EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 26.4.2022
COM(2022) 166 final
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
•Forslagets begrundelse og formål
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge ("Norge") om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet ("aftalen") trådte i kraft i september 2018. Aftalen giver EU-medlemsstaterne og Norge mulighed for at samarbejde på samme måde, som medlemsstaterne gør i henhold til Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 og Rådets direktiv 2010/24/EU, om at bekæmpe momssvig og yde hinanden bistand med at inddrive fordringer på momsområdet.
I mellemtiden blev der imidlertid foretaget en række ændringer af Rådets forordning (EU) nr. 904/2010, og der blev indført nye værktøjer til administrativt samarbejde, nemlig ved Rådets ændringsforordning (EU) 2018/1541. De nye værktøjer omfatter:
— forbedring af Eurofiscnetværket gennem styrket styring, de såkaldte opfølgende foranstaltninger (fælles behandling og analyse af oplysninger) og administrative undersøgelser, der foretages i fællesskab (fælles revisioner)
— samarbejde med andre retshåndhævende EU-organer (Europol, OLAF)
— deling af vigtige oplysninger om import og køretøjer.
Der blev også indført en mulighed for at udveksle oplysninger ved hjælp af andre midler end standardformularerne.
I aftalens artikel 41, stk. 5, fastsættes de formaliteter, der skal opfyldes, hvis en part i aftalen ønsker at revidere den. Denne part forelægger således et forslag herom for det blandede udvalg, der så fremsætter henstillinger, især med henblik på indledning af forhandlinger mellem parterne i overensstemmelse med reglerne for internationale forhandlinger.
På det andet møde den 25. november 2021 i Det Blandede Udvalg EU-Norge, der er nedsat ved aftalens artikel 41, stk. 1, indgav Kongeriget Norge officielt en anmodning om at supplere og ændre aftalen med henblik på at:
·tage hensyn til de nyligt indførte værktøjer til administrativt samarbejde (udveksling af oplysninger ved hjælp af andre midler end standardformularerne, de administrative undersøgelser, der foretages i fællesskab, og de opfølgende foranstaltninger inden for rammerne af Eurofisc)
·ajourføre henvisningen til det ophævede direktiv 95/46/EF ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.
Norge har indtil videre deltaget aktivt inden for de fleste Eurofiscarbejdsområder. I løbet af 2020 og 2021 advarede Norge medlemsstaterne om mulig svig og et potentielt momstab på 5 mia. EUR på området for CO2-kreditter.
Ændringen af aftalen vil ved at medtage ovennævnte nye værktøjer muliggøre et bedre samarbejde og styrke bekæmpelsen af svig og dermed skabe merværdi for begge parter i aftalen (Norge og medlemsstaterne).
•Sammenhæng med de gældende regler på samme område
Styrkelse af det administrative momssamarbejde med tredjelande er et af de foranstaltninger, der blev bebudet i Europa-Kommissionens meddelelse fra 2020 om en retfærdig og enkel beskatning til støtte for genopretningen.
Det bør endvidere bemærkes, at forhandlingerne med Norge vil omfatte samarbejdsværktøjer, der allerede er i kraft og anvendes af medlemsstaterne på grundlag af forordning (EU) nr. 904/2010.
Dette initiativ er derfor i overensstemmelse med Kommissionens nuværende politik på momsområdet og vil harmonisere medlemsstaternes samarbejde med Norge med gældende EU-ret.
2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET
•Retsgrundlag
Nærværende forslag til Rådet forelægges i henhold til artikel 218, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).
Artikel 3, stk. 2, i TEUF fastsætter, at ud over de områder, hvor Unionen har enekompetence, jf. artikel 3, stk. 1, i TEUF, har Unionen "ligeledes enekompetence til at indgå internationale aftaler, når indgåelsen har hjemmel i en lovgivningsmæssig EU-retsakt, eller når den er nødvendig for at give Unionen mulighed for at udøve sin kompetence på internt plan, eller for så vidt den kan berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde".
Ifølge Domstolens faste retspraksis kan en aftale berøre fælles regler eller ændre deres rækkevidde, når den omfatter områder, hvor der er harmoniseringsforanstaltninger.
Genstanden for revisionen af aftalen, dvs. at omfatte de nye værktøjer til administrativt samarbejde, der blev indført ved Rådets forordning (EU) 2018/1541, henhører under Unionens enekompetence. Ajourføringen af henvisningerne til direktiv 95/46/EF ved forordning (EU) 2016/679 kan foretages inden for rammerne af det blandede udvalg i henhold til aftalens artikel 41, stk. 2, litra k). Denne ajourføring kan dog også indgå i genåbningen af forhandlingerne om aftaleteksten.
På det andet møde i det blandede udvalg den 25. november 2021 anmodede Norge officielt om at indlede forhandlinger om ændring af aftalen, jf. aftalens artikel 41, stk. 5.
•Proportionalitetsprincippet
De samarbejdsinstrumenter, der skal medtages i ændringen af aftalen, vil overholde proportionalitetsprincippet og ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet om at skabe en fælles ramme for administrativt samarbejde mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge på momsområdet. Denne ændring af aftalen vil gøre det muligt for de myndigheder i medlemsstaterne, der er ansvarlige for anvendelsen af momslovgivningen, at samarbejde med de norske skattemyndigheder på samme måde, som de samarbejder indbyrdes i EU og på grundlag af gældende EU-ret.
3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
•Høringer af interesserede parter
Norge forelagde et udkast til det blandede udvalgs afgørelse på det andet møde i det blandede udvalg den 25. november 2021 med forslag om at genåbne forhandlingerne om ændring af aftalen, jf. artikel 41, stk. 5.
Dette udkast til det blandede udvalgs afgørelse er som sådan ikke bindende for Kommissionen og vil først blive vedtaget (ved skriftlig procedure), når Rådet har godkendt at bemyndige Kommissionen til at genåbne forhandlingerne om ændring af aftalen.
Rådets Fiskalgruppe blev den 8. december 2021 underrettet om Norges anmodning om ændring af aftalen.
Fiskalgruppen vil blive holdt orienteret om status for forhandlingerne under hele processen og blive hørt i forbindelse med resultaterne heraf.
•Konsekvensanalyse
Ifølge værktøj 7 i værktøjskassen for bedre regulering er der ikke behov for en konsekvensanalyse, når virkningerne ikke klart kan identificeres på forhånd, virkningerne er små, eller Kommissionen stort set eller slet ikke har noget valg.
Da detaljeringsgraden af en henstilling fortsat er meget generel og giver en høj grad af fleksibilitet, er den første betingelse, der er nævnt i værktøj 7 i værktøjskassen for bedre regulering, opfyldt. Desuden forpligter henstillingen ikke Kommissionen til at indtage en bestemt holdning på nuværende tidspunkt. Den påtænkte henstilling fra Kommissionen vil kun indeholde Rådets "bemyndigelse" til at indlede forhandlinger med Norge. Den har således ingen indvirkning på hverken skattemyndighederne eller skatteyderne i EU. Forhandlingerne vil fokusere på nogle få administrative værktøjer, der kan føjes til den allerede gældende aftale mellem EU og Norge om momssamarbejde. Kommissionen har stort set eller slet ikke noget valg, da henstillingen er et obligatorisk skridt til at indlede forhandlinger med et tredjeland.
I praksis vil resultatet af den påtænkte henstilling ikke være en ny retsakt, men kun en genåbning af forhandlingerne.
•Grundlæggende rettigheder
Den påtænkte aftale vil respektere Den Europæiske Unions centrale værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Forslaget har ingen virkninger for EU-budgettet.
Henstilling med henblik på
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 218, stk. 3 og 4,
under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)
Samarbejdsrammen i henhold aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet (aftalen) har allerede vist et meget positivt resultat, som det fremgik af det andet møde i det blandede udvalg, der blev afholdt i Oslo den 25. november 2021.
(2)
Medlemsstaterne vil drage fordel af en udvidelse af samarbejdsværktøjerne, som ville muliggøre et mere effektivt samarbejde med Norge, navnlig med hensyn til opfølgende foranstaltninger inden for rammerne af Eurofisc.
(3)
Der bør indledes forhandlinger med henblik på ændring af aftalen —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Kommissionen bemyndiges herved til på Unionens vegne at indlede forhandlinger om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet.
Artikel 2
Forhandlingsdirektiverne er fastsat i bilaget.
Artikel 3
Forhandlingerne føres i samråd med Rådets Fiskalgruppe.
Artikel 4
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 26.4.2022
COM(2022) 166 final
BILAG
til
RÅDETS AFGØRELSE
om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger om ændring af aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet
BILAG
FORHANDLINGSDIREKTIVER MED HENBLIK PÅ ÆNDRING AF AFTALEN MELLEM DEN EUROPÆISKE UNION OG KONGERIGET NORGE OM ADMINISTRATIVT SAMARBEJDE, BEKÆMPELSE AF SVIG OG INDDRIVELSE AF FORDRINGER PÅ MOMSOMRÅDET
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Norge ("Norge") om administrativt samarbejde, bekæmpelse af svig og inddrivelse af fordringer på momsområdet ("aftalen") trådte i kraft i september 2018. Aftalen giver EU-medlemsstaterne og Norge mulighed for at samarbejde på samme måde, som medlemsstaterne gør i henhold til Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 og Rådets direktiv 2010/24/EU, om at bekæmpe momssvig og yde hinanden bistand med at inddrive fordringer på momsområdet.
I mellemtiden blev der imidlertid foretaget en række ændringer af Rådets forordning (EU) nr. 904/2010, og der blev indført nye værktøjer til administrativt samarbejde, nemlig ved Rådets ændringsforordning (EU) 2018/1541. De nye værktøjer omfatter:
(a)forbedring af Eurofiscnetværket gennem styrket styring, de såkaldte opfølgende foranstaltninger (fælles behandling og analyse af oplysninger) og administrative undersøgelser, der foretages i fællesskab (fælles revisioner)
(b)mulighed for at udveksle oplysninger ved hjælp af andre midler end standardformularerne
(c)udveksling af oplysninger med andre retshåndhævende EU-organer (Europol, OLAF)
(d)deling af vigtige oplysninger om import og køretøjer.
Imidlertid er de værktøjer, der er nævnt i ovenstående litra c) og d), ikke nyttige for medlemsstaternes samarbejde med Norge.
Aftalen, der blev indgået i 2018, henviser desuden til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger, der er ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger.
Formålet med forhandlingerne bør derfor være dobbelt:
(1)i det omfang det er muligt og nødvendigt at forsyne medlemsstaterne med nye værktøjer til samarbejde med Norge svarende til dem, der blev indført i forordning (EU) nr. 904/2010 ved forordning (EU) 2018/1541. Forhandlingerne bør navnlig omfatte:
–udveksling af oplysninger ved hjælp af andre midler end standardformularer
–administrative undersøgelser, der foretages i fællesskab
–opfølgende foranstaltninger inden for rammerne af Eurofisc.
(2)ajourføring af henvisningerne til direktiv 95/46/EF ved forordning (EU) 2016/679.
Forhandlingerne bør ikke føre til, at Norge får mulighed for at "få adgang til medlemsstaternes databaser".