Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om fælles skabelse af forsyningspligtydelser som et bidrag til et mere deltagelsesbaseret demokrati i EU

(initiativudtalelse)

(2022/C 486/11)

Ordfører:	Krzysztof BALON
Medordfører:	Thomas KATTNIG

Vedtaget på plenarforsamlingen	20.1.2022
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet
Vedtaget i sektionen	7.9.2022
Vedtaget på plenum	21.9.2022
Plenarforsamling nr.	572
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	226/0/2

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Den fælles skabelse af forsyningspligtydelser gennem civilsamfundsorganisationer og direkte inddragelse af borgerne hører blandt de mest effektive instrumenter til at skabe ny fremdrift for det deltagelsesbaserede demokrati og dermed styrke den europæiske integration. Derfor foreslår Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) inden for rammerne af den foreliggende udtalelse konkrete tiltag til forbedring af rammebetingelserne i den Europæiske Union på dette område med det formål at styrke beskyttelsen af borgernes rettigheder og fordele.

1.2.

Navnlig krisesituationer, såsom den nylige russiske aggression mod Ukraine og den deraf følgende fordrivelse af millioner af mennesker, hovedsagelig kvinder og børn, afspejler tydeligt civilsamfundets afgørende rolle i form af dets umiddelbare evne til spontant at kombinere og gennemføre modeller og procedurer for fælles skabelse med godt resultat, navnlig hvad angår sociale og uddannelsesmæssige forsyningspligtydelser på områder, hvor der allerede var indsamlet erfaringer med fælles skabelse.

1.3.

Historisk set har aktører fra civilsamfundet altid tilbudt sociale og andre tjenesteydelser af almen interesse, når de offentlige myndigheder endnu ikke har set behovet, eller fordi kommercielle virksomheder ikke har anset leveringen af dem for at være rentabel. Som regel er staten så senere trådt til som udbyder eller ordregiver samt som reguleringsansvarlig og garant for kvaliteten af ydelserne. I den sammenhæng skal nærhedsprincippet mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union, som fastsat i artikel 5, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU), derfor også finde anvendelse på forsyningspligtydelser Hvad angår forsyningspligtydelser bør nærhedsprincippet desuden være et vejledende princip i forholdet mellem alle niveauer i medlemsstaternes offentlige forvaltning samt mellem offentlige myndigheder og civilsamfundsorganisationer.

1.4.

Selv om det juridiske og politiske ansvar for leveringen af forsyningspligtydelser fortsat ligger hos de valgte repræsentanter for de kompetente myndigheder, og varetagelsen af denne opgave regelmæssigt vurderes af borgerne i form af valg, udøver myndighederne kontrol med den korrekte levering af forsyningspligtydelser. EØSU går ind for en målrettet gennemførelse af strategien for fælles skabelse: forsyningspligtydelser bør udformes i et samarbejde mellem brugere, lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer, idet det på den måde sikres, at ydelserne på den ene side opfylder de reelle behov og på den anden side giver mulighed for demokratisk deltagelse. Dette gælder især i tilfælde, hvor lønmodtagere samarbejder med frivillige eller selvhjælpsstrukturer.

1.5.

Derfor opfordres medlemsstaterne til at udvikle og/eller forbedre instrumenter, der sikrer inddragelse af borgere og civilsamfundsorganisationer i hele processen for levering af tjenesteydelser af almen interesse. Dette omfatter passende rammebetingelser for almennyttige socialøkonomiske aktiviteter som defineret i EØSU’s udtalelse om Styrkelse af almennyttige sociale virksomheder som en vigtig søjle i et socialt retfærdigt Europa (1) af 18. september 2020 og gennemførelse af artikel 77 i direktiv 2014/24/EU om offentlige udbud (2) på en sådan måde, at kontrakter om sundhedstjenester, sociale og kulturelle tjenesteydelser samt tjenesteydelser på uddannelsesområdet, som anført i denne artikel, forbeholdes nonprofitorganisationer.

1.6.

EØSU henviser til, at levering af forsyningspligtydelser af høj kvalitet til gavn for borgerne og økonomien afhænger af tilstrækkelige ressourcer, dvs. finansiering og personale, hvilket skal sikres.

1.7.

Selv om rammebetingelserne for levering og dermed også for fælles skabelse af forsyningspligtydelser primært hører under medlemsstaternes, regionernes og kommunernes ansvarsområde, er der et presserende behov for at tilskynde medlemsstaterne til at udvikle modeller for fælles skabelse ved at udvikle en værktøjskasse, der letter anvendelsen af sådanne modeller. Sådanne initiativer bør tilskynde alle relevante aktører i medlemsstaterne til at fremme civilsamfundsorganisationers deltagelse i fælles skabelse og levering af forsyningspligtydelser.

1.8.

EØSU foreslår, at Kommissionen offentliggør et arbejdsdokument om dette emne som et grundlag for det videre arbejde med at skabe en »værktøjskasse«, der bør tilskynde og vejlede nationale, regionale og lokale myndigheder i en øget anvendelse af modeller baseret på fælles skabelse. Dokumentet bør bl.a. omfatte en afvejning af fælles skabelse set i forhold til artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og protokol nr. 26 til TEU og TEUF under hensyntagen til den europæiske søjle for sociale rettigheder, den almennyttige sociale økonomis særlige rolle i forbindelse med fælles skabelse og de nødvendige rammebetingelser herfor. Dokumentet bør desuden indeholde forslag til, hvordan EU og medlemsstaterne kan fremme innovative projekter for fælles skabelse under hensyntagen til forskningskomponenter og indsamling af bedste praksis. På grundlag af værktøjskassen som beskrevet ovenfor kan der efter en bredere høring på EU-plan lanceres en grønbog og derefter en hvidbog.

1.9.

EØSU vil for sit vedkommende oprette et forum for udveksling af idéer og bedste praksis på dette område med deltagelse af civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter, universiteter og forskningsprojekter for at opretholde og videreudvikle debatten på europæisk plan.

2.   Baggrund

2.1.

Den videre udvikling af deltagelsesdemokratiet i Den Europæiske Union er en af de største udfordringer i bestræbelserne på at styrke den europæiske integration over for populisme og nationalisme. Fælles skabelse af forsyningspligtydelser gennem civilsamfundsorganisationer og direkte inddragelse af borgerne er et af de mest effektive værktøjer til at stimulere deltagelsesdemokratiet.

2.2.

EØSU har i flere år arbejdet sammen med forskellige civilsamfundsaktører og den akademiske verden/forskningssektoren om at støtte moderniseringen og videreudviklingen af forsyningspligtydelser. I udvalget ligger ansvaret for dette arbejde primært hos den permanente gruppe om forsyningspligtydelser.

2.3.

I 2019 begyndte samarbejdet inden for rammerne af projektet »Consortium Co-creation of Service Innovation in Europe« (CoSIE) (3) bestående af universiteter, kommuner og civilsamfundsorganisationer fra ni medlemsstater (Estland, Finland, Grækenland, Italien, Nederlandene, Polen, Spanien, Sverige, Ungarn) og Det Forenede Kongerige. Den permanente gruppe om forsyningspligtydelser så nærmere på innovative erfaringer og konklusioner fra CoSIE-projektet inden for rammerne af to seminarer: »Fælles skabelse af forsyningspligtydelser: civilsamfundsorganisationernes rolle« den 15. april 2021 i Bruxelles og »Citizens serving citizens: Fælles skabelse og levering af forsyningspligtydelser ved civilsamfundsorganisationer« den 1.-2. december 2021 i Lublin i Polen i samarbejde med byen Lublin og med deltagelse af partnere fra Ukraine.

2.4.

Fælles skabelse er uløseligt forbundet med den bredere debat om reformer af den offentlige forvaltning. Ved »New Public Management« var der fokus på at øge effektiviteten, indføre ledelsesmodeller fra den private sektor og opbygge et tjenesteyder-/kundeforhold inden for offentlige tjenester med udgangspunkt i brugernes behov, krav og valg. Denne model var fremherskende i 1990’erne og 2000’erne, men blev kritiseret for at være mindre effektiv end forventet og rumme et begrænset innovationspotentiale (4). Fokus i tiden efter New Public Management (»paradigmer« (5)) inden for innovation af offentlige tjenester bygger på en aktiv og fælles produktion, der inddrager borgeren i stedet for en passiv individuel forbruger, der er motiveret af en atomiseret selvinteresse, og paradigmerne fokuserer også på at forbedre integrationen og koordineringen mellem netværk af brugergrupper og interessenter i stedet for en fragmenteret tilgang. Fælles skabelse opfattes som et centralt begreb i modellerne efter New Public Management (6).

2.5.

Resultaterne af det arbejde, som EØSU hidtil har udført på dette område, viser, at fælles skabelse, der inddrager borgerne og deres organisationer i leveringen af forsyningspligtydelser, fremmer deltagelsesdemokratiet og udvikler den sociale økonomi i EU blandt andre vigtige roller, som forsyningspligtydelser spiller som en uundværlig katalysator for alle andre aktiviteter i samfundet.

3.   Tjenesteydelser af almen interesse

3.1.

I forbindelse med den europæiske integration, der er kendetegnet ved et spændingsfelt mellem »enhed« og »mangfoldighed«, blev der udviklet et nyt koncept for tjenesteydelser, der reguleres af specifikke regler og standarder. Målet er at sikre, at alle borgere og alle interessenter har adgang til de grundlæggende tjenesteydelser, som nu og i fremtiden udgør grundlaget for et værdigt liv, og som er afgørende for deltagelse i samfundslivet — forsyningspligtydelser. Forsyningspligtydelser kan leveres i forskellige sammenhænge, enten på konkurrenceprægede markeder som økonomiske tjenesteydelser af almen interesse eller som ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen interesse, der ikke indgår i disse markeder. Kommissionen skelner (7) i den forbindelse mellem tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, ikkeøkonomiske tjenesteydelser samt sociale tjenesteydelser af almen interesse (økonomiske eller ikkeøkonomiske). Artikel 106 i TEUF finder anvendelse på tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (8) og af økonomisk art.

3.2.

Konceptet er gradvist blevet styrket og præciseret.

3.2.1.

Forsyningspligtydelser er en del af de fælles europæiske værdier og spiller en rolle i bestræbelserne på at fremme den sociale og territoriale samhørighed i EU (9). I den forbindelse henleder EØSU opmærksomheden på Unionens fælles værdier med hensyn til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, jf. artikel 14 i TEUF, som fastsat i protokol nr. 26 om tjenesteydelser af almen interesse, der indgår som bilag til TEU og TEUF. Yderligere præcisering af de heri fastlagte principper kan føre til større effektivitet og til afhjælpning af uhensigtsmæssige tendenser.

3.2.2.

Disse fælles værdier omfatter tre dimensioner: nationale, regionale og lokale myndigheders skønsbeføjelser til at imødekomme brugernes behov, respekt for mangfoldighed og forskelle i brugernes behov, præferencer og demokratiske valg samt for forskellige geografiske, sociale og kulturelle forhold og et højt niveau af kvalitet, sikkerhed, prisoverkommelighed, ligebehandling og fremme af universel adgang og brugerrettigheder (10).

3.2.3.

Disse tjenester er en væsentlig del af EU-medlemsstaternes økonomiske og sociale systemer og samlet set en betydningsfuld del af den europæiske samfundsmodel. De europæiske borgere og virksomheder forventer med rette at have adgang til en omfattende palet af pålidelige, stabile og effektive tjenesteydelser af almen (økonomisk) interesse af høj kvalitet og til overkommelige priser. Disse tjenesteydelser sikrer, at der kan tages hånd om kollektive behov og interesser — dvs. almennyttige opgaver. EØSU gør udtrykkeligt opmærksom på, at levering af tjenesteydelser af almen interesse af høj kvalitet, der er vigtige for borgerne samt økonomien, afhænger af tilstrækkelige ressourcer, dvs. finansiering og personale, og at dette skal sikres.

3.2.4.

Adgang til tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er en del af de grundlæggende rettigheder (11) og den europæiske søjle for sociale rettigheder (12). Mens princip 20 i søjlen udtrykkeligt nævner »basale« forsyningspligtydelser, skitserer andre principper i søjlen vigtige områder af almen interesse såsom uddannelse, boliger og bistand til hjemløse, langtidspleje, inklusion af personer med handicap og sundhedspleje for blot at nævne nogle få.

3.2.5.

De ikkeøkonomiske tjenesteydelser af almen interesse er undtaget fra reglerne om det indre marked og konkurrencereglerne. De er udelukkende underlagt EU's generelle principper (gennemsigtighed, ikke-forskelsbehandling, ligebehandling, proportionalitet) (13).

3.2.6.

Unionen og medlemsstaterne sørger for, »at sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, navnlig økonomiske og finansielle, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver« (14).

3.2.7.

Tjenesteydelser af almen økonomisk interesse er underlagt traktaternes bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem (15).

3.3.

Formålet med tjenesteydelser af almen interesse er at opfylde alle borgeres og aktørers behov under hensyntagen til deres udvikling over tid og sted. Disse tjenesteydelser er i sagens natur dynamiske. De kan f.eks. omfatte områder som sikkerhed, sundhed, sociale tjenester, herunder inklusion af personer med handicap, langtidspleje, socialt boligbyggeri (16), uddannelse samt områder med grundlæggende tjenester, der udtrykkeligt er nævnt i princip 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder (17).

3.4.

For så vidt angår forsyningspligtydelser er nærhedsprincippet mellem medlemsstaterne og Den Europæiske Union fastsat i artikel 5, stk. 3, i TEU. EU fastlægger en generel ramme af principper, der tager sigte på at opfylde behovene hos alle borgere og økonomiske og sociale aktører, mens medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder etablerer og leverer forsyningspligtydelserne. Hvad angår forsyningspligtydelser bør nærhedsprincippet desuden være et vejledende princip i forholdet mellem alle niveauer i medlemsstaternes offentlige forvaltning samt mellem offentlige myndigheder og civilsamfundsorganisationer.

3.5.

Forsyningspligtydelser leveres under hensyntagen til en lang række aspekter såsom respekt for de grundlæggende rettigheder, opfyldelse af de lokale mål om økonomisk, social og territorial samhørighed, bæredygtig udvikling, miljø- og klimabeskyttelse samt gennemførelse af den sociale markedsøkonomi, det indre marked og konkurrencereglerne. I de forskellige situationer er det nødvendigt at finde en pragmatisk balance under inddragelse af alle interessenter, der er tilpasset de enkelte borgeres og lokalsamfunds behov.

4.   Fælles skabelse af forsyningspligtydelser

4.1.

Aktører fra civilsamfundet har altid tilbudt sociale og andre tjenesteydelser af almen interesse, fordi de offentlige myndigheder endnu ikke har set behovet, eller fordi kommercielle virksomheder ikke har anset opfyldelsen af dem for at være rentabel. Som regel er staten så senere trådt til som udbyder og reguleringsansvarlig og garant for kvaliteten af ydelserne.

4.2.

Tjenesteydelser af almen interesse leveres af de territoriale enheder selv eller sendes i udbud. Mens det politiske ansvar ligger hos de folkevalgte repræsentanter for disse lokale og regionale myndigheder, og de er underlagt regelmæssig vurdering fra borgernes side gennem valg, udøver myndighederne kontrol med den korrekte levering af forsyningspligtydelser. Der kan anvendes to forskellige fremgangsmåder, nemlig top-down i form af initiativer hos nationale, regionale eller lokale myndigheder eller bottom-up i form af fælles skabelse under inddragelse af borgere og/eller civilsamfundsorganisationer. Denne udtalelse tager udgangspunkt i sidstnævnte fremgangsmåde. EØSU går ind for en bred anvendelse af strategien for fælles skabelse: forsyningspligtydelser bør udformes i et samarbejde med brugere, lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer, så det på den måde sikres, at de både imødekommer borgernes reelle behov og giver mulighed for demokratisk deltagelse.

4.3.

Det afhænger imidlertid af de specifikke omstændigheder, om fælles skabelse prioriteres og på hvilke områder. Ikke alle tjenesteydelser, lokalsamfund og tjenesteudbydere — navnlig på kritiske infrastrukturområder såsom energi- og vandforsyning — egner sig til en radikalt ny tilgang til tjenesteydelser og fælles ansvar, men alle skridt til at styrke fælles skabelse og samarbejde om at fremme effektive løsninger er værd at overveje. For at maksimere inddragelsen af brugerne kan »en trinvis tilgang til fælles skabelse« (18) anbefales med forskellige niveauer af systematisk inddragelse af relevante offentlige og private aktører, begyndende med et mere beskedent engagement (når offentlige instanser sigter mod at give borgerne større indflydelse for at styrke deres evne til at varetage deres eget liv og tilskynde dem til at være med til at skabe de tjenester, de tilbydes af den offentlige sektor) til det højeste niveau (når samarbejdsbaseret innovation baseret på en fælles dagsorden og problemdefinition, fælles udformning og afprøvning af nye og uprøvede løsninger samt koordineret gennemførelse på grundlag af offentlige og private løsninger lettes).

4.4.

Fælles skabelse kræver arbejdsmetoder, der er baseret på eksisterende styrker. Disse arbejdsmetoder bygger på tjenestebrugernes (materielle og immaterielle) ressourcer, færdigheder og ønsker i stedet for blot at registrere og opfylde deres behov. Denne tilgang er baseret på den antagelse, at alle borgere har værdifulde, ofte oversete styrker (på områder som kultur, tid, livs- og læringserfaring, praktisk knowhow, netværkssamarbejde, færdigheder, idéer), der kan bidrage til udvikling og levering af tjenesteydelser. Værktøjskassen til fælles skabelse omfatter en række metoder, der spænder fra tilfredshedsundersøgelser (f.eks. inden for e-handel) og rundspørger til forskellige muligheder for feedback gennem digitale værktøjer, fokusgrupper og paneler samt deltagelsesbaserede metoder (f.eks. sociale hackathons, open space-teknologier, LivingLabs, World Cafés, Service Blueprints, Design Thinking, User Journeys og forskellige andre onlinedeltagelsesværktøjer).

4.5.

Fælles skabelse er imidlertid ikke en teknisk løsning og kan ikke realiseres ved hjælp af én enkelt metode. Det er en tilgang, der anvendes i de forskellige faser af udformningen og leveringen af tjenesteydelser. Værktøjskassen omfatter i sine mere radikale former fælles forvaltning, der fremmer et magtskifte og undertiden en overdragelse af ejerskabet til tjenester til borgere og lokalsamfund. Dette omfatter en formel inddragelse af personer med praktisk erfaring i forvaltningsordninger, gensidige ordninger, kooperativer og lokale organisationer.

4.6.

En forudsætning for en vellykket proces for fælles skabelse er, at alle potentielle brugergrupper inviteres, så de får mulighed for at varetage deres interesser. En deltagelse, der begunstiger borgere med flere ressourcer eller større vilje til at deltage, kan føre til udemokratiske processer.

4.7.

En anden afgørende forudsætning for fælles skabelse er tilliden mellem deltagerne i processen, hvilket kun kan opbygges mellem tjenesteudbydere og interessenter, hvis formålet med den fælles skabelse af den pågældende tjeneste står klart, og det tydeligt fremgår i hvilken udstrækning interessenterne (19) informeres om tjenestens omfang og rækkevidde.

4.8.

Den fælles skabelse skal altid finde sted inden for rammerne af den nationale, regionale og lokale behovsplanlægning. Der skal altid tages højde for modsætningsforholdene mellem de forskellige behov. Når disse er kortlagt, kan forslag til en prioritering af behovene drøftes under offentlige høringer, og de kompetente formidlende og beslutningstagende organer kan tage udgangspunkt i et beslutningsgrundlag, der skal sikre høj kvalitet, forsyningssikkerhed og tilgængelighed, ligebehandling og respekt for brugernes rettigheder. Fordelene for samfundet som helhed skal i praksis altid veje tungest ved forsyningspligtydelser. Processen med fælles skabelse må under ingen omstændigheder føre til tjenester af dårligere kvalitet, til uberettigede prisstigninger eller til begrænsning af adgangen til tjenester.

4.9.

Fælles skabelse er kendetegnet ved et dynamisk samspil mellem tjenesteudbydere, tjenestebrugere og andre interessenter. Denne proces kan omfatte forskellige faser:

4.9.1.

Fælles iværksættelse: fra starten af fastlægges målene for den enkelte tjenesteydelse i fællesskab

4.9.2.

Inddragelse af interessenterne: inddragelse af nye aktører (brugere, kunder, tjenesteydere) og fastholdelse af deres engagement under hele processen

4.9.3.

Fælles udvikling: fælles udformning af tjenesteydelser

4.9.4.

Fælles gennemførelse: fælles levering af tjenesteydelser

4.9.5.

Fælles forvaltning: fælles tilrettelæggelse og forvaltning af tjenesteydelser

4.9.6.

Fælles styring: fælles udarbejdelse af politikker

4.9.7.

Fælles evaluering: fælles vurdering af tjenesteydelsernes effektivitet og gennemslagskraft eller de trufne afgørelser ud fra en række kriterier.

4.10.

I den forbindelse er det værd at nævne, at der i praksis allerede findes innovative modeller, hvor det slet ikke er muligt at levere en offentlig tjenesteydelse uden aktiv inddragelse af brugerne (20).

4.11.

Det er afgørende, at forsyningspligtydelser udvikles i samarbejde med brugere, lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer for at sikre, at de skaber og styrker merværdien af forsyningspligtydelser, dvs. at de forbedrer velfærden og/eller en fælles forståelse af det fælles gode, der kan tjene som grundlag for udviklingen af politikker, strategier og tjenester. Som led i den fælles skabelse af tjenester samarbejder brugerne med fagfolk om udformning, oprettelse og levering af tjenesten (21). Denne proces kombinerer derfor rollerne som henholdsvis innovator, tjenesteudbyder og tjenestebruger.

4.12.

Merværdien ved fælles skabelse ligger altid i et aktivt samarbejde mellem offentlige myndigheder, der har det juridiske og politiske ansvar for leveringen af forsyningspligtydelser, samt tjenesteudbydere og brugere, der skal inddrages i den demokratiske proces for fælles skabelse. På den måde forbedrer fælles skabelse den demokratiske legitimitet af de politiske beslutninger.

4.13.

Denne merværdi bidrager på en særlig måde til at styrke den demokratiske deltagelse, hvis udbyderne af tjenesteydelser stammer fra kredsen af civilsamfundsorganisationer eller non-profit-socialøkonomien, hvor fuldtidsansatte samarbejder med frivillige eller med selvhjælpsstrukturer, eller hvis de civilsamfundsorganisationer, der repræsenterer brugernes interesser, har reel indflydelse på de offentlige eller private udbydere af tjenesteydelser. Derudover har den fælles skabelse også en moralsk dimension. Den styrker fællesskaber, sammenhold og den gensidige tillid mellem aktørerne (22).

4.14.

Dette ses også i krisesituationer. Et aktuelt eksempel er leveringen af tjenesteydelser (navnlig på det sociale område og inden for uddannelse) til og under inddragelse af krigsflygtninge fra Ukraine via civilsamfundsorganisationerne. Civilsamfundets umiddelbare kapacitet til spontant, men også med gode resultater at gennemføre modeller og procedurer for fælles skabelse har vist sig at være afgørende og en reel mulighed i områder, der allerede har realiseret vellykkede processer for fælles skabelse.

5.   Politiske initiativer på EU-plan

5.1.

Selv om medlemsstaterne, regionerne og kommunerne i første omgang er ansvarlige for rammebetingelserne for leveringen og dermed også for den fælles skabelse af forsyningspligtydelser, er det nødvendigt at tilskynde de nationale, regionale og lokale myndigheder til at understøtte leveringen af tjenesteydelser af almen interesse af høj kvalitet på passende vis. I den forbindelse er der et presserende behov for at tilskynde medlemsstaterne til at udvikle koncepter for fælles skabelse ved at oprette en værktøjskasse, der gør det lettere at anvende modeller baseret på fælles skabelse. Sådanne initiativer bør tilskynde alle relevante interessenter i medlemsstaterne til at fremme civilsamfundsorganisationernes bidrag til fælles skabelse og levering af forsyningspligtydelser, til dels fordi en tilgang baseret på fælles skabelse i høj grad bidrager til at tilpasse tjenesterne til skiftende behov, modernisere og fremtidssikre dem.

5.2.

Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at forfølge en tværgående tilgang, der tager højde for dens forskellige ansvarsområder og alle interessenter, med det formål at udarbejde en værktøjskasse, hvori forskellige former for fælles skabelse, de gennemførte pilotprojekter og de konklusioner, der kan træffes på baggrund heraf, indgår.

5.3.

Mere specifikt foreslår EØSU, at Kommissionen offentliggør et arbejdsdokument om dette emne som et grundlag for det videre arbejde med at skabe et »værktøjskasse«, der bør tilskynde og vejlede nationale, regionale og lokale myndigheder i en øget anvendelse af modeller baseret på fælles skabelse. Dokumentet bør bl.a. indeholde overvejelser vedrørende fælles skabelse i henhold til artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og protokol nr. 26 til TEU og TEUF under hensyntagen til den europæiske søjle for sociale rettigheder, socialøkonomiens særlige rolle i forbindelse med den fælles skabelse og de til det formål nødvendige rammebetingelser, som de defineres i EØSU's udtalelse Styrkelse af almennyttige sociale virksomheder som en vigtig søjle i et socialt retfærdigt Europa (23) af 18. september 2020. Desuden bør dokumentet henvise til gennemførelsen af artikel 77 i direktiv 2014/24/EU om offentlige udbud (24) på en sådan måde, at kontrakter om sundhedstjenester, sociale og kulturelle tjenesteydelser samt tjenesteydelser på uddannelsesområdet, som anført i denne artikel, forbeholdes nonprofitorganisationer. Dokumentet bør desuden indeholde forslag til, hvordan EU og medlemsstaterne kan fremme innovative projekter for fælles skabelse under hensyntagen til forskningskomponenter og indsamling af bedste praksis. På grundlag af værktøjskassen som beskrevet ovenfor kan der efter en bredere høring på EU-plan lanceres en grønbog og derefter en hvidbog.

5.4.

EØSU vil for sit vedkommende oprette et forum til udveksling af idéer og eksempler på bedste praksis på dette område med deltagelse af civilsamfundets organisationer, universiteter og forskningsprojekter med henblik på at opretholde og videreudvikle debatprocessen på europæisk plan.

---

(1)  EUT C 429 af 11.12.2020, s. 131.

(2)  https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/PDF/?uri=CELEX:32014L0024&from=EN

(3)  https://cosie.turkuamk.fi

(4)  Drechsler, W. (2009) Towards a Neo-Weberian European Union? Lisbon agenda and public administration, Halduskultuur — Administrative Culture 2009, 10(1), 6-21.

(5)  Çolak, Ç. D. (2019) Why the new public management is obsolete: an analysis in the context of the post-new public management trends, Croatian and Comparative Public 2019, 19(4), 517-536, https://doi.org/10.31297/hkju.19.4.1.

(6)  Torfing, J., Sørensen, E., & Røiseland, A. (2019) Transforming the public sector into an arena for co-creation: Barriers, drivers, benefits and ways forward. Administration & Society 2019, 51(5), 795-825, https://doi.org/10.1177/0095399716680057.

(7)  https://ec.europa.eu/info/topics/single-market/services-general-interest_da

(8)  Dette blev allerede forankret i Romtraktaten og er nu fastlagt i artikel 106 i TEUF.

(9)  TEUF — Almindelige bestemmelser, artikel 14.

(10)  Protokol nr. 26 til TEU og TEUF.

(11)  Artikel 36 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

(12)  Søjlens punkt 20.

(13)  Protokol nr. 26 til TEU og TEUF.

(14)  Artikel 14 i EUF-traktaten.

(15)  Artikel 106 i EUF-traktaten.

(16)  I lyset af den forværrede boligkrise i mange medlemsstater bliver økonomisk overkommelige boliger også stadig vigtigere som en grundlæggende tjeneste.

(17)  »Vand, sanitet, energi, transport, finansielle tjenester og digital kommunikation«.

(18)  Torfing, J., Sørensen, E., & Røiseland, A. (2019) Transforming the public sector into an arena for co-creation: Barriers, drivers, benefits and ways forward. Administration & Society 2019, 51(5), 795-825, https://doi.org/10.1177/0095399716680057.

(19)  https://cosie.turkuamk.fi/arkisto/index.html

(20)  F.eks. i Frankrig med »Services Publics Partagés« (»delte offentlige tjenesteydelser«): https://service-public-partage.fr/.

(21)  Social Care Institute of Excellence (2015) Co-production in social care: what it is and how to do it? SCIE Guide 51.

(22)  C. Fox et al. (2021) A New Agenda for Co-Creating Public Services, Turku University of Applied Sciences, https://julkaisut.turkuamk.fi/isbn9789522167842.pdf.

(23)  EUT C 429 af 11.12.2020, s. 131.

(24)  https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/PDF/?uri=CELEX:32014L0024&from=EN