I sag nr. 36/72

FRANÇOIS MEGANCK, tjenestemand ved Kontoret for De europæiske Fællesskabers officielle Publikationer, boende i Luxembourg, repræsenteret og bistået af Victor Biel, advokat ved Cour supérieure de Justice du Grand-Duché de Luxembourg, og med valgt adresse i Luxembourg på advokat Biel's kontor, 71, rue des Glacis,

sagsøger,

mod

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret og bistået af sin juridiske rådgiver, Pierre Lamoureux, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos sin juridiske rådgiver, Emile Reuter, 4, boulevard Royal,

sagsøgt,

angående lovligheden af tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb,

afsiger

DOMSTOLEN (anden afdeling)

sammensat af: afdelingsformanden, P. Pescatore (refererende), dommerne, R. Monaco og H. Kutscher,

generaladvokat: H. Mayras

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Faktiske og retlige omstændigheder

I — Sagsfremstilling

François Meganck, som er belgisk statsborger, begyndte at gøre tjeneste inden for Den Høje Myndighed for EKSF i 1961 som »free-lance«-korrekturlæser.

Den 1. juni 1970 udnævntes han til midlertidigt ansat med samme arbejdsområde ved Kontoret for De europæiske Fællesskabers officielle Publikationer.

Efter at have fuldført sin prøvetid blev han den 1. december 1971 udnævnt til tjenestemand.

Meganck, som var enkemand og forsørger for en mindreårig skolesøgende datter, blev ved sin udnævnelse til midlertidigt ansat betragtet som familieforsørger i henhold til artikel 21 i ansættelsesvilkårene for de øvrige anstatte, samt artikel 1, stk. 3, litra b og artikel 2, stk. 3, litra b i bilag VII til tjenestemandsvedtægten.

Som sådan oppebar han tillægget som familieforsørger i henhold til artikel 1, stk. 1 i vedtægtens bilag VII, børnetilskud i henhold til artikel 2, stk. 1, uddannelsestillæg i henhold til artikel 3 og dagpenge som familieforsørger i henhold til artikel 10 i det nævnte bilag VII.

I oktober måned 1970 informerede Meganck Kommissionens administration om, at hans datter ved slutningen af skoleåret 1969-1970 havde besluttet at tage lønnet arbejde.

Ved skrivelse af 25. november 1970 meddelte personaleafdelingen ham følgelig, at børnetilskuddet, forsørgertillægget og uddannelsestillægget var blevet frataget ham med virkning fra den 1 juli 1970.

I januar måned 1972 påbegyndte Meganck i overensstemmelse med en mundtlig aftale mellem ham og en tjenestemand i personaleafdelingen tilbagebetalingen af et beløb på 4452 BF.

I februar måned 1972 havde Meganck fået mundtlig underretning om, at man for det første ikke havde gennemført skrivelsen af 25. november 1970 konsekvent, idet man i virkeligheden kun havde frataget ham børnetilskuddet og uddannelsestillæget, mens forsørger-tillægget fortsat var blevet ham udbetalt, og at man for det andet havde undladt at reducere dagpengebeløbet efter satsen for ugifte som følge af, at hans forsørgerstatus var bortfaldet.

Den 23. februar 1972 rettede Meganck en klage til formanden for Kommissionen i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90, hvorved han, idet han påberåbte sig sin gode tro, ansøgte om, at man i henhold til vedtægtens artikel 85 lod ham beholde de beløb, som ved en fejltagelse var blevet ham udbetalt.

Ved skrivelse af 10. marts 1972 meddelte chefen for Kommissionens personaleafdeling Meganck, at det for meget udbetalte. 69519 BF (38850 BF i dagpenge og 30669 BF i forsørgertillæg), ville blive tilbagesøgt af administrationen.

Bortset fra en bekræftelse af modtagelsen blev Megancks klage af 23. februar 1972 ikke besvaret af Kommissionen.

II — Retsforhandlinger

Meganck anlagde den 22. juni 1972 nærværende sag.

Den skriftlige forhandling er forløbet efter reelerne.

Efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (anden afdeling) besluttet at åbne den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.

I henhold til procesreglementets artikel 26, stk. 3 er afdelingsformanden Monaco blevet udpeget til at erstatte dommer Trabucchi, som var forhindret.

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål stillet af formanden i retsmødet den 22. november 1972.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 13. december 1972.

Til gennemførelse af kendelse af 27. februar 1973 fra Domstolen (anden afdeling) har parterne fremlagt visse dokumenter og besvaret flere spørgsmål skriftligt.

III — Parternes påstande

Sagsøgeren nedlægger påstand om, at Domstolen

a)	erklærer, at sagen kan antages til realitetsbehandling, og at den er grundet;

b)	statuerer, at han ikke havde kendskab til, at der fejlagtigt var blevet ham udbetalt visse beløb, og at disse fejl ikke var så åbenbare, at han burde have kendt dem;

c)	som følge heraf statuerer, at de fejlagtigt udbetalte beløb ikke kan kræves tilbagebetalt;

d)	dømmer Kommissionen til at afholde sagsomkostningerne og de øvrige udgifter.

Kommissionen nedlægger påstand om, at Domstolen

a)	forkaster sagsøgerens klage i sin helhed som ugrundet;

b)	dømmer sagsøgeren til at afholde sagsomkostningerne.

IV — Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender

Parternes søgsmålsgrunde, indsigelser og andre anbringender kan sammenfattes således:

Sagsøgeren hævder, at den foreliggende beslutning om tilbagesøgning fra Kommissionen ikke opfylder formforskrifterne men er et rent betalingspålæg. Under alle omstændigheder er den retsakt, der indeholder et klagepunkt imod ham, udgået fra en inkompetent myndighed og strider mod tjenestemandsvedtægtens artikel 85.

Det fremgår af artikel 5 i Kommissionens beslutning af 26. februar 1971 om udøvelse af den beføjelse, som ved tjenestemandsvedtægten er overdraget ansættelsesmyndigheden, at ansættelsesmyndighedens beføjelser ved anvendelse af vedtægtens artikel 85 for så vidt angår tjenestemænd, der har tjenestested i Luxembourg, og som aflønnes over driftsbudgettet, udøves af den assisterende generaldirektør for personale og administration, som har sit kontor i denne by. Det fremgår ligeledes af samme beslutnings artikel 7, som opregner de bestemmelser i vedtægten, hvor de beføjelser, der tilkommer ansættelsesmyndigheden, varetages af afdelingscheferne i generaldirektoratet for personale og administration inden for disses respektive kompetenceområder, at chefen for personaleafdelingen, som underskrev skrivelsen af 10. marts 1972, var fuldstændig inkompetent til at tage noget som helst skridt med henblik på tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb.

Søgsmålsgrunden om inkomptence, som er ufravigelig, bør accepteres, selv om den kun er blevet fremsat under den mundtlige forhandling.

Den beslutning eller det betalings-pålæg, som klagen retter sig imod, tager imidlertid ikke hensyn til tjenestemandsvedtægtens artikel 85, hvorefter »ethvert beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kan kræves tilbagebetalt, hvis modtageren har haft kendskab til fejlen, eller denne var så åbenbar, at han burde have kendt den«.

Ingen af de for tilbagesøgning stillede betingelser er opfyldt i den foreliggende sag: det drejer sig ikke om, hvorvidt modtageren af et udbetalt beløb havde været i stand til at indse ukorrektheden, men om han virkelig hevde kendskab til den, eller om han på grund af fejlens grovhed burde have kendt den.

Det påhviler administrationen at føre bevis herfor. Den skal bevise, at sagsøgeren har handlet svigagtigt eller har gjort sig skyldig i en alvorlig fejl, der kan sidestilles med svig. Intet af dette er imidlertid sket i det foreliggende tilfælde.

Hvad angår forsørgertillægget har sagsøgeren ikke på noget tidspunkt været klar over, at udbetalingen var fejlagtig. Da han ærligt forklarede administrationen sin nye situation, havde han ingen grund til ikke at regne med, at de tilsvarende beløb var blevet trukket fra hans løn. Hvad angik totalsummen i slutregningen, kunne han med rimelighed uden at gøre sig skyld i alvorlig forsømmelse henregne denne til forskellige fortløbende forhøjelser af grundlønnen.

Det kan ikke gøres gældende, at den fejl, som administrationen begik ved fejlagtigt at udbetale beløb, var så åbenbar, at sagsøgeren burde have kendt den: alle de administrative afdelinger, som modtog skrivelsen af 25. november 1970, begik samme fejl, og de afregninger, der sendtes til tjenestemændene, var vanskeligt forståelige.

For så vidt angik dagpengene havde sagsøgeren ikke kendskab til, at der fejlagtigt var udbetalt beløb til ham efter den sats, der gjaldt for tjenestemænd, som var familieforsørgere.

Disse tillæg nævntes ikke en gang i skrivelsen af 25. november 1970; sagsøgeren kan ikke anses for at være bedre egnet til at kunne konstatere, om beløb er fejlagtigt udbetalt, end alle de tejenstemænd, som er specialister på dette område.

Kommissionen anser det for en fuldstændig normal og sædvanligt brugt fremgangsmåde, at administrationen ved tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb foretager fradrag i lønnen; i det foreliggende tilfælde er dette fradrag i lønnen på ingen måde foretaget af en inkompetent myndighed.

Det bør bemærkes, at det er den assisterende generaldirektør for personale og administration med kontor i Luxembourg, der sædvanligvis foretager anvisning og opgørelse af lønninger, tillæg og godtgørelser. I det foreliggende tilfælde drejer det sig imidlertid om et fradrag i de månedlig udbetalte lønninger, der er sket efter ordre fra samme assisterende generaldirektør. Søgsmålsgrunden om manglende kompetence er således ikke grundet.

Den fortolkning, som sagsøgeren giver af vedtægtens artikel 85, ser bort fra tjenestemandens pligter; den ser ligeledes bort fra de uundgåelige fejl, som en administration kan begå, og som netop begrunder reglerne om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb. Den anlagte fortolkning tager sigte på at begrænse tilbagesøgningen af fejlagtigt udbetalte beløb alene til beløb, som en tjenestemand svigagtigt har modtaget og beholdt. En sådan fortolkning af artikel 85 vil gøre den næsten uanvendelig.

Især tysk og fransk tjenestemandsret pålægger ikke blot tjenestemanden pligt til løbende at underrette administrationen om indtrufne forandringer i hans personlige situation; den pålægger ham også at have kendskab til de regler, som angår ham og i det mindste summarisk at kontrollere, om der i de afregninger, som han modtager, er taget hensyn til disse.

Man vil ikke kunne kræve, at der foreligger svig for at retfærdiggøre en tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb. Efter tysk ret er det tilstrækkeligt, at man udviser betydelig simpel uagtsomhed, særlig ved gennemgangen af afgørelserne; det franske Conseil d'Etat er endnu strengere på dette punkt.

Det forhold, at administrationen fejlagtigt foretager en udbetaling kan karakteriseres som en simpel fejltagelse; den fejlagtige udbetaling har kun til følge, at tilbagesøgningskravet ikke kan gennemføres, helt eller delvist, når den finder sted over et meget langt tidsrum, eller når den sker på trods af modtagerens oplysninger.

På grundlag af de her foreliggende omstændigheder må det kunne konstateres, at sagsøgeren modtog opgørelser, ved hvis læsning han med et minimum af omhyggelighed og med normal opmærksomhed ville have opdaget, at udbetalingerne var fejlagtige i forhold til vedtægtsreglerne, som han var blevet mindet om eller ikke kunne være uvidende om.

Hvad angår forsørgertillægget må det bemærkes, at sagsøgerens løn i tidsrummet fra juni til december 1970 steg i stedet for at gå ned.

I øvrigt blev lønningsmeddelelsen i december 1970 ikke udfærdiget på en trykt lønseddel men på hvidt papir på en sådan måde, at de forskellige beløbskolon-ner på lønsedlen ikke var ledsaget af nogen trykt forklarende anmærkning; det ville være en normal reaktion fra sagsøgerens side at forlange en forklaring hos administrationen vedrørende de forskellige beløb.

Disse forklaringer blev under alle omstændigheder udtrykkeligt givet skriftligt ved udbetalingen af lønnen foi februar 1971; det omtalte dokument viser meget klart, hvilke beløb, de forskellige kolonner på lønsedlen henviste til. Sagsøgeren havde derfor ikke kunnet overse den kendsgerning, at han havde fået udbetalt et forsørgertillæg, som han ikke havde ret til. Fra og med februar 1971 blev udbetalingen af lønningerne på ny foretaget på trykte sedler, hvorpå de forskellige beløb, lønnen bestod af, udtrykkeligt var forklaret.

Det argument, at administrationens afdelinger ikke havde opdaget fejlen, er irrelevant; vedtægtens artikel 85 er kun meningsfuld, fordi dens forfattere forudså, at administrationen, uden at være klar over det, fejlagtigt ville kunne udbetale beløb, som til gengæld modtageren burde kende.

Når det drejer sig om betalinger, hvis størrelse afhænger af modtagerens egen personlige situation, vil denne, når det fejlagtigt udbetalte beløb er tilstrækkeligt individualiseret, og når dets grundlag tilstrækkeligt klart viser sig at være i strid med den pågældendes retlige stilling, lettere opdage en fejl end de ansatte i administrationen, som skal administrere flere tusinde tjenestemænd.

Sagsøgeren burde således have været klar over, at han oppebar et forsørger-tillæg, som han ikke havde ret til; vedtægtens artikel 85 er således klart anvendelig.

Hver måned skal man ansøge om dagpenge på en særlig formular; som følge heraf må sagsøgeren nødvendigvis ved forelæggelsen af ansøgningen have haft kendskab til vedtægtens bilag VII, artikel 10, som udtrykkeligt nævner forskellige satser for dagpenge, alt efter om tjenestemanden er familieforsørger eller ej. Derfor burde sagsøgeren have opdaget, at de dagpenge, der blev udbetalt ham, var beregnet efter familieforsørgersatsen, dels på grund af beløbets størrelse og dels på grund af de på betalingsordren anførte anmærkninger.

Vedtægtens artikel 85 finder derfor ligeledes anvendelse i denne situation.

Præmisser

1	Stævningen angår en tvistsom følge af en forandring i sagsøgerens familie-situation mellem Kommissionen og sagsøgeren med hensyn til tilbagesøgning af beløb, som fejlagtigt er udbetalt sidstnævnte som forsørgertillæg, samt af den del af dagpengene, som skyldes egenskaben af familieforsørger.

Vedrørende sagens genstand

Efter at sagsøgeren mundtligt af generaldirektoratet for personalet var blevet gjort opmærksom på, at der var begået en fejl, og at det var direktoratets hensigt at tilbagesøge alle de fejlagtigt udbetalte beløb, rettede han straks den 23. februar 1972 i henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 90 en klage til Kommissionens formand, hvorved han anmodede om, at det i henhold til bestemmelserne i vedtægtens artikel 85 for hans vedkommende måtte blive »vedtaget at lade udbetalingerne stå ved magt«;

3	denne skrivelse blev ikke besvaret bortset fra en modtagelseserklæring af 25. februar 1972 fra Kommissionens generalsekretariat;

4	den 10. marts 1972 sendte chefen for personaleafdelingen i generaldirektoratet for personalet en skrivelse til sagsøgeren, som præciserede hvorfor og hvor meget, der ville blive tilbagesøgt, såvel som fremgangsmåden ved tilbagesøgningen.

5	Sagen, som blev anlagt den 22. juni 1972, angår den stiltiende afvisning, som fremgår af den kompetente myndigheds undladelse af at træffe beslutning inden for fristen på to måneder regnet fra klagens indgivelse den 23. februar 1972;

6	det fremgår derimod af selve ordlyden af stævningen, at sagsøgeren ikke har anset skrivelsen af 10. marts 1972 for at være en afgørelse, der kunne gøres til genstand for et sagsanlæg, så meget mere som fristen for klager over denne akt var udløbet den 22. juni 1972;

7	heraf følger, at spørgsmålene om klagen kan antages til realitetsbehandling og erklæres grundet, skal vurderes alene på grundlag af den stiltiende afvisning, der følger af den tavshed, som Kommissionens administration iagttog med hensyn til klagen af 23. februar 1972.

Vedrørende søgsmålsgrunden om inkompetence

Under den mundtlige forhandling fremførte sagsøgeren en ny søgsmålsgrund, der er støttet på den omstændighed, at den omstridte afgørelse var underskrevet af en tjenestemand, nemlig chefen for personaleafdelingen med kontor i Luxembourg, som var inkompetent hertil i betragtning af den kompetence-delegation, som Kommissionen havde foretaget ved sin beslutning af 26. februar 1971 i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 2 om udøvelsen af de beføjelser, der ifølge tjenestemandsvedtægten tilkommer ansættelsesmyndigheden ;

9	ifølge denne beslutning forekommer »tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb« ikke blandt de beføjelser, der er tillagt den, der underskrev den omhandlede beslutning.

10	Det fremgår af det tidligere anførte, at denne søgsmålsgrund omhandler en akt — skrivelsen af 10. marts 1972 —, som ikke er klagens egentlige genstand;

11	denne søgsmålsgrund anfægter derimod ikke den stiltiende afvisning, som ifølge bestemmelsen i vedtægtens artikel 91, stk. 2, 2. afsnit i den affattelse, som skal anvendes i nærværende sag, anses for at hindrøre fra den »kompetente myndighed«, som sagsøgeren selv har henvendt sig til;

under disse omstændigheder er det ikke nødvendigt at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt gyldigheden af skrivelsen af 10. marts 1972 kunne anfægtes derved, at tilbagesøgningen af de fejlagtigt udbetalte beløb ved Kommissionens beslutning om delegation af beføjelser var overdraget en anden tjenestemand end den, der har underskrevet denne skrivelse;

13	denne søgsmålsgrund kan således lades ude af betragtning på grund af manglende relevans.

Vedrørende realiteten

14	Arten og størrelsen af de beløb, som fejlagtigt er blevet udbetalt til sagsøgeren, bestrides ikke;

tvisten angår alene spørgsmålet om, hvorvidt Kommissionens administration har ret til at kræve tilbagesøgning af de omtvistede beløb i henhold til vedtægtens artikel 85, som bestemmer, at ethvert beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kan kræves tilbagebetalt, »hvis modtageren har haft kendskab til fejlen, eller denne var så åbenbar, at han burde have kendt den«.

16	Det er ubestridt, at sagsøgeren, efter at der omkring den 1. juli 1970 opstod en ændring i hans familiesituation, først i oktober måned samme år meddelte dette til fællesskabsadministrationen;

17	eftersom han således selv har handlet på en måde, der strider mod vedtægten, kan han ikke påberåbe sig sin gode tro som argument for ikke at skulle tilbagebetale de beløb, som fejlagtigt blev udbetalt ham i nævnte periode;

18	for så vidt angår udbetalingen af forsørgertillægget for den senere periode, fremgår det af dokumenter, Kommissionen har fremlagt, at de lønsedler, sagsøgeren fik udleveret fra marts måned 1971 indtil januar 1972, i hvert enkelt tilfælde betegner udbetalingen som et tillæg som »forsørger«;

19	selv en overfladisk undersøgelse af lønsedlerne burde have gjort det klart for sagsøgeren, at han for så vidt angik disse månedlige udbetalinger fortsat oppebar et tillæg på grundlag af en egenskab, han ikke længere besad;

derimod var det ikke for så vidt angår den lønningsperiode, som løb fra november 1970 — tidspunktet for den første månedlige udbetaling, som fulgte efter sagsøgerens erklæring om ændringen i hans familiesituation — og frem til februar 1971, muligt for en person, der udviste normål agtpågivenhed, på grundlag af de lønbilag, som tilstilledes sagsøgeren, at opdage, at der fejlagtigt var blevet udbetalt et forsørgertillæg;

21	for november måned 1970 modtog sagsøgeren i virkeligheden kun et forskud på sin løn, da hans administrative status på dette tidspunkt endnu ikke var endeligt afgjort;

22	for månederne december 1970, januar 1971 og februar 1971 modtog han lønsedlerne på hvidt papir, da beholdningen af færdigtrykte sedler, som det fremgår af erklæringer fra Kommissionen, midlertidigt var opbrugt;

23	endvidere faldt udleveringen af disse lønsedler sammen med en forhøjelse af de af Fællesskabet udbetalte lønninger;

selv om der senere ved en forklarende skrivelse udsendt til Kommissionens tjenestemænd og øvrige ansatte med tjeneste i Luxembourg blev gjort rede for opgørelsen af lønnen for februar 1971, muliggjorde denne redegørelse ikke en reel forståelse af de tal, som var anført på de tidligere udleverede lønsedler;

25	man må altså for denne periode erkende, at de fejl, administrationen begik, ikke var åbenbare;

hvad endelig angår de dagpenge, som blev udbetalt i perioden fra november 1970 til oktober 1971, fremgår det af de forklaringer, som er afgivet af parterne, og af de dokumenter, som er fremlagt af Kommissionen, at dette tillæg blev betalt på grundlag af erklæringer fra sagsøgeren ved særlig udbetaling uafhængig af lønudbetalingerne;

27	de erklæringer, sagsøgeren underskrev til dette formål på formularer, administrationen udleverede, indeholdt ingen synlig sondring med hensyn til hvorvidt man ansøgte om tillæg i egenskab af familieforsørger eller ej;

28	hvis der i de interne bogholderibilag til Kommissionen foretages en sondring på dette punkt, er det dog ligeledes ubestridt, at de lønbilag, som sagsøgeren fik tilsendt ved udbetalingen, kun angav årsagen til denne med fællesbetegnelsen »dagpenge«;

29	under disse omstændigheder kan man ikke bebrejde sagsøgeren, at han ikke havde opdaget, at disse tillæg hele tiden blev udbetalt efter den sats, der gjaldt for tjenestemænd, der samtidig var familieforsørgere.

30	Det fremgår af det oven for nævnte, at Kommissionens administration ikke med føje kan kræve, at sagsøgeren tilbagebetaler, hvad der fejlagtigt i november 1970, december 1970, januar 1971 og februar 1971 månedligt blev udbetalt som forsørgertillæg og fra og med november 1970, som dagpenge;

31	for så vidt annulleres Kommissionens beslutning.

Vedrørende sagsomkostningerne

32	I henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 69, § 3 kan Domstolen ophæve sagsomkostningerne helt eller delvis, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter;

33	sagsøgeren har fået medhold i en del af sine klagepunkter;

34	Kommissionen skal derfor afholde en del af sagsøgerens sagsomkostninger, anslået til 50 % ;

35	i henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 70 bærer i øvrigt institutionerne ved søgsmål fra ansatte ved Fællesskaberne selv de af dem afholdte udgifter.

På grundlag af disse præmisser,

under henvisning til procesdokumenterne;

efter at have hørt den refererende dommers rapport;

efter at have hørt parternes mundtlige indlæg;

efter at have hørt generaladvokatens forslag til afgørelse;

under henvisning til tjenestemandsvedtægten, særlig artiklerne 85, 90 og 91;

under henvisning til protokollerne vedrørende Statutten for Domstolen;

under henvisning til procesreglementet for De europæiske Fællesskabers Domstol, særlig artiklerne 69 og 70,

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN (anden afdeling),

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand:

Den beslutning, hvorved Kommissionen over for sagsøgeren har nægtet at afstå fra tilbagesøgning af de fejlagtigt, som forsørgertillæg i perioden fra juli 1970 til januar 1972 samt som dagpenge for en familieforsørger i perioden fra juli 1970 til november 1971, udbetalte beløb, annulleres hermed for så vidt angår:

—	forsørgertillægget: de månedlige udbetalinger fra november 1970, december 1970, januar 1971 og februar 1971;

—	den del af dagpengene, der vedrører hans egenskab af familieforsørger: månedsudbetalingerne fra november 1970 til november 1971.

2.	Kommissionen bærer sine egne samt halvdelen af sagsøgerens sagsomkostninger.

Pescatore

Monaco

Kutscher

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg, den 30. maj 1973.

A. Van Houtte

Justitssekretær

P. Pescatore

Formand for anden afdeling