22.6.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 240/1


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS HENSTILLING

af 19. maj 2022

om den centraliserede værdipapirdatabase og udarbejdelse af statistik over værdipapirudstedelser og om ophævelse af henstilling ECB/2012/22

(ECB/2022/26)

(2022/C 240/01)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR,

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 5.1 og artikel 34.1, tredje led,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2533/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks indsamling af statistisk information (1), særlig artikel 4,

under henvisning til bidrag fra Den Europæiske Centralbanks Generelle Råd, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den centraliserede værdipapirdatabase (Centralised Securities Database, CSDB) er en fælles IT-infrastruktur, som drives i fællesskab af medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), herunder de nationale centralbanker i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta (herefter »nationale centralbanker uden for euroområdet«), som frivilligt deltager i driften af CSDB. CSDB opbevarer data for de enkelte poster, herunder navnlig data om værdipapirer, udstedere, kurser og vurderinger. De vigtigste CSDB-processer omfatter levering af inputdata, behandling af inputdata, udførelse af datakvalitetssikring (data quality management, DQM) samt produktion og formidling af outputdata bestående af data for de enkelte poster og aggregerede oplysninger. Processerne defineres og forbedres løbende af ESCB’s Statistiske Komités relevante understruktur og automatiseres i videst muligt omfang for at sikre, at CSDB fungerer effektivt. En række ændringer af disse processer kræver vedtagelse af en ny retningslinje og ophævelse af retningslinje ECB/2012/21, som hidtil har reguleret rammerne for datakvalitetssikring i den centraliserede værdipapirdatabase. Ligeledes bør henstilling ECB/2012/22 (2), hvor de nationale centralbanker opfordres til at overholde bestemmelserne i retningslinje ECB/2012/21, også ophæves.

(2)

For at forbedre de monetære og finansielle stabilitetsanalyser for euroområdet og Unionen, bidrage til udarbejdelsen af sekundær statistik, opfylde euroområdets indberetningsforpligtelser vedrørende statistik over udstedelse af gældsinstrumenter inden for rammerne af G20-gruppens Data Gaps-initiativ og vurdere euroens rolle på internationale finansielle markeder udarbejdes der månedlige statistikker over værdipapirudstedelser, der omfatter aggregater af beholdninger og strømme for værdipapirudstedelser, fra CSDB’s data for de enkelte poster (herefter »CSEC’s aggregerede statistik«). CSEC’s aggregerede statistik bør derfor udarbejdes i CSDB, og de nationale centralbanker og Den Europæiske Centralbank (ECB) bør være ansvarlige for verificeringen af CSEC’s aggregerede statistik og for DQM af de underliggende CSDB-data for de enkelte poster.

(3)

Den overordnede kvalitet af CSDB’s data for de enkelte poster kan kun vurderes på grundlag af outputdata, ikke på grundlag af de individuelle sæt af inputdata. For at sikre, at outputdataene er fuldstændige, nøjagtige og ensartede, fastsætter ECB’s retningslinje (EU) 2022/971 (ECB/2022/25) (3) rammerne for indberetning af inputdata, formidling af outputdata og fastsætter den DQM, skal finde anvendelse på output feed data, som udgør en delmængde af outputdata, og som kan anvendes til støtte for produktionen af statistik eller til andre formål, og på CSEC’s aggregerede statistik og de underliggende CSDB-data.

(4)

I situationer, hvor andre kompetente myndigheder end de nationale centralbanker indberetter inputdata til CSDB eller udfører DQM i CSDB, skal disse myndigheder og deres respektive nationale centralbanker samarbejde indbyrdes for at sikre, at kravene i retningslinje (EU) 2022/971 (ECB/2022/25) er opfyldt. Et sådant samarbejde bør omfatte fastlæggelsen af en permanent struktur for overførsel af data, medmindre dette allerede er opnået på grundlag af national lovgivning.

(5)

Den effektive anvendelse af rammerne for datakvalitetssikring i CSDB afhænger af, at alle de medlemmer af ESCB, der deltager i CSDB’s drift, samarbejder og anvender ensartede kvalitetsstandarder. Nationale centralbanker uden for euroområdet, der deltager i driften af CSDB, bør samarbejde med hinanden, med de nationale centralbanker i medlemsstater, der har vedtaget euroen (herefter »de nationale centralbanker i euroområdet«), og med ECB i forbindelse med anvendelsen af rammerne for datakvalitetssikring i CSDB i overensstemmelse med retningslinje (EU) 2022/971 (ECB/2022/25),

VEDTAGET FØLGENDE HENSTILLING:

I.   Definitioner

I denne henstilling har begreberne »den centraliserede værdipapirdatabase« eller »CSDB« og »datakvalitetssikring« eller »DQM« samme betydning som i artikel 1 i retningslinje (EU) 2022/971 (ECB/2022/25).

II.   Indberetning af statistisk information

1.

Adressaterne anmodes om rettidigt at overholde de forpligtelser, der påhviler de nationale centralbanker i euroområdet, som disse fremgår af artikel 2-13 og i artikel 16 i retningslinje (EU) 2022/971 (ECB/2022/25).

2.

Med henblik på udarbejdelse af CSEC’s aggregerede statistik, jf. artikel 10 i retningslinje (EU) 2022/971 (ECB/2022/25), fremgår opdelingen af CSEC’s aggregerede statistik for medlemsstater uden for euroområdet og Unionen som helhed af bilag I til denne henstilling.

III.   Ophævelse

Henstilling ECB/2012/22 ophæves hermed.

IV.   Endelig bestemmelse

Denne henstilling er rettet til de nationale centralbanker i medlemsstaterne uden for euroområdet i det omfang, den finder anvendelse på dem.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 19. maj 2022.

Christine LAGARDE

Formand for ECB


(1)  EFT L 318 af 27.11.1998, s. 8.

(2)  Den Europæiske Centralbanks henstilling ECB/2012/22 af 26. september 2012 om rammerne for datakvalitetssikring i den centraliserede værdipapirdatabase (EUT C 339 af 7.11.2012, s. 1).

(3)  ECB’s retningslinje (EU) 2022/971 af 19. maj 2022 om den centraliserede værdipapirdatabase og udarbejdelse statistik over værdipapirudstedelser og om ophævelse af retningslinje 2012/689/EU (ECB/2012/21) og retningslinje (EU) 2021/834 (ECB/2022/25) (EUT L 166 af 22. juni 2022, s. 147).


BILAG I

CSEC’s aggregerede statistik: Opdeling for medlemsstater uden for euroområdet og Unionen som helhed

Opdelingen af CSEC’s aggregerede statistik for hvert enkelt land i euroområdet og for euroområdet som helhed er defineret i bilag IV til retningslinje (EU) 2022/971 (ECB/2022/25), men dette bilag indeholder opdelingen af CSEC’s aggregerede statistik for de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta (herefter »medlemsstater uden for euroområdet«), og Unionen som helhed.

For udstedelser fra hver enkelt medlemsstat uden for euroområdet skal CSEC’s aggregerede statistik måles i den nationale valuta og udarbejdes for de opdelinger, der er defineret i de følgende tabeller. Desuden skal aggregaterne for udstedelser, der er denomineret i »Alle valutaer« og i »EUR«, også måles i euro. For udstedelser for Unionen som helhed skal CSEC’s aggregerede statistik måles i euro og kun udarbejdes for opdelingerne »Alle valutaer« som defineret i følgende tabeller. De sektorkoder, der anvendes i tabellerne, har den betydning, der er defineret i afsnit 1 om »dækning og klassifikationer« i bilag IV til retningslinje (EU) 2022/971 (ECB/2022/25).

Tabel A1

Hierarki for gældsinstrumenter 1 – Opdeling efter overordnet løbetid og rentetype for de enkelte medlemsstater uden for euroområdet og Unionen som helhed

Image 1

Tabel A2

Hierarki for gældsinstrumenter 2 – Opdeling efter detaljeret rentetype for de enkelte medlemsstater uden for euroområdet og Unionen som helhed

Image 2

Image 3

Tabel A3

Hierarki for gældsinstrumenter 3 – Opdeling efter oprindelig løbetid for de enkelte medlemsstater uden for euroområdet og Unionen som helhed

Image 4

Tabel A4

Hierarki for gældsinstrumenter 4 – Opdeling efter detaljeret restløbetid for de enkelte medlemsstater uden for euroområdet og Unionen som helhed

Image 5

Tabel A5

Opdeling af noterede aktier for de enkelte medlemsstater uden for euroområdet og Unionen som helhed

Image 6