EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 23.4.2025
COM(2025) 190 final
2025/0104(COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 228/2013 for så vidt angår yderligere bistand og yderligere fleksibilitet til de regioner i den yderste periferi, der er ramt af ekstreme naturkatastrofer, og i forbindelse med cyklonen Chido, der har medført ødelæggende konsekvenser for Mayotte
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Cyklonen, som for nylig fandt sted på Mayotte, og som havde et hidtil uset omfang, understregede, at naturkatastrofer og alvorlige meteorologiske hændelser i regionerne i EU's yderste periferi er ødelæggende for de befolkninger, der bor og arbejder i disse regioner. En stor del af landbrugets og skovbrugets produktionskapacitet ødelægges hvert år, hvilket forårsager enorme indkomsttab og truer fødevaretilgængeligheden og -sikkerheden i disse regioner, der allerede står over for permanente udviklingsmæssige begrænsninger, som anerkendt i artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Selv om disse regioner er relativt forskellige, har de visse særlige karakteristika tilfælles, såsom afsides beliggenhed, status som øsamfund, hovedsagelig lille størrelse, øget sårbarhed over for klimaforandringerne, økonomier, der er afhængige af nogle få sektorer, en høj arbejdsløshed og et bruttonationalprodukt (BNP), der er betydeligt lavere end EU-gennemsnittet og det nationale gennemsnit. Alle disse begrænsninger gør genopretningen af den landbrugsproduktion, der er blevet ødelagt som følge af ekstreme naturkatastrofer, endnu vanskeligere, og alvorsgraden af naturkatastroferne medfører, at det tager endnu længere tid at komme i mål med genopretningen.
I sin meddelelse "Mennesket i centrum, sikring af bæredygtig og inklusiv vækst og udnyttelse af potentialet i EU's regioner i den yderste periferi" gav Kommissionen tilsagn om at afspejle de særlige forhold i regionerne i den yderste periferi i alle EU-politikker, herunder landbrug. Nogle af udfordringerne i landbrugssektoren i regionerne i den yderste periferi er allerede specifikt håndteret ved hjælp af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013. Set i lyset af de stadig mere ekstreme naturkatastrofer i disse regioner blev det imidlertid konstateret, at der er behov for yderligere fleksibilitet. For at afhjælpe likviditetsproblemerne i forbindelse med genopbygningen af landbrugsproduktionen efter de hyppige ødelæggende naturkatastrofer i regionerne i den yderste periferi skal Europa hurtigt kunne yde effektiv støtte og mere fleksibilitet inden for rammerne af POSEI, der er omhandlet i nævnte forordning. Dette omfatter særlige programmer for bestemte regioner som følge af disses afsides beliggenhed og ø-karakter, hvormed der fastsættes særlige foranstaltninger på landbruget i EU's regioner i den yderste periferi ved at sikre kontinuitet i POSEI-støtten til støttemodtagerne i genopretningsperioden, uanset deres aktivitetsniveau, men med forbehold af formelle forpligtelser til at genoprette deres kapacitet. Den 14. december 2024 blev regionen Mayotte i den yderste periferi ramt af den dødbringende cyklon Chido, der spredte død og ødelæggelse overalt på sin vej, ødelagde tusindvis af boliger og medførte afbrydelser af vand- og elforsyningen. Veje, kommunikationsnet og sundhedsinfrastrukturer blev alvorligt påvirket eller sat ud af drift. Den 11. januar 2025 blev Mayotte også ramt af den tropiske storm Dikeledi, der medførte kraftig regn og lokale oversvømmelser, som forværrede ødelæggelserne efter Chido. Chidos indvirkning på landbruget og fødevaresikkerheden var betydelig: Kraftige vinde ødelagde afgrøderne i mange områder, landbrugsjorden blev oversvømmet, og plantningsplanerne blev forstyrret, hvilket vil føre til lavere udbytte i den næste vækstsæson. Desuden medførte Chido ødelæggelser af infrastrukturen, f.eks. veje, hvilket hæmmer transporten af landbrugsvarer. Frankrig erklærede for første gang, at der var tale om en ekstraordinær naturkatastrofe.
Det sidste år af gennemførelsen af programmet for udvikling af landdistrikterne på Mayotte for programmeringsperioden 2014-2022 blev derfor hårdt påvirket. Mange projekter, navnlig investeringer, vil blive forsinket eller opgivet. Desuden har landbrugere og andre aktører i landbruget i første omgang brug for likviditetsstøtte for at kunne klare sig, indtil deres bedrifter og produktionskapacitet er blevet genoprettet.
Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/3242 af 19. december 2024 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/2220 indførtes en ny ekstraordinær og midlertidig foranstaltning (indsat i artikel 6a i forordning (EU) 2020/2220), som giver medlemsstaterne mulighed for at yde likviditetsstøtte til landbrugere, skovbrugere og SMV'er, der er aktive inden for forarbejdning af landbrugs- og skovbrugsprodukter, og som er ramt af naturkatastrofer, der er indtruffet fra og med den 1. januar 2024.
I henhold til de nuværende regler kan der fastsættes et loft på højst 10 % af ELFUL-midlerne for 2021-2022 (eksklusive EURI) til denne foranstaltning (1,5 mio. EUR til Mayotte). For at sikre en hensigtsmæssig reaktion på de ekstraordinære naturkatastrofer, der indtraf på Mayotte, foreslås det, at dette loft på 10 % fjernes, og at Mayotte får mulighed for at omfordele ELFUL-midler for 2021-2022 til støtte inden for rammerne af foranstaltningen, jf. artikel 6a i forordning (EU) 2020/2220.
I forbindelse med denne foranstaltning er fristen for godkendelse af ansøgningerne fastsat til den 30. juni 2025 for at sikre en hurtig reaktion på naturkatastrofer og hurtig likviditet til dem, der har behov for det. Da dette forslag imidlertid medfører ændring af betingelserne for denne foranstaltning for Mayotte, bør Mayottes forvaltningsmyndighed gives tilstrækkelig tid til at udvælge støttemodtagerne, når denne forordning træder i kraft. Fristen for godkendelse af ansøgningerne bør derfor ikke finde anvendelse. Ikke desto mindre forbliver støtteberettigelsen for udgifter (31. december 2025) som defineret i forordning (EU) 1303/2013 uændret. Det betyder, at betalingerne til støttemodtagerne skal være foretaget senest den 31. december 2025.
Desuden foreslår Kommissionen, at der indføres en undtagelse fra loftet for foranstaltninger, jf. artikel 6a i forordning (EU) 2020/2220, for Mayotte, hvilket vil gøre det muligt for denne region i den yderste periferi effektivt at imødekomme likviditetsbehovene hos landdistriktsbefolkningen, der er hårdt ramt af de beskrevne naturkatastrofer. Denne undtagelse bør indføres hjælp af særlige bestemmelser i POSEI-forordningen for at begrænse den til de særlige behov i regionen i den yderste periferi Mayotte.
For at yde ovennævnte yderligere bistand og yderligere fleksibilitet til regioner i den yderste periferi, der rammes af naturkatastrofer, foreslår Kommissionen derfor en målrettet ændring af POSEI-forordningen, hvormed der fastsættes særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Forslaget er i overensstemmelse med de generelle regler for den fælles landbrugspolitik og de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI) og er begrænset til en målrettet ændring af forordning (EU) nr. 228/2013.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Forslaget er begrænset til målrettede ændringer af forordning (EU) nr. 228/2013 og er i overensstemmelse med andre EU-politikker.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Retsgrundlaget for dette forslag er artikel 42, 43, stk. 2, og artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Ifølge traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er kompetencen med hensyn til landbruget delt mellem Unionen og medlemsstaterne, samtidig med at der fastlægges en fælles landbrugspolitik med fælles målsætninger og en fælles gennemførelse. Forslaget har til formål at sikre yderligere fleksibilitet for regioner i den yderste periferi, der er ramt af naturkatastrofer eller alvorlige meteorologiske hændelser.
•
Proportionalitetsprincippet
Forslaget omfatter begrænsede og målrettede ændringer, som ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at nå målet om at yde ekstraordinær og midlertidig støtte til landbrugere, skovbrugere, SMV'er og bedrifter, der er aktive inden for forarbejdning, afsætning eller udvikling af landbrugs- eller skovbrugsprodukter, og som er særlig hårdt ramt af naturkatastrofer.
•Valg af instrument
En forordning er det rette instrument til at gennemføre den fleksibilitet, der er nødvendig for at håndtere disse hidtil usete omstændigheder.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
Ikke relevant
•Høringer af interessenter
På grund af de foreslåede ændringers tekniske, begrænsede og hastende karakter kræves der ingen offentlig høring.
•Indhentning og brug af ekspertbistand
Ikke relevant
•Konsekvensanalyse
På grund af initiativets tekniske karakter og målrettede anvendelsesområde kræves der ingen konsekvensanalyse.
•Målrettet regulering og forenkling
Ikke relevant
•Grundlæggende rettigheder
Ikke relevant
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Dette nye forslag indebærer ingen ændringer af de årlige lofter for forpligtelses- og betalingsbevillinger i den flerårige finansielle ramme, jf. bilag I til forordning (EU) 2020/2093. Den årlige fordeling af forpligtelsesbevillinger for Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne E.08030102 forbliver uændret.
Samlet set indebærer denne foranstaltning ikke et behov for yderligere betalingsbevillinger. De nødvendige betalingsbevillinger på 13,5 mio. EUR i 2025 og 2026 forventes at blive opvejet af frigørelser ved afslutningen, der forventes at finde sted i 2026. Midler, der er afsat til andre programmer for udvikling af landdistrikterne, og som forbliver uudnyttede, vil blive frigjort og fungere som kompensation for de yderligere omkostninger i forbindelse med denne ændring.
Hvad angår POSEI-støtten, har dette forslag ingen målbare virkninger for budgettet. Eventuelle relaterede udgifter forbliver under medlemsstatens årlige finansielle tildeling til POSEI.
5.ANDRE FORHOLD
•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Gennemførelsen af foranstaltningerne vil blive overvåget, og der rapporteres om dem som led i de rapporteringsprocedurer, der er fastsat i forordning (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1305/2013 og (EU) 228/2013.
•Forklarende dokumenter (for direktiver)
Ikke relevant
•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
For at give yderligere fleksibilitet til de regioner i den yderste periferi, der er ramt af naturkatastrofer og alvorlige meteorologiske hændelser, og for at sikre, at der reageres hensigtsmæssigt på de konsekvenser ved den hidtil usete naturkatastrofe Chido på Mayotte, som landbrugerne, andre ELFUL-støttemodtagere og forvaltningerne står over for, foreslås det at ændre forordning (EU) nr. 228/2013 som følger:
·De kompetente nationale myndigheder bør gives mulighed for at forelægge en ekstraordinær programændring af deres POSEI-program under anvendelse af princippet om force majeure eller ekstraordinære omstændigheder, hvis landbrugsproduktionskapaciteten som følge af den uventede ekstreme naturkatastrofe er blevet alvorligt eller fuldstændig ødelagt, og genopretningen af visse sektorer kræver mere tid, end hvad der kan være omfattet af anvendelsen af princippet om force majeure eller ekstraordinære omstændigheder. Dette vil gøre det muligt for de berørte støttemodtagere fortsat at modtage POSEI-støtte i genopretningsperioden, uanset omfanget af deres aktivitet, men med forbehold af deres formelle forpligtelse til at genoprette deres landbrugsproduktionskapacitet. Gennemførelsen af denne programændring vil være underlagt en årlig gennemgang og overvågning af fremskridtene i tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaten.
·For så vidt angår Mayottes program for udvikling af landdistrikterne bør grænsen på 10 % af budgetbevillingerne for 2021 og 2022 til midlertidig støtte som reaktion på virkningerne af naturkatastrofer, der skal finansieres under Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) fjernes, og det bør være muligt at udvælge støttemodtagere efter fristen den 30. juni 2025.
·Overholdelse af princippet om digitalt som standard
·Ifølge den gennemførte digitale vurdering har det nuværende forslag ingen digitale aspekter, da der ikke er nogen digital relevans. Digitale midler eller dataudveksling er ikke omfattet af forslagets anvendelsesområde.
2025/0104 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 228/2013 for så vidt angår yderligere bistand og yderligere fleksibilitet til de regioner i den yderste periferi, der er ramt af ekstreme naturkatastrofer, og i forbindelse med cyklonen Chido, der har medført ødelæggende konsekvenser for Mayotte
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 42, artikel 43, stk. 2, og artikel 349,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den 18. december 2024 blev der for regionen Mayotte i den yderste periferi erklæret en "ekstraordinær naturkatastrofe" som følge af ødelæggelserne efter cyklonen Chido, der ødelagde en stor del af øens landbrugs- og skovbrugskapacitet og udgjorde en trussel for fødevaretilgængeligheden og -sikkerheden. Denne cyklon, der havde et hidtil uset omfang, og andre nylige naturkatastrofer i regionerne i Unionens yderste periferi som beskrevet i artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) understreger disse regioners sårbarhed over for virkningerne af klimaændringer, herunder den øgede risiko for ekstraordinære naturkatastrofer eller alvorlige meteorologiske hændelser, der medfører langsigtede konsekvenser.
(2)Med henblik på at håndtere og afbøde virkningerne af ekstraordinære naturkatastrofer eller alvorlige meteorologiske hændelser i regionerne i Unionens yderste periferi, navnlig for så vidt angår støtte til lokal produktion gennem de særlige programmer for bestemte regioner som følge af disses afsides beliggenhed og ø-karakter (POSEI), der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, bør de berørte støttemodtagere have mulighed for fortsat at modtage betalinger inden for rammerne af POSEI i genopretningsperioden, uanset omfanget af deres aktivitet, og med forbehold af en formel forpligtelse til at genoprette deres kapacitet. Det bør derfor fastsættes, at de kompetente nationale myndigheder kan beslutte at anvende force majeure eller ekstraordinære omstændigheder på grundlag af relevant dokumentation. Samtidig bør det i behørigt begrundede tilfælde, hvor genopretningen af visse sektorer kræver mere tid, fastsættes, at en ekstraordinær programændring med forbehold af årlig gennemgang og overvågning af fremskridtene kan forlænge denne genopretningsperiode ud over, hvad der kan være omfattet af anvendelsen af princippet om force majeure eller ekstraordinære omstændigheder. Med henblik herpå bør artikel 6 og 19 i forordning (EU) nr. 228/2013 ændres.
(3)For hurtigt at afhjælpe sårbarhederne i Mayottes fødevaresystem og landdistrikter som følge af den hidtil usete naturkatastrofe forårsaget af cyklonen Chido bør der hurtigt ydes ekstraordinær effektiv støtte via Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og gives mere fleksibilitet inden for rammerne af de gældende regler. Ved artikel 6a i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/2220 blev der indført en ny foranstaltning med henblik på at yde ekstraordinær midlertidig støtte som reaktion på virkningerne af naturkatastrofer, som skal finansieres af ELFUL inden for de retlige rammer, der finder anvendelse i ELFUL-programmeringsperioden 2014-2020, som forlænget ved nævnte forordning. For at gøre det muligt for Mayotte at reagere på ødelæggelserne efter cyklonen Chido og under hensyntagen til de vanskeligheder, der følger af den særlige situation i denne region i den yderste periferi, bør den foranstaltning, der blev indført ved artikel 6a i forordning (EU) 2020/2220, finde anvendelse på Mayotte. Da de særlige vanskeligheder ved at reagere på den ekstraordinære situation på Mayotte hænger sammen med landets afsides beliggenhed som region i den yderste periferi som beskrevet i artikel 349 i TEUF, bør der indføres fleksibilitet i ELFUL-støtten ved at etablere en specifik retlig ramme for den yderligere støtte til regionerne i den yderste periferi. Med henblik herpå bør artikel 22 i forordning (EU) nr. 228/2013 ændres.
(4)Målet med denne forordning, nemlig håndtering og afbødning virkningerne af naturkatastrofer for landbrugs- og skovbrugssektoren i regionerne i den yderste periferi ved hjælp af yderligere fleksibilitet efter ekstraordinære naturkatastrofer eller alvorlige meteorologiske hændelser og navnlig efter cyklonen Chido på Mayotte, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(5)Forordning (EU) nr. 228/2013 bør derfor ændres.
(6)I betragtning af de ødelæggende virkninger af de aktuelle naturkatastrofer og det presserende behov for at håndtere og afbøde deres indvirkning på landbrugs- og skovbrugssektoren i regionerne i den yderste periferi samt det presserende behov for at anvende foranstaltningen i henhold til artikel 6a i forordning (EU) 2020/2220 inden udgangen af programmeringsperioden 2014-2020, som forlænget ved forordning (EU) 2020/2220, bør undtagelsen fra den periode på otte uger, der er fastsat i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til TEU, TEUF og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, anvendes.
(7)For at sikre en gnidningsløs gennemførelse af disse ændringer, og da der er et presserende behov for at håndtere og afbøde virkningerne af ekstraordinære naturkatastrofer eller alvorlige meteorologiske hændelser i Unionens fjernområder, navnlig virkningerne af cyklonen Chido på Mayotte, bør denne forordning træde i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EU) nr. 228/2013 foretages følgende ændringer:
1) I artikel 6 tilføjes følgende som stk. 5:
"5. I tilfælde af ekstraordinære naturkatastrofer eller alvorlige meteorologiske hændelser, der er helt eller delvis ødelæggende for landbrugsproduktionskapaciteten i en region i den yderste periferi, kan medlemsstaterne fremsætte forslag om en programændring under anvendelse af princippet om force majeure eller ekstraordinære omstændigheder for at give de berørte støttemodtagere mulighed for fortsat at modtage POSEI-støtte i hele genopretningsperioden i form af foranstaltninger for den lokale produktion, jf. artikel 19. Gennemførelsen af disse programændringer er underlagt en årlig gennemgang og overvågning af fremskridtene i tæt samarbejde mellem Kommissionen og medlemsstaten."
2) I artikel 19 tilføjes følgende som stk. 5:
"5. Hvis et program ændres i overensstemmelse med artikel 6, stk. 5, kan støttemodtagere, der er berørt af den ekstraordinære naturkatastrofe eller den alvorlige meteorologiske hændelse, fortsat modtage støtte i form af foranstaltninger til fremme af produktionen, forarbejdningen eller afsætningen som omhandlet i nærværende artikels stk. 4, uanset deres aktivitetsniveau i hele genopretningsperioden, men med forbehold af en formel forpligtelse til at genoprette deres landbrugsproduktionskapacitet."
3) I artikel 22 tilføjes følgende som stk. 3 og 4:
"3. Uanset artikel 6a, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/2220* kan Mayotte godkende støtteansøgninger efter den 30. juni 2025.
4. I Mayottes program for udvikling af landdistrikterne må ELFUL-støtten til den foranstaltning, der er omhandlet i artikel 6a i forordning (EU) 2020/2220, ikke overstige det samlede ELFUL-bidrag til det pågældende program for udvikling af landdistrikterne for årene 2021-2022.
*
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/2220 af 23. december 2020 om visse overgangsbestemmelser vedrørende støtte ydet fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og fra Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) i 2021 og 2022 og om ændring af forordning (EU) nr. 1305/2013, (EU) nr. 1306/2013 og (EU) nr. 1307/2013, for så vidt angår midler og anvendelse i 2021 og 2022, og forordning (EU) nr. 1308/2013, for så vidt angår midler og deres fordeling i 2021 og 2022 (EUT L 437 af 28.12.2020, s. 1, ELI:
http://data.europa.eu/eli/reg/2020/2220/oj
).".
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
Formand
Formand