Bruxelles, den 18.5.2026

COM(2026) 199 final

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

om inddagelse af Norge i EU-strategien for Østersøområdet






INDDRAGELSE AF NORGE I EU-STRATEGIEN FOR ØSTERSØOMRÅDET

1.Indledning

Den 14. december 2007 opfordrede Det Europæiske Råd i formandskabets konklusioner Kommissionen til at forelægge en EU-strategi for Østersøområdet. Som følge af denne anmodning gennemførte Kommissionen en omfattende høring af interessenterne. Den 10. juni 2009 vedtog Kommissionen meddelelsen om EU-strategien for Østersøområdet 1 (i det følgende benævnt "strategien"), EU's første makroregionale strategi. Det Europæiske Råd godkendte strategien i sine konklusioner af 29.-30. oktober 2009 2 og opfordrede "alle relevante aktører til hurtigt at skride til handling og sikre fuld gennemførelse af strategien".

Kommissionen offentliggjorde efterfølgende en statusrapport i juni 2011. I sine konklusioner af 15. november 2011 opfordrede Rådet (almindelige anliggender) Kommissionen til at revidere strategien senest i begyndelsen af 2012. Den 23. marts 2012 vedtog Kommissionen en meddelelse 3 som reaktion på denne anmodning, hvori den fremsatte forslag til i) bedre strategisk fokusering og justering af politikker og finansiering, ii) større klarhed med hensyn til forskellige aktørers ansvarsområder og iii) bedre kommunikation.

Strategien gennemføres af otte medlemsstater (Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen, Polen, Sverige og Tyskland) og er bygget op om tre overordnede mål: Red Østersøen, Forbindelser til regionen og Øget velstand. Målene vedrører forskellige fælles, indbyrdes forbundne udfordringer i regionen såsom tilpasning til klimaændringer, søfartssikkerhed, energi, transport, konnektivitet, konkurrenceevne og civilbeskyttelse.

For at nå målene i strategien har de deltagende landes regeringer forpligtet sig til at tilpasse deres nationale og regionale prioriteter og mobilisere relevante EU- midler og nationale midler til gennemførelse af handlingsplanen. Siden 2013 er handlingsplanen for strategien blevet ajourført fire gange for at afspejle regionale prioriteter og EU-prioriteter samt nye behov. I den aktuelle handlingsplan, som blev vedtaget i februar 2021 4 , blev strategien tilpasset yderligere til EU's mål, og strukturerne i strategien blev strømlinet ved at reducere antallet af foranstaltninger, gruppere dem i 14 politikområder og oprette en særlig støtteenhed.

Strategien har fokus på de medlemsstater, der grænser op til Østersøen, men muliggør samarbejde med nabolande uden for EU, herunder Norge. Den 7. november 2025 indgav Norge en formel anmodning til det estiske formandskab for strategien om at tilslutte sig strategien som fuldgyldigt medlem. Den 28. november 2025 godkendte de otte medlemsstater, der deltager i strategien, og som er repræsenteret i Gruppen af Nationale Koordinatorer, anmodningen. Formandskabet for strategien meddelte den 5. december 2025 Kommissionen Gruppen af Nationale Koordinatorers beslutning om at inddrage Norge i strategien. Formandskabet forelagde efterfølgende beslutningen for Rådet den 24. marts 2026 og opfordrede Rådet til at tage de nødvendige skridt til at inddrage Norge i strategien som det niende deltagende land.

I sine konklusioner af 5. maj 2026 bifaldt og accepterede Rådet anmodningen fra de lande, der deltager i strategien. Det opfordrede Europa-Kommissionen til at tage de nødvendige skridt for at inddrage Norge i EU-strategien for Østersøområdet, til at ændre strategien i overensstemmelse hermed og til at forelægge den for Rådet.

2.Inddragelse af Norge i strategien

1.Politisk baggrund

Norge er en mangeårig partner i Østersøområdet. I årenes løb har landet bidraget til arbejdet på politikområdet og til flere projekter, der gennemføres inden for rammerne af strategien. Norge deltager som observatør i Gruppen af Nationale Koordinatorer, strategiens øverste beslutningstagende organ, og i Interregprogrammet for Østersøområdet, som er den vigtigste finansieringskilde. Programmet og strategien er tæt forbundne, fordi de opererer i samme geografiske område og styrker hinanden gensidigt. Med strategien fastsættes den strategiske ramme og de strategiske mål, mens der gennem Interregprogrammet ydes finansiering til projekter, der gennemfører målene og støtter forvaltningen af strategien.

Efter indledningen af Ruslands angrebskrig mod Ukraine blev samarbejdet med Rusland og Belarus i forbindelse med strategien suspenderet, hvilket har ændret det politiske og geopolitiske landskab i regionen yderligere. Selv om denne ændring i nogen grad har begrænset strategiens muligheder for at tackle fælles regionale udfordringer, som f.eks. forurening, modvirkning af klimaændringer, tab af biodiversitet og maritim risikostyring, har interessenterne ikke desto mindre intensiveret deres samarbejde, herunder i praksis gennem daglig kontakt på forskellige niveauer og politikområder.

I denne forbindelse og i lyset af den betydelige geopolitiske, miljømæssige og økonomiske udvikling i Østersøområdet samt Norges mangeårige engagement i strategien og landets stigende interesse i et tættere samarbejde inden for makroregionen er det hensigtsmæssigt at formalisere Norges deltagelse på lige fod med de otte medlemsstater, der allerede gennemfører strategien.

2.Norges deltagelse i strategien

I dette tillæg til den oprindelige meddelelse om EU-strategien for Østersøområdet af 10. juni 2009 fastlægges Norges roller og ansvarsområder i flerniveaustyringen af strategien og landets forbindelser med de andre deltagende lande.

Med sin inddragelse i strategien får Norge ret til at deltage i alle forvaltningsstrukturer i strategien, herunder det årlige forum, Gruppen af Nationale Koordinatorer, styringsgrupperne for politikområderne og de øvrige forvaltningsorganer. Det vil også påtage sig rollen som koordinator for et politikområde. Norge vil samarbejde med interessenter på forskellige niveauer (regionale og lokale myndigheder, civilsamfundet, erhvervslivet og den akademiske verden), hvilket afspejler strategiens principper om flerniveaustyring.



3.Konklusioner

Den formelle inddragelse af Norge i EU-strategien for Østersøområdet vil yderligere styrke strategiens regionale dimension og forbindelsen mellem strategien og Interregprogrammet for Østersøområdet. Den vil også øge puljen af ekspertise og ressourcer, uddybe det mellemstatslige samarbejde i regionen og sikre, at fælles udfordringer håndteres mere effektivt. Deltagelse på lige fod med de øvrige deltagende lande vil gøre det muligt for Norge at uddybe sit samarbejde i en makroregional sammenhæng og støtte opfyldelsen af strategiens mål til gavn for hele regionen.

(1)

COM(2009) 248 final af 10. juni 2009.

(2)

Det Europæiske Råds konklusioner af 29. og 30. oktober 2009 (EUCO 15265/1/09 REV 1).

(3)

COM(2012) 128 final af 23. marts 2012.

(4)

SWD(2021) 24 final af 15. februar 2021.