25.2.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 89/18


Offentliggørelse af enhedsdokument med ændringer efter godkendelse af en ændring af mindre omfang i overensstemmelse med artikel 53, stk. 2, andet afsnit, i forordning (EU) nr. 1151/2012

(2022/C 89/06)

Europa-Kommissionen har godkendt denne mindre ændring i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, tredje afsnit, i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 664/2014 af (1)

Ansøgningen om godkendelse af denne ændring af mindre omfang findes i Kommissionens eAmbrosia-database.

ENHEDSDOKUMENT

"MARRONE DI COMBAI"

EU-nr.: PGI-IT-0565-AM01 – 6.7.2021

BOB ( ) BGB (X)

1.   Betegnelse

"Marrone di Combai"

2.   Medlemsstat eller tredjeland

Italien

3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren

3.1.   Produkttype

Kategori 1.6 – Frugt, grøntsager og korn, også forarbejdet

3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1

Kastanjen "Marrone di Combai" er en økotype, der er udviklet i det typiske miljø i Trevisos Foralper.

Produktet har ved markedsføringen følgende morfologiske og handelsmæssige kendetegn:

Ellipseform, affladet spids. Hilum har en regelmæssig, behåret kant og et meget tydelig stjerneformet mønster. Skallen har en lysebrun til mørkebrun farve, der aldrig er mat og tydelige striber, som let skal kunne skilles fra hinden. Hinden er lysebrun og dækker den spiselige del, har ikke særlig dybe og kun enkelte riller, hvilket betyder, at den ved afskalningen let kan fjernes fra kødet. Kernen — normalt en pr. kastanje, sjældent delt — består af én del med overfladiske furer. Kødet har en melet tekstur og en hvidlig farve. Ved kogning bliver det sprødt og smagfuldt.

Ved markedsføringen skal kastanjerne have en optimal fytosanitær tilstand og opfylde følgende krav:

Klasse "Ekstra":

store kastanjer

50-80 kastanjer pr. kg

højst 4 vægtprocent kastanjer med insektangreb i hinden

højst 3 vægtprocent kastanjer med skade på skallen.

Klasse I:

81-105 kastanjer pr. kg

højst 6 vægtprocent kastanjer med insektangreb i hinden

højst 5 vægtprocent kastanjer med skade på skallen.

Krav til det produkt, der udelukkende er bestemt til forarbejdning:

106-130 kastanjer pr. kg

højst 6 vægtprocent kastanjer med insektangreb i hinden

højst 5 vægtprocent kastanjer med skade på skallen.

3.3.   Foder (kun for animalske produkter) og råvarer (kun for forarbejdede produkter)

3.4.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område

For at garantere produktets oprindelse og kontrollen med produktet skal produktionen finde sted inden for produktionsområdet, jf. punkt 4.

3.5.   Særlige regler for udskæring, rivning eller emballering osv. af det produkt, som betegnelsen henviser til

Behandlingen, der består af den såkaldte curatura-opbevaringsproces, kan også finde sted uden for det geografiske område, jf. punkt 4, men for at bevare produktets kvalitet skal den finde sted senest 24 timer efter høsten.

Alternativt skal produktet opbevares på køl i højst tre dage ved en temperatur på mellem 0,5 °C og 2 °C og et fugtighedsniveau på mellem 95 % og 98 %, efterfulgt af curatura.

Curatura-behandlingen består i, at kastanjerne lægges i vand ved stuetemperatur i mellem 5-7 dage, og vandet skiftes halvvejs i forløbet. Alternativt kan kastanjerne lægges i vand med en temperatur på 45-48 °C i 45 minutter, hvorefter de omgående lægges i koldt vand, indtil de er fuldstændig afkølet. Herefter bliver kastanjerne tørret med varmluftstørringsmaskine og ventilatorer. De bliver lagt ud på træriste og vendt hver dag, indtil de er fuldstændig tørret.

Produktet markedsføres i følgende emballagetyper: jutesække fra 1 kg til 25 kg plastiknet fra 1 kg til 25 kg og kurve eller kasser af træ eller plastik, der er fødevareegnet, fra 1 kg til 25 kg.

Kastanjer, der udelukkende er bestemt til forarbejdning, pakkes i fødevareegnede kasser (højst 400 kg).

Indholdet af hver kasse skal være ensartet.

Emballagen fastgøres med metalclips ved hjælp af en mekanisk hæftemaskine, syes sammen på en symaskine med nylontråd eller bindes sammen med sejlgarn med blyplombe. Forseglingen sker på en sådan måde, at etiketten med logoet fastgøres på emballagen. Kurve og kasser pakkes ind i cellofan eller i net og fastgøres med sejlgarn med blyplombe og et meget synligt logo.

3.6.   Særlige regler for mærkning af det produkt, som betegnelsen henviser til

Kontrolorganet efterprøver, at produktet kan identificeres ud fra et mærke med et logo, der bærer påskriften "Marrone di Combai" med en skriftstørrelse, der er tydeligt større end alle øvrige påskrifter. På etiketten eller på beholderne kan følgende oplysninger være angivet: producentens eller emballeringsvirksomhedens navn og mærke, oprindelig nettovægt og kategori, ernæringsmæssige oplysninger, fremstillingsår, instruktioner om den korrekte lagring og anvendelse af produktet. Logoet forestiller en stiliseret afbildning af en kastanje, der er omgivet af en stiliseret lysebrun kastanjeskal og anbragt i en mørkebrun firkant (lysebrun — Pantone 465U, mørkebrun — Pantone 4625U). Logoet kan have følgende dimensioner: 65 mm × 102 mm 33 mm × 51 mm 17 mm × 25 mm 8 mm x 12 mm.

Image 1

4.   Kort angivelse af det geografiske områdes afgrænsning

Det geografiske produktionsområde for "Marrone di Combai" omfatter følgende kommuner i provinsen Treviso: Cison di Valmarino, Cordignano, Follina, Fregona, Miane, Revine Lago, Sarmede, Segusino, Tarzo, Valdobbiadene og Vittorio Veneto.

5.   Tilknytning til det geografiske område

Det område, der er beskrevet i punkt 4, ligger udelukkende i Foralperne.

Det område, hvor "Marrone di Combai" produceres, er et typisk bjergområde (Foralperne). I geologisk henseende består det af formationer af flintholdige kalkbjergarter med karstmorfologi og bakkeformationer med dybe kløfter, stejle skråninger og omfattende jordbundsforringelse på grund af overlejringen af hårde og faste klipper. Disse overfladeforhold har stor betydning for klimaet: fordelingen af kæden af Foralperne og bakkerne danner en barriereeffekt mod østenvindene, mens de giver fri passage for de nordlige luftstrømme, hvorved de årlige temperaturudsving bliver mildere i forhold til sletten. De store nedbørsmængder, som fordeler sig efter et jævndøgnsbaseret nedbørsmønster og det fuldstændige fravær af tåge, som forekommer i alle de øvrige områder af Po-sletten i Veneto-området, er med til at give området dets særpræg og gør det yderst velegnet til produktion af "Marrone di Combai" BGB.

Sensoriske analyser gennemført med testpanel har vist en positiv sammenhæng mellem frugtkødets karakteristiske egenskaber, især dets bløde konsistens, og den generelle bedømmelse af kastanjerne. Udover de faktorer, som er bestemmende for de berøringsmæssige sanseindtryk, fremkom der en særlig aromatisk profil, som værdsættes for de tydeligt udtalte krydrede, blomster- og græsagtige smagsnuancer i det markedsførte produkt. De kvantitative værdier, som udtrykkes ved deskriptorer, der er specifikt fastlagt med henblik på den sensoriske analyse, har vist høje værdier for aromaintensitet, aromaens varighed, sødme, men derimod meget lave værdier for egenskaber, der vurderes negativt i den generelle bedømmelse af kastanjen, hvad angår skarphed og bitterhed. De særlige aromatiske kendetegn ved "Marrone di Combai" er knyttet til dyrkningsområdets karakteristiske jordbundsforhold og afspejler det tætte forhold mellem plante, jordbund og dyrkningsmiljø.

Ansøgningen om registrering af den beskyttede geografiske betegnelse "Marrone di Combai" er baseret på produktets særlige karakteristiske egenskaber og navnlig dets omdømme.

Tilstedeværelsen af kastanjetræet og kastanjens særlige kvalitetsegenskaber i området for "Marrone di Combai" bekræftes af talrige historiske vidnesbyrd helt tilbage til det 12. århundrede. De viser, at ikke alene miljømæssige, men også menneskelige faktorer, er afgørende ved karakteriseringen af produktet, eftersom kastanjetræet altid har spillet en afgørende rolle for eksistensgrundlaget for indbyggerne i disse bakkeområder. Blandt de forskellige historiske vidnesbyrd er der et fra den 18. september 1665, der fremhæver de sociale og fællesskabsorienterede aspekter ved kastanjehøsten: hele lokalbefolkningen, også kvinder og børn, deltog i denne høst, der blev reguleret gennem tildeling af andele på grundlag af husstandenes sammensætning.

I nyere tid har "Marrone di Combais" berømmelse og omdømme spredt sig fra Veneto til hele Italien. Det skyldes især festivaler og landsbyfester, herunder for eksempel "Festa dei Marroni di Combai", der siden 1945 har været en vigtig årlig lokal og national begivenhed.

Produktets særlige egenskaber er tæt knyttet til det geografiske produktionsområde. Produktionsområdets geologiske karakteristika, især tilstedeværelsen af formationer af flintholdige kalkbjergarter med karstmorfologi og bakkeformationer med dybe kløfter og stejle skråninger, forhindrer, at der forekommer stagnerende vand, og at der er optimal dræning af dyrkningsarealerne. Dette fører til et godt niveau af blødhed og sødme for frugtkødet og aromaintensitet, aromavarighed og ingen skarphed og bitterhed.

Desuden indvirker bakkernes barriereeffekt mod østenvindene og tilstedeværelsen af nordlige luftstrømme, som mindsker de årlige temperaturudsving i forhold til sletten og forhindrer dannelse af tåge, positivt på plantesundheden og udviklingen af planterne og gør det muligt at frembringe et sundt produkt af høj kvalitet.

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen

(Artikel 6, stk. 1, andet afsnit, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 668/2014)

Ministeriet har indledt den nationale indsigelsesprocedure ved at offentliggøre forslaget om ændring af den beskyttede geografiske betegnelse "Marrone di Combai" i det italienske statstidende nr. 72 af 24. marts 2021.

Varespecifikationens fulde tekst er tilgængelig på webstedet:

http://www.politicheagricole.it/flex/cm/pages/ServeBLOB.php/L/IT/IDPagina/3335

Eller alternativt:

ved at gå direkte til hjemmesiden for ministeriet for landbrug, fødevarer og skovbrug (www.politicheagricole.it), klikke på "Qualità" (øverst til højre på skærmen), dernæst på "Prodotti DOP IGP STG" (til venstre på skærmen) og til sidst på "Disciplinari di Produzione all'esame dellUE".


(1)  EFT L 179 af 19.6.2014, s. 17..