I sag 7/72
BOEHRINGER MANNHEIM GMBH, repræsenteret af direktørerne H. Raiser og H. E. Köbner, bistået af A. Deringer, C. Tessin, H. J. Herrmann og J. Sedemund, advokater i Køln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat M. Baden, 1, boulevard Prince Henri,
sagsøger,
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af dens juridiske konsulent E. Zimmermann som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos dens juridiske konsulent E. Reuter, 4, boulevard Royal,
angående ændring af Kommissionens beslutning af 25. november 1971 (IV/26 945/Boehringer) for så vidt angår den sagsøger pålagte bøde, subsidiært ophævelse af denne beslutning;
afsiger
DOMSTOLEN
sammensat af: præsidenten R. Lecourt, afdelingsformændene R. Monaco og P. Pescatore, dommerne A. M. Donner, A. Trabucchi (refererende), J. Mertens de Wilmars og H. Kutscher,
generaladvokat: H. Mayras
justitssekretær: A. Van Houtte
følgende
DOM
Præmisser
1. |
Ved beslutning af 16. juli 1969 pålagde Kommissionen for De europæiske Fællesskaber selskabet Boehringer Mannheim GmbH en bøde på 190000 regningsenheder for overtrædelse af EØF-traktatens artikel 85; bøden blev nedsat til 180000 regningsenheder ved Domstolens dom af 15. juli 1970 i sag 45/69; den 3. juli 1969 pålagde en District Court i New York selskabet Boehringer en bøde på 80000 dollars for overtrædelse af De forenede Staters forbundslovgivning om konkurrencebegrænsninger, hvilken bøde sagsøger betalte den 11. juli 1969; ved skrivelse af 3. september 1969 anmodede det pågældende selskab Kommissionen om at fratrække den i De forenede Stater betalte bøde i den, som Kommissionen havde pålagt ved beslutningen af 16. juli 1969; den 25. november 1971 afslog Kommissionen anmodningen. |
2. |
Sagsøger klager over, at Kommissionen hermed har krænket en almindelig retsgrundsætning, hvorefter sammenlægning af sanktioner for samme handling skulle være forbudt. |
3. |
Ved fastsættelsen af en bøde er Kommissionen forpligtet til at tage hensyn til sanktioner, som allerede måtte være pålagt den samme virksomhed for det samme forhold, når der er tale om sanktioner for overtrædelse af en medlemsstats kanelregler, og overtrædelsen således er sket på fællesskabsområdet; hvad angår spørgsmålet, om Kommissionen også er forpligtet til at fradrage en sanktion pålagt af en tredjestats myndigheder, skal dette kun afgøres, såfremt der er identitet mellem de forhold, der i det foreliggende tilfælde er gjort gældende mod sagsøger af henholdsvis Kommissionen og de amerikanske myndigheder. |
4. |
Selv om de faktiske omstændigheder, der udgør grundlaget for de omhandlede to domfældelser, har deres oprindelse i det samme aftalekompleks, er de dog væsensforskellige hvad angår både formål og territorial lokalisering. |
5. |
Domfældelsen i Fællesskabet vedrørte først og fremmest den såkaldte gentlemen's agreement om den fordeling, der angik fællesmarkedet og Storbritannien, og om begrænsningen i produktionen af syntetisk kinidin til fordel for virksomhederne Nedchem, Boehringer og Büchler; selv om domfældelsen i De forenede Stater delvist var begrundet med disse forhold, omfattede den et større kompleks, der navnlig var centreret om aftalen vedrørende kina-bark, kartellets opkøb og fordeling af Amerikas strategiske lagre samt om den efterfølgende anvendelse af særligt høje salgspriser i De forenede Stater indtil midten af 1966; der er strid mellem parterne om vurderingen af, hvilke handlinger der materielt er omfattet af den sidstnævnte domfældelse da dommen over sagsøger blev afsagt, uden at sagsøger havde bestridt sagsforholdet, således at man kun er i besiddelse af anklageskriftet og ikke af en udskrift af retsforhandlingerne eller af en begrundet dom, der kan fjerne tvivlen om domfældelsens rækkevidde; det påhviler sagsøger at godtgøre identiteten mellem de faktiske forhold, hvilket han ikke har været i stand til på grund af den nævnte situation. |
6. |
Under alle omstændigheder vil det ikke, som antaget af sagsøger, kunne lægges til grund, at det pådømte forhold var karteldannelsen som sådan og kartellets virkninger; i så henseende er det tilstrækkeligt at minde om, at Domstolens dom af 15. juli 1970 i en sag mellem samme parter indtog det modsatte standpunkt, i og med at det konstateredes, at kartellet i flere retninger måtte anses for »hvilende« efter et vist tidspunkt, hvorefter konklusionen blev, at traktatovertrædelserne var mere begrænsede end Kommissionen havde formodet, hvilket fik konsekvenser for fastsættelsen af bøden; dommen tog, i overensstemmelse med traktatens artikel 85, kun hensyn til en sådan anvendelse af kartellet, som kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet; i øvrigt har sagsøger ikke fremført noget, der kan bekræfte den opfattelse, at domfældelsen i De forenede Stater sigtede på andre former for gennemførelse eller virkninger af kartellet end dem, der var indtruffet i dette land; følgelig er det ej heller i den henseende påvist, at de påtalte forhold er identiske; |
7. |
der er derfor intet grundlag for en, selv delvis fratrækning af den af sagsøger i De forenede Stater idømte bøde i den bøde på 180000 regningsenheder, som sagsøger er idømt for overtrædelse af traktatens artikel 85; |
8. |
følgelig vil sagsøgte være at frifinde. |
På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer DOMSTOLEN idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand: |
Sagsøgte frifindes. |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 14. december 1972. A. Van Houtte Justitssekretær R. Lecourt Præsident |