Bruxelles, den 9.6.2022

COM(2022) 288 final

2022/0188(COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for moldoviske varer i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Ruslands uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine siden den 24. februar 2022 har haft en markant negativ indvirkning på Republikken Moldovas ("Moldova") evne til at samhandle med resten af verden, navnlig fordi Moldovas eksport var afhængig af transit via ukrainsk område og ukrainsk infrastruktur, hvilket nu er stort set uladsiggørligt. I denne vanskelige situation har Ukraine anmodet Unionen om så vidt muligt at lette betingelserne for, at landet kan omdirigere en del sin handel med resten af verden til EU for yderligere at styrke sine handelsforbindelser med Unionen og støtte sin økonomi. Med henblik herpå er det nødvendigt at øge markedsliberaliseringen, navnlig for landbrugsvarer, der er omfattet af årlige toldfrie toldkontingenter ("toldkontingenter") i henhold til bilag XV-A til associeringsaftalen mellem EU og Republikken Moldova ("associeringsaftalen") 1 om oprettelse af et vidtgående og bredt frihandelsområde ("DCFTA").

Kommissionen fremsætter derfor forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger i form af yderligere toldfrie kontingenter for en række landbrugsvarer, der stadig er omfattet af toldkontingenter, og som skal gælde i en periode på et år.

I henhold til bilag XV-A til associeringsaftalen er syv landbrugsvarer fra Moldova omfattet af toldkontingenter. Disse varer er: tomater, hvidløg, spisedruer, æbler, kirsebær, blommer og druesaft. To af disse varer (blommer og spisedruer) blev i store mængder eksporteret af Moldova til tredjelandsmarkeder, navnlig Rusland, Belarus og Ukraine. For disse varer bør der indføres yderligere toldfrie kontingenter for, om nødvendigt, midlertidigt at støtte omdirigeringen til Unionen af de salgsmængder, der oprindeligt var rettet mod disse markeder. For de resterende varer (tomater, hvidløg, æbler, kirsebær og druesaft) vil de nyligt indførte kontingenter bestå af en yderligere toldfri mængde af samme størrelse som den, der er fastsat i associeringsaftalen.

Disse midlertidige og ekstraordinære foranstaltninger vil støtte og fremme de eksisterende handelsstrømme fra Moldova til Unionen og støtte Moldovas økonomi. Dette er i overensstemmelse med de primære mål i associeringsaftalen, nemlig at fastlægge betingelserne for en forbedring af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser, der kan føre til Moldovas gradvise integration i EU's indre marked, samt bidrage til at styrke demokratiet og den politiske, økonomiske og institutionelle stabilitet i Moldova.

De handelsliberaliserende foranstaltninger, der er omhandlet i dette forslag til forordning, træffes under overholdelse af forpligtelsen i associeringsaftalens artikel 2, hvori respekten for de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredning af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og disses fremføringsmidler er fastsat som væsentlige elementer i aftalen. I henhold til samme artikel forpligter parterne sig desuden navnlig til at overholde de generelle principper om respekt for retsstatsprincippet og god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme, samt respekt for principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme. De handelsliberaliserende foranstaltninger vil i sig selv være betinget af, at disse væsentlige elementer og generelle principper respekteres.

Desuden har de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er indeholdt i dette forslag, til formål i overensstemmelse med artikel 207, stk. 1, i TEUF at sikre, at Unionens fælles handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil, jf. artikel 21 i TEU.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Disse handelsliberaliserende foranstaltninger vil være i overensstemmelse med gennemførelsen af aftalen og navnlig med afsnit V om oprettelse af et vidtgående og bredt frihandelsområde, hvori det fastsættes, at parterne gradvist skal oprette et frihandelsområde i en overgangsperiode på højst 10 år fra aftalens ikrafttræden (aftalens artikel 143).

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Den Europæiske Union har på det kraftigste fordømt den russiske aggression mod Ukraine og har taget betydelige skridt til at støtte Moldova i denne ekstraordinære situation, bl.a. med yderligere humanitær bistand og grænsestøtte, makrofinansiel bistand og foranstaltninger for at lette handelen i den nuværende vanskelige situation. Den foreslåede forordning vil derfor være i overensstemmelse med Unionens forpligtelse i henhold til artikel 21, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union til at sikre sammenhæng mellem de forskellige områder af dens optræden udadtil samt med artikel 207, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det fastsættes, at den fælles handelspolitik skal føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Retsgrundlaget for forslaget er artikel 207, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Den fælles handelspolitik er defineret som et område, hvor Unionen har enekompetence, jf. artikel 3, stk. 1, litra e), i TEUF. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Dette forslag er nødvendigt med henblik på at gennemføre den fælles handelspolitik og nå målet om at støtte Moldova i forbindelse med landets nuværende økonomiske vanskeligheder, også på området for handel med Unionen.

Valg af retsakt

Dette forslag er baseret på artikel 207, stk. 2, i TEUF og henhører under Unionens fælles handelspolitik.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

Høringer af interesserede parter

Ikke relevant.

Indhentning og brug af ekspertbistand

Ikke relevant.

Konsekvensanalyse

I betragtning af, at den økonomiske situation i Moldova kræver en øjeblikkelig indsats, er det vigtigt, at forordningen kan træde i kraft hurtigst muligt. Der er derfor ikke foretaget en konsekvensanalyse af den pågældende foranstaltning. Imidlertid har bestemmelserne om handel og handelsrelaterede anliggender i associeringsaftalen været genstand for en bæredygtighedsvurdering bestilt af Generaldirektoratet for Handel og fremlagt i 2012, som indgik i forhandlingerne om et vidtgående og bredt frihandelsområde. Undersøgelsen bekræftede, at gennemførelsen af bestemmelserne om handel og handelsrelaterede anliggender ville få en positiv økonomisk virkning for både EU og Moldova.

Målrettet regulering og forenkling

Foranstaltningen øger ikke den administrative byrde for virksomhederne.

Grundlæggende rettigheder

Disse foranstaltninger skal overholde de samme grundlæggende principper, som er fastsat i associeringsaftalen. Navnlig fremgår det af associeringsaftalens artikel 2, at respekten for de demokratiske principper, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder udgør væsentlige elementer i aftalen.

Foranstaltningerne vil også være i overensstemmelse med EU's charter om grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Ud fra et skøn baseret på importen fra Moldova i 2021 vil Den Europæiske Union gå glip af toldindtægter svarende til ca. 0,3 mio. EUR om året. Indvirkningen på EU's egne indtægter vil derfor være meget begrænset.

5.ANDRE FORHOLD

Planer for gennemførelsen og foranstaltninger til overvågning, evaluering og rapportering

Online-rapportering om udviklingen i den bilaterale handel mellem EU og Moldova er tilgængelig på Europa-Kommissionens websteder om dette emne.

Forklarende dokumenter (for direktiver)

Ikke relevant.

Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

I lyset af krisesituationen i Moldova som følge af den russiske invasion af Ukraine har foranstaltningen til formål at øge handelsstrømmene fra Moldova ved at bevilge yderligere toldfri import til Unionen af moldoviske landbrugsvarer. De handelsliberaliserende foranstaltninger vil bestå af yderligere toldfrie kontingenter for en række landbrugsvarer, der stadig er omfattet af toldkontingenter.

2022/0188 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for moldoviske varer i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure 2 , og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova ("Moldova") på den anden side 3 ("associeringsaftalen") udgør grundlaget for forbindelserne mellem Unionen og Republikken Moldova. I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2014/492/EU 4 har afsnit IV i associeringsaftalen, som vedrører handel og handelsrelaterede anliggender, fundet midlertidig anvendelse siden den 1. september 2014 og er trådt i kraft den 1. juli 2016 efter at være blevet ratificeret af samtlige medlemsstater.

(2)Associeringsaftalen er et udtryk for ønsket hos parterne i associeringsaftalen ("parterne") om at styrke og udvide forbindelserne på en ambitiøs og innovativ måde, at lette og opnå gradvis økonomisk integration og at gøre dette i overensstemmelse med de rettigheder og forpligtelser, der følger af parternes medlemskab af Verdenshandelsorganisationen.

(3)Ifølge associeringsaftalens artikel 143 skal der gradvist etableres et frihandelsområde mellem parterne i overensstemmelse med artikel XXIV i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel fra 1994 ("GATT 1994"). Med henblik herpå indeholder associeringsaftalens artikel 147 bestemmelser om gradvis afskaffelse af told i overensstemmelse med tidsplanen deri og giver mulighed for at fremskynde og udvide anvendelsesområdet for denne afskaffelse.

(4)Ruslands uprovokerede og uberettigede angrebskrig mod Ukraine siden den 24. februar 2022 har haft en markant negativ indvirkning på Moldovas evne til at samhandle med resten af verden, navnlig fordi Moldovas eksport var afhængig af transithandelen via ukrainsk område og ukrainsk infrastruktur, hvilket nu er stort set uladsiggørligt. For at afbøde de negative virkninger for Moldovas økonomi er det nødvendigt at fremskynde udviklingen af tættere økonomiske forbindelser mellem Unionen og Republikken Moldova og yde hurtig støtte til Moldovas økonomi under disse kritiske omstændigheder. Det er derfor nødvendigt og hensigtsmæssigt at stimulere Moldovas handelsstrømme i form af midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger, der giver yderligere toldfrie kontingenter for syv landbrugsvarer, der stadig er omfattet af årlige toldfrie toldkontingenter ("toldkontingenter"), i overensstemmelse med en fremskyndet afskaffelse af tolden på handel mellem Den Europæiske Union og Moldova.

(5)I overensstemmelse med artikel 21, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) bør Unionen sikre sammenhæng mellem de forskellige områder af sin optræden udadtil. I henhold til artikel 207, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) bør den fælles handelspolitik føres inden for rammerne af principperne og målene for Unionens optræden udadtil.

(6)De handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning, bør bestå af midlertidige, yderligere toldfrie kontingenter for en række landbrugsvarer, der stadig er omfattet af toldkontingenter. Gennem disse foranstaltninger vil Unionen udbygge den økonomiske integration mellem Moldova og Unionen og midlertidigt yde passende økonomisk støtte til fordel for Moldova og de berørte økonomiske aktører. I henhold til bilag XV-A til associeringsaftalen er syv landbrugsvarer fra Moldova omfattet af toldkontingenter. Disse varer er: tomater, hvidløg, spisedruer, æbler, kirsebær, blommer og druesaft. To af disse varer (blommer og spisedruer) blev i store mængder eksporteret af Moldova til tredjelandsmarkeder, navnlig Rusland, Belarus og Ukraine. For disse varer bør der indføres yderligere toldfrie kontingenter for, om nødvendigt, midlertidigt at støtte omdirigeringen til Unionen af de salgsmængder, der oprindeligt var rettet mod disse markeder. For de resterende varer (tomater, hvidløg, æbler, kirsebær og druesaft) vil de nyligt indførte toldkontingenter bestå af en yderligere toldfri mængde af samme størrelse som den, der er fastsat i associeringsaftalen.

(7)Med henblik på at forebygge svig bør retten til de handelsforanstaltninger, der indføres ved denne forordning, være betinget af, at Moldova overholder alle de relevante betingelser for at opnå fordele i medfør af associeringsaftalen, herunder oprindelsesreglerne for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer, og at Moldova indgår i et tæt administrativt samarbejde med Unionen som fastsat i associeringsaftalen.

(8)Moldova bør afstå fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import med oprindelse i Unionen, fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser og fra at indføre andre restriktioner, medmindre dette er klart begrundet i lyset af krigen. Såfremt Moldova ikke overholder disse betingelser, bør Kommissionen have beføjelse til midlertidigt at suspendere alle eller dele af de handelsforanstaltninger, der indføres ved denne forordning.

(9)Artikel 2 i associeringsaftalen fastsætter bl.a., at respekten for de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler udgør væsentlige elementer i associeringsaftalen. I henhold til samme artikel forpligter parterne sig navnlig til at overholde følgende generelle principper: respekten for retsstatsprincippet og god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme, samt respekten for principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme. Der bør gives mulighed for midlertidigt at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der fastsættes ved denne forordning, hvis Moldova ikke respekterer enten de væsentlige elementer eller ovennævnte generelle principper i associeringsaftalen.

(10)For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til midlertidigt at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er omhandlet i betragtning 7, i tilfælde, hvor EU-producenter af lignende eller direkte konkurrerende varer påvirkes alvorligt eller kunne blive alvorligt påvirket af import i medfør af denne forordning. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 5 .

(11)Der bør gives mulighed for at suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger som omhandlet i betragtning 6 for så vidt angår en eller flere varer, der falder ind under denne forordnings anvendelsesområde, hvis Kommissionen ved en undersøgelse konstaterer, at sådanne varer forvolder eller kan risikere at forvolde alvorlige vanskeligheder for EU-producenter af lignende eller direkte konkurrerende varer.

(12)Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde, som er en integrerende del af associeringsaftalen, bør indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de handelsforanstaltninger, der indføres ved denne forordning.

(13)I betragtning af den hastende karakter af den situation, som Ruslands angrebskrig mod Ukraine har forårsaget, anses det for hensigtsmæssigt at anvende den fravigelse af perioden på otte uger, som er angivet i artikel 4 i protokol nr. 1 om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til TEU, TEUF og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab.

(14)I betragtning af, at den økonomiske situation i Moldova kræver en øjeblikkelig indsats, bør forordningen træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Handelsliberaliserende foranstaltninger

Ud over de toldfrie toldkontingenter, der er fastlagt ved associeringsaftalen i bilag XV-A hertil, kan de landbrugsvarer, der er anført i bilaget til denne forordning, importeres til Unionen fra Republikken Moldova inden for rammerne af Unionens toldfrie toldkontingenter som fastsat i nævnte bilag. Disse toldfrie toldkontingenter forvaltes af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 49-54 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 6 .

Artikel 2

Betingelser for retten til de handelsliberaliserende foranstaltninger

De i artikel 1 omhandlede handelsliberaliserende foranstaltninger er underlagt følgende betingelser:

a)at oprindelsesreglerne for varer og de dertil knyttede procedurer som fastsat i associeringsaftalen overholdes

b)at Moldova afstår fra at indføre ny told eller nye afgifter med tilsvarende virkning og nye kvantitative restriktioner eller foranstaltninger med tilsvarende virkning for import med oprindelse i Unionen, fra at forhøje eksisterende told- eller afgiftssatser og fra at indføre andre restriktioner, herunder diskriminerende interne administrative foranstaltninger, medmindre dette er klart begrundet i lyset af krigen, og

c)at Moldova respekterer de demokratiske principper, menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder samt bekæmpelse af spredningen af masseødelæggelsesvåben, tilknyttede materialer og deres fremføringsmidler, samt retsstatsprincippet og principperne om god regeringsførelse, bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter, herunder organiseret kriminalitet og kriminalitet af tværnational karakter, og terrorisme, og respekterer principperne om bæredygtig udvikling og effektiv multilateralisme som omhandlet i associeringsaftalens artikel 2, 9 og 16.

Artikel 3

Midlertidig suspension af foranstaltninger

1.Skønner Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser på, at Moldova ikke overholder betingelserne i artikel 2, kan den ved hjælp af en gennemførelsesretsakt helt eller delvist suspendere de handelsliberaliserende foranstaltninger som fastsat i denne forordning. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 5, stk. 2.

2.Hvis en medlemsstat anmoder Kommissionen om at suspendere en eller flere af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, på grundlag af manglende overholdelse af betingelserne i artikel 2, litra b), afgiver Kommissionen inden for fire måneder efter at have modtaget en sådan anmodning en begrundet udtalelse om, hvorvidt påstanden om Moldovas manglende overholdelse er underbygget. Hvis Kommissionen konkluderer, at påstanden er underbygget, indleder Kommissionen den procedure, der er omhandlet i denne artikels stk. 1.

Artikel 4

Beskyttelsesklausul

1.Såfremt en vare med oprindelse i Moldova importeres på vilkår, der forvolder eller kan risikere at forvolde alvorlige vanskeligheder for EU-producenter af lignende eller direkte konkurrerende varer, kan den handelsliberaliserende foranstaltning som omhandlet i artikel 1 til enhver tid suspenderes for så vidt angår den pågældende vare.

2.Kommissionen overvåger nøje konsekvenserne af denne forordning, herunder for så vidt angår priserne på EU-markedet, under hensyntagen til oplysningerne om eksport, import og EU-produktion af de varer, der er omfattet af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der indføres ved denne forordning.

3.Kommissionen træffer afgørelse om at indlede en undersøgelse inden for en rimelig frist:

a)efter anmodning fra en medlemsstat

b)efter anmodning fra en juridisk person eller en sammenslutning, der ikke har status som juridisk person, og som agerer på vegne af EU-producenterne, dvs. alle eller en væsentlig del af EU-producenterne af lignende eller direkte konkurrerende varer, eller

c)på Kommissionens eget initiativ, hvis det er åbenbart for Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige prima facie-beviser for de i stk. 1 omhandlede alvorlige vanskeligheder for EU-producenter af lignende eller direkte konkurrerende varer.

Med henblik på dette stykke forstås ved "væsentlig del af EU-producenter af lignende eller direkte konkurrerende varer" EU-producenter, hvis samlede produktion udgør mere end 50 % af den samlede EU-produktion af lignende eller direkte konkurrerende varer produceret af den pågældende del af EU-erhvervsgrenen, som har givet udtryk for tilslutning til eller modstand imod anmodningen, og som repræsenterer mindst 25 % af den samlede produktion af samme eller direkte konkurrerende varer produceret af EU-erhvervsgrenen.

4.Hvis Kommissionen beslutter at indlede en undersøgelse, offentliggør den en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om indledningen af undersøgelsen. Meddelelsen skal indeholde et sammendrag af de modtagne oplysninger og præcisere, at alle relevante oplysninger skal indsendes til Kommissionen. Endvidere angives der en frist, inden for hvilken de berørte parter skriftligt kan redegøre for deres synspunkter. En sådan frist må ikke være længere end fire måneder fra offentliggørelsen af meddelelsen.

5.Kommissionen indhenter alle de oplysninger, den skønner nødvendige, og kan efterprøve de indkomne oplysninger sammen med Moldova eller enhver anden relevant kilde. Den kan i dette arbejde bistås af embedsmænd i den medlemsstat, på hvis område der eventuelt skal gennemføres kontrol, såfremt den pågældende medlemsstat har anmodet om en sådan bistand fra disse embedsmænd.

6.Kommissionen tager i sin undersøgelse af, om de i stk. 1 omhandlede alvorlige vanskeligheder for EU-producenter af lignende eller direkte konkurrerende varer foreligger, bl.a. hensyn til følgende elementer vedrørende EU-producenter, i det omfang der foreligger tilgængelige relevante oplysninger herom:

markedsandel

produktion

lagerbeholdning

produktionskapacitet

kapacitetsudnyttelse

beskæftigelse

import

priser.

7.Undersøgelsen skal være afsluttet i løbet af seks måneder fra offentliggørelsen af den i nærværende artikels stk. 4 omhandlede meddelelse. Under usædvanlige omstændigheder kan Kommissionen forlænge denne periode ved en gennemførelsesretsakt vedtaget efter undersøgelsesproceduren i artikel 5, stk. 2.

8.Senest tre måneder efter afslutningen af undersøgelsen træffer Kommissionen ved en gennemførelsesretsakt vedtaget efter undersøgelsesproceduren i artikel 5, stk. 2, afgørelse om, hvorvidt den handelsliberaliserende foranstaltning, der er omhandlet i artikel 1, for så vidt angår den vare, der er genstand for undersøgelsen, skal suspenderes. Denne gennemførelsesretsakt træder i kraft senest en måned efter offentliggørelsen. Suspensionen skal vare, så længe det er nødvendigt for at modvirke EU-producenternes forringede økonomiske eller finansielle situation, eller så længe truslen om sådanne forringelser varer ved. Viser kendsgerningerne i sidste ende, at betingelserne i nærværende artikels stk. 1 ikke er opfyldt, vedtager Kommissionen en gennemførelsesretsakt om at indstille undersøgelsen og proceduren. Denne gennemførelsesretsakt vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. denne forordnings artikel 5, stk. 2.

9.Når det som følge af usædvanlige omstændigheder, der kræver øjeblikkelig indgriben, er umuligt at foretage en undersøgelse, kan Kommissionen efter at have underrettet det i artikel 5, stk. 1, omhandlede Toldkodeksudvalg træffe enhver nødvendig, forebyggende foranstaltning.

Artikel 5

Udvalgsprocedure

1.Kommissionen bistås af det Toldkodeksudvalg, der er nedsat ved artikel 285 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 7 . Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse.

Artikel 6

Vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger

Kommissionens årlige rapport om gennemførelsen af det vidtgående og brede frihandelsområde skal indeholde en detaljeret vurdering af gennemførelsen af de handelsliberaliserende foranstaltninger, der er fastsat ved denne forordning, og skal, hvor det er relevant, omfatte en vurdering af de sociale virkninger af de pågældende foranstaltninger i Moldova og i Unionen. Oplysninger om import af varer i henhold til artikel 1 gøres tilgængelige via Kommissionens websted.

Artikel 7

Overgangsbestemmelse

De handelsliberaliserende foranstaltninger finder anvendelse på varer, som på datoen for denne forordnings ikrafttræden er under toldkontrol i Unionen, forudsat at der senest seks måneder efter denne dato fremsættes en anmodning herom over for de ansvarlige toldmyndigheder i Unionen.

Artikel 8

Ikrafttræden og anvendelse

1.Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.Denne forordning finder anvendelse indtil den ... [et år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden].

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne

Formand    Formand

FINANSIERINGSOVERSIGT TIL FORSLAG, SOM ALENE INDVIRKER PÅ BUDGETTETS INDTÆGTSSIDE

1.FORSLAGETS BETEGNELSE

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for moldoviske varer i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side

2.BUDGETPOSTER

Kapitel 12, artikel 120

Budgetteret beløb for 2022: 17 912 606 159 EUR

3.FINANSIELLE VIRKNINGER

   Forslaget har ingen finansielle virkninger

X    Forslaget har ingen finansielle virkninger for udgifterne, men har følgende finansielle virkninger for indtægterne:

Budgetpost

Indtægter 

Periode: del af 2022 — del af 2023*

(i mio. EUR, 1 decimal)

Kapitel 12, artikel 120 8

Virkninger for EU's egne indtægter

0,3

I alt

* Etårig periode fra forordningens ikrafttræden

Beregningerne er baseret på importmængder for 2021 af de varer, der er omfattet af den foreslåede forordning, ud over det årlige toldfrie kontingent (dvs. blommer).

På grundlag af ovenstående beregninger anslås tabet af traditionelle egne indtægter som følge af denne afgørelse til 0,366 mio. EUR (bruttobeløb inkl. opkrævningsomkostninger) x 0,75 = 0,274 mio. EUR for den pågældende periode.

4.FORHOLDSREGLER MOD SVIG

Med henblik på at forebygge svig bør retten til de handelsforanstaltninger, der indføres ved den foreslåede forordning, være betinget af, at Moldova overholder alle de relevante betingelser for at opnå fordele i medfør af associeringsaftalen, herunder oprindelsesreglerne for de pågældende varer og de dertil knyttede procedurer, og at Moldova indgår i et tæt administrativt samarbejde med Unionen som fastsat i associeringsaftalen.

(1)    Associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side (EUT L 240 af 30.8.2014, s. 4) blev undertegnet af parterne den 27. juni 2014. Associeringsaftalen, herunder det vidtgående og brede frihandelsområde (DCFTA), har fundet midlertidig anvendelse siden den 1. september 2014 og har været fuldt gældende siden den 1. juli 2016 efter samtlige EU-medlemsstaters ratificering.
(2)    Europa-Parlamentets holdning af ... [endnu ikke offentliggjort i EUT] og Rådets afgørelse af ... .
(3)    EUT L 240 af 30.8.2014, s. 4.
(4)    Rådets afgørelse 2014/492/EU af 16. juni 2014 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side ( EUT L 260 af 30.8.2014, s. 1 ).
(5)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(6)    Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/2447 af 24. november 2015 om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 om EU-toldkodeksen (EUT L 343 af 29.12.2015, s. 558).
(7)    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 952/2013 af 9. oktober 2013 om EU-toldkodeksen ( EUT L 269 af 10.10.2013, s. 1 ).
(8)    Med hensyn til EU's traditionelle egne indtægter (landbrugsafgifter, sukkerafgifter, told) opgives beløbene netto, dvs. bruttobeløb, hvorfra der er trukket opkrævningsomkostninger på 25 %.

Bruxelles, den 9.6.2022

COM(2022) 288 final

BILAG

til

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning

om midlertidige handelsliberaliserende foranstaltninger som supplement til de handelsmæssige indrømmelser for moldoviske varer i henhold til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Moldova på den anden side


BILAG

YDERLIGERE TOLDFRIE TOLDKONTINGENTER FOR LANDBRUGSVARER SOM OMHANDLET I ARTIKEL 1

Uanset tariferingsbestemmelserne vedrørende den kombinerede nomenklatur (KN) anses ordlyden af varebeskrivelserne kun for vejledende. Med henblik på dette bilag bestemmes præferenceordningens anvendelsesområde inden for rammerne af dette bilag på grundlag af KN-koderne på tidspunktet for vedtagelsen af denne forordning.

Løbenr.

KN-kode

Varebeskrivelse

Årlig kontingentmængde (i ton)

09.6810

0702 00 00

Tomater, friske eller kølede

2 000

09.6811

0703 20 00

Hvidløg, friske eller kølede

220

09.6812

0806 10 10

Druer, friske, til spisebrug

38 000

09.6816

0808 10 80

Æbler, friske (undtagen æbler i løs afladning, til fremstilling af æblecider eller æblesaft, i perioden 16. september til 15. december)

40 000

09.6813

0809 29 00

Kirsebær (undtagen surkirsebær), friske

1 500

09.6814

0809 40 05

Blommer, friske

25 000

09.6815

2009 61 10

Druesaft, herunder druemost, ugæret, med en Brix-værdi på <= 30 ved 20 °C, med en værdi pr. 100 kg på > 18 EUR, også tilsat sukker eller andre sødemidler (uden indhold af alkohol)

500

2009 69 19

Druesaft, herunder druemost, ugæret, med en Brix-værdi på > 67 ved 20 °C, med en værdi pr. 100 kg på > 22 EUR, også tilsat sukker eller andre sødemidler (uden indhold af alkohol)

2009 69 51

Druesaft, koncentreret, herunder druemost, ugæret, med en Brix-værdi på > 30 men <= 67 ved 20 °C, med en værdi pr. 100 kg på > 18 EUR, også tilsat sukker eller andre sødemidler (uden indhold af alkohol)

2009 69 59

Druesaft, herunder druemost, ugæret, med en Brix-værdi på > 30 men <= 67 ved 20 °C, med en værdi pr. 100 kg på > 18 EUR, også tilsat sukker eller andre sødemidler (undtagen koncentreret og med indhold af alkohol)