5.8.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 301/1


Det Europæiske Regionsudvalgs resolution — Resolution om EU's regioner og byers støtte til Ukraine

(2022/C 301/01)

DET EUROPÆISKE REGIONSUDVALG (RU)

1.   

fordømmer Den Russiske Føderations uprovokerede og uretmæssige invasion, med støtte fra Belarus, af Ukraine den 24. februar 2022;

2.   

opfordrer til øjeblikkelig og betingelsesløs våbenhvile og åbning af sikre humanitære korridorer. Rusland skal straks indstille den militære aktion og trække alle militære og paramilitære styrker og administrative embedsmænd tilbage fra de besatte ukrainske områder;

3.   

understreger, at denne invasion er en kriminel handling mod Ukraines befolkning og Ukraines suverænitet og territoriale integritet samt en brutal krænkelse af de demokratiske principper og retsstatsprincippet. Udvalget understreger, at de vilkårlige angreb på civile, herunder borgmestre i byer og landsbyer, er krigsforbrydelser begået af den russiske hær og er i strid med folkeretten, navnlig FN-pagten, Helsingforsslutakten, Parischartret for et nyt Europa og Budapestmemorandummet. Alle menneskerettighedskrænkelser, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden på ukrainsk territorium skal registreres, undersøges og behandles i henhold til Den Internationale Straffedomstols regler;

4.   

er solidarisk med det ukrainske folk, der forsvarer sit land mod de russiske invasionsstyrker. Udvalget udtrykker sin dybeste sorg over tabet af menneskeliv og de menneskelige lidelser, som de russiske grusomheder har forårsaget;

5.   

bekræfter sin støtte til de ukrainske lokale og regionale myndigheder og opfordrer til øjeblikkelig løsladelse af de ukrainske borgmestre og embedsmænd, der er blevet kidnappet af de russiske besættelsesstyrker i strid med den fjerde Genèvekonvention;

6.   

fastslår, at kun Ukraines befolkning på demokratisk vis kan vælge sine ledere på nationalt, regionalt og lokalt plan, og erklærer, at det ikke vil anerkende eller samarbejde med nogen regionale eller lokale ledere, som Rusland har indsat i Ukraine.

Konkret solidaritet med de lokale og regionale myndigheder

7.

Det Europæiske Regionsudvalg fremhæver den ekstraordinære solidaritet med de mennesker, der flygter fra krigen i Ukraine, som EU's borgere har udvist. Udvalget finder det bekymrende, at ukrainere mod deres vilje deporteres til områder under russisk kontrol. Udvalget roser EU's myndigheder for deres sammenhold i forbindelse med Ruslands krig mod Ukraine, for intensiveringen af solidariteten gennem direkte humanitær bistand og nødhjælp til civilbeskyttelse og aktiveringen af den omgående beskyttelsesordning for dem, der flygter fra krigen. Udvalget understreger, at denne hjælp skal øges betydeligt i de kommende måneder for at undgå en humanitær krise i EU's grænseregioner;

8.

forpligter sig til yderligere at mobilisere byer og regioner med henblik på at yde bistand til flygtninge fra Ukraine. Udvalget peger især på behovene i grænseregionerne for logistisk støtte til den første modtagelse og til transit;

9.

opfordrer lokale og regionale myndigheder fra Europa til at anmode om eller tilbyde støtte via Help Ukraine: Info-Support Hub (1), som er oprettet af Regionsudvalget;

10.

tilslutter sig opfordringen fra de lokale og regionale myndigheder i Ukraine og EU til at genoplive eller etablere partnerskaber og venskabsbyer og -regioner med henblik på genopbygningsprocessen.

Styrkelse af Ukraines udsigter til EU-medlemskab

11.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at Ukraines decentraliseringsreformer og regionale udviklingsreformer har bidraget væsentligt til konsolideringen af det lokale demokrati, styrket selvstyret og den generelle modstandskraft i landets lokalsamfund, hvilket er et vigtigt element i den ukrainske modstand mod de russiske angribere. Disse reformer blev gennemført med betydelig støtte fra EU's regioner og byer, bl.a. gennem »U-LEAD with Europe«-programmet, og med målrettet støtte fra Regionsudvalget inden for rammerne af dets taskforce for Ukraine og gennem peer-to-peer-samarbejdsaktiviteter. Disse vellykkede decentraliseringsreformer har bragt Ukraine tættere på Den Europæiske Union og dens værdier om frihed, demokrati og retsstatsprincippet;

12.

opfordrer det internationale samfund til at udarbejde en bistands- og genopretningsplan for Ukraine for at støtte Ukraines økonomi, dets institutioner og offentlige tjenester samt genopbygningen af landets ødelagte infrastruktur. Udvalget glæder sig i denne forbindelse over Det Europæiske Råds beslutning om at oprette en solidaritetstrustfond for Ukraine og opfordrer til indkaldelse af en international konference med henblik på at rejse midler blandt partnerne. Udvalget understreger, at Rusland, der er ansvarlig for ødelæggelserne, også skal bidrage med krigsskadeserstatning til genopbygningen af Ukraine;

13.

støtter, at Ukraine opnår status som EU-kandidatland i overensstemmelse med artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Union og i henhold til den samme reviderede procedure for tiltrædelsesforhandlinger, der anvendes for Vestbalkan, med større fokus på retsstatsprincippet og demokratiske institutioner. Udvalget understreger, at Georgiens og Moldovas ansøgninger om EU-medlemskab også bør behandles positivt. I mellemtiden skal Ukraines integration i EU's indre marked i overensstemmelse med associeringsaftalen fortsættes uden forsinkelse.

Finansiering af støtteforanstaltninger

14.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens CARE- og CARE+-pakker (samhørighedspolitiske foranstaltninger for flygtninge i Europa) og over fleksibiliteten inden for rammerne af REACT-EU og understreger fordelene ved at inddrage de regionale og lokale myndigheder direkte i planlægningen, forvaltningen og gennemførelsen af CARE- og REACT-EU-pakkerne. Udvalget understreger, at tilpasninger af de samhørighedspolitiske programmer skal være i overensstemmelse med princippet om »ikke at skade samhørigheden«, der for nylig blev introduceret i den ottende samhørighedsrapport;

15.

understreger, at samhørighedspolitikken — både under covid-19-pandemien og som reaktion på konsekvenserne af krigen i Ukraine — har vist, at den kan levere resultater på kort sigt, når det er nødvendigt. Udvalget holder dog fast i, at samhørighedspolitikkens egentlige mål om at styrke den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed ved at mindske forskelle mellem regionerne ikke må konkurrere med disse mål;

16.

glæder sig over, at de grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, der involverer russiske og belarusiske partnere, er blevet suspenderet. Udvalget opfordrer til, at de eksisterende programmer mellem EU-regioner (Polen, Ungarn, Rumænien og Slovakiet) og Ukraine styrkes. Udvalget understreger, at den finansielle støtte til de lokale og regionale myndigheder, der grænser op til Ukraine, og til de ikke-tilgrænsende lande, der modtager det største antal flygtninge, i høj grad er utilstrækkelig og skal øges betydeligt i betragtning af deres rolle ikke blot med hensyn til at give flygtninge husly, men også med hensyn til at integrere dem i deres uddannelses-, sundheds- og boligsystemer;

17.

støtter oprettelsen af en permanent krisereserve til at afbøde fremtidige nødsituationer, som supplerer eller styrker de eksisterende beredskabs- og fleksibilitetsinstrumenter. Udvalget opfordrer til, at der oprettes én enkelt lokal EU-Ukraine-flygtningefacilitet, der samler alle de midler, som de lokale og regionale myndigheder har til rådighed til indkvartering af flygtninge, med henblik på at forenkle, integrere og fremskynde anvendelsen af de midler, de har til rådighed;

18.

bemærker, at det for de hårdest ramte medlemsstater og regioner kan være nødvendigt at revidere deres genopretnings- og resiliensplaner på grundlag af en passende høring af de regionale myndigheder, navnlig i lyset af krigens voksende økonomiske konsekvenser for EU-landene.

Modtagelse af flygtninge fra Ukraine

19.

Det Europæiske Regionsudvalg understreger, at de lokale og regionale myndigheder befinder sig i frontlinjen med hensyn til at modtage de millioner af flygtninge i nabolandene og de internt fordrevne i Ukraine (2), idet der er tale om den største flygtningekrise i Europa siden Anden Verdenskrig. Udvalget understreger, at alle flygtninge, uanset hvor de kommer fra og uanset politisk tilhørsforhold eller seksuel orientering, bør få en lige så varm velkomst som dem, der kommer fra Ukraine, i alle regioner og byer og EU;

20.

glæder sig over aktiveringen af direktivet om midlertidig beskyttelse, som nu skal gennemføres fuldt ud på en velkoordineret, generøs, inklusiv og fleksibel måde, der sikrer adgang til arbejdsmarkedet, boliger, sundhedspleje, uddannelse og velfærdsstøtte for alle mennesker, der flygter fra Ukraine, med fokus på sårbare grupper, især kvinder og børn, og uanset deres oprindelse, etnicitet, politiske tilhørsforhold eller seksuelle orientering;

21.

henleder opmærksomheden på de særlige træk ved Rådets direktiv 2001/55/EF (3) om midlertidig beskyttelse, som giver flygtninge frihed til at vælge den EU-medlemsstat, hvor de ønsker at bosætte sig midlertidigt (artikel 26), og understreger, at anerkendelsen af flygtninges ret til fri bevægelighed og autonomi har den positive virkning, at det letter presset på de nationale asylsystemer og på modtagelseskapaciteterne i grænseregionerne;

22.

opfordrer til, at der indføres en frivillig europæisk omfordelingsordning, der tager hensyn til de regionale og lokale myndigheders modtagelseskapacitet. Udvalget gentager i den henseende sin opfordring til, at EU's byer og regioner får direkte adgang til EU-midler til migration og integration. Udvalget opfordrer med henblik på fremtidige flygtningekriser Kommissionen til at fremlægge en funktionsdygtig ordning for fordeling af flygtninge. Udvalget opfordrer EU's medlemsstater til at anerkende og følge op på sådanne frivillige tilsagn;

23.

understreger, at mange ukrainske flygtninge i særlig grad er sårbare, og at ca. halvdelen af dem er mindreårige. Udvalget påpeger, at mange af de hundredtusindvis af børn, der er på flugt, er uledsagede og har brug for særlig beskyttelse og omsorg, og støtter en »børnebeskyttelsespakke« for ukrainske flygtningebørn, hvor der lægges vægt på behovet for, at de kan gå i skole;

24.

opfordrer til effektive foranstaltninger til forebyggelse af menneskehandel, da størstedelen af de mennesker, der flygter fra Ukraine, er kvinder og børn, og da menneskerettighedsrapporter har vist en stigning i antallet af tilfælde af organiserede kriminelle grupper, der fokuserer på dem og udnytter dem, især med henblik på seksuel udnyttelse eller udnyttelse af arbejdskraft;

25.

understreger behovet for at tilbyde sprogkurser, uddannelse og erhvervsuddannelse. Udvalget henviser i den forbindelse til potentialet i Regionsudvalgets netværk af byer og regioner for integration af migranter.

Indvirkning på EU's politik

26.

Det Europæiske regionsudvalg opfordrer til, at alle europæiske regioner straks tager skridt til at reducere EU's afhængighed af tredjelande og især af import af russisk energi, og opfordrer Kommissionen til at støtte deres bestræbelser;

27.

støtter opfordringen til et fuldstændigt forbud mod import af russisk gas, olie og kul i Europa og opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at påbegynde udarbejdelsen af nødplaner for at være forberedt på konsekvenserne af disse sanktioner;

28.

mener, at REPowerEU-planen er (4) en måde, hvorpå man kan fremskynde overgangen til ren energi, øge EU's energisikkerhed, reducere EU's afhængighed af import af fossile brændstoffer og råmaterialer fra tredjelande, navnlig fra Den Russiske Føderation og dermed mindske de politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige risici, der følger af denne import. Udvalget opfordrer til massive investeringer og konkrete foranstaltninger for at sætte skub i vedvarende energi, energieffektivitet og -besparelser, cirkularitet, elektrificering og forskning i alternative bæredygtige brændstoffer som reelt langtidssikre og økonomisk overkommelige løsninger;

29.

insisterer på, at krigens virkninger ikke må skade klimaindsatsen og bæredygtigheden som fastsat både i Parisaftalen og i FN's 2030-dagsorden for bæredygtig udvikling, og bekræfter på ny sit engagement i den europæiske grønne pagt, som også er vejen til at styrke EU's strategiske autonomi;

30.

er af den opfattelse, at EU's indsats for at øge sin energiuafhængighed må føre til en fuldstændig opgivelse af Nord Stream- og Nord Stream 2-projekterne;

31.

hilser den nylige synkronisering af Ukraines og Moldovas elnet med det europæiske kontinentale net stærkt velkommen;

32.

gentager de ukrainske lokale og regionale myndigheders opfordring til det internationale samfund om at hjælpe dem med at håndtere de miljømæssige nødsituationer, der er forårsaget af invasionen, herunder på atomkraftværker og kemiske fabrikker;

33.

glæder sig over Kommissionens beslutning om at indlede forhandlinger med Ukraine om dets deltagelse i Life-programmet for at få adgang til finansiering til genopretning af miljøet efter ødelæggelserne som følge af den russiske invasion, det være sig forurening, ødelæggelse af økosystemer eller andre langsigtede virkninger;

34.

understreger, at konflikten uundgåeligt vil få alvorlige konsekvenser for EU's landbrugsfødevaresektor, da Ukraine og Rusland er betydelige eksportører af flere landbrugsprodukter (f.eks. korn og oliefrø) samt af kvælstofgødning. Udvalget understreger, at EU skal styrke sit engagement i at skabe bæredygtige fødevaresystemer og samtidig sikre, at alle har råd til kvalitetsfødevarer til en overkommelig pris, ved at mindske afhængigheden af vigtige importerede landbrugsprodukter og rå- og hjælpestoffer. Udvalget udtrykker dyb bekymring over, at afbrydelsen af eksporten fra Ukraine og Rusland allerede har ført til enorme globale stigninger i priserne på landbrugsråvarer, og at konsekvenserne især mærkes i verdens fattigste lande og regioner.

Andre overvejelser

35.

Det Europæiske Regionsudvalg støtter rettighederne for de russiske og belarusiske borgere, som protesterer mod Putins krig og forsvarer deres ret til retfærdige valg samt ytrings- og forsamlingsfrihed og kræver øjeblikkelig løsladelse af uretmæssigt tilbageholdte demonstranter;

36.

støtter yderligere koordinerede og håndfaste sanktioner mod Rusland og Belarus for effektivt at forhindre Ruslands muligheder for at fortsætte angrebet. Udvalget foreslår, at Kommissionen fremlægger retningslinjer for håndhævelse og gennemførelse af sanktionerne, da der stadig er forskelle, herunder på regionalt og lokalt plan, i de instrumenter og procedurer, der anvendes til at kontrollere den ejendomsretlige status for virksomheder, aktiver og fast ejendom;

37.

understreger, at alle kandidatlande og potentielle kandidatlande til EU-medlemskab bør tilskyndes til at følge de sanktioner, der er aftalt på EU-plan, for at understrege deres engagement i EU og dets værdier;

38.

fordømmer russisk propaganda og hadefuld tale, som giver næring til konflikten og hjælper dem, der begår krigsforbrydelser. Udvalget opfordrer til effektive foranstaltninger på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan med henblik på at imødegå og fjerne denne propaganda. Udvalget er modstander af demonstrationer i europæiske byer til fordel for den russiske aggression;

39.

pålægger sin formand at sende denne resolution til Kommissionen, Europa-Parlamentet, det franske og tjekkiske rådsformandskab og formanden for Det Europæiske Råd samt til Ukraines præsident, regering og parlament.

Bruxelles, den 28. april 2022.

Apostolos TZITZIKOSTAS

Formand for Det Europæiske Regionsudvalg


(1)  Help Ukraine: Info-Support Hub — er en matchmaking-platform, der skal forbinde transitregioner og overbebyrdede lokale og regionale myndigheder med myndigheder fra andre EU-medlemsstater, der har kapacitet til at hjælpe.

(2)  Ukraine Refugee Situation (unhcr.org).

(3)  Rådets direktiv 2001/55/EF af 20. juli 2001 om minimumsstandarder for midlertidig beskyttelse i tilfælde af massetilstrømning af fordrevne personer og om foranstaltninger, der skal fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelsen af disse personer og følgerne heraf (EFT L 212 af 7.8.2001, s. 12).

(4)  Kommissionens meddelelse vedrørende REPowerEU: En fælles europæisk indsats for mere sikker og bæredygtig energi til mere overkommelige priser, 8. marts 2022.