Strasbourg, den 5.4.2022

SWD(2022) 112 final

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE

RESUMÉ AF RAPPORTEN OM KONSEKVENSANALYSEN

Ledsagedokument til

Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV
om ændring af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) og Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald









og















Forslag til







EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om rapportering af miljødata fra industrianlæg og oprettelse af en portal for industrielle emissioner


{COM(2022) 156 final} - {SEC(2022) 169 final} - {SWD(2022) 110 final} - {SWD(2022) 111 final}


RESUMÉ

IED er det vigtigste EU-instrument til forebyggelse og reduktion af forurening fra ca. 52 000 store industrianlæg og husdyrbrug i Europa. Det indeholder bestemmelser om et godkendelsessystem baseret på den "bedste tilgængelige teknik" (BAT). Medlemsstaterne, industrien og civilsamfundet støtter direktivet som den optimale konsensusbaserede metode til at reducere emissioner og sikre lige vilkår i hele EU. E-PRTR-forordningen letter overvågningen af forureningsbekæmpelsesindsatsen ved at forbedre offentligt tilgængelige oplysninger om anlæggenes faktiske præstationer.

IED-anlæg tegner sig for ca. 20 % af emissionerne af forurenende stoffer til luft og vand og for ca. 40 % af drivhusgasemissionerne i EU. Til trods for en faldende tendens beløber skader på sundhed og miljø sig stadig til ca. 277-433 mia. EUR om året (2017-tal).

I dette initiativ er der fokus på fem problemstillinger:

·Utilstrækkelig og inkonsekvent gennemførelse af emissionsgrænser for luft- og vandforurenende stoffer

·Ringe udbredelse af innovation, da BAT er baseret på velafprøvede teknikker

·Begrænset bidrag til ressourceeffektivitet, den cirkulære økonomi og anvendelsen af mindre giftige kemikalier

·Usammenhængende og begrænset bidrag til reduktion af drivhusgasemissioner

·Lovgivningens begrænsede og utidssvarende sektorspecifikke anvendelsesområde.

Denne revision af IED og E-PRTR har til formål at fastlægge en mere fremadskuende og fleksibel ramme, der understøtter innovation og er tilpasset kommende industrielle omstillinger.

Der fremlægges en pakke af foretrukne løsninger og delløsninger med fokus på de enkelte problemstillinger:

·Effektivitet: Sikrer, at emissionsgrænseværdierne resulterer i en effektiv udnyttelse af BAT-emissionsreduktionspotentialet, sikrer større ensartethed i gennemførelsen og ambitionsniveauet på tværs af medlemsstaterne, styrker borgernes rettigheder og håndhævelsen og præciserer lovgivningen.

·Innovation: Frontløbere vil frit kunne afprøve ny teknik. Et innovationscenter for industriel omstilling og industrielle emissioner (INCITE) vil indarbejde innovative teknologier i BAT-konklusionerne, og driftslederne vil integrere deres omstillingsplaner i miljøledelsessystemerne. 

·Ressourceudnyttelse og kemikalier: En sektorspecifik cirkulær økonomi, ressourceeffektivitet og reduceret toksicitet fremmes via mere fleksible obligatoriske miljøledelsessystemer.

·Dekarbonisering: Giver mulighed for optimale teknologiske sektorspecifikke bottom-up-tilgange til forureningsbekæmpelse og dekarbonisering med bindende minimumsniveauer for energieffektivitet. En gennemgang af samspillet mellem IED og emissionshandelssystemet i 2028 vil give mulighed for optimale synergier fra 2030. Der vil blive indført bestemmelser om en mere detaljeret indberetning af drivhusgasemissioner i E-PRTR.

·Sektorspecifikt anvendelsesområde: Det skal udvides, navnlig inden for husdyropdræt og visse udvindingsaktiviteter.

De samlede fordele ved initiativet opvejer i høj grad omkostningerne. Selv om det ikke har været muligt at kvantificere alle virkninger, er det klart, at:

(I)de værdisatte sundhedsfordele knyttet til den vigtigste foranstaltning i effektivitetsløsningen beløber sig til 860-2 800 mio. EUR om året, og erhvervslivets kapitaludgifter (CAPEX) og driftsudgifter (OPEX) beløber sig til ca. 210 mio. EUR om året

(II)en bredere dækning af husdyrbrug resulterer i en reduktion af metan- og ammoniakemissioner med sundhedsmæssige fordele på mellem 5 450 og 9 240 mio. EUR om året, og de dermed forbundne overholdelsesomkostninger beløber sig til mellem 265 og 812 mio. EUR om året.

Den samlede administrative byrde anslås til mellem 356 og 600 mio. EUR om året for driftsledere og til mellem 265 og 509 mio. EUR om året for offentlige myndigheder. Denne stigning opvejes i høj grad af et lettere godkendelsessystem for husdyrbrug.

Med forslaget etableres generelt en lovgivningsmæssig ramme, der sætter EU i stand til at håndtere de betydelige miljømæssige udfordringer, der forventes i de kommende årtier i forbindelse med agroindustrielle aktiviteter.