I sag nr. 24/66 bis

GESELLSCHAFT FÜR GETREIDEHANDEL MBH, med hjemsted i Düsseldorf, repræsenteret af Oliver Brändel, advokat ved Bundesgerichtshof, og med valgt adresse i Luxembourg hos stævningsmand (»huissier de justice«) Félicien Jansen, 21, rue Aldringen,

sagsøger,

mod

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER, repræsenteret af sine juridiske rådgivere, Claus-Dieter Ehlermann og Rolf Wägenbaur, som befuldmægtigede og med valgt adresse i Luxembourg hos sin juridiske rådgiver, Pierre Lamoureux, 4, boulevard Royal,

sagsøgt,

angående en begæring om fortolkning af de domme, der er afsagt af Domstolen den 1. juli 1965 i de forenede sager nr. 106 og 107/63 og den 14. juli 1967 i de forenede sager nr. 5, 7 og 13 til 24/66,

afsiger

DOMSTOLEN

sammensat af: R. Lecourt, præsident, A. M. Donner (refererende) og M. Sørensen, afdelingsformænd, R. Monaco, J. Mertens de Wilmars, P. Pescatore, H. Kutscher, C. Ó Dålaigh og A. J. Mackenzie Stuart, dommere.

generaladvokat: G. Reischl

justitssekretær: A. Van Houtte

følgende

DOM

Faktiske og retlige omstændigheder

Over sagens faktiske omstændigheder, begæringens genstand og parternes påstande og anbringender har den refererende dommer udarbejdet følgende rapport til den mundtlige forhandling:

I — Sagsfremstilling og retsforhandlingernes forløb

Ved dom, afsagt den 1. juli 1965 i de forenede sager nr. 106 og 107/63, Topfer KG og Getreide-Import-Gesellschaft mod Kommissionen for EØF (Recueil 1965, s. 526), annulleredes Kommissionens beslutning af 3. oktober 1963 (JO 1963, s. 2479). Ved dom af 14. juli 1967 i de forenede sager nr. 5, 7 og 13 til 24/66, Kampffmeyer m.fl. mod Kommissionen for Det europæiske økonomiske Fællesskab (Recueil 1967, s. 318) forkastede Domstolen det erstatningssøgsmål, som i sag nr. 24/66 var anlagt mod Kommissionen.

Sagsøgeren har i henhold til artikel 40 i protokollen vedrørende Statutten for Det europæiske økonomiske Fællesskabs Domstol indgivet en begæring om fortolkning af de nævnte domme.

I henhold til procesreglementets artikel 102 har parterne i de forenede sager nr. 106 og 107/63 og i de forenede sager nr. 5, 7, 13 til 24/66 modtaget meddelelse om begæringen, og de er blevet opfordret til at fremkomme med deres eventuelle indlæg.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at høre parternes mundtlige indlæg.

II — Begæringens genstand

Sagsøgeren påpeger, at Domstolen ved dom af 14 juli 1967 fastslog, at Kommissionen havde begået en tjenestefejl (rechtswidriges Verschulden), der hovedsageligt skyldtes en fejlagtig anvendelse af artikel 22 i Rådets forordning nr. 19/62 af 4. april 1962 (JO 1962, s. 933), hvis rækkevidde Kommissionen ikke havde erkendt. Med den begrundelse, at det påberåbte tab ikke var tilstrækkeligt godtgjort, forkastede Domstolen imidlertid sagsøgerens påstand. Imidlertid har det sagsøgende firma ved den nationale ret, Oberlandesgericht i Köln, godtgjort, at det virkelig havde lidt et tab på grund af Kommissionens beslutning af 3. oktober 1963. Oberlandesgericht fastslog herved, at forbundsrepublikken Tyskland havde pådraget sig ansvar. Forbundsrepublikken indankede denne afgørelse for Bundesgerichtshof, idet den gjorde gældende, at Oberlandesgericht havde uret, når den støttede sin afgørelse på, at den beskyttelsesforanstaltning, som Kommissionen havde godkendt i sin nu annullerede beslutning skulle være ulovlig, og på, at de pågældende nationale tjenestemænd havde begået fejl.

Hvis det på forhånd var givet, at den beskyttelsesforanstaltning, der var truffet af forbundsrepublikken Tyskland og godkendt af Kommissionen, ikke havde nogen retshjemmel og følgelig var ulovlig, kunne Bundesgerichtshof afslå at tage stilling til forbundsrepublikken Tysklands søgsmålsgrunde under appelsagen.

På denne baggrund har sagsøgeren indgivet begæring om, at Domstolen: træffer en supplerende afgørelse med henblik på at fortolke dommen af 14. juli 1967 for så vidt angår rækkevidden af dens bindende virkning og i særdeleshed præciserer:

»hvorvidt den afgørelse, der blev truffet ved denne dom såvel som ved dommen af 1. juli 1965 (de forenede sager, nr. 106 og 107/63) om, at forudsætningerne ikke har været til stede for den beskyttelsesforanstaltning, som er truffet af forbundsrepublikken Tyskland og godkendt af Kommissionen ved beslutning af 3. oktober 1963,

hvorvidt de grundsætninger, som Domstolen fastslog vedrørende den grad af agtpågivenhed, som Kommissionen og medlemsstaternes regeringer skal udvise ved anvendelse af beskyttelsesforanstaltninger i henhold til artikel 22 i Rådets forordning nr. 19/62,

har bindende virkning for de nationale tyske retter under den erstatnings sag, som sagsøgeren på samme grundlag har anlagt mod de nationale tyske markedsmyndigheder«.

III — Indlæg afgivet i henhold til procesreglementets artikel 102

Sagsøgerne i sagerne nr. 5/66, 7/66, 14/66, 15/66, 19/66 og 21/66 har tilkendegivet, at de slutter sig til begæringen om fortolkning, som også for dem har en vis interesse. De påpeger særligt, at begæringen om fortolkning vedrører de nationale retters ensartede anvendelse af de grundsætninger, der er udviklet af Domstolen i dommene af 1. juli 1965 og 14. juli 1967.

Kommissionen gør opmærksom pa, at efter artikel 40 i protokollen vedrørende statutten for Domstolen kan en dom kun fortolkes på begæring af en part eller en institution i Fællesskabet, der godtgør at have en berettiget interesse heri. Da det er en kendsgerning, at sagsøgeren ikke var part i de forenede sager nr. 106 og 107/63, kan begæringen om fortolkning ikke antages til realitetsbehandling i det omfang, den vedrører dommen af 1. juli 1965.

Efter Kommissionens opfattelse er det tvivlsomt, om begæringen om fortolkning af dommen af 14. juli 1967 kan antages til realitetsbehandling. For det første opfylder den ikke betingelserne i procesreglementets artikel 102, § 1, hvorefter den skal angive de punkter i dommen, som ønskes fortolket. For det andet drejer begæringen sig ikke om at opnå nogen præcisering af betydningen og rækkevidden af dommen, der kan være nødvendig for parterne i de forenede sager nr. 5, 7 og 13 til 24/66, men vedrører en helt anden part, nemlig forbundsrepublikken Tyskland. Kommissionen henviser til Domstolens afgørelse i sag nr. 70/63 bis, hvorefter den der begærer en fortolkning, skal anføre »u-klarhed eller tvetydighed vedrørende den pågældende doms betydning og rækkevidde og ikke uenighed om dens mulige virkninger på andre tilfælde end det, der er truffet afgørelse om.« Det kan heraf udledes, at den nærværende begæring om fortolkning ikke kan antages til realitetsbehandling.

Endelig fremhæver Kommissionen, at de foreliggende spørgsmål kan danne grundlag for en præjudiciel forespørgsel i henhold til EØF-traktatens artikel 177. Efter den således gengivne rapport til retsmødet er den mundtlige forhandling indledt den 20. november 1973.

Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 29. november 1973.

Præmisser

Ved begæring indgivet den 31. august 1973 har sagsøgeren i sag nr. 24/66 i medfør af artikel 40 i protokollen vedrørende Statutten for Det europæiske økonomiske Fællesskabs Domstol indgivet en begæring om fortolkning af dom af 1. juli 1965, afsagt i de forenede sager nr. 106 og 107/63 (Recueil 1965, s. 526) og af mellemafgørelsen af 14. juli 1967 afsagt i de forenende sager nr. 5, 7 og 13 til 24/66 (Recueil 1967, s. 318);

begæringen vedrører en fortolkning af rækkevidden af disse domme, særligt med henblik på at få fastslået, hvorvidt de har bindende virkning for nationale retter for så vidt de har

1.	statueret, at de betingelser, der udkræves til den beskyttelsesforanstaltning, som forbundsrepublikken Tyskland har truffet med Kommissionens godkendelse ved beslutning af 3. oktober 1963, ikke var opfyldt, og

2.	fastslået de grundsætninger, der gælder vedrørende den grad af agtpågivenhed, Fællesskabets eller nationale myndigheder skal udvise, når de træffer beskyttelsesforanstaltninger i henhold til artikel 22 i Rådets forordning nr. 19/62 (JO 1962, s. 933).

Med hensyn til den første del af begæringen er der ved dommen af 14. juli 1967, afsagt på grundlag af et søgsmål fra den begærende og andre parter, ikke taget stilling til ulovligheden af Kommissionens beslutning af 3. oktober 1963, men Domstolen har begrænset sig til at drage konsekvensen af dommen af 1. juli 1965, hvorved denne beslutning med virkning for alle og enhver blev annulleret;

herefter vedrører den første del af begæringen hovedsageligt virkningen af dommen af 1. juli 1965;

eftersom sagsøgeren imidlertid ikke har været part i den sag, hvor denne dom blev afsagt, kan begæringen om fortolkning allerede af denne grund i medfør af artikel 40 i protokollen vedrørende statutten for Domstolen ikke antages til realitetsbehandling.

Den anden del af begæringen vedrører en præcisering af den eventuelle bindende virkning for sideløbende nationale retssager, anlagt i forbundsrepublikken Tyskland, af en dom vedrørende ansvar uden for kontraktsforhold, afsagt af Domstolen i en sag mod Fællesskabet;

eftersom det drejer sig om sager mellem andre parter, vedrører den begærede præcisering ikke spørgsmålet om dommens rækkevidde for nærværende sags parter, og artikel 40 i protokollen for Statutten kan derfor ikke finde anvendelse.

5	Herefter kan den anden del af begæringen heller ikke antages til realitetsbehandling.

Vedrørende sagsomkostningerne

6	I henhold til procesreglementets artikel 69, § 2 dømmes den tabende part til at afholde sagens omkostninger;

sagsøgeren har ikke fået medhold i sine søgsmålsgrunde;

sagsøgeren bør derfor afholde sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser,

under henvisning til procesdokumenterne,

efter at have hørt den refererende dommers rapport,

efter at have hørt parternes mundtlige indlæg,

efter at have hørt generaladvokatens forslag til afgørelse,

under henvisning til protokollen vedrørende statutten for Det europæiske økonomiske Fællesskabs Domstol, særlig dennes artikel 40,

under henvisning til procesreglementet for De europæiske Fællesskabers Domstol, særlig dennes artikler 69 og 102,

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

idet den forkaster enhver anden videregående eller hermed uforenelig påstand, følgende:

1.	Begæringen om fortolkning kan ikke antages til realitetsbehandling;

2.	Sagsøgeren dømmes til at afholde sagens omkostninger.

Lecourt

Donner

Sørensen

Monaco

Mertens de Wilmars

Pescatore

Kutscher

Ó Dalaigh

Mackenzie Stuart

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. december 1973.

A. Van Houtte

Justitssekretær

R. Lecourt

Præsident