EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 28.8.2025
COM(2025) 460 final
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse til i Den Europæiske Unions interesse at indlede forhandlinger om en revision af den internationale overenskomst og de organiske vedtægter, de organiske regler, de finansielle regler, de generelle regler og andre tekster for Verdensorganisationen for Dyresundhed
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
I forlængelse af en resolution fra 2024 fra World Assembly of Delegates under Verdensorganisationen for Dyresundhed (WOAH) bliver en revision af den internationale overenskomst og de organiske vedtægter, de organiske regler, de finansielle regler og de generelle regler samt andre WOAH-tekster, samlet benævnt WOAH's grundlæggende tekster, udarbejdet af et udvalg til gennemgang af forvaltningen (GRC) fra 2025 til 2027 med henblik på at forelægge forslag for World Assembly of Delegates med det formål at revidere WOAH's institutionelle, tekniske og finansielle forvaltning for at sikre en solid retlig ramme og WOAH's evne til at opfylde sit mandat effektivt, virkningsfuldt og bæredygtigt ind i fremtiden.
EU er ikke part i WOAH, men alle medlemsstaterne er part. Repræsentanter fra tre medlemsstater (Østrig, Irland og Cypern) er på nuværende tidspunkt medlem af GRC, og eksperter fra medlemsstaterne og Kommissionen fungerer som rådgivere for disse medlemmer.
Denne afgørelse bør derfor bemyndige de medlemsstater, der er medlem af GRC, og som handler i fællesskab i Unionens interesse, til at forhandle ændringerne til WOAH's grundlæggende tekster. Forhandlingsdirektiverne for disse medlemsstater bør fastsættes i bilaget til denne rådsafgørelse. Disse omfatter bl.a. ændring af WOAH's grundlæggende tekster på en sådan måde, at regionale organisationer for økonomisk integration såsom EU kan blive part i WOAH.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Den foreslåede henstilling er i overensstemmelse med Unionens eksisterende retlige ramme for dyresundhed, som er fastsat i forordning (EU) 2016/429 om overførbare dyresygdomme og om ændring og ophævelse af visse retsakter på området for dyresundhed ("dyresundhedsloven"), for zoonoser som fastsat i direktiv 2003/99/EF om overvågning af zoonoser og zoonotiske agenser, om ændring af Rådets beslutning 90/424/EØF og om ophævelse af Rådets direktiv 92/117/EØF, samt anden relevant lovgivning på dette politikområde (forordning (EF) nr. 1069/2009, forordning (EF) nr. 999/2001).
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Den foreslåede henstilling er også i overensstemmelse med Unionens sundhedspolitikker for så vidt angår forebyggelse og håndtering af zoonotiske sygdomme som led i en One Health-model.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er artikel 218, stk. 3 og 4, i TEUF.
I henhold til artikel 218, stk. 3, i TEUF skal Kommissionen forelægge henstillinger for Rådet, som vedtager en afgørelse om bemyndigelse til at indlede forhandlinger og om udpegelse af Unionens forhandler. I henhold til artikel 218, stk. 4, i TEUF kan Rådet give forhandleren direktiver og udpege et særligt udvalg, som der skal føres samråd med under forhandlingerne.
Det materielle retsgrundlag blev valgt til at dække WOAH's vigtigste ansvarsområder, som er dyresundhed og zoonoser, og sikker international handel med dyr og animalske produkter. Unionen har i forhold til ovenstående aspekter vedtaget harmoniserede foranstaltninger og oprettet en fælles markedsordning for visse landbrugsprodukter på grundlag af artikel 43, stk. 2, i TEUF. Dette omfatter dyrehold i landbrugsproduktionen. Dyresundhed er en iboende del heraf, og EU-lovgivningen dækker disse aspekter. For så vidt angår dyresundhed indeholder forordning (EU) 2016/429 om overførbare dyresygdomme dyresundhedsmæssige krav vedrørende flytning af dyr og produkter heraf mellem medlemsstaterne inden for Unionen, herunder indførsel til Unionen. Det er vigtigt at bemærke, at EU i overensstemmelse med artikel 168, stk. 4, litra b), i TEUF kan fastsætte foranstaltninger på veterinærområdet, der direkte har til formål at beskytte folkesundheden i Unionen for at imødegå fælles sikkerhedsproblemer i EU. EU-lovgivningen om dyresundhed og zoonoser omfatter bl.a. foranstaltninger mod overførbare dyresygdomme, der rammer dyr og mennesker, herunder aspekter af beskyttelsen af folkesundheden, jf. artikel 168 i TEUF.
•Unionens kompetence
Der er tale om ændringer af internationale aftaler, der ændrer den institutionelle ramme for den relevante internationale aftale, og som henhører under Unionens kompetence, og som derfor kræver en rådsafgørelse i henhold til artikel 218, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Unionen har i medfør af forordning (EU) 2016/429 og direktiv 2003/99/EF indført harmoniserede regler til regulering af dyresundhed og zoonoser. Denne lovgivning omfatter regler om listeopførelse af dyresygdomme med henblik på EU's indgriben, foranstaltninger til sygdomsforebyggelse, -bekæmpelse og -udryddelse, flytning af dyr og produkter heraf mellem medlemsstaterne inden for Unionen samt indførsel heraf til EU og overvågning af zoonoser. Selv om medlemsstaterne på nationalt plan kan træffe visse sygdomsbekæmpelsesforanstaltninger, anses dette område for at være fuldt harmoniseret i EU-lovgivningen. Navnlig har EU enekompetence med hensyn til flytning af dyr og produkter heraf mellem medlemsstaterne inden for Unionen samt reglerne for indførsel til Unionen, de såkaldte "handelsaspekter". WOAH's ansvarsområde dækker disse felter og politikområder. Afslutningsvis konkluderes det, at de ovennævnte områder, der involverer aspekter af dyrs og menneskers sundhed og fuldt ud harmoniseret EU-lovgivning på de ovennævnte områder, henhører under EU's kompetence.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Dyresundhedspolitikkerne er i vid udstrækning harmoniseret på EU-plan. WOAH's standarder for dyresundhed og zoonoser anerkendes som internationale referencesundhedsregler i henhold til Verdenshandelsorganisationens aftale om sundhed og plantesundhed. EU-lovgivningen skal derfor tage WOAH-standarderne vedrørende dyresundhedsmæssige betingelser for international handel i betragtning. Med henblik på at begrænse risikoen for forstyrrelser i handelen bør EU-foranstaltninger på dyresundhedsområdet, som fastsat i EU's dyresundhedslov (forordning (EU) 2016/429), tilstræbe en passende grad af tilnærmelse til WOAH-standarderne. Det er derfor i Unionens og medlemsstaternes interesse at påvirke WOAH-standarderne til i videst muligt omfang at afspejle Unionens politikker, og det kan bedst opnås på EU-plan, da dette gør det muligt at dele ressourcer og ekspertise.
•Proportionalitetsprincippet
Det er en prioritet for EU — og det er klart i Unionens interesse — med en revision af WOAH's forvaltning for at sikre, at den er egnet til formålet og i stand til at støtte en effektiv, virkningsfuld og bæredygtig organisation ind i fremtiden.
Det er nødvendigt med en rådsafgørelse for at bemyndige medlemsstaterne, der handler i Unionens interesse, til at indlede forhandlinger om en revision af WOAH's grundlæggende tekster og for at udstede forhandlingsdirektiver.
Den foreslåede henstilling går ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå de tilstræbte mål i overensstemmelse med artikel 5, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union.
•Valg af instrument
Valget af instrument er fastsat i artikel 218, stk. 3 og 4, i TEUF.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
•Høringer af interessenter
•Indhentning og brug af ekspertbistand
•Konsekvensanalyse
•Målrettet regulering og forenkling
•Grundlæggende rettigheder
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
De budgetmæssige konsekvenser for medlemmerne af WOAH afhænger af ambitionsniveauet for resultatet af forhandlingerne om ændringen af WOAH's grundlæggende tekster, f.eks. med hensyn til omfanget af organisationens mandat og dermed dennes fremtidige aktiviteter. Det er dog ikke muligt at bestemme omfanget af dette på nuværende tidspunkt.
Konsekvenserne for Unionens budget afhænger også af, om EU bliver part i WOAH som et resultat af forhandlingerne om en revision af WOAH's grundlæggende tekster, og på hvilke betingelser. Det kan imidlertid på nuværende tidspunkt ikke forudses, om Unionens forhandlere opnår en ændring af WOAH's grundlæggende tekster, der gør det muligt for regionale organisationer for økonomisk integration at blive medlem.
5.ANDRE FORHOLD
•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Gennemførelsen af denne henstilling følger arbejdsprogrammet for WOAH GRC, som kommer til at omfatte en køreplan for forhandlingerne. Arbejdsprogrammet er i øjeblikket ved at blive færdigudarbejdet som led i det igangværende forberedende arbejde og bliver forelagt WOAH's World Assembly of Delegates i maj 2025 til behandling og vedtagelse. Forhandlingerne forventes at blive indledt kort tid derefter.
•Forklarende dokumenter (for direktiver)
•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
Kommissionen henstiller, at
–Rådet bemyndiger de medlemsstater, der er medlem af GRC, og som repræsenterer WOAH-regionen Europa, til at indlede og føre forhandlinger om en revision af den internationale overenskomst og de organiske vedtægter, de organiske regler, de finansielle regler og de generelle regler samt andre tekster for Verdensorganisationen for Dyresundhed, samlet benævnt WOAH's grundlæggende tekster
–repræsentanterne for de medlemsstater, der er medlem af GRC, udpeges som Unionens forhandler og skal handle i Unionens interesse
–de medlemsstater, der er medlem af GRC, og som repræsenterer WOAH-regionen Europa, fører forhandlingerne i samråd med det særlige udvalg, hvis et sådant udpeges af Rådet i overensstemmelse med artikel 218, stk. 4, i TEUF
–Rådet godkender de forhandlingsdirektiver, der er knyttet som bilag til denne henstilling.
•Valget af forhandler
EU er ikke part i WOAH, men alle medlemsstaterne er part. Da kun medlemmer blev indbudt af WOAH til at deltage i GRC, som er det organ, hvor forhandlingerne finder sted, bør repræsentanterne for de medlemsstater, der er medlem af GRC, og som repræsenterer WOAH-regionen Europa, udpeges som Unionens forhandler og skal handle i Unionens interesse.
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse til i Den Europæiske Unions interesse at indlede forhandlinger om en revision af den internationale overenskomst og de organiske vedtægter, de organiske regler, de finansielle regler, de generelle regler og andre tekster for Verdensorganisationen for Dyresundhed
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2, og artikel 168, stk. 4, litra b), sammenholdt med artikel 218, stk. 3 og 4,
under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Verdensorganisationen for Dyresundhed (WOAH) er en mellemstatslig organisation, der blev grundlagt i 1924 som Det Internationale Kontor for Epizootier. Organisationens retsakter omfatter den internationale overenskomst om oprettelse af Det Internationale Kontor for Epizootier og de organiske vedtægter for Det Internationale Kontor for Epizootier (1924), Det Internationale Kontor for Epizootiers organiske regler (1973), de finansielle regler (1987) og de generelle regler for Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) samt andre tekster (2011), samlet benævnt WOAH's grundlæggende tekster. WOAH's standarder for dyresundhed og zoonoser anerkendes som internationale referencesundhedsregler i henhold til Verdenshandelsorganisationens aftale om sundhed og plantesundhed. Der er i 2025 183 medlemmer af organisationen, herunder alle EU's medlemsstater. Europa-Kommissionen har observatørstatus.
(2)WOAH bestilte i 2023 i forbindelse med 100-årsdagen for organisationen en ekstern og uafhængig gennemgang af sin forvaltning for at sikre, at den er egnet til formålet og i stand til at støtte en effektiv, virkningsfuld og bæredygtig organisation ind i fremtiden. "Report on the Analysis and evaluation of the institutional, technical, and financial governance of the World Organisation for Animal Health" blev fremlagt i maj 2024 ved WOAH's World Assembly of Delegates og drøftet i et forum under arrangementet med titlen "Is WOAH ready for the future?".
(3)World Assembly of Delegates vedtog den 30. maj 2024 resolution nr. 12 "Revision of the WOAH Basic Texts", hvorved World Assembly of Delegates besluttede, at generaldirektøren skulle nedsætte en særlig gruppe vedrørende forvaltning, herunder af medlemskabet til WOAH, med repræsentanter for hver region, med henblik på at udføre yderligere arbejde for så vidt angår en revision af WOAH's grundlæggende tekster.
(4)Der blev i december 2024 nedsat et udvalg til gennemgang af forvaltningen (GRC), som i henhold til sine vedtægter består af 16 medlemmer fra alle WOAH-regioner. Tre af de nuværende medlemmer af GRC er EU-medlemsstater: Østrig og Irland er blandt de medlemslande, der repræsenterer WOAH-regionen Europa, og Cypern er blandt de medlemslande, der repræsenterer WOAH-regionen Mellemøsten. Blandt disse medlemmers rådgivere er der eksperter fra medlemsstaterne og Kommissionen. Det første GRC-møde fandt sted i januar 2025.
(5)GRC udarbejdede et holistisk arbejdsprogram for flerårige aktiviteter og indledende henstillinger til støtte for revisioner af WOAH's grundlæggende tekster, som efter WOAH-rådets godkendelse blev forelagt World Assembly of Delegates, som den 29. maj 2025 vedtog resolution nr. 5 "Arbejdsprogram for WOAH's udvalg til gennemgang af forvaltningen og indledende justeringer til støtte for revisioner af WOAH's grundlæggende tekster" med støtte fra Unionen. GRC har i overensstemmelse med sit arbejdsprogram indledt den første væsentlige fase af sit arbejde (vurderingsfasen) i slutningen af maj 2025.
(6)Unionen har vedtaget harmoniserede foranstaltninger og oprettet en fælles markedsordning for visse landbrugsprodukter i overensstemmelse med artikel 43, stk. 2, i TEUF. Dette omfatter dyrehold i landbrugsproduktionen. Dyresundhed er et iboende element i nævnte EU-lovgivning. For så vidt angår dyresundhed indeholder forordning (EU) 2016/429 om overførbare dyresygdomme dyresundhedsmæssige krav vedrørende flytning af dyr og produkter heraf mellem medlemsstaterne inden for Unionen samt indførsel til Unionen. Det er vigtigt at bemærke, at EU i overensstemmelse med artikel 168, stk. 4, litra b), i TEUF kan fastsætte foranstaltninger på veterinærområdet, der direkte har til formål at beskytte folkesundheden i Unionen for at imødegå fælles sikkerhedsproblemer i EU. EU-lovgivningen om dyresundhed og zoonoser omfatter bl.a. foranstaltninger mod overførbare dyresygdomme, der rammer dyr og mennesker, og disse omfatter aspekter af beskyttelsen af folkesundheden. Afslutningsvis konkluderes det, at de ovennævnte områder, der involverer aspekter af dyrs og menneskers sundhed og fuldt ud harmoniseret EU-lovgivning på de ovennævnte områder, henhører under EU's — fremfor medlemsstaternes — kompetence.
(7)Unionen har på baggrund af ovenstående og i medfør af forordning (EU) 2016/429 og direktiv 2003/99/EF indført harmoniserede regler til regulering af dyresundhed og zoonoser. Denne lovgivning omfatter regler om listeopførelse af dyresygdomme med henblik på EU's indgriben, foranstaltninger til sygdomsforebyggelse, -bekæmpelse og -udryddelse, flytning af dyr og produkter heraf mellem medlemsstaterne inden for Unionen og indførsel heraf til EU samt overvågning af zoonoser.
(8)Det er i Unionens interesse at spille en virkningsfuld rolle i WOAH's arbejde. Dette vil fremme sammenhængen i Unionens tilgang til politikker, der henhører under WOAH's ansvarsområder, og styrke dennes engagement i den langsigtede udvikling af global dyresundhed og bekæmpelse af zoonoser, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed i dyreproduktionen, sikker international handel med dyr og animalske produkter samt fødevaresikring.
(9)WOAH's grundlæggende tekster giver på nuværende tidspunkt ikke mulighed for deltagelse af regionale organisationer for økonomisk integration (REIO), såsom Unionen, som kontraherende part i WOAH's internationale overenskomst. Derfor bør repræsentanterne for de medlemsstater, der er medlem af GRC, bemyndiges til i Unionens interesse at forhandle om en ændring af WOAH's grundlæggende tekster med henblik på, at Unionen bliver fuldgyldig kontraherende part i WOAH sammen med medlemsstaterne.
(10)Medlemsstaterne og Kommissionen bør arbejde tæt sammen under forhandlingsprocessen.
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1.Repræsentanterne for de EU-medlemsstater, der er medlem af Verdensorganisationen for Dyresundheds udvalg til gennemgang af forvaltningen, og som repræsenterer WOAH-regionen Europa ("repræsentanterne"), bemyndiges herved til i Unionens interesse at forhandle om en revision af den internationale overenskomst og de organiske vedtægter, de organiske regler, de finansielle regler og de generelle regler samt andre tekster for Verdensorganisationen for Dyresundhed (samlet benævnt WOAH's grundlæggende tekster) i udvalget til gennemgang af forvaltningen.
2.Som led i forhandlingerne i udvalget til gennemgang af forvaltningen skal repræsentanterne foreslå en ændring af WOAH's grundlæggende tekster for at gøre det muligt for regionale organisationer for økonomisk integration at deltage i WOAH samt tage de nødvendige skridt til at fremme deres vedtagelse.
Artikel 2
Forhandlingsdirektiverne er fastsat i bilaget.
Artikel 3
Forhandlingerne føres i samråd med Gruppen vedrørende Dyr og Veterinærspørgsmål (chefer for veterinærtjenesterne), der herved udpeges som det særlige udvalg, der er omhandlet i artikel 218, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
Artikel 4
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .