EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 12.9.2025
COM(2025) 481 final
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om ændring af den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 12.9.2025
COM(2025) 481 final
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om ændring af den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven
BEGRUNDELSE
1.HENSTILLINGENS GENSTAND
Denne henstilling vedrører en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd ("IOC") samt i eventuelle ad hoc-organer, som IOC måtte oprette til dette formål, og udarbejde forhandlingsdirektiver for Unionen i forbindelse med den planlagte revision af den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven ("overenskomsten"), som blev fornyet i 2017.
2.BAGGRUND FOR HENSTILLINGEN
2.1Den nuværende overenskomst
Formålet med den nuværende overenskomst er i) at arbejde hen imod ensartethed i national og international lovgivning vedrørende de fysisk-kemiske og organoleptiske egenskaber ved olivenolier, olier af olivenpresserester og spiseoliven med henblik på at forebygge handelshindringer, ii) at gennemføre aktiviteter inden for fysisk-kemiske og organoleptiske analyser for at øge kendskabet til olivenprodukters sammensætning og kvalitetsegenskaber med henblik på konsolidering af de internationale standarder og iii) at styrke Det Internationale Olivenråds rolle som et forum med stor ekspertise inden for oliven og olivenolie i det internationale videnskabelige samfund.
Den Europæiske Union er part i overenskomsten 1 .
2.2Medlemsrådet
Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd ("Medlemsrådet") er IOC's højeste myndighed og beslutningstagende organ. Det udøver alle de beføjelser og varetager alle de funktioner, som er nødvendige for at opfylde målene i overenskomsten. Som part i overenskomsten er Den Europæiske Union medlem af IOC og er repræsenteret i Medlemsrådet. Medlemsrådet kan i henhold til overenskomstens artikel 19, stk. 2, træffe afgørelser om ændring af overenskomsten. I overensstemmelse med overenskomstens artikel 10, stk. 3, træffes Medlemsrådets afgørelser om eventuelle ændringer af overenskomsten ved konsensus.
2.3De planlagte ændringer
På sit 120. møde den 20. november 2024 besluttede Medlemsrådet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle drøfte eventuelle ændringer af overenskomsten. Dette forslag, der oprindelig blev fremsat af Iran og Tunesien, vedrørte mulige ændringer af overenskomstens artikel 11 og 32. Efter høring af Råvaregruppen (PROBA) foreslog Den Europæiske Unions delegation, at man i denne drøftelse tager flere områder med til revision, der er relateret til overenskomstens artikel 1, 2, 7, 16 og 17.
Overenskomstens artikel 1 omhandler overenskomstens generelle mål med hensyn til standardisering og forskning, olivendyrkning og teknisk samarbejde samt markedsføring af olivenprodukter, informationsformidling og olivenøkonomien.
Overenskomstens artikel 2 indeholder de definitioner, der finder anvendelse i overenskomsten.
Overenskomstens artikel 7 fastlægger de forskellige organers beføjelser og funktioner i IOC, navnlig for Medlemsrådet og eksekutivsekretariatet.
Overenskomstens artikel 11 vedrører andelene i IOC og beregningsmetoden herfor, som også bestemmer hvert medlems bidrag.
Artikel 16 omhandler betaling af bidrag, suspension af stemmeret, udelukkelse fra overenskomsten og ændring af tidspunktet for finansielle forpligtelser.
Artikel 17 omhandler IOC's finanskontrol.
I overenskomstens artikel 32 er fastsat proceduren for ændring gennem Medlemsrådet, herunder for meddelelse til depositaren om, at alle medlemmer accepterer ændringen, inden den træder i kraft.
Det er i Unionens interesse at gennemføre en reform af IOC for i højere grad af tilpasse dens praksis til den praksis, der fremmes af Unionen i andre internationale råvareorganer, og til udviklingen af verdensmarkedet for olivenolie. Denne reform bør som minimum føre til et forbedret planlægningssystem for medlemmernes finansielle bidrag samt en enklere ratifikationsprocedure for ændringer af overenskomsten. Reformen bør også ajourføre IOC's mål og bringe dem i overensstemmelse med de faktiske forhold inden for olivensektoren. Der er også planer om yderligere mindre forbedringer af overenskomsten.
Den foreslåede afgørelse giver Kommissionen mulighed for at indlede forhandlinger om ændring af overenskomsten og for at samarbejde med andre medlemmer, hvis de fremlægger forslag til reformer.
3.RETSGRUNDLAG
3.1Proceduremæssigt retsgrundlag
3.1.1. Principper
Artikel 218, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) indeholder bestemmelser om bemyndigelse til at indlede forhandlinger og, afhængigt af emnet for den påtænkte aftale, om udpegelse af Unionens forhandler eller af chefen for Unionens forhandlingsdelegation.
I henhold til artikel 218, stk. 4, i TEUF kan Rådet give forhandleren direktiver og udpege et særligt udvalg, som der skal føres samråd med under forhandlingerne.
3.1.2. Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Da formålet med denne henstilling er en rådsafgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd, er det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse artikel 218, stk. 3, og artikel 218, stk. 4, i TEUF. I betragtning af det horisontale anvendelsesområde for de foreslåede ændringer af overenskomsten, som vedrører standardisering med hensyn til olivendyrkning og teknisk samarbejde, fremme af olivenprodukter, informationsformidling og olivenøkonomien, og som blev undertegnet og indgået på dette grundlag, er det materielle retsgrundlag artikel 207, stk. 4, i TEUF.
3.2Valg af instrument
I henhold til artikel 218, stk. 3, i TEUF forelægger Kommissionen eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik henstillinger for Rådet, som vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger. Henset til den påtænkte aftales genstand tilkommer det Kommissionen at fremsætte en henstilling herom.
3.3Valget af forhandler
Eftersom den påtænkte aftale udelukkende omfatter andre emner end den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, skal Kommissionen i henhold til artikel 218, stk. 3, i TEUF udpeges som forhandler.
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om ændring af den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, sammenholdt med artikel 218, stk. 3 og 4,
under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Unionen er part i den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven ("overenskomsten") 2 .
(2)I betragtning af denne sektors betydning for Unionens økonomi er det i Unionens interesse at deltage i de kommende forhandlinger i Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd under den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven. Den institutionelle ramme for overenskomsten bør ajourføres, navnlig hvad angår nogle af dens mål, proceduren for betaling af medlemmernes bidrag og proceduren for vedtagelse af ændringer til overenskomsten.
(3)I henhold til overenskomstens artikel 32 skal afgørelser om ændring af overenskomsten vedtages af Medlemsrådet under Det Internationale Olivenråd ("Medlemsrådet") —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Kommissionen bemyndiges herved til på Unionens vegne at deltage i forhandlingerne om ændring af overenskomsten af 2015 om olivenolie og spiseoliven.
Artikel 2
Forhandlingsdirektiverne er fastsat i bilaget.
Artikel 3
Forhandlingerne føres i samråd med Råvaregruppen (PROBA), der hermed udpeges som et særligt udvalg som omhandlet i artikel 218, stk. 4, i TEUF.
Artikel 4
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Rådets vegne
Formand
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 12.9.2025
COM(2025) 481 final
BILAG
til henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse til at indlede forhandlinger om ændring af den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven
BILAG
Forhandlingsdirektiver med henblik på ændringer af den internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven
Kommissionen kan indlede forhandlinger med de øvrige parter i Den Internationale overenskomst af 2015 om olivenolie og spiseoliven (herefter "overenskomsten") i Det Internationale Olivenråd med henblik på at modernisere overenskomsten under hensyntagen til udviklingen på verdensmarkedet for oliven og på at forbedre proceduren for betaling af medlemmernes bidrag samt ratifikationsprocessen for ændringer af overenskomsten.