1. 

Lige til en begyndelse må jeg imidlertid komme ind på et formalitetsspørgsmål, fordi dette tydeligt udskiller sig fra hovedsagen. Det drejer sig om det standpunkt, den franske regering første gang har fremsat i duplikken, at sagen skulle vare for sent anlagt. Den franske regering hævder, at dette følger af, at den allerede i 1965 har betegnet de bestemmelser, som den nu anklages for ikke at have overholdt, som ugyldige. Den har ligeledes i den følgende tid fortsat ved hjælp af tilkendegivelser og handlinger (ingen forelæggelse af rapporterne efter artikel 70, undladelse af at opstille kandidater til det rådgivende organ, forbehold over for budgettet for året 1967, forbehold over for en forordning fra Kommissionen udstedt i henhold til artikel 74), ladet forstå, at den fastholdt denne mening. Kommissionen kunne følgelig allerede tidligere have ladet den franske regerings standpunkt vurdere, dvs. ved et søgsmål have søgt klarhed over den retlige situation; det var derimod utilladeligt først at indbringe en sag for Domstolen fem år efter begyndelsen på den nu kritiserede tilstand.

Hvis man spørger sig selv, hvad man skal mene om denne indsigelse, må det først bemærkes, at Kommissionen hovedsagelig anmoder Domstolen om at tage stilling til overtrædelser, som skal have fundet sted i 1968, nemlig i form af en afslutning af indførsels- og leveringskontrakter uden Forsyningsagenturets medvirken. Disse begivenheder har åbenbart på grund af deres særligt mærkbare virkninger på forsyningssystemets funktion inden for Fællesskabet været afgørende for Kommissionens handlen. Men begynder man ved tidspunktet for opdagelsen af disse krænkelser, tager man yderligere hensyn til, at Kommissionens første reaktion allerede kom i april 1969, og betragter man endelig tingenes videre gang og det tidsrum, der var påkrævet for gennemførelsen af de nødvendige indledende skridt, kan der i virkeligheden vanskeligt tales om en utilladelig forsinkelse med anlæggelsen af retssagen.

Derudover må man heller ikke — og det synes lige så vigtigt — glemme, at Euratom-traktatens artikel 141 overhovedet ikke opstiller frister for gennemførelsen af et søgsmål til konstatering af en overtrædelse. Dette er vel gennemtænkt og fuldt berettiget. Thi det drejer sig om et meget vidtgående søgsmål, om et »ultima ratio«, som Domstolen engang har fastslået det i den analoge procedure vedrørende artikel 88 i EKSF-traktaten (sag 20/59, Sml. 1954 — 1964, s. 189, org. ref. Recueil 1960-VI, s. 692). Følgelig ville det ikke være fornuftigt at prøve at iværksætte dette søgsmål ved enhver lejlighed. For hyppig anvendelse heraf kan nemlig forringe virkningen af dette retsmiddel, som i forvejen kun har begrænset effektivitet på grund af mangelen på enhver sanktionsmulighed. Endvidere sætter et sådant sagsanlæg nødvendigvis til en vis grad den pågældende medlemsstats prestige på spil, og det selv om det kun drejer sig om et objektivt søgsmål, der går ud på at få opklaret en retlig situation og savner enhver moralsk ladning.

Det er sådanne grunde, som synes at udelukke enhver automatisme ved indbringelsen af sagen, og enhver pligt til at anlægge den og i stedet taler for at indrømme Kommissionen en skønsmæssig beføjelse ved afgørelsen af om og hvornår der skal anlægges sag. I denne forbindelse kan mange synspunkter spille en rolle, såsom forsøg på at få tilvejebragt et mindeligt forlig (der kan være tidrøvende) eller — som i det foreliggende tilfælde — den kendsgerning, at den franske regerings første tilkendegivelser om ugyldigheden af traktatens bestemmelser kun havde forholdsvis ringe virkninger, som ikke kunne retfærdiggøre et sagsanlæg eller videre den kendsgerning, at Fællesskabet i 1965 og i tiden derefter befandt sig i en alvorlig krise, hvis overvindelse ikke måtte vanskeliggøres ved en indledning af stridigheder af mindre betydning, såvel som derefter muligvis den antagelse, at der i nær fremtid kunne forudses en ændret affattelse af de pågældende bestemmelser. Så længe det er muligt at tage den slags overvejelser i betragtning kan man i hvert fald sige, at Kommissionen har udøvet sit skøn fagligt korrekt, og udelukke antagelsen af en utilladelig forsinkelse med sagsanlægget.

Af alle de anførte grunde kan der heller ikke være tale om at anvende retspraksis fra sag 59/70 på det foreliggende tilfælde, dvs. Domstolens konstateringer i forbindelse med et passivitetssøgsmål mod Kommissionen indgivet af en medlemsstat på grund af en anden medlemsstats optræden, hvorefter der skal indgives klage til Kommissionen inden for en rimelig frist efter, at den begivenhed, der giver anledning til klage er blevet bekendt, hvis der ikke skal ske fortabelse af søgsmålsretten. Jeg har allerede tidligere givet udtryk for, at jeg principielt anser overvejelser af denne art for betænkelige. Mine betænkeligheder er i mellemtiden ikke forsvundet; jeg er tværtimod stadig af den opfattelse, at det ikke er på sin plads via retspraksis at indføre frister i retsbeskyttelsen af kontrakter, hvor disse selv har givet afkald på sådanne frister.

Bortset herfra må man også sige, at forskellen i situationerne udelukker en anvendelse af konstateringerne i sag 59/70 på den foreliggende sag. Det var nemlig karakteristisk for sag 59/70, at det drejede sig om et passivitetssøgsmål mod en institution, som blev anlagt på grund af tredjemands optræden (som Domstolen husker, var det et spørgsmål om nationale foranstaltninger til fordel for økonomien i en medlemsstat, hvis interesser der naturligvis måtte tages hensyn til), og det er endvidere ikke mindst vigtigt, at der i sag 59/70 ved bedømmelsen af den sagsøgende medlemsstats søgsmålsret kunne henvises til statens almindelige pligt til at samarbejde med Fællesskabets institutioner, som er forankret i EKSF-traktatens artikel 86. — Jeg finder det næppe engang nødvendigt at understrege, at overvejelser af denne art klart ikke kommer i betragtning i nærværende sag.

Eftersom Euratom-traktatens artikel 141 ikke opstiller nogen frister for sagsanlæg, og da den foreliggende sags faktiske omstændigheder ikke gør det muligt at hævde, at Kommissionen har misbrugt sin skønsmæssige beføjelse ved valget af tidspunktet for sagsanlægget, må det derfor konstateres, at den af den franske regering fremsatte indsigelse om forsinkelse ikke kan rejse tvivl om søgsmålets antagelse til realitetsbehandling.

2. 

Det hovedargument, som den franske regering fremfører mod sagsanlægget og som jeg nu skal komme ind på, er følgende: bestemmelserne i Euratom-traktatens kapitel VI var ikke længere gyldige på det tidspunkt, da den franske regering anklagedes for overtrædelse. For så vidt henviser den franske regering til artikel 76, stk. 2, den afsluttende bestemmelse i kapitel VI. Af den fremgår det, efter den franske regerings opfattelse, at afgørelsen om, hvad der skal gælde på forsyningsområdet, skulle træffes inden forløbet af syv år fra traktatens ikrafttræden, dvs. før den 1. januar 1965, for at nye bestemmelser kunne træde i kraft den 1. januar 1965 i tilfælde af, at de oprindeligt gældende bestemmelser ikke skulle blive stadfæstet. Til nød kunne det ifølge den franske regering siges, at der endnu en kort tid efter syvårsfristens udløb bestod en mulighed for at stadfæste de gamle bestemmelser. Da denne mulighed ikke blev udnyttet inden for en rimelig frist, må det antages, at de oprindeligt gældende bestemmelser ophørte med at være i kraft, og at Rådet var forpligtet til at fastsætte nye bestemmelser (et mål, som Kommissionen for øvrigt selv har tilstræbt med sine forslag af november 1964, og som åbenbart har været i overensstemmelse med alle medlemsstaters vilje). Indtil fastsættelsen af sådanne nye bestemmelser kan man imidlertid kun — ingen anden konklusion er mulig — tale om en lakune i fællesskabsretten. — Kommissionen afviser med bestemthed denne opfattelse. Den hævder på sin side, at der i hvert fald måtte antages en forbigående, provisorisk gyldighed for de oprindeligt i traktaten indeholdte bestemmelser ud over den 1. januar 1965 uden nogen tidsmæssig begrænsning indtil fastsættelsen af nye bestemmelser eller indtil stadfæstelsen af den oprindelige tekst.

Hvis man først søger at løse dette problem ved hjælp af ordlyden af artikel 76, stk. 2, opdager man, at afgørelsen ifølge den tyske og nederlandske tekst er temmelig klar. Heri hedder det nemlig: »Nach Ablauf von sieben Jahren nach Inkrafttreten des Vertrages kann der Rat diese Bestimmungen in ihrer Gesamtheit bestätigen« (»Na verloop van zeven jaar … kan de Raad … bevestigen«) Det betyder for det første: der fastsættes et tidsrum, der begynder den 1. januar 1965, og det kommer tydeligvis an på, om den omtalte syvårsfrist er udløbet. For det fastsatte tidsrum regnes der for det andet med en stadfæstelse. Det kan kun betyde en stadfæstelse af gældende tekster, for øvrigt en konklusion som også fremgår af, at et simpelt flertal er tilstrækkeligt for stadfæstelsen, mens enstemmighed er nødvendig i Rådet for fastsættelsen af nye bestemmelser. Således viser den tyske og nederlandske tekst klart, at kapitel VI ikke kan være trådt ud af kraft med virkning fra den 1. januar 1965. Derimod er den franske og italienske tekst mindre entydig, idet der heri bruges ordene, »à l'issue d'une période de sept ans« hhv. »allo scadere die un periodo di sette anni«. Disse udtryk kunne faktisk forstås således, at en eventuel stadfæstelse skulle være sket til sidst, dvs. ved syvårsfristens ophør, således at de nødvendige beslutninger skulle være truffet senest den 31. december 1964. Men en række vægtige overvejelser kan anføres imod denne opfattelse ud fra ånd og formål i kapitel VI. Ved udarbejdelsen af Euratom-traktaten var der åbenbart ingen — det kan udledes at forarbejderne — der havde en præcis forestilling om den fremtidige udvikling på dette nye område med faktorer, der ændredes over hele verden, især vedrørende forsyningsproblemerne. Derfor besluttede man først at indførte en foreløbig, tidsbegrænset regulering for så, efter indsamling af de nødvendige erfaringer, at fastlægge det endelige system. Meningen med artikel 76 er således hovedsagelig at fastsætte en forsøgsperiode. Men det ville øjensynligt være vanskeligt at forene kravet om, at afgørelsen om den endelige ordning skulle træffes senest den 31. december 1964, med denne forsøgsperiode og med det utvivlsomt nærede ønske om at udnytte perioden fuldt ud. Thi man må ikke glemme, at der udkrævedes langvarige forberedelser i denne henseende, de indsamlede erfaringer måtte undersøges, og det måtte overvejes, om de retfærdiggjorde ordningens beståen, eller om det ville være bedre at udarbejde en ny regulering, til hvis vedtagelse flere institutioner (Kommission, Råd og Forsamling) som bekendt skal medvirke. Hvis denne beslutning følgelig skulle være truffet senest den 31. december 1964, ville den i artikel 76 omhandlede forsøgsperiode eventuelt være blevet betydeligt forkortet, hvilket — som jeg allerede har nævnt — ikke er i overensstemmelse med reguleringens ånd. På den anden side er det heller ikke muligt at søge hjælp i kunstgrebet »standsning af tiden«, som ville have tilladt, at den nødvendige beslutning blev truffet i begyndelsen af 1965, hvorved forsøgsperioden kun blev forkortet ganske ubetydeligt. Efter min mening kan det vanskeligt antages, at traktatgiverne skulle have haft denne usædvanlige fremgangsmåde, som ikke er kendt overalt, og som sikkert støder på mange betænkeligheder, for øje ved affattelsen af artikel 76. Ligeledes må det, bortset fra det problem om tilbagevirkende kraft, som ville være opstået i tilfælde af, at nye bestemmelser var trådt i kraft den 1. januar 1965, ikke glemmes, at denne metode endnu aldrig, hvor det har drejet sig om traktatteksters gennemførelse, har været anvendt på situationer, som kræver en kompliceret og langstrakt fremgangsmåde med næsten alle fællesskabsinstitutioners deltagelse. Overvejelser ud fra ånd og formål i de bestemmelser, der skal bedømmes, fører derfor heller ikke til, at den italienske eller franske tekst må fortolkes således, at beslutningen i henhold til artikel 76, stk. 2, skulle træffes senest ved den deri nævnte frists ophør.

Derfor finder jeg det også fejlagtigt i denne sammenhæng at henvise til den på lignende måde formulerede bestemmelse i EØF-traktatens artikel 37 og hævde, at det heri anvendte udtryk »am Ende der Űbergangszeit« (»à l'expiration de la periode de transition«) ifølge retspraksis (sag 20/64, Sml. 1965 — 1968, s. 3) betyder »senest fra overgangsperiodens udløb«. Det må i virkeligheden ikke overses, at den af Domstolen anlagte fortolkning gælder for en situation, hvor der blev fastsat en tidsfrist for den gradvise opfyldelse af medlemsstaternes forpligtelser (omformning af handelsmonopoler). Denne fortolkning lader sig altså ikke uden videre anvende på den bestemmelse i Euratom-traktatens artikel 76, hvorefter det hovedsagelig drejer sig om udarbejdelsen af en ny regulering efter en bestemt periodes forløb. Da den franske regering endelig selv indrømmer, at udtrykket »à l'issue de« ikke er helt klart, kan det alt i alt kun antages, at de i artikel 76 omhandlede beslutninger (stadfæstelse eller fastsættelse af nye bestemmelser) endnu kunne træffes efter den 1. janunar 1965, således at den oprindeligt gældende regulering ikke trådte ud af kraft efter den 31. december 1964, men vedblev at være anvendelig i det mindste provisorisk også ud over denne dato.

Hermed er undersøgelsen af de spørgsmål, der interesserer os idag, imidlertid ikke bragt til ende. Thi den franske regering gør også gældende subsidiært, at der — forudsat kapitel VI havde provisorisk fortsat gyldighed — højst kunne være tale om en rimelig frist i denne henseende. Da stadfæstelsen af de oprindeligt gældende bestemmelser ikke havde fundet sted før fristens ophør, mistede de deres gyldighed. Herefter kunne kun fastsættelsen af nye bestemmelser komme i betragtning.

Man kan faktisk til støtte for denne fortolkning henvise til den franske og italienske ordlyd af artikel 76 stk. 2, hvori der med formuleringerne »à l'sissue de« og »allo scadere di« kunne ses en snæver forbindelse mellem beslutningen om stadfæstelse og udløbet af syvårsfristen (medens den tyske og nederlandske tekst åbenbart ikke kan forstås således). — Der kan imidlertid endnu en gang fremføres vægtige saglige betænkeligheder mod rigtigheden af dette standpunkt. Jeg er således overbevist om, at det er vanskeligt at forene det elementære princip om retssikkerhed og den opfattelse at visse traktatbestemmelser er trådt ud af kraft efter en ikke nærmere bestemt frist, og dette uden klar og udtrykkelig bestemmelse om gyldighedsophøret, dvs. i den antagelse, at spørgsmålet om stadfæstelse kunne besvares ved hjælp af en stiltiende negativ beslutning.

Uden samtidig ikrafttræden af nye bestemmelser ville dette for øvrigt betyde et kontinuitetsbrud på et område, som er af grundlæggende betydning for Fællesskabet, og hvorpå traktaten ofrer en meget detaljeret regulering med en overordentlig vidtgående integrationseffekt. Der ville for så vidt indtræde intet mindre end en midlertidig opløsning. Det kan vanskeligt antages, at traktatgiverne har villet noget sådant, idet det følger af traktatens artikel 2, litra d), at det er Fællesskabets opgave og vedrørende forpligtelse at sørge for regelmæssig og ligelig forsyning med malme og nukleart brændsel til alle brugere i Fællesskabet. Sammenhængen mellem det kapitel, Domstolen beskæftiger sig med idag, og andre traktatkapitler uden tidsmæssig begrænsning i gyldigheden kan heller ikke lades ude af betragtning her, især sammenhængen med overvågningen af sikkerheden, som sikkert lettes ved en fælles forsyningsordning, der omfatter kontrol med anvendelsen af de leverede produkter (artikel 60). Endelig må man også tænke på, at Forsyningsagenturet kan have afsluttet langfristede kontrakter, hvis retlige skæbne ville være ganske usikker, hvis man antog, at de hertil hørende bestemmelser var trådt ud af kraft efter en vis tid, og Forsyningsagenturet således var blevet berøvet sit retsgrundlag. — I betragtning af disse væsentlige overvejelser ser det faktisk ud til, at den eneste mulige konklusion er, at kapitel VI fortsat har været provisorisk anvendeligt, og dette lige indtil en ny regulerings ikrafttræden eller til den oprindelige teksts stadfæstelse, som i virkeligheden stadig synes mulig, eftersom den aldrig er blevet udtrykkeligt udelukket, hverken i 1965 eller senere (som Kommissionen har erklæret, blev dens forslag i hvert fald uden diskussion henvist fra Rådet til Parlamentet i 1965).

Det er heller ikke muligt — selv om det ved første øjekast virker besnærende — at indvende imod denne antagelse, at man herved i realiteten kommer til at anerkende en stiltiende beslutning om stadfæstelse. Thi herom kan der ikke være tale, idet stadfæstelse betyder den endelige fastholdelse af de gældende bestemmelser. En forbigående fortsat anvendelse af disse har derimod ikke de samme virkninger. Den fordrer naturligvis især en sådan udformning af de betingelser, der skal fastsættes for deres anvendelse, at den fremtidige regulering bliver foregrebet mindst muligt. — Jeg kan heller ikke følge den franske regering, når den hævder, at det ville være bedre for en meningsfuld videreførelse af integrationen at gå ud fra eksistensen af en retlig lakune, der eftertrykkeligt tvinger fællesskabsinstitutionerne til at handle, end fortsat at anvende regler, som allerede på et tidligt tidspunkt har vist sig uegnede, og som aldrig rigtigt er blevet anvendt. Jeg skal i en anden sammenhæng komme nøjere ind på den sidst omtalte bemærkning.

Lige nu vil jeg nøjes med at fastslå, at jeg finder det vanskeligt at antage, at en fortsættelse af den integration, som alle ønsker, ikke skulle blive vanskeliggjort ved en tilbagevenden til nationale reguleringer med alle heraf følgende ulemper (som f. eks. vil følge af en opgivelse af den stadige underretning af fællesskabsinstitutionerne). Efter min opfattelse kan man næppe imødegå en sådan tilstand mere hensigtsmæssigt end ved provisorisk fortsat anvendelse af en detaljeret fællesskabsregulering, som åbenbart er lagt an på at skulle videreføres i sine væsentlige elementer.

Som konklusion på disse overvejelser må jeg derfor fastholde, at man i en situation, som sikkert ikke kan betragtes som tilfredsstillende, må foretrække den af Kommissionen hævdede opfattelse og den provisoriske fortsatte gyldighed af Euratom-traktatens kapitel VI frem for den antagelse, at der fra et bestemt tidspunkt i 1965 skulle have bestået en lakune i fællesskabsretten.

3. 

Hvis man kan tilslutte sig ovennævnte opfattelse, har man ingen særlige vanskeligheder med at besvare spørgsmålet, om den franske atomenergikommissions handlemåde i 1965 og senere, for hvilken den franske regering utvivlsomt må anses for ansvarlig, samt den franske regerings egen handlemåde har udgjort en overtrædelse af bestemmelserne i kapitel VI og af de bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af nævnte kapitel.

Dette gælder først og fremmest for indførslerne af beriget uran og plutonium uden Forsyningsagenturets mellemkomst. Om disse har end ikke den franske regering hævdet, at de var i overensstemmelse med bestemmelserne i kapitel VI, som disse oprindeligt skulle forstås. — Det samme gælder for det fra Sydafrika indførte uranhexafluorid til analyseformål, som i det mindste burde have været anmeldt til Forsyningsagenturet i henhold til Euratom-traktatens artikel 75. Vedrørende leveringen af beriget uran til et italiensk offentligt foretagende har Kommissionen uimodsagt fremført, at den var omfattet af forsyningsordningen, også selv om det drejede sig om en levering med henblik på udviklingen af en skibsmotor. Forsyningsagenturet skulle altså også have medvirket ved denne transaktion. Hvad endelig angår rapporterne fra medlemsstaterne om udviklingen af prospekteringen og produktionen, de sandsynlige reserver og de investeringer i miner, der er gennemført eller påtænkt på deres områder, hvilke rapporter årligt skal tilstilles Kommissionen i henhold til artikel 70, har den franske regering ganske vist forsøgt at retfærdiggøre sin undladelse med en henvisning til, at de af den franske atomenergikommission årligt udarbejdede rapporter er blevet sendt til Kommissionen. Men en sammenligning af disse rapporter med de tidligere i medfør af artikel 70 leverede rapporter viser blot, at de sidstnævnte var væsentligt mere udførlige (i hvert fald vedrørende prospektering og produktion). Det er især også påvist, at rapporterne fra atomenergikommissionen intet indeholder om de i artikel 70 omtalte investeringer. De kan derfor ikke erstatte de i artikel 70 omhandlede rapporter, hvorfor det står fast, at den franske regering ej heller har overholdt denne bestemmelse.

4. 

De ovennævnte kendsgerninger berettiger ganske vist endnu ikke til at hævde, at den franske regering har krænket traktaten, og at søgsmålet må afgøres med domfældelse. Tværtimod er det nødvendigt at undersøge en række andre indvendinger, som efter den franske regerings opfattelse er relevante.

Herunder må der lægges vægt på den bemærkning, at bestemmelserne i Euratomtraktatens kapitel VI aldrig rigtigt er blevet anvendt, men kun tilsyneladende og overfladisk, at de ikke har haft nogen praktisk betydning, og at der derfor ikke kan erkendes nogen interesse i at få fastslået, at Frankrig ikke har overholdt dem.

I denne sammenhæng må det efter min mening fremhæves på forhånd, at den franske regering ikke har påstået, at de omtalte bestemmelser er forblevet fuldstændigt betydningsløse. I hvert fald blev det ikke sagt, at der ikke er sket anvendelse af artiklerne 70 og 75, dvs. de bestemmelser, som omhandler en årlig rapport fra medlemsstaterne til Kommissionen og en meddelelsespligt i visse tilfælde. Denne omstændighed er i sig selv af en vis betydning for bedømmelsen af den foreliggende sag.

Vedrørende den mangelfulde funktion af kapitlet »Forsyning« i øvrigt er der grund til at skelne mellem flere aspekter. Det første angår systemet i artikel 60, som i det væsentlige lader Forsyningsagenturet regulere konfrontationen mellem tilbud og behov vedrørende malme, udgangsstoffer osv. Dette system har ifølge den franske regering ikke fungeret for så vidt, som kontrakter om levering af ren uran kunne indgås direkte mellem leverandører og interesserede købere og først efterfølgende skulle anmeldes til Forsyningsagenturet, endvidere for så vidt, som selv kontrakter om specielle fissile materialer faktisk skal være blevet forhandlet direkte mellem parterne og kun formelt stadfæstet af Forsyningsagenturet, samt endelig for så vidt, som kontrakterne om levering som regel blev indgået for en længere periode end ti år, hvad der ifølge traktaten bør være undtagelsen.

Angående denne påstand må det først indrømmes, at det af artikel 5 i forretningsordenen for Forsyningsagenturet af 5. maj 1960 fremgår, at Kommissionen kan opfordre Agenturet til at anvende en forenklet fremgangsmåde, når den på Agenturets foranledning og efter høring af det rådgiven de organ fastslår for visse produkter, »at tilbudet åbenbart overstiger efterspørgselen«. Efter at det rådgivende organ har taget stilling, fastlægger Agenturet de almindelige betingelser, som skal opfyldes af de kontraktater, der er indgået i henhold til den forenklede fremgangsmåde. Kontrakterne bliver forhandlet direkte af interessenterne og derefter anmeldt til Agenturet, og »de betragtes som indgået af dette, hvis det ikke rejser indsigelse over for de deltagende parter inden otte dage efter kontrakternes modtagelse«. Denne regulering er blevet anvendt vedrørende ren uran og thorium. På grundlag af en meddelelse fra Forsyningsagenturet af 23. november 1960, hvis gyldighed er blevet forlænget flere gange, kunne kontrakter af denne art fra den I. december 1960 direkte forhandles og underskrives af interessenterne. De almindelige betingelser, som var afgørende herfor, og som var fastsat af Agenturet, blev offentliggjort i Journal Officiel af 30. november 1960. De bestemmer blandt andet, hvilke angivelser (om priser og anvendelsesformål) kontrakterne skal indeholde, og for hvor lang tid de kan indgås.

Spørger man, om Euratom-traktatens artikel 70 dækker denne forenklede fremgangsmåde, må man sikkert tage hensyn til, at forsyningsordningen alt i alt udgør et kompromis mellem plan- og markedsøkonomiske tendenser. Det ligger i et sådan systems natur, at de afgørende mål er at tilstræbe sikring af en lige adgang til forsyningskilderne ved hjælp af det mindst mulige forvaltningsapparat og kun at foretage myndighedsindgreb når det er strengt nødvendigt. I en situation, hvor der praktisk taget ikke eksisterer nogen efterspørgsel (som det især var tilfældet i 1960 og årene derefter, hvor der kun blev indgået kontrakter om ganske ringe mængder), dvs. ved forekomsten af et udpræget købers marked, kan det omtalte mål uden tvivl nås uden en centraliseret konfrontation af tilbud og efterspørgsel. Det er især muligt af den grund, at anvendelsen af korrekte markedspriser ser ud til at være garanteret gennem de af Forsyningsagenturet foretagne markedsundersøgelser og den almindelige information til foretagenderne om tilbud, afsætning, pristendenser osv. Desuden kan den efterfølgende kontrol med kontrakterne, som udøves af Forsyningsagenturet, der som bekendt har ret til at fremsætte indsigelser, bidrage til virkeliggørelsen af det pågældende mål. Set ud fra denne synsvinkel er den forenklede fremgangsmåde altså helt i overensstemmelse med ånd og formål i Euratom-traktatens artikel 60. Man kan også vanskeligt bestride, at dens indførelse er dækket af den almindelige formulering i artikel 60, sidste stk., hvori det blot hedder, at Agenturets reglement fastsætter »vilkårene for sammenholdelse af tilbud og ordrer«. Jeg indser i hvert fald ikke, hvordan man i denne forbindelse kan tale om en utilladelig nedbrydning af systemet og en krænkelse af traktaten. Derudover kan det efter, hvad der er fremkommet under forhandlingerne, heller ikke hævdes, at nævnte system ikke har fungeret efter 1965. Ifølge Kommissionens uimodsagte bemærkninger blev der nemlig endnu i årene 1967 og 1969 , indgået kontrakter om større mængder ren uran til verdensmarkedspriser på det grundlag, som jeg har beskrevet.

Vedrørende leveringen af beriget uran, der — såvel som leveringen af plutonium — nødvendigvis sker under Agenturets medvirken (en forenklet fremgangsmåde er for så vidt ikke mulig her), må det bemærkes, at det monopol, der indehaves af De forenede Staters atomenergikommission, er bestemmende på dette område — i hvert fald hvad angår beriget uran — og at på den anden side kun få foretagender kommer i betragtning som aftagere. Der finder altså ikke i almindelighed en regulær sammenholdelse af flere tilbud og ordrer sted, og leveringerne gennemføres åbenbart forskelsløst i henhold til de i Federal Register offentliggjorte priser. Alligevel ser det ikke ud til, at Forsyningsagenturets mellemkomst er uden betydning. Først og fremmest må man ikke glemme, at der åbenbart også kommer andre leverandørlande (England, Kanada) i betragtning for plutoniums vedkommende. Vedrørende beriget uran må leveringen inden for rammerne af den overenskomst, der blev indgået i 1958 mellem Euratom og USA (i henhold til en enstemmig beslutning fra Rådet), nødvendigvis ske under Agenturets medvirken, dvs. på grundlag af trekantede forhandlinger. Herved tør det uden videre antages, at mellemkomsten af et overordnet, for alle brugere handlende fællesskabsorgan er af væsentlig betydning og øver en meget stor indflydelse på et område, hvor den statslige vilje spiller en afgørende rolle. Således var og er Forsyningsagenturets virksomhed tilsyneladende også betydningsfuld med hensyn til anstrengelserne for at forhøje leveringsloftet, og de behovsanalyser, som Forsyningsagenturet foretager, udøvede og udøver fortsat en afgørende indflydelse på forhandlingerne inden for dette område. Ligeledes har Agenturet efter Kommissionens erklæringer medvirket ved affattelsen af standardkontrakter, ved afslutningen af rammekontrakter og ved indsamlingen af ordrer såvel som undertiden indgået fælles kontrakter om beriget uran. Endelig er Forsyningsagenturets virksomhed af stor betydning ved gennemførelsen af leveringskontrakter og afviklingen af de dermed forbundne formaliteter. Jeg finder det derfor vanskeligt at hævde at bestemmelserne vedrørende Euratom-traktatens forsyningsordning og Forsyningsagenturets mellemkomst har været uden nytte og betydning. Det gælder for øvrigt også for tiden efter 1964, for — som Kommissionen uimodsagt har anført — selv for denne periode er forsyningen med beriget uran (heri åbenbart også til de franske foretagender) garanteret af Forsyningsagenturet. Jeg kan her blandt andet henvise til rapporterne fra Kommissionen, til den særlige dokumentation om Forsyningsagenturet og dets omsætning samt til undersøgelser vedrørende plutoniumbehovet fra årene 1967 og 1969 og forhandlinger om dette emne.

Hvad endelig angår den kendsgerning, at kontrakterne om levering af beriget uran med oprindelse i USA som regel blev indgået med en løbetid på mere end ti år, skal det nævnes, at sådanne afvigelser fra regelen udtrykkeligt er hjemlet i Euratom-traktatens artikel 60, hvis Kommissionen giver tilladelse hertil. I denne henseende kan man altså ikke tale om en overtrædelse af traktatens bestemmelser, især da Kommissionen åbenbart har overvåget, at leveringsloftet ikke blev nået for tiden, og at forsyningen af andre forbrugere ikke blev truet. Desuden skal den beskrevne praksis ses med henblik på den omstændighed, at der findes opsigelsesklausuler. Disse gør det i givet fald muligt at benytte andre forsyningskilder og udelukker derved en fuldstændig afhængighed af de amerikanske leverandører.

Vedrørende de første netop behandlede aspekter ved anklagen for mangelfuld, rent formel anvendelse af kapitel VT i traktaten, kan det derfor fastholdes, at den franske regerings bemærkninger, sammenholdt med Kommissionens erklæringer, næppe er tilstrækkelige til at påvise den praktiske betydningsløshed af de bestemmelser, der er af interesse her.

Dette gælder i øvrigt også — for at foregribe min konklusion — for den franske regerings bemærkning, hvorefter Agenturet skal have undladt at oprette kommercielle lagre, og Kommissionen ikke skal have truffet beslutning om oprettelsen af sådanne sikkerhedslagre, som er omtalt i traktatens artikel 72. I denne henseende må det ikke glemmes, at artikel 72 indeholder en »kan«-bestemmelse og følgelig omhandler en skønsmæssig beføjelse. Hvis der ikke er gjort brug heraf, berettiger dette ganske bestemt ikke til den konklusion, at kapitlet »forsyning« har været uden betydning i praksis.

Endelig kan der heller ikke til fordel for sagsøgte opnås noget ved den anklage, hvorefter Kommissionen i årevis ikke skal have afgivet udtalelser og henstillinger i henhold til traktatens artikel 70. Herved må man huske på, at medlemsstaterne ifølge denne artikel er forpligtede til årligt at tilstille Kommissionen en rapport om udviklingen af prospekteringen og produktionen osv., at rapporterne forelægges Rådet med Kommissionens udtalelse, og at Kommissionen kan rette henstillinger til medlemsstaterne med henblik på at fremme prospekteringen og minedriften. Nu står det ganske vist fast, at Kommissionen udtrykkeligt har afholdt sig fra at fremsætte udtalelser ved oversendelsen af de første to rapporter for 1958 og 1959 (det fremgår af Rådets bemærkninger fra maj 1960 og maj 1961), og at den først er blevet aktiv senere. Når hensyn tages til alle omstændigheder, kan man imidlertid vanskeligt anfægte dette forhold. Således kan jeg for det første henvise til den erklæring, som Kommissionen i begyndelsen har fremsat, og hvorefter det ikke forekom belejligt at afgive udtalelser med henblik på de foranstaltninger, der var truffet vedrørende prospekteringen, produktionen, markedssituationen og de sandsynlige reserver. Dernæst er Kommissionen tilsyneladende (som det fremgår af en bemærkning fra Rådet fra 1962 vedrørende rapporterne for året 1960) på dette tidspunkt begyndt at gennemføre studier angående den langsigtede forsyning sammen med Agenturet, hvilke studier varede ved endnu i 1963. Yderligere må det bemærkes, at Agenturets rådgivende organ først i 1963 har afsluttet sine undersøgelser angående en langsigtet sammenligning mellem efterspørgsel og disponible mængder og derved gjort det muligt for Kommissionen at udvikle sin egen opfattelse og forberede visse forholdsregler. Dette forklarer, hvorfor en udtalelse fra Kommissionen først omtales i en bemærkning fra Rådet fra marts 1964. Heri tales der om nødvendigheden af at foretage anstrengelser vedrørende prospekteringen på bred basis, at træffe forholdsregler inden for rammerne af en fælles forsyningspolitik og at organisere ekspertundersøgelser, hvis resultater derefter faktisk er indeholdt i en rapport fra 1966. Efter min mening tyder dette absolut på en ansvarsbevidst holdning hos Kommissionen og udelukker en påstand om, at de i traktatens artikel 70 omhandlede beføjelser ikke er blevet udnyttet.

Hvis man herefter vel kan have det indtryk, at forsyningssystemet i kapitel VI ikke har fungeret sådan, som det oprindeligt var forudset (da traktatgiverne gik ud fra en mangelsituation og en hurtigere udvikling af uranudnyttelsen), er det imidlertid på ingen måde berettiget at slutte heraf, at bestemmelserne i kapitel VI er forblevet døde bogstaver eller er blevet anvendt imod ånd og formål med reguleringen. Jeg er derfor af den opfattelse, at søgsmålet ikke kan forkastes med den begrundelse, at der ikke består nogen praktisk interesse i at få fastslået den krænkelse af traktatens bestemmelser, som Kommissionen anklager den franske regering for.

5. 

Et andet anbringende, som skal føre til frifindelse af sagsøgte, går, som Domstolen ved, ud på, at den retlige situation vedrørende kapitlet »Forsyning« var blevet usikker efter 1965 som følge af Rådets passivitet. På grund heraf skulle det være udelukket at fastslå en ikke-overholdelse af traktaten og dermed dømme Den franske Republik, som det var tilfældet i sag 29/69, Kommissionen mod Den franske Republik (Recueil 1970-XVI, s. 579 ff).

I denne sammenhæng vil jeg først og fremmest undlade at skjule, at man kan finde de deduktioner, som sagsøgte udleder af nævnte dom, problematiske. Idet de grunder sig på den retlige situations klarhed eller uklarhed, synes de at gå ud fra, at den pågældende medlemsstat i tilfælde, hvor den retlige situation er uklar, kan have gjort sig skyldig i en retsvildfarelse. Dermed indfører de tilsyneladende en slags skyldtankegang i sagsanlægget til konstatering af en overtrædelse af traktaten, fordi retsvildfarelser netop hører hjemme i skyldkategorien. Hvis dommen faktisk skulle forstås således, måtte det beklages. Det ville nemlig medføre en unødvendig belastning af proceduren ifølge artikel 169 i EØF-traktaten, hhv. artikel 141 i Euratom-traktaten, hvori det ikke drejer sig om skyld og moral, men simpelthen om afklaring af den retlige situation. Ydermere ville der være grund til at frygte, at proceduren (især med henblik på anvendelse af artikel 171 i EØF-traktaten, hhv. artikel 143 i Euratom-traktaten) ville miste sin virkning netop i de tilfælde, som den egentlig er bestemt for, dvs. hvor der eksisterer tvivl om traktatbestemmelsers betydning og rækkevidde.

Men bortset herfra finder jeg også, at de faktiske omstændigheder i sag 26/69 adskiller sig betydeligt fra det foreliggende tilfælde, og at denne forskel udelukker en anvendelse af sætningerne i 26/69 på nærværende sag. Det karakteristiske for sag 26/69 var, at den undtagelsesordning, der var en følge af en protokol til traktaten og en hensigtserklæring i et bilag til protokollen, klart affødte visse retlige konsekvenser, som der ikke var blevet taget hensyn til ved udarbejdelsen af en speciel landbrugsforordning. Denne manglede den nødvendige tilpasning, og man kunne derfor tale om en retlig lakune. — Det forholder sig derimod anderledes i det foreliggende tilfælde. Her er der ikke tale om, at Rådet skal foretage en slags midlertidig stadfæstelse, for at Euratom-traktatens kapitel VI fortsat skal være anvendeligt; en fornuftig fortolkning af traktatens bestemmelser fører tværtimod allerede til dette resultat. Desuden kan man mene, at den tidligere udviklede fortolkning kan nås uden større vanskeligheder, hvis man tager hensyn til traktatens ordlyd på de fire officielle fællesskabssprog og især ikke overser betydningen af de fundamentale bestemmelser i artikel 2, litra d). Endelig finder jeg det vigtigt, at både Kommissionen og Ministerrådets sekretariat allerede tidligt tilsluttede sig den opfattelse, at kapitel VI ikke var blevet uanvendeligt fra den 1. januar 1965, og at den franske regerings standpunkt' følgelig var uholdbart.

Hvis man tager alt dette i betragtning, kan det i virkeligheden vanskeligt hævdes, at søgsmålet må forkastes med den begrundelse, at den siden januar 1965 eksisterende retlige situation har været uklar.

6. 

Som det hurtigt kan påvises, gælder det samme for den franske regerings bemærkning om, at der ikke er bevist, at dens optræden har skadet andres interesser og især generet forsyningen af foretagender i andre medlemsstater.

Det kan her for det første bemærkes, at en tilsidesættelse af fællesskabsretten er en væsentlig forudsætning for gennemførelsen af et søgsmål, i henhold til Euratom-traktatens artikel 141, men at der intetsteds i traktaten er tale om et yderligere moment (fare for indgreb i andres interesser eller en lignende betingelse). Derudover kan det i den foreliggende sag ikke udelukkes, at der er sket et skadeligt indgreb i andre medlemsstaters og Fællesskabets væsentlige interesser. Betingelserne for de kontrakter, der er indgået uden Forsyningsagenturets medvirken, er ikke kendt i detaljer (især prisbetingelserne); den markedets »gennemskulighed«, som er nødvendig i påkommende tilfælde, mangler altså for så vidt. Det kan heller ikke siges med bestemthed, om en forskelsbehandlig af andre foretagender kommer i betragtning. Endelig må man ikke mindst tænke på de ulemper, som i længden kan følge af den utilstrækkelige information af fællesskabsmyndighederne i de tilfælde, som Kommissionen har kritiseret.

Ud fra disse overvejelser finder jeg det berettiget også at afvise den netop behandlede indsigelse fra den franske regering som irrelevant.

7. 

En sidste gruppe indvendinger, som den franske regering har fremsat, kan sammenfattes under stikordet »procedurefejl«. Denne anklage går i det væsentlige ud på, at den situation, som opstod efter den 1. januar 1965, fornuftigvis burde have ført til et passivitetssøgsmål mod Rådet, fordi alene et sådant søgsmål kunne fremme en hurtig vedtagelse af en ny regulering på forsyningsområdet. Den sag, der er anlagt mod Den franske Republik, tilsigter derimod en stadfæstelse af den oprindeligt fastsatte ordning og dermed en forsinkelse med indførelsen af et nyt system. Til denne argumentation føjes nogle, til dels i anden sammenhæng fremsatte bemærkninger, såsom, at Kommissionen ikke har gjort tilstrækkeligt for at foranledige en ny regulering vedtaget, og at en eventuel domfældelse af Frankrig i en retssag i henhold til artikel 141, i hvert fald ville være uden nogen som helst nytte for det væsentlige mål at få vedtaget nye bestemmelser. Jeg vil derfor undersøge, hvad der er at sige til disse anbringender.

Hvordan man følgelig end vender anklagen for procedurefejl, og hvad man i denne sammenhæng end undersøger af argumenter, som kunne tale imod Kommissionens søgsmål, bliver der til syvende og sidst intet tilbage, der gør det muligt at afvise det fra realitetsbehandling eller forkaste det som ubegrundet.

8. 

— Afsluttende kan jeg hermed sammenfatte min opfattelse som følger:

Det af Kommissionen anlagte søgsmål kan antages til realitetsbehandling og findes begrundet.

Med henblik på, at Den franske Republik har nægtet efter 1964 at tilstille Kommissionen de årlige rapporter om udviklingen af prospekteringen og produktionen, de sandsynlige reserver og de investeringer, der er gennemført eller påtænkt på fransk område;

med henblik på, at den franske atomenergikommission uden Agenturets vidende har indgået kontrakter om indførsel af 3555 kg 1,15 % beriget uran, som stammer fra atomkraftværket Kahl, af plutonium fra Kanada og af 116 kg plutonium, som stammer fra Ente nazionale per l'energia elettrica (ENEL), samt om levering af ca. 2000 kg 4,7 % beriget uran til Comitato nazionale per l'energia nucleare (CNEN);

endelig med henblik på, at den franske atomenergikommission har nægtet at give Agenturet meddelelse om eksistensen af en forpligtelse til at forædle de fra Sydafrika indførte stoffer samt de materialemængder, det har drejet sig om ved det pågældende køb;

kan det fastslås, at Den franske Republik har krænket forpligtelserne ifølge Euratom-traktatens andet afsnit, kapitel VI, især artiklerne 55, 56, 57, 60, 64, 70 og 75, hvad enten årsagen er, at den selv ikke har overholdt dem, eller at den ikke har modsat sig atomenergikommissionens ikke-overholdelse.