EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 8.12.2022
COM(2022) 703 final
2022/0409(CNS)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår de ordninger for administrativt samarbejde på momsområdet, der er nødvendige i den digitale tidsalder
{SEC(2022) 433 final} - {SWD(2022) 393 final} - {SWD(2022) 394 final}
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Dette forslag er en del af lovgivningspakken vedrørende initiativet "Moms i den digitale tidsalder" sammen med et forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsregler i den digitale tidsalder og et forslag til Rådets gennemførelsesforordning om ændring af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/2011 for så vidt angår oplysningskravene i forbindelse med visse momsordninger. Konteksten for dette initiativ som helhed er udførligt beskrevet i begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF.
I denne begrundelse beskrives de nødvendige ændringer af Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift som følge af ændringer af momsdirektivet.
Forslaget om ændring af Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 er en vigtig del af pakken. Pakken om "Moms i den digitale tidsalder" moderniserer den måde, hvorpå grænseoverskridende transaktioner i det indre marked indberettes med henblik på moms, for at gøre brug af veletableret teknologi og bekæmpe momssvig. Den nuværende metode til indsamling af aggregerede data gennem oversigter og udveksling af oplysninger gennem momsinformationsudvekslingssystemet har været i brug siden indførelsen af det indre marked i 1993. Den er ikke længere egnet til formålet i lyset af omfanget af grænseoverskridende transaktioner og omfanget af momssvig. Ændringen af momsdirektivet erstatter oversigterne med nye transaktionsbaserede indberetningsforpligtelser. Som supplement til disse ændringer indeholder den ændrede forordning de nødvendige praktiske regler for, hvordan disse indsamlede oplysninger vil blive udvekslet mellem medlemsstaterne, den nødvendige IT-infrastruktur og de regler om beskyttelse af personoplysninger, der vil gælde for de nye udvekslinger. Disse detaljer er nødvendige for at sikre, at de nye regler gennemføres gnidningsløst, og at de nye foranstaltninger kan mindske momssvig.
I overensstemmelse med strukturen i initiativet "Moms i den digitale tidsalder" bør følgende dele af pakken understreges:
Denne pakke har tre hovedmål:
(1)at modernisere momsindberetningskravene ved at indføre krav til digital indberetning, som vil standardisere de oplysninger, som afgiftspligtige personer skal indsende til skattemyndighederne om hver transaktion i et elektronisk format. Samtidig vil dette indebære et krav om anvendelse af e-fakturering i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner
(2)at håndtere udfordringerne i forbindelse med platformsøkonomien ved at ajourføre de momsregler, der gælder for platformsøkonomien, for at løse problemet med ligebehandling, præcisere de reglerne om leveringsstedet i forbindelse med disse transaktioner og styrke platformenes rolle i momsopkrævningen, når de formidler korttidsudlejning af indkvartering eller personbefordring, og
(3)at undgå nødvendigheden af flere momsregistreringer i EU og forbedre funktionen af det værktøj, der anvendes til at angive og betale moms på fjernsalg af varer, ved at indføre fælles momsregistrering (SVR). Det betyder en forbedring og udvidelse af de eksisterende one-stop-shop-systemer (OSS)/import-one-stop-shop-systemer (IOSS) og ordninger for omvendt betalingspligt for at minimere de tilfælde, hvor en afgiftspligtig person er forpligtet til at lade sig registrere i en anden medlemsstat.
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Dette forslag er en del af lovgivningspakken vedrørende initiativet "Moms i den digitale tidsalder". Pakkens sammenhæng som helhed er udførligt beskrevet i begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF.
•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder
Dette forslag er en del af lovgivningspakken vedrørende initiativet "Moms i den digitale tidsalder". Pakkens sammenhæng som helhed er udførligt beskrevet i begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Denne forordning ændrer Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 på grundlag af artikel 113 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I henhold til denne artikel vedtager Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed efter en særlig lovgivningsprocedure og efter høring af Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, bestemmelser om harmonisering af medlemsstaternes regler vedrørende indirekte skatter.
•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)
Medlemsstaterne er primært ansvarlige for forvaltning, opkrævning og kontrol af moms. Momssvig er imidlertid ofte knyttet til grænseoverskridende transaktioner i det indre marked eller involverer erhvervsdrivende, der er etableret i andre medlemsstater end den, hvor momsen skal betales. Momssvig har en negativ indvirkning på, hvordan det indre marked fungerer og forårsager alvorlige tab for EU-budgettet.
EU's samarbejdsinstrumenter, der gør det muligt for skattemyndighederne at udveksle oplysninger, er uundværlige for korrekt kontrol af grænseoverskridende transaktioner og bekæmpelse af momssvig.
Dette initiativ er i overensstemmelse med nærhedsprincippet, da de mål, der tilstræbes med dette initiativ, ikke kan opfyldes af medlemsstaterne alene. Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen, som har ansvaret for at sikre et velfungerende indre marked og for at fremme Den Europæiske Unions almene interesser, foreslår foranstaltninger til forbedring af situationen.
Dette kan ikke ske alene på medlemsstatsniveau eller ved hjælp af ikke-lovgivningsmæssige instrumenter. En indsats på EU-plan i forbindelse med instrumenter for administrativt samarbejde vil have en værdi ud over, hvad der kan opnås på nationalt plan, og vil kræve ændring af Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merværdiafgift.
•Proportionalitetsprincippet
Forslaget er i vid udstrækning baseret på den nuværende retlige ramme for administrativt samarbejde på momsområdet og tilføjer kun elementer hertil, hvor rammen skal styrkes. Alle de foreslåede foranstaltninger er udformet med henblik på at opfylde de nye krav til digital indberetning og medlemsstaternes behov. Selv om de nye bestemmelser forventes at have en positiv indvirkning på bekæmpelsen af momssvig, vil de ikke medføre væsentlige ekstraomkostninger for erhvervslivet og forvaltningerne, bortset fra visse IT-udviklingsprojekter hos skatteforvaltningerne. Selv i disse tilfælde vil de dermed forbundne udviklingsomkostninger være begrænsede.
Der vil blive oprettet et centralt elektronisk system for momsoplysninger ("det centrale VIES"). Dette vil gøre det muligt for medlemsstaterne at fremsende de momsoplysninger, de lagrer på nationalt plan, og dermed bidrage til effektiv bekæmpelse af momssvig. Det centrale VIES vil kunne aggregere oplysninger pr. afgiftspligtig person om grænseoverskridende transaktioner mellem virksomheder (B2B), som medlemsstaterne fremsender. Det vil også gøre det muligt at krydstjekke de indberettede leveringer inden for Fællesskabet med de oplysninger om erhvervelser inden for Fællesskabet, der er blevet fremsendt. Det vil også gøre det muligt at behandle de oplysninger, som medlemsstaterne fremsender, sammen med andre momsoplysninger, der udveksles i henhold til forordning (EU) nr. 904/2010, såsom told- eller betalingsoplysninger, og kun opbevare disse oplysninger i den periode, der er nødvendig for, at skattemyndighederne kan foretage momskontrol.
Oplysningerne vil blive lagret i det centrale VIES i en periode på fem år for at give medlemsstaterne en rimelig frist til at foretage momskontrol. Efter denne periode slettes oplysningerne endeligt.
Det centrale VIES vil kun være tilgængeligt for bemyndigede embedsmænd, der er udpeget af deres medlemsstater, og med henblik på at kontrollere den korrekte anvendelse af momslovgivningen og bekæmpe momssvig. Med hensyn til lagring vil det centrale VIES garantere et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau i overensstemmelse med de gældende regler for behandling af personoplysninger i EU's institutioner.
Udvekslingen af oplysninger mellem de nationale skattemyndigheder og det centrale VIES vil ske gennem et sikkert fælles kommunikationsnet. Det understøtter i øjeblikket udveksling af oplysninger mellem skatte- og toldmyndigheder og har alle de nødvendige sikkerhedselementer (herunder kryptering af oplysninger).
Dette forslag vil derfor fortsat anvende de garantier, der er fastsat i forordning (EU) nr. 904/2010 og EU-rammen for databeskyttelse. Det overordnede formål med at udveksle og analysere disse momsrelevante oplysninger er fortsat at sikre en korrekt anvendelse af momslovgivningen og bekæmpelse af momssvig. Bekæmpelse af momssvig er et vigtigt mål i relation til EU's og medlemsstaternes generelle samfundsinteresser, jf. artikel 23, stk. 1, litra e), i den generelle forordning om databeskyttelse og artikel 20, stk. 1, litra b), i forordning (EU) 2018/1725. For at støtte dette vigtige mål og skattemyndighedernes effektivitet i deres bestræbelser på at opnå det, vil de begrænsninger, der er fastsat i artikel 55, stk. 5, i forordning (EU) nr. 904/2010, finde anvendelse på det centrale VIES.
De nye bestemmelser går ikke ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at gøre instrumenterne for administrativt samarbejde mere effektive med hensyn til at kontrollere grænseoverskridende transaktioner og styrke bekæmpelsen af momssvig i lyset af de foreslåede krav til digital indberetning og andre ændringer, der er indført i pakken om "Moms i den digitale tidsalder".
•Valg af retsakt
En rådsforordning er nødvendig for at ændre den nuværende forordning (EU) nr. 904/2010.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning
I 2017 blev der foretaget en evaluering af anvendelsen af den eksisterende EU-ramme for administrativt samarbejde og bekæmpelse af momssvig, der er fastsat i forordning (EU) nr. 904/2010. Generelt har medlemsstaterne et positivt syn på den retlige og praktiske ramme, der blev indført ved forordning (EU) nr. 904/2010.
Der er behov at ændre den retlige ramme for administrativt samarbejde som følge af ændringerne af indberetningskravene til grænseoverskridende transaktioner i momsdirektivet. Indførelsen af nye krav til digital indberetning øger i væsentlig grad både mængden af oplysninger, der skal udveksles mellem medlemsstaterne, og udvekslingernes hyppighed. Der indføres derfor en ny afdeling i forordningen under kapitel V: Lagring og udveksling af specifikke oplysninger, som vil muliggøre disse udvekslinger gennem et nyt elektronisk system kaldet det centrale VIES.
•Høringer af interesserede parter
Der findes omfattende oplysninger om interessenthøringer i begrundelsen til forslaget om ændring af momsdirektivet.
Der blev afholdt to Fiscalis-workshopper for at indsamle feedback fra medlemsstaterne om tilpasningen af rammen for administrativt samarbejde på momsområdet til støtte for de nye krav til digital indberetning. På den første workshop, der blev afholdt i november 2021, blev der indhentet udtalelser fra eksperter i bekæmpelse af momssvig og Eurofiscforbindelsesembedsmænd. Den anden workshop i april 2022 fokuserede på lederne af medlemsstaternes kompetente forbindelseskontorer. I begge tilfælde understregede medlemsstaternes repræsentanter vigtigheden af de nye digitale indberetningskrav, når de ledsages af et passende system til udveksling af momsoplysninger. Det blev konstateret, at der var et klart behov for automatisk krydstjek af oplysninger, der indberettes i henhold til kravene til digital indberetning, f.eks. indberettede leveringer med erhvervelser. Der var også bred enighed om, at et centralt system til fremme af fælles behandling og analyse af oplysninger ville være den foretrukne tilgang til sikring af en ensartet gennemførelse af krydstjek og fortolkning af resultaterne.
•Indhentning og brug af ekspertbistand
Dette forslag er en del af lovgivningspakken vedrørende initiativet "Moms i den digitale tidsalder". Indhentningen og brugen af ekspertbistand til pakken som helhed er udførligt beskrevet i begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF.
•Konsekvensanalyse
Dette forslag er en del af lovgivningspakken vedrørende initiativet "Moms i den digitale tidsalder". Konsekvensanalysen af pakken som helhed findes i begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF.
•Målrettet regulering og forenkling
Dette forslag er en del af lovgivningspakken vedrørende initiativet "Moms i den digitale tidsalder". Der findes omfattende oplysninger om pakken for så vidt angår målrettet regulering og forenkling i begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF.
•Grundlæggende rettigheder
Dette forslag forventes at udløse udveksling og fælles behandling af momsoplysninger, som kan omfatte personoplysninger. De oplysninger, der indsamles i henhold til de nye krav til digital indberetning og efterfølgende udveksles via det centrale VIES-system, vil imidlertid være begrænset til transaktioner mellem virksomheder inden for Fællesskabet og vil ikke omfatte transaktioner mellem virksomheder og forbrugere. Princippet om dataminimering er også blevet anvendt. De indsamlede og efterfølgende udvekslede oplysninger vedrører derfor kun en del af oplysningerne på en faktura. Dette minimumsdatasæt, der er nødvendigt for at kontrollere, at momsen anvendes korrekt, og for at bekæmpe momssvig er præciseret i ændringen af artikel 264 i det ledsagende forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF. Beskyttelse af personoplysninger og overholdelsen af forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725 er fortsat en prioritet, selv om de oplysninger, der skal behandles, er begrænsede. Som følge heraf foreslås følgende bestemmelser:
·Oplysningerne i det centrale VIES vil kun blive opbevaret i en periode på fem år, hvilket er den minimumstid, der er nødvendig for, at de nationale skattemyndigheder, der har beføjelse til at håndhæve momsforpligtelserne (lagring af data), kan foretage analyser og undersøgelser.
·Oplysningerne i det centrale VIES vil blive beskyttet som fastsat i artikel 55, stk. 1, i forordning (EU) nr. 904/2010.
·Oplysningerne i det centrale VIES vil blive anvendt til klart definerede og begrænsede formål, navnlig til korrekt momsansættelse, til at kontrollere, at momsen anvendes korrekt, og til at bekæmpe momssvig som fastsat i artikel 1 i forordning (EU) nr. 904/2010. Oplysningerne vil navnlig blive anvendt til at foretage risikovurderinger for at identificere potentielle svindlere på et tidligt tidspunkt og sætte en stopper for svigagtige netværk, der har til formål at misbruge momssystemet ved at begå momssvig.
·Det er kun de brugere, som udgør autoriseret personale fra medlemsstaterne i overensstemmelse med "need-to-know"-princippet, der kan få adgang til oplysningerne i det centrale VIES.
·Det centrale VIES vil blive hostet, vedligeholdt og teknisk forvaltet af Kommissionen, som har den nødvendige operationelle kapacitet og erfaring til at sikre, at der træffes tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte personoplysningerne. De opgaver, som Kommissionen skal udføre i forbindelse med den tekniske forvaltning af det centrale VIES, vil blive fastlagt i en gennemførelsesretsakt.
·I tilfælde, hvor medlemsstaterne og Kommissionen fungerer som henholdsvis dataansvarlig og databehandler i henhold til forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725, vil deres roller og ansvarsområder blive fastlagt i en gennemførelsesretsakt.
Desuden er disse foranstaltninger underlagt artikel 8 i chartret om grundlæggende rettigheder.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Virkningerne for budgettet er udførligt beskrevet i begrundelsen til forslaget til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF.
Forslaget vil føre til begrænsede omkostninger for de nationale forvaltninger og EU-budgettet i forbindelse med indførelsen af et forbedret momsinformationsudvekslingssystem (VIES).
5.ANDRE FORHOLD
•Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering
Det Stående Udvalg for Administrativt Samarbejde (SCAC), der er nedsat ved artikel 58, stk. 1, i Rådets forordning (EU) nr. 904/2010, behandler alle mulige spørgsmål vedrørende administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne som følge af de nye regler om beskatning af samhandelen inden for EU. Der vil navnlig i SCAC blive udarbejdet en gennemførelsesplan i samarbejde med medlemsstaterne med henblik på de nødvendige IT-ændringer, når Rådet har vedtaget ændringerne.
I henhold til artikel 59 i forordning (EU) nr. 904/2010 skal forordningens anvendelse gennemgås hvert femte år. Endvidere skal medlemsstaterne ifølge artikel 49 med henblik på at vurdere, hvor effektivt det administrative samarbejde om bekæmpelse af momsunddragelse og momsundgåelse fungerer, meddele Kommissionen alle tilgængelige oplysninger om anvendelsen af forordningen samt bl.a. årlige statistikker om anvendelsen af samarbejdsinstrumenter.
•Forklarende dokumenter (for direktiver)
Ikke relevant.
•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget
1.Indførelse af et centralt system til udveksling af momsoplysninger
Det første sæt ændringer i forslaget vedrører udviklingen af et nyt centralt system til udveksling på EU-plan af momsoplysninger mellem medlemsstaternes skattemyndigheder, hvor denne udveksling er tilpasset de særlige forhold i forbindelse med krav til digital indberetning. Afdeling 3 tilføjes i kapitel V i forordning (EU) nr. 904/2010 for at indføre det centrale VIES via artikel 24g til 24m som følger:
·Ved artikel 24g oprettes det centrale VIES-system med en bestemmelse om, at Kommissionen udvikler, vedligeholder, hoster og teknisk forvalter det centrale system, mens hver medlemsstat udvikler, vedligeholder, hoster og teknisk forvalter et nationalt elektronisk system til automatisk overførsel af forskellige kategorier af oplysninger til det centrale VIES. De vigtigste oplysninger, der udveksles via det centrale VIES, vil være de oplysninger, der indsamles i henhold til kravene til digital indberetning. De øvrige oplysninger vedrører identifikationen af de afgiftspligtige personer. Endelig nævnes det udtrykkeligt, at medlemsstaterne kan lagre de oplysninger, som de automatisk skal overføre til det centrale VIES, i det nationale elektroniske system, som de anvender til at overføre oplysningerne med henblik på videreanvendelse i den nationale kontrol.
·Artikel 24h vedrører datakvalitet og -tilgængelighed. Udvekslingen af oplysninger vil kun være nyttig, hvis dataene er af tilstrækkelig kvalitet. Med henblik herpå foretager medlemsstaterne alle nødvendige ajourføringer og vedtager foranstaltninger for at sikre, at oplysningerne i det centrale VIES holdes ajour og er fuldstændige og nøjagtige. For at oplysningerne kan holdes ajour, bør nye eller ajourførte oplysninger straks indlæses i systemet. Denne øjeblikkelige ajourføring af oplysninger er særlig vigtig for identifikationsoplysninger, som er uløseligt forbundet med validering af momsnumre. Indberetninger af transaktioner inden for Fællesskabet, der er indsamlet i henhold til kravene til digital indberetning, skal indlæses i det centrale VIES senest én dag efter skattemyndighedernes opkrævning. Krydstjekket af oplysninger, der indberettes af en leverandør og dennes kunde, kan først finde sted, efter at begge parter har indberettet oplysningerne, og efter at hver myndighed har fremsendt dem til det centrale VIES. Det betyder, at den acceptable forsinkelse for hvert trin bør forblive på et par dage, således at indberetningerne kan analyseres på tilstrækkelig hyppig basis. Oplysningerne skal være tilgængelige i det centrale VIES i fem år fra udgangen af det år, hvor oplysningerne blev fremsendt til det centrale VIES.
·Artikel 24i handler om at vise, at momsregistreringsoplysninger er ugyldige i det centrale VIES, når visse betingelser er opfyldt. Denne bestemmelse træder i kraft, når momsregistrerede personer har indstillet deres økonomiske virksomhed, angivet falske oplysninger med henblik på at opnå et momsregistreringsnummer eller ikke har meddelt ændringer i deres oplysninger, hvor skattemyndighederne, hvis de havde kendt til disse ændringer, enten ville have nægtet ændringerne eller trukket momsregistreringsnummeret tilbage. Denne bestemmelse er af stor betydning for målet om en effektiv bekæmpelse af momssvig. Det skal understreges, at denne bestemmelse kun handler om at vise, at momsregistreringsnummeret er ugyldigt, i nogle få situationer. Bestemmelsen fastsætter ikke, hvornår medlemsstaterne skal trække momsregistreringsnummeret tilbage.
·I artikel 24j beskrives den kapacitet, som det centrale VIES skal have med hensyn til de oplysninger, der fremsendes til det. Artiklen fastsætter, at det centrale VIES skal kunne lagre, krydstjekke, aggregere og behandle de modtagne oplysninger. Desuden skal det centrale VIES være i stand til at gøre oplysningerne (modtagne, krydstjekkede, aggregerede og behandlede) tilgængelige for autoriserede brugere og systemer. Det centrale VIES bør også kunne behandle oplysninger sammen med alle oplysninger, der er meddelt eller indsamlet i henhold til Rådets forordning (EU) nr. 904/2010, med henblik på kontrol og bekæmpelse af momssvig. Et fremtrædende eksempel er rensning og berigelse af dataene ved at behandle dem sammen med data fra andre systemer såsom overvågningssystemet, der indeholder oplysninger om momsfritaget import i henhold til toldprocedure 42/63. Denne kapacitet er nødvendig for at opbygge synergier mellem forskellige informationssystemer, der indeholder momsrelevante oplysninger, og maksimere virkningen af investeringer i sådanne systemer.
·Artikel 24k beskriver, hvilke embedsmænd og systemer der har automatisk adgang til det centrale VIES. Disse omfatter embedsmænd fra medlemsstaterne, som kontrollerer kravene til momsfritaget import af varer, Eurofiscforbindelsesembedsmænd samt andre embedsmænd, der udtrykkeligt er bemyndiget af den kompetente myndighed i deres medlemsstat. Endelig er der planlagt adgang til de indsamlede og behandlede oplysninger for de nationale elektroniske systemer, der overfører oplysningerne til det centrale VIES. Denne bestemmelse giver mulighed for en sikker kommunikationskanal fra maskine til maskine, der letter automatiseringen og mindsker behovet for menneskelig indgriben.
·Artikel 24l omhandler omkostningerne til udvikling og vedligeholdelse af det centrale VIES, da det heri fastsættes, at omkostningerne til oprettelse, drift og vedligeholdelse af det centrale VIES afholdes over Unionens almindelige budget. Disse omkostninger omfatter bl.a. omkostninger til den sikre forbindelse mellem det centrale VIES og de nationale elektroniske systemer, jf. artikel 24g, stk. 2, samt til de tjenester, der er nødvendige for at varetage de opgaver, der er anført i artikel 24j. På den anden side afholder hver medlemsstat omkostningerne ved og er ansvarlig for al nødvendig udvikling af sine nationale elektroniske systemer for at muliggøre udveksling af oplysninger via CCN-netværket eller et andet lignende netværk.
·Endelig vedrører artikel 24m regeloverholdelse og det centrale VIES-systems sikkerhed. I stk. 1 fastsættes det, at medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at artikel 55 i denne forordning overholdes. Artikel 55 indeholder forpligtelser med hensyn til tavshedspligt, privatlivets fred og sikkerhed i forbindelse med de oplysninger, der opbevares, behandles eller udveksles i henhold til forordningen. I stk. 2 tillægges Kommissionen beføjelse til ved hjælp af gennemførelsesretsakter at vedtage: de opgaver, som Kommissionen skal udføre i forbindelse med den tekniske forvaltning af det centrale VIES, og medlemsstaternes og Kommissionens roller og ansvarsområder for så vidt angår funktionerne som henholdsvis dataansvarlig og databehandler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725.
2.Udfasning af det eksisterende gamle system til udveksling af momsoplysninger
Det andet sæt ændringer i forslaget vedrører udfasningen af den gamle VIES. Det eksisterende VIES-system, der er omfattet af kapitel V, afdeling 1, skal bevares i to år efter oprettelsen af det centrale VIES-system for at lette kontrollen med transaktioner, der blev indberettet med oversigter, inden indførelsen af kravene til digital indberetning. Det gamle VIES vil give mulighed for automatisk udveksling af oplysninger, der leveres i henhold til de gamle rapporteringskrav for denne periode. Efter udfasningen af det gamle VIES-system kan oplysningerne stadig udveksles mellem medlemsstaterne spontant eller efter anmodning ved hjælp af ikkeautomatiserede instrumenter til administrativt samarbejde. Udfasningen af det eksisterende VIES gennemføres som følger:
·Artikel 17, 20, 21, 22 og 23 ændres, således at henvisningerne til det gamle VIES udgår.
·Artikel 31, der omhandler meddelelse af oplysninger til afgiftspligtige personer om gyldigheden af momsregistreringsnumrene samt navn og adresse på andre personer, der er involveret i transaktioner inden for Fællesskabet, ændres. Efter ændringen vil artiklen henvise til de oplysninger, der opbevares i det centrale VIES.
3.Andre ændringer
Det tredje sæt ændringer i forslaget indeholder de nødvendige tilpasninger vedrørende udvekslingen af oplysninger i forbindelse med den nye særlige ordning for overførsler af egne varer som indført ved direktiv 2006/112/EF.
I henhold til artikel 242a i direktiv 2006/112/EF skal platformsoperatører føre regnskab over leveringer fra virksomheder til kunder på deres platforme. For at lette anvendelsen af modellen med en faktisk leverandør, som indføres i sektorerne for korttidsudlejning af indkvartering og persontransport, skal denne udvides til også at omfatte leveringer fra virksomheder til virksomheder. Det er nødvendigt at indføre et standardformat for overførsel af disse oplysninger.
2022/0409 (CNS)
Forslag til
RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår de ordninger for administrativt samarbejde på momsområdet, der er nødvendige i den digitale tidsalder
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 113,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
efter en særlig lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Ved Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 fastsættes de vilkår, hvorunder de kompetente myndigheder, der i medlemsstaterne er ansvarlige for anvendelsen af momslovgivningen, skal samarbejde med de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater og med Kommissionen for at sikre overholdelsen af denne lovgivning. Disse vilkår omfatter bl.a. regler for opbevaring og udveksling via elektroniske midler af oplysninger med henblik på at foretage en korrekt momsansættelse, kontrollere, at momsen anvendes korrekt, navnlig i forbindelse med transaktioner inden for Fællesskabet, og bekæmpe momssvig.
(2)Ved Rådets direktiv (EU) XX/XXX [Publikationskontoret: Indsæt venligst nummer og år for Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsregler i den digitale tidsalder, der blev vedtaget samme dag som denne forordning] blev der indført krav til digital indberetning i Rådets direktiv 2006/112/EF. Disse krav forpligter momsregistrerede afgiftspligtige personer til at forelægge medlemsstaterne oplysninger om hver levering af varer inden for Fællesskabet, om hver erhvervelse af varer inden for Fællesskabet og om enhver levering af en tjenesteydelse, der er afgiftspligtig i en anden medlemsstat end den, hvor leverandøren er etableret. Medlemsstaterne skal udveksle og behandle disse oplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet for at kontrollere, at momsen anvendes korrekt, og for at afsløre svig.
(3)Det eksisterende samarbejde mellem medlemsstaternes skattemyndigheder er baseret på udveksling af aggregerede oplysninger mellem de nationale elektroniske systemer. Indførelsen af krav til digital indberetning har til formål at øge skatteopkrævningen ved at stille oplysninger om hver transaktion rettidigt til rådighed for skattemyndighederne. For at stille disse data til rådighed for andre skattemyndigheder på en effektiv måde og lette fælles gennemførelse af analyser og krydstjek samt fælles fortolkning af disse analyser og krydstjek kræves der et centralt system til udveksling af momsoplysninger.
(4)For at sætte medlemsstaterne i stand til at bekæmpe momssvig mere effektivt bør der oprettes et centralt elektronisk system til udveksling af momsoplysninger ("det centrale VIES"). Dette system bør fra medlemsstaternes nationale elektroniske systemer modtage oplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet, som indberettes af de respektive leverandører og erhververe i forskellige medlemsstater. Dette system bør også modtage momsregistreringsoplysninger om afgiftspligtige personer, der foretager transaktioner inden for Fællesskabet, fra medlemsstaterne. Når oplysninger ændres, bør metadata til sporing af ændringstiden også uploades til det centrale VIES.
(5)Momsregistreringsoplysninger om afgiftspligtige personer, der foretager transaktioner inden for Fællesskabet, bør straks og automatisk ajourføres i det centrale VIES, når identifikationsoplysningerne ændres, medmindre medlemsstaterne er enige om, at en sådan ajourføring ikke er relevant, væsentlig eller nyttig. Sådanne ajourføringer er nødvendige, da gyldigheden af afgiftspligtige personers momsregistreringsnumre er underlagt kontrol for så vidt angår betingelserne for fritagelse af leveringer inden for Fællesskabet, jf. artikel 138 i direktiv 2006/112/EF. For at give skattemyndighederne rimelig sikkerhed med hensyn til kvaliteten og pålideligheden af sådanne oplysninger bør oplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet automatisk ajourføres i det centrale VIES senest én dag efter, at medlemsstaten har modtaget oplysningerne fra den afgiftspligtige person.
(6)For så vidt angår momsidentifikationsoplysninger i det centrale VIES bør medlemsstaterne desuden vedtage foranstaltninger for at sikre, at de oplysninger, som afgiftspligtige personer indberetter med henblik på deres momsregistrering i overensstemmelse med artikel 214 i direktiv 2006/112/EF, vurderes af den pågældende medlemsstat som fuldstændige og nøjagtige. Medlemsstaterne bør desuden sikre, at momsregistreringsnummeret vises som ugyldigt i det centrale VIES, hvis en afgiftspligtig person ikke overholder forpligtelserne til at meddele oplysninger, eller hvis vedkommendes økonomiske aktivitet er indstillet.
(7)De oplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet, der indberettes af leverandører og erhververe i forskellige medlemsstater, bør indlæses af hver medlemsstat i det centrale VIES, straks efter at medlemsstaten har modtaget dem. Det er nødvendigt at behandle de modtagne oplysninger hurtigt af tekniske årsager i forbindelse med mængden af oplysninger samt for at opdage mistænkelige transaktioner og mulige tilfælde af momssvig på et tidligt tidspunkt.
(8)For at bistå medlemsstaterne i deres bekæmpelse af momssvig og afsløre svindlere bør momsregistreringsoplysninger og momsoplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet opbevares i fem år. Denne periode udgør det nødvendige minimum, for at medlemsstaterne kan udføre kontroller effektivt og undersøge mistanke om momssvig eller afsløre momssvig. Den står også i et rimeligt forhold til det enorme omfang af oplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet og oplysningernes følsomhed som handels- og personoplysninger.
(9)For at opdage uoverensstemmelser rettidigt og dermed forbedre kapaciteten til at bekæmpe momssvig bør det centrale VIES automatisk kunne krydstjekke de oplysninger, der indsamles fra både leverandøren og erhververen i henhold til de krav til digital indberetning, der er blevet indført ved direktiv (EU) XX/XXX [Publikationskontoret: Indsæt venligst nummeret på og året for Rådets direktiv om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår momsreglerne for den digitale tidsalder, der blev vedtaget samme dag som denne forordning]. Resultaterne af disse krydstjek bør stilles til rådighed for medlemsstaterne med henblik på passende opfølgning.
(10)For at gøre det muligt for det centrale VIES at opretholde det eksisterende systems kapacitet til udveksling af momsoplysninger, jf. artikel 17, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 904/2010, bør det også kunne aggregere oplysninger for at give et overblik over leveringer og erhvervelser indberettet af afgiftspligtige personer, der befinder sig i medlemsstaterne. For at sikre, at det centrale VIES giver medlemsstaterne mulighed for fortsat at tilgå hinandens oplysninger, således som de i øjeblikket er struktureret inden for det eksisterende momsinformationsudvekslingssystem, bør det centrale VIES understøtte dataaggregering.
(11)For at støtte medlemsstaternes kompetente myndigheder i at foretage korrekt momsansættelse, kontrollere, at momsen anvendes korrekt, bekæmpe momssvig og udnytte synergierne mellem forskellige informationssystemer, der indeholder momsrelevante oplysninger, bør det centrale VIES behandle oplysninger modtaget fra medlemsstaterne sammen med alle oplysninger, der er meddelt eller indsamlet i henhold til forordning (EU) nr. 904/2010.
(12)Adgang til oplysningerne i det centrale VIES bør gives efter "need-to-know"-princippet. Disse oplysninger bør ikke anvendes til andre formål end til at kontrollere, at momsen anvendes korrekt, og at bekæmpe momssvig. Alle brugere bør være bundet af reglerne om fortrolighed i denne forordning.
(13)For at bekæmpe momssvig bør medlemsstaternes Eurofiscforbindelsesembedsmænd, jf. artikel 36 i forordning (EU) nr. 904/2010, kunne få adgang til og analysere momsoplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet. De af medlemsstaternes embedsmænd, der kontrollerer, om momsfritagelsen for visse importerede varer, som er fastsat i artikel 143, stk. 1, litra d), i direktiv 2006/112/EF, finder anvendelse, bør også have adgang til de momsregistreringsoplysninger, der er lagret i det centrale VIES, med henblik på at kontrollere, at momslovgivningen anvendes korrekt. Af samme årsager bør medlemsstaternes kompetente myndigheder desuden udvælge andre embedsmænd, der skal have direkte adgang til det centrale VIES, og give dem adgang, når det er nødvendigt. Endelig bør behørigt godkendte personer fra Kommissionen have adgang til oplysningerne i det centrale VIES, men kun i det omfang en sådan adgang er nødvendig for udviklingen og vedligeholdelsen af dette system.
(14)For at undersøge mistanker om momssvig og afsløre dette svig bør de informationssystemer, der understøtter Eurofiscnetværket i bekæmpelsen af momssvig, herunder "Transaction Network Analysis"-systemet og det centrale elektroniske system med betalingsoplysninger ("CESOP"), have direkte adgang til det centrale VIES.
(15)Mængden af oplysninger og hyppigheden af overførsler til det centrale VIES gør det nødvendigt at automatisere informationsstrømmene fra det centrale VIES til de nationale systemer. En sådan automatisering bør også medføre en effektiv og sikker kommunikationskanal mellem maskiner og bør sikre, at der ikke længere er behov for menneskelig indgriben i forbindelse med adgang til fælles data. De nationale elektroniske systemer, der overfører oplysninger til det centrale VIES, bør derfor også have adgang til de oplysninger, der er lagret i dette system, herunder de behandlede og aggregerede oplysninger, der anvendes til momskontrol og bekæmpelse af momssvig.
(16)For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af forordning (EU) nr. 904/2010 bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser for så vidt angår de opgaver, som Kommissionen skal udføre i forbindelse med den tekniske forvaltning af det centrale VIES, de tekniske detaljer vedrørende identifikation af embedsmænd og elektroniske systemer og deres adgang til det centrale VIES, de tekniske detaljer for og formatet af de oplysninger, der fremsendes til det centrale VIES, samt medlemsstaternes og Kommissionens roller og ansvarsområder, når de fungerer som henholdsvis dataansvarlig og databehandler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011.
(17)Momssvig er et fælles problem for alle medlemsstater. Medlemsstaterne råder ikke på egen hånd over de oplysninger, der skal til for at sikre, at momsreglerne anvendes korrekt, og for at bekæmpe momssvig. Da formålet med forordning (EU) nr. 904/2010, nemlig bekæmpelse af momssvig, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne på grund af det indre markeds grænseoverskridende karakter, men bedre kan opfyldes på EU-plan, kan Unionen derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(18)Afgiftspligtige personer, der formidler levering af varer eller tjenesteydelser ved hjælp af en elektronisk grænseflade, kan gøres til genstand for anmodninger om regnskaber fra den medlemsstat, hvor disse leveringer er afgiftspligtige, jf. artikel 242a i direktiv 2006/112/EF. For at mindske den administrative byrde og overholdelsesomkostningerne for disse afgiftspligtige personer og for at undgå dobbeltarbejde bør identifikationsmedlemsstaten koordinere disse anmodninger mest muligt. Med henblik herpå er det nødvendigt at fastlægge en standardformular til elektronisk fremsendelse af disse oplysninger til medlemsstaterne.
(19)I direktiv 2006/112/EF indføres der en ny forenklingsordning for one-stop-shoppen ("OSS") for afgiftspligtige personer, der overfører visse egne varer på tværs af grænserne. Det er derfor nødvendigt at integrere denne nye ordning i den overordnede ramme for særordningerne vedrørende one-stop-shoppen for moms, jf. kapitel XI, afdeling 3, i forordning nr. 904/2010. Den bør navnlig omfatte udveksling af oplysninger mellem de medlemsstater, som varerne overføres til og fra.
(20)Da den nye OSS-ordning er af omfattende karakter og omfatter varebevægelser på tværs af grænserne, der i øjeblikket er omfattet af konsignationsaftaler i overensstemmelse med artikel 17a i direktiv 2006/112/EF, er disse aftaler blevet slettet fra direktiv 2006/112/EF. Denne ændring af direktiv 2006/112/EF skal afspejles i artikel 21 i forordning (EU) nr. 904/2010.
(21)Interessenterne har udpeget misbrug af momsnumre i import-one-stop-shoppen ("IOSS") som en potentiel risiko. For bedre at sikre korrekt anvendelse og kontrol af IOSS-momsregistreringsnumre er det nødvendigt at udvide artikel 47h i forordning (EU) nr. 904/2010 og give toldmyndighederne adgang til oplysninger om den IOSS-registrerede erhvervsdrivende, hvilket vil forbedre disse toldmyndigheders risikostyrings- og kontrolkapacitet.
(22)For at forbedre kontrollen i forbindelse med IOSS-ordningen er det nødvendigt at tilføje den samlede værdi af de varer, der importeres i henhold til IOSS-ordningen, opdelt pr. IOSS-identifikationsnummer og pr. forbrugsmedlemsstat, til artikel 17, stk. 1, litra e), i forordning (EU) nr. 904/2010.
(23)De tekniske detaljer, herunder fælles elektroniske meddelelser, vedrørende de afgiftspligtige personers indsendelse af regnskaber ved hjælp af en elektronisk grænseflade, jf. artikel 242a i direktiv 2006/112/EF, bør vedtages efter udvalgsproceduren i denne forordning.
(24)Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Denne forordning har navnlig til formål at sikre fuld overholdelse af retten til beskyttelse af personoplysninger, jf. artikel 8 i chartret. I den henseende er den mængde personoplysninger, der vil blive gjort tilgængelig for skattemyndighederne, strengt begrænset i denne forordning. Behandling af oplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet i henhold til denne forordning bør kun finde sted med henblik på denne forordning.
(25)Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 og afgav en udtalelse den [...].
(26)Da implementeringen af det centrale VIES vil kræve ny teknologisk udvikling, er det nødvendigt at udskyde anvendelsen af bestemmelserne vedrørende det centrale VIES for at give medlemsstaterne og Kommissionen mulighed for at udvikle disse teknologier.
(27)Effektiviteten af momskontrollen påvirkes direkte af, om der er automatisk adgang til oplysninger om transaktioner inden for Fællesskabet, som er indberettet via oversigter. Derfor bør det nuværende system til udveksling af momsoplysninger, jf. artikel 17, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 904/2010, bevares i en periode efter afskaffelsen af disse oversigter. Efter denne periode bør de relevante bestemmelser i det nuværende system til udveksling af momsoplysninger slettes, og de oplysninger, der blev indberettet via oversigter, bør stadig være tilgængelige efter anmodning.
(28)Forordning (EU) nr. 904/2010 bør derfor ændres —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Ændringer af forordning (EU) nr. 904/2010 med virkning fra den 1. januar 2025
I forordning (EU) nr. 904/2010 foretages følgende ændringer:
(1)Artikel 1, stk. 4, affattes således:
"4.
I denne forordning fastsættes der også regler og procedurer for den elektroniske udveksling af oplysninger om moms i forbindelse med varer og tjenesteydelser, der leveres, eller varer, der overføres, i overensstemmelse med særordningerne i afsnit XII, kapitel 6, i direktiv 2006/112/EF og også for eventuel efterfølgende informationsudveksling samt for så vidt angår varer og tjenesteydelser, der er omfattet af disse særordninger, for pengeoverførsel mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder."
(2)Artikel 2, stk. 2, affattes således:
"2.
Definitionerne i artikel 358, 358a, 369a, 369l og 369xa i direktiv 2006/112/EF angående de enkelte særordninger finder også anvendelse ved anvendelsen af denne forordning."
(3)I artikel 17, stk. 1, affattes litra d) og e) således:
"d) oplysninger, der indsamles i overensstemmelse med artikel 360, 361, 364, 365, 369c, 369f, 369g, 369o, 369p, 369s, 369t, 369xc, 369xf og 369xg i direktiv 2006/112/EF
e) data vedrørende de momsregistreringsnumre, som nævnt i artikel 369q i direktiv 2006/112/EF, den har tildelt og, pr. momsregistreringsnummer tildelt af en medlemsstat, den samlede værdi af indførsel af varer, der er fritaget i henhold til artikel 143, stk. 1, litra ca), for hver måned, pr. forbrugsmedlemsstat som defineret i det nævnte direktivs artikel 369l, stk. 4."
(4)Artikel 47b affattes således:
"Artikel 47b
1.
Medlemsstaterne fastsætter, at afgiftspligtige personer, der gør brug af særordningen i afsnit XII, kapitel 6, afdeling 2, i direktiv 2006/112/EF, elektronisk skal fremsende de oplysninger, der er omhandlet i artikel 361 i nævnte direktiv, til identifikationsmedlemsstaten. Afgiftspligtige personer, der gør brug af særordningerne i afsnit XII, kapitel 6, afdeling 3 og 5, i direktiv 2006/112/EF, skal ved påbegyndelsen af deres afgiftspligtige virksomhed elektronisk fremsende oplysninger til identifikation, som omhandlet i artikel 369c og 369xc i nævnte direktiv, til identifikationsmedlemsstaten. Enhver ændring i de oplysninger, der er givet i henhold til artikel 361, stk. 2, artikel 369c og artikel 369xc i direktiv 2006/112/EF, skal også fremsendes elektronisk.
2.
Identifikationsmedlemsstaten videresender de i stk. 1 omhandlede oplysninger elektronisk til de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater senest ti dage efter udgangen af den måned, hvor oplysningerne blev modtaget fra den afgiftspligtige person, der gør brug af en af særordningerne i afsnit XII, kapitel 6, afdeling 2, 3 og 5, i direktiv 2006/112/EF. Identifikationsmedlemsstaten meddeler på samme måde de kompetente myndigheder i de andre medlemsstater de momsregistreringsnumre, der er nævnt i afdeling 2, 3 og 5.
3.
Hvis en afgiftspligtig person, der gør brug af en af særordningerne i afsnit XII, kapitel 6, afdeling 2, 3 og 5, i direktiv 2006/112/EF, udelukkes fra denne særordning, underretter identifikationsmedlemsstaten straks og elektronisk de kompetente myndigheder i de øvrige medlemsstater herom."
(5)Artikel 47d affattes således:
"Artikel 47d
1.
Medlemsstaterne fastsætter, at momsangivelsen med de oplysninger, der er fastsat i artikel 365, 369g, 369t og 369xg i direktiv 2006/112/EF, skal fremsendes elektronisk.
2.
Identifikationsmedlemsstaten fremsender de i stk. 1 omhandlede oplysninger elektronisk til den kompetente myndighed i forbrugsmedlemsstaten eller de medlemsstater, som forsendelsen eller transporten af varerne har fundet sted fra og til, senest 20 dage efter udgangen af den måned, hvor angivelsen skulle indgives."
(6)I artikel 47h tilføjes følgende stykke:
"Med henblik på stk. 1 giver medlemsstaterne de kompetente myndigheder adgang til de oplysninger, der er omhandlet i artikel 369p, stk. 1 og 3, i direktiv 2006/112/EF."
(7)I artikel 47i foretages følgende ændringer:
(a)Stk. 1 affattes således:
"1.
For at få udleveret de regnskaber, en afgiftspligtig person eller formidler skal føre i henhold til artikel 369, 369k, 369x og 369xk i direktiv 2006/112/EF, skal forbrugsmedlemsstaten eller den medlemsstat, som forsendelsen eller transporten af varerne har fundet sted fra og til, først rette elektronisk anmodning herom til identifikationsmedlemsstaten."
(b)Stk. 4 og 5 affattes således:
"4.
Identifikationsmedlemsstaten videresender omgående elektronisk de fremsendte regnskaber til den forbrugsmedlemsstat, der har anmodet om dem, eller til den medlemsstat, som forsendelsen eller transporten af varerne har fundet sted fra og til.
5.
Har denne forbrugsmedlemsstat eller medlemsstat, som forsendelsen eller transporten af varerne har fundet sted fra og til, ikke modtaget regnskaberne senest 30 dage efter datoen for fremsættelse af sin anmodning herom, kan den tage ethvert skridt hjemlet i dens egen lovgivning for at få udleveret disse regnskaber."
(8)Artikel 47j, stk. 2, affattes således:
"2. Uanset artikel 7, stk. 4, skal forbrugsmedlemsstaten eller den medlemsstat, som forsendelsen eller transporten af varerne har fundet sted fra og til, hvis den beslutter, at det er nødvendigt at gennemføre en administrativ undersøgelse, først rådføre sig med identifikationsmedlemsstaten om nødvendigheden af en sådan undersøgelse."
(9)Artikel 47l, litra a), affattes således:
"a)de tekniske detaljer, herunder en ensartet elektronisk meddelelse, for fremsendelsen af de i artikel 47b, stk. 1, artikel 47c, stk. 1, og artikel 47d, stk. 1, omhandlede oplysninger og den standardformular, der er omhandlet i artikel 47i, stk. 3, og artikel 47m"
(10)Som kapitel XIa indsættes:
"KAPITEL XIa
BESTEMMELSER VEDRØRENDE REGNSKABSFØRINGSFORPLIGTELSER FOR ELEKTRONISKE GRÆNSEFLADER, DER FORMIDLER LEVERINGER AF VARER ELLER TJENESTEYDELSER I OVERENSSTEMMELSE MED ARTIKEL 242A I DIREKTIV 2006/112/EF
Artikel 47la
1.
For at indhente de regnskaber, som en afgiftspligtig person er i besiddelse af, i henhold til artikel 242a i direktiv 2006/112/EF, indgiver den medlemsstat, hvor de pågældende leveringer er afgiftspligtige, først en elektronisk anmodning til den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person er momsregistreret.
2.
Hvis den medlemsstat, hvor en afgiftspligtig person er momsregistreret, modtager en anmodning som omhandlet i stk. 1, fremsender denne medlemsstat straks anmodningen elektronisk til den afgiftspligtige person.
3.
Medlemsstaterne fastsætter, at en afgiftspligtig person efter anmodning skal indsende de ønskede regnskaber elektronisk til den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person er momsregistreret. Medlemsstaterne accepterer, at regnskaberne kan fremsendes ved hjælp af en standardformular.
4.
Den medlemsstat, hvor den afgiftspligtige person er momsregistreret, fremsender straks de regnskaber, der er indhentet elektronisk, til den anmodende medlemsstat, hvor disse leveringer er afgiftspligtige.
5.
Har den anmodende medlemsstat, hvor disse leveringer er afgiftspligtige, ikke modtaget regnskaberne senest 30 dage efter datoen for fremsættelse af sin anmodning herom, kan den tage ethvert skridt hjemlet i dens egen lovgivning for at få udleveret disse regnskaber.
Artikel 47lb
Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter følgende:
(a)de tekniske detaljer for standardformularen, jf. artikel 47la, stk. 3
(b)de tekniske detaljer, herunder en ensartet elektronisk meddelelse, for fremsendelsen af de i artikel 47la, stk. 1, 2 og 4, omhandlede oplysninger samt den tekniske fremgangsmåde for fremsendelsen af disse oplysninger.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.".
Artikel 2
Ændringer af forordning (EU) nr. 904/2010 med virkning fra den 1. januar 2026
I forordning (EU) nr. 904/2021 foretages følgende ændringer:
(1)I artikel 21 foretages følgende ændringer:
(a) I stk. 2 foretages følgende ændringer:
i)Litra c) affattes således:
"c) momsregistreringsnummeret for alle personer, der har foretaget de i litra b) omhandlede leveringer af varer og tjenesteydelser"
ii)I litra e) affattes den indledende tekst således:
"den samlede værdi af de i litra b) omhandlede leveringer af varer og tjenesteydelser, der er foretaget af hver enkelt af de i litra c) omhandlede personer til hver enkelt af de personer, som er blevet tildelt et momsregistreringsnummer af en anden medlemsstat, på følgende betingelser:"
Artikel 3
Ændringer af forordning (EU) nr. 904/2010 med virkning fra den 1. januar 2028
I forordning (EU) nr. 904/2021 foretages følgende ændringer:
(1)Artikel 2, stk. 1, litra g) og h), affattes således:
"g)"levering af varer inden for Fællesskabet": en levering af varer, om hvilken der skal indsendes oplysninger, jf. artikel 262 i direktiv 2006/112/EF
h)"levering af tjenesteydelser inden for Fællesskabet": en levering af tjenesteydelser, om hvilken der skal indsendes oplysninger, jf. artikel 262 i direktiv 2006/112/EF"
(2)Artikel 17, stk. 1, litra a), affattes således:
"a) oplysninger, der indsamles i henhold til afsnit XI, kapitel 6, i direktiv 2006/112/EF som ændret ved Rådets direktiv (EU) 2022/890*
* Rådets direktiv (EU) 2022/890 af 3. juni 2022 om ændring af direktiv 2006/112/EF for så vidt angår forlængelse af anvendelsesperioden for den fakultative ordning for omvendt betalingspligt ved levering af bestemte varer og ydelser, som kan være udsat for svig, og for den hurtige reaktionsmekanisme til bekæmpelse af momssvig (EUT L 155 af 8.6.2022, s. 1)."
(3)I kapitel V indsættes følgende afdeling 3 efter artikel 24f:
"AFDELING 3
Det centrale elektroniske momsinformationsudvekslingssystem"
Artikel 24g
1. Kommissionen udvikler, vedligeholder, hoster og forvalter teknisk et elektronisk, centralt momsinformationsudvekslingssystem ("det centrale VIES") til de formål, der er omhandlet i artikel 1.
2.Hver medlemsstat udvikler, vedligeholder, hoster og forvalter teknisk et nationalt elektronisk system til automatisk overførsel af følgende oplysninger til det centrale VIES:
(a)oplysninger, der indsamles i henhold til afsnit XI, kapitel 6, afdeling 1, i direktiv 2006/112/EF
(b)oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 213 i direktiv 2006/112/EF, om den identitet, virksomhed, juridiske form og adresse, der er knyttet til de personer, til hvem den har tildelt et momsregistreringsnummer, samt datoen for tildelingen af dette nummer
(c)momsregistreringsnumre, som medlemsstaten har tildelt, og som er blevet ugyldige, samt datoerne, hvor disse numre blev ugyldige
(d)dato og tidspunkt for ændringer af de i litra a), b) og c) omhandlede oplysninger
De i litra a) omhandlede oplysninger skal overholdeden europæiske standard for elektronisk fakturering og listen over syntakser, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU*.
Kommissionen præciserer ved hjælp af en gennemførelsesretsakt detaljerne og formatet for de oplysninger, der er anført i dette stykke. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.
3.Hver medlemsstat kan lagre de oplysninger, der er omhandlet i denne artikels stk. 2, og de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24j, litra b), c) og d), i det nationale elektroniske system, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2.
Artikel 24h
1.Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, der er tilgængelige i det centrale VIES, er ajourførte, fuldstændige og nøjagtige.
Kommissionen fastsætter ved hjælp af en gennemførelsesretsakt kriterierne for, hvilke ændringer der ikke er relevante, væsentlige eller nyttige nok til at kunne indberettes i det centrale VIES. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.
2.Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de oplysninger, som afgiftspligtige personer og ikkeafgiftspligtige juridiske personer indsender med henblik på momsregistrering i overensstemmelse med artikel 214 i direktiv 2006/112/EF, efter deres vurdering er fuldstændige og nøjagtige, inden de fremsendes til det centrale VIES.
Medlemsstaterne gennemfører procedurer til kontrol af disse oplysninger, som følge af resultaterne af deres risikovurderinger. Kontrollen gennemføres i princippet forud for momsregistreringen, eller, hvis der kun er foretaget foreløbig kontrol forud for en sådan registrering, senest seks måneder efter en sådan registrering.
3.Medlemsstaterne underretter Kommissionen og de andre medlemsstater om de foranstaltninger, der på nationalt plan er iværksat for at sikre kvaliteten og pålideligheden af oplysningerne i overensstemmelse med stk. 2.
4.Medlemsstaterne indlæser straks de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24g, stk. 2, i det centrale VIES.
Detaljerne vedrørende acceptable tekniske forsinkelser fastlægges i en gennemførelsesretsakt. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.
5.Uanset artiklens stk. 4 indlæses de i artikel 24g, stk. 2, litra a), omhandlede oplysninger i det centrale VIES senest én dag efter indhentningen af de oplysninger, som den afgiftspligtige person har indsendt til de kompetente myndigheder.
6.De i artikel 24g, stk. 2, omhandlede oplysninger skal være tilgængelige i det centrale VIES i fem år fra udgangen af det år, hvor oplysningerne blev fremsendt til det centrale VIES.
Artikel 24i
1.Medlemsstaterne ajourfører automatisk det centrale VIES for at sikre, at momsregistreringsnummeret, jf. artikel 214 i direktiv 2006/112/EF, vises som ugyldigt i det centrale VIES i følgende situationer:
(a)når de momsregistrerede personer, der har erklæret, at de har indstillet deres økonomiske virksomhed, jf. artikel 9 i direktiv 2006/112/EF, eller når den kompetente myndighed anser, at de har indstillet deres økonomiske virksomhed
(b)når personer, der med henblik på at blive momsregistreret har afgivet falske oplysninger, og hvor den pågældende ikke ville være blevet registreret eller ikke kunne have opretholdt registreringen, hvis skattemyndighederne var blevet underrettet
(c)når personer har undladt at meddele ændringer i deres oplysninger, og hvor den pågældende ikke ville være blevet registreret eller ikke kunne have opretholdt registreringen, hvis skattemyndighederne var blevet underrettet.
De situationer, der er anført i dette stykke, berører ikke eventuelle nationale regler, der fastsætter yderligere situationer.
2. Med henblik på stk. 1, litra a), anses en økonomisk aktivitet af den kompetente myndighed for at være indstillet i mindst følgende situationer:
(a)den momsregistrerede person har undladt at indgive momsangivelser i ét år efter udløbet af fristen for indgivelse af den første ikkeforelagte momsangivelse, selv om vedkommende var forpligtet hertil
(b)den momsregistrerede person har undladt at indsende oplysninger om levering af varer eller tjenesteydelser inden for Fællesskabet i seks måneder efter udløbet af fristen for indgivelse af disse oplysninger, selv om vedkommende var forpligtet hertil.
De situationer, der er anført i dette stykke, berører ikke eventuelle nationale regler, der fastsætter yderligere situationer.
Artikel 24j
Det centrale VIES skal have følgende funktioner med hensyn til de oplysninger, der modtages i henhold til denne forordnings artikel 24g, stk. 2:
(a)lagring af de oplysninger, der er omhandlet i nærværende artikel, litra b), c) og d), og denne forordnings artikel 24g, stk. 2
(b)krydstjek af de oplysninger om leveringer og erhvervelser inden for Fællesskabet, der indsamles i henhold til afsnit XI, kapitel 6, afdeling 1, i direktiv 2006/112/EF
(c)aggregering af oplysninger om personer, hvis momsregistreringsnummer er tildelt og indsamlet i henhold til artikel 213 i direktiv 2006/112/EF, og tilgængeliggørelse af følgende oplysninger for de embedsmænd eller elektroniske systemer, der er omhandlet i artikel 24k:
i)den samlede værdi af alle leveringer af varer inden for Fællesskabet og den samlede værdi af alle leveringer af tjenesteydelser inden for Fællesskabet til personer, der er i besiddelse af et momsregistreringsnummer udstedt af en medlemsstat, fra alle virksomheder, der er momsregistreret i hver anden medlemsstat
ii)momsregistreringsnummeret for alle personer, der har foretaget de i nummer i) omhandlede leveringer af varer og tjenesteydelser
iii)den samlede værdi af de i nummer i) omhandlede leveringer af varer og tjenesteydelser, der er foretaget af hver enkelt af de i nummer ii) omhandlede personer til hver enkelt af de personer, som er blevet tildelt et momsregistreringsnummer af en medlemsstat
iv)den samlede værdi af de i nummer i) omhandlede leveringer af varer og tjenesteydelser, der er foretaget af hver enkelt af de i nummer ii) omhandlede personer til hver enkelt af de personer, som er blevet tildelt et momsregistreringsnummer af en anden medlemsstat
(d)behandling af oplysninger sammen med alle oplysninger, der er meddelt eller indsamlet i henhold til denne forordning
(e)tilgængeliggørelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24g, stk. 2, og i nærværende artikel, litra b), c) og d), for de embedsmænd eller elektroniske systemer, der er omhandlet i artikel 24k.
Artikel 24k
1.Hver medlemsstat giver automatiseret adgang til det centrale VIES til:
(a)embedsmænd, som af den kompetente myndighed i den pågældende medlemsstat er bemyndiget til at få direkte adgang til oplysninger i det centrale VIES
(b)Eurofiscforbindelsesembedsmænd som omhandlet i artikel 36, stk. 1, der er i besiddelse af en personlig brugeridentifikation til det centrale VIES, såfremt denne adgang er i forbindelse med en efterforskning af mistanke om momssvig eller skal afsløre momssvig
(c)den pågældende medlemsstats embedsmænd, der kontrollerer kravene i artikel 143, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF.
2. Hver medlemsstat giver automatiseret adgang til det centrale VIES til:
(a)den pågældende medlemsstats nationale elektroniske systemer, der kontrollerer kravene i artikel 143, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF
(b)nationale elektroniske systemer, jf. artikel 24g, stk. 2, til de formål, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, andet afsnit, i nærværende forordning
(c)det centrale elektroniske system med betalingsoplysninger ("CESOP"), jf. artikel 24a
(d)de elektroniske systemer, hvormed Eurofisc foretager hurtig udveksling, behandling og analyse af målrettede oplysninger om grænseoverskridende svig.
3.
Kommissionen præciserer ved hjælp af en gennemførelsesretsakt følgende:
(a)de praktiske foranstaltninger til identifikation af de embedsmænd og elektroniske systemer, der er omhandlet i stk. 1 og 2
(b)de tekniske detaljer vedrørende de i stk. 1 og 2 omhandlede tjenestemænds og elektroniske systemers adgang til de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24j, litra a)-d).
Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.
Artikel 24l
1.
Udgifterne til oprettelse, drift og vedligeholdelse af det centrale VIES afholdes over Unionens almindelige budget. Disse omkostninger omfatter omkostninger til den sikre forbindelse mellem det centrale VIES og de nationale elektroniske systemer, jf. artikel 24g, stk. 2, samt til de tjenester, der er nødvendige for at varetage de opgaver, der er anført i artikel 24j.
2.
Hver medlemsstat afholder omkostningerne ved og er ansvarlig for al nødvendig udvikling af sine nationale elektroniske systemer som omhandlet i artikel 24g, stk. 2, for at muliggøre udveksling af oplysninger via CCN-netværket eller et andet lignende sikkert netværk.
Artikel 24m
Kommissionen præciserer ved hjælp af gennemførelsesretsakter følgende:
(a)de opgaver, som Kommissionen skal udføre i forbindelse med den tekniske forvaltning af det centrale VIES
(b)medlemsstaternes roller og ansvarsområder som dataansvarlige og Kommissionens som databehandler i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 og forordning (EU) 2018/1725.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/55/EU af 16. april 2014 om elektronisk fakturering i forbindelse med offentlige udbud (EUT L 133 af 6.5.2014, s. 1).
± Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39)."
Artikel 4
Ændringer af forordning (EU) nr. 904/2010 med virkning fra den 1. januar 2030
I forordning (EU) nr. 904/2010 foretages følgende ændringer:
(1)I artikel 17, stk. 1, udgår litra a), b) og c)
(2)I artikel 20 foretages følgende ændringer:
(a)Stk. 2 udgår
(b)Stk. 3 affattes således:
"3. Uanset nærværende artikels stk. 1 skal de oplysninger, som rettes eller tilføjes i henhold til artikel 19, indlæses i det elektroniske system senest én måned efter den periode, hvor de er indsamlet."
(3)I artikel 21 foretages følgende ændringer:
(a)Stk. 3 affattes således:
"3.Kommissionen fastsætter ved hjælp af gennemførelsesretsakter de praktiske ordninger med hensyn til de betingelser, der er fastsat i nærværende artikels stk. 2a, litra d), for at gøre det muligt for den medlemsstat, der stiller oplysningerne til rådighed, at identificere den Eurofiscforbindelsesembedsmand, der har adgang til oplysningerne. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 58, stk. 2."
c)Stk. 1a og 2 udgår
(4)Artikel 22 og 23 udgår
(5)Artikel 31, stk. 1, affattes således:
"1.
De kompetente myndigheder i hver medlemsstat sikrer, at personer, der er involveret i leveringer af varer eller tjenesteydelser inden for Fællesskabet, og ikkeetablerede afgiftspligtige personer, der leverer tjenesteydelser, har mulighed for til brug for denne type aktiviteter elektronisk at få bekræftet gyldigheden af et momsregistreringsnummer for en bestemt person samt vedkommendes navn og adresse. Disse oplysninger skal svare til de oplysninger, der er omhandlet i artikel 24g, stk. 2."
Artikel 5
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 1 finder anvendelse fra den 1. januar 2025.
Artikel 2 finder anvendelse fra den 1. januar 2026.
Artikel 3 finder anvendelse fra den 1. januar 2028.
Artikel 4 finder anvendelse fra den 1. januar 2030.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].