1.

Den tyske repræsentation i Bruxelles, der var alarmeret af det tyske landbrugsministerium, underrettede pr. telex Kommissionens tjenestegrene om, at de tyske myndigheder havde fået forelagt en ansøgning om importlicens for et parti kinesiske champignons til en værdi af 125000 DM, og at forbundsregeringen anmodede Kommissionen om aldeles omgående at bemyndige Tyskland til at udelukke sådanne indførsler »herunder (jeg citerer) den indførsel, der er tilsigtet« med den foreliggende ansøgning fra fællesskabsbehandling.

2.

Ovennævnte Bundesamt svarede firma Bock, at det havde besluttet at afslå firmaets ansøgning om licens, såsnart (jeg citerer) »Kommissionen har givet sin bemyndigelse i henhold til traktatens artikel 115«.

A —

Kommissionen gør med meget skarpsindige argumenter for det første gældende, at firma Bock ikke på nogen måde blev berørt af den bestemmelse, som det anfægter, og derfor ikke kan benytte sig af bestemmelserne i traktatens artikel 173, stk. 2.

Kommissionens tankegang er følgende:

Når dens embedsmænd i den anfægtede bestemmelse talte om ansøgninger, der var indgivet for tiden og forskriftsmæssigt, mente de ikke med udtrykket »forskriftsmæssigt« forskriftsmæssigheden ved ansøgningens indsendelse, dvs. formen, de fornødne bilag etc, men forskriftsmæssigheden ved fremgangsmåden hos den nationale forvaltning, som havde ladet omtalte ansøgning ligge ubesørget. Med denne bestemmelse har man villet undgå at legitimere forsinkelser ved udfærdigelsen af importlicenser, hvilke forsinkelser var i strid med fællesskabsbestemmelserne og derfor ulovlige.

Men, fortsætter Kommissionen, hvis man fortolker den anfægtede afgørelse således, er det klart, at den ikke berører sagsøgeren.

Forordning nr. 865/68, der gælder for de omhandlede produkter, forbyder enhver kvantitativ restriktion i samhandelen mellem medlemsstater, og et direktiv fra Kommissionen af 22. december 1969 sidestiller det forhold med en kvantitativ restriktion, at begærede importlicencer først tildeles efter unormalt lange frister.

Men i det foreliggende tilfælde har Bundesamt ifølge Kommissionen tilsidesat pligten til at træffe afgørelse inden for en rimelig frist, idet det efter senest den 7. september at have fået forelagt en anmodning, hvis hastende natur det var underrettet om, endnu ikke havde svaret den 11., den dag hvor forbundsregeringen henvendte sig til Kommissionen. Bundesamt lod altså imod forskrifterne sagsøgerens ansøgning ligge ubesørget, indtil afgørelsen af 15. september blev truffet, hvorfor den bestemmelse i afgørelsen, der sigtede på forskriftsmæssigt indgivne ansøgninger, ikke var anvendelig pa denne ansøgning og derfor ikke berørte sagsøger.

Dette anbringende er besnærende i mange henseender.

Det støttes endog på en vis måde yderligere af, at en tysk ret allerede udtrykkeligt har fastslået ulovligheden ved Bundesamt's fremgangsmåde med den begrundelse, at Bundesamt ikke tildelte den begærede importlicens på et langt tidligere tidspunkt end vedtagelsen af Kommissionens afgørelse. Alligevel nærer jeg visse betænkeligheder ved at foreslå Domstolen at følge en påstand om sagens afvisning fra realitetsbehandling ud fra en sådan fortolkning af den anfægtede bestemmelse, og det af flere grunde.

1.

Den tyske forvaltningsdomstol støtter sin afgørelse ikke på en krænkelse af fællesskabsbestemmelser, men på krænkelsen af forpligtelser, der alene fremgår af intern tysk ret; det er derfor meget vanskeligt at uddrage et afgørende argument heraf for fortolkningen af den anfægtede fællesskabsakt.

2.

Det er rigtigt, at afgørelsens ordlyd er tvetydig både på fransk og på tysk.

Hvis den fastsatte, at den fandt anvendelse på »ansøgninger, der var indgivet forskriftsmæssigt, og for tiden befandt sig« hos de kompetente tyske forvaltningsmyndigheder, ville Kommissionens opfattelse sikkert være begrundet.

Men vanskeligheden hidrører fra, at ordene »for tiden og forskriftsmæssigt er indgivet« kan havde både den betydning, der forfægtes af Kommissionen og den, som tillægges den af sagsøger, som i øvrigt er tillagt den af de tyske myndigheder.

3.

Da en ordfortolkning følgelig er umulig, må meningen med disse bestemmelser efter min opfattelse søges ved at sammenholde dem med den ansøgning, som førte til deres vedtagelse, og den almindelige sammenhæng, hvori problemet på daværende tidspunkt stillede sig for Kommissionen.

Et er sikkert: den tyske regering anmodede Kommissionen om en bemyndigelse i henhold til traktatens artikel 115, stk. 1, som skulle lægge hindringer i vejen ikke blot for fremtidige indførsler, men også for en indførsel, for hvilken der allerede var ansøgt om licens.

Ordlyden af den permanente tyske repræsentations telex er klar.

Jeg citerer de vigtigste passager af den for Domstolen:

Der består uenighed mellem parterne på ét punkt.

Kommissionen hævder, at den importansøgning, som den permanente repræsentations telex drejer sig om, er en ansøgning fra firmaet Lütjens om en indførsel til en værdi af 125000 DM og ikke firmaet Bocks ansøgning, som lyder på 150000 DM.

Sagsøgeren påstår, at forbundsregeringen henviser ikke blot til den af Lütjens planlagte, men også til den af sagsøger selv tilsigtede indførsel.

Det er et vanskeligt spørgsmål, for det ser faktisk ud, som om den eneste præcist betegnede licensansøgning er den, der stammer fra Lütjens (125000 DM); forbundsregeringen hentyder ydermere, som Domstolen vil have bemærket, til andre påregnelige indførsler af samme art.

Men dette punkt er efter min mening af mindre betydning for løsningen af det spørgsmål, som i dag er forelagt Domstolen.

Thi et er sikkert: Kommissionen var udmærket, i det mindste siden den 11. september, om ikke allerede i meget længere tid, klar over, at en licensansøgning var indgivet.

Den hævder i dag, at den frist, der var indrømmet de tyske myndigheder til at træffe afgørelse vedrørende en sådan ansøgning, højst omfattede 4 dage.

At følge Kommissionen på dette punkt er imidlertid ensbetydende med at antage, at Kommissionen, da den traf sin afgørelse den 15., ikke kunne være ubekendt med, at den licensansøgning, som man havde anmodet den udfærdige en særbestemmelse om, ikke mere, ifølge Kommisssionens nuværende opfattelse, var forskriftsmæssigt indgivet til den tyske forvaltning.

Derfor burde den, hvis den ville udelukke alle ikke mere forskriftsmæssigt indgivne ansøgninger fra sin afgørelses anvendelsesområde, have affattet denne afgørelse negativt eller indskrænkende og f. eks. have valgt formuleringen: »Den foreliggende bemyndigelse gælder for endnu ikke gennemførte indførsler af disse produkter, medmindre de begærede licenser måtte være tildelt før nærværende afgørelses udfærdigelse«, eller en anden lignende vendig.

Dette har Kommissionen imidlertid ikke gjort. Den formulering, som den anvendte, kunne fortolkes og blev faktisk både af Bundesamt og af sagsøger fortolket således, at den skulle »dække«, hvis man vil tillade mig dette udtryk, tilfældet med firmaer i samme situation som firmaet Bock.

Den, der som Domstolen kender Kommissionens redelighed, kan ikke forestille sig, at den forsætligt skulle have anvendt en tvetydig formulering for i tilfælde af retlige vanskeligheder at kunne vælte et eventuelt ansvar som følge af den begærede bemyndigelse over på de tyske myndigheder.

Den mest sandsynlige fortolkning er derfor efter min mening, at Kommissionen med den anfægtede bestemmelse ville udstrække rækkevidden af den bemyndigelse, som den tildelte de tyske myndigheder, for at gøre det muligt for disse at afslå ansøgninger, som

Det var efter min mening først langt senere, da sagen var kommet ind i et retligt stadium, at Kommissionens juridiske tjenester forsøgte at give den anfægtede bestemmelse en fortolkning, der var forenelig med den holdning, som deres kolleger i andre tjenester indtog til medlemsstaternes forpligtelse til at tildele begærede licenser inden for kortest mulige frister, når det drejede sig om samhandelen inden for Fællesskabet.

Jeg vil anføre et sidste synspunkt som afgørende for at foreslå Domstolen denne fortolkning.

Kommissionens opfattelse kunne måske godtages, hvis fællesskabsrettens bestemmelser foreskrev de nationale myndigheder en fast frist for tildelingen af de licenser, som er nødvendige for indførsler inden for Fællesskabet.

Men af de pågældende bestemmelser fremgår blot, at disse frister ikke må være (jeg citerer) »urimeligt lange i forhold til den normale afvikling af de forskellige dispositioner«, som de finder anvendelse på.

Heraf følger — i tilfælde af søgsmål mod en af de talrige fællesskabsbestemmelser, der har samme genstand og rækkevidde som den anfægtede bestemmelse — at Domstolen ifølge det af Kommissionen foreslåede system må tage stilling til sagens antagelse til realitetsbehandling

Af alle disse grunde finder jeg derfor, at firma Bocks tilfælde falder inden for anvendelsesområdet for den anfægtede bestemmelse, og at denne således berører sagsøgeren.

B —

Hvis Domstolen kan følge mig så vidt, mener jeg, at det andet spørgsmål om antagelse til realitetsbehandling, som Kommissionen har rejst, er forholdsvis mindre vanskeligt. Kommissionen hævder nemlig subsidiært, at den anfægtede bestemmelse, selv om man indrømmer, at den »berørte« firmaet Bock, dog hverken berørte det direkte eller individuelt.

Ud fra den foreliggende sags faktiske omstændigheder, jf. de principper, der kan uddrages af Domstolens dom af 1. juli 1968 i sagen Toepfer mod Kommissionen, Sml. 1965 — 1968, s. 67, mener jeg at måtte foreslå Domstolen at afvise dette anbringende.

Den tyske forvaltningsdomstol er gået ud fra, at kun sagsøgerens ansøgning om importlicens for kinesiske champignons blev indgivet før den 15. september, og har tilføjet, at denne kendsgerning ikke er bestridt.

Kommissionen og Bundesamt hævder, at der også var en ansøgning fra firma Lütjens, som jeg har nævnt i sammenhæng med den permanente tyske repræsentations telex til Kommissionen af 11. september.

Hvordan det nu end forholder sig hermed, var tallet på og identiteten af disse importører »givet og verificerbart«.

Denne omstændighed gør det imidlertid muligt for de pågældende at anlægge sag efter artikel 13, stk. 3, som Domstolen har statueret det i dommen Toepfer. Hvis man derfor antager, at den anfægtede bestemmelse berørte sagsøgeren — dette er efter min mening det eneste temmeligt vanskelige punkt i det rejste spørgsmål om realitetsbehandling — så drejer det sig om en retsakt, der, skønt den er truffet i form af en afgørelse, rettet til den tyske regering, berører firmaet Bock direkte og individuelt, hvorfor dette firmas sag kan antages til realitetsbehandling.

—

fasen med henstillingen, og dernæst, hvis denne ikke giver de ønskede resultater,

—

fasen med bemyndigelsen til udelukkelse fra fællesskabsbehandling.

1.

De i traktatens artikel 115 indeholdte procedurebestemmelser regulerer de retlige relationer mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Heraf følger efter min mening, at de ikke har nogen umiddelbar virkning og ikke skaber nogen rettigheder for enkeltpersoner, og at disse i mangel af beskyttelsesværdige interesser ikke er berettigede til at påberåbe sig dem.

2.

Ydermere og yderst subsidiært ville den påberåbte formfejl i det foreliggende tilfælde, såvidt jeg kan se, være uden indflydelse på den anfægtede bestemmelses lovlighed.