I sag nr. 60/72

ANNA MARIA CAMPOGRANDE, tjenestemand ved Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, boende avenue de l'Orée 19, Bruxelles, repræsenteret af advokat Marcel Slusny, advokat ved Cour d'Appel i Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg på Ernest Arendts kontor, 34 B/4, rue Philippe-Il,

sagsøger,

mod

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af sin juridiske rådgiver, Pierre Lamoureux, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos sin juridiske rådgiver, Emile Reuter, 4, boulevard Royal,

sagsøgt,

angående — på procedurens nuværende stadium — spørgsmålet, om en klage med henblik på annullation af udvælgelsesprocedure KOM/A/264, herunder meddelelsen om udvælgelsesprøven samt udvælgelsesprocedurerne KOM/A/265, KOM/A/266, KOM/A/267, KOM/A/268 herunder meddelelsen om udvælgelsesprøven, kan antages til realitetsbehandling,

afsiger

DOMSTOLEN (anden afdeling)

sammensat af: afdelingsformanden, P. Pescatore, dommerne, H. Kutscher, og M. Sørensen (refererende),

generaladvokat: A. Trabucchi

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Faktiske og retlige omstændigheder

I — Sagsfremstilling

De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for den foreliggende tvist, kan sammenfattes således:

Frøken Anna Maria Campogrande trådte i Kommissionens tjeneste den 1. august 1965 som hjælpeansat. Hun blev fastansat den 1. april 1967 i lønklasse B 3.

I september 1971 blev der offentliggjort en række meddelelser om interne udvælgelsesprøver (KOM/A/264-268) på grundlag af kvalifikationsbeviser og prøver med henblik på besættelse af nogle ledige stillinger som fuldmægtige i lønklasse A 7/A 6. En senere meddelelse præciserede mulighederne for valg af emner og var udformet således: »Udvælgelseskomiteen til disse udvælgelsesprøver er blevet anmodet om at orientere de kandidater, der skal have adgang til prøverne, om det materiale, de kan sætte sig ind i med henblik på forberedelsen til de specielle mundtlige prøver«.

Frøken Campogrande ansøgte om adgang til udvælgelsesprøve KOM/A/264.

Udvælgelseskomiteen bestemte først, at hun ikke skulle have adgang til udvælgelsesprøven, men efter adskillige protester fik hun den 22. marts 1972 meddelelse om, at hun havde fået adgang til prøverne, der skulle finde sted den følgende dag.

Frøken Campogrande blev den 15. juni pr. brev underrettet om, at hun på grund af sine krakterer ikke var blevet opført på listen over egnede ansøgere.

Imidlertid havde hun den 18. maj 1972, inden resultatet af udvælgelsesprøven blev bekendtgjort for hende, skrevet et brev til hr. Coppé, det kommissionsmedlem, der var ansvarlig for administrative anliggender. I dette brev henviste hun til de betingelser, der var nævnt i meddelelsen om udvælgelsesprøven, og hvorefter enhver ansøger, som havde opnået i alt 48 eller flere points ville blive opført på den reserveliste, som skulle oprettes på grundlag af udvælgelsesprøven. Hun omtalte derefter — uden at nævne sin kilde — bestemte oplysninger, der var kommet til hendes kundskab, og hvorefter det krævede pointstal var blevet hævet til 53 points. Idet hun skønnede, at denne ændring var forklaringen på, at hendes forsøg var mislykkedes, gjorde hun gældende, at en ændring af betingelserne for udvælgelsesprøven med tilbagevirkende kraft var ulovlig og kunne føre til annullation af reservelisten som resultat af en klage til Domstolen. Hun påberåbte sig endvidere de specielle omstændigheder, hvorunder hun havde fået adgang, og som havde givet hende et »psykologisk handicap«. Hun anmodede endelig om, at der måtte blive taget hensyn til disse overvejelser ved udarbejdelsen af reservelisten.

H. Coppé svarede ved brev af 11. juli 1972 efter at have modtaget udvælgelseskomiteens konklusioner den 31. maj, at han havde kunnet konstatere, at bestemmelserne i meddelelsen om udvælgelsesprøven var blevet overholdt. Kun de kandidater, der havde opnået mindst 48 points var blevet opført på de af udvælgelseskomiteerne udfærdigede lister over egnede ansøgere; dette tal var ikke blevet ændret.

II — Retsforhandlinger

Ved stævning, registreret på Domstolens justitskontor den 28. august 1972, krævede frøken Campogrande annullation af udvælgelsesprøve KOM/A/264, herunder meddelelsen om udvælgelsesprøven, samt udvælgelsesprocedurerne ved KOM/A/265 — 268, herunder meddelelserne om udvælgelsesprøven. Hun påberåber sig særlig, »at der har fundet en manipulation sted ved karaktergivningen« og i særdeleshed, at hun oprindelig skulle have opnået 52 points, men at hendes karaktersum derefter var blevet sat ned til 47, således at hun ikke havde opnået minimum på 48 points. Hun hævder, at man har krænket princippet om lighed mellem kandidaterne: hun blev først den 22. marts 1972 pr. brev underrettet om, at hun havde fået adgang til prøverne, mens de øvrige kandidater var blevet underrettet allerede fra den 10. marts om den dokumentation, som de skulle henholde sig til.

Hun påtaler også, at meddelelsen om udvælgelsesprøven var mangelfuldt specificeret for så vidt angår aldersgrænsen, at proceduren i samtlige fem prøver var diskriminerende for ansøgerne, at komiteen i prøve nr. 268 havde været meget mere lemfældig end de andre og havde accepteret, at kandidaterne valgte engelsk, selv om dette sprog ikke hørte til Fællesskabernes officielle sprog. Blandt de 51 ansøgere, der havde fået adgang til denne udvælgelsesprøve, blev 28 optaget på listen over egnede ansøgere, mens tallene for samtlige 5 prøver var hhv 253 ansøgere og 75 optagne, og ved prøve nr. 264, 55 og 17.

Ved indlæg indgivet den 6. oktober 1972 har Kommissionen i henhold til procesreglementets artikel 91 anmodet Domstolen om, uden at der indledes behandling af realiteten, at tage stilling til, om klagen kan antages til realitetsbehandling, og at erklære, at klagen skal afvises.

Sagsøgeren har i de bemærkninger til afvisningsindsigelsen, om hun indgav den 1. december 1972, principalt anmodet Domstolen om at afvise indsigelsen og subsidiært om at forbinde spørgsmålet med realiteten. Endnu mere subsidiært har sagsøgeren anmodet Domstolen om at pålægge sagsøgte at fremlægge cirkulærerne 1462/IX/69-F, 3069/IX/71-F og 2035/IX/72-F samt at give en udtømmende forklaring vedrørende den af sagsøgte anvendte praksis med hensyn til ansøgninger og klager, der er stilet til en forkert eller indgivet uden om tjenestevejen.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (anden afdeling) besluttet uden forudgående bevisførelse at indlede den mundtlige procedure vedrørende indsigelsen.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg i offentligt retsmøde den 22. marts 1973. Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i offentligt retsmøde den 5. april 1973.

III — Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender vedrørende klagens antagelse til realitetsbehandling

Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender kan sammenfattes således:

Sagsøgte, der er sagsøger med hensyn til det enkelte stridsspørgsmål, hævder, at klagen ikke kan antages til realitetsbehandling, fordi den ikke opfylder de betingelser herfor, som er nævnt i tjenestemands-vedtægtens artikel 91, således som denne er blevet ændret ved Rådets forordning nr. 1473/72, der trådte i kraft i juli 1972. Denne ny artikel 91 bestemmer i andet stykke, at det er en betingelse for, at en klage kan antages til påkendelse ved Domstolen, at man har indgivet en klage ad tjenestevejen, og at denne klage har været genstand for en udtrykkelig eller stiltiende afvisning.

I øvrigt udgør sagsøgerens brev til hr. Coppé, der er dateret den 18. maj 1972, hverken efter dets form eller dets indhold nogen klage ifølge artikel 90, således som denne var udformet på tidspunktet for brevets datering.

Hvad angår formen blev klagen ikke indgivet ad tjenestevejen, og det fremgår ikke tydeligt af den, at den støttes på artikel 90.

Hvad angår realiteten indeholder brevet ikke de elementer, der er karakteristisk for en klage i henhold til artikel 90. Det retter sig ikke mod nogen beslutning, hvad det i øvrigt ikke har kunnet gøre, da udvælgelseskomiteens beslutning endnu ikke var truffet på denne dato. Det gik blot ud på at formå hr. Coppé til personligt at intervenere over for udvælgelseskomiteen, før denne sluttede sit arbejde, for at få sagsøgeren optaget på den liste over egnede ansøgere, som komiteen skulle udarbejde.

Ikke blot kan dette brev således ikke anses for at være en klage i artikel 90's forstand, men der er endog tvivl om, hvor vidt det udgør en ansøgning i samme artikels forstand, da dets genstand er klart ulovlig, når henses til den totalt manglende opfyldelse af de formkrav, som stilles for simple private klager, der indgives ved personlig henvendelse.

Klagen må derfor afvises fra realitetsbehandling.

Sagsøgeren, der er sagsøgt med hensyn til det enkelte stridsspørgsmål, svarer på Kommissionens indvendinger angående formen, at den administrative klage, der er nævnt i artikel 90, ikke er nogen højtidelig akt, der kræver væsentlige formskrifter overholdt som betingelse, for at klagen kan antages til realitetsbehandling. I øvrigt påberåbte hr. Coppé sig ikke i sit svar af 11. juli 1972, at den administrative klage skulle afvises.

Hvad angår realiteten mener sagsøgeren, at hun, da hun i sit brev vender sig mod »en ændring med tilbagevirkende kraft af betingelserne for udvælgelsesprøven« og udtrykkeligt henviser til muligheden for annullation af reservelisten som resultat af en klage til Domstolen, tydeligt har fremdraget spørgsmålet om den fulgte fremgangsmådes lovlighed. Hun bemærker i øvrigt, at hr. Coppé, da han svarede den 11. juli 1972, var i besiddelse af alle de oplysninger, han havde brug for til sit svar.

Sagsøgeren er forbavset over, at man kan udlægge hendes henvendelse til hr. Coppé som en privat klage. En ansøgning eller klage fra en tjenestemand vedrørende hans administrative stilling, der er stilet til en myndighed som sådan, er en rekurs og ikke en privat henvendelse.

Sagsøgeren bemærker, at hun ikke har bedt hr. Coppé om at intervenere i udvælgelseskomiteens arbejde med opstillingen af listen over egnede kandidater, der var afsluttet den 15. maj 1972, dvs. 3 dage før hendes brev af 18. maj 1972.

Sagsøgeren gør i øvrigt gældende, at det utvetydige svar af 11. juli, hvis brevet af 18. maj 1972 udgjorde en klage, ville give adgang til at anlægge retssag, og at svaret på en simpel ansøgning, dersom brevet kun udgjorde en sådan, hvilket ikke er tilfældet her, ville være fremkommet den 11. juli 1972, dvs. før forordning nr. 1473/72 blev offentliggjort den 16. juli. Sagsøgeren kan derfor ikke indse, hvorfor hun, når sag kunne anlægges indtil den 16. juli 1972, var nødt til at overholde den frist på 3 måneder, som er nævnt i den ny udformning af vedtægtens artikel 90, stk. 2 for at kunne indgive klagen. Denne klage var i øvrigt unyttig, da hr. Coppé i sit brev af 11. juli 1972 påberåbte sig Kommissionens inkompetence og tilsyneladende henviste til Domstolens dom af 14. juni 1972 i sag nr. 44/71 (Rec. 1972, s. 427).

Da sagsøgeren ikke var uvidende om den vanskelighed, der skyldtes ikrafttrædelsen af forordning nr. 1473/72, sendte hun samtidig med anlæggelsen af nærværende sag ved Domstolen en klage til hr. Coppé bilagt en kopi af den retslige klage. Når hun havde handlet på denne måde, var det fordi hun ikke kunne foregribe Domstolens afgørelse for så vidt angår antagelsen til realitetsbehandling, jf. dommen i sag nr. 44/71. Hunhar således forbeholdt sig muligheden af at indgive en yderligere retslig klage vedrørende de samme omstændigheder som nærværende sagsanlæg. (Se klage nr. 112/73, registreret på justitiskontoret den 22. marts 1973).

Præmisser

Vedrørende sagsomkostningerne