DOMSTOLENS DOM

AF 8. JULI 1965

Alfred Willame

mod Kommissionen for Det europæiske Atomenergifællesskab

Sag 110/63

Processprog: Fransk

Angående:

—	et krav om annullation og omgørelse af beslutningen om ikke at foretage varig ansættelse og om afskedigelse, subsidiært et krav om skadeserstatning.

—	et krav om erstatning for ikke-økonomisk skade, som skulle være forårsaget ved sagsøgtes tjenesteforseelse.

Domskonklusion :

1.	Sagsøgtes beslutning af 5. september 1963 om ophævelse af sagsøgers kontrakt annulleres.

2.	Sagen sendes tilbage til sagsøgte med henblik på genoptagelse af proceduren for sagsøgers varige ansættelse.

a)	Sagsøgte dømmes til at betale sagsøger løn ifølge hans tidligere kontrakt for tiden mellem den dato, hvor sagsøgers ansættelse blev bragt til ophør ved den nævnte beslutning, og den dato, hvor sagsøgte meddeler ham en ny beslutning om, hvorvidt han kan ansættes varigt eller ikke.

Fra det beløb, der er bestemt under litra a, skal i givet fald trækkes

i.	netto-vederlag, som sagsøger har oppebåret ved arbejde uden for Fællesskaberne i perioden mellem de ovenfor nævnte datoer,

ii.	ydelser, som sagsøger har modtaget af sagsøgte på grund af afskedigelsen.

i.	Sagsøgte dømmes til at betale sagsøger 4,5 % rente p.a. af det i henhold til stk. a) og b) fremkomne beløb, for så vidt som dette beløb vedrører tiden før afsigelsen af nærværende dom.

ii.	Renten beregnes for hver enkelt månedsløn fra den dato, hvor den pågældende månedlige ydelse forfaldt, til datoen for deres faktiske udbetaling til sagsøger.

4.	Sagsøgte dømmes til at betale sagsøger 20000 BF som erstatning for ikke-økonomisk skade.

Generaladvokatens forslag til afgørelse:

Hr. Willames søgsmål bør forkastes.

Sammendrag

1.	Tjenestemand — vedlagt — almindelige gennemførelsesbestemmelser — forpligtelse til at vedtage sådanne bestemmelser — karakter af undtagelse (Vedtægt for tjenestemand i EØF og EAEF, artikel 110)

Tjenestemand — varig ansœttelse — administrationens beføjelser — garantier sikret de pågœldende — ikke analogislutning til vedtœgtsgarantier, der galder ved disciplinœre foranstaltninger og afskedigelse på grund af utilstrækkelige faglige kvalifikationer ikke tilladelig

(Vedtægt for tjenestemænd i EØF og EAEF, artikel 102)

3.	Tjenestemand — varig ansættelse — procedure for varig ansœttelse — ugunstige udtalelser fra de pågœldendes overordnede — oplysningspligt for integrationsudvalget — udtømmende mundtlig oplysning tilstrækkelig (Vedtægt for tjenestemænd i EØF og EAEF, artikel 102)

4.	Tjenestemænd — varig ansættelse — procedure for varig ansættelse — konfrontering af den pågældende ansatte med hans overordnede principielt ikke påkrævet — pligt til at anvende denne fremgangsmåde for at klarlægge væsentlige omtvistede fakta (Vedtægt for tjenestemænd i EØF og EAEF, artikel 102)

5.	Tjenestemænd — varig ansættelse — udtalelse fra integrationsudvalget — direkte meddelelse til den pågældende ikke nødvendig (Vedtægt for tjenestemand i EØF og EAEF, artikel 102)

6.	Tjenestemænd — varig ansættelse — procedure for varig ansættelse — pligt for administrationen til at udtømme de oplysningsmidler, der er gunstige for den pågældende (Vedtægt for tjenestemand i EØF og EAEF, artikel 102)

7.	Tjenestemand — varig ansœttelse — udtalelse fra integrationsudvalget — tillœgsforslag fra integrationsudvalget ikke bindende for ansættelsesmyndigheden — meddelelse til den pågældende ikke obligatorisk (Vedtægt for tjenestemænd i EØF og EAEF, artikel 102)

8.	Tjenestemænd — varig ansættelse — udtalelse fra integrationsudvalget — domstolskontrol — grænser

9.	Tjenestemænd — varig ansættelse — sag mod administrationen — domsfuldbyrdelse — genoptagelse af proceduren for varig ansættelse (Vedtœgt for tjenestemænd i EØF og EAEF, artikel 91)

Udtrykket »de almindelige gennemførelsesbestemmelser« i artikel 110 i vedtægt for tjenestemænd i EØF og EAEF sigter først og fremmest på de gennemførelsesanstaltninger, der udtrykkeligt er fastsat i visse særlige bestemmelser i vedtægten.

I mangel af udtrykkelige bestemmelser kan der kun undtagelsesvis anerkendes en pligt til at træffe gennemførelsesforanstalt ninger, der er undergivet de i artikel 110 nævnte formelle betingelser, nemlig i tilfælde hvor vedtægtens bestemmelser savner klarhed og præcision i en sådan grad, at de ikke egner sig til en anvendelse, som er fri for vilkårlighed.

Jf. sammendrag nr. 2, dommen i de forenede sager 19 og 65/63.

Institutionerne har i proceduren for varig ansættelse en vis vurderingsfrihed, som, samtidig med at den er begrænset af institutionernes forpligtelse til at sikre den pågældendes tarv på rimelig måde, udelukker garantier, som dem, der er foreskrevet i vedtægten i tilfælde af disciplinære foranstaltninger og afskedigelse på grund af utilstrækkelige faglige kvalifikationer.

Jf. sammendrag nr. 9, dommen i sag 26/63, Sml. 1954-64, s. 500.

3.	Integrationsudvalget er ikke forpligtet til skriftligt at underrette de ansatte om ugunstige udtalelser fra deres overordnede, idet mundtlig underretning, hvis den er udtømmende, er tilstrækkelig til at sikre disse ansattes tarv.

I sager vedrørende varig ansættelse kan en pligt til at konfrontere den overordnede med hans underordnede kun anerkendes, hvis det uden konfrontation ikke ville være muligt for integrationsudvalget på et tilstrækkeligt retligt grundlag at klarlægge væsentlige fakta, som er omtvistet af parterne.

Jf. sammendrag nr. 4, dommen i de forenede sager 19 og 65/63.

5.	Ingen bestemmelse kræver direkte meddelelse til den pågældende af integrationsudvalgets udtalelse, hvis eneste adressat er institutionen. Jf. sammendrag nr. 3, dommen i sag 84/63, Sml. 1954 — 64, s. 497.

6.	Jf. sammendrag nr. 1, dommen i sag 68/63.

Et forslag fra integrationsudvalget, der går ud over den i artikel 102 i vedtægt for tjenestemænd skitserede ramme, er ikke retligt bindende. Ansættelsesmyndigheden er følgelig hverken forpligtet til at gøre den pågældende bekendt med et sådant forslag eller til at oplyse ham om årsagerne til, at det ikke er blevet fulgt.

8.	Jf. sammendrag nr. 5, dommen i de forenede sager 19 og 65/63.

9.	Jf. sammendrag nr. 5, dommen i sag 26/63, Sml. 1954 — 64, s. 500.