23.3.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 99/9


Resumé af udtalelsen fra Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse om den nye pagt om migration og asyl

(Udtalelsen findes i sin helhed på engelsk, fransk og tysk på EDPS' websted www.edps.europa.eu)

(2021/C 99/08)

Den 23. september 2020 præsenterede Europa-Kommissionen den nye pagt om migration og asyl, som bestod af fem lovforslag: i) et ændret forslag til Eurodacforordningen, ii) et ændret forslag til en asylprocedure, iii) et forslag til en forordning om asylforvaltning og migrationsstyring, iv) et forslag til en forordning om screening og v) et forslag til en forordning om krisesituationer og force majeure. Den indeholder også en række ikke-lovgivningsmæssige initiativer.

EDPS anerkender nødvendigheden af en mere effektiv forvaltning af migration og asyl. Men som fastlagt i EDPS' strategi for 2020-2024 er databeskyttelse en af de sidste forsvarslinjer for sårbare enkeltpersoner, såsom migranter og asylansøgere, som nærmer sig EU's ydre grænser. EDPS mener derfor, at den foreslåede omfattende tilgang skal baseres på en fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder for personer, som ønsker international beskyttelse, og andre migranter, herunder deres ret til databeskyttelse og privatliv.

Generelt mener EDPS, at der bør udføres en grundig konsekvensvurdering vedrørende de grundlæggende rettigheder og databeskyttelse. Den tilsynsførende mener også, at lovforslagene tydeligt bør fordele de relevante ansvarsområder for de forskellige aktører, som er involveret i behandlingen af personoplysninger. Derudover, under hensyntagen til det faktum at de fleste forslag i den nye pagt om migration og asyl bygger på forslagene fra 2016 om at reformere det fælles europæiske asylsystem, mener EDPS, at de henstillinger, han fremsatte i sin udtalelse 07/2016 om den første reformpakke til det fælles europæiske asylsystem, navnlig dem vedrørende Eurodac, forbliver fuldt ud gyldige.

EDPS anbefaler mere specifikt vedrørende det ændrede forslag til en Eurodacforordning, at medlemsstaternes myndigheder og Unionens organer fortsat kun ser data, som er relevante for udførelsen af deres specifikke opgaver, selv om datasættene er forbundet i en sekvens. EDPS anbefaler også, at det ændrede forslag udtrykkeligt introducerer den enkelte model til koordineret tilsyn i overensstemmelse med artikel 62 i EUDPR. Inden det ændrede system bruges i drift, anbefaler EDPS også, at sikkerhedsrammerne for Eurodacs forretningsmæssige og tekniske miljø ajourføres behørigt, og at forslaget præciserer, hvilke data ville blive lagret i henholdsvis det fælles identitetsregister og i Eurodacs centrale system.

Med hensyn til forslaget om en forordning om screening understreger EDPS, at nøjagtigheden af de behandlede oplysninger er af afgørende betydning, og at retten til at rette og/eller supplere personoplysningerne for tredjelandsstatsborgere i alle tilfælde bør sikres. Desuden mener EDPS, at forslaget er meget generelt i forbindelse med de metoder, der kan bruges til at indsamle data, som er leveret af eller indhentet fra tredjelandsstatsborgeren med henblik på identifikation eller verifikation, navnlig med hensyn til de mange forskellige praksisser, der bruges på nationalt niveau, med forskellige grader af indtrængen og effektivitet. EDPS anbefaler også at præcisere formålet og modaliteter, som er knyttet til behandlingen af personoplysninger, til verifikation af, om tredjelandsstatsborgere udgør en sikkerhedsrisiko.

Udtalelsen fastlægger yderligere henstillinger vedrørende databeskyttelse, som også bør tages under overvejelse i lovgivningsprocessen.

1.   INDLEDNING OG BAGGRUND

1.

Europa-Kommissionen præsenterede den nye pagt om migration og asyl den 23. september 2020 (1). Det er et af Kommissionens vigtigste politiske initiativer og er påtænkt i Kommissionens arbejdsprogram, der blev offentliggjort den 29. januar 2020, under den femte prioritet — »Fremme af vores europæiske levevis« (2).

2.

Den nye pagt om migration og asyl består af flere lovforslag samt ikkelovgivningsmæssige instrumenter. Den bygger på Kommissionens forslag om at reformere det fælles europæiske asylsystem, der blev præsenteret af Kommissionen i 2016 og 2018, hvorom Parlamentet og Rådet allerede har indgået en foreløbig politisk aftale, men dog ikke har fuldført forhandlingerne endnu.

3.

I denne sammenhæng præsenterede Kommissionen to ændrede og tre nye lovforslag:

et ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af biometriske oplysninger med henblik på en effektiv anvendelse af forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring (herefter kaldet: »ændret forslag til en Eurodacforordning«) (3)

et ændret forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en fælles procedure for international beskyttelse i EU og om ophævelse af direktiv 2013/32/EU (herefter kaldet: »ændret forslag til en asylprocedure«) (4)

et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om asylforvaltning og migrationsstyring og om ændring af Rådets direktiv 2003/109/EF og forslaget til forordning (EU) XXX/XXX [Asyl- og Migrationsfonden] (herefter kaldet: »forslag til en forordning om asylforvaltning og migrationsstyring«) (5)

et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af screening af tredjelandsstatsborgere ved de ydre grænser og om ændring af forordning (EF) nr. 767/2008, (EU) 2017/2226, (EU) 2018/1240 og (EU) 2019/817 (herefter kaldet: »forslag til en forordning om screening«) (6)

et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om håndtering af krisesituationer og force majeure på migrations- og asylområdet (herefter kaldet: »forslag til en forordning om kriser og force majeure«) (7)

Desuden indeholder den nye pagt følgende ikkelovgivningsmæssige initiativer:

en ny henstilling om en plan for beredskab og krisestyring på migrationsområdet (8)

en ny henstilling om genbosætning og supplerende adgangsveje (9)

en ny henstilling om redningsoperationer, der udføres af private fartøjer (10)

nye retningslinjer til direktivet om facilitatorer. (11)

4.

Kommissionen rådførte sig uformelt hos EDPS den 27. juli 2020 omkring det ændrede forslag til en Eurodacforordning, og EDPS meddelte sine uformelle bemærkninger til Kommissionen i august. EDPS hilser med tilfredshed, at han er blevet hørt i en tidlig fase af proceduren og opfordrer Kommissionen til at fortsætte denne gode praksis.

5.

Kommissionen rådførte sig derefter uformelt hos EDPS den 5. oktober 2020 vedrørende det ændrede forslag til en Eurodacforordning. Denne rådføring dækker dog ikke de andre elementer i migrations- og asylpakken, som blev vedtaget den 23. september 2020, der også kan påvirke retten til databeskyttelse og dermed er omfattet af artikel 42, stk. 1, i forordning (EU) 2018/1725 (herefter kaldet: »EUDPR«).

6.

På samme tid henviser det ændrede forslag til en Eurodacforordning til en række andre lovforslag, der er en del af den nye pagt om migration og asyl, såsom forordningen om asylforvaltning og migrationsstyring, forordningen om asylprocedurer, forordningen om screening osv. Derfor indeholder denne udtalelse også visse bemærkninger og henstillinger til de andre lovforslag, selv om den primært fokuserer på det ændrede forslag til en Eurodacforordning.

5.   KONKLUSIONER

EDPS forstår nødvendigheden af en mere sammenhængende og effektiv forvaltning af migration og asyl. Men som allerede fastlagt i EDPS' strategi for 2020-2024 er databeskyttelse en af de sidste forsvarslinjer for sårbare enkeltpersoner, såsom migranter og asylansøgere, som nærmer sig EU's ydre grænser. Derfor skal den foreslåede omfattende tilgang baseres på en fuld overholdelse af de grundlæggende rettigheder for personer, som ønsker international beskyttelse, og andre migranter, herunder deres ret til databeskyttelse og privatliv.

36.

Til dette formål giver EDPS — i sin rådgivende egenskab — i denne udtalelse nogle specifikke henstillinger vedrørende databeskyttelse og privatliv. Selv om denne udtalelses primære fokus er det ændrede forslag til en Eurodacforordning, indeholder den også en række bemærkninger og henstillinger om de andre lovforslag. Den omfattende tilgang påtænkt i den nye pagt om migration og asyl sammen med den potentielle virkning af sådanne rammer på grundlæggende rettigheder, herunder privatliv og databeskyttelse, indebærer en dybdegående konsekvensvurdering af grundlæggende rettigheder og databeskyttelse.

37.

Desuden tildeler den integrerede tilgang i den nye pagt om migration og asyl specifikke opgaver til en række aktører på nationalt og EU-plan, herunder EU-agenturer, såsom Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning (Frontex) og Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO). Ud fra sin erfaring med at føre tilsyn med omfattende IT-systemer i EU mener EDPS, at lovforslagene tydeligt bør fordele de relevante ansvarsområder for behandling af personoplysninger, som er vigtige for tildeling af kontroludøvelse i medfør af EUDPR og GDPR.

I forbindelse med det ændrede forslag til en Eurodacforordning mener EDPS, at de henstillinger, han fremsatte i sin udtalelse 07/2016 om den første reformpakke til det fælles europæiske asylsystem (12), navnlig dem vedrørende Eurodac, forbliver fuldt ud gyldige. EDPS mener desuden i forbindelse med de nye elementer, som indføres ved det ændrede forslag til en Eurodacforordning, at det er vigtigt at sikre, at medlemsstaternes myndigheder og Unionens organer fortsat kun ser data, som er relevante for udførelsen af deres specifikke opgaver, selv om datasættene er forbundet i en sekvens. Derudover anbefaler EDPS udtrykkeligt at introducere den enkelte model til koordineret tilsyn i overensstemmelse med artikel 62 i EUDPR. Inden det ændrede system bruges i drift, anbefaler EDPS også, at sikkerhedsrammerne for Eurodacs forretningsmæssige og tekniske miljø ajourføres behørigt, og at forslaget præciserer, hvilke data bør lagres i henholdsvis det fælles identitetsregister og i Eurodacs centrale system.

38.

Med hensyn til de andre forslag og især forslaget om en forordning om screening understreger EDPS, at nøjagtigheden af de behandlede oplysninger er afgørende, og at retten til at rette og/eller supplere personoplysningerne for tredjelandsstatsborgere i alle tilfælde bør sikres. Desuden mener EDPS, at forslaget er meget generelt i forbindelse med de metoder, der kan bruges til at indsamle data fra tredjelandsstatsborgere med henblik på identifikation, navnlig med hensyn til de mange forskellige praksisser, der bruges på nationalt niveau, med forskellige grader af indtrængen og effektivitet. EDPS anbefaler også at præcisere formålet og modaliteter, som er knyttet til behandlingen af personoplysninger til verifikation af, om tredjelandsstatsborgere udgør en sikkerhedsrisiko.

39.

Endelig bemærker EDPS, at de nye lovforslag enten helt mangler nogen materielle lovbestemmelser om beskyttelse af personoplysninger, eller at de foreslåede tekster ikke helt er i overensstemmelse med gældende EU-ret. EDPS anbefaler derfor, at lovforslagene som minimum henviser til de relevante retslige rammer i EU om databeskyttelse, dvs. GDPR, EUDPR og, om relevant, direktiv (EU) 2018/680.

Bruxelles, den 30. november 2020.

Wojciech Rafał WIEWIÓROWSKI


(1)  COM(2020) 609 final, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?qid=1601287338054&uri=COM:2020:609:FIN.

(2)  COM(2020) 37 final, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52020DC0037.

(3)  COM(2020)614 final, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM:2020:614:FIN.

(4)  COM(2020)611 final, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM:2020:611:FIN.

(5)  COM(2020) 610 final, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM:2020:610:FIN.

(6)  COM (2020)612 final, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM:2020:612:FIN.

(7)  COM (2020)613 final, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM:2020:613:FIN.

(8)  Kommissionens henstilling (EU) 2020/1366 af 23. september 2020 om en EU-mekanisme til kriseberedskab og -styring i forbindelse med migration (Plan for beredskab og krisestyring på migrationsområdet), https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A32020H1366.

(9)  Kommissionens henstilling (EU) 2020/1364 af 23. september 2020 om lovlige adgangsveje til beskyttelse i EU: fremme af genbosætning, indrejse af humanitære årsager og andre supplerende adgangsveje, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A32020H1364.

(10)  Kommissionens henstilling (EU) 2020/1365 af 23. september 2020 om samarbejde mellem medlemsstaterne vedrørende operationer, som udføres af fartøjer, der ejes eller drives af private enheder, med henblik på eftersøgnings- og redningsaktiviteter, https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A32020H1365&qid=1608215546488.

(11)  Kommissionens retningslinjer for gennemførelsen af EU's regler om definition og bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold, C(2020) 6470 final.

(12)  Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, udtalelse 07/2016 »Opinion on the First reform package on the Common European Asylum System (Eurodac, EASO and Dublin regulations)« (udtalelse om den første reformpakke til det fælles europæiske asylsystem — Eurodac, EASO og Dublinforordningen)