Bruxelles, den 18.12.2024

COM(2024) 582 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udøvelsen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 af 27. november 2019 om krav til typegodkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer for så vidt angår deres generelle sikkerhed og beskyttelsen af køretøjspassagerer og bløde trafikanter


RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udøvelsen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 af 27. november 2019 om krav til typegodkendelse af motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil samt systemer, komponenter og separate tekniske enheder til sådanne køretøjer for så vidt angår deres generelle sikkerhed og beskyttelsen af køretøjspassagerer og bløde trafikanter

1.INDLEDNING

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 1 fastsætter krav til typegodkendelse for køretøjer for så vidt angår deres generelle sikkerhed og beskyttelsen af køretøjspassagerer og bløde trafikanter. Den har til formål i væsentlig grad at reducere antallet af trafikdræbte og alvorligt kvæstede på vejene i EU ved at indføre de mest avancerede sikkerhedsteknologier som standardudstyr i køretøjer og øge konkurrenceevnen på det globale marked for bilfabrikanterne i EU ved at tilvejebringe EU's første retlige ramme nogensinde for automatiserede og fuldautomatiske køretøjer.

Med det formål at nå de fastsatte mål tillægger Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter på en række områder, der er anført i artikel 12, stk. 2, og på de betingelser, der er fastsat i nævnte artikel, i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF.

2.RETSGRUNDLAG

Artikel 4, stk. 3 og 6, og artikel 6, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 bemyndiger Kommissionen til at vedtage delegerede retsakter på de i artikel 12 fastsatte betingelser.

Ved artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2019/2144 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter vedrørende de deri nævnte aspekter for en periode på fem år fra den 5. januar 2020. Desuden forpligtes Kommissionen til at udarbejde en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden.

De delegerede beføjelser forlænges stiltiende for en periode af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen, og berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft (artikel 12, stk. 3, i forordning (EU) 2019/2144).

Ved forordning (EU) 2019/2144 tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter vedrørende følgende spørgsmål:

a)at ændre bilag I til forordningen for at tage hensyn til den tekniske og reguleringsmæssige udvikling ved at indføre og ajourføre referencer til FN-regulativer og relevante ændringsserier, som finder obligatorisk anvendelse (artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) 2019/2144)

b)at ændre bilag II til forordningen for at tage hensyn til den tekniske og reguleringsmæssige udvikling, navnlig vedrørende forhold anført i artikel 4, stk. 5, litra a)-f), samt dem, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra a)-g), artikel 7, stk. 2, 3, 4 og 5, artikel 9, stk. 2, 3 og 5, og artikel 11, stk. 1, og for at sikre et højt niveau af generel sikkerhed for køretøjer, systemer, komponenter og separate tekniske enheder og et højt niveau af beskyttelse af køretøjspassagerer og bløde trafikanter ved at indføre og ajourføre referencer til FN-regulativer samt til delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til denne forordning (artikel 4, stk. 6, i forordning (EU) 2019/2144)

c)at fastsætte nærmere regler for de specifikke testprocedurer og tekniske krav til:

-typegodkendelsen af køretøjer for så vidt angår følgende avancerede køretøjssystemer: intelligent farttilpasning, mulighed for eftermontering af alkolås, trætheds- og opmærksomhedsadvarsel, avanceret distraktionsadvarsel, nødstopsignal, bakdetektion og kollisionsdatarekordere

-typegodkendelse af intelligent farttilpasning, bakdetektion og hændelsesdatarekordere som separate tekniske enheder (artikel 6, stk. 6, i forordning (EU) 2019/2144).

Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning af 13. april 2016 (artikel 12, stk. 4, i forordning (EU) 2019/2144).

Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom (artikel 12, stk. 5, i forordning (EU) 2019/2144).

I henhold til artikel 12, stk. 6, i forordning (EU) 2019/2144 træder en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 3 og 6, og artikel 6, stk. 6, kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.



3.UDØVELSE AF DELEGEREDE BEFØJELSER

3.1.    Delegerede retsakter, der er vedtaget

I referenceperioden har Kommissionen udøvet de delegerede beføjelser ved at vedtage følgende syv retsakter, der dækker de spørgsmål, der er anført i afsnit 2 ovenfor:

1)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1958 af 23. juni 2021 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 med nærmere regler vedrørende de specifikke prøvningsprocedurer og tekniske krav til typegodkendelse af motorkøretøjer for så vidt angår intelligente farttilpasningssystemer samt til typegodkendelse af sådanne systemer som separate tekniske enheder og om ændring af bilag II til nævnte forordning 2 .

2)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1243 af 19. april 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 for så vidt angår fastsættelse af detaljerede regler for mulighed for eftermontering af alkolåse i motorkøretøjer og om ændring af bilag II til nævnte forordning 3 .

3)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/1341 af 23. april 2021 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 i form af de nærmere regler for de specifikke prøvningsprocedurer og tekniske krav i forbindelse med typegodkendelse af motorkøretøjer for så vidt angår systemer til trætheds- og opmærksomhedsadvarsel og om ændring af bilag II til nævnte forordning 4 .

4)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/545 af 26. januar 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 med nærmere regler vedrørende de specifikke prøvningsprocedurer og tekniske krav til typegodkendelse af motorkøretøjer for så vidt angår kollisionsdatarekorderen samt til typegodkendelse af sådanne systemer som separate tekniske enheder og om ændring af bilag II til nævnte forordning  5 .

5)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1398 af 8. juni 2022 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 for at tage hensyn til den tekniske og reguleringsmæssige udvikling vedrørende ændringer af køretøjsregulativer vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa 6 .

6)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2023/2590 af 13. juli 2023 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 i form af de nærmere regler for de specifikke prøvningsprocedurer og tekniske krav i forbindelse med typegodkendelse af visse motorkøretøjer for så vidt angår systemer til avanceret distraktionsadvarsel og om ændring af nævnte forordning  7 .

7)Kommissionens delegerede forordning (EU) 2024/2220 af 26. juli 2024 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/2144 med nærmere regler vedrørende de specifikke prøvningsprocedurer og tekniske krav til typegodkendelse af tunge motorkøretøjer for så vidt angår kollisionsdatarekorderen samt til typegodkendelse af sådanne systemer som separate tekniske enheder og om ændring af bilag II til nævnte forordning  8 .

De tekniske krav og detaljerede regler vedrørende de specifikke prøvningsprocedurer for typegodkendelse af køretøjer med hensyn til nødbremsesignal og bakdetektion er fastsat i FN-regulativ nr. 48 og 158, som der henvises til i bilag I og II til forordning (EU) 2019/2144 som ændret ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/1398 (anført ovenfor).

Oplysninger om alle delegerede retsakter er offentligt tilgængelige i det interinstitutionelle register over delegerede retsakter 9 .

3.2.Høring forud for vedtagelse

Under udarbejdelsen af delegerede retsakter hørte Kommissionen eksperter udpeget af medlemsstaterne og relevante interesserede parter (i arbejdsgruppen for motorkøretøjer) gennem særlige ekspertmøder og skriftlige høringer. De dokumenter, der var relevante for disse høringer, blev sendt samtidigt til Europa-Parlamentet og Rådet. De endelige udgaver af de delegerede retsakter blev godkendt af medlemsstaternes ekspertgruppe for motorkøretøjer.

3.3.Ingen indsigelser mod de delegerede retsakter

I henhold til artikel 12, stk. 6, i forordning (EU) 2019/2144 kan Europa-Parlamentet eller Rådet gøre indsigelse mod en delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 4, stk. 3 og 6, og artikel 6, stk. 6, inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt, og denne frist kan forlænges med endnu to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Hverken Europa-Parlamentet eller Rådet gjorde indsigelse mod de delegerede retsakter, der er nævnt i afsnit 3.1. ovenfor, og retsakterne blev derfor offentliggjort og trådte i kraft ved indsigelsesperiodens udløb.



4.KONKLUSION

Kommissionen finder, at den har udøvet de delegerede beføjelser, den er tillagt, inden for de grænser og på de betingelser, der er fastsat i artikel 12 i forordning (EU) 2019/2144.

Kommissionen mener, at der er behov for at udvide beføjelserne, fordi der i fremtiden er behov for yderligere delegerede retsakter, bl.a. for at ajourføre referencerne til FN-regulativerne i bilag I og til de retsakter, der er opført i bilag II til forordning (EU) 2019/2144, samt for om nødvendigt at revidere de tekniske krav, der er fastsat i de delegerede retsakter, der er opført i afsnit 3.1. ovenfor. Et udkast til delegeret retsakt, der ajourfører bilag I og II til forordning (EU) 2019/2144 for at tage hensyn til den lovgivningsmæssige udvikling med hensyn til ændringer af eksisterende FN-regulativer og de nye FN-regulativer, der er vedtaget af Verdensforummet for Harmonisering af Køretøjsforskrifter under De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europa, er i øjeblikket under udarbejdelse med planlagt vedtagelse i første kvartal af 2025.

Med denne rapport opfylder Kommissionen rapporteringspligten i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) 2019/2144. Kommissionen opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage denne rapport til efterretning.

(1)

EUT L 325 af 16.12.2019, s. 1.

(2)

EUT L 409 af 17.11.2021, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg_del/2021/1958/oj .

(3)

EUT L 272 af 30.7.2021, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg_del/2021/1243/oj

(4)

EUT L 292 af 16.8.2021, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg_del/2021/1341/oj .

(5)

EUT L 107 af 6.4.2022, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg_del/2022/545/oj .

(6)

EUT L 213 af 16.8.2022, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg_del/2022/1398/oj .

(7)

 EUT L, 2023/2590, 22.11.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2023/2590/oj .

(8)

 EUT L, 2024/2220, 2.10.2024, ELI:  http://data.europa.eu/eli/reg_del/2024/2220/oj .

(9)

 https://webgate.ec.europa.eu/regdel/#/home.