10.8.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 305/18


Offentliggørelse af det enhedsdokument, der er omhandlet i artikel 94, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013, og af henvisningen til offentliggørelsen af produktspecifikationen for en betegnelse i vinsektoren

(2022/C 305/08)

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 98 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 (1), senest to måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

ENHEDSDOKUMENT

»Rosalia«

PDO-AT-02594

Ansøgningsdato: 21.2.2020

1.   Betegnelse, der skal registreres

Rosalia

2.   Type geografisk betegnelse

BOB — beskyttet oprindelsesbetegnelse

3.   Kategorier af vinavlsprodukter

1.

Vin

4.   Beskrivelse af vinen/vinene

Områdets rødvine fremstilles af sorterne Zweigelt og Blaufränkisch. Rødvinenes farve kan beskrives som meget intens og mørkerød. Rødvinenes aroma minder om surkirsebær og blommer. Smagen er hovedsagelig frugtagtig og kendetegnet ved milde tanniner. Indholdet af ugæret sukker må ikke være over 4,0 g/l. Lagringen af vinene kan ske i ståltanke eller på træfade. Rødvinen kan også fremstilles ved lagringsformen »Reserve«. I dette tilfælde er smagen kendetegnet ved et højere alkoholindhold (mindst 13 % vol.) og mere modne tanniner.

Områdets rosévine produceres også af sorterne Zweigelt og Blaufränkisch. Rosévinenes farve kan betegnes som laksefarvet til lys kirsebærrød. Rosévinenes aroma og smag er kendetegnet ved røde bær (røde ribs, hindbær), og der er ingen tanniner. Restsukkerindholdet skal være i overensstemmelse med kravene for betegnelsen »tør«. En levende syre er en væsentlig bestanddel af smagsprofilen for rosévine med den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Rosalia«. Vinene lagres hovedsagelig i ståltanke og i mindre omfang i træfade.

Generelle analytiske kendetegn

Maksimalt totalt alkoholindhold (i % vol.)

15

Minimalt virkeligt alkoholindhold (i % vol.)

12

Minimalt totalt syreindhold

4 gram pr. liter udtrykt i vinsyre

Maksimalt indhold af flygtige syrer (i meq/l)

18

Maksimalt totalt svovldioxidindhold (i mg/l)

150

5.   Vinfremstillingsmetoder

a.   Væsentlige ønologiske fremgangsmåder

b.   Maksimale udbytter

10 000 kg druer pr. hektar

6.   Afgrænset geografisk område

Vindyrkningsområdet for »Rosalia« består af den administrative enhed distriktet Mattersburg.

7.   Primær(e) druesort(er)

Blaufränkisch — Frankovka

Zweigelt — Blauer Zweigelt

Zweigelt — Rotburger

8.   Tilknytning til det geografiske område

Området for »Rosalia« BOB er beliggende på østskråningerne af Rosalia-bjergene, der strækker sig langs grænsen mellem provinserne Niederösterreich og Burgenland i det østlige Østrig.

Klima: Området for »Rosalia« BOB er en del af Den pannoniske slette (en stor lavlandsslette i det sydlige Centraleuropa, som krydses af Donau-flodens midterløb og den nedre del af Tisza-floden). Den pannoniske Slette er kendetegnet ved tørre, meget varme somre og kolde, tørre vintre.

Jordbund: Den sydvestlige del af området for »Rosalia« BOB består af krystallinske klippeformationer, der mod nordøst støder op til tiltagende yngre neogene sedimenter i Wien-bækkenet. Disse sedimenter er aflejringer fra det tidligere hav, der slog op mod foden af Rosalia-bjergene for 12-16 mio. år siden. Mod nord og nordøst støder disse sedimenter sammen med en stribe af overvejende sandaflejringer.

Tilknytning: I modsætning til jordbundsforholdene, som har forholdsvis ringe indflydelse på vinenes smag og karakter, er klimaet en meget vigtig faktor for, hvad der er typisk for vine, der er beskyttet af »Rosalia« BOB. Varmen i dagtimerne gør det muligt for druerne at modnes godt og dermed udvikle smagen af surkirsebær og blomme, der typisk for druesorterne. De kølige nætter skaber derimod hovedsagelig primære aromaer (og ikke sukker), hvilket giver vinene deres typiske frugtagtige karakter og milde tanniner.

Den sædvanlige dyrkningsmetode på vingårdene i Østrig, dvs. hvor vinstokkene opbindes højt over jorden (Hochkultur), og det meste af arbejdet udføres ved håndkraft (beskæring, styring af vinstokkenes løvvæg, udtynding osv.), anvendes også i området for »Rosalia« BOB. Også arbejdsmåden ved vinfremstillingen og lagringen af vinene er den samme, som den der anvendes på størstedelen af de østrigske bedrifter. Derfor har dyrkningsmetoderne og kælderteknikken en langt mindre indvirkning på vinenes karakter og smag end de geografiske og frem for alt klimatiske forhold.

9.   Andre vigtige betingelser

Retsgrundlag:

National lovgivning

Type supplerende betingelse:

Supplerende bestemmelser vedrørende mærkning

Beskrivelse af betingelsen:

Oprindelsesbetegnelsen »Rosalia« skal anvendes sammen med den traditionelle betegnelse »DAC« eller »Districtus Austriae Controllatus«.

Retsgrundlag:

National lovgivning

Type supplerende betingelse:

Undtagelse vedrørende produktion i det afgrænsede geografiske område

Beskrivelse af betingelsen:

Det er for alle BOB-vine fastsat i den østrigske vinlov, at produktionen af en BOB-vin skal finde sted i det vindyrkningsområde (BGB-oprindelsesregion), hvori BOB-området er beliggende, eller i et tilgrænsende vindyrkningsområde. Østrig gør derfor generel brug af undtagelsen i artikel 5 i forordning (EU) 2019/33.

Der er fastsat supplerende betingelser for fremstillingen af vine mærket med »Rosalia« BOB: produktionen må kun finde sted uden for oprindelsesområdet, hvis der foreligger en godkendelse fra det regionale vinudvalg i Burgenland. En sådan godkendelse kan navnlig gives, hvis producentens vinmarker er beliggende i »Rosalia«-området, og vinen produceres hos producenten uden for dette område, eller hvis der er indgået parcelkontrakter mellem en producent med lokaler uden for »Rosalia«-området og ejere af vinmarker inden for dette område.

Retsgrundlag:

National lovgivning

Type supplerende betingelse:

Emballering i det afgrænsede geografiske område

Beskrivelse af betingelsen:

Den østrigske vinlov indeholder ikke generelle regler for aftapningen af BOB-vine.

For at sikre kvaliteten og de typiske kendetegn ved vine mærket med »Rosalia« BOB fastsættes følgende betingelser for aftapning af vine mærket med »Rosalia« BOB: Tapningen må kun finde sted uden for området, hvis der foreligger en godkendelse fra det regionale vinudvalg i Burgenland. En sådan godkendelse kan navnlig gives, hvis aftapningsvirksomheden har lokaler både i og uden for det område, hvor »Rosalia« BOB produceres.

Link til produktspecifikationen

https://info.bmlrt.gv.at/themen/landwirtschaft/landwirtschaft-in-oesterreich/pflanzliche-produktion/wein/Weinherkunft.html


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.