Bruxelles, den 11.2.2022

COM(2022) 40 final

2022/0028(NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU for så vidt angår tilladelse til Republikken Slovenien til fortsat at anvende den særlige foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem


BEGRUNDELSE

I henhold til artikel 395, stk. 1, i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem 1 ("momsdirektivet") kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i nævnte direktiv, for at forenkle afgiftsopkrævningen eller for at forhindre visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse.

Ved brev registreret i Kommissionen den 27. oktober 2021 anmodede Slovenien om tilladelse til indtil den 31. december 2024 fortsat at anvende en foranstaltning, der fraviger momsdirektivets artikel 287, og som giver Slovenien mulighed for at momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 50 000 EUR.

I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 395, stk. 2, andet afsnit, underrettede Kommissionen ved brev af 15. november 2021 de øvrige medlemsstater om Sloveniens anmodning. Ved brev af 16. november 2021 meddelte Kommissionen Slovenien, at den rådede over alle de nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

Forslagets begrundelse og formål

Det følger af momsdirektivets afsnit XII, kapitel 1, at medlemsstaterne har mulighed for at anvende særordninger for små virksomheder, herunder at momsfritage afgiftspligtige personer med en årlig omsætning under et vist beløb. Momsfritagelsen indebærer, at en afgiftspligtig person ikke skal opkræve moms af leveringer og følgelig heller ikke kan fradrage indgående moms.

I henhold til momsdirektivets artikel 287 kan medlemsstater, som er tiltrådt efter den 1. januar 1978, momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med modværdien i national valuta af et bestemt beløb beregnet på grundlag af kursen på dagen for deres tiltrædelse.

I henhold til momsdirektivets artikel 287, nr. 15), kan Slovenien momsfritage afgiftspligtige personer med en årlig omsætning, der højst er lig med modværdien i national valuta af 25 000 EUR.

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU 2 fik Slovenien bemyndigelse til indtil den 31. december 2015 at anvende en højere tærskel og dermed indrømme momsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årsomsætning ikke overstiger 50 000 EUR. Denne bemyndigelse blev ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2089 3 forlænget indtil den 31. december 2018 og igen ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1700 4 indtil den 31. december 2021.

Slovenien har anmodet om endnu en forlængelse af denne foranstaltning i en begrænset periode.

En tilladelse til fortsat at indrømme fritagelse for afgiftspligtige personer med en årlig omsætning på højst 50 000 EUR efter 2021 vil indebære en betydelig forenkling for personer, der driver relativt små virksomheder. Afgiftspligtige personer, der er omfattet af denne fritagelse, behøver ikke at fradrage og betale moms, være momsregistrerede eller føre detaljeret regnskab over momspligtige transaktioner. Takket være disse forenklinger kan ejerne af små virksomheder bruge mere tid og flere ressourcer på at udvikle deres virksomhed. Den særlige foranstaltning er og vil fortsat være helt frivillig for afgiftspligtige personer. Små virksomheder, hvis omsætning ikke overstiger tærsklen, vil derfor stadig have mulighed for og ret til at anvende den almindelige momsordning.

Desuden er omkostningerne forbundet med at opkræve moms, levere tjenester vedrørende skatter og afgifter og revidere selvangivelser for afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med en forholdsvis lav omsætning, uforholdsmæssigt høje i forhold til det opkrævede beløb. Ved at momsfritage ejere af små virksomheder kan skatteforvaltningen således afsætte flere ressourcer til forebyggelse og bekæmpelse af skattesvig, skatteunddragelse og skatteundgåelse, til at forbedre kvaliteten af tjenesteydelser til de skattepligtige og til at effektivisere opkrævningen af moms fra store virksomheder.

Slovenien anfører, at 48 % af alle registrerede afgiftspligtige personer i 2019 (dvs. omkring 60 000 personer) havde en årlig omsætning på 50 000 EUR eller derunder, svarende til 1 % af den samlede momspligtige omsætning. Myndighederne anslår, at omkring 2 000 af disse afgiftspligtige personer (ekskl. dem, der har valgt at betale moms) har en omsætning på mellem 25 000 EUR og 50 000 EUR. Hvis disse personer blev medtaget i momsordningen, ville det medføre en stigning i statens momsindtægter på 0,3 %.

Den særlige foranstaltning påvirker således ikke i væsentlig grad de samlede indtægter hidrørende fra moms eller de samlede indtægter fra afgifter, der opkræves i det endelige forbrugsled.

Den særlige foranstaltning forenkler små erhvervsdrivendes forpligtelser og er i overensstemmelse med Den Europæiske Unions målsætninger for små virksomheder.

Eftersom foranstaltningen hjælper med at lette virksomhedernes og skattemyndighedernes administrative byrde uden at have nogen større konsekvenser for de samlede momsindtægter, bør Slovenien gives tilladelse til at forlænge anvendelsen af foranstaltningen indtil den 31. december 2024.

Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Fravigelsesforanstaltningen er i overensstemmelse med målsætningerne for direktiv (EU) 2020/285 om ændring af momsdirektivets artikel 281-294 om særordningen for små virksomheder 5 på baggrund af handlingsplanen for moms 6 og sigter mod at skabe en moderne, forenklet ordning for disse virksomheder. Den skal navnlig mindske omkostningerne i forbindelse med overholdelse af momsreglerne og forvridningen af konkurrencen både nationalt og på EU-plan, nedbringe de negative virkninger af tærsklen og lette virksomhedernes regeloverholdelse samt skatteforvaltningens kontrol.

Desuden er tærsklen på 50 000 EUR i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/285, idet direktivet giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte tærsklen for momsfritagelse til højst 85 000 EUR i årlig omsætning (eller et tilsvarende beløb i national valuta).

Lignende fravigelser, der indebærer momsfritagelse af afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ligger under en vis tærskel som fastsat i momsdirektivets artikel 285 og 287, er blevet godkendt for andre medlemsstater. Nederlandene 7 og Belgien 8 har fået tilladelse til at anvende en tærskel på 25 000 EUR, Italien 9 en tærskel på 30 000 EUR, Luxembourg 10 en tærskel på 35 000 EUR, Polen 11 , Letland 12 og Estland 13 en tærskel på 40 000 EUR, Ungarn 14 en tærskel på 48 000 EUR, Litauen 15 en tærskel på 55 000 EUR, Kroatien 16 en tærskel på 45 000 EUR, Malta 17 en tærskel på 30 000 EUR og Rumænien 18 en tærskel på 88 500 EUR.

Fravigelser af momsdirektivets regler bør altid være begrænset i tid, således at deres virkninger kan vurderes. Indføjelsen af en udløbsdato for den særlige foranstaltning til den 31. december 2024 som anmodet af Slovenien er desuden i overensstemmelse med kravene i direktiv (EU) 2020/285 om enklere momsregler for små og mellemstore virksomheder. I henhold til direktivet skal medlemsstaterne fra den 1. januar 2025 anvende de nationale bestemmelser, som de skal vedtage for at efterkomme direktivet.

Den foreslåede foranstaltning er derfor i overensstemmelse med bestemmelserne i momsdirektivet.

Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Kommissionen har konsekvent understreget behovet for at lette reglerne for små virksomheder. I den forbindelse vedtog Kommissionen i marts 2020 en SMV-strategi for et bæredygtigt og digitalt Europa 19 , hvori den forpligter sig til fortsat at arbejde på at mindske byrden for SMV'er. Målet om at mindske regelbyrden for SMV'er er en af grundpillerne i denne strategi. Denne særlige foranstaltning er i overensstemmelse med disse mål for så vidt angår finanspolitiske regler. Den er også i overensstemmelse med handlingsplanen fra 2020 for en retfærdig og enkel beskatning til støtte for genopretningsstrategien 20 , hvori det anerkendes, at omkostningerne i forbindelse med overholdelse af skattereglerne fortsat er høje i EU, og at overholdelsesomkostningerne typisk er betydeligt højere for små virksomheder end for store virksomheder.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

Retsgrundlag

Momsdirektivets artikel 395.

Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

I betragtning af den bestemmelse i momsdirektivet, som forslaget bygger på, hører forslaget under Den Europæiske Unions enekompetence. Nærhedsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Afgørelsen vedrører en tilladelse til en medlemsstat på dennes egen anmodning og udgør ikke en forpligtelse.

På grund af fravigelsens begrænsede anvendelsesområde står den særlige foranstaltning i et rimeligt forhold til det tilstræbte mål, nemlig at forenkle momsopkrævningen for små afgiftspligtige personer og skatteforvaltningen.

Valg af retsakt

Den foreslåede retsakt er en gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet.

I henhold til momsdirektivets artikel 395 er en fravigelse af de fælles momsregler kun mulig, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse til det. En gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet er den bedst egnede retsakt, da den kan rettes til individuelle medlemsstater.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høringer af interesserede parter

Der er ikke gennemført nogen høring af interesserede parter. Forslaget er baseret på en anmodning fra Slovenien og vedrører kun denne medlemsstat.

Konsekvensanalyse

Formålet med forslaget til Rådets gennemførelsesafgørelse er i yderligere tre år at anvende en forenklingsforanstaltning, som fjerner mange af momsforpligtelserne for virksomheder, hvis årlige omsætning ikke overstiger 50 000 EUR. Foranstaltningen har derfor en positiv indvirkning i form af en reduktion af virksomhedernes og skattemyndighedernes administrative byrde, uden at det har nogen større konsekvenser for de samlede momsindtægter. Da fravigelsen har begrænset rækkevidde og varighed, vil foranstaltningens indvirkning under alle omstændigheder være begrænset.

Fravigelsesforanstaltningen vil være frivillig for afgiftspligtige personer. Afgiftspligtige personer vil kunne vælge den almindelige momsordning i henhold til artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.

Grundlæggende rettigheder

Forslaget har ingen konsekvenser for beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 af 30. april 2021 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften 21 vil Slovenien ikke foretage nogen kompensationsberegning fra oversigten over momsbaserede egne indtægter for regnskabsåret 2021 og fremefter.

2022/0028 (NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU for så vidt angår tilladelse til Republikken Slovenien til fortsat at anvende den særlige foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem 22 , særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)I henhold til artikel 287, nr. 15), i direktiv 2006/112/EF kan Slovenien momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning højst er lig med modværdien i national valuta af 25 000 EUR beregnet på grundlag af kursen på dagen for landets tiltrædelse.

(2)Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU 23 fik Slovenien tilladelse til frem til den 31. december 2015 at anvende en særlig foranstaltning, som fraviger artikel 287, nr. 15), i direktiv 2006/112/EF, og således momsfritage afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning ikke overstiger 50 000 EUR ("den særlige foranstaltning"). Foranstaltningen er blevet forlænget ved to lejligheder, senest indtil den 31. december 2021 ved Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1700 24 .

(3)Ved brev registreret i Kommissionen den 27. oktober 2021 anmodede Slovenien om tilladelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024, som er den dato, hvor landet skal gennemføre Rådets direktiv (EU) 2020/285 25 . Det følger af nævnte direktiv, at medlemsstaterne fra den 1. januar 2025 vil kunne momsfritage levering af varer og ydelser, der foretages af afgiftspligtige personer, hvis årlige omsætning i den pågældende medlemsstat ikke overstiger 85 000 EUR eller et tilsvarende beløb i national valuta.

(4)Ved brev af 15. november 2021 fremsendte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 395, stk. 2, i direktiv 2006/112/EF Sloveniens anmodning til de øvrige medlemsstater. Ved brev af 16. november 2021 meddelte Kommissionen Slovenien, at den rådede over alle de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere anmodningen.

(5)Den særlige foranstaltning er i overensstemmelse med direktiv (EU) 2020/285, som har til formål at nedbringe små virksomheders omkostninger i forbindelse med overholdelse af momsreglerne og at forhindre konkurrenceforvridninger i det indre marked.

(6)Den særlige foranstaltning forbliver frivillig for afgiftspligtige personer, som stadig kan vælge den almindelige momsordning efter artikel 290 i direktiv 2006/112/EF.

(7)Ifølge de af Slovenien indgivne oplysninger vil den særlige foranstaltning kun have en ubetydelig indvirkning på landets samlede indtægter fra afgifter, der opkræves ved det endelige forbrug.

(8)Efter ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 26 vil Slovenien ikke foretage nogen kompensationsberegning for så vidt angår oversigten over momsbaserede egne indtægter for regnskabsåret 2021 og fremefter.

(9)Eftersom den særlige foranstaltning hjælper med at lette små virksomheders og skattemyndighedernes administrative byrde og mindsker deres overholdelsesomkostninger, og da den ikke har nogen større indvirkning på de samlede momsindtægter, bør Slovenien gives tilladelse til fortsat at anvende den særlige foranstaltning.

(10)Tilladelsen til at anvende den særlige foranstaltning bør være tidsbegrænset. Tidsbegrænsningen bør være tilstrækkelig til, at tærsklens effektivitet og hensigtsmæssighed kan vurderes. Endvidere skal medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv (EU) 2020/285, som ændrer direktiv 2006/112/EF, senest den 31. december 2024 vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme førstnævnte direktivs artikel 1, og anvende disse love og bestemmelser fra den 1. januar 2025. Slovenien bør derfor gives tilladelse til at anvende den særlige foranstaltning indtil den 31. december 2024.

(11)Gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Artikel 2, stk. 2, i gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU affattes således:

"Den anvendes fra den 1. januar 2013 indtil den 31. december 2024."

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Republikken Slovenien.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.
(2)    Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU af 22. januar 2013 om bemyndigelse af Republikken Slovenien til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 22 af 25.1.2013, s. 15).
(3)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2089 af 10. november 2015 om ændring af Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU om bemyndigelse af Republikken Slovenien til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 302 af 19.11.2015, s. 107).
(4)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1700 af 6. november 2018 om ændring af Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU om bemyndigelse af Republikken Slovenien til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 285 af 13.11.2018, s. 78).
(5)    Rådets direktiv (EU) 2020/285 af 18. februar 2020 om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår særordningen for små virksomheder og forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår administrativt samarbejde og udveksling af oplysninger med henblik på at overvåge, om særordningen for små virksomheder anvendes korrekt (EUT L 62 af 2.3.2020, s. 13).
(6)    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om en handlingsplan for moms — Mod et fælles europæisk momsområde — De svære valg (COM(2016) 148 final).
(7)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1904 af 4. december 2018 om at give Nederlandene tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 310 af 6.12.2018, s. 25).
(8)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/2077 af 20. december 2018 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/53/EU om bemyndigelse af Kongeriget Belgien til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 331 af 28.12.2018, s. 222).
(9)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2016/1988 af 8. november 2016 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/678/EU om tilladelse til Den Italienske Republik til fortsat at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 306 af 15.11.2016, s. 11).
(10)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/2210 af 19. december 2019 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2013/677/EU om bemyndigelse af Luxembourg til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 285 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 332 af 23.12.2019, s. 155).
(11)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1919 af 4. december 2018 om ændring af beslutning 2009/790/EF om bemyndigelse af Republikken Polen til at anvende en foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 311 af 7.12.2018, s. 32).
(12)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1261 af 4. september 2020 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/2408 om at give tilladelse til Republikken Letland til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 296 af 10.9.2020, s. 4).
(13)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/358 af 22. februar 2021 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/563 om at give Republikken Estland tilladelse til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 69 af 26.2.2021, s. 4).
(14)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1490 af 2. oktober 2018 om at give Ungarn tilladelse til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 252 af 8.10.2018, s. 38).
(15)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/86 af 22. januar 2021 om bemyndigelse af Republikken Litauen til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 30 af 28.1.2021, s. 2).
(16)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1661 af 3. november 2020 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1768 om bemyndigelse af Republikken Kroatien til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 374 af 10.11.2020, s. 4).
(17)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/753 af 6. maj 2021 om tilladelse til Malta til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem, og om ophævelse af gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/279 (EUT L 163 af 10.5.2021, s. 1).
(18)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2020/1260 af 4. september 2020 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1855 om bemyndigelse af Rumænien til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 296 af 10.9.2020, s. 1).
(19)    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En SMV-strategi for et bæredygtigt og digitalt Europa (COM(2020) 103 final).
(20)    Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet — En handlingsplan for en retfærdig og enkel beskatning til støtte for genopretningsstrategien (COM(2020) 312 final).
(21)    Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 af 30. april 2021 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (EUT L 165 af 11.5.2021, s. 9).
(22)    EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.
(23)    Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU af 22. januar 2013 om bemyndigelse af Republikken Slovenien til at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 22 af 25.1.2013, s. 15).
(24)    Rådets gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/1700 af 6. november 2018 om ændring af Rådets gennemførelsesafgørelse 2013/54/EU om bemyndigelse af Republikken Slovenien til at indføre en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 285 af 13.11.2018, s. 78).
(25)    Rådets direktiv (EU) 2020/285 af 18. februar 2020 om ændring af direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem for så vidt angår særordningen for små virksomheder og forordning (EU) nr. 904/2010 for så vidt angår administrativt samarbejde og udveksling af oplysninger med henblik på at overvåge, om særordningen for små virksomheder anvendes korrekt (EUT L 62 af 2.3.2020, s. 13).
(26)    Rådets forordning (EU, Euratom) 2021/769 af 30. april 2021 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89 om den endelige ordning for ensartet opkrævning af egne indtægter hidrørende fra merværdiafgiften (EUT L 165 af 11.5.2021, s. 9).