Bruxelles, den 25.4.2025

COM(2025) 166 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET

Årsrapport om Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1925 om åbne og fair markeder i den digitale sektor og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og (EU) 2020/1828 (forordningen om digitale markeder)


I.Indledning

(1)Denne rapport er rettet til Europa-Parlamentet og Rådet for den Europæiske Union. Den beskriver de aktiviteter, som Europa-Kommissionen (i det følgende benævnt "Kommissionen") har gennemført i forbindelse med forordning (EU) 2022/1925 1 (forordningen om digitale markeder) i 2024, jf. artikel 35 i forordningen om digitale markeder 2 .

(2)Den første årsrapport om Kommissionens aktiviteter i forbindelse med forordningen om digitale markeder blev vedtaget den 6. marts 2024 3 . I sin første årsrapport rapporterede Kommissionen primært om afgørelserne om udpegelse af Alphabet, Amazon, Apple, ByteDance, Meta og Microsoft som gatekeepere i september 2023.

(3)I 2024 udpegede Kommissionen Booking for selskabets onlineformidlingstjeneste Booking.com i maj, og den supplerede Apples udpegelse med endnu en central platformstjeneste, styresystemet iPadOS, i april.

(4)Kommissionen afsluttede også fire markedsundersøgelser, hvoraf nogle blev indledt i 2023. De undersøgelser, der blev indledt i 2023, vedrører anmodninger om afkræftelse indgivet af virksomheder sammen med deres underretninger med påstand om, at de, selv om de opfylder udpegelsestærsklerne, ikke opfylder kravene for at blive udpeget som gatekeepere. Disse undersøgelser og den kvalitative udpegelse af iPadOS indebar, at der blev indhentet ekspertrådgivning fra Det Rådgivende Udvalg for Digitale Markeder 4 .

(5)I 2024 gik forordningen om digitale markeder ind i sin gennemførelses- og håndhævelsesfase med den 7. marts 2024 som overholdelsesfrist for udpegelser fra den 5. september 2023. Kommissionen indledte en reguleringsdialog med alle udpegede gatekeepere og iværksatte seks undersøgelser af manglende overholdelse vedrørende tre gatekeepere, nemlig Alphabet, Apple og Meta. I to af sagerne udarbejdede Kommissionen foreløbige konklusioner 5 . Kommissionen har desuden bebudet indledende undersøgelsesskridt vedrørende Amazon 6 .

(6)Kommissionen indledte også to procedurer for at præcisere Apples interoperabilitetsforpligtelser i henhold til forordningen om digitale markeder, ligesom den udarbejdede foreløbige konklusioner med anmodning om feedback fra tredjeparter om de foranstaltninger, som Apple bør træffe for at sikre effektiv interoperabilitet 7 .

(7)Sideløbende med Kommissionens overvågnings- og håndhævelsesaktiviteter var Kommissionen vært for adskillige møder med gatekeepere og en bred vifte af interesserede tredjeparter, herunder erhvervsbrugere, udviklere, enheder, der udfordrer gatekeepere, brancheorganisationer, civilsamfundsorganisationer og kunderepræsentanter. Kommissionen afholdt også flere workshopper om overholdelse, der gav interessenterne mulighed for at få indsigt i gatekeepernes løsninger med hensyn til overholdelse. Desuden besluttede Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder at oprette tre tematiske undergrupper om data, interoperabilitet og kunstig intelligens, og den afholdt flere møder i løbet af 2024. Dette lettede samarbejdet og fremmede en samarbejdsdialog med de europæiske tilsynsmyndigheder 8 .

(8)De følgende afsnit giver et samlet overblik over Kommissionens gennemførelse af forordningen om digitale markeder og de fremskridt, der er gjort med hensyn til at nå dens mål i 2024. I afsnit II rapporteres om udpegelser og andre aktiviteter, der ikke vedrører overvågning. I afsnit III skitseres overvågningen af gatekeepernes overholdelse. Afsnit IV omhandler rapporteringskravene for gatekeepere vedrørende praksis i forbindelse med forbrugerprofilering. I afsnit V beskrives samarbejdet og koordineringen mellem Kommissionen og de nationale myndigheder. Endelig beskrives det arbejde, der udføres af Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder, i afsnit VI.

II.UDPEGELSER OG ANDRE AKTIVITETER, DER IKKE VEDRØRER OVERVÅGNING

1.Underretninger, udpegelser og markedsundersøgelser

(9)I henhold til artikel 3, stk. 3, i forordningen om digitale markeder skal virksomheder underrette Kommissionen, når de centrale platformstjenester, som de udbyder, opfylder tærsklerne i artikel 3, stk. 2, i samme forordning. I henhold til artikel 3, stk. 5, i forordningen om digitale markeder kan virksomheder, der opfylder disse tærskler, imidlertid fremlægge tilstrækkeligt underbyggede argumenter for, hvorfor de ikke bør udpeges som gatekeepere.

(10)I 2024 modtog Kommissionen underretninger fra Booking, ByteDance og X i henhold til artikel 3, stk. 3, i forordningen om digitale markeder 9 .

(11)Den 1. marts 2024 meddelte Booking Kommissionen, at det opfyldte tærsklerne i artikel 3, stk. 2, i forordningen om digitale markeder i forbindelse med dets onlineformidlingstjeneste, Booking.com. Som følge heraf udpegede Kommissionen den 13. maj 2024 Booking som gatekeeper i forbindelse med denne centrale platformstjeneste 10 . Bookings forpligtelse til at overholde forordningen om digitale markeder begyndte den 14. november 2024, seks måneder efter virksomhedens udpegelse 11 .

(12)Den 1. marts 2024 meddelte ByteDance Kommissionen, at virksomheden opfyldte tærsklerne i artikel 3, stk. 2, i forordningen om digitale markeder i forbindelse med dets onlinereklametjeneste, TikTok Ads. ByteDance indgav også en anmodning om afkræftelse i henhold til artikel 3, stk. 5, i forordningen om digitale markeder og hævdede, at TikTok Ads ikke kunne betragtes som en vigtig gateway mellem erhvervsbrugere og slutbrugere. Den 13. maj 2024 accepterede Kommissionen den anmodning om afkræftelse, som TikTok havde fremsat vedrørende sin onlinereklametjeneste, TikTok Ads. Anmodningen om afkræftelse blev direkte accepteret inden for 45 arbejdsdage, da virksomheden påviste, at dens tjeneste ikke opfylder kravene i artikel 3, stk. 1, i forordningen om digitale markeder 12 .

(13)Den 1. marts 2024 indgav X en underretning vedrørende sin sociale onlinenetværkstjeneste, X, og sin onlinereklametjeneste, X Ads, som begge var ledsaget af anmodninger om afkræftelse med den begrundelse, at X, selv om de relevante tærskler var opfyldt, ikke kunne betragtes som en vigtig gateway mellem erhvervsbrugere og slutbrugere 13 . Den 13. maj 2024 vedtog Kommissionen en afgørelse om direkte accept af anmodningen om afkræftelse vedrørende X Ads 14 og indledte i en særskilt afgørelse en markedsundersøgelse i henhold til artikel 17, stk. 3, i forordningen om digitale markeder for at vurdere, om den sociale onlinenetværkstjeneste X bør udpeges 15 . Efter en tilbundsgående markedsundersøgelse 16 konkluderede Kommissionen den 16. oktober 2024, at den sociale onlinenetværkstjeneste X ikke var en vigtig gateway for erhvervsbrugere til at nå ud til slutbrugerne. Kommissionen besluttede derfor at acceptere anmodningen om afkræftelse og ikke udpege X 17 . Afgørelsen blev vedtaget efter et møde i Det Rådgivende Udvalg for Digitale Markeder, som afgav en positiv udtalelse, den 4. oktober 2024.

(14)I 2024 afsluttede Kommissionen også de markedsundersøgelser vedrørende anmodninger om afkræftelse, som den havde indledt den 5. september 2023 for at afgøre, om Apple skulle udpeges som gatekeeper for iMessage, og om Microsoft skulle udpeges i forbindelse med Bing, Edge og Microsoft Advertising. Efter at have foretaget tilbundsgående markedsundersøgelser besluttede Kommissionen ikke at udpege Apple 18 og Microsoft 19 som gatekeepere for disse tjenester. Afgørelserne blev vedtaget efter et møde i Det Rådgivende Udvalg for Digitale Markeder, som afgav en positiv udtalelse om afgørelserne den 1. februar 2024.

(15)På grundlag af en tilbundsgående markedsundersøgelse, der blev indledt i september 2023, udpegede Kommissionen derudover den 29. april 2024 Apple som gatekeeper med hensyn til sin centrale platformstjeneste iPadOS 20 . Denne afgørelse blev vedtaget efter et møde i Det Rådgivende Udvalg for Digitale Markeder, som afgav en positiv udtalelse om afgørelsen, den 20. marts 2024. Apples forpligtelse til at overholde forordningen om digitale markeder begyndte seks måneder efter udpegelsen, den 4. november 2024.

(16)Med udpegelsen af Booking som gatekeeper for sin onlineformidlingstjeneste (Booking.com) og Apple for sit operativsystem (iPadOS) steg det samlede antal udpegede gatekeepere i 2024 fra seks til syv virksomheder, mens antallet af udpegede centrale platformstjenester nåede op på 24 fra de tidligere 22 21 .

(17)I 2024 har Kommissionen været part i tre igangværende annullationssøgsmål anlagt af ByteDance, Meta og Apple i november 2023 mod deres respektive udpegelsesafgørelser. Med hensyn til ByteDances appel afviste Rettens præsident i februar 2024 ByteDances begæring om foreløbige forholdsregler, og i juli 2024 stadfæstede Retten Kommissionens afgørelse om at udpege ByteDance efter en fremskyndet procedure 22 . I september 2024 appellerede ByteDance Rettens afgørelse om at opretholde udpegelsen 23 .

(18)Desuden er Kommissionen aktiv som sagsøgt i to andre verserende retssager, nemlig i) et søgsmål anlagt af ByteDances advokat i eget navn i august 2024 til prøvelse af Kommissionens afgørelse om afslag på begæringen om aktindsigt i dokumenter vedrørende udpegelsen af ByteDance 24 og ii) et søgsmål anlagt ved Retten i juli 2024 af Opera mod den manglende udpegelse af Microsoft som gatekeeper i forbindelse med selskabets webbrowser Edge 25 .

2.Andre aktiviteter, der ikke vedrører overvågning

(19)Kommissionen har lagt betydelig vægt på at styrke sine undersøgelsesværktøjer under forordningen om digitale markeder, siden den blev vedtaget. Den 30. april 2024 lancerede Kommissionen et whistleblowerværktøj for forordningen om digitale markeder 26 , som svarer til det, der er tilgængeligt for håndhævelse af kartel- og monopolreglerne og for forordning (EU) 2022/2065 ("forordningen om digitale tjenester"). Dette værktøj gør det muligt for enkeltpersoner privat og fortroligt at give oplysninger om gatekeeperes eventuelle manglende overholdelse af deres forpligtelser i henhold til forordningen om digitale markeder 27 . I 2024 modtog Kommissionen 20 indberetninger via dette værktøj.

(20)Med hensyn til inddragelse af offentligheden vedligeholder og ajourfører Kommissionen regelmæssigt webstedet for forordningen om digitale markeder 28 . Dette websted indeholder baggrundsoplysninger om forordningen om digitale markeder, indeholder en søgefunktion til Kommissionens officielle retsakter vedrørende samme forordning, har et afsnit med spørgsmål og svar, som ajourføres ofte 29 , og indeholder alle relevante pressemeddelelser. Kommissionen kommunikerer også om udviklingstendenser, der er relevante for forordningen om digitale markeder, via sine konti på de sociale medier 30 .

(21)I 2024 indgik Kommissionen kontrakter om ni undersøgelser vedrørende forordningen om digitale markeder, ekspertrådgivning eller pilotprojekter.

III.OVERVÅGNING AF GATEKEEPERES OVERHOLDELSE

1.Overvågningsaktiviteter

(22)Gatekeepere skal overholde de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6, 7, 14 og 15 i forordningen om digitale markeder. Overholdelseskravet er gældende umiddelbart efter udpegelsen for forpligtelsen til at underrette Kommissionen om fusioner (artikel 14 i forordningen om digitale markeder) og senest seks måneder efter udpegelsen for de forpligtelser og forbud, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7 (i henhold til artikel 3, stk. 10, i forordningen om digitale markeder) og artikel 15 i forordningen om digitale markeder. For de virksomheder, der blev udpeget den 5. september 2023, udløb denne seksmånedersperiode den 7. marts 2024. I betragtning af den efterfølgende udpegelse af iPadOS den 29. april 2024 skulle Apple også overholde forordningen om digitale markeder for denne centrale platformstjeneste senest den 4. november 2024, mens Booking, der blev udpeget den 13. maj 2024, skulle overholde forordningen senest den 14. november 2024 for Booking.com.

(23)Seks måneder efter udpegelsen indsendte alle gatekeepere rapporter om overholdelse, som krævet i artikel 11 i forordningen om digitale markeder, samt uafhængigt reviderede beskrivelser af eventuelle teknikker til profilering af forbrugere, der anvendes på eller på tværs af deres centrale platformstjenester, i overensstemmelse med artikel 15 i forordningen om digitale markeder. Links til de ikkefortrolige udgaver af disse dokumenter er offentliggjort på Kommissionens websted for forordningen om digitale markeder 31 . Den næste udgave af gatekeepernes rapporter om overholdelse skulle foreligge senest den 7. marts 2025 32 . Disse rapporter bør omfatte gatekeepernes ajourføringer af deres overholdelsesforanstaltninger.

(24)Kommissionen har vurderet alle rapporter om overholdelse, der blev modtaget i 2024, og fulgt op med gatekeepere om deres indhold. I marts 2024 tilrettelagde Kommissionen seks workshopper om overholdelse med interesserede parter, én for hver gatekeeper, der blev udpeget den 5. september 2023. Der blev tilrettelagt endnu en workshop i november 2024 for Booking efter udpegelsenmaj 2024. Workshopperne havde til formål at give tredjeparter mulighed for at anmode om præciseringer fra og give feedback til gatekeepere om deres overholdelsesløsninger. Deltagelse i alle workshopper var åben for offentligheden, og erhvervsbrugere, civilsamfundet og erhvervssammenslutninger havde fortrinsret til personligt fremmøde. Workshopperne blev også gjort tilgængelige online. Optagelser af alle workshopper, der blev afholdt i 2024, er tilgængelige på Kommissionens websted for forordningen om digitale markeder 33 .

(25)Ud over workshopperne om overholdelse og arbejdet med rapporterne om overholdelse 34 samarbejdede Kommissionen løbende med gatekeepere og interesserede tredjeparter gennem forskellige kanaler for at overvåge og vurdere overholdelsen. Der var bl.a. tale om bilaterale møder og tekniske workshopper, som samlede repræsentanter for gatekeeperne og interesserede tredjeparter. Desuden sendte Kommissionen anmodninger om oplysninger til gatekeepere og tredjeparter. Den tilskyndede også konsekvent gatekeepere til at samarbejde direkte med markedsaktørerne ved at understrege, at dette samarbejde er en vigtig del af det at påvise effektiv overholdelse for gatekeepere.

(26)Kommissionen overvågede, hvordan gatekeeperne har gennemført kravene i artikel 28 i forordningen om digitale markeder med hensyn til at oprette en compliancefunktion, som skal være uafhængig af gatekeeperens operationelle afdelinger og bestå af en eller flere complianceansvarlige med tilstrækkelige beføjelser, status og ressourcer til at sætte dem i stand til at overvåge gatekeeperens overholdelse af forordningen om digitale markeder og rådgive dem om den. Alle udpegede gatekeepere udpegede complianceansvarlige i overensstemmelse med principperne i artikel 28 i forordningen om digitale markeder og meddelte Kommissionen de nærmere oplysninger. Kommissionen holdt to fysiske møder med hver gatekeepers complianceansvarlige i 2024. Formålet med disse møder var, at Kommissionen skulle forstå, hvordan compliancefunktionen blev oprettet og organiseret, og gøre status over den igangværende reguleringsdialog. Endelig har Kommissionen til støtte for potentielle håndhævelsesforanstaltninger i 2024 vedtaget påbud, hvori seks gatekeepere – Alphabet, Amazon, Apple, Meta, Microsoft og Booking – pålægges at opbevare dokumenter, der kan anvendes til at vurdere deres overholdelse af specifikke forpligtelser i forordningen om digitale markeder 35 .

2.Konklusioner vedrørende overholdelse af artikel 5, 6 og 7 i forordningen om digitale markeder 36

(27)I dette afsnit redegøres der for Kommissionens konklusioner vedrørende de emner, der er omfattet af artikel 5, 6 og 7 i forordningen om digitale markeder, og de foranstaltninger, som Kommissionen har truffet. Nedenstående eksempler er ikke udtømmende, men beskriver de vigtigste tilfælde af Kommissionens foranstaltninger med hensyn til overholdelse af forordningen om digitale markeder.

a)Give brugerne kontrol over deres data

(28)I forordningen om digitale markeder anerkendes betydningen af data på digitale markeder, og det understreges, at akkumulering af data hos gatekeeperen og begrænset adgang til data for deres konkurrenter kan føre til mindre fri markedsadgang, færre valgmuligheder for slutbrugerne med hensyn til deres egne data og mindre innovation. Navnlig med hensyn til den frie markedsadgang forklares det i forordningen om digitale markeder, at gatekeeperes dataakkumulering gennem deres platformstjenester kan give anledning til adgangsbarrierer på markeder, hvor disse gatekeepere er til stede. Med andre ord kan akkumulering af data gøre det vanskeligere for nye aktører at tilbyde deres tjenester på disse markeder.

(29)Ligeledes kan den frie markedsadgang også undermineres af en gatekeeper, der begrænser skift eller multihoming, f.eks. ved ikke at tillade slutbrugere at overføre deres data. Sådanne begrænsninger kan f.eks. gøre det vanskeligt for slutbrugerne at skifte fra et etableret socialt netværk til et nyt af frygt for, at kontakter eller eget indhold går tabt i processen. Forordningen om digitale markeder søger at løse disse problemer ved at give slutbrugerne flere valgmuligheder med hensyn til, hvordan deres data anvendes, og hvordan de ønsker at anvende dem, samtidig med at det sikres, at erhvervsbrugere har bedre adgang til de data, som de genererer gennem deres brug af centrale platformstjenester.

(30)I henhold til artikel 5, stk. 2, i forordningen om digitale markeder skal gatekeepere gennemføre foranstaltninger, der gør det muligt for slutbrugerne at vælge, om de vil give samtykke til, at deres data kombineres og/eller krydsanvendes på tværs af gatekeepernes tjenester. Den 25. marts 2024 besluttede Kommissionen at indlede en undersøgelse af Metas mulige manglende overholdelse i forbindelse med denne forpligtelse 37 . I undersøgelsen vurderes det, om Metas reklamebaserede forretningsmodel "pay or consent" (betaling eller samtykke) harmonerer med virksomhedens forpligtelse til at indhente samtykke fra brugerne, når Meta har til hensigt at kombinere eller krydsanvende slutbrugeres personoplysninger på tværs af sine forskellige tjenester. I sine foreløbige konklusioner, der blev offentliggjort den 1. juli 2024, gav Kommissionen udtryk for sin bekymring over, at det binære valg, som pålægges med Metas "pay or consent"-model, muligvis ikke er et reelt alternativ for brugere, der ikke ønsker at give samtykke til behandlingen af deres personoplysninger. I august 2024 vedtog Det Europæiske Databeskyttelsesråd ("Databeskyttelsesrådet") en udtalelse i henhold til artikel 64, stk. 2, i den generelle forordning om databeskyttelse ("GDPR") om store onlineplatformes indførelse af modeller for betaling eller samtykke. Den 13. november 2024 ajourførte Meta sin "pay or consent"-model ved at fremlægge det, som den kaldte et "mindre personliggjort alternativ". Ud over sin undersøgelse af Metas overholdelse i perioden før den 13. november 2024 er Kommissionen i øjeblikket også i færd med at vurdere Metas reviderede overholdelsesløsning. Med hensyn til dataportabilitet og -adgang begyndte gatekeeperne i 2024 at forbedre deres dataportabilitetsløsninger for at komme tættere på at muliggøre kontinuerlig dataportabilitet og -adgang i realtid, således at slutbrugerne nemt kan flytte deres data, og erhvervsbrugere let kan få adgang til deres data. Alle udpegede gatekeepere gennemførte løsninger i løbet af 2024. Der er bl.a. tale om dataoverførselsløsninger, som gør det muligt for slutbrugere af f.eks. Google Search, Facebook eller TikTok at give godkendte tredjeparter adgang til deres historiske og fremtidige data, som disse tredjeparter kan bruge til at tilbyde konkurrerende eller innovative tjenester. Desuden giver allerede implementerede og væsentligt forbedrede dataoverførselsløsninger erhvervsbrugere af de forskellige udpegede tjenester (f.eks. Amazon Marketplace, Booking.com eller YouTube) adgang til de data, som de genererer på disse tjenester.

(31)Kommissionen har nøje overvåget, hvordan disse nye værktøjer fungerer, i samråd med gatekeepere og en bred vifte af interesserede tredjeparter. Kommissionen har indledt en intensiv reguleringsdialog med alle gatekeepere for at tilskynde dem til, hvor det er relevant, at forbedre deres overholdelsesløsninger på grundlag af feedback fra tredjeparter. Gatekeepernes næste rapporter om overholdelse, som skulle foreligge i marts 2025, bør afspejle nogle af disse forbedringer og det igangværende arbejde. Kommissionen vil fortsat indsamle markedsfeedback om, hvorvidt de gennemførte løsninger er effektive med hensyn til at nå målene i forordningen om digitale markeder.

b)Åbning af mobile økosystemer

(32)Målene om fri markedsadgang og rimelighed i gatekeepernes økosystemer indebærer, at forbrugerne får mulighed for at vælge ved at give slutbrugerne adgang til forskelligartede og innovative produkter og tjenester, der opfylder deres behov, samtidig med at de let kan skifte mellem alternative produkter og tjenester. Blandt de bestemmelser i forordningen om digitale markeder, der spiller en central rolle i åbningen af mobile økosystemer, er dem, der omhandler udvikleres mulighed for at distribuere apps via alternative kilder 38 og dem, som kræver effektiv interoperabilitet, let skift af standardindstillinger, afinstallation eller visning af en valgskærm (navnlig artikel 6, stk. 3, 4 og 7, i forordningen om digitale markeder).

Standardindstillinger, valgskærme og afinstallation

(33)En af Kommissionens håndhævelsesprioriteter har været at forhindre gatekeepere i at udnytte forbrugernes adfærdsrelaterede skævheder via standardindstillinger og at sætte slutbrugerne i stand til nemt at skifte mellem forskellige digitale løsninger på gatekeepernes styresystem eller i deres webbrowser, jf. artikel 6, stk. 3, i forordningen om digitale markeder. Begrænsning af gatekeepernes mulighed for at styre folk i retning af deres produkter eller tjenester giver erhvervsbrugere såsom alternative udbydere af webbrowsere og søgemaskiner en chance for at øge deres synlighed og forbedre de produkter og tjenester, som de tilbyder. Denne friere markedsadgang for gatekeepernes tjenester giver sig udslag i en større vifte af muligheder for slutbrugerne.

(34)Kommissionen har truffet afgørende foranstaltninger for at sikre, at gatekeepere hurtigt giver brugerne et bredere udvalg. Den 25. marts 2024 indledte Kommissionen procedurer mod Apple på baggrund af dokumentation for, at gatekeeperen ikke effektivt opfyldte sine forpligtelser til at give slutbrugerne mulighed for nemt at ændre standardindstillingerne på iOS (herunder via skærmen med valg af webbrowser) eller afinstallere Apples egne softwareapplikationer på iOS. Kommissionen har også deltaget i intense lovgivningsmæssige udvekslinger med Alphabet og Microsoft, som også skal give slutbrugerne mulighed for nemt at skifte standardindstillinger og afinstallere softwareapplikationer.

(35)Kommissionens indsats har ført til klare og håndgribelige resultater. Apple bebudede en række ændringer i august 2024. Selskabet fjernede flere friktionspunkter i brugerrejsen i forbindelse med valg af en webbrowser på valgskærmen og øgede antallet af softwareapplikationer, som slutbrugerne kan indstille som standard eller afinstallere. Desuden er der en ny sektion med standardindstillinger for apps, som gør det lettere at ændre standardindstillinger. Disse ændringer er nu blevet implementeret på både iOS og iPadOS. Apple har planer om at introducere yderligere opdateringer i foråret 2025. Kommissionen vil fortsat nøje overvåge de foranstaltninger, som Apple har gennemført, og om gatekeeperen reelt overholder forordningen om digitale markeder.

(36)Alphabet viser nu en forbedret valgskærm for søgemaskiner og webbrowsere på Chrome og Pixel, som gradvist rulles ud på alle Android-enheder. Det forbedrede skærmbillede præsenterer brugerne for en fuldt randomiseret liste over tilgængelige alternative tjenester. Kommissionen indgår fortsat i en reguleringsdialog med Alphabet om udrulningen af valgskærme og de foranstaltninger, der er gennemført med hensyn til nemt skift af standard og afinstallation af apps.

(37)Microsoft har gjort det muligt at afinstallere firmaets egen webbrowser og onlinesøgemaskine på sit Windows-operativsystem. Selskabet har desuden fjernet sine anbefalinger i forskellige Windows-sammenhænge om at indstille Edge som standardbrowser for brugere i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Kommissionen holder Microsofts overholdelsesplan under opsyn for at sikre, at selskabet reelt opfylder alle aspekter af sine forpligtelser.

(38)Det samlede resultat er, at der skabes flere markedsmuligheder, da slutbrugerne i EØS har lettere ved at opdage og installere alternative muligheder og angive dem som deres standardvalg, hvis de ønsker det. Desuden vurderer Kommissionen fortsat, om der er behov for yderligere forbedringer for at muliggøre et reelt valg.

   Styring

(39)Den 25. marts 2024 indledte Kommissionen to undersøgelser af Apple og Alphabet, som råder over de vigtigste distributionskanaler for softwareapplikationer (apps) på mobile enheder i EØS. Undersøgelserne blev indledt for at afdække, om de to gatekeepere opfyldte forpligtelsen i henhold til artikel 5, stk. 4, i forordningen om digitale markeder til at give appudviklere – hvoraf mange er europæiske små og mellemstore virksomheder og nystartede virksomheder – mulighed for gratis at "styre" forbrugerne i retning af tilbud uden for gatekeepernes applikationsbutikker (appbutikker).

(40)Den 24. juni 2024 underrettede Kommissionen Apple om sin foreløbige opfattelse af, at selskabets App Store-politikker var i strid med forordningen om digitale markeder på grund af restriktioner for appudviklere, der promoverer eksterne tilbud og eksternt indhold over for forbrugerne, hvilket fratager slutbrugerne alternative og muligvis billigere købsmuligheder.

   Interoperabilitet

(41)Fair og åbne markeder kræver også interoperabilitet, så gatekeepere ikke kan udnytte deres dobbelte roller 39 til at kvæle konkurrencen i kraft af produktintegration. Ved at lette adgangen til gatekeeperes kritiske funktionalitet for alternative udbydere søger Kommissionen at sikre disse alternative udbyderes evne til at konkurrere ved fortsat at innovere.

(42)Den 19. september 2024 indledte Kommissionen to præciseringsprocedurer for at bistå Apple med at opfylde sine interoperabilitetsforpligtelser i forordningen om digitale markeder i henhold til artikel 6, stk. 7, i samme forordning. Med den første procedure fokuseres der på flere iOS-forbindelsesfunktioner og -funktionaliteter, der hovedsagelig anvendes til og af tilsluttede enheder (f.eks. smartwatches eller hovedtelefoner). Med den anden procedure fokuseres der på den proces, som Apple har fastlagt til at behandle anmodninger om interoperabilitet med iOS og iPadOS indsendt af udviklere og tredjeparter. Den 19. december 2024 sendte Kommissionen foreløbige konklusioner til Apple i forbindelse med de to præciseringsprocedurer og iværksatte parallelt hermed to tilsvarende offentlige høringer.

(43)Manglende interoperabilitet gør det også muligt for gatekeepere, som leverer meddelelsestjenester, at drage fordel af stærke netværkseffekter, der fungerer som en hindring for skift og begrænser forbrugernes valgmuligheder og den frie markedsadgang. I denne forbindelse overvåger Kommissionen Metas fremskridt med hensyn til at gøre WhatsApp og Messenger interoperable i tråd med selskabets forpligtelse i henhold til forordningen om digitale markeder. På baggrund af tilbagemeldinger fra Kommissionen og tredjeparter har Meta foretaget nogle ændringer i sin løsning. Kommissionen overvåger denne udvikling for at sikre, at interesserede tredjeparter kan interagere effektivt med WhatsApp og Messenger.

Alternative distributionskanaler

(44)Sikring af fri markedsadgang med hensyn til distribution af apps og appbutikker giver erhvervsbrugere frihed til at beslutte, hvilke kanaler de ønsker at bruge til at distribuere deres apps, og slutbrugere frihed til at få adgang til disse apps eller appbutikker uden for en gatekeepers centrale platformstjenester. For at sikre fri markedsadgang, som giver både erhvervs- og slutbrugere flere valgmuligheder og tilskynder til innovation, skal gatekeepere forhindres i at pålægge slutbrugerne begrænsninger med hensyn til, hvilke apps eller appbutikker de kan få adgang til.

(45)I praksis betyder dette, at Apple skal give slutbrugere af iPhone-enheder mulighed for at installere apps på andre måder end via Apples egen App Store, f.eks. ved at muliggøre installation og brug af tredjeparters appbutikker og direkte download af apps fra internettet. Forpligtelserne i forordningen om digitale markeder, der har været gældende for Apple siden marts 2024, har ført til, at en række tredjepartsappbutikker er blevet lanceret i Den Europæiske Union, såsom AltStore, Aptoide og Epic.

(46)Selv om der er tale om en positiv udvikling, indledte Kommissionen i sin stræben efter reel fri markedsadgang den 24. juni 2024 en undersøgelse af Apples overholdelse af forordningen om digitale markeder med hensyn til de kontraktvilkår, som Apple har pålagt udviklere, der ønsker at udbyde tredjepartsappbutikker eller tilbyde deres apps gennem sådanne appbutikker. I undersøgelsen ses der navnlig nærmere på Apples forslag til et gebyr for kerneteknologi, i henhold til hvilket udviklere af tredjepartsappbutikker og tredjepartsapps skal betale et gebyr på 0,50 EUR pr. installeret app, den proces i flere trin, som Apple har pålagt brugerne for at downloade og installere alternative appbutikker eller apps på iOS, og de krav, som udviklere pålægges for at kunne tilbyde alternative appbutikker eller distribuere apps direkte fra internettet på iOS.

(47)Ligesom Apple skal Alphabet sikre, at alternative appdistributionskilder fungerer effektivt på selskabets Android-operativsystem. Kommissionen samarbejder fortsat med Alphabet og interesserede tredjeparter for at løse potentielle problemer med hensyn til, om Alphabets vilkår for Android reelt overholder forordningen om digitale markeder.

c)Fair betingelser for onlinesøgning

(48)Sikring af ligebehandling og beskyttelse mod diskriminerende praksis er blandt forudsætningerne for fair søgning og åbne onlinesøgemarkeder. På denne baggrund har forordningen om digitale markeder til formål at beskytte erhvervsbrugere mod illoyal konkurrence fra gatekeeperes tjenester og give andre udbydere af onlinesøgemaskiner flere muligheder for at udvikle nye søgealternativer.

(49)Forbuddet mod gatekeeperes selvbegunstigelse, der er fastsat i artikel 6, stk. 5, i forordningen om digitale markeder, er vidtrækkende og omfatter alle former for selvbegunstigelse. For så vidt angår Alphabet, omfatter det selskabets egne vertikale søgetjenester, der rangordnes eller integreres i Googles søgeresultater. Det omfatter også tilfælde, hvor Alphabet behandler sine egne indholdstjenester mere gunstigt end andre indholdsudbydere, der også rangordnes på Google Søgning. Kommissionen indledte en procedure mod Alphabet den 25. marts 2024 på grund af bekymringer for, at gatekeeperen begunstiger sine egne vertikale søge- eller indholdstjenester frem for lignende rivaler, der er aktive på områder såsom hotel- og restaurationsbranchen, rejser, e-handel eller skabelse af indhold, i strid med artikel 6, stk. 5, i forordningen om digitale markeder.

(50)I henhold til artikel 6, stk. 11, i forordningen om digitale markeder skal udpegede søgemaskiner desuden dele data om klik og forespørgsler med alternative udbydere af søgemaskiner. Denne forpligtelse har til formål at fremme fri markedsadgang for tredjepartssøgemaskiner.

(51)I marts 2024 foreslog Alphabet en datalicensløsning for at opfylde forpligtelsen i forordningen om digitale markeder til at dele data om rangordning, søgning, klik og visning. Kommissionen er i færd med at vurdere, om denne licensløsning er i overensstemmelse med artikel 6, stk. 11, i forordningen om digitale markeder. Kommissionen har været i kontakt med Alphabet og potentielt beskyttede parter om sagen. Den har også drøftet betingelserne for effektiv datadeling i henhold til artikel 6, stk. 11, i forordningen om digitale markeder med databeskyttelsesmyndighederne, navnlig inden for rammerne af Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder.

d)Onlinemarkedspladser

(52)Målet om et retfærdigt og åbent erhvervsklima for onlinemarkedspladser og onlineformidling forfølges af en række bestemmelser i forordningen om digitale markeder, f.eks. dem, der forbyder paritetsklausuler og selvbegunstigelse i forbindelse med rangordning, afbøder urimelige datafordele og fremmer dataadgang og -portabilitet for brugerne.

(53)Forordningen om digitale markeder forbyder enhver form for paritetsklausul (snæver eller bred), og den omfatter handelspraksis ud over prisen og enhver foranstaltning, der ville have samme virkning som en paritetsklausul. Den giver således erhvervsbrugere mulighed for at differentiere kommercielle vilkår på tværs af forskellige distributionskanaler. Som følge heraf har forordningen om digitale markeder til formål at fjerne paritetsrelaterede hindringer vedrørende erhvervsbrugeres muligheder for at tilbyde varer eller tjenesteydelser via alternative platforme og direkte salgskanaler. En sådan begrænsning finder anvendelse på enhver foranstaltning med en virkning svarende til paritetsklausuler, såsom højere provisionssatser eller sletning af erhvervsbrugernes tilbud fra listen.

(54)I den henseende har Booking angivet 40 , at selskabet for at overholde forordningen om digitale markeder for det første havde fjernet EØS fra listen over områder, der er underlagt paritetskrav i virksomhedens almindelige forretningsbetingelser, og for det andet havde indført en ajourført udgave af disse vilkår, som ikke længere henviser til paritet 41 . Booking oplyste også, at selskabet var holdt op med at anvende eksterne priser som input til sine Premium-programmer.

(55)Amazon rapporterede, at selskabet ifølge sin egen selvevaluering ikke anvendte paritetsklausuler, der ville være uforenelige med forordningen om digitale markeder. Andre gatekeepere berettede om fremadrettede overholdelsesmekanismer, der bør forhindre indførelsen af paritetsforpligtelser for erhvervsbrugere i fremtiden 42 . Kommissionen vil fortsat overvåge og vurdere, om de relevante forpligtelser i forordningen om digitale markeder opfyldes effektivt, om der er risiko for omgåelse, og om gatekeepere kan anvende alternative foranstaltninger med tilsvarende virkning.

(56)I lighed med det forbud, der gælder for onlinesøgning, er onlineformidlingstjenester også omfattet af forbuddet mod selvbegunstigelse i forordningen om digitale markeder. Dette skal sikre fair og åbne onlinemarkedspladser for de tusindvis af erhvervsbrugere, der konkurrerer direkte med gatekeepernes produkter og tjenester på disse gatekeeperes egne platforme. Dette er til gengæld også til gavn for slutbrugerne, som således kan finde et bredere udvalg af produkter og tjenester på gatekeepernes platforme. Som bebudet den 25. marts 2024 har Kommissionen gennemført indledende undersøgelsesskridt for at vurdere Amazons overholdelse af forordningen om digitale markeder i forbindelse med potentiel selvbegunstigende praksis.

3.Underretning om fusioner

(57)I henhold til artikel 14 i forordningen om digitale markeder skal gatekeepere underrette Kommissionen om enhver fusion, som de agter at foretage, hvis de fusionerende enheder eller målet for fusionen udbyder centrale platformstjenester eller andre tjenester i den digitale sektor eller muliggør indsamling af data.

(58)I 2024 modtog Kommissionen 15 meddelelser om påtænkte fusioner fra gatekeepere. Ikkefortrolige sammendrag af de oplysninger, som gatekeeperne har indgivet i overensstemmelse med artikel 14 i forordningen om digitale markeder, blev offentliggjort på Kommissionens websted for ni af disse meddelelser 43 sammen med datoen for underretning og virksomhedernes identitet.

(59)Navnlig vedrørte flere meddelelser, der blev modtaget i overensstemmelse med artikel 14 i forordningen om digitale markeder, aftaler om tiltrækning af talenter, en praksis, der også kaldes "acqui-hiring" 44 . Sådanne transaktioner kan antage forskellige former. De omfatter typisk ansættelsesaftaler for nøglemedarbejdere i målvirksomheden, men indebærer ikke altid erhvervelse af aktier eller aktiver i målvirksomheden. Hvorvidt en "acqui-hiring"-transaktion udgør en fusion som omhandlet i artikel 3 i forordning (EF) nr. 139/2004, er ikke altid klart og kan kræve en grundig analyse fra sag til sag 45 .

(60)Artikel 14 i forordningen om digitale markeder øger gennemsigtigheden vedrørende gatekeeperes erhvervelser og giver Kommissionen mulighed for at udpege bredere erhvervelsestendenser i den digitale sektor. Desuden deler Kommissionen oplysninger om erhvervelser med medlemsstaterne. Disse kan til gengæld anvende disse oplysninger til nationale fusionskontrolformål. I de tilfælde, hvor medlemsstaterne har national kompetence, er det fortsat muligt for de nationale kompetente myndigheder at henvise fusioner til Kommissionen.

IV.VURDERING AF DEN REVIDEREDE BESKRIVELSE AF TEKNIKKER TIL PROFILERING AF FORBRUGERE

(61)I henhold til artikel 15 i forordningen om digitale markeder skal gatekeepere forelægge Kommissionen en uafhængigt revideret beskrivelse af eventuelle teknikker til profilering af forbrugere, som de anvender på eller på tværs af de centrale platformstjenester, der er anført i deres udpegelsesafgørelser, i overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i forordningen om digitale markeder. De bør også offentliggøre en oversigt over beskrivelsen. Fristen for indsendelse af de reviderede beskrivelser og offentliggørelse af oversigten er seks måneder efter udpegelsesafgørelsen. Gatekeepere skal også fremover ajourføre disse dokumenter en gang om året.

(62)Kommissionen var parat til at tilbyde vejledning og ydede rådgivning til gatekeepere som forberedelse til deres rapporteringsforpligtelser og som led i drøftelser forud for overholdelse.

(63)De seks gatekeepere, der blev udpeget den 5. september 2023, skulle indsende den reviderede beskrivelse af deres rapporter til Kommissionen og offentliggøre de tilsvarende offentlige oversigter senest den 7. marts 2024. På denne dato havde Kommissionen modtaget reviderede beskrivelser af sådanne rapporter fra Alphabet, Amazon, Apple, Meta og Microsoft. ByteDances reviderede beskrivelse fulgte med en vis forsinkelse, som Kommissionen tidligere blev underrettet om, den 9. april 2024. Booking Holdings, der blev udpeget den 13. maj 2024, indsendte sin reviderede beskrivelse og offentliggjorde den tilsvarende offentlige oversigt den 13. november 2024. Som krævet i artikel 15, stk. 1, i forordningen om digitale markeder sendte Kommissionen behørigt alle reviderede beskrivelser til Det Europæiske Databeskyttelsesråd ("Databeskyttelsesrådet").

(64)Kommissionen gav feedback til gatekeepere om deres reviderede rapporter og vil fortsat analysere alt materiale, som gatekeepere har indsendt til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 15 i forordningen om digitale markeder. Kommissionen vil overveje opfølgende foranstaltninger, hvor det er relevant, såsom ajourføring af skabelonen 46 . Den vil også fortsat samarbejde med Databeskyttelsesrådet og Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder om artikel 15 i forordningen om digitale markeder som et potentielt interesseområde for bl.a. europæiske og nationale databeskyttelsesmyndigheder og myndigheder, der håndhæver forbrugerrettigheder.

V.SAMARBEJDE MELLEM KOMMISSIONEN OG DE NATIONALE MYNDIGHEDER

(65)I forordningen om digitale markeder fastsættes de generelle principper for dens samspil med andre relevante EU-retsakter såsom konkurrence-, databeskyttelses- og forbrugerbeskyttelseslovgivning. Disse principper er beskrevet i artikel 1, stk. 5 og 6, i forordningen om digitale markeder. Desuden fastsættes det i artikel 37 i forordningen om digitale markeder, at Kommissionen og medlemsstaterne bør arbejde tæt sammen og koordinere deres håndhævelsesforanstaltninger for at sikre en sammenhængende, effektiv og komplementær håndhævelse. I henhold til artikel 38 i forordningen om digitale markeder skal Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder, der håndhæver konkurrencereglerne, samarbejde med hinanden gennem Det Europæiske Konkurrencenetværk.

(66)I overensstemmelse med artikel 38 i forordningen om digitale markeder havde Kommissionen et tæt samarbejdede og koordineringsarbejde med de nationale konkurrencemyndigheder gennem Det Europæiske Konkurrencenetværk, idet den fortsatte en lang tradition for tæt samarbejde gennem denne ramme, der går mere end 20 år tilbage. Navnlig holdt Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder systematisk hinanden underrettet om deres respektive håndhævelsesforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 38, stk. 1, i forordningen om digitale markeder. Takket være denne udveksling af oplysninger og Det Europæiske Konkurrencenetværks arbejde samarbejdede og koordinerede Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder godt og effektivt i 2024.

(67)I 2024 modtog Kommissionen fra de kompetente nationale myndigheder én meddelelse i henhold til artikel 38, stk. 2, i forordningen om digitale markeder om en hensigt om at iværksætte en undersøgelse af en gatekeeper på grundlag af national ret som omhandlet i artikel 1, stk. 6, i forordningen om digitale markeder, og to meddelelser i henhold til artikel 38, stk. 3, i forordningen om digitale markeder om en hensigt om at pålægge gatekeepere forpligtelser på grundlag af samme ret. Disse meddelelser blev indgivet i tillæg til underretningerne fra de nationale konkurrencemyndigheder i henhold til forordning 1/2003.

VI.GRUPPEN PÅ HØJT NIVEAU FOR FORORDNINGEN OM DIGITALE MARKEDER 47

(68)Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder blev nedsat ved Kommissionens afgørelse af 23. marts 2023 på grundlag af artikel 40 i forordningen om digitale markeder 48 . Gruppen består af de europæiske organer og netværk, der er angivet i forordningen om digitale markeder og er nedsat som en ekspertgruppe i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse om fastlæggelse af horisontale regler om oprettelse af Kommissionens ekspertgrupper og deres funktion 49 . Gruppen ledes af Kommissionen, som også tilbyder sekretariatsbistand. Den har til formål at støtte en sammenhængende og effektiv gennemførelse af forordningen om digitale markeder og andre sektorspecifikke forordninger, der finder anvendelse på gatekeepere.

(69)Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder spiller også en relevant rolle med hensyn til at udpege og evaluere samspillet mellem forordningen om digitale markeder og sektorspecifikke regler. Desuden kan Kommissionen også udnytte ekspertisen i relevante sektorspecifikke organer og netværk i forbindelse med markedsundersøgelser af nye tjenester og ny praksis 50 .

(70)I 2024 blev der nedsat tre tematiske undergrupper med fokus på datarelaterede forpligtelser, artikel 7 i forordningen om digitale markeder (interoperabilitet) og kunstig intelligens ("AI") 51 . I alt afholdt de tre undergrupper syv møder ud over det plenarmøde, der fandt sted i marts 52 .

(71)Med hensyn til arbejdet på plenarmødet godkendte medlemmerne af Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder deres første fælles erklæring, der fremhævede gruppens holdning til kunstig intelligens. I erklæringen præciseres det, at i det omfang AI-systemer er integreret i udpegede centrale platformstjenester, vil forpligtelserne i forordningen om digitale markeder finde anvendelse på dem 53 .

(72)Vigtige udviklingstendenser på AI-området førte til nedsættelsen af den AI-relaterede undergruppe, som holdt sit første møde i oktober 2024. Dette gav mulighed for at opfordre gatekeepere til at fremvise deres AI-initiativer og besvare spørgsmål fra medlemmer af Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder 54 . Dette gav også Unionens AI-kontor lejlighed til at fremlægge forordningen om kunstig intelligens og AI-udvalget, mens medlemmerne af Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder drøftede det igangværende arbejde med kunstig intelligens, der finder sted i deres netværk eller organer.

(73)Undergruppen vedrørende datarelaterede forpligtelser afholdt fire møder i 2024 55 . Blandt centrale fokusområder kan nævnes forpligtelsen til at indhente samtykke til kombinationen af data mellem udpegede tjenester og særskilte tjenester som fastsat i artikel 5, stk. 2, i forordningen om digitale markeder, herunder Metas gennemførelse og samspillet mellem denne bestemmelse og GDPR 56 . Efter en forlængelse af mandatet fra medlemmerne af Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder har denne særlige undergruppe udvidet sit mandat siden sit andet møde 57 . Mandatet omfatter nu også Kommissionens arbejde vedrørende dataadgang og -portabilitet samt onlinesøgemaskiners deling af data om rangordning, søgning, klik og visning. Yderligere drøftelser berørte de forbrugerprofileringsrapporter, som gatekeepere har indsendt i henhold til forordningen om digitale markeder, og Databeskyttelsesrådets og Kommissionens fælles vejledning om samspillet mellem GDPR og forordningen om digitale markeder, idet sidstnævnte også blev fremlagt i artikel 7-undergruppen.

(74)Derudover mødtes artikel 7-undergruppen i april og september 2024, hvor der under drøftelserne var fokus på den seneste udvikling med hensyn til udpegede nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenesters overholdelse 58 , herunder standardtilbuddet og effektive mekanismer til søgning efter brugere.

(75)En vigtig konklusion, der fremhæves på både plenarmøde- og undergruppeniveau, er behovet for at sikre et gnidningsløst samarbejde på tværs af forskellige politiske instrumenter og forhindre gatekeepere i at udnytte én politik til at unddrage sig en anden. Fremadrettet vil formaterne for Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder lette det nødvendige samarbejde og den nødvendige koordinering for at sikre, at håndhævelsen af forordningen om digitale markeder forbliver robust og forudsigelig.

(1)

EUT L 265 af 12.10.2022, s. 1.

(2)

I henhold til artikel 35 i forordningen om digitale markeder skal Kommissionen forelægge en årlig rapport om gennemførelsen af forordningen om digitale markeder og om fremskridtene hen imod opnåelsen af dens mål. Dette er den anden rapport af denne art, og den dækker det andet år, hvor forordningen om digitale markeder har været i kraft.

(3)

Rapport til Rådet og Europa-Parlamentet: Årsrapport om forordningen om digitale markeder (2022/1925), COM(2024) 106 final.

(4)

Det Rådgivende Udvalg for Digitale Markeder støtter Kommissionen i vedtagelsen af gennemførelsesretsakter i henhold til forordningen om digitale markeder. Det er klassificeret som et udvalg i henhold til forordning (EU) nr. 182/2011 og fungerer i overensstemmelse med dets forretningsorden. Udvalget var involveret i alle fire markedsundersøgelser og mødtes den 1. februar, den 20. marts og den 4. oktober 2024.

(5)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/commission-sends-preliminary-findings-meta-over-its-pay-or-consent-model-breach-digital-markets-act-2024-07-01_en og https://digital-markets-act.ec.europa.eu/commission-sends-preliminary-findings-apple-and-opens-additional-non-compliance-investigation-2024-06-24_en .

(6)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/commission-opens-non-compliance-investigations-against-alphabet-apple-and-meta-under-digital-markets-2024-03-25_en .

(7)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/commission-starts-first-proceedings-specify-apples-interoperability-obligations-under-digital-2024-09-19_en og https://digital-markets-act.ec.europa.eu/commission-seeks-feedback-measures-apple-should-take-ensure-interoperability-under-digital-markets-2024-12-19_en .

(8)

  Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder består af følgende organer og netværk af tilsynsmyndigheder: Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og Det Europæiske Databeskyttelsesråd, Det Europæiske Konkurrencenetværk, netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde og Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA).

(9)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/latest-news_en .

(10)

Kommissionens afgørelse, sag DMA.100019 – Booking – Online intermediation services – Verticals: https://eur-lex.europa.eu/eli/C/2024/4360/OJ .

(11)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/booking-must-comply-all-relevant-obligations-under-digital-markets-act-2024-11-14_en .

(12)

  Sag DMA.100042 ByteDance – Online advertising services: https://ec.europa.eu/competition/digital_markets_act/cases/202441/DMA_100042_134.pdf .

(13)

I det næste afsnit i årsrapporten om forordningen om digitale markeder undersøges det, hvordan Kommissionen har reageret på anmodningen om afkræftelse. Yderligere oplysninger fremgår af: Markedsundersøgelser og anmodninger om afkræftelse.

(14)

Sag DMA.100232 X – Online advertising services: https://ec.europa.eu/competition/digital_markets_act/cases/202441/DMA_100232_44.pdf .

(15)

Sag DMA.100041 – X – Online social networking service: https://ec.europa.eu/competition/digital_markets_act/cases/202441/DMA_100041_631.pdf .

(16)

  Herunder input fra erhvervsbrugere af X og andre udbydere af sociale onlinenetværkstjenester.

(17)

Denne afgørelse er endnu ikke offentliggjort .

(18)

  Sag DMA.100022 Apple – number-independent interpersonal communications services: https://ec.europa.eu/competition/digital_markets_act/cases/202416/DMA_100022_2757.pdf .

(19)

  Sag DMA.100015 Microsoft Online search engines, sag DMA.100028 Microsoft Web browsers og sag DMA.100034 Microsoft Online advertising services: https://ec.europa.eu/competition/digital_markets_act/cases/202416/DMA_100015_700.pdf .

(20)

  Kommissionens afgørelse, sag DMA.100047 – Apple – iPadOS: https://eur-lex.europa.eu/eli/C/2024/4374/oj .

(21)

En skematisk kortlægning af de relevante gatekeepere og centrale platformstjenester findes under dette link til webstedet vedrørende forordningen om digitale markeder: https://digital-markets-act.ec.europa.eu/gatekeepers_en .

(22)

Sag T-1077/23 R, Bytedance mod Kommissionen, EUT C, C/2024/476, 3.1.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/2317/oj og sag T-1077/23, Bytedance mod Kommissionen, EUT C, C/2024/476, 3.1.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/476/oj .

(23)

Sag C-627/24 P, Bytedance mod Kommissionen, EUT C, C/2024/6639, 11.11.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/6639/oj .

(24)

Sag T-433/24, Batchelor mod Kommissionen, EUT C, C/2024/6103, 21.10.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/6103/oj .

(25)

Sag T-357/24, Opera Norway mod Kommissionen, EUT C, C/2024/5640, 30.9.2024, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2024/5640/oj .

(26)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/whistleblower-tool_en .

(27)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/commission-launches-whistleblower-tools-digital-services-act-and-digital-markets-act-2024-04-30_en .

(28)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/index_en .

(29)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/about-dma/questions-and-answers_en .

(30)

Kommissionens nyheder og rapporter om forordningen om digitale markeder kan følges via flere konti: https://www.instagram.com/DigitalEU/ ; https://www.linkedin.com/showcase/digital-eu/ ; https://twitter.com/DigitalEU ; https://www.youtube.com/c/DigitalEU ; https://www.facebook.com/DigitalEU ; https://www.linkedin.com/showcase/dg-competition ; https://twitter.com/EU_Competition ; https://www.youtube.com/@dgcompetition44 .

(31)

  https://digital-markets-act-cases.ec.europa.eu/reports/compliance-reports og https://digital-markets-act-cases.ec.europa.eu/reports/consumer-profiling-reports .

(32)

Dette omfatter ikke Booking, for hvem rapporten forfalder den 14. november 2024.

(33)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/events/workshops_en .

(34)

  https://digital-markets-act-cases.ec.europa.eu/reports/compliance-reports .

(35)

  https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/ip_24_1689 .

(36)

  Intet i denne rapport dokumenterer, at de overholdelsesforanstaltninger, som gatekeeperne har truffet, er helt eller delvist i overensstemmelse med forordningen om digitale markeder.

(37)

Kommissionen har samarbejdet med den irske databeskyttelseskommission, som også undersøger Metas "Consent or Pay"-model i henhold til GDPR for at sikre fuld sammenhæng i anvendelsen af EU-retten.

(38)

F.eks. tredjeparters appbutikker.

(39)

Gatekeepere kan spille to forbundne roller, hvor de f.eks. både er en udbyder af en kritisk tjeneste og en konkurrent på det samme marked. I en "dobbelt rolle" kan gatekeeperen bruge sin kontrol over væsentlige funktioner til at favorisere sine egne produkter eller tjenester og dermed kvæle konkurrencen fra alternative udbydere.

(40)

  bookingholdings.com/wp-content/uploads/2024/11/DMA-Compliance-Report.pdf

(41)

Denne udgave blev meddelt til erhvervsbrugere og bekendtgjort på workshoppen om overholdelse i november 2024.

(42)

  Også i forbindelse med artikel 5, stk. 3, i forordningen om digitale markeder har Alphabet udpeget relevante kontrakter i relation til Play Store og Maps, der kan have indeholdt paritetsklausuler. For sådanne kontrakter udsendte selskabet dispensationer i begyndelsen af 2024. Apple mente, at selskabet allerede opfyldte artikel 5, stk. 3, for så vidt angår dets App Store før den 7. marts 2024.

(43)

  De resterende 2024-meddelelser vil blive offentliggjort løbende i 2025 og tidligst fire måneder efter modtagelsen af oplysningerne.

(44)

Se f.eks. Microsoft/Inflection AI, Inc., indberettet i henhold til artikel 14 i forordningen om digitale markeder den 17. oktober 2024.

(45)

I Microsoft/Inflection-sagen fandt Kommissionen f.eks., at transaktionen omfattede alle de aktiver, der var nødvendige for at overføre Inflections markedsposition til Microsoft, og den konkluderede, at transaktionen udgjorde en fusion i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 139/2004. Se https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/en/ip_24_4727 .

(46)

  https://digital-markets-act.ec.europa.eu/system/files/2023-12/Article%2015%20DMA%20Template%20%28consumer%20profiling%20report%29.pdf

(47)

I forbindelse med forordningen om digitale markeder er Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder synonym med Gruppen på Højt Niveau af Digitale Tilsynsmyndigheder.

(48)

  https://competition-policy.ec.europa.eu/system/files/2023-03/High_Level_Group_on_the_DMA_0.pdf

(49)

Kommissionens afgørelse C(2016) 3301 final om fastlæggelse af horisontale regler om oprettelse af Kommissionens ekspertgrupper og deres funktion.

(50)

Ibid. Artikel 40, stk. 7.

(51)

Undergruppernes arbejde er underlagt individuelle mandater.

(52)

Yderligere oplysninger om hvert plenarmøde i Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder eller hvert møde i undergruppen, herunder dagsordener og mødereferater, fremgår her: https://ec.europa.eu/transparency/expert-groups-register/screen/expert-groups/consult?lang=en&groupId=3904&fromMembers=true&memberType=5&memberId=111640 .

(53)

Desuden fastlægges der i dokumentet retningslinjer for samarbejde samt centrale områder, der er relevante for kunstig intelligens, og som kræver supplerende overvågning og koordineret håndhævelse.

(54)

Apple, Microsoft og Meta deltog personligt, mens Alphabet sendte et briefingnotat, der blev delt med medlemmerne af Gruppen på Højt Niveau for Forordningen om Digitale Markeder.

(55)

I februar, april, september og oktober 2024.

(56)

I den forbindelse fremlagde Databeskyttelsesrådet udtalelse 08/2024 om gyldigt samtykke i forbindelse med samtykke- eller betalingsmodeller, der er implementeret af store onlineplatforme, vedtaget den 17. april 2024.

(57)

Herunder artikel 6, stk. 9, 10 og 11, samt artikel 5, stk. 2.

(58)

"Over-the-top (OTT)"-beskedtjenester" eller blot "beskedapps".