Bruxelles, den 31.1.2024

COM(2024) 51 final

2024/0029(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Ruslands uprovokerede og uberettigede angrebskrig mod Ukraine siden den 24. februar 2022 har fortsat en markant negativ indvirkning på Republikken Moldovas ("Moldova") evne til at samhandle med resten af verden. Moldova har været i stand til at omdirigere noget af landets udenrigshandel til eller via EU, til dels som et resultat af de midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger, der er blevet indført af EU siden juli 2022. Hertil kommer, at Moldova spiller en vigtig rolle for, hvordan solidaritetsbanerne mellem EU og Ukraine fungerer, idet Moldova letter transit af ukrainsk import og eksport gennem Moldovas territorium, f.eks. ved at gennemføre aftalen mellem EU og Moldova om vejgodstransport 1 .

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1524 af 20. juli 2023 2 om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem EU og Moldova ("associeringsaftalen") - om oprettelse af et vidtgående og bredt frihandelsområde (DCFTA) - trådte i kraft den 25. juli 2023 og forbliver i kraft indtil den 24. juli 2024. Disse foranstaltninger har givet moldoviske producenter fleksibilitet og sikkerhed og har yderligere styrket Moldovas handelsforbindelser med EU samt støttet landets økonomi.

Imidlertid er situationen fortsat ekstremt udfordrende, og Moldova har derfor anmodet EU om at bevare de nuværende forhold med henblik på at gøre det muligt for landet at fortsætte handelen med EU og resten af verden via EU.

På baggrund af Ruslands fortsatte angrebskrig mod Ukraine og den vedvarende indvirkning på Moldova, og i betragtning af at Moldova fik status som EU-kandidatland i juni 2022, og at tiltrædelsesforhandlinger blev indledt i december 2023, fremsætter Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning, som vil forlænge disse handelsliberaliserende foranstaltninger for en periode på et år fra den dato, hvor de nuværende foranstaltninger udløber (dvs. fra den 25. juli 2024). Foranstaltningerne bør bestå af midlertidig suspension af al udestående told som anført i afsnit V i associeringsaftalen. Dette vedrører frugter og grøntsager, der er omfattet af indgangsprisordningen, og syv landbrugsprodukter, der er omfattet af toldkontingenter (tomater, hvidløg, spisedruer, æbler, kirsebær, blommer og druesaft).

Disse midlertidige og ekstraordinære foranstaltninger vil sikre, at de eksisterende handelsstrømme fra Moldova til EU kan fortsætte, hvilket vil støtte Moldovas økonomi. Dette er i overensstemmelse med et centralt mål i associeringsaftalen, nemlig at fastlægge betingelserne for en forbedring af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser, der kan føre til Moldovas gradvise integration i EU's indre marked, samt bidrage til at styrke demokratiet og den politiske, økonomiske og institutionelle stabilitet i Moldova.

De handelsliberaliserende foranstaltninger, der er omhandlet i dette forslag til forordning, er i overensstemmelse med associeringsaftalens artikel 2, der indebærer en forpligtelse til at respektere de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt til at bekæmpe spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler. I henhold til samme artikel forpligter parterne sig desuden navnlig til at respektere retsstatsprincippet og god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme samt principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme. De handelsliberaliserende foranstaltninger vil i sig selv være betinget af, at disse væsentlige elementer og generelle principper respekteres.

Desuden har de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fremsat i dette forslag, til formål i overensstemmelse med artikel 207, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) at sikre, at EU's fælles handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for EU's optræden udadtil, jf. artikel 21 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU).

I henhold til forslaget vil en beskyttelsesmekanisme blive anvendt på grundlag af regelmæssig overvågning, hvilket giver mulighed for at indføre enhver nødvendig foranstaltning, der skønnes nødvendig.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Disse handelsliberaliserende foranstaltninger er i overensstemmelse med aftalen og navnlig med afsnit V om oprettelse af et vidtgående og bredt frihandelsområde, hvori det fastsættes, at parterne gradvist vil oprette et frihandelsområde i en overgangsperiode på højst 10 år fra aftalens ikrafttræden (aftalens artikel 143).

Med forordning (EU) 2023/1524 viser EU desuden, at EU er fast besluttet på at yde økonomisk støtte til Moldova gennem international handel i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine. Forlængelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger ville være en logisk videreudvikling af denne politik.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

EU har på det kraftigste fordømt den russiske aggression mod Ukraine og har taget betydelige skridt til at støtte Moldova i denne ekstraordinære situation, bl.a. ved at yde yderligere humanitær bistand og grænsestøtte, makrofinansiel bistand og træffe foranstaltninger for at lette handelen i denne vanskelige tid. Moldova fik desuden status som EU-kandidatland i juni 2022, og tiltrædelsesforhandlinger blev indledt i december 2023. Den foreslåede forordning vil derfor være i overensstemmelse med EU's forpligtelse i henhold til artikel 21, stk. 3, i TEU til at sikre sammenhæng mellem de forskellige områder af EU's optræden udadtil samt med artikel 207, stk. 1, i TEUF, hvori det fastsættes, at den fælles handelspolitik skal føres i overensstemmelse med principperne og målene for EU's optræden udadtil.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 207, stk. 2, i TEUF.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Den fælles handelspolitik er defineret som et område, hvor EU har enekompetence, jf. artikel 3, stk. 1, litra e), i TEUF. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Dette forslag er nødvendigt for at gennemføre den fælles handelspolitik og støtte Moldova økonomisk i forbindelse med landets nuværende vanskeligheder, også på området for handel med EU.

Valg af retsakt

Dette forslag er baseret på artikel 207, stk. 2, i TEUF og henhører under EU's fælles handelspolitik.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSENTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

Høringer af interessenter

Ikke relevant.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Ikke relevant.

Konsekvensanalyse

For at sikre, at de handelsliberaliserende foranstaltninger for Moldova videreføres efter udløbet af forordning (EU) 2023/1524 den 24. juli 2024, er det vigtigt, at forordningen træder i kraft den 25. juli 2024. I betragtning af dette behov og forslagets hastende karakter blev der ikke foretaget nogen konsekvensanalyse af den pågældende foranstaltning. Imidlertid har bestemmelserne om handel og handelsrelaterede anliggender i associeringsaftalen været genstand for en bæredygtighedsvurdering bestilt af Generaldirektoratet for Handel og fremlagt i 2012, som indgik i forhandlingerne om et vidtgående og bredt frihandelsområde. Undersøgelsen bekræftede, at gennemførelsen af bestemmelserne om handel og handelsrelaterede anliggender ville få en positiv økonomisk virkning for både EU og Moldova.

Desuden overvåges og indberettes importstrømmene regelmæssigt i henhold til artikel 4 i forordning (EU) 2023/1524. Overvågningen har ikke vist, at der foreligger umiddelbare beviser for negative virkninger for EU-markedet.

Målrettet regulering og forenkling

Foranstaltningen øger ikke den administrative byrde for virksomhederne.

Grundlæggende rettigheder

Disse foranstaltninger skal overholde de grundlæggende principper, som er fastsat i associeringsaftalen, navnlig respekt for de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder (associeringsaftalens artikel 2).

Foranstaltningerne vil også være i overensstemmelse med EU's charter om grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Ud fra et skøn baseret på Moldovas import af de pågældende varer i 2021, som var det sidste år, inden der blev indført autonome handelsforanstaltninger, vil EU gå glip af toldindtægter svarende til ca. 0,3 millioner EUR pr. år. Indvirkningen på EU's egne indtægter vil derfor være meget begrænset.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Onlinerapportering om udviklingen i den bilaterale handel mellem EU og Moldova er tilgængelig på Europa-Kommissionens websider om dette emne (europa.com). Der foretages hver anden måned regelmæssig overvågning af forordningens virkninger under hensyntagen til oplysningerne om eksport, import, priser på EU-markedet og EU-produktion af de varer, der er omfattet af de handelsliberaliserende foranstaltninger.

Forklarende dokumenter (for direktiver)

Ikke relevant.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

I lyset af krisesituationen i Moldova som følge af Ruslands angrebskrig mod Ukraine har forordningen til formål at øge handelsstrømmene for al import fra Moldova ved at suspendere al udestående told og importtold på moldoviske varer. De handelsliberaliserende foranstaltninger vil blive indrømmet i form af fuldstændig suspension af importtold på alle varer.

2024/0029 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure 3 , og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side 4 ("associeringsaftalen") udgør grundlaget for forbindelserne mellem Unionen og Republikken Moldova. I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2014/492/EU 5 har afsnit V i associeringsaftalen, som vedrører handel og handelsrelaterede anliggender, fundet midlertidig anvendelse siden den 1. september 2014 og er trådt i kraft den 1. juli 2016 efter at være blevet ratificeret af samtlige medlemsstater.

(2)Associeringsaftalen er et udtryk for ønsket hos parterne i associeringsaftalen ("parterne") om at styrke og udvide forbindelserne på en ambitiøs og innovativ måde, at lette og opnå gradvis økonomisk integration og at gøre dette i overensstemmelse med de rettigheder og forpligtelser, der følger af parternes medlemskab af Verdenshandelsorganisationen.

(3)Ifølge associeringsaftalens artikel 143 skal der gradvist etableres et frihandelsområde mellem parterne i overensstemmelse med artikel XXIV i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994 ("GATT 1994"). Med henblik herpå indeholder associeringsaftalens artikel 147 bestemmelser om gradvis afskaffelse af told i overensstemmelse med toldafviklingstidsplanerne i bilag XV til associeringsaftalen og giver mulighed for en fremskyndelse og udvidelse af omfanget af afskaffelsen.

(4)Ruslands uprovokerede og uberettigede angrebskrig mod Ukraine siden den 24. februar 2022 har haft en markant negativ indvirkning på Republikken Moldovas evne til at samhandle med resten af verden, navnlig fordi Republikken Moldovas eksport var afhængig af transithandelen via ukrainsk område og ukrainsk infrastruktur, og disse for tiden stort set ikke mere kan bruges. Under sådanne kritiske omstændigheder og for at afbøde de negative virkninger af Ruslands angrebskrig mod Ukraine for Republikken Moldovas økonomi er det nødvendigt at fremskynde udviklingen af tættere økonomiske forbindelser mellem Unionen og Republikken Moldova og yde fortsat støtte til Republikken Moldovas økonomi. Det er derfor nødvendigt og hensigtsmæssigt fortsat at stimulere handelsstrømmene og give indrømmelser i form af handelsliberaliserende foranstaltninger for alle varer i overensstemmelse med den fremskyndede afskaffelse af tolden på handel mellem Unionen og Republikken Moldova.

(5)I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) skal Unionen sikre sammenhæng mellem de forskellige områder af sin optræden udadtil. I henhold til artikel 207, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal den fælles handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil.

(6)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1524 6 udløber den 24. juli 2024.

(7)De handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved den nuværende forordning, bør bestå af følgende: i) suspension af anvendelsen af indgangsprisordningen på frugt og grøntsager og ii) suspension af alle toldkontingenter og importtold. Gennem disse foranstaltninger vil Unionen udbygge økonomisk integration mellem Republikken Moldova og Unionen og midlertidigt yde passende økonomisk støtte til fordel for Republikken Moldova og de økonomiske aktører, der er berørt af Ruslands angrebskrig mod Ukraine.

(8)Med henblik på at forebygge svig bør retten til de handelsforanstaltninger, der indføres ved denne forordning, være betinget af, at Republikken Moldova overholder alle de relevante betingelser for at opnå fordele i medfør af associeringsaftalen, herunder oprindelsesreglerne for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer, og at Republikken Moldova indgår i et tæt administrativt samarbejde med Unionen som fastsat i associeringsaftalen.

(9)Republikken Moldova bør afstå fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import med oprindelse i Unionen, fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser og fra at indføre andre restriktioner, medmindre dette er klart begrundet i lyset af Ruslands angrebskrig mod Ukraine. I tilfælde af at Republikken Moldova ikke overholder disse betingelser, bør Kommissionen have beføjelse til midlertidigt at suspendere alle eller dele af de handelsforanstaltninger, der indføres ved denne forordning.

(10)Artikel 2 i associeringsaftalen fastsætter bl.a., at respekten for de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler udgør væsentlige elementer i associeringsaftalen. I henhold til samme artikel forpligter parterne sig navnlig til at overholde følgende generelle principper: respekt for retsstatsprincipperne og god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme samt respekten for principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme. Det er hensigtsmæssigt at give mulighed for midlertidigt at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der fastsættes ved denne forordning, hvis Republikken Moldova ikke respekterer enten disse væsentlige elementer eller disse generelle principper.

(11)Med forbehold af en vurdering, der foretages af Kommissionen i forbindelse med regelmæssig overvågning af denne forordnings virkninger og er iværksat enten efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat eller på Kommissionens eget initiativ, er det nødvendigt at give mulighed for at træffe enhver nødvendig foranstaltning over for import af varer, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, og som påvirker EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer negativt.

(12)For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til midlertidigt at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning, hvis betingelserne for retten til disse præferenceordninger ikke længere er opfyldt, og til at indføre beskyttelsesforanstaltninger i tilfælde, hvor EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer påvirkes negativt af import i medfør af denne forordning. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 7 . Rådgivningsproceduren bør anvendes til vedtagelse af midlertidige beskyttelsesforanstaltninger i betragtning af disse foranstaltningers virkninger og art og den deraf følgende logik i forhold til vedtagelsen af de endelige beskyttelsesforanstaltninger.

(13)Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde, som er en integreret del af associeringsaftalen, bør indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning.

(14)I betragtning af den hastende karakter af den situation, som Ruslands angrebskrig mod Ukraine har forårsaget, anses det for hensigtsmæssigt at anvende den fravigelse af perioden på otte uger, som er angivet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til TEU, TEUF og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(15)I lyset af den økonomiske situation i Republikken Moldova og udløbet af forordning (EU) 2023/1524 den 24. juli 2024 bør nærværende forordning træde i kraft den 25. juli 2024 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Handelsliberaliserende foranstaltninger

Følgende handelsliberaliserende foranstaltninger indføres:

a)alle de toldkontingenter, der er fastlagt i bilag XV-A til associeringsaftalen, suspenderes, og de varer, der er omfattet af disse kontingenter, kan importeres til Unionen fra Republikken Moldova uden told

b)anvendelsen af indgangsprisordningen suspenderes for de varer, som ordningen finder anvendelse på som nærmere angivet i bilag XV-B til associeringsaftalen. Der opkræves ikke told på import af disse varer.

Artikel 2

Betingelser for retten til de handelsliberaliserende foranstaltninger

De i artikel 1 omhandlede handelsliberaliserende foranstaltninger er underlagt følgende betingelser:

a)at oprindelsesreglerne for varer og de dertil knyttede procedurer som fastsat i associeringsaftalen overholdes af Republikken Moldova

b)at Republikken Moldova afstår fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import med oprindelse i Unionen, fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser og fra at indføre andre restriktioner, herunder diskriminerende interne administrative foranstaltninger, medmindre dette er klart begrundet i forbindelse med Ruslands angrebskrig mod Ukraine, og

c)at Republikken Moldova respekterer de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler, retsstatsprincippet og principperne om god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme, og respekterer principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme som omhandlet i associeringsaftalens artikel 2, 9 og 16.

Artikel 3

Midlertidig suspension af foranstaltninger

1.Skønner Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser på, at Republikken Moldova ikke overholder betingelserne i artikel 2, kan den ved hjælp af en gennemførelsesretsakt helt eller delvist suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat i denne forordning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 5, stk. 3.

2.Hvis en medlemsstat anmoder Kommissionen om at suspendere en eller flere af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, på grundlag af Republikken Moldovas manglende overholdelse af betingelserne i artikel 2, litra b), afgiver Kommissionen inden for fire måneder efter at have modtaget en sådan anmodning en begrundet udtalelse om, hvorvidt påstanden om Republikken Moldovas manglende overholdelse er underbygget. Hvis Kommissionen konkluderer, at påstanden er underbygget, indleder Kommissionen den procedure, der er omhandlet i denne artikels stk. 1.

Artikel 4

Sikkerhedsforanstaltninger

1.Hvis en vare, der er omfattet af artikel 1, med oprindelse i Republikken Moldova, importeres på betingelser, der har en negativ indvirkning på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer, kan Kommissionen indføre enhver nødvendig foranstaltning ved hjælp af en gennemførelsesretsakt. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 5, stk. 3.

Disse foranstaltninger kan indføres, så længe det er nødvendigt for at modvirke de negative virkninger for EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer.

2.Kommissionen overvåger regelmæssigt virkningerne af denne forordning under hensyntagen til oplysningerne om eksport, import, priser på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater og EU-produktion af de varer, der er omfattet af de handelsliberaliserende foranstaltninger i henhold til artikel 1, litra a).

Kommissionen underretter hver anden måned medlemsstaterne om resultaterne af den regelmæssige overvågning fra denne forordnings ikrafttræden.

3.Kommissionen foretager en vurdering af situationen på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller konkurrerende varer med henblik på at indføre foranstaltninger i overensstemmelse med stk. 1. Denne vurdering skal iværksættes:

a)efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat, der indeholder tilstrækkelige umiddelbare beviser, som den pågældende medlemsstat med rimelighed har adgang til i henhold til stk. 4, for, at importen har en negativ indvirkning på markedet som omhandlet i stk. 1, eller

b)på Kommissionens eget initiativ, når det er åbenbart for den, at der foreligger tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at importen har en negativ indvirkning på markedet som omhandlet i stk. 1.

Den vurdering, der er omhandlet i første afsnit, afsluttes senest fire måneder efter iværksættelsen.

4.I gennemførelsen af vurderingen i henhold til stk. 3 tager Kommissionen hensyn til alle relevante markedsudviklinger, herunder den pågældende imports indvirkning på situationen på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer. Denne vurdering skal omfatte faktorer som:

a)hastigheden og størrelsen af stigningen i importen fra Republikken Moldova af den pågældende vare i absolutte og relative tal

b)den pågældende imports indvirkning på produktion og priser på EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater under hensyntagen til udviklingen i importen fra andre kilder.

Denne liste er ikke udtømmende, og der kan også tages hensyn til andre relevante faktorer.

5.Under kritiske omstændigheder, hvor en forsinkelse kunne forvolde skade, som ville være vanskelig at afhjælpe, kan Kommissionen midlertidigt indføre enhver nødvendig foranstaltning ved hjælp af en gennemførelsesretsakt. Sådanne foranstaltninger kan kun indføres efter en behørigt begrundet anmodning fra en medlemsstat i henhold til denne artikels stk. 3, litra a), og skal vedtages senest 21 dage efter modtagelse af anmodningen. Gennemførelsesretsakten vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 5, stk. 4. Varigheden af en midlertidig beskyttelsesforanstaltning må ikke overstige 120 dage.

6.Hvis Kommissionen som følge af den vurdering, der er omhandlet i stk. 3, finder, at EU-markedet eller markedet i en eller flere medlemsstater for samme eller direkte konkurrerende varer er blevet påvirket negativt, og agter at indføre en endelig foranstaltning i medfør af stk. 1, offentliggør den en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om indførelse af sådanne foranstaltninger. Meddelelsen skal indeholde et sammendrag af de vigtigste resultater af vurderingen og angive den frist, inden for hvilken interesserede parter kan fremsætte deres synspunkter skriftligt. En sådan frist må ikke være længere end 10 dage fra offentliggørelsen af meddelelsen.

7.Hvis Kommissionen indfører en foranstaltning i medfør af stk. 1 eller 5, som genindfører et toldkontingent, der er suspenderet ved artikel 1, litra a), skal den mængde, der importeres i løbet af det kalenderår, hvor Kommissionen indfører foranstaltningen, tages i betragtning i forbindelse med forvaltningen af det pågældende toldkontingent.

Artikel 5

Udvalgsprocedure

1.Kommissionen bistås af det Toldkodeksudvalg, der er nedsat ved artikel 285, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 8 for så vidt angår artikel 3, stk. 1, i nærværende forordning. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.Kommissionen bistås af det udvalg for beskyttelsesforanstaltninger, der er nedsat ved artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/478 for så vidt angår artikel 4, stk. 1, i nærværende forordning. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

3.Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

4.Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Artikel 6

Vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger

Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde skal indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, og skal, hvor det er relevant, omfatte en vurdering af de sociale virkninger af de pågældende foranstaltninger i Republikken Moldova og i Unionen. Oplysninger om importen af varer i henhold til artikel 1, litra a), gøres tilgængelige via Kommissionens websted og opdateres månedligt.

Artikel 7

Ikrafttræden og anvendelse

Denne forordning træder i kraft den 25. juli 2024.

Den finder anvendelse indtil den 24. juli 2025.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAG, SOM ALENE INDVIRKER PÅ BUDGETTETS INDTÆGTSSIDE

1.FORSLAGETS BETEGNELSE

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for moldoviske varer i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side.

2.BUDGETPOSTER

Kapitel 12, artikel 120

Budgetteret beløb for 2024: 24 620 400 000 EUR

3.FINANSIELLE VIRKNINGER

   Forslaget har ingen finansielle virkninger

X    Forslaget har ingen finansielle virkninger for udgifterne, men har følgende finansielle virkninger for indtægterne:

Budgetpost

Indtægter 

Periode: del af 2024 – del af 2025*

(i mio. EUR, 1 decimal)

Kapitel 12, artikel 120 9

Virkninger for EU's egne indtægter

0,3

I alt

* Etårig periode fra forordningens ikrafttræden

Beregningerne er baseret på importmængder for 2021 af de varer, der er omfattet af den foreslåede forordning, ud over det årlige toldfrie kontingent. 2021 var det sidste år, inden der blev indført autonome handelsforanstaltninger.

På grundlag af ovenstående beregninger anslås tabet af traditionelle egne indtægter som følge af den foreslåede forordning til 0,366 mio. EUR (bruttobeløb inkl. opkrævningsomkostninger) x 0,75 = 0,274 mio. EUR for den pågældende periode.

4.FORHOLDSREGLER MOD SVIG

Med henblik på at forebygge svig bør retten til de handelsforanstaltninger, der indføres ved den foreslåede forordning, være betinget af, at Moldova overholder alle de relevante betingelser for at opnå fordele i medfør af associeringsaftalen, herunder oprindelsesreglerne for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer, og at Moldova indgår i et tæt administrativt samarbejde med Unionen som fastsat i associeringsaftalen.

(1)    Se Rådets afgørelse (EU) 2022/1165 af 27. juni 2022 om undertegnelse på Unionens vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Moldova om vejgodstransport (EUT L 181 af 7.7.2022, s. 1), Rådets afgørelse (EU) 2022/2417 af 5. december 2022 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Moldova om vejgodstransport (EUT L 318 af 12.12.2022, s. 1) samt afgørelse nr. 2/2022 truffet af Det Blandede Udvalg, der er nedsat ved aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Moldova om vejgodstransport den 15. december 2022 om forlængelse af aftalen (EUT L 79 af 17.3.2023).
(2)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1524 af 20. juli 2023 om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (EUT L 185 af 24.7.2023, s. 1).
(3)    Europa-Parlamentets holdning af ... [endnu ikke offentliggjort i EUT] og Rådets afgørelse af ... .
(4)    EUT L 260 af 30.8.2014, s. 4.
(5)    Rådets afgørelse 2014/492/EU af 16. juni 2014 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side ( EUT L 260 af 30.8.2014, s. 1 ).
(6)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1524 af 20. juli 2023 om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for varer fra Republikken Moldova i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (EUT L 185 af 24.7.2023, s. 1).
(7)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(8)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen ( EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1 ).
(9)    Med hensyn til EU's traditionelle egne indtægter (landbrugsafgifter, sukkerafgifter, told) opgives beløbene netto, dvs. bruttobeløb, hvorfra der er trukket opkrævningsomkostninger på 25 %.