8.6.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 223/63


Offentliggørelse af en ansøgning om registrering af en betegnelse i henhold til artikel 50, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer

(2022/C 223/09)

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen om ændring, jf. artikel 51 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 (1), senest tre måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

ENHEDSDOKUMENT

»Bardejovský Med/Med z Bardejova«

EU-nr.: PDO-SK-02778 – 28.6.2021

BOB (X) BGB ( )

1.   Betegnelse [på BOB eller BGB]

»Bardejovský Med/Med z Bardejova«

2.   Medlemsstat eller tredjeland

Den Slovakiske Republik

3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1.   Produkttype

Kategori 1.4. Andre animalske produkter (æg, honning, forskellige mejeriprodukter undtagen smør, m.m.)

3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

»Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« omfatter tre særskilte produkter:

 

honningdughonning fra grantræer

 

honningdughonning fra lindetræer samt

 

honningdughonning.

Det markedsføres i flydende eller krystalliseret form

Honningdughonning fra grantræer

Fysisk-kemiske kendetegn

Vandindhold: højst 18 % på overfladen i karret efter bundfældning

Indhold af hydroxymetylfurfural (HMF):

 

for uopløst honning efter centrifugering: ikke over 5 mg/kg

 

for opløst honning efter krystallisering: højst 15 mg/kg

Indhold af saccharose: højst 5 g/100 g

Indhold af glukose og fruktose: mindst 60 %

Indhold af sporstoffer: mere end 1 %

Elektrisk ledningsevne: mindst 100 mS/m

Den indeholder meget store mængder mineraler og sporstoffer.

Organoleptiske egenskaber:

Udseende

Farve

:

klar, mørk til sort med et let grønligt anstrøg efter krystallisering

95-114 mm på Pfund-skalaen

Krystallisering

:

krystallisering giver meget fine krystaller, der opløses hurtigt ved lav temperatur, når honningen opløses

Duft

:

mild, ikke for udtalt, delikat smøragtig aroma

Smag

:

delikat sød med en mild, ikke for udtalt smørsmag

Honningdughonning fra lindetræer

Fysisk-kemiske kendetegn

Vandindhold: højst 18 % på overfladen i karret efter bundfældning

Indhold af hydroxymetylfurfural (HMF):

 

for uopløst honning efter centrifugering: ikke over 5 mg/kg

 

for opløst honning efter krystallisering: højst 15 mg/kg

Indhold af saccharose: højst 5 g/100 g

Indhold af glukose og fruktose: mindst 60 %

Indhold af sporstoffer: mere end 1 %

Elektrisk ledningsevne: mindst 90 mS/m

Organoleptiske egenskaber:

Udseende

Farve

:

klar, mørkebrun til sort med en let antydning af grøn efter krystallisering

95-110 mm på Pfund-skalaen

Krystallisering

:

krystalliseringen af honningdug fra lindetræer er relativt hurtig sammenlignet med andre arters krystallisering. Krystallerne er ret store og ligner grove sandkorn

Duft

:

krydret med en stærk aroma af lindeblomst

Smag

:

let krydret med en karakteristisk smag ligesom mentol

Honningdughonning.

Fysisk-kemiske kendetegn

Vandindhold: højst 18 % på overfladen i karret efter bundfældning

Indhold af hydroxymetylfurfural (HMF):

 

for uopløst honning efter centrifugering: ikke over 5 mg/kg

 

for opløst honning efter krystallisering: højst 15 mg/kg

Indhold af saccharose: højst 5 g/100 g

Indhold af glukose og fruktose: mindst 60 %

Indhold af sporstoffer: mere end 1 %

Elektrisk ledningsevne: mindst 95 mS/m

Organoleptiske egenskaber:

Udseende

Farve

:

klar, rød-brunlig, brun til mørkebrun

95-110 mm på Pfund-skalaen

Krystallisering

:

hurtig med dannelse af temmelig tykke krystaller

Duft

:

let krydret

Smag

:

let smøragtig og krydret med en karakteristisk smag af honningdug

3.3.   Foder (kun for animalske produkter) og råvarer (kun for forarbejdede produkter)

3.4.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

Alle trin i produktionen af »Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« fra placeringen af bistader til påfyldning på glas skal finde sted i det afgrænsede geografiske område.

3.5.   Særlige regler for udskæring, rivning eller emballering osv. af det produkt, som betegnelsen henviser til

»Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« skal emballeres i det afgrænsede geografiske område, der er omhandlet i punkt 4, for bedre at beskytte produktets ægthed og kvalitet og sikre sporbarheden af og kontrollen med produktet.

Det er den eneste måde til at sikre kvaliteten og forhindre ændringer af de fysisk-kemiske og organoleptiske kendetegn. Transport af varerne til et nyt sted fører til ændringer i temperatur og fugtighed, optagelse af fremmede lugte, en stigning i mængden af hydroxymethylfurfural og et fald i diastaser. Emballering af produktet i det afgrænsede område mindsker risikoen for, at det blandes med honning fra et sted uden for det område, der er defineret i punkt 4.

3.6.   Særlige regler for mærkning af det produkt, som betegnelsen henviser til

4.   Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning

»Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« fremstilles i området omkring Čergov-bjergene i Bardejovdistriktet i kommunerne Hertník, Šiba, Hervartov, Richvald, Kríže, Tarnov, Rokytov og Mokroluh og i følgende dele af byen Bardejov: Koligrund, Bardejovská zábava, Poštárka og Bardejov-Mihal’ov.

5.   Tilknytning til det geografiske område

Ansøgningen om registrering af oprindelsesbetegnelsen »Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« er udelukkende baseret på produktets særlige kvalitet og kendetegn, der er resultatet af de naturlige og menneskelige faktorer, som findes i det geografiske område.

Čergov-bjergene ligger i den nordøstlige del af Slovakiet. Området er dannet på en base af flysch med sandsten og lersten. Overfladen er dækket af blandede skove domineret af bøg og grantræer. Den del af højdedragene, hvor Bardejov-området ligger, har homogene granbestande, som i ét område også er blandet med småbladede lindetræer og bøgetræer. Andelen af grantræer i skovene i dette afgrænsede geografiske område er meget høj, ca. 70 %. Ca. 6 000 ha af skovarealet er dækket af grantræer, og bistaderne i disse områder er stationære eller nomadiske.

Hele Čergov-området ligger i den kølige klimazone med gennemsnitstemperaturer på -3 til -6 °C om vinteren og 14-16 °C om sommeren og er snedækket i 120-160 dage om året. I 10-30 dage om året når temperaturen i området når op på 25 °C eller derover. Klimaet er temmelig køligt og fugtigt, hvilket skaber gunstige betingelser for livscyklussen for den grønstribede granbladlus (Cinara pectinatae) i Lachnidea-familien og for dens spredning til store kolonier. Bladlusen udskiller honningdug, og dette er en grundlæggende ressource for produktionen af »Bardejovský Med«/»Med z Bardejova«.

Bladlusene skaffer føde ved at gennembore grene af grantræer eller blade fra andre løv- eller nåletræer og opsuge saften herfra. Deres metabolisme kan ikke bearbejde visse af saftens bestanddele, så de udskiller den i form af søde dråber, som bierne tager med til deres stader og beriger med bestemte stoffer (enzymer). De fortykker dem, lagrer dem i honningtavler i staderne og producerer honning af dem. Krain-bierne (Apis mellifera carnica) har været holdt i dette område i lang tid og har tilpasset sig de lokale klimaforhold og indsamlingen af honningdug.

Bier producerer »Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« i stationære bigårde eller nomadiske bistader inden for nøje fastlagte kommunegrænser i det afgrænsede geografiske område. Staderne skal være fremstillet af naturligt materiale, nemlig træ. Bier må ikke holdes i klynger af stader af plast eller polystyren.

Honningen udvindes fra honningtavler ved centrifugering i slyngemaskiner. Centrifugering finder sted, når honningen er moden, og vandindholdet ikke overstiger 18 %. Yngeltavler må ikke centrifugeres. I biavlssæsonen må der ikke anvendes kemiske lægemidler i bistaderne. Vandindholdet i honningen må ikke reduceres ved teknisk fordampning. Efter centrifugering filtreres honningen ved hjælp af skærme for at fjerne urenheder (voks, bier osv.). Kun urenheder må fjernes fra honningen, og der må ikke tilsættes noget til den. Honningen opbevares derefter i beholdere, der er beregnet til dette formål, eller fyldes straks på glas, der er beregnet til det endelige salg til forbrugerne. Hvis honningen har været opbevaret i beholdere, må den efter centrifugering kun opløses ved temperaturer under 45 °C. Hele processen med at centrifugere og emballere honningen må kun finde sted i et anlæg, der er beregnet til dette formål og godkendt af den relevante regionale veterinær- og fødevaremyndighed, og som skal være beliggende i det afgrænsede område.

Biavlere indsamler honning på en traditionel, håndværksmæssig måde, som er tæt forbundet med området. De lokale biavleres færdigheder ligger i deres valg af steder, hvor bigårdene placeres, måden, hvorpå honningen fremstilles, dens centrifugering og principperne for opbevaring og tapning af honningen. Kun gammelt, råddent træ fra lokale træer, som giver uskadelig og ikkeirriterende røg, anvendes i røgpusteren. I biavlssæsonen må bier ikke fodres med sukker eller andet foder. Honningtavlerne afskrælles på traditionel vis ved hjælp af en skrællegaffel. Honningen slynges ud af rammen ved centrifugering uden brug af varme. Den er ikke pasteuriseret.

De særlige kendetegn ved »Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« skyldes hovedsagelig, at både honningdug fra lindetræer og honningdughonning også indeholder honningdug fra grantræer, hvilket påvirker deres farve fra mørkebrun til sort. Sammensætningen giver en meget delikat smag. Denne særlige kvalitet skyldes dens sammensætning og høje indhold af flavonoid, mineraler og sporstoffer. Honning med denne oprindelse er kendetegnet ved en ret tyk konsistens, en delikat smag, en mørk farve og en duft. Den indeholder meget store mængder mineraler og sporstoffer.

Kvaliteten »Bardejovský Med«/»Med z Bardejova«, der produceres på rene naturområder, har vundet adskillige priser på prestigefyldte messer overalt i verden. Produktets kvalitet blev også fremhævet i en tekst, der blev offentliggjort i avisen Pravda den 5. juli 2016: »F.eks. blev honningdughonning fra Bardejov for noget tid siden udpeget som referenceproduktet for denne type honning.« En avisartikel i Nový čas fra 14. oktober 2012 havde overskriften »Bardejov-honning er den bedste i verden: Biavleren Jozef vinder guld«.

»Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« har tætte forbindelser til oprindelsesområdet. Produktets særlige kvalitet er knyttet til det geografiske område. Homogene granbestande vokser kun i et meget gunstigt og rent miljø. De mikroklimatiske forhold, højden over havets overflade, klimaet og fugtigheden i det afgrænsede område skaber gunstige betingelser for, at bladlus kan formere sig, hvilket igen påvirker produktionen af honningdug. Bistaderne er placeret i tætte granskove.

Honningdughonnings elektriske ledeevne i det afgrænsede geografiske område er meget højere end honningdughonnings normale ledningsevne i andre områder. Den elektriske ledeevne skaber et højt indhold af sporstoffer og mineraler såsom magnesium, mangan, jern, kobber, kobolt, calcium, fosfor mv. Det er tilstedeværelsen af disse mineraler og sporstoffer i den lokale undergrund, hvor granbestandene vokser, der giver »Bardejovský Med«/»Med z Bardejova« dens særlige kendetegn og kvalitet. Disse sjældne stoffer trænger ind i grantræernes grene gennem rodsystemet og udskilles derefter af de bladlus, der spiser deres saft. Bierne overfører dem derefter til deres stader, hvor honningen produceres. Disse forhold påvirker honningens sammensætning og kvalitet og giver Bardejov-honningen dens karakteristiske kendetegn.

Honning er blevet fremstillet af grantræer i dette område i en meget lang og uafbrudt periode. De lokale biavleres erfaring og færdigheder afspejles i den metode, som honningen produceres efter. De lokale biavlere er takket være deres høje kvalifikationsniveau også i stand til at opfylde de mange krav, der gælder for honningproduktion, og til at producere honning med de særlige kendetegn, der følger af dette geografiske områdes særlige karakter.

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

https://www.indprop.gov.sk/swift_data/source/pdf/specifikacie_op_oz/Specifikacia_Bardejov.pdf


(1)  EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.