Bruxelles, den 8.12.2022

SWD(2022) 402 final

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE

RESUMÉ AF RAPPORTEN OM KONSEKVENSANALYSEN

Initiativ, som skal styrke de eksisterende regler og udvide rammen for informationsudveksling på beskatningsområdet til at omfatte kryptoaktiver

Ledsagedokument til

forslag til Rådets direktiv

om ændring af direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet

{COM(2022) 707 final} - {SEC(2022) 438 final} - {SWD(2022) 400 final} - {SWD(2022) 401 final}


Resumé

Konsekvensanalyse af et initiativ, som skal styrke de eksisterende regler og udvide rammen for informationsudveksling på beskatningsområdet til at omfatte kryptoaktiver.

A. Behov for handling

Hvorfor? Hvad er problemstillingen?

Det primære problem, initiativet omhandler, er at skattemyndighederne ikke har de fornødne oplysninger til at kunne overvåge indtægter tjent ved brug af kryptoaktiver. Underrapportering af data vedrørende kryptoaktivbrugeres indtægter gør det yderst vanskeligt for skattemyndighederne at sikre, at skatterne faktisk betales. Kryptoaktiver er p.t. ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktivet om administrativt samarbejde (Rådets direktiv 2011/16/EU (DAC)), som indeholder bestemmelser vedrørende automatisk informationsudveksling mellem medlemsstaterne til skatteformål. 
Internetbaserede produkter, tjenester og applikationer — navnlig dem, som bruger distribuerede netværk, såsom kryptoaktiver — kan nemt handles på tværs af grænserne. Det skaber skattemæssige udfordringer for så vidt angår adgangen til information, som kun kan løses ved et stærkt administrativt samarbejde landene imellem.

Hvilke resultater forventes der af initiativet?

Som en generel målsætning sigter forslaget på at sikre et fair og effektivt fungerende indre marked ved at øge den overordnede gennemsigtighed på skatteområdet. Dette vil ikke kun gavne skattemyndighederne men også brugere og tjenesteudbydere. Initiativet stiler også mod at beskytte medlemsstaternes skatteindtægter ved at udvide og skabe klarhed om indberetningsforpligtelserne vedrørende kryptoaktiver i Den Europæiske Union. Det nuværende forslag (DAC8) bør mere specifikt forbedre medlemsstaternes evne til at opdage og imødegå skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse. Det bør ligeledes afværge manglende overholdelse.

Hvad er merværdien ved at handle på EU-plan? 

Medlemsstaternes tiltag giver ikke en virkningsfuld og effektiv løsning på problemer, der i sagens natur er tværnationale. En EU-tilgang er at foretrække for at undgå et kludetæppe af indberetningskrav, som gennemføres uens af nogle eller alle medlemsstater. Tiltag på EU-niveau sikrer sammenhæng, reducerer den administrative byrde for rapporterende enheder og skattemyndigheder og er mere effektiv over for potentielle smuthuller, som skyldes de pågældende aktivers flygtige natur.

B. Løsninger

Hvilke lovgivningsmæssige og ikkelovgivningsmæssige løsninger er overvejet? Foretrækkes en bestemt løsning frem for andre? Hvorfor? 

Følgende løsningsmodeller er overvejet: a) ikke-lovgivningsmæssig løsning (blød lovgivning) og b) seks potentielle lovgivningsinitiativer. Lovgivningsforslagene vil indeholde følgende alternativer: 1) transaktion for transaktion, 2) transaktion for transaktion med en tærskel for SMV'er, 3) fuldstændig aggregeret indberetning, 4) fuldstændig aggregeret indberetning med en tærskel for SMV'er, 5) hybrid- eller mellemløsning, og 6) hybrid- eller mellemløsning med en tærskel for SMV'er. 
Det foretrukne valg er et lovgivningsmæssigt initiativ på mellemniveau. Hybrid- eller mellemløsningen (løsning 5) er derfor den mest passende løsning for at nå initiativets målsætninger. Alle kryptoaktivtjenesteudbydere — uanset deres størrelse eller det land, de er etableret i — vil skulle foretage en indberetning, når de foretager transaktioner for kunder bosiddende i EU. Dermed vil der blive etableret en ny indberetningsramme og informationsudveksling mellem skattemyndighederne. Initiativet vil omfatte salgbare kryptoaktiver, hvor målet er at udveksle transaktionsoplysninger, omend med en vis aggregeringsgrad.



Hvem støtter hvilken løsning? 

Resultaterne af den offentlige høring og den særlige høring af kryptoaktivtjenesteudbydere viser, at der er flertal for et lovgivningsforslag. De fleste medlemsstater har givet udtryk for deres støtte til det foretrukne valg.

C. Den foretrukne løsnings virkninger

Hvilke fordele er der ved den foretrukne løsning (hvis en bestemt løsning foretrækkes – ellers fordelene ved de vigtigste af de mulige løsninger)?

Initiativet forventes at give betydelige direkte økonomiske fordele. Det vil have en positiv virkning på skatteopkrævningen med yderligere skatteindtægter på skønsmæssigt 1,7 mia. EUR fra kryptoaktivtransaktioner. Disse indtægter kan finansiere medlemsstaternes økonomiske og sociale politikker. Initiativet forventes at bidrage til retfærdighedsaspekter og øget tillid til skattesystemerne via fair byrdefordeling mellem skatteyderne.

Hvilke omkostninger er der ved den foretrukne løsning (hvis en bestemt løsning foretrækkes – ellers omkostningerne ved de vigtigste af de mulige løsninger)? 

Den IT-løsning, som bedst vil kunne fremme indberetning og udveksling af oplysninger til de laveste omkostninger og med de største fordele for alle involverede parter (kryptoaktivtjenesteudbydere, medlemsstaterne og Kommissionen) er centralregistret (som allerede bruges til udveksling under DAC3 og DAC6). I analogi med de tidligere indberetningskrav anslås skattemyndighedernes omkostninger i forbindelse med håndtering af kryptoaktiver til at ligge på mellem 1 og 12,96 mio. EUR i engangsomkostninger (udvikling) og på mellem 1 og 5,67 mio. EUR i løbende omkostninger. Kryptoaktivtjenesteudbyderne forventes at skulle afholde omkring 259 mio. EUR i engangsomkostninger og mellem 22,6 og 24 mio. EUR i løbende omkostninger. Europa-Kommissionen vil også skulle afholde omkostninger, og disse forventes at ligge på omkring 0,48 mio. EUR i engangsomkostninger og 0,21 mio. EUR i løbende omkostninger. Disse skøn er imidlertid baseret på en række antagelser og ekstrapoleringer og bør anvendes med forsigtighed.

Hvordan påvirker den foretrukne løsning virksomhederne, herunder de små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomhederne?

Initiativet forventes at have begrænset virkning på små og mellemstore virksomheder. De oplysninger, som skal indberettes, er i vid udstrækning tilgængelige for kryptoaktivtjenesteudbydere i deres daglige aktiviteter. Dertil kommer, at markedet for kryptoaktiver modnes hurtigt, og det gør tjenesteudbyderne også. Selv om initiativet vil medføre overholdelsesomkostninger, kan det være mere gunstigt for SMV'er at have ét enkelt sæt regler for hele EU end det potentielle kludetæppe af indberetningskrav på tværs af EU. Initiativet bør også sikre lige vilkår for alle kategorier af aktører, hvilket bør være til gavn for SMV'erne.

Vil den foretrukne løsning få væsentlige virkninger for de nationale budgetter og myndigheder? 

De omkostninger, som de nationale administrationer vil skulle afholde, afhænger af den IT-løsning, som vælges til informationsudvekslingen. Fordelene for de nationale budgetter med hensyn til yderligere skatteindtægter opvejer i høj grad omkostningerne under de enkelte løsninger og anslås i milliarder euro (omkring 1,7 mia. EUR under den foretrukne løsning).

Vil den foretrukne løsning få andre væsentlige virkninger? 

Initiativet er i overensstemmelse med den generelle forordning om databeskyttelse og vil derfor ikke indvirke negativt på den grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger.

D. Opfølgning

Hvornår vil foranstaltningen blive taget op til fornyet overvejelse?

Initiativet vil blive overvåget ved hjælp af oplysninger, som indsamles i forbindelse med årlige vurderinger og drøftelser med skattemyndighederne. Der vil blive foretaget en mere omfattende vurdering i overensstemmelse med DAC's generelle bestemmelser, når Kommissionen skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om, hvordan direktivet om administrativt samarbejde på beskatningsområdet fungerer.