EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 30.10.2023
COM(2023) 680 final
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET
om udøvelsen af de delegerede beføjelser, der tillægges Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 af 20. juni 2019 om persistente organiske miljøgifte
Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet
om udøvelsen af de delegerede beføjelser, der tillægges Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 af 20. juni 2019 om persistente organiske miljøgifte
1. Indledning og retsgrundlag
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 af 20. juni 2019 om persistente organiske miljøgifte
(i det følgende benævnt "POP-forordningen") gennemfører Stockholmkonventionen om persistente organiske miljøgifte ("Stockholmkonventionen"), der blev undertegnet den 23. maj 2001 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2006/507/EF
. POP-forordningen gennemfører desuden protokollen til 1979-konventionen om grænseoverskridende luftforurening over store afstande om persistente organiske miljøgifte ("protokollen"), som Unionen godkendte den 19. februar 2004
. Foranstaltningerne til reduktion eller eliminering af udslip fra forsætlig produktion og anvendelse og fra utilsigtet produktion af persistente organiske miljøgifte er fastsat i POP-forordningen.
Ved POP-forordningens artikel 15, stk. 1, tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter på de betingelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 18, med henblik på at ændre bilag I, II og III til denne forordning for at tilpasse dem til ændringer af listen over stoffer i bilagene til konventionen eller protokollen, på det grundlag, at Unionen har støttet den pågældende ændring ved en rådsafgørelse vedtaget i overensstemmelse med artikel 218, stk. 9, i TEUF, eller for at ændre eksisterende registreringer eller bestemmelser i bilag I og II til denne forordning for at tilpasse dem til den videnskabelige og tekniske udvikling.
Med denne rapport opfylder Kommissionen sin forpligtelse i henhold til artikel 18, stk. 2, i POP-forordningen. Ifølge artikel 18, stk. 2, skal Kommissionen forelægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende udøvelsen af de delegerede beføjelser, der tillægges Kommissionen i henhold til POP-forordningen. Rapporten skal udarbejdes senest ni måneder inden udløbet af den femårsperiode, der gælder for delegationen af beføjelser, og som begyndte den 15. juli 2019. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.
2. Udøvelse af de delegerede beføjelser
I løbet af den periode, der er omhandlet i denne rapport, vedtog Kommissionen seks delegerede retsakter med henblik på at ændre visse ikke-væsentlige bestemmelser i POP-forordningen. Disse delegerede retsakter blev vedtaget på grundlag af artikel 15, stk. 1, i POP-forordningen.
Følgende retsakter blev vedtaget:
2.1. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/784
Den fremgangsmåde, der er fulgt i den delegerede retsakt til fastlæggelse af enkelthederne i forbindelse med opførelse af perfluoroctansyre (PFOA), salte heraf og PFOA-beslægtede forbindelser i bilag I, del A, navnlig undtagelserne, var genstand for drøftelser og konsultationer inden for en ekspertgruppe bestående af repræsentanter for medlemsstaternes kompetente myndigheder i medfør af POP-forordningen, repræsentanter for Det Europæiske Kemikalieagentur, for industrien og civilsamfundet (i det følgende benævnt "POP-ekspertgruppen"
) på møderne den 13. juni 2019 og 26. november 2019. POP-ekspertgruppen blev hørt vedrørende udkastet til Kommissionens delegerede forordning, der forelå tilgængeligt forud for det andet møde. Kommissionen vedtog den delegerede retsakt den 8. april 2020 og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet herom. Ingen af institutionerne gjorde indsigelse mod den delegerede retsakt inden for den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 18, stk. 6, i POP-forordningen. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/784 blev offentliggjort den 15. juni 2020 og trådte i kraft den 4. juli 2020.
2.2. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1203
Den tilgang, der blev fulgt i den delegerede retsakt til at fastlægge ændringerne af oplysningerne om perfluoroctansulfonsyre og derivater heraf (PFOS) i bilag I, del A, var genstand for drøftelser og høringer i POP-ekspertgruppen på møderne den 13. juni 2019 og den 26. november 2019. POP-ekspertgruppen blev hørt vedrørende udkastet til Kommissionens delegerede forordning, der forelå tilgængeligt forud for det andet møde. Kommissionen vedtog den delegerede retsakt den 9. juni 2020 og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet herom. Ingen af institutionerne gjorde indsigelse mod den delegerede retsakt inden for den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 18, stk. 6, i POP-forordningen. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1203 blev offentliggjort den 18. august 2020 og trådte i kraft den 7. september 2020.
2.3 Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1204
Den tilgang, der blev fulgt i den delegerede retsakt til at fastlægge enkelthederne i forbindelse med opførelse af dicofol i bilag I, del A, var genstand for drøftelser og høringer i POP-ekspertgruppen på møderne den 26. november 2019. POP-ekspertgruppen blev hørt vedrørende udkastet til Kommissionens delegerede forordning, der forelå tilgængeligt forud for mødet. Kommissionen vedtog den delegerede retsakt den 9. juni 2020 og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet herom. Ingen af institutionerne gjorde indsigelse mod den delegerede retsakt inden for den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 18, stk. 6, i POP-forordningen. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2020/1204 blev offentliggjort den 18. august 2020 og trådte i kraft den 7. september 2020.
2.4 Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/115
Den tilgang, der blev fulgt i den delegerede retsakt til at fastlægge ændringerne af oplysningerne om perfluoroctansyre (PFOA), salte heraf og PFOA-beslægtede forbindelser i bilag I, del A, var genstand for drøftelser og høringer i POP-ekspertgruppen på møderne den 9. juni 2020 og den 24. november 2020. POP-ekspertgruppen blev hørt vedrørende udkastet til Kommissionens delegerede forordning, der forelå tilgængeligt forud for det andet møde. Kommissionen vedtog den delegerede retsakt den 27. november 2020 og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet herom. Ingen af institutionerne gjorde indsigelse mod den delegerede retsakt inden for den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 18, stk. 6, i POP-forordningen. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/115 blev offentliggjort den 2. februar 2021 og trådte i kraft den 22. februar 2021.
2.5 Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/277
Den tilgang, der blev fulgt i den delegerede retsakt til at fastlægge ændringerne af oplysningerne om pentachlorphenol og salte og estere heraf i bilag I, del A, var genstand for drøftelser og høringer i POP-ekspertgruppen på møderne den 26. November 2019, 9. juni 2020 og 24. november 2020. POP-ekspertgruppen blev hørt vedrørende udkastet til Kommissionens delegerede forordning, der forelå tilgængeligt forud for det tredje møde. Kommissionen vedtog den delegerede retsakt den 16. december 2020 og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet herom. Ingen af institutionerne gjorde indsigelse mod den delegerede retsakt inden for den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 18, stk. 6, i POP-forordningen. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/277 blev offentliggjort den 23. februar 2021 og trådte i kraft den 15. marts 2021.
2.6 Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/2291
Den tilgang, der blev fulgt i den delegerede retsakt til at fastlægge ændringerne af oplysningerne om hexachlorbenzen i bilag I, del A, var genstand for drøftelser og høringer i POP-ekspertgruppen på møderne den 8. juni 2021, 23. november 2021 og 2. juni 2022. POP-ekspertgruppen blev hørt vedrørende udkastet til Kommissionens delegerede forordning, der forelå tilgængeligt forud for møderne. Kommissionen vedtog den delegerede retsakt den 8. september 2022 og underrettede Europa-Parlamentet og Rådet herom. Ingen af institutionerne gjorde indsigelse mod den delegerede retsakt inden for den frist på to måneder, der er fastsat i artikel 18, stk. 6, i POP-forordningen. Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/2291 blev offentliggjort den 23. november 2022 og trådte i kraft den 13. december 2022.
2.7 Delegerede beføjelser ikke udøvet i løbet af rapporteringsperioden
POP-forordningens delegerede beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, og artikel 10, stk. 2, blev ikke udøvet i rapporteringsperioden, da der ikke var nogen anmodninger fra medlemsstaterne om tilladelse til fremstilling og anvendelse af et stof som mellemprodukt i et lukket system i et afgrænset område i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, og der var heller ikke behov for at ændre listen over stoffer, der er underlagt obligatorisk overvågning i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2. Da situationen kan ændre sig når som helst, er det vigtigt, at Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at kunne tilpasse POP-forordningen, så den afspejler udviklingen.
3. Konklusion
Kommissionen har i denne periode udøvet de delegerede beføjelser, der tillægges den ved POP-forordningen, ved seks lejligheder og i henhold til det retsgrundlag, der henvises til ovenfor. Kommissionen er af den opfattelse, at de delegerede beføjelser, den tillægges ved artikel 4, stk. 3, artikel 10, stk. 2, og artikel 15, stk. 1, stiltiende bør forlænges, herunder de, der endnu ikke er blevet udøvet, eftersom der kan blive behov for at ændre POP-forordningen, så den afspejler udviklingen i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, artikel 10, stk. 2, på et hvilket som helst tidspunkt. Gennemførelsen af POP-forordningen skrider fremad, og der sker tekniske og videnskabelige fremskridt. Udviklingen inden for EU-retten og Rotterdamkonventionen skal afspejles og kræver tilpasninger af bilagene til POP-forordningen. Derfor vil det være påkrævet, at Kommissionen vedtager yderligere delegerede retsakter i fremtiden med henblik på at holde de retlige rammer opdateret.
Kommissionen opfylder indberetningspligten i henhold til artikel 18, stk. 2, i POP-forordningen og opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage denne rapport til efterretning.