Bruxelles, den 9.6.2023

COM(2023) 301 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om udøvelsen af de beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, der er tillagt Kommissionen i henhold til forordning (EF) nr. 166/2006 om oprettelse af et europæisk register over udledning og overførsel af forurenende stoffer



1.INDLEDNING

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 af 18. januar 2006 1 (forordning) er der oprettet et integreret register over udledning og overførsel af forureningsstoffer på EU-plan i form af en elektronisk database. Det giver offentlig og gratis adgang til data om industrielle aktiviteters udledning af forureningsstoffer i miljøet og er en del af EU's overvågningsramme for nulforurening. Ved forordningen gennemføres UNECE's Kievprotokol (protokollen) om registre over udledning og overførsel af forureningsstoffer. Ved forordningens artikel 8, stk. 3, artikel 18 og 18a tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i) for at supplere den ved at indlede rapportering om udledninger af relevante forureningsstoffer fra en eller flere diffuse kilder og ii) tilpasse bilag II og III til forordningen a) til den videnskabelige eller tekniske udvikling og/eller b) som følge af vedtagelsen på mødet mellem parterne i protokollen af enhver ændring af bilagene til protokollen. Bilag II indeholder listen over forureningsstoffer, der er omfattet af forordningen, sammen med udledningstærskler, men bilag III er blevet slettet siden den 1. januar 2020 i overensstemmelse med artikel 7 i forordning (EU) 2019/1010. 2

2.RETSGRUNDLAG:

Denne rapport er påkrævet i henhold til forordningens artikel 18a, stk. 2, der giver Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for en periode på fem år fra den 26. juli 2019. Heri kræves det også, at Kommissionen udarbejder en rapport herom. Denne delegation forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig senest tre måneder inden udløbet af hver periode. I henhold til artikel 18a, stk. 3, kan delegationen af beføjelser til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.

3.UDØVELSE AF DE DELEGEREDE BEFØJELSER

Kommissionen oplyser, at den ikke har vedtaget delegerede retsakter. Data indsamlet i henhold til den relevante EU-lovgivning om beskyttelse af luft- og vandkvaliteten giver tilstrækkelige oplysninger om diffuse emissioner af forureningsstoffer til støtte for gennemførelsen af strategien for nulforurening. Dette har dannet grundlag for overvågnings- og prognoserapporten om nulforurening, der blev offentliggjort i 2022 3 . Desuden blev der på møderne mellem parterne i Kievprotokollen ikke vedtaget nogen afgørelse, der ville kræve vedtagelse af en delegeret retsakt med henblik på tilpasning af bilag II til forordningen.

4.KONKLUSION

Gennem de seneste fem år har Kommissionen ikke udøvet de delegerede beføjelser, den er tillagt ved forordning (EF) nr. 166/2006. Den opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at tage denne rapport til efterretning. 

(1)

   EUT L 33 af 4.2.2006, s. 1. 

(2)

   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1010 af 5. juni 2019 om tilpasning af rapporteringsforpligtelser inden for miljølovgivning og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 166/2006 og (EU) nr. 995/2010, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/49/EF, 2004/35/EF, 2007/2/EF, 2009/147/EF og 2010/63/EU, Rådets forordning (EF) nr. 338/97 og (EF) nr. 2173/2005 og Rådets direktiv 86/278/EØF (EUT L 170 af 25.6.2019, 115–127).

(3)

    Europa-Kommissionen, J.R.C., Zero Pollution Outlook 2022 , EUR 31248 EN, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg, 2022, ISBN 978-92-76-57575-7, doi:10.2760/778012, JRC129655.