29.9.2023   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 242/522


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2023/1957

af 10. maj 2023

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for ren brint (inden den 30. november 2021: fællesforetagendet for brændselsceller og brint 2) for regnskabsåret 2021

EUROPA-PARLAMENTET,

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for fællesforetagendet for ren brint for regnskabsåret 2021,

der henviser til forretningsordenens artikel 100 og bilag V,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0083/2023),

A.

der henviser til, at fællesforetagendet for brændselsceller og brint (»fællesforetagendet BCB«) i maj 2008 blev oprettet for perioden frem til den 31. december 2017 under det syvende forskningsrammeprogram ved forordning (EF) nr. 521/2008 (1); der henviser til, at Rådet i maj 2014 vedtog forordning (EU) nr. 559/2014 (2), som forlængede fællesforetagendets levetid under Horisont 2020-programmet indtil den 31. december 2024 (»fællesforetagendet BCB 2«); der henviser til, at fællesforetagendet for ren brint i november 2021 blev oprettet ved forordning (EU) 2021/2085 (3) for at erstatte fællesforetagendet BCB 2 under Horisont Europa-programmet for perioden indtil den 31. december 2031;

B.

der henviser til, at fællesforetagendet for ren brint er et offentlig-privat partnerskab inden for forskning og innovation vedrørende for brint- og brændselscelleteknologi, og at dets stiftende medlemmer er Unionen repræsenteret ved Kommissionen, industrigruppen (Hydrogen Europe) og forskningsgruppen (Hydrogen Europe Research);

C.

der henviser til, at Unionens finansielle bidrag til fællesforetagendet for ren brint, herunder EØS-bevillinger, til dækning af administrations- og aktionsomkostninger udgør op til 1 mia. EUR, herunder op til 30,193 mio. EUR til administrationsomkostninger;

D.

der henviser til, at andre medlemmer af fællesforetagendet for ren brint end Unionen yder eller foranlediger, at deres konstituerende eller tilknyttede enheder yder et samlet bidrag på mindst 1 mia. EUR, herunder op til 30,193 mio. EUR til administrationsomkostninger, i den 10-årsperiode, der er fastsat i forordning (EU) 2021/2085;

E.

der henviser til, at det overordnede mål for fællesforetagendet for ren brint er at støtte forsknings- og innovationsaktiviteter i Unionen inden for løsninger og teknologier vedrørende ren brint under Unionens nye finansieringsprogram for forskning og innovation Horisont Europa;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.

glæder sig over, at det i Revisionsrettens beretning om årsregnskabet for fællesforetagendet for ren brint (Revisionsrettens beretning) konstateres, at årsregnskabet for 2021 i alt væsentligt giver et retvisende billede af fællesforetagendet for ren brints finansielle stilling pr. 31. december 2021 og af resultaterne af dets transaktioner, pengestrømme og bevægelser i nettoaktiver i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med dets finansielle bestemmelser og de regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har fastlagt, og at de underliggende transaktioner i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige;

2.

anerkender, at Horisont Europa lægger op til ambitiøse mål for fællesforetagendet for ren brint, som kun kan nås, hvis der udformes og gennemføres effektive løsninger, der afhjælper svaghederne i de interne kontrolsystemer og forbereder det på de fremtidige udfordringer, der opstår som følge af et øget ansvar, f.eks. inden for forvaltning og planlægning af menneskelige ressourcer; påpeger i den forbindelse, at særligt komplicerede og besværlige beregninger og rapporteringskrav indebærer en betydelig risiko for fejl, og opfordrer derfor til at undersøge muligheder for forenkling, hvor dette er muligt og foreneligt med den eksisterende retlige ramme;

3.

bemærker, at fællesforetagendet for ren brints endelige disponible budget, som omfatter genopførte uudnyttede bevillinger fra tidligere år, formålsbestemte indtægter og omfordelinger til næste år, for regnskabsåret 2021 omfattede 15,8 mio. EUR (sammenlignet med 104,2 mio. EUR i 2020) i forpligtelsesbevillinger og 56,2 mio. EUR (sammenlignet med 103,8 mio. EUR i 2020) i betalingsbevillinger; bemærker, at den samlede budgetgennemførelse i 2021 for så vidt angår forpligtelses- og betalingsbevillingerne nåede op på henholdsvis 97 % (sammenlignet med 94 % i 2020) og 87 % (sammenlignet med 95 % i 2020);

4.

bemærker, at bevillingerne for 2021 i forhold til 2020 faldt med 85 % for så vidt angår forpligtelser og med 44 % for så vidt angår betalinger; bemærker, at reduktionen i 2021-budgettet skyldtes manglen på indkaldelser iværksat i 2021; understreger, at der ikke var planlagt nogen forfinansiering i 2021;

5.

noterer sig, at Unionen ved udgangen af 2021 ud af det maksimale bidrag på 470 mio. EUR i henhold til forordning (EU) 2021/2085 og afgørelser, der er vedtaget i henhold hertil, bidrog med i alt 426,5 mio. EUR i kontanttilskud og bidrag i naturalier fra det syvende rammeprogram for forskning, og at medlemmerne fra industrigruppen og forskningsgruppen bidrog med i alt 466 mio. EUR i validerede midler, heraf 443,9 mio. EUR i bidrag i naturalier i projekter under det syvende rammeprogram for forskning;

6.

noterer sig på baggrund af Revisionsrettens beretning, at fællesforetagendet for ren brint ved udgangen af 2021 havde indgået forpligtelser for 425,5 mio. EUR (95 %) af det beløb på 450 mio. EUR, som udgør det maksimale EU-bidrag til underskrevne tilskudsaftaler under syvende rammeprogram, hvoraf ca. 3 mio. EUR (eller 0,7 %) skal betales i de kommende år; bemærker, at de private medlemmer ydede bidrag i naturalier på samme niveau; bemærker, at gennemførelsesgraden for det fællesforetagendet for ren brints disponible betalingsbudget for 2021 til projekter under det syvende rammeprogram for forskning var på 97,8 % (sammenlignet med 89 % i 2020), og at fællesforetagendet for ren brint desuden næsten ingen operationelle forpligtelsesbevillinger havde for 2021, da det afsluttede sin sidste indkaldelse af forslag ved udgangen af 2014;

7.

bemærker, at Unionen ved udgangen af 2021 bidrog med i alt 545,5 mio. EUR fra Horisont 2020, og at de private medlemmer bidrog med i alt 50 mio. EUR i kontanttilskud og validerede bidrag i naturalier, herunder 38,6 mio. EUR i bidrag i naturalier til fællesforetagendet for ren brints Horisont 2020-projekter;

8.

bemærker på baggrund af Revisionsrettens beretning, at beløbet for de private medlemmers validerede bidrag i naturalier til operationelle aktiviteter på 38,6 mio. EUR skyldes, at fællesforetagendet for ren brint attesterer disse bidrag senere i Horisont 2020-programmet, når den endelige betaling for projekterne afholdes, og attesterne for årsregnskaberne skal foreligge; glæder sig over, at de private medlemmer bidrog med i alt 1 039 mio. EUR i naturalier til supplerende aktiviteter ved udgangen af 2021, hvilket er betydeligt mere end det minimum på 285 mio. EUR, der er fastsat i forordning (EU) 2021/2085 for hele Horisont 2020's varighed;

9.

bemærker, at fællesforetagendet for ren brint ved udgangen af 2021 havde indgået forpligtelser for 646 mio. EUR af det maksimale EU-bidrag til underskrevne Horisont 2020-tilskudsaftaler og -kontrakter, hvoraf ca. 112,6 mio. EUR (eller 17,8 %) skal betales i de kommende år; noterer sig endvidere, at de private medlemmer retligt havde forpligtet sig til at yde bidrag i naturalier til en værdi af 158,3 mio. EUR;

10.

noterer sig, at gennemførelsesgraden for fællesforetagendet for ren brints disponible forpligtelses- og betalingsbudget for 2021 til Horisont 2020-projekter var på henholdsvis 98 % og 87,8 % (sammenlignet med 97 % i 2020);

11.

bemærker, at der blandt fællesforetagenderne ikke findes nogen harmoniseret definition af »administrationsomkostninger«, som danner grundlag for beregningen af medlemmernes finansielle bidrag og er en forudsætning for at gøre omkostningerne sammenlignelige; opfordrer med dette i mente til, at fælles retningslinjer for alle fællesforetagender følger en harmoniseret tilgang med henblik på klassificeringen af visse kategorier af administrationsomkostninger, f.eks. udgifter til høringer, studier, analyser, evalueringer og teknisk bistand;

Udbud og personale

12.

glæder sig over, at forvaltningen af udbud og kontrakter så vidt muligt er blevet forenklet ved at følge de interinstitutionelle udbudsprocedurer, som Kommissionen har iværksat, og ved at anvende de deraf følgende flerårige rammekontrakter; bemærker, at fællesforetagendet for ren brint samarbejder med andre fællesforetagender om udbudsbehov for at minimere den administrative indsats; bemærker, at de fleste af fællesforetagendet for ren brints kontrakter ligesom i de foregående år blev gennemført under eksisterende flerårige rammekontrakter, bortset fra hovedsagelig operationelle udbudsaktiviteter;

13.

bemærker, at de operationelle udbudsaktiviteter, IT-tjenester og tilrettelæggelsen af den europæiske brintuge for 2021 mængdemæssigt var de kontrakter, der havde den højeste værdi, og at lancering og offentliggørelse af udbud samt modtagelse og åbning af udbud er blevet forenklet ved hjælp af moduler til eTendering, eNotices og eSubmission; bemærker, at sidstnævnte muliggør automatisk registrering af tilbud i Kommissionens IT-system til dokumentforvaltning; bemærker, at fællesforetagendet for ren brint anvender den seneste version af eSubmission, og at offentliggørelsen, afgivelsen og modtagelsen af tilbud og åbningsfaserne nu er fuldt ud digitale;

14.

bifalder, at fællesforetagendet for ren brint anvender EU Sign, en softwareløsning fra Kommissionens Generaldirektorat for Informationsteknologi, som gør det muligt at anvende en kvalificeret elektronisk signatur (QES) på dokumenter; bemærker, at programkontoret nu anvender QES på sine kontrakter, hvilket letter forretningsprocesserne ved i væsentlig grad at reducere tidsforbruget og omkostningerne ved at underskrive en kontrakt med blåt blæk, og at QES, hvis den anvendes ved hjælp af EU Sign, er juridisk bindende, da den er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 (4) for elektroniske transaktioner på Unionens indre marked og giver et højere niveau af teknisk sikkerhed;

15.

bemærker, at fællesforetagendet for ren brint den 31. december 2021 havde 23 midlertidigt ansatte, to kontraktansatte og to udstationerede nationale eksperter;

16.

bemærker på baggrund af den årlige aktivitetsrapport for 2021, at med hensyn til kønsbalance var 44 % af de ansatte kvinder, og 56 % af de ansatte var mænd, og at en tredjedel af lederstillingerne var besat af kvinder og to tredjedele af mænd; opfordrer fællesforetagendet for ren brint til yderligere at forbedre kønsbalancen; beklager, at procentdelen af kvindelige projektkoordinatorer, der under Horisont 2020 arbejder i Kommissionens rådgivende grupper, ekspertgrupper, evalueringspaneler, individuelle eksperter osv., ikke overstiger 33 %;

17.

bemærker med bekymring, at den gennemsnitlige årlige andel af vikarer i alle fællesforetagender i perioden 2018-2021 fortsat var høj, nemlig ca. 11 % af det vedtægtsomfattede personale; minder om, at den høje andel af kontraktansatte har tendens til at øge fællesforetagendet for ren brints personaleudskiftning betydeligt, hvorved personalesituationen destabiliseres yderligere; understreger endvidere, at anvendelsen af vikarer fortsat bør være en midlertidig løsning, da det ellers kan have en negativ indvirkning på fællesforetagendet for ren brints samlede performance for så vidt angår f.eks. bevarelse af nøglekompetencer, uklare ansvarskæder, eventuelle retstvister og lavere personaleeffektivitet;

18.

bemærker, at arbejdsgiverbidragets andel til fællesforetagendernes personale — svarende til forholdet mellem deres indtægter uden støtte fra EU og deres samlede indtægter — ikke er blevet indbetalt af fællesforetagenderne siden 2016 til Unionens pensionsordning, eftersom Kommissionen hverken har afsat disse udgifter på fællesforetagendernes budget eller formelt anmodet om indbetalingerne; opfordrer Kommissionen til at træffe foranstaltninger for at undgå lignende problemer i fremtiden;

19.

bemærker, at der i 2021 blev afholdt fælles IT-møder sammen med de andre fællesforetagender med det hovedformål at forberede overgangen til Office 365, SharePoint og OneDrive;

20.

bemærker på baggrund af den årlige aktivitetsrapport, at personalet under covid-19-pandemien tog sig tid til at deltage i onlinekurser med henblik på at udvide deres viden i relation til deres arbejde; bemærker, at deltagelse i uddannelse i høj grad blev tilskyndet for at holde personalet motiveret og forbundet med andre under nedlukningen;

21.

bemærker, at fællesforetagendet BCB 2 i februar 2021 udrullede Sysper, og at der i løbet af året blev tilføjet nye moduler; påskønner endvidere, at det forventer at anvende systemet til forvaltning af tjenesterejser og funktionen til personaleevalueringer og forfremmelser; støtter anvendelsen af det nye rekrutteringsværktøj, Systal, som blev indført i fællesforetagendet for BCB 2 i november 2021, og at den næste rekruttering vil ske ved hjælp af dette system, og er af den opfattelse, at sådanne værktøjer kan bidrage til at støtte den nødvendige rekruttering af højt kvalificerede arbejdstagere;

Intern revision

22.

noterer sig på baggrund af den årlige aktivitetsrapport, at den interne revision udføres i overensstemmelse med artikel 20 i fællesforetagendet for ren brints finansielle bestemmelser;

23.

fremhæver, at Den Interne Revisionstjeneste (IAS) i 2021 godkendte en handlingsplan udarbejdet af fællesforetagendet for ren brint for at imødekomme to vigtige henstillinger fra IAS's revision af gennemførelsen af Horisont 2020-tilskud i fællesforetagendet BCB 2 og konkluderede, at handlingsplanen er tilstrækkelig til at afbøde de identificerede risici;

24.

bemærker, at fællesforetagendet BCB 2 i 2021 i overensstemmelse med den vedtagne handlingsplan formaliserede den nuværende overvågningspraksis vedrørende risici og kompleksiteten af tilskudsaftalerne og udarbejdede interne retningslinjer for overvågning af formidling og udnyttelse af Horisont 2020-projekters resultater; bemærker, at fællesforetagendet BCB 2 ved udgangen af 2021 vurderede, at alle handlingsplaner var gennemført fuldt ud;

Intern kontrol

25.

noterer sig på baggrund af Revisionsrettens beretning, at fællesforetagendet for ren brint udfører efterfølgende revisioner af mellemliggende og endelige betalinger under det syvende rammeprogram for forskning hos støttemodtagerne, mens den fælles revisionstjeneste under Kommissionens Generaldirektorat for Forskning og Innovation er ansvarlig for de efterfølgende revisioner af Horisont 2020-betalinger; noterer sig på grundlag af resultaterne fra de efterfølgende revisioner, der forelå ved udgangen af 2021, at fællesforetagendet for ren brint rapporterede en repræsentativ fejlfrekvens på 2,0 % (sammenlignet med 1,97 % i 2020) og en restfejlfrekvens på 1,0 % vedrørende sine projekter under det syvende rammeprogram (sammenlignet med 1,01 % i 2020) samt en repræsentativ fejlfrekvens på 2,16 % (den samme som i 2020) og en restfejlfrekvens på 1,3 % (sammenlignet med 1,34 % i 2020) for Horisont 2020-projekter (afregninger og endelige betalinger);

26.

noterer sig, at Revisionsretten med henblik på at vurdere fællesforetagendet for ren brints kontrol af aktionsudgifterne reviderede tilfældigt udvalgte stikprøver af Horisont 2020-betalinger afholdt i 2021 på støttemodtagerniveau for at få bekræftet de fejlfrekvenser, der rapporteres i de efterfølgende revisioner (med hensyn til de tilskudsbetalinger, der testes hos støttemodtagerne, er rapporteringstærsklen for kvantificerbare fejl 1 % af de reviderede omkostninger); beklager, at Revisionsretten i ét tilfælde fandt og kvantificerede en fejl, der skyldtes, at personaleomkostninger var blevet overanmeldt på grund af en skrivefejl, og i et andet tilfælde fandt den en systemisk, ikkekvantificerbar kontrolsvaghed, som skyldtes, at støttemodtageren ikke havde en procedure for validering af timer arbejdet på projektet;

27.

bemærker på baggrund af den årlige aktivitetsrapport, at fællesforetagendet for ren brint på grund af vedvarende systemiske fejl i de anmeldte personaleomkostninger, navnlig hos små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og nye støttemodtagere (som er mere tilbøjelige til at begå fejl end andre støttemodtagere), allerede havde styrket sin interne kontrol for at imødegå den øgede risiko vedrørende SMV'er og nye støttemodtagere; bemærker, at resultaterne af disse foranstaltninger var tydelige for første gang i 2021 og har bidraget til en betydelig reduktion af den repræsentative fejlprocent for SMV'er og nye støttemodtagere i de seneste to år; glæder sig over de positive resultater med hensyn til reducerede fejlprocenter og fællesforetagendet for ren brints vilje til at fortsætte med den styrkede risikobaserede kontrol i 2022 ved hjælp af det styrkede overvågningsværktøj, der er til rådighed i det interne COMPASS/SyGMa-system til forvaltning af tilskud under Horisont 2020;

28.

understreger endvidere, at strømlining af Horisont 2020-reglerne for anmeldelse af personaleomkostninger og en bredere anvendelse af forenklede omkostningsmuligheder er en forudsætning for at stabilisere fejlprocenterne på et niveau under væsentlighedstærsklen; glæder sig over, at alle fællesforetagender i 2022 begyndte at gennemføre foranstaltninger til at nedbringe fejlprocenten i overensstemmelse med den foranstaltning, som Revisionsretten havde foreslået, herunder undersøgelse af mulighederne for forenklede omkostningsformer såsom enhedsomkostninger, faste beløb og faste takster;

29.

noterer sig på baggrund af Revisionsrettens beretning, at opfølgningen på alle tidligere års bemærkninger for så vidt angår fællesforetagendet for ren brint blev afsluttet på grund af de korrigerende foranstaltninger, fællesforetagendet for ren brint havde truffet i 2021;

Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter og strategi for bekæmpelse af svig

30.

glæder sig over, at der var indført procedurer for interessekonflikter for medlemmerne af både fællesforetagendet for BCB 2's bestyrelse og de rådgivende organer, og at de blev fornyet i december 2021 inden for rammerne af den nyligt vedtagne forretningsorden for bestyrelsen for fællesforetagendet for ren brint, og at der desuden er blevet gennemført specifikke foranstaltninger til forebyggelse og håndtering af interessekonflikter hos eksperter med ansvar for evaluering af ansøgninger om tilskud og gennemgang af projekter og udbud;

31.

bemærker, at fællesforetagendet for ren brint aktivt bidrog til udviklingen af Horisont Europas kontrolstrategi (forudgående kontrol, revision og forebyggelse af svig) ved at deltage i de særlige arbejdsgrupper, der er nedsat af det fælles gennemførelsescenter, og ved at levere input;

32.

glæder sig over, at fællesforetagendet for ren brint også sikrer gennemførelsen af forskningsmiljøets fælles strategi til bekæmpelse af svig; glæder sig over, at de vigtigste foranstaltninger, der er afledt af strategien, omfatter tilrettelæggelse af oplysningsmøder inden for fællesforetagendet og samarbejde med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig i tilfælde af risikobaserede revisioner udført af den fælles revisionstjeneste eller eksterne kontrahenter.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 521/2008 af 30. maj 2008 om oprettelse af fællesforetagendet for brændselsceller og brint (EUT L 153 af 12.6.2008, s. 1).

(2)  Rådets forordning (EU) nr. 559/2014 af 6. maj 2014 om oprettelse af fællesforetagendet for brændselsceller og brint 2 (EUT L 169 af 7.6.2014, s. 108).

(3)  Rådets forordning (EU) 2021/2085 af 19. november 2021 om oprettelse af fællesforetagenderne under Horisont Europa og om ophævelse af forordning (EF) nr. 219/2007, (EU) nr. 557/2014, (EU) nr. 558/2014, (EU) nr. 559/2014, (EU) nr. 560/2014, (EU) nr. 561/2014 og (EU) nr. 642/2014 (EUT L 427 af 30.11.2021, s. 17).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 910/2014 af 23. juli 2014 om elektronisk identifikation og tillidstjenester til brug for elektroniske transaktioner på det indre marked og om ophævelse af direktiv 1999/93/EF (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 73).