DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS UDTALELSE

af 1. februar 2023

om et forslag til forordning om ændring af forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 for så vidt angår strakskreditoverførsler i euro

(CON/2023/4)

(2023/C 106/02)

Indledning og retsgrundlag

Den Europæiske Centralbank (ECB) modtog henholdsvis den 16. og den 24. november 2022 en anmodning fra Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet om en udtalelse om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 for så vidt angår strakskreditoverførsler i euro (1) (herefter »forordningsforslaget«).

ECB's kompetence til at afgive udtalelse fremgår af artikel 127, stk. 4, og artikel 282, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, da forordningsforslaget indeholder bestemmelser, der falder inden for ECB's kompetenceområder i henhold til artikel 127, stk. 2, i TEUF og artikel 3.1 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, navnlig i forbindelse med Det Europæiske System af Centralbankers grundlæggende opgave med at fremme betalingssystemernes smidige funktion. I overensstemmelse med artikel 17.5, første punktum, i forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank er denne udtalelse vedtaget af ECB's Styrelsesråd.

1. Generelle bemærkninger

1.1

ECB glæder sig meget over Europa-Kommissionens initiativ til at fremme levering og udbredelse af straksbetalinger, defineret som kreditoverførsler, hvorved der overføres midler til betalingsmodtagerens betalingskonto inden for ti sekunder efter modtagelsen af betalerens betalingsordre i euro inden for EU. Initiativet er i god overensstemmelse med Eurosystemets strategi for detailbetalinger (2), hvis hovedelementer er: a) udvikling af en paneuropæisk løsning til detailbetalinger på interaktionspunktet, b) fuld udrulning af straksbetalinger, c) forbedring af grænseoverskridende betalinger uden for EU og d) støtte til innovation, digitalisering og et europæisk økosystem for betalinger.

1.2

For at fremme betalingssystemernes smidige funktion er det vigtigt at løse fragmenteringsproblemerne i det fælles eurobetalingsområde (SEPA). På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at foretage straksbetalinger i alle SEPA-jurisdiktioner på lige vilkår. I denne forbindelse vil foranstaltninger, der yderligere harmoniserer leveringen af straksbetalinger på tværs af SEPA-jurisdiktioner, øge forbrugernes valgmuligheder og fremme innovation, sikkerhed og åben strategisk autonomi i forbindelse med europæiske betalinger. På samme måde bør foranstaltninger, der kan fremme effektiviteten i SEPA, også støttes, i det omfang det er sikret, at den gældende databeskyttelseslovgivning overholdes. Muligheden for at indføre standardiserede og/eller eventuelt centraliserede paneuropæiske løsninger til kontrol af uoverensstemmelser, der skal stilles til rådighed af betalingstjenesteudbydere, inden straksbetalingen godkendes, eller inden midlerne krediteres den modtagende konto, bør undersøges, f.eks. af Eurosystemet, som i kraft af sin centrale position i straksbetalingssystemet kan nå ud til alle relevante modparter.

1.3

Udbuddet og udbredelsen af straksbetalinger er vokset i EU siden lanceringen af SEPA Instant Credit Transfer (SCT Inst) Scheme (herefter »SCT Inst-ordningen«), men de er endnu ikke blevet det nye normale, som man kunne have forventet. ECB tilskynder fortsat markedsdeltagerne til at gennemføre straksbetalinger på paneuropæisk basis og til at fremme udbredelsen af dem blandt slutbrugere så hurtigt som muligt. I november 2018 lancerede ECB TARGET Instant Payment Settlement (TIPS)-tjenesten (herefter »TIPS«), som gjorde det lettere for betalingstjenesteudbydere at tilbyde straksbetalinger og gjorde det muligt for dem at afvikle straksbetalinger øjeblikkeligt, sikkert og når som helst. Fra 2022 skal alle betalingstjenesteudbydere, der tilslutter sig til SCT Inst-ordningen, og som er tilgængelige i TARGET2, også kunne kontaktes via TIPS, hvilket bidrager til paneuropæisk adgang (eller interoperabilitet) for betalingstjenesteudbydere, der tilbyder straksbetalinger, på det tekniske markedsinfrastrukturniveau.

1.4

ECB bemærker, at udstedere af elektroniske penge og betalingsinstitutter er undtaget herfra. Disse ville i modsat fald være forpligtet til at tilbyde alle deres betalingstjenestebrugere en betalingstjeneste til afsendelse og modtagelse af straksbetalinger, da de ikke kan deltage i de afviklingssystemer, der er udpeget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF (3) (herefter »direktivet om endelig afregning«) (4). ECB forstår det således, at hvis anvendelsesområdet for direktivet om endelig afregning udvides til at omfatte udstedere af elektroniske penge og betalingsinstitutter, vil disse betalingstjenesteudbydere også skulle opfylde kravet om at tilbyde alle deres brugere en betalingstjeneste til afsendelse og modtagelse af straksbetalinger, da de ville deltage direkte i de afviklingssystemer, der er udpeget i henhold til nævnte direktiv.

ECB støtter kravet om, at de berørte betalingstjenesteudbydere skal tilbyde straksbetalinger til samme pris som for traditionelle kreditoverførsler. ECB glæder sig også over indførelsen af en forenklet sanktionsscreeningsproces som erstatning for den nuværende transaktionsbaserede model, uden at det går ud over sanktionsscreeningens effektivitet. Desuden støtter ECB forslaget om at indføre en tjeneste til påvisning af uoverensstemmelser mellem betalingsmodtagerens internationale bankkontonummer (IBAN) og navn. En sådan tjeneste har potentiale til at reducere fejl og svig i straksbetalinger. Opkrævning af et gebyr for denne tjeneste kan imidlertid have en afskrækkende virkning og sammen med muligheden for at fravælge tjenesten føre til en lav udbredelse af denne yderligere beskyttelse for betalere, samtidig med at betalingstjenesteudbyderne stadig skal afholde investeringsomkostninger til at udvikle tjenesten. Kravene til, hvordan tjenesten til kontrol af uoverensstemmelser bør gennemføres, er ikke for restriktive og giver markedet den nødvendige fleksibilitet til at udvikle løsninger. En harmoniseret tilgang vil imidlertid forhindre, at der opstår potentielle fragmenteringsproblemer. Det er også vigtigt at give markedet tilstrækkelig tid til at udvikle og gennemføre passende foranstaltninger, som ikke underminerer straksbetalingernes hastighed, da det vil kunne udfordre deres udbredelse på salgsstedet.

2. Specifikke bemærkninger

2.1 Definerede begreber

Det kan være nødvendigt at tilpasse nogle af de begreber, der er defineret i forordningsforslaget, til a) de begreber, der anvendes i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 (5) (herefter »direktivet om betalingstjenester«) og b) at opfordre til ændringer af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU (6) (herefter »direktivet om betalingskonti«) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 (7) (herefter »den europæiske lov om tilgængelighed«). Specifikt svarer definitionen af begrebet »betalingskontoidentifikationskode«, således som det indføres i forordningsforslaget, til den samme som for begrebet »entydig identifikationskode«, som er defineret i direktivet om betalingstjenester (8). På den baggrund foreslår ECB, at EU-lovgiver overvejer at anvende den samme terminologi i forordningsforslaget. Endvidere er »kreditoverførsel« et begreb, der allerede er defineret i direktivet om betalingskonti (9). Af hensyn til konsekvens foreslår ECB, at denne definition bringes i overensstemmelse med definitionen af »strakskreditoverførsel«, som indføres med forordningsforslaget. I denne forbindelse understreger direktivet om betalingskonti (10) behovet for at sikre overensstemmelse mellem definitionerne deri og definitionerne i direktivet om betalingstjenester og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 (11). Desuden indeholder den europæiske lov om tilgængelighed en definition af »betalingsautomat« med en betydning, der svarer til definitionen af »brugergrænseflade«, som indføres med forordningsforslaget. ECB foreslår, at EU-lovgiver overvejer at ændre den europæiske lov om tilgængelighed for at tilpasse definitionen af »betalingsautomat« til definitionen af »brugergrænseflade«. Endelig er det for at sikre systematisk sammenhæng vigtigt at overveje de definerede begreber, der indføres med forordningsforslaget, inden for rammerne af de kommende ændringer af direktivet om betalingstjenester.

2.2 Uoverensstemmelser mellem en betalingsmodtagers navn og betalingskontoidentifikationskode

I henhold til den begrundelse, der ledsager forordningsforslaget, kan betalingstjenesteudbydere opkræve et tillægsgebyr for tjenesten, der består i at opdage uoverensstemmelser mellem en betalingsmodtagers navn og betalingskontoidentifikationskode (12). Et tillægsgebyr for at opdage uoverensstemmelser kan på den ene side have en afskrækkende virkning på betalingstjenestebrugerne, hvilket måske ikke er befordrende for udbuddet og udbredelsen af straksbetalinger. På den anden side er denne tjeneste til kontrol af uoverensstemmelser afgørende i forbindelse med straksbetalinger. Derfor bør forordningsforslaget ændres for at undgå, at brugerne enten ikke anvender straksbetalinger eller fravælger tjenesten til kontrol af uoverensstemmelser på grund af de gebyrer, der er forbundet hermed. Uanset om brugerne vælger at benytte tjenesten, forpligter forordningsforslaget betalingstjenesteudbyderne til at tilbyde tjenesten og dermed at afholde investeringsomkostningerne. I nogle medlemsstater (f.eks. Nederlandene) er der allerede indført en obligatorisk IBAN-kontrol i forhold til betalingsmodtagerens navn, som foretages af alle betalingstjenesteudbydere for så vidt angår IBAN-numre for indenlandske konti, uden at der opkræves tillægsgebyr. En harmoniseret tilgang til sådanne IBAN-kontroller i hele SEPA kan være gavnlig og mere omkostningseffektiv og potentielt føre til, at der f.eks. indføres en fælles ordning og/eller levering af tjenesten på en centraliseret måde.

2.3 Screening af straksbetalinger med henblik på EU-sanktioner

De berørte betalingstjenesteudbydere skal foretage screeningskontroller med henblik på EU-sanktioner umiddelbart efter ikrafttrædelsen af eventuelle restriktive foranstaltninger, der vedtages i overensstemmelse med artikel 215 i TEUF (13). ECB vil i den forbindelse gerne fremsætte tre bemærkninger.

For det første fritager forordningsforslaget ikke den relevante betalingstjenesteudbyder fra at skulle overholde de relevante nationale sanktioner, der anvendes over for en relevant person, et relevant organ eller en relevant enhed.

For det andet kan restriktive foranstaltninger vedtaget i overensstemmelse med artikel 215 i TEUF træde i kraft samme dag, som de offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende eller dagen efter, at de er blevet offentliggjort. For at sikre, at de berørte betalingstjenesteudbydere straks anvender disse restriktive foranstaltninger, foreslår ECB, at de berørte betalingstjenesteudbydere forpligtes til at foretage en sådan kontrol umiddelbart efter offentliggørelsen af de restriktive foranstaltninger i Den Europæiske Unions Tidende (i stedet for umiddelbart efter ikrafttrædelsen). Det vil lette overholdelsen i alle tilfælde, hvor ikrafttrædelsesdatoen er senere end datoen for offentliggørelsen.

For det tredje og for at sikre retssikkerheden er ECB opmærksom på den potentielt gavnlige rolle, som identifikatorer for juridiske enheder (LEI-koder) kan spille i forbindelse med screeningskontroller med henblik på EU-sanktioner og/eller som en global identifikationsstandard for modparter i forbindelse med tjenesten til kontrol af uoverensstemmelser. I den seneste vejledning fra Det Europæiske Betalingsråd (European Payments Council, EPC) vedrørende EPC-regelsættet for betalingsordningers planlagte overgang til 2019-udgaven af ISO 20022-standarden senest i november 2023 foreslås identifikatorer for juridiske enheder (LEI-koder) som alternative identifikatorer for en »ikke-privat« part (14). Dette vil fjerne tekniske hindringer i forbindelse med EPC-betalingsordninger. Brugen af LEI-koder afhænger ganske vist af, at de gennemføres i videre udstrækning, men en henvisning til den potentielle anvendelse af LEI-koder i den foreslåede bestemmelse om sanktionsscreening vil vise, at Den Europæiske Union støtter anvendelse og fremme af denne globale standard.

2.4 Overtrædelsesprocedurer

For at undgå et scenarie, hvor planlagte afbrydelser af SCT Inst-ordningen utilsigtet vil resultere i, at betalingstjenesteudbydere overtræder EU-retten, foreslår ECB, at der medtages et forbehold i forordningsforslaget. ECB foreslår således at undtage betalingstjenesteudbydere fra overtrædelsessøgsmål i det meget ekstraordinære scenarie, at SCT Inst-ordningen, efter godkendelse fra dens respektive ledelsesorgan, ikke er tilgængelig i en kort periode og således forhindrer behandlingen af straksbetalinger.

Hvor ECB foreslår ændringer af forordningsforslaget, vedlægges som bilag ændringsforslag med en begrundelse herfor i et separat teknisk arbejdsdokument. Det tekniske arbejdsdokument er tilgængeligt på engelsk i EUR-Lex.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 1. februar 2023.

Christine LAGARDE

Formand for ECB

(1) COM(2022) 546 final.

(2) Se »The Eurosystem's retail payments strategy«, som findes på ECB's websted www.ecb.europa.eu.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (EFT L 166 af 11.6.1998, s. 45).

(4) Jf. artikel 1, nr. 2, i forordningsforslaget.

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, og om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (EUT L 337 af 23.12.2015, s. 35).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/92/EU af 23. juli 2014 om sammenlignelighed af gebyrer i forbindelse med betalingskonti, flytning af betalingskonti og adgang til betalingskonti med basale funktioner (EUT L 257 af 28.8.2014, s. 214).

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (EUT L 151 af 7.6.2019, s. 70).

(8) Jf. artikel 4, nr. 33, i direktivet om betalingstjenester.

(9) Jf. artikel 2, nr. 20, i direktivet om betalingskonti.

(10) Jf. betragtning 14 til direktivet om betalingskonti.

(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 (EUT L 94 af 30.3.2012, s. 22).

(12) Jf. side 10 i forordningsforslagets begrundelse.

(13) Jf. artikel 1, nr. 2, i forordningsforslaget.

(14) Se vejledningen, som findes på EPC's websted www.europeanpaymentscouncil.eu.