EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 6.4.2022
COM(2022) 164 final
2022/0107(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, som skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan
BEGRUNDELSE
1.Forslagets genstand
Dette forslag vedrører en afgørelse om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Associeringsrådet EU-Jordan i forbindelse med den planlagte vedtagelse af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan for perioden 2021-2027.
2.Baggrund for forslaget
2.1.Euro-Middelhavsaftalen
Euro-Middelhavsaftalen (associeringsaftalen) blev undertegnet i Bruxelles den 24. november 1997 og trådte i kraft den 1. maj 2002 ("aftalen"). Aftalen udgør retsgrundlaget for de bilaterale forbindelser mellem EU og Jordan.
Aftalen har til formål at:
–skabe passende rammer for den politiske dialog, som gør det muligt at udvikle nære politiske forbindelser mellem parterne
–fastsætte betingelserne for en gradvis liberalisering af udvekslingen af varer, tjenesteydelser og kapital
–fremme udviklingen af afbalancerede økonomiske og sociale forbindelser mellem parterne gennem dialog og samarbejde
–forbedre leve- og arbejdsvilkårene og øge produktiviteten og den finansielle stabilitet
–anspore til regionalt samarbejde med sigte på at befæste fredelig sameksistens og økonomisk og politisk stabilitet
–fremme samarbejdet på andre områder af gensidig interesse.
2.2.Associeringsrådet EU-Jordan
Associeringsrådet EU-Jordan blev oprettet inden for rammerne af Euro-Middelhavsaftalen (artikel 89) om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side, som blev undertegnet den 24. november 1997 og trådte i kraft den 1. maj 2002.
Associeringsrådet har beføjelse til at træffe afgørelser med henblik på virkeliggørelsen af de i aftalen fastsatte mål i de tilfælde, der omhandles deri. Afgørelserne er bindende for parterne. I henhold til associeringsrådets forretningsorden varetages formandskabet for associeringsrådet skiftevis af EU og Jordan i perioder af tolv måneder. Associeringsrådet træder sammen på ministerplan en gang om året.
2.3.Associeringsrådet EU-Jordans påtænkte retsakt
Associeringsrådet EU-Jordan skal på sit XIV. møde vedtage en afgørelse om prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan for perioden 2021-2027 ("den påtænkte retsakt").
Den påtænkte retsakt skal være retningsgivende for og underbygge partnerskabet mellem EU og Jordan i perioden 2021-2027.
Den reviderede europæiske naboskabspolitik, som blev vedtaget i november 2015, fastsætter en ramme for de bilaterale forbindelser med partnere. Disse bør fastsættes i et politisk dokument i form af "partnerskabsprioriteter", der er en vigtig referenceramme, når der skal opnås enighed med partnerlande om et begrænset sæt målrettede prioriteter for de kommende år. EU og Jordan har et stærkt partnerskab. Jordan er en vigtig partner for EU, og EU sætter stor pris på den vigtige rolle, som Jordan spiller som mægler i regionen. I et ønske om at styrke de solide og alsidige forbindelser mellem de to partnere yderligere er der fastlagt nogle partnerskabsprioriteter, som skal understøtte gennemførelsen af associeringsaftalen mellem EU og Jordan.
Partnerskabsprioriteterne afspejler fælles interesser og fokuserer på områder, hvor et samarbejde mellem EU og Jordan er til gensidig fordel. De vigtigste politiske prioriteter i forbindelserne mellem EU og Jordan i perioden 2021-2027 er: i) styrkelse af samarbejdet om regional stabilitet og sikkerhed, herunder bekæmpelse af terrorisme, ii) fremme af økonomisk genopretning og stabilitet, en grøn, digital, inklusiv og videnbaseret vækst, uddannelse af høj kvalitet og skabelse af anstændige job, herunder for unge, og iii) styrkelse af god regeringsførelse, retsstatsprincippet, demokratiske reformer og menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder. Det er i dette lys, at EU og Jordan er fast besluttede på at fremme samarbejdet om tværgående spørgsmål lige fra stabilisering og sikkerhed til retsstatsprincippet og menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders indflydelse og status, dialog med civilsamfundet, migration og mobilitet og imødegåelse af voldelig ekstremisme. Det er en tværgående prioritet at gøre fremskridt med den faktiske gennemførelse af de enkelte komponenter i mobilitetspartnerskabet.
3.Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne, bør være at godkende udkastet til EU's og Jordans partnerskabsprioriteter, der er knyttet som bilag til dette forslag.
Prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan repræsenterer det fælles mål for den europæiske naboskabspolitik om et fælles område med fred, velstand og stabilitet. De vigtigste kendetegn er differentiering og medejerskab, men også fleksibilitet til at kunne tilpasse dem til ændrede omstændigheder efter aftale mellem EU og Jordan. De svarer endvidere til den ambition, der blev givet udtryk for i Det Europæiske Råds konklusioner af 10.-11. december 2020 om et demokratisk, mere stabilt, grønnere og mere velstående sydligt naboskab som en strategisk prioritet for EU.
Partnerskabsprioriteterne afspejler også målene i den nye ambitiøse og innovative dagsorden for Middelhavsområdet, som er beskrevet i den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant om de sydlige nabolande af 9. februar 2021 og i Rådets efterfølgende konklusioner om et fornyet partnerskab med det sydlige naboskab af 16. april 2021, og som har til formål at relancere samarbejdet og realisere det uudnyttede potentiale i forbindelserne. Den støtter en effektiv og rettidig gennemførelse af gensidigt aftalte flagskibsinitiativer i den økonomiske plan og investeringsplanen for de sydlige nabolande, som vil styrke EU's partnerskab med Jordan og bidrage til at beskytte vores fælles goder i Middelhavsområdet.
Den nye dagsorden for Middelhavsområdet giver mulighed for nye partnerskaber om strategiske prioriteter for den grønne og den digitale omstilling, som vil bidrage til bæredygtighed, velstand og modstandsdygtighed. EU og Jordan vil i disse bestræbelser bygge videre på partnerskabet med Jordan og den fortsatte gennemførelse af Jordans reformdagsorden. EU og Jordan vil fortsat arbejde konstruktivt sammen som medformænd for Middelhavsunionen for at fremme et stærk partnerskab i hele Middelhavsområdet.
EU og Jordan har bekræftet fælles mål og fælles interesser med henblik på at stræbe efter både en fredsproces og en tilbagevenden til stabilitet og fred i Syrien. Dette vil i sidste ende muliggøre en frivillig, sikker og værdig tilbagevenden for flygtninge. Indtil da er det vigtigt at opretholde bistandsniveauet og adgangen til beskyttelse, uddannelse, indkomstmuligheder og tjenester til syriske flygtninge i Jordan.
I overensstemmelse med den nye dagsorden for Middelhavsområdet vil partnerskabet mellem EU og Jordan fortsat bygge på fælles værdier og dialog, og der vil blive gjort fremskridt med en fælles samfundsøkonomisk og politisk dagsorden, bl.a. om reformer og deres gennemførelse på områder som god regeringsførelse, retsstatsprincippet, menneskerettigheder, social samhørighed og lige muligheder for alle, ikkeforskelsbehandling, miljø- og klimabeskyttelse, makroøkonomisk stabilitet og erhvervsklima. Det vil sigte mod en grøn, digital, robust og retfærdig genopretning efter covid-19 i overensstemmelse 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og den europæiske grønne pagt.
Fremme af langsigtet bæredygtig socioøkonomisk genopretning og jobskabelse i det sydlige naboskab er en central fælles prioritet og den innovative hjørnesten i den nye dagsorden for Middelhavsområdet. Det fælles arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om en økonomisk plan og investeringsplan for de sydlige nabolande, som er knyttet som bilag til den fælles meddelelse, og hvori Jordan indtager en fremtrædende plads, er et beslutsomt forsøg på at give partnerskabet substans og sætte fokus på centrale projekter, der styrker EU's partnerskab med Jordan. Gennemførelsen af flagskibsinitiativerne i den økonomiske plan og investeringsplanen i den nye dagsorden for Middelhavsområdet vil bidrage til at gennemføre partnerskabsprioriteterne og udgør en vigtig del af EU's samarbejde med Jordan.
Partnerskabet og de prioriterede samarbejdsområder vil også fremover blive fastholdt gennem regelmæssige politiske møder på højt plan, dialoger om økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale anliggender, handel, retlige anliggender, menneskerettigheder, demokratiske processer, klima og miljø, mobilitetspartnerskabet mellem EU og Jordan, aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem EU og Jordan og andre eksisterende samarbejdsområder, EU's og Jordans tilsagn om at styrke dialogen og samarbejdet om sikkerhed, herunder bekæmpelse af voldelig ekstremisme og terrorisme samt cybersikkerhed, og det igangværende bilaterale samarbejde til støtte for Jordan.
I dokumentet om partnerskabsprioriteterne tages der bl.a. hensyn til fremme af menneskerettigheder og god regeringsførelse, den eksterne dimension af EU's migrationspolitik, øget fokus på internationalt samarbejde om bekæmpelse af terrorisme og voldelig ekstremisme og de muligheder, som handel giver for at skabe retfærdig vækst og anstændige job.
Prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan blev udarbejdet efter tæt samråd med de relevante tjenestegrene i Kommissionen og medlemsstaternes repræsentanter i Rådets gruppe vedrørende Mashreq og Maghreb og efter drøftelser med de jordanske modparter. Der har været høringer af en bred vifte af civilsamfundsaktører gennem EU's delegation i Jordan, bl.a. af dem, der beskæftiger sig med sociale og økonomiske anliggender, menneskerettigheds- og demokratiseringsspørgsmål, samt af erhvervslivet.
4.Retsgrundlag
4.1.Proceduremæssigt retsgrundlag
4.1.1.Principper
I henhold til artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtager Rådet afgørelser om "fastlæggelse af, hvilke holdninger der skal indtages på Unionens vegne i et organ nedsat ved en aftale, når dette organ skal vedtage retsakter, der har retsvirkninger, bortset fra retsakter, der supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen".
Begrebet "retsakter, der har retsvirkninger" omfatter retsakter, der har retsvirkninger i medfør af de folkeretlige regler, der gælder for det pågældende organ. Det omfatter også instrumenter, der ikke har bindende virkning i henhold til folkeretten, men som "vil kunne få afgørende indflydelse på indholdet af de regler, der vedtages af EU-lovgiver".
4.1.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Associeringsrådet EU-Jordan er et organ, der er nedsat inden for rammerne af Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side, som blev undertegnet den 24. november 1997 og trådte i kraft den 1. maj 2002.
Den retsakt, som Associeringsrådet EU-Jordan skal vedtage, er en retsakt, der har retsvirkninger. Den påtænkte retsakt vil kunne få afgørende indflydelse på EU-lovgivningen, nærmere bestemt politikken for udviklingssamarbejde over for Jordan. Det skyldes, at prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan vil være retningsgivende og danne grundlag for de fremtidige forbindelser mellem EU og Jordan, herunder for programmeringen af bistand som led i udviklingssamarbejdet under det nye instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde (NDICI) i perioden 2021-2027. Den påtænkte retsakt hverken supplerer eller ændrer den institutionelle ramme for aftalen.
Det proceduremæssige retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 218, stk. 9, i TEUF.
4.2.Materielt retsgrundlag
4.2.1.Principper
Det materielle retsgrundlag for en afgørelse i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF afhænger hovedsagelig af formålet med og indholdet af den påtænkte retsakt, hvortil der skal indtages en holdning på Unionens vegne. Hvis den påtænkte retsakt har dobbelt formål eller består af to elementer, og det ene af disse formål eller elementer kan bestemmes som det primære, mens det andet kun er sekundært, skal den afgørelse, der vedtages i henhold til artikel 218, stk. 9, i TEUF, kun have et enkelt materielt retsgrundlag, nemlig det, der kræves af det primære eller fremherskende formål eller element.
4.2.2.Princippernes anvendelse på det foreliggende tilfælde
Den påtænkte retsakts primære formål og indhold vedrører samarbejde med et tredjeland inden for rammerne af en associeringsaftale og den europæiske naboskabspolitik. De foranstaltninger, der påtænkes truffet, vedrører generelt alle de områder, der er omfattet af associeringsaftalen, og tager sigte på yderligere at gennemføre og uddybe associeringen mellem parterne. Det følger heraf, at det område, som den omhandlede afgørelse henhører under, skal fastlægges i lyset af associeringsaftalen som helhed. Det materielle retsgrundlag for den foreslåede afgørelse er derfor artikel 217 i TEUF.
4.3.Konklusion
Retsgrundlaget for den foreslåede afgørelse bør være artikel 217 sammenholdt med artikel 218, stk. 9, i TEUF.
5.Offentliggørelse af den påtænkte retsakt
Da retsakten om Associeringsrådet EU-Jordan vil erstatte de tidligere prioriteter for partnerskabet mellem EU og Jordan, som er vedtaget ved afgørelse N 1/2016 truffet af Associeringsrådet EU-Jordan den 19. december 2016, bør den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter vedtagelsen.
2022/0107 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om den holdning, som skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side ("aftalen") blev undertegnet den 24. november 1997 og trådte i kraft den 1. maj 2002.
(2)I henhold til Euro-Middelhavsaftalens artikel 91, stk. 1, kan associeringsrådet træffe afgørelser med henblik på virkeliggørelsen af de i aftalen fastsatte mål. Associeringsrådet EU-Jordan skal på sit XIV. møde vedtage prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan.
(3)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i associeringsrådet, bør fastlægges, da afgørelsen får bindende virkning for Unionen.
(4)Den påtænkte retsakt skal være retningsgivende for og underbygge partnerskabet mellem EU og Jordan i perioden 2021-2027. EU og Jordan har et stærkt partnerskab. Jordan er en vigtig partner for EU, og EU sætter stor pris på den vigtige rolle, som Jordan spiller som mægler i regionen. I et ønske om at styrke de solide og alsidige forbindelser mellem de to partnere yderligere er der fastlagt nogle partnerskabsprioriteter, som skal understøtte gennemførelsen af associeringsaftalen mellem EU og Jordan, og som vil være retningsgivende for partnerskabet i perioden 2021-2027 —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det XIV. møde i Associeringsrådet EU-Jordan, baseres på det udkast til Associeringsrådet EU-Jordans afgørelse om vedtagelse af prioriteter for partnerskabet mellem EU og Jordan, der er knyttet til nærværende afgørelse.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].
EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 6.4.2022
COM(2022) 164 final
BILAG
til
Forslag til Rådets afgørelse
om den holdning, som skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i det associeringsråd, der er oprettet ved Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side, for så vidt angår vedtagelsen af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan
BILAG
AFGØRELSE Nr. ... VEDTAGET PÅ 14. MØDE I ASSOCIERINGSRÅDET EU-JORDAN
af DD/MM/2022 om fastlæggelse af prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan
ASSOCIERINGSRÅDET EU-JORDAN HAR —
under henvisning til Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Jordan på den anden side, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Euro-Middelhavsaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Jordan på den anden side blev undertegnet den 24. november 1997 og trådte i kraft den 1. maj 2002.
(2)Euro-Middelhavsaftalens artikel 91 giver associeringsrådet beføjelse til at træffe passende afgørelser med henblik på virkeliggørelsen af de i aftalen fastsatte mål.
(3)Efter artikel 101 i Euro-Middelhavsaftalen træffer parterne alle fornødne almindelige eller særlige foranstaltninger til at opfylde deres forpligtelser i henhold til aftalen, og de drager omsorg for, at aftalens mål virkeliggøres.
(4)Ved revisionen af den europæiske naboskabspolitik blev det foreslået at indlede en ny fase med gensidigt engagement med partnerne for at øge ejerskabsfølelsen hos begge parter.
(5)EU og Jordan er blevet enige om at konsolidere deres partnerskab ved at fastlægge et sæt prioriteter for perioden 2021-2027 med henblik på at støtte og styrke Jordans modstandsdygtighed og stabilitet og samtidig også at tilstræbe at afhjælpe konsekvenserne af den langvarige konflikt i Syrien.
(6)Parterne i Euro-Middelhavsaftalen er blevet enige om teksten til prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan, der skal støtte gennemførelsen af Euro-Middelhavsaftalen og koncentrere samarbejdet om fælles interesser, der er fastlagt i fællesskab —
BESTEMT FØLGENDE:
Artikel 1
Associeringsrådet henstiller, at parterne gennemfører de i bilaget anførte prioriteter for partnerskabet mellem EU og Jordan.
Artikel 2
Associeringsrådet bestemmer, at prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan, som der henvises til i artikel 1, erstatter de tidligere prioriteter for partnerskabet mellem EU og Jordan, som Associeringsrådet EU-Jordan vedtog den 19. december 2016 vedtaget ved afgørelse N 1/2016.
Artikel 3
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i xx, den [dag måned år].
På vegne af associeringsrådet
Formand
***
Prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan 2021-2027
Indledning
EU og Jordan har et stærkt partnerskab. Jordan er en vigtig partner for EU, og EU sætter stor pris på den vigtige rolle, som Jordan spiller som mægler i regionen. I et ønske om at styrke de solide og alsidige forbindelser mellem de to partnere yderligere er der fastlagt nogle prioriteter, som skal understøtte gennemførelsen af associeringsaftalen mellem EU og Jordan, og som vil være retningsgivende for partnerskabet i perioden 2021-2027.
Prioriteterne for partnerskabet mellem EU og Jordan repræsenterer det fælles mål for den europæiske naboskabspolitik om et fælles område med fred, velstand og stabilitet. De vigtigste kendetegn er differentiering og medejerskab, men også fleksibilitet til at kunne tilpasse dem til ændrede omstændigheder efter aftale mellem EU og Jordan. De svarer til den ambition, der blev givet udtryk for i Det Europæiske Råds konklusioner af 10.-11. december 2020 om et demokratisk, mere stabilt, grønnere og mere velstående sydligt naboskab som en strategisk prioritet for EU.
Partnerskabsprioriteterne afspejler også målene i den nye ambitiøse og innovative dagsorden for Middelhavsområdet, som er beskrevet i den fælles meddelelse fra Kommissionen og den højtstående repræsentant om de sydlige nabolande af 9. februar 2021, og i Rådets efterfølgende konklusioner om et fornyet partnerskab med det sydlige naboskab af 16. april 2021, som har til formål at relancere samarbejdet og realisere det uudnyttede potentiale i forbindelserne. Det støtter en effektiv og rettidig gennemførelse af gensidigt aftalte flagskibsinitiativer i den økonomiske plan og investeringsplanen for de sydlige nabolande, som vil styrke EU's partnerskab med Jordan og bidrage til at beskytte vores fælles goder i Middelhavsområdet. Den nye dagsorden giver mulighed for nye partnerskaber om strategiske prioriteter for grøn og digital omstilling, som vil bidrage til bæredygtighed, velstand og modstandsdygtighed. EU og Jordan vil i disse bestræbelser bygge videre på partnerskabet med Jordan og den fortsatte gennemførelse af Jordans reformdagsorden. EU og Jordan vil fortsat arbejde konstruktivt sammen som medformænd for Middelhavsunionen for at fremme et stærk partnerskab i hele Middelhavsområdet.
I overensstemmelse med den nye dagsorden vil partnerskabet mellem EU og Jordan fortsat bygge på fælles værdier og dialog, og der vil blive gjort fremskridt med en fælles samfundsøkonomisk og politisk dagsorden, bl.a. om reformer og deres gennemførelse på områder som god regeringsførelse, retsstatsprincippet, menneskerettigheder, social samhørighed og lige muligheder for alle, ikkeforskelsbehandling, miljø- og klimabeskyttelse, makroøkonomisk stabilitet og erhvervsklima. Det vil sigte mod en grøn, digital, robust og retfærdig genopretning efter covid-19-pandemien i overensstemmelse 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling, Parisaftalen og den europæiske grønne pagt.
Fremme af langsigtet bæredygtig socioøkonomisk genopretning og jobskabelse i det sydlige naboskab er en central fælles prioritet og den innovative hjørnesten i den nye dagsorden for Middelhavsområdet. Det fælles arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om en økonomisk plan og investeringsplan for de sydlige nabolande, som er knyttet som bilag til den fælles meddelelse, og hvori Jordan indtager en fremtrædende plads, er et beslutsomt forsøg på at give partnerskabet substans og sætte fokus på centrale projekter, der styrker EU's partnerskab med Jordan. Gennemførelsen af flagskibsinitiativerne i den økonomiske plan og investeringsplanen i den nye dagsorden for Middelhavsområdet vil bidrage til gennemførelsen af partnerskabsprioriteterne og udgør en vigtig del af EU's samarbejde med Jordan.
Med udgangspunkt i den fælles meddelelse, den økonomiske plan og investeringsplanen samt Rådets konklusioner vil EU sammen med medlemsstaterne også arbejde på at fremme Team Europe-initiativer inden for centrale områder af fælles interesse på grundlag af den vellykkede Team Europe-reaktion på covid-19-krisen både globalt og i Jordan.
Partnerskabsprioriteterne er tænkt som et dokument, der løbende ajourføres, og som skal virkeliggøre fælles forpligtelser.
Partnerskabet og de prioriterede samarbejdsområder vil også fremover blive holdt i gang gennem regelmæssige politiske møder på højt plan, dialoger om økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale anliggender, handel, retlige anliggender, menneskerettigheder, demokratiske processer, klima og miljø, mobilitetspartnerskabet mellem EU og Jordan, aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem EU og Jordan og andre samarbejdsområder, EU's og Jordans tilsagn om at styrke dialogen og samarbejdet om sikkerhed, herunder bekæmpelse af voldelig ekstremisme og terrorisme og cybersikkerhed, og det igangværende bilaterale samarbejde til støtte for Jordan.
Partnerskabsprioriteterne bekræfter forbindelserne mellem EU og Jordan og fastlægger mulighederne for at uddybe det gensidige engagement.
Den aktuelle situation er særlig befordrende for at konsolidere forbindelserne mellem EU og Jordan på grundlag af fælles mål, værdier og interesser i at håndtere fælles udfordringer.
Covid-19-pandemien har øget presset på sundhedssektoren, uddannelsessektoren og den økonomiske sektor og giver betydelige socioøkonomiske udfordringer. EU og Jordan vil komme stærkere ud af krisen ved hjælp af bl.a. en grøn og en digital omstilling af deres økonomier og større modstandsdygtighed og ved at skabe velstand og anstændige beskæftigelsesmuligheder på en inklusiv måde i deres samfund. EU og deres partnere vil øge bestræbelserne på at bekæmpe enhver form for forskelsbehandling, herunder på grund af religion eller tro, og fremme ligestilling mellem kønnene på alle politikområder som led i indsatsen for en inklusiv genopretning fra covid-19-pandemien.
Krisen i Syrien har siden 2011 haft en kraftig indvirkning på Jordan og regionen såvel som på EU. EU og Jordan har bekræftet fælles mål og fælles interesser med henblik på at stræbe efter både en fredsproces og en tilbagevenden til stabilitet og fred i Syrien. Dette vil i sidste ende muliggøre en frivillig, sikker og værdig tilbagevenden for flygtninge. Indtil da er det vigtigt at opretholde bistandsniveauet og adgangen til beskyttelse, uddannelse, indkomstmuligheder og tjenester til syriske flygtninge i Jordan.
EU anerkender den vigtige rolle, som Jordan har spillet på den nationale, regionale og internationale scene, og støtter Jordans deltagelse i det multilaterale system. EU priser Jordans generøse og vedvarende tilsagn om at huse og beskytte et stort antal flygtninge, som omfatter syrere, palæstinensere, irakere, libyere og yemenitter, der søger et sikkert tilflugtssted i Jordan, og tilbyde dem uddannelse, sundhedsydelser, indkomstmuligheder og social beskyttelse. EU vil fortsat bistå Jordan med at yde støtte til flygtninge, der søger beskyttelse i Jordan, og styrke Jordans modstandsdygtighed, bl.a. ved fortsat at bidrage til at begrænse virkningerne af covid-19-pandemien. Som tidligere er EU's støtte til Jordans flygtningeindsats noget, der ydes ud over de bilaterale støtteprogrammer. Det er meget vigtigt at bekæmpe fattigdom, forskelsbehandling og ulighed mellem kønnene, at yde passende indkomststøtte, sikre lige adgang til social beskyttelse i overensstemmelse med nationale regler såsom Jordans nationale strategi for social beskyttelse, at fremme bæredygtig udvikling og vækst, beskytte menneskerettighederne og sikre lige adgang til tjenester af ordentlig kvalitet. Jordan har fortsat ydet en forbilledlig indsats og spiller en fremtrædende og afbalanceret rolle med hensyn til at fremme fred og sikkerhed i Mellemøsten, især fredsprocessen i Mellemøsten. Jordans rolle i forebyggelsen og bekæmpelsen af radikalisering, terrorisme og voldelig ekstremisme har desuden vist sig at være meget værdifuld. Jordans formandskab for Middelhavsunionen, som det deler med EU, og gennem hvilket det slår til lyd for politiske løsninger på forskellige kriser i regionen og regional integration og udvikling samt bæredygtige, grønne og ressourceeffektive cirkulære økonomier med lave drivhusgasemissioner er et andet eksempel på Jordans førende stabiliserende rolle.
Jordan og EU vil også fortsat deltage i alle aspekter af migrationsområdet i et omfattende, gensidigt fordelagtigt og skræddersyet partnerskab samt inden for rammerne af mobilitetspartnerskabet, som er en sammenhængende ramme for tiltag på migrations-, mobilitets- og sikkerhedsområdet, hvor de vil behandle spørgsmål vedrørende grænseforvaltning, forebyggelse af irregulær migration og international beskyttelse.
Partnerskabsprioriteterne bygger på fælles resultater på områder af fælles interesse, herunder målet om at fremme den fortsatte gennemførelse af reformer, og bidrager dermed til Jordans makroøkonomiske stabilitet i overensstemmelse med prioriteterne i det reviderede IMF-program og under hensyntagen til covid-19-pandemiens virkninger. De bygger også på Londonkonferencen "Supporting Syria and the Region" i 2016 og de tilsagn, som Jordan og konferencens medværter formulerede i den internationale aftale, og som skulle fastholde Jordans udviklingsmæssige gevinster i en situation med fortsat humanitær bistand og passende støtte til værtssamfundene. De fem efterfølgende Bruxelleskonferencer om "Supporting the future of Syria and the Region" fornyede og styrkede det internationale samfunds politiske, humanitære og finansielle tilsagn om at støtte det syriske folk, nabolandene og de værtssamfund, som er mest berørt af konflikten, og der blev gjort status over de fremskridt, som stater, donorer og De Forenede Nationer (FN) har gjort med hensyn til at opfylde de forpligtelser og tilsagn, som var givet i den forbindelse. På baggrund af de syriske flygtninges og de sårbare værtssamfunds fortsatte ekstreme sårbarhed, som er blevet endnu værre på grund af covid-19-pandemien, bekræfter EU og Jordan på ny deres forpligtelse til at yde bistand og effektiv beskyttelse til alle flygtninge i Jordan. Det er vigtigt at forbedre deres adgang til tjenester yderligere, at sikre, at deres menneskerettigheder overholdes, og fortsat at arbejde på at forbedre deres muligheder for uafhængighed samt at skabe mulighed for, at de kan bidrage til Jordans økonomiske udvikling. EU og Jordan vil i deres støtte til flygtninge, herunder fra Syrien, anlægge en tilgang med udgangspunkt i sårbarhed, hvor der tages behørigt hensyn til situationen i sårbare værtssamfund.
EU er stadig indstillet på at fortsat at yde bistand og beskyttelse til de palæstinensiske flygtninge, også i Jordan. EU og Jordan har i den forbindelse understreget den vigtige rolle, som De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA) spiller for sikkerheden og stabiliteten i regionen i overensstemmelse med det FN-mandat, der er fastsat i de relevante FN-resolutioner, og udtrykt deres vilje til fortsat at støtte organisationen politisk og finansielt. De anerkender den vigtige rolle, som UNRWA fortsat spiller, og de er villige til at bistå organisationen med gennemførelsen af dens mandat inden for dens arbejdsområder samt med de ledelses- og forvaltningsreformer, som organisationen har indledt med henblik på at opnå større gennemsigtighed, ansvarlighed og god økonomisk forvaltning, og de slår sammen med donorsamfundet til lyd for en mere bæredygtig og forudsigelig flerårig finansiering og for en retfærdig byrdefordeling.
Prioriteter
Partnerskabsprioriteterne afspejler fælles interesser og fokuserer på områder, hvor et samarbejde mellem EU og Jordan er til gensidig fordel. I overensstemmelse med den fælles meddelelse og Rådets konklusioner er EU og Jordan fast besluttede på at fremme samarbejdet om en række foranstaltninger inden for følgende centrale politikområder: øget modstandsdygtighed og stærkere forbindelser/deltagelse i verdensøkonomien med henblik på at skabe velstand og udnytte mulighederne i den grønne og den digitale omstilling, styrkelse af demokratisk regeringsførelse, retsstatsprincippet og menneskerettigheder, fred og sikkerhed, migration og mobilitet, klimatiltag, energi og miljø.
Med udgangspunkt i ovenstående er der fastlagt tre prioriteter for perioden 2021-2027:
EU og Jordan vil bestræbe sig på at styrke samarbejdet om regional stabilitet og sikkerhed, herunder terrorbekæmpelse. EU og Jordan har et solidt partnerskab på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Det strategiske og operationelle samarbejde vil blive videreført bilateralt, regionalt og i multilaterale fora, bl.a. gennem EU's og Jordans fælles formandskab i Middelhavsunionen og ved at drage fordel af de foreslåede årlige møder mellem udenrigsministrene fra EU og de sydlige partnere samt eventuelle sektorspecifikke ministermøder. Det er i EU's og Jordans fælles interesse at fremme fred og stabilitet i regionen og globalt ved at arbejde sammen om fredsprocessen i Mellemøsten i overensstemmelse med folkeretten og de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd samt til støtte for en politisk omstilling og fredsproces i Syrien på grundlag af bl.a. FN's Sikkerhedsråds resolution 2254. Både EU og Jordan stræber efter at være et forbillede for tolerante samfund, hvilket er endnu en grund til at styrke samarbejdet på det udenrigspolitiske område.
Der fokuseres i partnerskabet på at fremme økonomisk genopretning og stabilitet, en grøn, digital, inklusiv og videnbaseret vækst, uddannelse af høj kvalitet og skabelse af anstændige job, også for unge, i overensstemmelse med regeringens prioriteter, statsforvaltningens vejledende udviklingsprogram "Jordan 2025 – National Vision and Strategy" og sektorpolitikker og -strategier. Støtten skal ruste Jordan bedre til at håndtere følgerne af krisen i Syrien og den manglende regionale stabilitet samt de økonomiske og sociale konsekvenser af covid-19-pandemien og samtidig gøre det muligt at udnytte mulighederne for en komme stærkere ud af krisen.
EU og Jordan vil øge samarbejdet om klimaændringer og miljøforringelser ved at gøre en fælles indsats for at fremme grøn vækst og energiomlægning til klimaneutralitet i overensstemmelse med Jordans strategi for energisektoren (2020-2030) og Jordans nationalt bestemte bidrag (NDC) og den nationale tilpasningsplan. En stærk, inklusiv grøn og forbundet jordansk økonomi vil med støtte fra frihandelsområdet, der er oprettet i henhold til associeringsaftalen mellem Jordan og EU, den forenklede ordning for oprindelsesregler, et bedre investeringsklima (gennem reformer af erhvervsklimaet) og adgang til finansiering især for iværksættere og små og mellemstore virksomheder (SMV'er), bl.a. ved at fremme den offentlig-private dialog og arbejde mere direkte med den private sektor, give et stærkt incitament til at skabe anstændige job. Moderniseringen og diversificeringen af en mere grøn økonomi vil blive styrket yderligere ved at støtte innovationsstyret vækst og videndeling. Samarbejdet om bæredygtige, intelligente og solide transportforbindelser (bl.a. luftfartsaftalen mellem EU og Jordan) og gennemførelsen af den langsigtede nationale transportstrategi 2015-2030 vil også bidrage til regional og økonomisk integration.
Der vil især blive lagt vægt på at gøre unge og kvinder mere beskæftigelsesegnede og på at øge deres deltagelse i økonomien. Der vil også blive lagt vægt på at skabe holdbare og lige økonomiske muligheder, herunder på grundlag af uddannelse af høj kvalitet og erhvervsuddannelse og ved at udbyde relevante offentlige transporttjenester, og på at fremme en iværksætterkultur og innovationskultur og en omstilling til en grøn cirkulær og digital økonomi. Det bør overvejes at iværksætte initiativer i den kulturelle sektor, herunder initiativer til at udvikle en kulturel og kreativ industri, i betragtning af sektorens væsentlige bidrag til at fremme tværkulturel dialog og socioøkonomisk udvikling.
En fuldstændig håndhævelse af associationsaftalen og en videreførelse af den fælles indsats for at styrke de eksisterende handels- og investeringsforbindelser vil også øge Jordans integration i EU-markedet og skabe nye muligheder for handel, investering og udvikling. EU vil i overensstemmelse med meddelelsen om gennemgang af handelspolitikken foreslå interesserede partnere i det sydlige naboskab og Afrika et nyt initiativ om bæredygtige investeringer.
Partnerskabet fokuserer på at støtte Jordans bestræbelser og tilsagn om at styrke god regeringsførelse, retsstatsprincippet, demokratiske reformer og menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder. Menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder som fastsat i international, regional og national ret udgør fælles værdier. Overholdelsen af demokratiske principper og menneskerettighederne er en væsentlig del af forbindelserne mellem EU og Jordan og den bæredygtige socioøkonomiske udvikling og stabilitet i Jordan.
Med hensyn til migration og mobilitet og under hensyntagen til Europa-Kommissionens meddelelse om en ny pagt om migration og asyl og Jordans lovgivning er det en tværgående prioritet at gøre fremskridt med den effektive gennemførelse af de forskellige komponenter i mobilitetspartnerskabet, hvilket også vil bidrage til at sikre, at personer regelmæssigt og let kan rejse mellem Jordan og EU, bl.a. med det formål at øge turismen, fremme udvekslinger på uddannelsesområdet og samarbejde med jordanske diaspora i udlandet. Det kan være til EU's og Jordans gensidige fordel at anlægge en bred og bæredygtig tilgang til migration og asyl, bl.a. til tilbagesendelsessamarbejde i overensstemmelse med EU' og medlemsstaternes nationale kompetencer.
1.Styrkelse af samarbejdet om regional stabilitet og sikkerhed, herunder bekæmpelse af terrorisme
EU anerkender alle relevante bestræbelser, som Jordan har gjort. EU og Jordan bør fortsætte det tætte samarbejde om at håndtere den manglende stabilitet i regionen, herunder sikkerhedstruslen fra Dae'sh og andre terrorgrupper. EU er i den forbindelse fast besluttet på at hjælpe Jordan i bestræbelserne på at stabilisere og sikre landets ydre grænser. EU og Jordan støtter begge behovet for varige og holdbare løsninger på krisen i Syrien i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 2254 (2015). Arbejdet med at løse krisen i Syrien bør videreføres i de relevante internationale fora, hvilket også gælder samarbejdet inden for rammerne af EU's og Jordans køreplan for øget sikkerhed/bekæmpelse af terrorisme med særlig vægt på fælles projekter og informationsdeling.
EU og Jordan bør også intensivere indsatsen for at "bygge bro" i andre konfliktsituationer, herunder fredsprocessen i Mellemøsten. EU anerkender, at Jordan spiller en uundværlig og konstruktiv rolle for stabiliteten i regionen, og understreger igen, at det er vigtigt at opretholde status quo for de hellige steder i Jerusalem, også med hensyn til den hashemitiske beskyttelse. EU og Jordan vil fortsat arbejde tæt sammen om at finde en retfærdig og bred løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, som bygger på en tostatsløsning, internationalt aftalte parametre og folkeretten. Ud over den umiddelbare konfliktdimension inden for rammerne af EU-civilbeskyttelsesmekanismen vil de styrke modstandsdygtigheden og samarbejdet i forbindelse med katastroferisikostyring og civilbeskyttelse, øge indsatsen med hensyn til klimaresiliens og -tilpasning og investere i forebyggende foranstaltninger.
EU og Jordan er partnere, når det handler om at fremme og støtte dialoger mellem forskellige religioner og kulturer på globalt og regionalt plan, hvor Jordan har spillet en ledende rolle. EU og Jordan vil samarbejde og finde måder, hvorpå kulturarven kan beskyttes og bevares som en vigtig drivkraft for fred, demokrati og bæredygtig udvikling og som et middel til at skabe positiv dialog og inklusion, og vil foreslå tiltag til dette formål.
Adgang til naturressourcer, især til rent drikkevand, vil være et andet vigtigt aspekt for stabiliteten på længere sigt. Jordan og EU vil fortsat samarbejde om at gøre forvaltningen af vandressourcer mere effektiv og bæredygtig.
Forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme, voldelig ekstremisme og radikalisering skal fortsat stå højt på dagsordenen. Med henblik herpå og som supplement til den regelmæssige politiske og tematiske dialog vil EU og Jordan intensivere det konkrete samarbejde og informationsudvekslingen for at håndtere disse udfordringer i overensstemmelse med retsstatsprincippet og med fuld respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. EU og Jordan vil arbejde sammen om at bekæmpe de grundlæggende årsager til radikalisering, terrorisme og voldelig ekstremisme under hensyntagen til social samhørighed og den vigtige rolle, som kvinder og unge samt uddannelse spiller, bl.a. ved hjælp af uddannelsesprogrammer, der fastlægges i fællesskab, og ved inddragelse af et bredt udsnit af det jordanske civilsamfund.
EU og Jordan har også fastlagt en ramme for Jordans deltagelse i EU's krisestyringsoperationer, hvilket er et andet eksempel på det tætte samarbejde om sikkerhedsspørgsmål, der kan bygges videre på.
2.Fremme af bæredygtig økonomisk stabilitet, en grøn, digital, inklusiv og videnbaseret vækst, uddannelse af høj kvalitet og anstændige job
Krisen i Syrien og den langvarige tilstedeværelse af flygtninge, som den har ført med sig, har haft en stor indvirkning på Jordans økonomiske situation, dets knappe naturressourcer og leveringen af basale ydelser og har forværret en allerede vanskelig økonomisk situation. Covid-19-pandemien har forværret de samfundsøkonomiske problemer, sårbarheder og uligheder betydeligt. Den økonomiske dialog, reformer og samarbejdet om makroøkonomiske spørgsmål vil derfor skulle videreudvikles og gennemføres med henblik på at fremme sunde makroøkonomiske politikker og strukturpolitikker, der understøtter et bæredygtigt og inklusivt vækstpotentiale, øger den jordanske økonomis modstandsdygtighed over for økonomiske chok og styrker de offentlige finansers holdbarhed i samspil med multilaterale og bilaterale donorer. Bestræbelserne på at bevare den makroøkonomiske stabilitet bør fortsætte inden for rammerne af det reviderede program under Den Internationale Valutafond (IMF) og Jordans tilsagn til det internationale samfund efter Londonkonferencen i 2019 samt Jordans reformplan. EU fastholder sådanne bestræbelser gennem samarbejdsbistanden og væsentlige makrofinansielle bistandsprogrammer.
Ud over en forsvarlig finanspolitisk og budgetmæssig forvaltning vil samarbejdet om reformer i Jordans offentlige sektor fortsætte for at forbedre forvaltningen af de offentlige finanser, men også dens samlede effektivitet og kapacitet til at levere ydelser.
Nogle af de større samfundsøkonomiske vanskeligheder for Jordan, bl.a. som følge af langvarige regionale kriser, er den ulige adgang til beskæftigelse, bl.a. for kvinder og unge, lav økonomisk vækst, høj arbejdsløshed og stigende gæld. De bør overvindes ved at skabe anstændig beskæftigelse, støtte iværksætteri og innovation, især i den grønne, digitale og sociale økonomi, ved at udvikle færdigheder og kvalifikationer gennem mere målrettet uddannelse og forskning og ved at udvikle et målrettet og omfattende socialt beskyttelsessystem. Partnerskabsprioriteterne tager sigte på at bidrage hertil ved hjælp af forskellige politiske redskaber: handel, erhvervsudvikling, uddannelse og livslang læring og øget mobilitet. Målet på tværs af disse redskaber er også at styrke alle samfundsgruppers økonomiske indflydelse og deltagelse.
(a)Handel for udvikling er et centralt element i partnerskabsprioriteterne. Øget beskæftigelse understøttet af en stigning i eksporten inden for ordningen for forenklede oprindelsesregler og ledsageforanstaltninger vil gavne Jordan. EU og Jordan vil i fællesskab fastlægge egnede metoder til at fremme moderniseringen af de bilaterale handels- og investeringsforbindelser. EU og Jordan vil også arbejde sammen om SMV'er, udvikling, teknologi og knowhow for at styrke de bilaterale og økonomiske bånd.
(b)Sideløbende hermed vil EU og Jordan fortsætte deres dialog for at tilskynde til en harmonisering på områder såsom sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger (SPS), tekniske handelshindringer (TBT) og tjenesteydelser med henblik på at lette handelen og tiltrække flere investeringer til Jordan. For at sikre forbrugerne en bedre beskyttelse af deres sundhed og sikkerhed og for at fremme handelen vil EU desuden samarbejde med Jordan om at støtte indførelsen af effektive regler for produktsikkerhed i overensstemmelse med internationale standarder og samtidig undgå handelshindringer.
(c)EU og Jordan vil prioritere og intensivere deres indsats for at: forbedre erhvervsklimaet og tiltrække investeringer, især dem, som støtter omstillingen til en kulstoffattig, modstandsdygtig og cirkulær økonomi støtte produktiviteten og den private sektors konkurrencedygtighed og fremme iværksætteri (bl.a. gennem retlige, forskriftsmæssige og administrative reformer, herunder konkurrencepolitik og regler om kontrol med tilskud, lån til virksomheder og bedst mulig udnyttelse af den digitale og den grønne omstilling) skabe den viden og de færdigheder, der er brug for på det jordanske arbejdsmarked og til den grønne, digitale og sociale økonomi. Et nye initiativ om bæredygtig investering som nævnt ovenfor kunne bidrage til at nå disse mål. EU og Jordan vil også arbejde sammen om at styrke videnbaserede sektorer, som er vigtige for at skabe anstændige job, især blandt unge og kvinder, samt om at støtte og styrke virksomheder, navnlig i de sektorer, der er hårdest ramt af covid-19-pandemien.
(d)Uddannelse er et andet effektivt redskab til at styrke den sociale og økonomiske udvikling. Det er afgørende for Jordan i tæt samarbejde med EU at opfylde denne prioritet til gavn for alle, der bor i Jordan, og at klare de udfordringer, der er forbundet med covid-19, og afhjælpe uddannelsesmanglerne. Adgang til sikker offentlig uddannelse af høj kvalitet for alle børn, unge og unge voksne på alle niveauer vil være retningsgivende for samarbejdet mellem EU og Jordan, således at det sikres, at alle har mulighed for at studere, skabe sin egen fremtid og bidrage til den økonomiske vækst og landets udvikling. Opmærksomheden bør især rettes mod erhvervsuddannelse og uddannelse, der svarer til arbejdsmarkedets behov, hvilket også gælder videregående uddannelse og livslang læring.
EU og Jordan vil også samarbejde bilateralt og inden for Middelhavsunionen på områderne videnskab, teknologi og innovationsstrategi, bl.a. ved at gennemføre køreplaner for at håndtere fælles prioriteter såsom klimaændringer, sundhed og vedvarende energi.
EU og Jordan vil fremme innovative og forskningsbaserede løsninger og samarbejde om vedvarende energi, energieffektivitet, der er afstemt efter Jordans strategi for energisektoren (2020-2030), samt bæredygtig forvaltning af naturressourcer, herunder bæredygtig landbrugspraksis og bæredygtig vand- og affaldshåndtering, bl.a. rent drikkevand. Deres samarbejde vil være i overensstemmelse med 2030-dagsordenen og Parisaftalen, også i forbindelse med den europæiske grønne pagt, med en styrket indsats for at fremme omstillingen til en klimaneutral, modstandsdygtig og cirkulær økonomi. Samarbejdet om forskning og innovation vil fortsætte via Horisont Europa, Partnerskabet for forskning og innovation i Middelhavsområdet (PRIMA) og Middelhavsunionens regionale platform for forskning og innovation.
EU og Jordan vil oprette et forum, der skal udpege og forberede fremtidige investeringsprojekter i overensstemmelse med Jordans nationale prioriteter og i samordning med bilaterale og multilaterale donorer. I samarbejde med andre donorer vil EU bl.a. tilstræbe at støtte Jordans planer om at gennemføre projektet Aqaba-Amman Water Desalination and Conveyance (AAWDC) som et strategisk nationalt projekt, der skal reducere manglen på landets afgørende vandressourcer.
EU og Jordan vil samarbejde om at sikre sammenhæng mellem prioriteterne for energi, vand, fødevarer, sundhed og klimaændringer, fremme deres gennemførelse og sikre deltagelsesbaserede processer på regionalt og internationalt plan.
3.Styrkelse af god regeringsførelse, retsstatsprincippet, demokratisk reform og respekt for menneskerettighederne
I tråd med Jordans stærke vilje til at fortsætte reformprocessen, som fremmes af komitéen "Royal Committee to Modernise the Political System", vil EU og Jordan fortsætte samarbejdet om yderligere at styrke det demokratiske system og retsvæsenet i Jordan, retsstatsprincippet og ligestillingen mellem kønnene samt at beskytte menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. EU og Jordan vil støtte foranstaltninger til bekæmpelse af alle former for diskrimination og støtte alle aspekter, der vedrører et effektivt og veletableret civilsamfund, bl.a. ved at etablere et lovligt arbejdsmiljø og et operationelle vilkår, der fremmer udviklingen af et dynamisk civilsamfund.
Samarbejdet vil især handle om gennemførelsen af de omfattende og inklusive reformer, styrkelse af domstolenes effektivitet og uafhængighed samt lige adgang til domstolsprøvelse for alle i overensstemmelse med internationalt anerkendte standarder. Det vil omfatte retsligt samarbejde i civile og strafferetlige sager ved at fremme tiltrædelse og gennemførelse af relevante internationale konventioner og ved at arbejde henimod en international aftale om retligt samarbejde i straffesager sammen med Eurojust. I samarbejdet vil der blive fokuseret på valgprocessen (herunder opfølgningen på henstillinger fra EU's valgobservationsmissioner og valgekspertmissioner), støtte til ligestilling mellem kønnene, herunder bekæmpelse af kønsbaseret vold, samt på kvinders og unges meningsfulde politiske deltagelse, og på styrkelse af kvinders rolle i det politiske og offentlige liv. Samarbejdet mellem EU og Jordan vil også handle om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, folkeoplysning, styrkelse af det politiske partisystem og parlamentets tilsynsrolle og lovgivningsmæssige rolle, forbindelser mellem lokale og nationale myndigheder, en meningsfuld social dialog, decentraliseringsprocessen, pluralistiske og uafhængige medier, gennemsigtighed, herunder finansiel gennemsigtighed, og ansvarlighed samt bekæmpelse af korruption.
EU og Jordan vil fortsætte med at holde en regelmæssig dialog om demokrati og god regeringsførelse, retlige anliggender, retsstatsprincippet og menneskerettigheder. Dialogen vil bygge videre på Jordans internationale, regionale og nationale resultater og tilsagn. Civilsamfundet vil samtidig blive opfordret til at komme med bidrag.
Hvad angår menneskerettigheder, vil den regelmæssige dialog bl.a. vedrøre: ytringsfrihed i alle dens former, forsamlingsfrihed, herunder arbejdsmiljøet for civilsamfundet og arbejdsmarkedets partere såsom fagforeninger og handelskamre, kvinders rettigheder og styrkelse af kvinders indflydelse og stilling i det politiske, økonomiske og offentlige liv og børns rettigheder. Det er essentielt at have en ansvarlig, gennemsigtig, effektiv og inklusiv offentlig administration, hvis disse mål skal realiseres, og hvis demokratiet, god regeringsførelse og bekæmpelsen af svig og korruption i Jordan skal fremmes og styrkes yderligere, bl.a. ved et effektivt samarbejde med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig og Den Europæiske Anklagemyndighed.
Der vil i dialogen blive taget behørigt hensyn til de tilsagn, som Jordan har givet på multilateralt plan. Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, f.eks. vedrørende uddannelse og arbejde, er også omfattet af denne dialog. Dialogen vil navnlig omhandle de områder, der indgår i partnerskabsprioriteterne.
EU vil fortsat engagere sig i at fremme yderligere konvergens med EU's og internationale databeskyttelsesstandarder for at sikre en høj beskyttelse af personoplysninger. Jordan bør tage yderligere praktiske skridt til at sikre, at retten til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger i den offentlige og den private sektor respekteres, bl.a. i forbindelse med retshåndhævelse og på det strafferetlige område.
Reaktion på krisen i Syrien
EU og Jordan vil fortsat arbejde sammen om at finde varige og holdbare løsninger på krisen i Syrien i overensstemmelse FN's Sikkerhedsråds resolution 2254 (2015), så flygtninge frivilligt, sikkert og værdigt kan vende tilbage. Deres indsats vil fortsat gå ud på at give adgang til beskyttelse, indkomstmuligheder og tjenester til både flygtninge og sårbare værtssamfund, bl.a. ved:
–fortsat at fremme flygtninges administrative status og sikre en effektiv beskyttelse, adgang til basale tjenester og overholdelse af de grundlæggende menneskerettigheder og juridiske rettigheder
–at forbedre adgangen til essentielle ydelser af ordentlig kvalitet, bl.a. social bistand, spildevandsafledning, sundhedspleje, herunder mental sundhed og psykosocial støtte, samt formel og ikkeformel uddannelse
–at øge deres indkomstmuligheder og selvstændighed ved at skabe muligheder for at bidrage til Jordans økonomiske udvikling ved bl.a. at: forbedre erhvervsklimaet, øge produktiviteten og forbedre arbejdsmarkedsforholdene, støtte politikkerne til at afstemme kvalifikationer efter arbejdsmarkedets behov, lette adgangen til uddannelse og erhvervsuddannelse, forbedre og udvide adgangen til arbejdsmuligheder, herunder ved at støtte virksomheder i hjemmet og give arbejdstilladelser, og styrke kvinders og unges økonomiske indflydelse og deltagelse
–at fremme eksporten til EU-markedet, bl.a. ved en effektiv gennemførelse af ordningen for oprindelsesregler for Jordan med henblik på at fremme investeringer og skabe beskæftigelse til gavn for både jordanere og syriske flygtninge.
Mekanismer for dialog og gensidigt samarbejde
Den generelle ramme for forbindelserne mellem EU og Jordan fastsættes af associeringsaftalen, som trådte i kraft i 2002, og den avancerede status, der blev opnået i 2010. Der er lykkedes at rationalisere associeringsaftalens gennemførelse ved at gruppere underudvalgene i nogle få tematiske dialoger i overensstemmelse med partnerskabsprioriteterne og ved at supplere de politiske dialoger.
I forbindelse med revisionen af dagsordenen for Middelhavsområdet og Rådets konklusioner i 2024 er der også planlagt en midtvejsevaluering af virkningen af partnerskabsprioriteterne, som om nødvendigt skal tilpasses efter fælles aftale mellem EU og Jordan.
For at støtte gennemførelsen af EU's støtte som reaktion på den syriske flygtningekrise vil der også regelmæssigt blive foretaget en gennemgang af de relevante forpligtelser ifølge disse prioriteter i forbindelse med EU's og Jordans bilaterale samarbejde og andre relevante dialoger og møder og gennem opfølgningen på Bruxelleskonferencerne.
I overensstemmelse med princippet om større ejerskab over den europæiske naboskabspolitik vil EU i tæt samråd med medlemsstaterne deltage i koordineringsmekanismer med Jordans regering på centralt og lokalt plan og med partnere såsom civilsamfundet og den private sektor.
Ifølge de ambitioner, der er beskrevet i partnerskabsprioriteterne, forpligter EU sig til fortsat at yde finansiel støtte og til at samarbejde med det internationale samfund til støtte for Jordan, og Jordan forpligter sig til at fortsætte gennemførelsen af sin reformdagsorden, som er afgørende for, at partnerskabet kan blive en fælles succes.