EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 29.1.2025
COM(2025) 18 final
2025/0006(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på konferencen mellem parterne om ændring af bilag III til Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Forslaget vedrører vedtagelsen af en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i partskonferencen under Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel i forbindelse med den planlagte vedtagelse af afgørelser om ændring af bilag III med henblik på at tilføje acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat.
2.Baggrund for forslaget
2.1.Rotterdamkonventionen
Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (konventionen) tilsigter at styrke det fælles ansvar og samarbejdet mellem parterne i den internationale handel med visse farlige kemikalier og dermed beskytte menneskers sundhed og miljøet mod potentielle skader og bidrage til en miljøforsvarlig anvendelse af kemikalierne. Konventionen trådte i kraft den 24. februar 2004.
Den Europæiske Union er part i konventionen.
2.2.Partskonferencen
Partskonferencen, der er indstiftet i henhold til artikel 18 i konventionen, er Rotterdamkonventionens beslutningstagende organ. Organet træder normalt sammen hvert andet år for at overvåge gennemførelsen af konventionen. Det undersøger også de kemikalier, som Kemikalieundersøgelseskomitéen forelægger det til gennemgang.
I henhold til artikel 5, stk. 1, i konventionen skal parterne indgive anmeldelser af definitive reguleringsindgreb, der er truffet med henblik på at forbyde anvendelsen af et kemikalie på nationalt plan eller underkaste det strenge restriktioner. Efter at sekretariatet har modtaget to sådanne anmeldelser om det samme kemikalie fra to parter, der hører til to forskellige PIC-regioner, vil disse anmeldelser blive forelagt Kemikalieundersøgelseskomitéen. Kemikalieundersøgelseskomitéen skal gennemgå disse anmeldelser i forhold til de kriterier, der er fastsat i konventionens bilag II, og vedtage en henstilling om opførelse af det pågældende kemikalie på listen til behandling i partskonferencen.
Desuden kan enhver part, som er et udviklingsland eller et land med overgangsøkonomi, og som oplever problemer på grund af en meget farlig pesticidformulering under betingelserne for anvendelse på sit område, foreslå at opføre denne meget farlige pesticidformulering i konventionens bilag III i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1. Kemikalieundersøgelseskomitéen skal gennemgå disse forslag i forhold til de kriterier, der er fastsat i konventionens bilag IV, og vedtage en henstilling om opførelse af den pågældende meget farlige pesticidformulering på listen til behandling i partskonferencen.
Proceduren for vedtagelse af ændringer til konventionen er fastlagt i konventionens artikel 21 og proceduren for vedtagelse og ændring af bilagene i artikel 22. I henhold til konventionens artikel 23 har hver part én stemme. Regionale organisationer for økonomisk integration såsom EU udøver imidlertid deres stemmeret med et antal stemmer svarende til antallet af de af deres medlemsstater, der er parter i konventionen.
2.3.Den retsakt, der skal vedtages af partskonferencen
På sit tolvte ordinære møde vil partskonferencen overveje at vedtage afgørelser om opførelse af acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat i konventionens bilag III.
Opførelsen i bilag III har den virkning, at kemikalierne vil blive underlagt proceduren for forudgående informeret samtykke, hvis de handles internationalt. Derfor skal parterne forelægge importsvar til sekretariatet, således at sekretariatet kan gøre disse importsvar tilgængelige for alle parter. Eksporterende parter skal overholde importsvarene, når de eksporterer disse kemikalier.
De påtænkte retsakter bliver bindende for parterne i overensstemmelse med konventionens artikel 22, stk. 5, litra c), hvori følgende fastsættes: "En afgørelse om ændring af bilag III meddeles straks parterne af depositaren. Ændringen træder i kraft for alle parterne på en i afgørelsen fastsat dato".
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det tolvte møde i partskonferencen til Rotterdamkonventionen, bør være at støtte opførelsen af acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat i konventionens bilag III i tråd med Kemikalieundersøgelseskomitéens relevante anbefalinger.
I henhold til artikel 5, stk. 1, i konventionen havde parterne indgivet anmeldelser af definitive reguleringsindgreb, der er truffet med henblik på at forbyde anvendelsen af acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, iprodion, kviksølv, methylbromid og paraquat på nationalt plan eller underkaste det strenge restriktioner.
Dertil kommer, at parterne havde forelagt forslag om opførelse af fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L) og flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation i konventionens bilag III i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1.
Kemikalieundersøgelseskomitéen gennemgik anmeldelserne i forhold til kriterierne i bilag II og forslagene i forhold til kriterierne i konventionens bilag IV og konkluderede, at alle relevante kriterier er opfyldt.
Opførelsen i bilag III har den virkning, at kemikalierne vil blive underlagt proceduren for forudgående informeret samtykke, hvis de handles internationalt. Derfor skal parterne forelægge importsvar til sekretariatet, således at sekretariatet kan gøre disse importsvar tilgængelige for alle parter. Eksporterende parter skal overholde importsvarene, når de eksporterer disse kemikalier.
Forslaget er i overensstemmelse med og supplerer forordning (EU) nr. 649/2012, som gennemfører Rotterdamkonventionen i Unionen. Det er fuldt ud i tråd med konventionens mål om at styrke ansvarsdelingen og samarbejdet mellem parterne i den internationale handel med visse farlige kemikalier for dermed at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod potentielle skader og bidrage til en miljømæssigt forsvarlig anvendelse af disse stoffer.
Forslaget er i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1107/2009, forordning (EU) nr. 528/2012 og forordning (EF) nr. 1907/2006, da det ikke griber ind i afgørelser om markedsføring af kemikalier i Den Europæiske Union.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Partskonferencen er et organ, der er nedsat ved en aftale, nemlig Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel.
De retsakter, som partskonferencen skal vedtage, er retsakter med retsvirkninger. De påtænkte retsakter om ændring af bilag III vil være bindende i henhold til folkeretten i overensstemmelse med artikel 22 i Rotterdamkonventionen og skal gennemføres i forordning (EU) nr. 649/2012.
De påtænkte retsakter supplerer eller ændrer ikke den institutionelle ramme for aftalen.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har et dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.
Hvis den påtænkte retsakt samtidigt har flere formål eller elementer, der er uadskilleligt forbundne, uden at det ene er sekundært i forhold til det andet, skal det materielle retsgrundlag for en afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, undtagelsesvis omfatte de dertil svarende forskellige retsgrundlag.
4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
De påtænkte retsakter har en række formål og består af en række elementer inden for "miljø" og "handel". Disse komponenter af de påtænkte retsakter er uadskilleligt forbundne, uden at den ene er sekundær i forhold til den anden.
Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse omfatter derfor følgende bestemmelser: artikel 192, stk. 1, og artikel 207, stk. 4, første afsnit i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 192, stk. 1, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
2025/0006 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne på konferencen mellem parterne om ændring af bilag III til Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Rotterdamkonventionen om proceduren for forudgående informeret samtykke for visse farlige kemikalier og pesticider i international handel (konventionen) blev indgået på Unionens vegne ved Rådets afgørelse 2006/730/EF og trådte i kraft den 24. februar 2004.
(2)I henhold til konventionens artikel 7 kan partskonferencen vedtage afgørelser om opførelse af kemikalier på listen i konventionens bilag III.
(3)På sit tolvte møde forventes partskonferencen at vedtage afgørelser om opførelse af acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat i konventionens bilag III.
(4)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i partskonferencen, bør fastlægges, da afgørelserne får bindende virkning for Unionen.
(5)For at fremme fælles ansvar og samarbejde mellem parterne i den internationale handel med visse farlige kemikalier med henblik på at beskytte menneskers sundhed og miljøet mod potentielle skader og bidrage til en miljømæssigt forsvarlig anvendelse heraf er det nødvendigt at opføre yderligere kemikalier, der anses for at opfylde alle relevante kriterier, i konventionens bilag III. Det er derfor hensigtsmæssigt at støtte opførelsen af acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat i konventionens bilag III.
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, som på Unionens vegne skal indtages på det tolvte møde i partskonferencen under konventionen og eventuelle efterfølgende partskonferencer, hvor punktet er på dagsordenen, skal være at støtte vedtagelsen af ændringerne af konventionens bilag III, hvad angår opførelsen af acetochlor, carbosulfan, chlorpyrifos, chrysotilasbest, fenthion (ultra low volume (ULV)-formuleringer med mindst 640 g aktivt stof/L), iprodion, flydende formuleringer (emulgerbart koncentrat og opløseligt koncentrat) indeholdende mindst 276 g/L paraquatdichlorid svarende til mindst 200 g/L paraquation samt kviksølv, methylbromid og paraquat.
Artikel 2
I lyset af udviklingen på det tolvte møde i partskonferencen under konventionen og eventuelle efterfølgende partskonferencer, hvor opførelsen i bilag III af de kemikalier, der er omhandlet i artikel 1, er på dagsordenen, kan Unionens repræsentanter i samråd med medlemsstaterne aftale justeringer til den holdning, der er omhandlet i artikel 1, under koordineringsmøder på stedet uden yderligere afgørelse truffet af Rådet.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den .