhold til artikel 32 i loven om tilspasning og sanering af tyske kulminer og mineområder (Kohlegesetz) har ydet præmier for investeringer foretaget efter den 1. januar 1970 i delstaten Nordrhein-Westfalen uden for følgende byer og Landkreise: Aachen (Landkreis), Beckum (Landkreis), Bottrop, Castrop-Rauxel, Dortmund, Ennepe-Ruhr (Landkreis), Erkelenz (Landkreis), Essen, Gladbeck, Herbede, Herne Lüdinghausen (Landkreis), Lünen, Moers (Landkreis), Oberhausen, Recklinghausen, Recklinghausen (Landkreis), Tecklenburg (Landkreis), Unna (Landkreis), Wanne-Eickel og Wattenscheid;

—

det statueres, at forbundsrepublikken Tyskland er forpligtet til at kræve tilbagebetaling af præmier bevilget efter den 24. februar 1971, medmindre de pågældende investeringer har været begyndt før den 21. august 1970, eller ansøgningen om udstedelse af den i artikel 32, stk. 2 i »Kohlegesetz« omhandlede licens har været indgivet før den 21. august 1970;

—

det pålægges sagsøgte at afholde sagens omkostninger.

—

spørgsmålet afvises fra realitetsbehandling, subsidiært: sagsøgte frifindes;

—

det pålægges sagsøgeren at afholde sagens omkostninger.

a)

Kommissionens beslutning af 17. februar 1971 er udtrykkeligt støttet på EØF-traktatens artikel 93, stk. 2; som følge af de omstændigheder, hvorunder den er truffet, kan den kun anses for en beslutning i denne bestemmelses forstand; Kommissionen selv betragtede ikke på daværende tidspunkt forlængelsen af den i artikel 32 i »Kohlegesetz« fastsatte støtteordning som en ændring af en allerede eksisterende støtteforanstaltning i artikel 93, stk. 3's forstand. Det drejer sig altså om et tilfælde, hvor denne artikels stk. 2 kommer til anvendelse.

b)

Det er en ufravigelig forudsætning for en beslutning, truffet af Kommissionen i henhold til artikel 93, stk. 2, at der fastsættes en frist, inden for hvilken den pågældende medlemsstat skal ophæve eller ændre den støtteforanstaltning, der betragtes som uforenelig med fællesmarkedet. At fastsættelsen af en frist er nødvendig, fremgår utvetydigt af selve ordlyden;

kun derved muliggøres den i artikel 93, stk. 2, 3. afsnit hjemlede klage til Rådet; dette berettiger den beføjelse, der som en undtagelse fra artikel 169 er tillagt Kommissionen, til at indbringe en medlemsstats ikke-overholdelse direkte for Domstolen: den ufravigelige forudsætning for et søgsmål på grundlag af artikel 93, stk. 2 er medlemsstatens manglende opfyldelse af sin pligt inden udløbet af den fastsatte frist.

Beslutningen af 17. februar 1971 indeholder imidlertid ingen frist; Kommissionen kan ikke gøre gældende, at den ved at kræve, at Forbundsrepublikken »uopholdeligt« træffer de foreskrevne foranstaltninger, har fastsat en frist. Efter almindelig sprogbrug betegner dette begreb en frist udtrykt i bestemte tidsenheder; således må det også i henhold til Rådets forordning nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT specialudgave 1971 (II), s. 311; original reference JO nr. L 124, s. 1) forstås i fællesskabsretten.

Fastsættelsen af en frist var i det foreliggende tilfælde nødvendig: Kommissionens beslutning bestemmer ikke de kriterier, på grundlag af hvilke de i »Kohlegesetz« artikel 32 omhandlede støtteydelser kunne være fortsat på legal måde, og der gik næsten en år, før kriterierne for beslutningens geografiske anvendelsesområde blev defineret og vedtaget af Kommissionen i forståelse med Forbundsrepublikkens regering; i øvrigt havde det været umuligt fra den ene dag til den anden at ændre praksis med hensyn til støtteordningen og tillempe den til Kommissionens beslutning.

Over for påberåbelsen af den manglende fastsættelse af en frist kan det ikke gøres gældende, at retten til denne indsigelse skulle være bortfaldet. Det er irrelevant, at den omtvistede beslutning ikke længere kan anfægtes; det drejer sig ikke om at anfægte dens gyldighed, men om at undersøge, om den frist, der ifølge artikel 93, stk. 2 er en ufravigelig betingelse for et søgsmål, var fastsat og udløbet. I øvrigt kan man ikke, fordi Forbundsrepublikken principielt har været rede til at efterkomme beslutningen efter sin egen fortolkning, deraf drage den slutning, at den ville give afkald på at påberåbe sig den manglende fastsættelse af den frist.

Som følge af ordlyden af konklusionen i og retsgrundlaget for Kommissionens beslutning kan der ikke være tale om at fortolke denne, som om den var en beslutning truffet i henhold til artikel 93, stk. 2. Under alle omstændigheder gælder den på artikel 93, stk. 2 støttede indsigelse også, hvis beslutningen skal betragtes som truffet i henhold til artikel 93, stk. 2 i forbindelse med artikel 93, stk. 3. Ved manglende overholdelse af undladelsesforpligtelsen i henhold til denne sidste bestemmelse kan Kommissionen for det første ved beslutning pålægge den omhandlede medlemsstat med virkning for fremtiden helt eller delvis at ophæve den støtteforanstaltning, der er indført uden forudgående godkendelse, for det andet kan den gå frem efter reglerne om overtrædelse af Traktaten. I det første tilfælde træffer den sin beslutning under udøvelse af den beføjelse, som er tillagt den ved artikel 93, stk. 1; for så vidt angår den fremgangsmåde, der gælder for beslutningens vedtagelse, henviser artikel 93, stk. 3 til artikel 93, stk. 2: denne henvisning medfører ligeledes på bindende måde, at der for så vidt angår den beslutning, der skal træffes af Kommissionen, skal fastsættes en frist. I det andet tilfælde handler Kommissionen inden for rammerne af sin almindelige opgave med hensyn til kontrol af medlemsstaternes overholdelse af deres forpligtelser og på grundlag af artiklerne 169 ff.; den skal derfor overholde den fremgangsmåde, som artikel 169 bindende foreskriver. I begge tilfælde kan Kommissionen kun indlede en retsforfølgning under forudsætning af, at der er givet den pågældende medlemsstat en frist til at ophæve de traktatstridige støtteforanstaltninger.

c)

Beslutningen af 17. februar 1971 har, således som Kommissionen nu fortolker den, haft til formål at konstatere den traktatstridige ændring af en støtteforanstaltning og midlertidigt at forbyde forbundsrepublikken Tyskland enhver ydelse af investeringspræmier; den har således omfattet konstateringen af et traktatbrud og et midlertidigt, tidsbegrænset forbud mod støtteforanstaltninger. Kommissionen er imidlertid ifølge EØF-traktatens artikel 169 ikke kompetent til ved en beslutning at konstatere et traktatbrud begået af en medlemsstat; denne konstatering er forbeholdt Domstolen. I øvrigt indeholder Traktatens artikel 93, stk. 2 ingen hjemmel for Kommissionen til for tiden indtil undersøgelsesprocedurens afslutning, som en art foreløbig retsafgørelse, at forbyde ydelsen af støtte.

d)

Den anden påstand i sagen må afvises fra realitetsbehandling, også fordi den går ud på, at Forbundsrepublikken dømmes til at gennemføre bestemte nationalretlige foranstaltninger, hvilket strider . mod EØF-traktatens artikel 171. Ifølge denne bestemmelse må Domstolen indskrænke sig til at fastslå, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, som påhviler den i henhold til Traktaten; det tilkommer derefter staten at drage konsekvenserne af dommen og gennemføre de nødvendige foranstaltninger med henblik på at bringe ikke-overholdelsen til ophør. Artikel 171 tillader ikke Domstolen at foreskrive en medlemsstat de foranstaltninger, den bør træffe som følge af den konstaterede krænkelse af fællesskabsretten; navnlig kan Domstolen ikke dømme Forbundsrepublikken til at tilbagesøge den støtte, der påstås at være ydet i strid med fællesskabsreglerne. Artikel 171 kommer til anvendelse i den foreliggende sag: artikel 93, stk. 2, 2. afsnit hjemler alene en fravigelse af artiklerne 169 og 170.

a)

Forlængelsen med to år af den oprindelige støtteperiode fastsat i artikel 32 i »Kohlegesetz« udgør uden tvivl en ændring af en støtteforanstaltning i artikel 93, stk. 3's forstand. I anledning af denne i august 1969 gennemførte ændring indledte Kommissionen den i artikel 93, stk. 2 nævnte fremgangsmåde, ikke, som det kræves ifølge artikel 93, stk. 3, 2. pkt. uopholdeligt, men først i juli 1970. Denne forsinkelse skyldtes, at Kommissionen ikke var i besiddelse af nøjagtige oplysninger, som kunne tale for forlængelsen af støtteperioden; da den ikke kunne få disse oplysninger fra forbundsrepublikken Tyskland, besluttede den at indlede en fremgangsmåde efter artikel 93, stk. 2 og, ved beslutning af 17. februar 1971, at foranledige den ikke-selektive ydelse af investeringspræmier bragt til ophør, indtil en selektiv anvendelse af denne ordning kunne gennemføres. Den omtvistede beslutning må altså betragtes som en beslutning, der sigter på ændring af en eksisterende støtteforanstaltning i artikel 93, stk. 2, 1. afsnit's forstand.

Denne retlige kvalifikation har imidlertid ingen betydning for spørgsmålet om sagens antagelse til realitetsbehandling: selv i tilfælde af beslutninger, der angår eksisterende støtteforanstaltninger, kan Kommissionen umiddelbart indbringe sagen for Domstolen i overensstemmelse med artikel 93, stk. 2, 2. afsnit. Det er derfor irrelevant, om beslutningen støttes alene på artikel 93, stk. 2 eller på denne bestemmelse sammenholdt med artikel 93, stk. 3.

I hvert fald kan Kommissionen i tilfælde af krænkelse af pligten til underretning efter artikel 93, stk. 3 ikke kun kræve, at den pågældende medlemsstat ændrer den retstridige støtteforanstaltning for fremtiden. En sådan fortolkning ville begunstige den medlemsstat, som satter sig ud over sine forpligtelser ved at etablere fuldbyrdede kendsgerninger, i forhold til den, som ved at underrette Kommissionen i god tid gør det muligt for denne ved indledning af fremgangsmåden efter artikel 93, stk. 2 at forhindre den påtænkte indførelse eller ændring af støtteforanstaltningen.

b)

Det kan i virkeligheden ikke påstås, at beslutningen af 17. februar 1971 ikke indeholder nogen frist. Artikel 93, stk. 2, 1. afsnit indeholder ingen bestemmelse vedrørende længden af den frist, som Kommissionen giver den pågældende medlemsstat til at ophæve eller ændre en støtteforanstaltning, som er uforenelig med fællesmarkedet — navnlig forpligter den ikke Kommissionen til at fastsætte en frist udtrykt i bestemte tidsenheder. Fristen bør tilpasses kravene i det enkelte tilfælde. EØF-traktatens artikel 155 pålægger Kommissionen at overvåge, at ulemperne ved den varige ydelse af en med fællesmarkedet uforenelig støtte forbliver så begrænsede som muligt; den skal give fristen i artikel 93, stk. 2, 1. afsnit en varighed, der på samme tid er så lang, som det er nødvendigt, og så kort, som det er muligt. Når medlemsstaten er i stand til at efterkomme beslutningen ved hjælp af en intern, administrativ retsakt, skal Kommissionen kræve, at den uopholdeligt opfylder denne forpligtelse. Det er det, den har gjort i det foreliggende tilfælde, hvor Forbundsrepublikkens regering ved de nødvendige instruktioner til forbundsmyndigheden for kulindustrien uopholdeligt kunne og burde have sørget for, at den ikke-selektive ydelse af investeringspræmier i delstaten Nordrhein-Westfalen blev standset, indtil der på grundlag af regionale kriterier var udarbejdet en ændring, som tog hensyn til Traktatens bestemmelser.

En længere frist til at efterkomme beslutningen nødvendiggøres på ingen måde af den mulighed, som medlemsstaterne har for at appellere beslutningen til Rådet. Artikel 93, stk. 2, 3. afsnit gør det muligt for en medlemsstat at opnå udsættelse af en af Kommissionen indledt fremgangsmåde, men dette gælder ikke for en beslutning, som Kommissionen har truffet efter at have givet alle interesserede parter lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger. Efter beslutningens medelelse gælder Traktatens almindelige bestemmelser: den pågældende medlemsstat har nu kun mulighed for at indbringe sagen for Domstolen i henhold til artikel 173.

c)

Indholdet af beslutningen af 17. februar 1971 kræver kun, at ydelsen af investeringspræmier indstilles, indtil der foreligger en beslutning om en geografisk differentiering. Kommissionen, der var bekendt med, at den ikke-selektive ydelse af præmier i delstaten Nordrhein-Westfalen fodrejede konkurrencen, kunne have påbudt dens fuldstændige ophør og overladt til Forbundsrepublikken at fremkomme med nye forslag. Den rent foreløbige standsning af støtten har altså ikke kunnet være til skade for Forbundsrepublikken.

d)

Da Kommissionen har indbragt sagen direkte for Domstolen på grundlag af artikel 93, stk. 2, 2. afsnit, kommer artiklerne 169 ff. ikke til anvendelse. Da det ved den direkte indbringelse af sagen for Domstolen drejer sig om at opnå, ikke blot, at ydelsen af den støtte, der i en beslutning er anset for uforenelig med fællesmarkedet, ophører hurtigst muligt, men også at virkningerne af denne støtte ophører så fuldstændigt som muligt, er det berettiget, at Domstolen dømmer den pågældende stat til at træffe bestemte foranstaltninger hertil.

Kommissionen forlanger imidlertid ikke i den foreliggende sag, at forbundsrepublikken Tyskland dømmes til at gennemføre bestemte nationale foranstaltninger; den bestemmer selv den møde, hvorpå den vil opfylde sin forpligtelse til at tilbagesøge den støtte, der er ydet i strid med Kommissionens beslutning. Kommissionen har altså holdt sig inden for de samme grænser, som også ville gælde ved anvendelse af artikel 171.

a)

Beslutningens artikel 1 pålægger Forbundsrepublikken uopholdeligt at træffe de nødvendige foranstaltninger for i mineområderne i delstaten Nordrhein-Westfalen at bringe den ikke-selektive ydelse af investeringspræmier, der er hjemlet i artikel 32, stk. 1 i »Kohlegesetz«, til ophør. Meningen med denne bestemmelse er ganske klar, navnlig når man sammenholder den med afsnit V i motiverne til beslutningen og indholdet af følgeskrivelsen af 19. februar 1971: Kommissionen har pålagt forbundsrepublikken Tyskland uopholdeligt at indstille ydelsen af præmier, indtil der er foretaget en ændring af støtteordningen, som går ud på en geografisk differentiering med henblik på at hindre, at konkurrencen fortsat fordrejes i en del af fællesmarkedet.

Forbundsrepublikken instruerede ikke forbundsmyndigheden for kulindustrien herom; denne fortsatte derfor efter den 24. februar 1971 med at udstede licenser og rettede sig først efter de af Kommissionen fastsatte geografiske kriterier efter at have modtaget skrivelsen af 16. december 1971.

b)

Det er irrelevant, at ydelsen af støtte teknisk sker i form af skattefradrag ved påligningen af indkomst- eller selskabsskat. Den afgørende omstændighed er den pågældende forbundsmyndigheds udstedelse af den i artikel 32, stk. 2 i »Kohlegesetz« omhandlede licens. Skattevæsenet fradrager automatisk investeringspræmiernes beløb på 10 % af anskaffelses- eller fremstillingsomkostningerne i den pågældendes skyldige skat; det er altså i virkeligheden Forbundsrepublikken, der ved udstedelse af licencen træffer afgørelse om ydelse af støtte.

Den omstændighed, at støtten ikke ydes i form af budgetmæssige bevillinger, men som fradrag i den skyldige skat, har ingen indflydelse på den retlige vurdering i relation til Traktatens artikler 92 ff. Den i artikel 32 i »Kohlegesetz« valgte fremgangsmåde tilslører anvendelsen af statsmidler, idet den ikke fremgår af nogen konto på udgiftsbudgettet, men giver sig udtryk i en formindskelse af de offentlige indtægter.

Forbundsregeringens erklæringer om betydningen af støtteydelserne ud fra et nationalt, strukturpolitisk synspunkt er irrelevante på sagens nuværende stadium: den kunne have anfægtet Kommissionens vurdering af denne støtte og indgivet klage over afgørelsen af 17. februar 1971. Disse erklæringer er i øvrigt på ingen måde overbevisende.

c)

Forbundsrepublikken Tyskland kunne og burde have rettet sig efter Kommissionens beslutning ved uopholdeligt at instruere den pågældende forbundsmyndighed om indtil videre ikke at udstede flere licenser. Det havde ikke af den grund været nødvendigt at ændre loven; dette fremgår af den omstændighed, at forbundsmyndigheden efter modtagelsen af Kommissionens brev af 16. december 1971 ifølge Forbundsregeringen har anvendt de i dette brev angivne regionale kriterier ved udstedelsen af licenser. Forbundsregeringen kunne derfor straks efter at have modtaget beslutningen af 17. februar 1971 have instrueret nævnte myndighed om at stille udstedelsen af licenser i bero, indtil det var afgjort for hvilke områder, der fortsat måtte bevilges støtteydelser.

d)

Forbundsrepublikken Tyskland har altså ikke rettet sig efter Kommissionens beslutning af 17. februar 1971; den kan ikke forsvare denne krænkelse af de forpligtelser, der påhviler den i henhold til Traktaten, ved at påberåbe sig grundsætninger, som hævdes at gælde i dens nationale retsorden. Den ensartede anvendelse af fællesskabsretten ville blive truet, hvis medlemsstaterne kunne påberåbe sig sådanne grundsætninger som begrundelse for at nægte at udføre Fællesskabets beslutninger.

a)

For så vidt angår rækkevidden af Kommissionens beslutning af 17. februar 1971, må det fastslås, at det forbud, som den opstiller, dels er begrænset til ydelse at støtte til investeringer, begyndt efter den 24. februar 1971, og for hvilke der efter denne dato er indgivet ansøgning om udstedelse af en licens, dels må bedømmes i forhold til indholdet af det retlige begreb »ydelse af investeringspræmier«, som dette anvendes i »Kohlegesetz«. Denne støtteydelse er en flersidet proces, sammensat af et privatøkonomisk investeringsprogram og en offentligretlig forvaltningsprocedure. Viksomhedens beslutning om at investere er på afgørende måde kædet sammen med de muligheder for støtte, der i samfundsmæssig interesse åbnes gennem statens regionale udviklingsprogram, og med denne støttes fortsatte beståen. Den pågældende forbundsmyndigheds udstedelse af licens i henhold til artikel 32 i »Kohlegesetz« udgør kun et af elementerne i denne omlægningsproces for investeringer foretaget af private virksomheder i almen interesse. Da den ikke finder sted i begyndelsen af processen og heller ikke falder sammen med dennes afslutning, betegner den ikke noget bestemt stadium i støtteprocessen. Forbundsrepublikken Tysklands regering måtte tage hensyn til den sammensatte struktur af denne proces for nøjagtigt at bestemme rækkevidden af den forpligtelse, som Kommissionens beslutning af 17. februar 1971 pålagde den.

I denne henseende stod det fast, at påbudet om standsning af præmieydelsen ikke havde tilbagevirkende kraft, men udelukkende vedrørte fremtiden, og at forbundsmyndighedens udstedelse af licensen ikke kunne anses for et afgørende kriterium, under hensyn dels til støtteprocedurens struktur, dels til kravet om ensartet behandling. Forbundsregeringen skulle altså have anvendt objektive kriterier: datoen for ansøgningernes indgivelse til forbundsmyndigheden og datoen for investeringernes iværksættelse. Et tidligere tidspunkt end den 24. februar 1971 kunne på grund af støtteprocedurens struktur ikke komme i betragtning; ellers ville man ved at give den omtvistede beslutning tilbagevirkende kraft være kommet i strid med principperne om retssikkerhed, om beskyttelse af den berettigede forventning og om ensartet behandling.

Heller ikke de pågældende virksomheder kunne have fortolket Kommissionens beslutning på anden måde. Den i Amtsblatt den 14. august 1970 offentliggjorte meddelelse havde ikke påvirket disse virksomheders retsstilling, som var baseret på national ret; navnlig kunne den ikke svække virksomhedernes tillid til, at støtteordningen ville fortsætte. For dem var der ingen grund til allerede fra den nævnte offentliggørelse at antage, at investeringsstøtten skulle være ophørt med at være lovlig efter fællesskabsretten.

b)

Efter at Forbundsregeringen havde modtaget underretning om Kommissionens beslutning, fulgte den beslutningen i overensstemmelse med den fortolkning, som den nødvendigvis måtte anlægge: den undlod at tage stilling til ansøgninger, indgivet efter den 24. februar 1971, som vedrørte investeringer begyndt efter denne dato; den fortsatte således ikke med at yde ikke-selektiv støtte. For bundsregeringen kunne ikke forudse, at Kommissionen, samtidig med at den principielt anerkendte de samme objektive afgrænsningskriterier, i sin udtalelse af 16. december 1971 ville gå ud fra en anden skæringsdag, nemlig den 20. august 1970.

c)

Ved sin iværksættelse af Kommissionens beslutning har Forbundsregeringen ikke underkendt grundsætningerne om den' ensartede anvendelse af fællesskabsretten eller om dennes forrang. Dette kunne kun være tilfældet, hvis retsgrundsætningerne om ensartet behandling og retssikkerhed ikke gjaldt lige så klart i fællesskabsretten som i den nationale ret; af Domstolens praksis fremgår imidlertid, at disse to grundsætninger hører til fællesskabsrettens fundament.

Kommissionens beslutning indeholder ingen retsgrundsætning, hvis ensartede og prioriterede anvendelse drages i tvivl af forbundsrepublikken Tysklands regering: Kommissionens beslutninger i henhold til EØF-traktatens artikel 93, stk. 2 har ikke til formål at gøre de nationale støtteforanstaltningers retlige struktur og navnlig ikke den nationale økonomiske forvaltningsret ensartet.

d)

Forbundsrepublikken Tysklands regering kommer herefter til den konklusion, at den kunne og måtte fortolke Kommissionens beslutning således, at forbudet i dens artikel 1 ikke omfattede de investeringsforetagender, der var påbegyndt før den 24. februar 1971, eller for hvilke der før denne dato var indgivet ansøgning om udstedelse af licens. Det er en almindelig retsgrundsætning, også i fællesskabsretten, at en offentlig myndighed, som træffer en fortolkningskrævende beslutning, der pålægger nogen en undladelsespligt, må acceptere den fortolkning, som adressaten kunne og måtte anlægge ved en fornuftig vurdering af omstændighederne, herunder den offentlige myndigheds interesser. I denne forbindelse henvises til, at den omtvistede beslutning i den foreliggende sag nødvendiggjorde en fortolkning ikke blot vedrørende subventionsforbudets materielle rækkevidde, men også med hensyn til dets geografiske anvendelsesområde: det havde krævet næsten et års forhandlinger, før Kommissionen i forståelse med Forbundsregeringen havde fastsat kriterierne for en differentieret støtteordning.

Forbundsrepublikken Tysklands regering har således ikke tilsidesat Kommissionens beslutning af 17. februar 1971: denne indeholder alene forbud mod at tage stilling til investeringsprojekter, iværksat efter bekendtgørelsesdagen.

c)

Subsidiært gøres det gældende, at det heller ikke ville være nogen krænkelse af den omtvistede beslutning, hvis dennes formål var at skabe juridisk grundlag for et midlertidigt, generelt forbud mod at anvende artikel 32 i »Kohlegesetz« i Nordrhein-Westfalen.

1

Ved stævning indgivet til justitskontoret den 2. oktober 1972 har Kommissionen i henhold til EØF-traktatens artikel 93, stk. 2 indbragt en sag for Domstolen med påstand om, at det statueres,

2

Artikel 32 i loven af 15. maj 1968(Kohlegesetz) åbnede mulighed for i et bestemt tidsrum at yde støtte i form af skattefradrag med henblik på at fremme investeringer, der syntes egnede til at forbedre den økonomiske struktur i de områder af Tyskland, som var berørt af kulkrisen;

Kommissionen, der den 15. juni 1967 forskriftsmæssigt var blevet underrettet om forslaget til denne lov, meddelte den 30. november s.å., at den intet havde at indvende herimod;

3

ved artikel 9 i loven af 18. august 1969(Steueränderungsgesetz) blev gyldigheden af artikel 32 i loven af 15. maj 1968 forlænget for et tidsrum af to år i henhold til en ændring foreslået af et udvalg under Forbundsdagen, vedtaget af denne den 18. juni 1969 og tiltrådt den 10. juli s.å. af Forbundsrådet;

den 16. juli 1969 blev Kommissionen underrettet herom af forbundsrepublikken Tyskland's regering;

ganske vist har Forbundsregeringen kun med forsinkelse opfyldt den underretningspligt, der påhviler medlemsstaterne i medfør af artikel 93, stk. 3, 1. punktum, men Kommissionen har dog ikke benyttet de beføjelser, som er tillagt den ved andet og tredje punktum i samme stykke, hvorimod den har begrænset sig til i en meddelelse af 1. august 1969 at påtale forsinkelsen og udbede sig nærmere oplysninger;

under disse omstændigheder kunne den af parlamentet vedtagne lov træde i kraft ved kundgørelsen den 18. august 1969;

ved verbalnote af 1. oktober 1969 gav den tyske regering Kommissionen en kortfattet forklaring vedrørende de omstændigheder, hvorunder ændringsloven var blevet vedtaget;

4

først ved skrivelse af 30. juli 1970 gav Kommissionen den tyske regering en frist til at fremsætte bemærkninger i henhold til Traktatens artikel 93, stk. 2, idet den samtidig anmodede regeringen om at foranledige, at der fra den 1. december 1970 ikke længere blev truffet beslutninger om at yde støtte på delstaten Nordrhein-Westfalens område;

5

Kommissionen offentliggjorde i Amtsblatt af 14. august 1970 en meddelelse, hvorved alle andre interesserede end medlemsstaterne opfordredes til at fremsætte deres bemærkninger til Kommissionen med hensyn til forlængelsen af tidsrummet for ydelsen af de omhandlede investeringspræmier;

efter Kommissionens opfattelse fik denne meddelelse virkning i forhold til adressaterne den 20. august 1970;

6

den 17. februar 1971 traf Kommissionen den beslutning, hvis ikke-overholdelse lægges forbundsrepublikken Tyskland til last, og som fik virkning fra den 24. februar 1971 ved dens meddelelse til den tyske regering;

beslutningens artikel 1 bestemmer, at »forbundsrepublikken … uopholdeligt træffer alle nødvendige foranstaltninger for i mineområderne i delstaten Nordrhein-Westfalen at standse den ikke-selektive ydelse af investeringspræmier, som er hjemlet ved artikel 32, stk. 1 i loven om tilpasning og sanering af tyske kulminer og mineområder (Kohlegesetz), som ændret ved artikel 9 i loven af 18. august 1969(Steueränderungsgesetz)«;

7

herefter indledte Kommissionen forhandlinger med den tyske regering for at få fastlagt kriterierne for en »geografisk differentiering« af præmier med henblik på at sætte sagsøgte i stand til at opfylde de forpligtelser, der fulgte af beslutningen af 17. februar 1971;

mens disse forhandlinger for så vidt angår beslutningens geografiske anvendelsesområde førte til en løsning i form af en fælles aftale, var dette ikke tilfældet med hensyn til de tyske myndigheders tidsmæssige anvendelse af beslutningen;

disse har for iværksættelsen af beslutningen af 17. februar 1971 anvendt overgangsbestemmelser, som Kommissionen anser for en krænkelse af de forpligtelser, der følger af beslutningen.

8

Forbundsrepublikken Tyskland bestrider, at den på grundlag af artikel 93, stk. 2, 1. afsnit anlagte sag kan antages til realitetsbehandling, da Kommissionens beslutning af 17. februar 1971 i strid med et udtrykkeligt krav i Traktaten ikke angiver en frist men forlanger, at den kritiserede støtteordning standses »uopholdeligt«;

sagsøgte gør gældende, at fastsættelsen af en sådan frist ifølge den bindende forskrift i artikel 93, stk. 2 er betingelsen for at indbringe sagen for Domstolen efter den heri angivne særlige fremgangsmåde.

9

Denne indsigelse drejer sig i virkeligheden ikke om hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, men om gyldigheden af beslutningen af 17. februar 1971;

indsigelsen om afvisning må derfor forkastes.

10

Endvidere påstår sagsøgte specielt afvisning af stævningens anden påstand, ifølge hvilken sagsøgte forpligtes til fra støttemodtagerne at forlange tilbagebetaling, med visse tidsmæssige begrænsninger, af præmier bevilget efter beslutningen af 17. februar 1971;

det er sagsøgtes opfattelse, at det fremgår af Traktatens artikel 171, at Domstolen inden for rammerne af en sag mod en medlemsstat må indskrænke sig til at fastslå ikke-overholdelsen af en forpligtelse uden at kunne dømme medlemsstaten til at træffe bestemte forholdsregler;

sagsøgte hævder, at det alene tilkommer den pågældende medlemsstat at bestemme de foranstaltninger, som gennemførelsen af Domstolens dom indebærer med henblik på at ophæve følgerne af ikke-overholdelsen.

11

Ifølge artikel 93, stk. 2, 2. afsnit »kan Kommissionen [såfremt den pågældende stat ikke retter sig efter denne beslutning, inden udløbet af den fastsatte frist,] .. . indbringe sagen direkte for Domstolen«;

12

den omhandlede (anden) påstand går ud på at få fastslået, at sagsøgte ved ikke at forlange tilbagebetaling fra støttemodtagerne af den med urette modtagne støtte har undladt at efterkomme en forpligtelse, der påhviler den i henhold til beslutningen af 17. februar 1971;

13

en sådan påstand kan antages til realitetsbehandling, da Kommissionen, når den fastslår en støtteordnings uforenelighed med fællesmarkedet, er beføjet til at bestemme, at den pågældende stat skal ophæve eller ændre ordningen;

denne ophævelse eller ændring kan, for at den kan få praktisk virkning, indebære en pligt til at kræve tilbagebetaling af støtte ydet i strid med Traktaten, således at Kommissionen, hvis tilbagesøgning ikke sker, kan forelægge spørgsmålet for Domstolen;

i øvrigt ville også en påstand fra Kommissionens side inden for rammerne af proceduren i følge artiklerne 169 og 171, gående ud på at få fastslået, at en medlemsstat ved at undlade at træffe bestemte foranstaltninger har krænket traktatmæssige forpligtelser, kunne antages til realitetsbehandling;

da det er Traktatens mål effektivt at bringe traktatkrænkelser og disses følger, både allerede indtrådte og fremtidige, til ophør, tilkommer det de fællesskabsmyndigheder, der har til opgave at sikre Traktatens overholdelse, at bestemme det omfang, hvori den medlemsstaten påhvilende forpligtelse i givet fald kan konkretiseres i begrundede udtalelser eller beslutninger i medfør af artiklerne 169 eller 93, stk. 2 eller i en til Domstolen indgivet stævning;

også denne indsigelse må derfor forkastes.

14

Den ikke-overholdelse, der lægges forbundsrepublikken Tyskland til last, består i, at man i de af delstaten Nordrhein-Westfalens områder, der ikke længere var omfattet af støtteordningen efter loven af 15. maj 1968, er fortsat med at yde investeringspræmier i henhold til skatteændringsloven af 18. august 1969;

15

under sagen har Kommissionen henvist til forskellige tidspunkter, som kan være afgørende for virkningen af forbudet mod ydelsen af denne støtte.

16

I opfordringsskrivelsen af 30. juli 1970 til den tyske regering pålagde Kommissionen denne at »foranledige, at der efter 1. december 1970 ikke træffes nye beslutninger om ydelse af støtte i delstaten Nordrhein-Westfalen i henhold til kullovens artikel 32«;

Kommissionen synes imidlertid ikke at have insisteret på, at denne dato skulle overholdes.

17

Kommissionen drager derimod retlige konsekvenser af den i Amtsblatt af 14. august 1970 offentliggjorte meddelelse, idet den gør gældende, at støttemodtagere fra det tidspunkt, da de har kunnet kende denne meddelelse, ikke længere kunne regne med at have en retsbeskyttet interesse i opretholdelsen af lovbestemmelser, som hjemlede, henholdsvis forlængede, den omtvistede ordning;

dette spørgsmål må undersøges, forinden der kan tages stilling til den tidsmæssige virkning af beslutningen af 17. februar 1971.

18

Den i Amtsblatt af 14. august 1970 offentliggjorte meddelelse oplyser for det første, at Kommissionen har indledt den i EØF-traktatens artikel 93, stk. 2, 1. pkt. omhandlede fremgangsmåde mod den omhandlede støtteordning, »da en udiffentieret ydelse af disse investeringspræmier i alle mineområderne i delstaten Nordrhein-Westfalen ikke længere kan anses for forenelig med fællesmarkedet«;

endvidere opfordrer meddelelsen alle interesserede til at fremsætte deres bemærkninger for Kommissionen vedrørende forlængelsen af tidsrummet for ydelse af de omhandlede investeringspræmier;

19

efter artikel 93, stk. 2, 1. pkt. tilsigter denne meddelelse alene at fremskaffe alle oplysninger fra de pågældende, som kan klarlægge forholdene for Kommissionen med henblik på, hvad denne videre skal foretage sig;

i betragtning af dette formål samt de yderst kortfattede vendinger, der benyttes ved beskrivelsen og karakteriseringen af den omhandlede støtteordning, kan man ikke af denne meddelelse aflede en virkning for privates rettigheder, således som forudsat af Kommissionen;

det omhandlede tidspunkt må derfor lades ude af betragtning ved bestemmelsen af virkningen af beslutningen af 17. februar 1971, hvis faktiske forudsætninger derfor udgør de eneste momenter, som skal tages i betragtning ved bedømmelsen af den ikke-overholdelse, der lægges forbundsrepublikken Tyskland til last.

20

Ifølge artikel 93, stk. 2 træffer Kommissionen, hvis den finder, at en støtte, som ydes af en stat, ikke er forenelig med fællesmarkedet, beslutning om, at den pågældende stat »skal ophæve eller ændre« den;

i modsætning til samme artikels stk. 3, hvis system indebærer beføjelse for Kommissionen til i påkommende tilfælde at træffe umiddelbare foreløbige foranstaltninger, kan restvirkningerne af de i medfør af artikel 93, stk. 2 trufne beslutninger kun gøre sig gældende fuldt ud, hvis Kommissionen underretter den pågældende medlemsstat om, hvilke omstændigheder ved støtten man anser for uforenelige med Traktaten, og om heraf følgende forslag til ophævelse eller ændring;

21

i denne henseende fremgår det af konklusionen af beslutningen af 17. februar 1971, at Kommissionen har forlangt, at forbundsrepublikken Tyskland træffer alle nødvendige foranstaltninger for i mineområderne i delstaten Nordrhein-Westfalen at standse den »ikke-selektive« ydelse af investeringspræmier, uden at præcisere, med hensyn til hvilket tidsrum og på grundlag af hvilke kriterier sagsøgte skulle ophæve eller ændre de omhandlede støtteforanstaltninger;

af præambelen og af forarbejderne til beslutningen fremgår imidlertid, at kriteriet for differentiering skulle være den regionale struktur, således at forlængelsen af støtteordningen kun skulle komme visse områder, der i særlig grad var berørt af kulkrisen, til gode;

22

det geografiske anvendelsesområde for beslutningen af 17. februar 1971 blev først efter beslutningens vedtagelse fastlagt i detaljer under de forhandlinger, som Kommissionen førte med repræsentanterne for den tyske regering;

først i en meddelelse af 16. december 1971 definerede Kommissionen kriterierne for en regional differentiering af støtteydelsen, idet den angav visse målestokke af økonomisk art, som kunne bruges til dette formål, og de distrikter, hvori ydelsen af investeringspræmier fortsat ville kunne anses for forenelig med Traktaten;

den endelige liste over disse distrikter — der var længere end forudset i meddelelsen af 16. december 1971 — fremkom først som led i påstanden ifølge stævningen;

23

det fremgår heraf, at indholdet af den forpligtelse, der pålagdes forbundsrepublikken Tyskland, i mangel af tilstrækkelige oplysninger om et af de væsentlige elementer i den i henhold til artikel 93, stk. 2 trufne beslutning, forblev ubestemt, indtil Kommissionen efter forhandlinger med repræsentanter for den tyske regering var i stand til med den fornødne nøjagtighed at meddele denne det tilladte geografiske anvendelsesområde for den støtte, der var hjemlet i loven om forlængelse af loven af 15. maj 1968, og tilsvarende, i hvilke områder denne forlængelse ikke måtte gælde;

i betragtning af denne usikkerhed med hensyn til en af de væsentlige sider af det af Kommissionen nedlagte forbud kan man ikke lægge de tyske myndigheder til last, at de har truffet de nødvendige forholdsregler for at beskytte de legitime interesser hos investorerne i de zoner, som senere skulle udelukkes fra den omhandlede støtte;

24

det følger heraf, at sagsøgte må frifindes.

25

I henhold til procesreglementets artikel 69, § 2 dømmes den part, der taber sagen, til at afholde sagsomkostningerne;

sagsøgeren har ikke fået medhold i sine anbringender.

På grundlag af disse præmisser

under henvisning til procesdokumenterne;

efter at have hørt den refererende dommers rapport;

efter at have hørt parternes mundtlige indlæg;

efter at have hørt generaladvokatens forslag til afgørelse;

under henvisning til Traktaten om oprettelse af Det europæiske økonomiske Fællesskab, særlig dennes artikler 93, 169 og 171;

under henvisning til protokollen vedrørende Statutten for Det europæiske økonomiske Fællesskabs Domstol;

under henvisning til procesreglementet for De europæiske Fællesskabers Domstol;

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand: