EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 7.7.2025
COM(2025) 157 final
2025/0198(BUD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE
om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere på baggrund af en ansøgning fra Belgien (EGF/2025/001 BE/BelGaN)
BEGRUNDELSE
BAGGRUND FOR FORSLAGET
1.De regler, der gælder for økonomisk støtte fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere (EGF), er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/691 af 28. april 2021 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere (EGF) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1309/2013.
2.Den 21. februar 2025 indgav Belgien ansøgning EGF/2025/001 BE/BelGaN om økonomisk EGF-støtte som følge af afskedigelser hos BelGaN BV (BelGaN) i Belgien.
3.Efter en vurdering af denne ansøgning har Kommissionen i overensstemmelse med alle gældende bestemmelser i forordning (EU) 2021/691 konkluderet, at betingelserne for tildeling af økonomisk EGF-støtte er opfyldt.
RESUMÉ AF ANSØGNINGEN
EGF-ansøgning
|
EGF/2025/001 BE/BelGaN
|
Medlemsstat
|
Belgien
|
Berørt(e) region(er) (på NUTS 2-niveau)
|
Provincie Oost-Vlaanderen (BE23)
|
Dato for indgivelse af ansøgningen
|
21. februar 2025
|
Dato for kvittering for modtagelse af ansøgningen
|
21. februar 2025
|
Dato for anmodning om yderligere oplysninger
|
1. april 2025
|
Frist for indsendelse af yderligere oplysninger
|
23. april 2025
|
Frist for afslutningen af vurderingen
|
7. juli 2025
|
Interventionskriterium
|
Artikel 4, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2021/691
|
Hovedvirksomhed
|
BelGaN BV
|
Antal berørte virksomheder
|
1
|
Økonomisk(e) aktivitetssektor(er)
(NACE (rev. 2) hovedgruppe)
|
Hovedgruppe 26 (Fremstilling af computere, elektroniske og optiske produkter)
|
Referenceperiode (fire måneder):
|
31. juli 2024 – 30. november 2024
|
Antal afskedigelser i referenceperioden (a)
|
417
|
Antal afskedigelser før eller efter referenceperioden (b)
|
0
|
Samlet antal afskedigelser (a + b)
|
417
|
Samlet antal støtteberettigede modtagere
|
417
|
Samlet antal tiltænkte støttemodtagere
|
417
|
Budget til de individualiserede tilbud (EUR)
|
1 052 607
|
Budget til gennemførelse af EGF (EUR)
|
43 500
|
Samlet budget (EUR)
|
1 096 107
|
EGF-støtte (85 %) (EUR)
|
931 690
|
VURDERING AF ANSØGNINGEN
Sagsforløb
4.De belgiske myndigheder indgav ansøgning EGF/2025/001 BE/BelGaN den 21. februar 2025, dvs. inden for en periode på 12 uger fra den dato, hvor interventionskriterierne, der er omhandlet i artikel 4, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2021/691, var opfyldt. Kommissionen bekræftede samme dato kvittering for modtagelse af ansøgningen. Kommissionen var i besiddelse af oversættelsen af ansøgningen den 28. marts 2025 og anmodede de belgiske myndigheder om yderligere oplysninger den 1. april 2025. Disse yderligere oplysninger blev indsendt inden for 15 arbejdsdage efter anmodningen. Fristen på 50 arbejdsdage efter modtagelsen af den fuldstændige ansøgning, inden for hvilken Kommissionen skal afslutte sin vurdering af, om ansøgningen opfylder betingelserne for at få økonomisk støtte, udløber den 7. juli 2025.
Ansøgningens støtteberettigelse
Berørte virksomheder og støttemodtagere
5.Ansøgningen vedrører 417 afskedigede arbejdstagere, hvis aktivitet er ophørt i BelGaN BV (BelGaN). Virksomheden var aktiv i den økonomiske sektor, der er klassificeret under NACE rev. 2, hovedgruppe 26 (Fremstilling af computere, elektroniske og optiske produkter). De afskedigelser, som BelGaN har foretaget, er lokaliseret i NUTS 2-regionen Provincie Oost-Vlaanderen (BE23).
Interventionskriterier
6.De belgiske myndigheder indgav ansøgningen med henvisning til interventionskriterierne i artikel 4, stk. 2, litra a), i forordning (EU) 2021/691, som forudsætter aktivitetsophør for mindst 200 afskedigede arbejdstagere i løbet af en fire måneders referenceperiode i en virksomhed i en medlemsstat, inklusive arbejdstagere, der er blevet afskediget af leverandører eller producenter i efterfølgende produktionsled, og/eller selvstændige erhvervsdrivende, hvis aktivitet er ophørt.
7.Referenceperioden på fire måneder for ansøgningen løber fra den 31. juli 2024 til den 30. november 2024.
8.Der var 417 afskedigede arbejdstagere i BelGaN i referenceperioden.
Beregning af afskedigelser og aktivitetsophør
9.I henhold til artikel 6, første afsnit, litra a), sammenholdt med artikel 5, første afsnit, litra b), i forordning (EU) 2021/691, er alle afskedigede arbejdstageres aktivitetsophør i referenceperioden blevet beregnet fra den dato, hvor arbejdsgiveren gav den enkelte arbejdstager meddelelse om afskedigelse eller opsigelse af arbejdstagerens ansættelseskontrakt.
Støtteberettigede modtagere
10.Det samlede antal støtteberettigede modtagere er 417.
Beskrivelse af de begivenheder, der førte til afskedigelser og aktivitetsophør
11.Den begivenhed, der gav anledning til disse afskedigelser, er BelGaNs konkurs.
12.BelGaN havde overtaget Onsemis produktion og forsknings- og udviklingsfaciliteter i Oudenaarde med det formål at fremme chipteknologier med galliumnitrid (GaN). GaN har et betydeligt potentiale i industrien for halvledere og medfører væsentlige forbedringer i ydeevne og effektivitet i forhold til traditionelle silicium-baserede chips.
13.BelGaN, der promoverer sig selv som en halvlederfabrikant med fokus på bilindustrien, søgte aktivt nye investorer til at drive sin kapitalkrævende omstilling fra at være en fabrikant af silicium-baseret chips til at være en fabrikant af galliumnitrid-baseret chips. GaN's potentiale var imidlertid ikke tilstrækkeligt til at holde virksomheden oven vande.
14.BelGaN led et tilbageslag i 2023 og viste et nettotab på 8,3 mio. EUR med 55 mio. EUR i indtægter, hvilket tilskrives øgede omkostninger til energi, kemikalier og arbejdskraft.
15.Virksomheden kunne ikke sikre tilstrækkelige investeringer, hvilket i sidste ende førte til dens fald. BelGaN indstillede sine aktiviteter og indgav konkursbegæring den 30. juli 2024, hvilket medførte 417 afskedigelser.
Afskedigelsernes forventede virkning på økonomien på lokalt, regionalt og nationalt plan og på beskæftigelsen
16.I Belgien har antallet af konkurser været stigende siden 2022. I 2024 indgav mere end 11 000 virksomheder konkursbegæring, hvoraf 57 % var i Flandern, hvilket er det højeste tal siden 2013. Som følge heraf gik 32 566 job tabt (59 % i Flandern), 18,3 % mere end i 2023.
17.Nylige omstruktureringer som f.eks. afskedigelserne hos Van Hool, Sappy og Purmo, i forbindelse med hvilke de belgiske myndigheder ansøgte om støtte fra EGF, påvirker desuden det flamske arbejdsmarked: Antallet af jobmuligheder i industrien er faldet.
18.Oudenaarde er det område, der er mest påvirket af afskedigelserne hos BelGaN. Antallet af arbejdsløse jobsøgende i Oudenaarde steg med 9 % fra år til år i december 2024. Stigningen var især betydelig blandt højt- og mellemuddannede arbejdsløse arbejdstagere (hhv. +13,5 % og +12,9%), mens den blandt lavtuddannede var på 3 %.
19.I Oudenaarde faldt antallet af ledige stillinger, der blev rapporteret af arbejdstagerne til VDAB, den flamske offentlige arbejdsformidling, med 17,7 % fra år til år i 2024. Antallet af jobmuligheder fulgte samme nedadgående tendens med et fald på 21,8 % i 2024 sammenlignet med 2023 eller med 32,4 %, hvis kun industrierhverv tages i betragtning, hvilket indikerer et dalende arbejdsmarked.
20.Kombinationen af en aldrende arbejdsstyrke med en mangel på interesse i STEM blandt yngre mennesker gør det ifølge VDAB svært at erstatte arbejdstagere, der går på pension, i industrierhverv, hvilket kan blive en fordel for tidligere arbejdstagere fra BelGaN, som er i overgang på arbejdsmarkedet.
Anvendelse af EU's kvalitetsramme for foregribelse af forandringer og omstruktureringer
21.De belgiske myndigheder har beskrevet, hvordan der er taget hensyn til henstillingerne i EU's kvalitetsramme for foregribelse af forandringer og omstruktureringer.
22.De belgiske myndigheder har meddelt, at den nationale arbejdsmarkedslovgivning om aktiv styring af omstruktureringer kræver, at virksomheder, der er under omstrukturering, opretter en beskæftigelsesenhed, hvis formål er at stille 30 timers genplaceringstjenester til rådighed for arbejdstagere, der er blevet afskediget i forbindelse med kollektive afskedigelser, inden for en periode på tre måneder (60 timer i seks måneder for arbejdstagere på 45 år og derover). Eftersom denne juridiske forpligtelse ikke er gældende i tilfælde af konkurs, stillede VDAB genplaceringstjenester til rådighed for arbejdstagerne med egne midler.
23.Med hensyn til de aktiviteter, der er iværksat for at hjælpe de afskedigede arbejdstagere, har de belgiske myndigheder meddelt, at de første foranstaltninger til støtte for arbejdstagerne (informations- og registreringsmøder) blev iværksat den 21. august 2024, tre uger efter konkursen, og de førnævnte genplaceringstjenester blev organiseret kort derefter. Der blev afholdt en jobmesse den 17. oktober 2024.
Komplementaritet med de foranstaltninger, der finansieres af nationale midler eller EU-midler
24.De belgiske myndigheder har bekræftet, at de nedenfor beskrevne foranstaltninger, der modtager økonomisk EGF-støtte, ikke modtager økonomisk støtte fra andre af Unionens finansielle instrumenter.
25.Den samordnede pakke af individualiserede tilbud supplerer foranstaltninger, der finansieres af andre nationale fonde eller EU-midler.
Fremgangsmåder ved høringen af de personer, der er tiltænkt støtte, eller disses repræsentanter eller arbejdsmarkedets parter samt lokale og regionale myndigheder
26.BelGaNs konkurs kom uventet. Efter aftale med arbejdstagernes repræsentanter, det belgiske centrale fagforbund (ABVV) og det belgiske forbund af kristelige fagforeninger (ACV), besluttede VDAB straks at træffe foranstaltningerne for arbejdstagerne snarere end at vente på en mulig overtagelse. Derfor var det kun muligt at foretage begrænsede forberedelser.
Personer, der er tiltænkt støtte, og foreslåede foranstaltninger
Tiltænkte støttemodtagere
27.Alle afskedigede arbejdstagere forventes at deltage i foranstaltningerne. I henhold til artikel 8, stk. 7, litra f), i forordning (EU) 2021/691 er fordelingen af disse arbejdstagere efter køn, aldersgruppe og uddannelsesniveau som følger:
Kategori
|
Antal tiltænkte
støttemodtagere
|
Køn:
|
Mænd:
|
333
|
(79,9 %)
|
|
Kvinder:
|
84
|
(20,1 %)
|
|
Nonbinær:
|
0
|
(0,0 %)
|
Aldersgruppe:
|
Under 30 år:
|
58
|
(13,9 %)
|
|
30-54 år:
|
328
|
(78,7 %)
|
|
Over 54 år:
|
31
|
(7,4 %)
|
Uddannelsesniveau
|
Sekundæruddannelse på første trin eller derunder
|
39
|
(9,4 %)
|
|
Sekundæruddannelse på andet trin eller niveauet mellem sekundær- og tertiæruddannelse:
|
232
|
(55,6 %)
|
|
Tertiæruddannelse
|
146
|
(35,0 %)
|
Foreslåede foranstaltninger
28.I henhold til artikel 8, stk. 7, litra h), i forordning (EU) 2021/691 består den samordnede pakke af individualiserede tilbud, der skal ydes til afskedigede arbejdstagere, af følgende foranstaltninger:
–Informationsmøder er den første tjeneste, der tilbydes alle opsagte arbejdstagere. Under møderne oplyser rådgivere inden for intervention af social karakter arbejdstagerne om den støtte, der er til rådighed for at lette deres overgang til beskæftigelse.
–Genplacering: Denne foranstaltning supplerer genplaceringstjenesterne, som tilbydes af VDAB og er beskrevet i afsnit 14. Den omfatter vurdering af digitale færdigheder, hjælp til jobsøgning eller hjælp til selvstændig virksomhed. Der er også vurderingsmøder til bestemmelse af, hvorvidt den jobsøgende lever op til arbejdsmarkedets behov, eller hvorvidt jobsøgningen er realistisk. Støtten har også fokus på at forberede arbejdstagerne til fremtidige jobansøgninger og at hjælpe dem til at skrive overbevisende CV'er eller ansøgninger samt til at øve sig i at mestre jobsamtaler.
Personer uden digitale færdigheder vil modtage grundlæggende IKT-uddannelse og yderligere støtte gennem digibanker, hvor arbejdstagerne kan låne en bærbar computer, modtage oplæring i, hvordan de bruger den, og få svar på deres spørgsmål om digitale værktøjer. Webinarer og andre onlineværktøjer såsom 123digit.be vil hjælpe de personer, der allerede har visse digitale færdigheder, med at forbedre dem.
–Efteruddannelse og omskoling: Arbejdstagerne bliver trænet i specifikke læringsforløb, der er udformet med henblik på at forbedre deres tekniske og digitale færdigheder, og i at udvikle færdigheder, der relaterer sig til områder med arbejdsmangel eller til den grønne omstilling. Efter godkendelse af individuelle projekter med jobvejlederen vil arbejdstagerne blive tilbudt målrettet uddannelse for at tilgodese de konstaterede behov. De vil også få adgang til en bred vifte af uddannelse, herunder den uddannelse, der tilbydes af VDAB eller af uddannelsesudbydere.
–Uddannelse på arbejdspladsen: Arbejdstagerne modtager uddannelse på arbejdspladsen i den virksomhed, der vil ansætte dem efter uddannelsen. Uddannelsen varer mellem 4 og 26 uger afhængigt af arbejdstagerens behov. Uddannelsen efterfølges af en tidsubegrænset eller tidsbegrænset ansættelseskontrakt af mindst samme varighed som uddannelsen.
–Jobmesse: Dette rekrutteringsarrangement er en hjælp til at forbinde jobsøgende med arbejdsgivere, der søger at besætte deres ledige stillinger. Rådgivningsmøder før arrangementet er en hjælp til at forberede mødet med potentielle arbejdsgivere.
–Hjælp til jobsøgning: Dette omfatter individuel og fælles træningsmøder med en jobformidler til støtte for ansøgning og forberedelse til jobsamtaler, peer-to-peer-træning og besøg hos virksomheder med rekrutteringsbehov.
–Undersøgelse af jobmuligheder og jobmatchning: Et særligt team vil undersøge, om der er ledige stillinger, før de bliver slået op, og hjælpe de bedste kandidater blandt tidligere arbejdstagere fra BelGaN til at søge disse stillinger. Der vil også blive organiseret rekrutteringsarrangementer på kvartalsbasis.
29.IKT-uddannelsen og yderligere planlagt støtte inden for genplaceringstjenesterne og noget af den uddannelse, der tilbydes, tager højde for formidlingen af færdigheder, der er nødvendige i den digitale tidsalder og i en ressourceeffektiv økonomi, jf. artikel 7, stk. 2, i forordning (EU) 2021/691.
30.De foreslåede foranstaltninger, der her er beskrevet, udgør aktive politiske arbejdsmarkedsforanstaltninger og falder ind under de støtteberettigede foranstaltninger, der er fastlagt i artikel 7 i forordning (EU) 2021/691. Disse foranstaltninger erstatter ikke passive socialsikringsforanstaltninger.
31.De belgiske myndigheder har leveret de ønskede oplysninger om foranstaltninger, der er obligatoriske for den berørte virksomhed i medfør af national lov eller kollektive overenskomster. I overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) 2021/691 har de belgiske myndigheder bekræftet, at økonomisk EGF-støtte ikke vil erstatte sådanne foranstaltninger.
Anslået budget
32.De anslåede samlede omkostninger er på 1 096 107 EUR og omfatter udgifterne til de individualiserede tilbud på 1 052 607 EUR samt udgifter til forberedelse, forvaltning, oplysning, offentlig omtale, kontrol- og rapporteringsaktiviteter på 43 500 EUR.
33.Der anmodes om økonomisk støtte fra EGF på i alt 931 690 EUR (85 % af de samlede omkostninger).
34.I henhold til artikel 8, stk. 7, litra m), i forordning (EU) 2021/691 har de belgiske myndigheder præciseret, at den nationale forfinansiering og medfinansiering ydes af VDAB.
Foranstaltninger
|
Forventet antal deltagere
|
Anslåede omkostninger pr. deltager
(i EUR)
|
Samlede anslåede omkostninger
(i EUR)
|
Individualiserede tilbud (foranstaltninger i henhold til artikel 7, stk. 2, andet afsnit, litra a), i forordning (EU) 2021/691)
|
Informationsmøder
(Sociaal Interventieadviseur)
|
417
|
182
|
76 088
|
Genplacering
(Actieve bemiddeling naar werk)
|
200
|
550
|
110 000
|
Efteruddannelse og omskoling
(Aanbod opleiding in eigen beheer, Opleiding in kader van SIFbudget, Aanbod erkende opleidingen bij partners)
|
65
|
6 874
|
446 808
|
Uddannelse på arbejdspladsen
(Opleiding in de onderneming)
|
10
|
960
|
9 600
|
Jobmesser
(Jobbeurs)
|
144
|
10
|
1 500
|
Hjælp til jobsøgning
(Jobhunting)
|
130
|
1 738
|
226 000
|
Undersøgelse af jobmuligheder og jobmatchning
(Big recruitment)
|
130
|
1 404
|
182 611
|
Subtotal (a):
Procentdel af pakken af individualiserede tilbud
|
–
|
1 052 607
|
|
|
(96,03 %)
|
Aktiviteter i henhold til artikel 7, stk. 5, i forordning (EU) 2021/691
|
1. Forberedende aktiviteter
|
–
|
11 000
|
2. Forvaltning
|
–
|
15 000
|
3. Oplysning og offentlig omtale
|
–
|
2 500
|
4. Kontrol og rapportering
|
–
|
15 000
|
Subtotal (b):
Procentdel af de samlede omkostninger:
|
–
|
43 500
|
|
|
(3,97 %)
|
Samlede omkostninger (a + b):
|
–
|
1 096 107
|
Støtte fra EGF (85 % af de samlede udgifter)
|
–
|
931 690
|
Periode for udgifternes støtteberettigelse
35.De belgiske myndigheder begyndte den 8. august 2024 at give individualiserede tilbud til de personer, der er tiltænkt støtte. Udgifterne til foranstaltningerne vil derfor være berettiget til økonomisk EGF-støtte fra den 8. august 2024 og indtil 24 måneder efter datoen for finansieringsafgørelsens ikrafttræden.
36.De belgiske myndigheder påtog sig den administrative udgift til at gennemføre EGF den 31. juli 2024. Forberedende arbejde, forvaltning, oplysning, offentlig omtale, kontrol- og rapporteringsaktiviteter vil derfor være kvalificeret til økonomisk EGF-støtte fra den 31. juli 2024 og indtil 31 måneder efter datoen for finansieringsafgørelsens ikrafttræden.
Forvaltnings- og kontrolsystemer
37.Ansøgningen indeholder en beskrivelse af de forvaltnings- og kontrolsystemer, der kræves i henhold til artikel 23 i forordning (EU) 2021/691, hvori de involverede organers ansvarsområder er fastlagt. De belgiske myndigheder har meddelt Kommissionen, at den økonomiske støtte vil blive forvaltet af VDAB. Betalingerne foretages af VDAB's finansielle tjenesteenhed. Afdelingen for økonomi og budget – den flamske revisionsmyndigheds revisionsenhed for de europæiske strukturfonde er EGF's revisionsmyndighed.
Tilsagn afgivet af den pågældende medlemsstat
38.De belgiske myndigheder har givet alle nødvendige garantier med hensyn til følgende:
–Principperne om ligebehandling og ikkeforskelsbehandling overholdes i forbindelse med adgang til de foreslåede foranstaltninger og deres gennemførelse.
–Kravene i den nationale lovgivning og i EU-lovgivningen vedrørende kollektiv afskedigelse er blevet overholdt.
–Dobbeltfinansiering vil blive forhindret.
–Den økonomiske EGF-støtte vil være i overensstemmelse med de proceduremæssige og materielle EU-bestemmelser om statsstøtte. Disse regler vil blive overholdt i tilfælde af supplerende tiltag, der er finansieret med nationale midler.
VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Budgetforslag
39.EGF må ikke overstige et maksimalt årligt beløb på 30 mio. EUR (i 2018-priser), jf. artikel 8 i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 af 17. december 2020 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 som ændret ved Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/765 af 29. februar 2024.
40.Efter at have gennemgået ansøgningen for så vidt angår de betingelser, der er fastsat i artikel 13, stk. 1 og 2, i forordning (EU) 2021/691, og under hensyntagen til antallet af personer, der er tiltænkt støtte, de foreslåede foranstaltninger og de forventede omkostninger, foreslår Kommissionen at mobilisere EGF til et beløb på 931 690 EUR, hvilket svarer til 85 % af de samlede omkostninger ved de foreslåede foranstaltninger, for at kunne yde økonomisk støtte til ansøgningen.
41.Den foreslåede afgørelse om at mobilisere EGF vil blive truffet i fællesskab af Europa-Parlamentet og Rådet i henhold til artikel 15, stk. 1, første afsnit, andet punktum, i forordning (EU) 2021/691 og punkt 9 i den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter.
Tilhørende retsakter
42.Samtidig med at Kommissionen forelægger dette forslag til en afgørelse om at mobilisere EGF, forelægger den et forslag for Europa-Parlamentet og Rådet om overførsel til den relevante budgetpost af et beløb på 931 690 EUR.
43.Samtidig med at Kommissionen vedtog dette forslag til en afgørelse om at mobilisere EGF, vedtog den en afgørelse om økonomisk støtte, der udgør en finansieringsafgørelse som omhandlet i artikel 110 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/2509. Den pågældende afgørelse om finansiering træder i kraft på den dato, hvor Kommissionen underrettes om Europa-Parlamentets og Rådets godkendelse af budgetoverførslen, jf. artikel 15, stk. 2, første afsnit, i forordning (EU) 2021/691.
2025/0198 (BUD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE
om mobilisering af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere på baggrund af en ansøgning fra Belgien (EGF/2025/001 BE/BelGaN)
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/691 af 28. april 2021 om Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere (EGF) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 1309/2013, særlig artikel 15, stk. 1, første afsnit,
under henvisning til den interinstitutionelle aftale af 16. december 2020 mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning samt om nye egne indtægter, herunder en køreplan hen imod indførelse af nye egne indtægter, særlig punkt 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere (EGF) har til formål at udvise solidaritet og fremme anstændig og bæredygtig beskæftigelse i Unionen ved at yde støtte til arbejdstagere, der er blevet afskediget, og selvstændige, hvis aktivitet er ophørt i tilfælde af større omstruktureringer, og hjælpe disse med at vende tilbage til anstændig og bæredygtig beskæftigelse så hurtigt som muligt.
(2)EGF må ikke overstige et maksimalt årligt beløb på 30 mio. EUR (i 2018-priser), jf. artikel 8 i Rådets forordning (EU, Euratom) 2020/2093 som ændret ved Rådets forordning (EU, Euratom) 2024/765 og artikel 16 i forordning (EU) 2021/691.
(3)Den 21. februar 2025 forelagde Belgien en ansøgning om mobilisering af EGF i overensstemmelse med artikel 8, stk. 1, i forordning (EU) 2021/691 i forbindelse med afskedigelser af arbejdstagere i BelGaN BV i Belgien. Den blev suppleret med yderligere oplysninger i henhold til artikel 8, stk. 5, i forordning (EU) 2021/691. Ansøgningen anses for at være i overensstemmelse med betingelserne for at yde økonomisk støtte fra EGF som omhandlet i artikel 13 i forordning (EU) 2021/691, på baggrund af Kommissionens vurdering i Europa-Parlamentets og Rådets forslag til en afgørelse om mobilisering.
(4)Som følge af de belgiske myndigheders ansøgning bør EGF derfor mobiliseres til at yde en økonomisk støtte på 931 690 EUR.
(5)For at minimere den tid, som det tager at mobilisere EGF, bør denne afgørelse anvendes fra vedtagelsesdatoen —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Inden for rammerne af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2025 stilles der et beløb til rådighed fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen for Afskedigede Arbejdstagere på 931 690 EUR i forpligtelses- og betalingsbevillinger.
Artikel 2
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den [datoen for dens vedtagelse].
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
Formanden
Formanden