DOMSTOLENS DOM

AF 17. JULI 1959

Phoenix-Rheinrohr AG

mod Den Høje Myndighed for Det europæiske Kul- og Stålfællesskab

Sag 20/58

Processprog: Tysk

Angående:

Søgsmål om annullation af Den Høje Myndigheds beslutninger om definitionen af begrebet »skrot af egne ressourcer« i den i beslutningerne nr. 22/54, 14/55 og 2/57 angivne betydning i skrivelse af 18. december 1957 til det fælles kontor for skrotforbrugere, offentliggjort i ABl. nr. 4 af 1. februar 1958; (findes ikke på dansk).

Domskonklusion:

Sagen afvises fra realitetsbehandling.

Generaladvokatens forslag til afgørelse :

at sagen afvises.

Sammendrag

Annullationssøgsmål — vurdering af en beslutning — kriterier — den retlige vurdering af en foranstaltning fra Den Høje Myndighed — rækkevidden af udtalelser fra ansatte ved Den Høje Myndighed — sondring mellem en beslutning og en intern tjenesteforskrift

(EKSF-traktaten, artikel 33)

a)

Den retlige vurdering af en foranstaltning fra Den Høje Myndighed er først og fremmest afhængig af denne foranstaltnings formål og indhold.

b)

Når Den Høje Myndighed tilstiller et hjælpeorgan, som den har overdraget gennemførelsen af bestemte opgaver, en skrivelse, hvori den opstiller generelle principper og navnlig opfordrer dette organ til at fortsætte med en bestemt, indtil da fulgt praksis, kan denne skrivelse udgøre en rent intern tjenesteforskrift, selv hvis den er blevet offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (Amtsblatt), og opfordringen vedrører foranstaltninger, som dette organ skal træffe over for virksomheder i Fællesskabet. Dette gælder i alle tilfælde, når det fremgår af skrivelsen, at Den Høje Myndighed ikke havde til hensigt at vedtage en beslutning, men derimod blot ville bekræfte principper, som den med rette eller urette antog logisk fulgte af dens tidligere beslutninger.

Denne opfattelse ændres ikke af, at en ansat ved Den Høje Myndighed over for tredjemand har betegnet skrivelsen som »beslutning«.