I sag nr. 43/72

MERKUR-AUSSENHANDELS-GMBH, Hamburg, repræsenteret af den administrerende direktør, Ludwig Wünsche, procesbefuldmægtigede: advokaterne Dres. Modest, Heemann, Gündisch, Rauschning, Landry, Röll og Festge, Hamburg, med valgt adresse hos: Félicien Jansen og fru Jeanne Jansen-Housse, stævningsmænd (»huissiers de justice«), 21, rue Aldringen, Luxembourg,

sagsøgere,

mod

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af sin juridiske rådgiver, dr. Peter Gilsdorf, som befuldmægtiget, med valgt adresse hos Emile Reuter, Kommissionens juridiske rådgiver, 4, boulevard Royal, Luxembourg,

sagsøgte,

angående skadeserstatning,

afsiger

DOMSTOLEN,

sammensat af: R. Lecourt, præsident, A. M. Donner og M. Sørensen, afdelingsformænd, R. Monaco, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, H. Kutscher (refererende), C. Ó Dálaigh og A. J. Mackenzie Stuart, dommere,

generaladvokat: H. Mayras

Justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Retlige og faktiske omstændigheder

I — Sagsfremstilling og retsforhandlingernes forløb

II — Parternes påstande

Sagsøgerne nedlægger påstand om, at Kommissionen dømmes til at betale 50000 DM til sagsøgerne og til at udrede sagsomkostningerne.

Kommissionen nedlægger påstand om,

III — Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender

Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender kan sammenfattes således:

1. Vedrørende sagens antagelse til realitetsbehandling

A — Omgåelse af annullationssøgsmåļet

Kommissionen anfører, at den er klar over, at Domstolen gentagne gange har statueret, at erstatningssager kunne antages til realitetsbehandling, hvor disse støttedes på fejl i forordninger (dom af 2. december 1971, Aktienzuckerfabrik Schoppenstedt/Rådet, nr. 5/71, Sammlung 1971, s. 975 ff.; dom af 13. juni 1972, Compagnie d'Approvisionnement m. fl. mod Kommissionen, nr. 9 og 11/71, Sammlung 1972, s. 392 ff.). Kommissionen afstår fra formelt at påstå afvisning, men ytrer dog tvivl om, hvorvidt den ovennævnte retspraksis skal forstås således, at sager af nævnte art altid kan antages til realitetsbehandling.

Bortset herfra støder denne retspraksis, som det foreliggende tilfælde viser, på visse betænkeligheder. Sagsøgerne gør netop størrelsen af de udligningsbeløb gældende som tab, som de ville have haft krav på i tilfælde af, at den af dem ønskede tilføjelse til forordning nr. 1687/71 var blevet gennemført. En dom, der giver sagsøgerne medhold, ville få tilsvarende følger som en dom, der ophæver forordning nr. 1014/71 eller forordning nr. 1687/71, en dom som sagsøgerne ikke ville kunne opnå, idet et sådant annullationssøgsmål ikke ville kunne antages til realitetsbehandling. En sådan dom ville faktisk virke »erga omnes«, idet alle virksomheder i samme situation ville kunne gøre lige så berettigede erstatningskrav gældende; det ville endvidere herefter være slået fast, at Kommissionen ville have været forpligtet til allerede fra først af at inddrage produkter forarbejdet på basis af byg i udligningsordningen. Da en krænkelse af økonomiske interesser næsten altid bevirker et tab, ville de enkeltvirksomheder, som betragtede sig som forfordelt ved en påstået fejlagtig forordning, for fremtiden regelmæssigt gribe til den udvej at anlægge sag efter EØF-traktatens artikler 178 og 215, hvilket kunne få farlige konsekvenser for Fællesskabet; antallet af erstatningssager udviser ifølge Kommissionen en tydelig stigning siden 1971.

Sagsøgerne gør her over for gældende, at den af Kommissionen nævnte retspraksis entydigt støtter, at sagen kan antages til realitetsbehandling. Den modsatte opfattelse ville føre til, at private ville være berøvet enhver retsbeskyttelse over for »lovgivningsmæssig uret«. Søgsmålet tilsigter ikke en normativ ordning, men blot erstatning for det påførte tab. En dom, der fulgte sagsøgernes påstand, ville blot som et led i sagen konstatere, at der for så vidt angår produkter forarbejdet på basis af byg fra begyndelsen burde have været fastsat udligningsbeløb; den ville kun få retskraft for parterne og for de med sagen forbundne erstatningskrav. Kommissionen ville kunne henvise andre virksomheder, som rejser krav af samme grund, til at anlægge sag.

B — Vedrørende retsbeskyttelsesinteressen

Kommissionen hævder — stadig uden formelt at fremsætte en afvisningspåstand — den opfattelse, at sagsøgernes behov for retsbeskyttelse tilgodeses tilstrækkeligt ved den mulighed, de har for at fortsætte den administrative klage, der verserer for de tyske myndigheder. Man må ganske vist regne med, at disse myndigheder først vil afvise sagen under henvisning til Kommissionens forordninger; sagsøgerne ville imidlertid kunne indklage en sådan afgørelse for de tyske domstole, som derefter i medfør af EØF-traktatens artikel 177 kunne indbringe spørgsmålet om disse forordningers gyldighed for Domstolen.

For sa vidt angår yderligere anbringender i denne forbindelse fra parternes side med hensyn til spørgsmålet om søgsmålet havde fornødent grundlag, henvises til det nedenfor under 2 D anførte.

2. Om sagens realitet

A — Generelt

Ifølge Kommissionen har man hidtil i sager om erstatningskrav, støttet på påståede mangler ved fællesskabsforordninger, behandlet spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling liberalt; man må derfor i hvert fald ved realitetsbedømmelsen anlægge strenge kriterier, efter hvilke søgsmålet i givet fald måtte være uigennemførligt allerede »efter en slags forundersøgelse«, som — for så vidt det drejer sig om landbrugsforordninger — ville gøre det overflødigt at gå nærmere ind på markedsordningernes sammensatte struktur. En sådan fremgangsmåde er nødvendig, hvis adgangen til at gøre erstatningskrav gældende for Domstolen ønskes forbeholdt mere betydningsfulde tilfælde. Tilløb til en sådan afgrænsning af erstatningssagerne findes i den allerede nævnte dom afsagt af Domstolen i sag nr. 5/71 samt i dom af 25. oktober 1972 (firma R. & V. Haegeman/Kommissionen, nr. 96/71, Sammlung 1972, s. 1005 ff.).

B — Vedrørende de omtvistede Kommissionsforordningers påståede retsstridighed

a) Overtrædelse af Kadets forordning nr. 974/71

Sagsøgerne bemærker, at produkter forarbejdet på basis af byg utvivlsomt hører ind under de i artikel 1, stk. 2 i forordning nr. 974/71 nævnte produkter, for hvilke der kan ydes udligningsbeløb. Det fremgår af forordningens artikel 7, ifølge hvilken der »ikke kan gøres delvis eller midlertidig brug« af den i forordningen fastsatte bemyndigelse, at der består en forpligtelse for Kommissionen til at fastsætte udligningsbeløb for alle de produkter, som omfattes af nævnte stk. 2. Kommissionen har overtrådt forordning nr. 974/71 ved ikke i tidsrummet fra 12. maj til 2. august 1971 at have inddraget produkter forarbejdet på basis af byg i udligningsordningen. Da denne forordning blandt andet har til formål at beskytte de borgere, som handler med landbrugsprodukter, mod ulemper som følge af valutamæssige foranstaltninger truffet af enkelte medlemsstater, er Kommissionen også over for sagsøgerne forpligtet til at overholde forordningen.

Kommissionen anfører herimod, at forbudet i artikel 7 i forordning nr. 974/71 udelukkende er rettet til medlemsstaterne; dette fremgår både af bestemmelsens ordlyd og af forordningens systematik og formål. Lovgiveren har villet forhindre, at medlemsstaterne forvansker de af Kommissionen opstillede kriterier og begrænser virkningen af den vedtagne ordning, idet de f.eks. indrømmer udligningsbeløb kun for en del af de pågældende produkter, kun for indførslen eller kun for udførslen eller med lavere beløb end fastsat af Kommissionen.

Forordningen har bemyndiget Kommissionen til at indskrænke antallet af de i artikel 1 nævnte produkter, som skal inddrages i udligningsordningen, og har herved indrømmet Kommissionen en vid skønsmargen. Dette fremgår af artikel 4 og navnlig af artikel 1, stk. 2, sidste punktum. Til trods for sin ordlyd og sin i systematisk henseende ikke særlig heldige placering i forordningen henvender denne forskrift sig ikke til medlemsstaterne men til Kommissionen, idet den pålægger denne ikke automatisk at fastsætte udligningsbeløb for de pågældende produkter i almindelighed, men i hvert enkelt tilfælde at undersøge, om »anvendelsen af de i stk. 1 nævnte valutamæssige foranstaltninger måtte medføre forstyrrelser i samhandelen med landbrugsvarer«. En modsat fortolkning overser, at medlemsstaterne, jf. artikel 1, stk. 1 sammenholdt med artikel 7, kun bemyndiges til enten at anvende udligningsordningen i sin helhed eller til overhovedet ikke at anvende den, men ikke til efter eget forgodtbefindende kun at yde udligningsbeløb til en del af de omhandlede produkter.

Forordning nr. 974/71 har ikke til formål at beskytte landbruget, endsige handelen med landbrugsvarer, men skal — som begrundelsen viser — sikre, at fællesmarkedet fungerer uden forstyrrelser, og at der sker en normal konjunkturudvikling i landbrugssektoren. Denne begrænsede målsætning viser sig blandt andet derved, at systemet med udligningsbeløb også kan anvendes i handelen inden for Fællesskabet og derfor på ny skaber skranker for denne handel. Som Domstolen har gjort rede for i den allerede omtalte dom i sagerne nr. 9 og 11/71, er fællesskabslovgiveren ikke forpligtet til at afbøde enhver ufordelagtig virkning, som måtte opstå for en medlemsstats importører eller eksportører på grund af valutamæssige foranstaltninger, som denne stat har truffet. At artikel 1, stk. 2, sidste punktum i forordning nr. 974/71 henviser til »forstyrrelser i samhandelen« strider ikke herimod; herved sigtes ikke til enhver skadepåvirkning af den normale handel og således heller ikke til enhver forringelse af eksportørernes afsætningsmuligheder.

Kommissionen har ved udstedelsen af forordning nr. 1014/71 anset det for rimeligt ikke at fastsætte udligningsbeløb for størstedelen af de forarbejdede produkter. Da et udligningsbeløb — hvad Kommissionen påviser ved hjælp af en beregning vedrørende byg og byggryn — har en ringere indflydelse på sådanne produkters pris end på råproduktets, havde det allerede med henblik på artikel 4, stk. 2 i forordning nr. 974/71 været nærliggende helt at udelukke de forarbejdede produkter. Kommissionen har ganske vist kun gjort brug af denne forskrift i tilfælde, hvor der opstod et teoretisk beregnet udligningsbeløb på mindre end 1 %, hvilket ikke var tilfældet for produkter forarbejdet på basis af byg. Alligevel må forskriftens fundamentale tanke — nemlig at der er mindre grund til at frygte en »forstyrrelse i samhandelen«, jo mindre udligningsbeløbets incidens er på prisen — også tages i betragtning ved anvendelsen af forordningens artikel 1, stk. 2, sidste punktum.

Kommissionen er gået ud fra, at produkter forarbejdet på basis af byg kun i meget ringe omfang er blevet importeret i forbundsrepublikken Tyskland og i Nederlandene, således at der — i hvert fald så længe kursudsvingene holdt sig inden for relativt snævre grænser — ikke har været grund til at frygte nogen »forstyrrelse i samhandelen«.

For så vidt angår udførslen af de omhandlede produkter, har der ikke i maj 1971 været fare for, at interventionssystemet skulle blive forstyrret af betydeligt forringede afsætningsmuligheder. Lige så lidt kunne det befrygtes, at den løbende eksport fra den tyske forarbejdningsindustri skulle blive væsentligt påvirket af, at man ikke ydede det — relativt ringe — udligningsbeløb, idet denne industri i stort omfang behersker markedet i forskellige tredjelande, heriblandt i Danmark. Det er betegnende, at sagsøgerne ikke gør noget erstatningskrav gældende som følge af ikke opnåede forretninger.

Det erkendes, at der i enkelte tilfælde opstod en alvorlig situation for de tyske eksportører. Fællesskabsinstitutionerne var imidlertid ikke forpligtet til at påtage sig at udligne disse skadelige følger, som de ikke selv har fremkaldt. En sådan udligning ville derfor i bedste fald være kommet i betragtning af billighedsgrunde; heroverfor stod imidlertid, at en sådan ordning også ville have medført udligningsbeløb for handelen inden for fællesmarkedet og derved have forstærket opsplitningen af det fælles landbrugsmarked. Ligeledes måtte der tages hensyn til, at de trufne foranstaltninger nødvendigvis måtte være af generel karakter.

Når Kommissionen senere har inddraget de omhandlede produkter i udligningsordningen, skyldes dette, at der nu i betragtning af de forandrede forhold måtte regnes med forstyrrelser. Forskellen mellem kontantkursen for DM og gylden og den officielle paritet var i det pågældende tidsrum steget fra 3 % til 6 %; yderligere måtte man regne med, at udvidelsen af grænserne for kursudsving og som følge heraf udligningsordningen ville blive opretholdt længe endnu.

Sagsøgerne anfører heroverfor, at Kommissionen fortolker forordning nr. 974/71 forkert. Artikel 1 bemyndiger alene medlemsstaterne til at træffe bestemte foranstaltninger og fastslår i sidste punktum, at »denne mulighed« kun må benyttes på de deri nævnte betingelser; denne sætning retter sig derfor udelukkende til medlemsstaterne. Artikel 7 knytter sig umiddelbart til artikel 6, som omhandler de gennemførelsesbestemmelser, som Kommissionen skal udstede; den retter sig således også til Kommissionen. At udtrykket »bemyndigelse« kun benyttes i artiklerne 1 og 7 er ikke i strid med denne fortolkning, da også artikel 6 materielt indeholder en bemyndigelse — nemlig for Kommissionen.

Hvis Kommissionen, som den hævder, var beføjet til at anvende udligningsordningen kun på enkelte produkter, altså »delvis«, ville dette have medført, at medlemsstaterne ved gennemførelsen af de af Kommissionen trufne foranstaltninger i strid med artikel 7 ville være tvunget til ligeledes kun »delvis« at benytte denne bemyndigelse.

At artikel 1, sidste punktum i forordning nr. 974/71 udelukkende retter sig til medlemsstaterne, fremgår også deraf, at systemet med udligningsbeløb — som Kommissionen selv bemærker — var en uønsket følge af enkelte medlemsstaters valutamæssige foranstaltninger og kun kunne accepteres, for så vidt dette i fællesmarkedets interesse var uundgåeligt. Rådet har derfor lige fra begyndelsen kun villet bemyndige medlemsstaterne til at yde udligningsbeløb for det tilfælde, hvor de nævnte valutamæssige foranstaltninger ville medføre de i denne bestemmelse nævnte skadelige følger.

Kommissionens margen ror skønsafgørelser var således ikke vid men begrænset; Kommissionen havde navnlig måttet afholde sig fra ethvert indgreb i den materielle ordning i forordning nr. 974/71. Der kan ikke drages nogen anden slutning af artikel 4. Denne bestemmelse begrænser den Kommissionen givne bemyndigelse, for så vidt som denne ikke må benyttes i tilfælde, hvor der kun foreligger ubetydelig incidens. Ganske vist har Kommissionen været berettiget til efter eget skøn at fastlægge den øverste grænse for den ubetydelige incidens til en forud fastsat størrelse. Når denne grænse imidlertid blev overskredet for et enkelt produkts vedkommende — således som Kommisisonen selv havde indrømmet, at det var tilfælde med hensyn til de pågældende produkter — var Kommissionen forpligtet til at fastsætte udligningsbeløb for dette produkt.

Kommissionen har imidlertid også overtrådt forordning nr. 974/71, selv om artikel 7, hvad sagsøgerne ikke mener, kun binder medlemsstaterne. Som Kommissionen selv udtaler, har den alene støttet den omtvistede ordning på forordningens artikel 1, sidste punktum, der som anført alene retter sig til medlemsstaterne. Det forhold, at man udelukkede produkter forarbejdet på basis af byg, kunne kun retfærdiggøres af, at Kommissionen inden for rammerne af sit skøn ved anvendelsen af artikel 4, stk. 2 havde fastlagt den øverste grænse for ubetydelig incidens til en højere sats end 1 %. Dette har den imidlertid efter sine egne udtalelser ikke gjort; dermed har den bundet sig selv og er forpligtet til at fastsætte udligningsbeløb for alle de produkter, hvor incidensen ligger over 1 %.

Herudover har Kommissionen, som dens udtalelser viser, ladet sig lede af usaglige overvejelser. Den har i første række taget aspekterne vedrørende indførslen i betragtning, men derimod ikke taget hensyn til aspekterne vedrørende udførslen og derved navnlig ikke til, at påvirkningen af udførslen af produkter forarbejdet på basis af byg ville forhindre, at hjemmemarkedet blev aflastet for grundproduktet byg. At sagsøgerne og andre virksomheder, som befinder sig i samme situation, for en overvejende dels vedkommende har forarbejdet indført byg, er efter sagsøgernes opfattelse irrelevant i denne sammenhæng, »da også byg, som blev indført fra tredjelande, til trods for importafgifterne udøvede pres på Fællesskabets interne marked«.

Kommissionen anfører heroverfor, at udtrykket »bemyndigelse« ifølge fast praksis i Fællesskabet aldrig anvendes i forholdet mellem Rådet og Kommissionen; dette udtryk svarer i øvrigt heller ikke til betydningen af den i EØF-traktatens artikel 155 omhandlede overdragelse af beføjelser. Derimod taler man altid om »bemyndigelse« i de tilfælde, hvor det tillades medlemsstater at afvige fra almindelige forskrifter og træffe særordninger. Kommissionenes fortolkning af forordning nr. 974/71 støttes på, at dennes artikel 6, stk. 2 har overladt til Kommissionen at »fastsætte udligningsbeløb«, altså en foranstaltning som nødvendigvis går forud for »brugen« af bemyndigelsen; problemet om delvis eller midlertidig brug af bemyndigelsen dukker først op i denne anden fase.

Hvis Kommissionen ikke havde været beføjet til at udelukke en del af de produkter, der kom i betragtning, fra udligningsordningen, ville dens funktion ved gennemførelsen af forordning nr. 974/71 »være blevet indskrænket til en nærmest matematisk opgave«. At dette ikke har været Rådets hensigt, følger af, at Kommissionen endog har været berettiget til at vedtage »andre undtagelser fra forordningerne om den fælles landbrugspolitik« (artikel 6, stk. 1), og at fastsættelsen af udligningsbeløbene skulle foretages af forvaltningskomiteen hvilket — hvad Kommissionen har påvist ved eksempler — altid er foreskrevet, når Kommissionen har en skønsmargen af væsentlig økonomisk betydning, og kun i dette tilfælde.

Artikel 7 har Rådet — med Kommissionens billigelse — først optaget i forordningen i løbet af det møde, der gik forud for udstedelsen af forordningen natten mellem den 11. og 12. maj 1971, nemlig fordi man udtrykkeligt ville udelukke den truende fare for, at medlemsstaterne ville anvende ordningen selektivt uden mulighed for kontrol fra Fællesskabets side.

Den opfattelse, at forordningens artikel 1, stk. 2, sidste punktum alene retter sig til Kommissionen, støttes af den betragtning, at det ville stride imod forordningens entydige mening, om man overlod fortolkningen af begrebet »forstyrrelser i samhandelen« til medlemsstaternes forgodtbefindende og dermed bragte enheden i det fælles landbrugsmarked i fare. Efter den nævnte bestemmelses systematiske placering og på baggrund af forordningens tilblivelseshistorie må bestemmelsen forstås således, at den »ved indføjelse af et selektivt kriterium« skulle skabe mulighed for at indskrænke kredsen af de produkter, der kom i betragtning for udligningsordningen.

Hvad Kommissionens påståede »selvforpligtelse« angår, drejer det sig ved fastlæggelsen af den øverste grænse for en ubetydelig incidens på 1 % om et »rent internt« kriterium, som i øvrigt ikke var blevet anvendt ufravigeligt. I betragtning af det korte tidsrum, der kom i betragtning (maj — august 1971), har denne interne praksis ikke kunnet få bindende kraft. Dette var heller ikke afgørende, da den omtvistede ordning var berettiget allerede på grund af artikel 1, stk. 2, sidste punktum i forordning nr. 974/71.

At importen havde stået i forgrunden for Kommissionen stemmer overens med den grundlæggende tendens i den fælles markedsordning for korn, hvis bestemmelser om importafgifter er bindende, mens eksportrestitutioner kun er fakultative.

b) Forskelsbehandling

C — Ansvar

Sagsøgerne er af den opfattelse, at der bør stilles de største krav til Kommissionens omhu; derfor må en af dette organ udvist objektivt fejlagtig optræden begrunde formodningen om, at den har pådraget sig ansvar. Kommissionen burde have erkendt, at den ikke kunne påberåbe sig artikel 1, stk. 1, sidste punktum i forordning nr. 974/71, og at den ikke uden tvingende grund kunne fravige den praksis, som den ellers har fulgt ved anvendelsen af artikel 4, stk. 2 i forordningen.

Efter Kommissionens opfattelse kan der ikke være tale om et ansvarspådragende forhold, end ikke hvis der ved den omtvistede ordning — hvad Kommisisonen bestrider — skulle være begået fejl. Den havde været nødsaget til at udstede de første gennemførelsesbestemmelser i løbet af meget kort tid og til brug herved at undersøge et meget betydeligt antal produkter for at kunne afgøre, om der var fare for en forstyrrelse af samhandelen.

D — Tab

Sagsøgerne gør gældende, at den omtvistede ordning har været til alvorlig skade for deres virksomhed. Hvis man går ud fra den i Rådets forordning nr. 1052/68 af 23. juli 1968»om regler om indførsel og udførsel af produkter forarbejdet på basis af korn og ris« (JO nr. L 179, s. 8) fastlagte omregningsnøgle på 100: 180, vil der vedrørende de omhandlede forarbejdede produkter fremkomme et udligningsbeløb på 15,12 DM pr. ton. Kun hvis sagsøgerne havde kunnet regne med dette beløb, ville det under de daværende forhold have været muligt for dem at fortsætte med at afslutte eksportforretninger vedrørende produkter forarbejdet på basis af byg med udsigt til fortjeneste. Dette gælder så meget mere, som sagsøgerne altid har afsluttet disse forretninger i engelske pund og i US-dollars, da de kontrakter, der forelå og blev afviklet efter frigivelsen af valutakursen, lød på disse valutaer, og da de efter almindelig handelssædvane principielt også kun kunne afslutte nye kontrakter i disse valutaer. Sagsøgerne havde den 31. juli 1970 endnu ordrer på udførsel af produkter forarbejdet på basis af byg til i alt 10000 tons for leverancer indtil januar 1971. I juli 1971 havde antallet af tilsvarende langfristede ordrer været lig nul.

Sagsøgerne udregner i stævningen deres tab — hvoraf de kun gør en mindre del gældende — til 198448,18 DM; som det fremgår af den med stævningen fremlagte udregning, er dette summen af de udligningsbeløb, som de er gået glip af i tidsrummet mellem den 12. maj og den 2. august 1971 ved de af dem gennemførte udførsler.

Efter al sandsynlighed vil sagsøgerne kun kunne gøre deres tab gældende ved at anlægge den foreliggende sag, da det må befrygtes, at de tyske myndigheder vil afvise en over for dem rejst indsigelse med henvisning til, at de er bundet af Kommissionens forordninger.

Kommissionen udtaler hertil, at den ikke har principielle indvendinger mod denne form for tabsberegning, men forbeholder sig en efterprøvelse af de fremlagte kontrakter og gennemførelsen af dem.

Kommissionen mener, at sagsøgerne dog i hvert fald kunne have undgået en del af tabet, nemlig i det omfang de til forarbejdning havde kunnet anvende eller rent faktisk har anvendt byg indført fra tredjelande. I så fald kunne de nemlig have benyttet sig af bestemmelserne om »aktiv forædling« (Rådets direktiv af 4. marts 1969»om harmonisering af lovgivning om aktiv forædling«, EFT specialudgave 1969 (I), s. 69; original reference JO nr. L 58, s. 1) og havde ikke behøvet at udrede udligningsafgiften for rå byg. Derved kunne de have opvejet den manglende tildeling af udligningsbeløb. Spørgsmålet om, hvorvidt de på denne måde havde været i stand til at undgå eller forhindre tab, afhænger af om og i hvilket omfang de allerede før den 12. maj 1971 havde købt rå byg, og om de var kontraktlig forpligtet til at aftage indenlandsk rå byg. Kommissionen forbeholder sig en nærmere stillingtagen til disse spørgsmål.

Med henblik på de i Domstolens dom af 14. juli 1967 (Kampffmeyer o.a./Kommissionen, nr. 5, 7 og. 13-24/66, Rec. 1967, s. 318 ff.) opstillede principper må det overvejes at pålægge sagsøgerne at fuldføre de klagemål, som de allerede har indbragt for de tyske myndigheder. Den omhandlede sag adskiller sig ganske vist fra den her foreliggende, for så vidt den eventuelle fejl ved den tyske retsakt her udelukkende kan hidrøre fra en fejl ved den påklagede fællesskabsretsakt. Der foreligger dog en analogi, for så vidt som sagsøgerne i de ovennævnte sager havde mulighed for at kræve for meget betalte afgifter tilbagebetalt fra den tyske forvaltning, og for så vidt som sagsøgerne i den foreliggende sag, hvis de får medhold, kan forlange de udligningsbeløb, som er nægtet dem, tilbagebetalt fra den tyske stat, da disse beløb ikke skal udredes af Fællesskabet.

bagsøgerne indvender i deres replik, at de kun har kunnet afvikle gamle leveringskontrakter med tab og kun kunnet afslutte nye kontrakter mod at affinde sig med et tab. De fremlægger en »samlet kalkulation« for udførslen af 9583 tons byggryn og angiver det herved opståede tab til 142000 DM. Dette tab ville ved udbetaling af det udligningsbeløb, som sagsøgerne har beregnet — 125048 DM — nogenlunde være blevet udlignet.

Sagsøgerne og deres leverandører var ikke forpligtet til at udnytte bestemmelserne om »aktiv forædling«. I øvrigt havde også producenterne af andre produkter forarbejdet på basis af korn, for hvilke Kommissionen fra først af havde fastsat udligningsbeløb, denne mulighed.

Spørgsmålet om, hvorvidt forordning nr. 1014/71 var behæftet med fejl, kan under et nationalt søgsmål i øvrigt kun afgøres ved en forelæggelse i medfør af EØF-traktatens artikel 177. Sagsøgerne ville næppe være i stand til på denne måde at opnå en positiv fastsættelse af de omtvistede udligningsbeløb med virkning fra den 12. maj 1971, da Kommissionen heroverfor sikkert ville anføre, at en sådan anmodning ville være en omgåelse af betingelserne i EØF-traktatens artikel 173 og 175 for antagelse til realitetsbehandling.

Kommissionen erklærer heroverfor, at det strider imod normal forretningsmæssig tankegang, at sagsøgerne skulle have arbejdet med tab; det er nærliggende at antage, at sagsøgernes faktiske kalkulation giver et gunstigere billede. I hvert fald berettiger disse uklarheder Kommissionens subsidiære påstand om, såfremt kravet om skadeserstatning principielt tages til følge, at der tages forbehold med hensyn til tabets størrelse.

Kommissionen gør nærmere rede for, hvorfor den finder det uforståeligt, at sagsøgerne ikke benyttede sig af bestemmelserne om »aktiv forædling«. De var ganske vist ikke »forpligtede« hertil, men de må selv bære risikoen ved denne undladelse. I hvert fald kan en nøje efterprøvelse af de faktiske omstændigheder også i denne henseende være nødvendig.

Domstolen har i sine allerede nævnte domme i sagerne nr. 5, 7 og 13-24/66 samt i sag nr. 96/71 udtalt det princip, at man ikke kan rejse et erstatningskrav mod Fællesskabet, når tabet består i en afgift, der skal udredes til de nationale myndigheder, og spørgsmålet om lovligheden af denne afgift kan indbringes for en national ret. Grundtanken i denne retspraksis kan overføres på det foreliggende tilfælde. Hvis sagsøgerne anlægger sag ved tyske retter, må det forventes, at disse vil henvende sig til Domstolen i medfør af EØF-traktatens artikel 177. Hvis dette skulle resultere i en afgørelse til støtte for sagsøgerne, ville Kommissionen ikke tøve med at drage de nødvendige konsekvenser og sørge for, at sagsøgerne fik de forlangte udligningsbeløb »in natura« (og ikke som skadeserstatning). Denne løsning må foretrækkes, også af den grund, at Fællesskabet, såfremt det skulle blive idømt skadeserstatning, må foretage udbetalinger til sagsøgerne af beløb, som efter den bestående ordning normalt skal afholdes af medlemsstaterne; dette resultat ville forekomme lidet tilfredsstillende.

Præmisser

Vedrørende antagelsen til realitetsbehandling

Vedrørende sagens realitet

Vedrørende den første søgsmålsgrund

Vedrørende den anden søgsmålsgrund

Vedrørende sagsomkostningerne