EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 15.9.2022
COM(2022) 464 final
BILAG
til
Henstilling med henblik på RÅDETS AFGØRELSE
om ændring af afgørelse (EU) 2021/1345 for så vidt angår indledningen af forhandlinger med Colombia og Mexico med henblik på indgåelse af aftaler om handel med økologiske produkter
BILAG
"ADDENDUM
FORHANDLINGSDIREKTIVER VEDRØRENDE AFTALER OM HANDEL MED ØKOLOGISKE PRODUKTER MELLEM DEN EUROPÆISKE UNION OG ARGENTINA, AUSTRALIEN, CANADA, COLOMBIA, COSTA RICA, INDIEN, ISRAEL, JAPAN, MEXICO, NEW ZEALAND, SYDKOREA, TUNESIEN OG DE FORENEDE STATER
1. Kommissionen kan indlede forhandlinger med Argentina, Australien, Canada, Colombia, Costa Rica, Indien, Israel, Japan, Mexico, New Zealand, Sydkorea, Tunesien og De Forenede Stater med henblik på at opnå afbalancerede aftaler om ækvivalensen af standarderne for økologisk produktion og kontrolordninger."
2. Forhandlingerne skal have til formål at lette handel med økologiske produkter på et gensidigt grundlag til begges fordel.
3. Forhandlingerne vedrører produkter som omhandlet i artikel 2, stk. 1, i forordning (EU) 2018/848, som er produceret på Unionens område og på det pågældende tredjelands område.
4. Kommissionen bestræber sig på at opnå et højt niveau af respekt for målene og principperne for økologisk produktion og et højt niveau af den sikkerhed, som kontrolordningen giver, herunder overvågning, jf. forordning (EU) 2018/848.
5. Kommissionen bestræber sig på at opnå beskyttelse af betegnelser, afledninger heraf eller diminutivformer og Unionens logo for økologisk produktion, således at anvendelsen heraf forbeholdes mærkningen af produkter, der er i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/848.
6. Kommissionen tager hensyn til principperne og produktionsreglerne i Codex Alimentarius-retningslinje CAC/GL 32.
7. Medmindre andet er fastsat i direktiverne med henblik på forhandling af en frihandelsaftale med det pågældende tredjeland, anvender Kommissionen de foreliggende forhandlingsdirektiver på bestemmelser vedrørende handel med økologiske produkter, når den har til hensigt at behandle spørgsmål om handel med økologiske produkter i forbindelse med nuværende eller fremtidige forhandlinger om frihandelsaftaler mellem Unionen og tredjelande.
8. Under forhandlingerne i henhold til disse forhandlingsdirektiver tager Kommissionen navnlig hensyn til principperne og mekanismerne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og de forpligtelser, der følger af Verdenshandelsorganisationens regler.
9. Aftalen skal indeholde bestemmelser om, at de kontraherende parter skal træffe passende foranstaltninger i tilfælde af manglende administrativt samarbejde eller forvaltning.
Inden Kommissionen indleder forhandlinger med de pågældende tredjelande, underretter den Specialkomitéen for Landbrug under Rådet for Den Europæiske Union og ajourfører den regelmæssigt om deres fremskridt."